num'-ber:

I. TAL OG ARITMETIK

II. TALNOTATION

1. Med ord

2. Med tegn

3. Med bogstaver

III. TAL I DET GAMLE TESTAMENTES HISTORIE

IV. RUNDE TAL

V. BETYDNINGSFULDE TAL

1. Syv og dets multipla

(1) Rituel brug af syv

(2) Historisk brug af syv

(3) Didaktisk eller litterær brug af syv

(4) Apokalyptisk brug af syv

2. Tallet tre

3. Tallet fire

4. Tallet ti

5. Tallet tolv

6. Andre betydningsfulde tal

VI. GEMATRI

LITTERATUR

I. Tal og aritmetik.

Det tællesystem, som hebræerne og semitterne i almindelighed fulgte, var decimalsystemet, som synes at være blevet foreslået af brugen af de ti fingre. Hebraisk havde særskilte ord kun for de første ni enere og for ti og dets multipla. Af det sexagesimale system, som synes at være blevet indført i Babylonien af sumererne, og som gennem sin udvikling dér har påvirket målingen af tid og rum i den vestlige civiliserede verden helt frem til i dag, er der intet direkte spor i Bibelen, skønt der, som det senere vil blive vist, findes nogle mulige ekkoer. Det højeste tal i Bibelen, der beskrives med ét enkelt ord, er 10.000 (ribbo eller ribbo', murias). Egypterne havde derimod særskilte ord for 100.000, 1.000.000, 10.000.000. De højeste tal, der på nogen måde henvises til i Bibelen, er: "tusind tusinder" (1 Krøn 22,14; 2 Krøn 14,9); "tusinder af tusinder" (Dan 7,10; Åb 5,11); "tusinder af titusinder" (1 Mos 24,60); "ti tusind gange ti tusind" (Dan 7,10; Åb 5,11); og det dobbelte af dette tal (Åb 9,16). De overdrevent høje tal, man møder i nogle orientalske systemer (sammenlign Lubbock, The Decimal System, 17 ff), har ingen paralleller på hebraisk. Brøker var ikke ukendte. Vi finder 1/3 (2 Sam 18,2 osv.); 1/2 (2 Mos 25,10; 2 Mos 25,17 osv.); 1/4 (1 Sam 9,8); 1/5 (1 Mos 47,24); 1/6 (Ez 46,14); 1/10 (2 Mos 16,36); 2/10 (3 Mos 23,13); 3/10 (3 Mos 14,10), og 1/100 (Neh 5,11). Tre andre brøker udtrykkes mindre bestemt: 2/3 ved "en dobbelt del", bogstaveligt "en dobbelt mundfuld", ved (5 Mos 21,17; 2 Kong 2,9; Zak 13,8); 4/5 ved "fire dele" (1 Mos 47,24), og 9/10 ved "ni dele" (Neh 11,1). Kun de enkleste regler i aritmetikken kan illustreres ud fra Det Gamle Testamente. Der er eksempler på addition (1 Mos 5,3-31; 4 Mos 1,20-46); subtraktion (1 Mos 18,28); multiplikation (3 Mos 25,8; 4 Mos 3,46), og division (4 Mos 31,27). I 3 Mos 25,50 ff findes det, som man har sagt indebærer en slags regning efter regula de tri. De gamle babyloniere havde tabeller over kvadrater og kubiktal, utvivlsomt beregnet på at lette opmålingen af jord (Sayce, Assyria, Its Princes, Priests, and People, 118; Bezold, Ninive und Babylon, 90, 92); og der kan næppe være tvivl om, at det samme behov førte til lignende resultater blandt israelitterne, men for øjeblikket findes der intet bevis. Gammelhebraisk aritmetik og matematik, sådan som vi kender den, er af den mest elementære art (Nowack, HA, I, 298).

II. Talnotation.

1. Med ord:

Det kan ikke bevises, at særlige tegn til at udtrykke tal på skrift var i brug blandt hebræerne før eksilet. Siloamindskriften, som sandsynligvis er det ældste bevarede eksempel på hebraisk skrift (med undtagelse af ostrakaerne fra Samaria og måske et segl eller to samt den uklare Gezer-tavle), har tallene skrevet fuldt ud. De ord, der dér bruges for 3, 200, 1.000, er skrevet som ord uden nogen forkortelse. Den tidligere tekst på Moabitterstenen, som i praksis illustrerer hebraisk brug, har tallene 30, 40, 50, 100, 200, 7.000 skrevet ud på samme måde.

2. Med tegn:

Efter eksilet brugte i hvert fald nogle af jøderne tegn af den art, som var gængse blandt egypterne, aramæerne og fønikerne--en lodret streg for 1, to sådanne streger for 2, tre for 3, og så videre, samt særlige tegn for 10, 20, 100. Man havde formodet, at disse eller lignende tegn var kendt af jøderne, men egentligt bevis forelå ikke før opdagelsen af jødiske papyri ved Assuan og Elefantine i 1904 og 1907. I disse tekster, der spænder fra 494 til cirka 400 f.Kr., angives datoerne ikke med ord, men med taltegn af den beskrevne art. Vi har derfor klart bevis for, at taltegn blev brugt af medlemmer af en jødisk koloni i Øvre Egypten i det 5. århundrede f.Kr. Da denne kolonis eksistens nu kan spores før 525 f.Kr., er det sandsynligt, at de også brugte denne notationsmetode i det foregående århundrede. Formodningen kan faktisk gå helt tilbage til dens begyndelse, for det vides, at der var jøder i Patros, det vil sige Øvre Egypten, i Jeremias' sidste dage (Jer 44,1; Jer 44,15). Nogle af de første jødiske bosættere i Elefantine kan have kendt profeten, og nogle af dem kan være kommet fra Jerusalem og have bragt disse tegn med sig. For øjeblikket er det dog ren hypotese.

3. Med bogstaver:

I angivelsen af kapitler og vers i den hebraiske Bibel og i udtrykket for datoer i hebraiske bøger bruges konsonanterne i det hebraiske alfabet som taltegn, dvs. de første ti for 1-10, kombinationer af disse for 11-19, de følgende otte for 20-90 og resten for 100, 200, 300, 400. Bogstaverne i det græske alfabet blev brugt på samme måde. Hvor gammel denne form for talnotation er, kan for øjeblikket ikke fastslås. Den findes på jødiske mønter, som er blevet dateret til makkabæeren Simons regeringstid (143-135 f.Kr.), men nogle forskere henfører dem til en langt senere periode. Alle studerende af Talmud kender denne måde at nummerere siderne, eller rettere bladene, på, men brugen dér er ikke noget bevis for en tidlig datering. Den talmæssige brug af de græske bogstaver kan illustreres rigt. Den mødes i mange græske papyri, nogle af dem fra det 3. århundrede f.Kr. (Hibeh Papyri, numrene 40-43 osv.); på flere mønter fra Herodes den Store og i nogle håndskrifter til Det Nye Testamente, for eksempel et papyrusfragment af Mattæus (Oxyrhynchus Pap., 2), hvor 14 tre gange gengives ved iota-delta (I-D) med en streg over bogstaverne, og nogle kodekser til Åb 13,18, hvor 666 gives ved de tre bogstaver "chi" "xi" "vau" (eller digaroma). Det er muligt, at to af disse metoder i nogle tilfælde kan have været anvendt side om side, som på den puniske offertavle fra Marseille, hvor (l. 6) 150 først udtrykkes med ord og dernæst med taltegn.

III. Tal i Det Gamle Testamentes historie.

Studerende af Det Gamle Testamentes historiske bøger har længe været forvirrede over de høje tal, som man møder i mange passager, for eksempel det antal, der tillægges israelitterne ved udgangen (2 Mos 12,37; 4 Mos 11,21), og ved to lejligheder under opholdet i ørkenen (4 Mos 1; 4 Mos 26)--mere end 600.000 voksne mænd, hvilket betyder i alt to eller tre millioner; resultatet af Davids folketælling: 1.300.000 mænd (2 Sam 24,9) eller 1.570.000 (1 Krøn 21,5), og nedslagtningen af en halv million i et slag mellem Juda og Israel (2 Krøn 13,17). Der er mange andre eksempler i Krønikebøgerne og andre steder. At nogle af disse høje tal er ukorrekte, er hævet over rimelig tvivl, og det er ikke det mindste overraskende, for der er rigeligt bevis for, at tallene i gamle dokumenter var usædvanligt udsatte for forvanskning. Et af de bedst kendte tilfælde er forskellen på 1.466 år mellem den hebraiske tekst og Septuaginta (teksten i Codex Vaticanus) med hensyn til intervallet fra Adams skabelse til Abrams fødsel. Andre slående tilfælde er 1 Sam 6,19, hvor 50.070 sandsynligvis burde være 70 (Josefus, Ant., VI, i, 4); 2 Sam 15,7, hvor 40 år burde være 4 år; forvekslingen af 76 og 276 i håndskrifterne til ApG 27,37 og af 616 og 666 i dem til Åb 13,18. Hebraiske håndskrifter giver nogle lærerige varianter. Et af dem, nummer 109 hos Kennicott, læser (4 Mos 1,23) 1.050 for 50.000; 50 for 50.000 (4 Mos 2,6) og 100 for 100.000 (4 Mos 2,16). Det er let at se, hvordan fejl i mange tilfælde kan være opstået. De hebraiske talord for 30 osv. er flertalsformerne af enhederne, sådan at de førstnævnte, som de skrives, kun adskiller sig fra de sidstnævnte ved tilføjelsen af de to hebraiske bogstaver yodh ("y") og mem ("m"), der danner stavelsen -im. Da mem nu ofte blev udeladt, kunne 3 og 30, 4 og 40 osv. let forveksles. Hvis tegn eller bogstaver fra alfabetet blev brugt i stedet for forkortede ord, ville der være lige så meget plads til misforståelse og fejl fra afskrivernes side. De høje tal, der ovenfor er nævnt som forekommende i 2 Mosebog og 4 Mosebog, er på sindrig vis blevet forklaret af professor Flinders Petrie (Researches in Sinai) på en helt anden måde. Ved at forstå 'eleph ikke som "tusind", men som "familie" eller "telt", reducerer han tallet til 5.550 for den første folketælling og 5.730 for den anden. Dette tal synes dog for lavt, og fortolkningsmetoden er, selv om den ikke er umulig, åben for kritik. Det indrømmes almindeligvis, at tallet, sådan som det normalt læses, er for højt, men det oprindelige tal er endnu ikke med sikkerhed fundet. Når der imidlertid er taget fuldt hensyn til indtrængen af talfejl i den hebraiske tekst, er det vanskeligt at modstå den opfattelse, at der i Krønikebøgerne i hvert fald er en tydelig tendens til overdrivelse på dette område. De enorme hære, der igen og igen tillægges de små kongeriger Juda og Israel, kan ikke forenes med nogle af de kendsgerninger, som nyere forskning har afdækket; for eksempel med følgende: Den hær, der mødte assyrerne ved Karkar i 854 f.Kr., og som repræsenterede 11 stater og stammer, inklusive Israel og kongeriget Damaskus, kan højst have talt mere end omkring 75.000 eller 80.000 mænd (HDB, 1909, 65b), og den assyriske konge, der beretter om slaget, anslår hele sit lands opbud til kun 102.000 (Der alte Orient, XI, i, 14, note). I lyset af disse tal er det ikke tænkeligt, at Israels eller Judas hære kunne tælle en million eller endog en halv million. Kontingentet fra det større kongerige, som bidrog ved den ovenfor nævnte lejlighed, bestod kun af 10.000 mænd og 2.000 vogne (HDB, ib). Den sikreste konklusion synes derfor at være, at mens mange af de tvivlsomme tal i den nuværende tekst til Det Gamle Testamente skyldes afskrivere, er der en rest, som ikke kan forklares sådan.

IV. Runde tal.

Brugen af bestemte taludtryk i ubestemt betydning, det vil sige som runde tal, som man møder i mange sprog, synes at have været meget udbredt i Vestasien fra gammel tid og frem til i dag. Sir W. Ramsay (Thousand and One Churches, 6) bemærker, at de moderne tyrkere har 4 typiske tal, som ofte bruges i egennavne med ringe eller ingen hensyntagen til deres nøjagtige talmæssige værdi--3, 7, 40, 1.001. Det lykaoniske område, som giver bogen dens navn, kaldes Bin Bir Kilisse, "De tusind og én kirker," selv om det faktiske antal i dalen kun er 28. De moderne persere bruger 40 på netop samme måde. "Fyrre år" betyder hos dem ofte "mange år" (Brugsch, citeret af Konig, Stilistik, 55). Denne løse brug af tal var, som vi mener, sandsynligvis meget hyppig blandt israelitterne og deres naboer. Indskriften på Moabitterstenen giver et meget lærerigt eksempel. Israelitternes besættelse af Medeba under Omri og hans søn i halvdelen af sidstnævntes regeringstid regnes dér (II.7 f) til 40 år. Da perioden ifølge 1 Kong 16,23; 1 Kong 16,29 højst strakte sig over kun 23 år, må tallet 40 være blevet brugt meget frit af Meshas skriver som et rundt tal. Det bruges sandsynligvis ofte på den måde i Bibelen, hvor det forekommer bemærkelsesværdigt hyppigt, især med henvisning til perioder af dage eller år. Syndflodens 40 dage (1 Mos 7,4; 1 Mos 7,17), inddelingen af Moses' liv i tre perioder på hver 40 år (ApG 7,23; 2 Mos 7,7; 5 Mos 34,7), Elis 40 års styre eller regering (1 Sam 4,18), Sauls (ApG 13,21; sammenlign Josefus, Ant, VI, xiv, 9), Davids (1 Kong 2,11), Salomos (1 Kong 11,42) og Joashs (2 Kong 12,1), de 40 eller 80 års ro (Dom 3,11; Dom 3,30; Dom 5,31; Dom 8,28), de 40 år med filisterundertrykkelse (Dom 13,1), Goliats 40 dages udfordring (1 Sam 17,16), Moses' 40 dages faste (2 Mos 34,28), Elias' (1 Kong 19,8) og Jesu (Matt 4,2 og paralleller), de 40 dage før Nineves ødelæggelse (Jon 3,4) og de 40 dage før himmelfarten (ApG 1,3) antyder alle konventionel brug, eller indflydelsen fra denne brug, for man kan næppe antage, at tallet i hvert af disse tilfælde, og i andre som kunne nævnes, var nøjagtig 40. Hvordan det kom til at blive brugt sådan, er ikke helt sikkert, men det kan, i hvert fald delvis, have haft sin oprindelse i den tanke, at 40 år udgjorde en generation eller den periode, ved hvis afslutning et menneske når modenhed, en tanke der synes at have været fælles for grækerne, israelitterne og araberne. Perioden på 40 år i ørkenen, i løbet af hvilken det gamle Israel døde ud, og et nyt Israel tog dets plads, var en generation (4 Mos 32,13, osv.). Rabbinerne betragtede længe efter 40 år som forståelsens alder, den alder hvor et menneske når sin intellektuelle blomstring (Ab, v, tillæg). I Koranen (Sura 46) siges et menneske at nå sin styrke, når det når 40 år, og det var i den alder, ifølge traditionen, at Muhammed trådte frem som profet. På denne måde kom 40 måske til at blive brugt som et rundt tal for en ubestemt periode med en antydning af fuldstændighed, og blev derefter med tiden udvidet til ting såvel som årstider.

Andre runde tal er:

(1) nogle af de højere tal;

(2) flere taludtryk.

Under (1) hører følgende tal. Hundrede, ofte naturligvis forstået bogstaveligt, men åbenbart et rundt tal i 1 Mos 26,12; 3 Mos 26,8; 2 Sam 24,3; Præd 8,12; Matt 19,29 og paralleller. Tusind (tusinder), meget ofte et bogstaveligt tal, men i ikke så få tilfælde ubestemt, f.eks. 2 Mos 20,6 parallel 5 Mos 5,10; 5 Mos 7,9; 1 Sam 18,7; Sl 50,10; Sl 90,4; Sl 105,8; Es 60,22, osv. Ti tusind (hebraisk ribbo, ribboth, rebhabhah; græsk murids, murioi) bruges også som et rundt tal som i 3 Mos 26,8; 5 Mos 32,30; Højs 5,10; Mika 6,7. De endnu højere tal, tusinder af tusinder osv., er i næsten alle tilfælde tydeligt hyperbolske runde tal, og de mest bemærkelsesværdige eksempler forekommer i de apokalyptiske bøger (Dan 7,10; Åb 5,11; Åb 9,16; Etiopisk Enok 40,1).

(2) Den anden gruppe, taludtryk, består af en række vendinger, hvor tal bruges omtrentligt, i nogle tilfælde for at udtrykke tanken om fåtallighed. Én eller to osv.: "en dag eller to" (2 Mos 21,21), "en hob, to hobe" (Dom 15,16 RV randnote), "én fra en by og to fra en slægt" (Jer 3,14), "ikke én gang og ikke to gange", det vil sige "flere gange" (2 Kong 6,10). To eller tre: "To eller tre bær på den (øverste) gren" (Es 17,6; jf. Hos 6,2), "Hvor to eller tre er samlet i mit navn" osv. (Matt 18,20). Konig henviser til assyriske, syriske og arabiske paralleller. Tre eller fire: det mest bemærkelsesværdige eksempel er formlen, som forekommer 8 gange i Am 1,3; Am 1,6; Am 1,9; Am 1,11; Am 1,13; Am 2,1; Am 2,4; Am 2,6: "for tre overtrædelser ... ja, for fire." At tallene her er runde tal, fremgår af, at de synder, der opregnes, i de fleste tilfælde hverken er 3 eller 4. I Ordsp 30,15; Ordsp 30,18; Ordsp 30,21; Ordsp 30,29, derimod, hvor vi har det samme retoriske virkemiddel, climax ad majus, efterfølges 4 af fire udsagn og skal derfor forstås bogstaveligt. Igen peger Konig (samme sted) på klassiske og arabiske paralleller. Fire eller fem: "Fire eller fem på de yderste grene af et frugtbart træ" (Es 17,6). Fem eller seks: "Du skulle have slået (Syrien) fem eller seks gange" (2 Kong 13,19), et idiom, som også mødes i Tell el-Amarna-brevene (Konig, ib). Seks og syv: "Han vil redde dig i seks trængsler; ja, i syv skal intet ondt røre dig" (Job 5,19). Syv og otte: "Syv hyrder og otte fyrstelige mænd" (Mika 5,5), det vil sige "nok og mere end nok" (Cheyne); "Giv en del til syv, ja, endog til otte" (Præd 11,2). I én bemærkelsesværdig vending, som forekommer (med små formvariationer) 24 gange i Det Gamle Testamente, bruges to hebraiske ord, der henholdsvis betyder "i går" og "tredje", for det meste sådan, at de tilsammen udtrykker tanken om en ubestemt henvisning til fortiden. RV gengiver det på forskellige måder: "tidligere" (1 Mos 31,2 osv.), "før i tiden" (Jos 4,18), "hidtil" (2 Mos 4,10 osv.), "i forgangen tid" eller "i forgangne tider" (5 Mos 19,4; 5 Mos 19,6; 2 Sam 3,17 osv.).

V. Betydningsfulde tal.

Talsymbolik, det vil sige brugen af tal ikke blot, hvis overhovedet, med deres bogstavelige talværdi eller som runde tal, men med symbolsk betydning, hellig eller på anden måde, var udbredt i det gamle Østen, især i Babylonien og i områder, der i større eller mindre grad var påvirket af babylonisk kultur, hvilket til en vis grad omfattede Kanaan. Det må også huskes, at israelitternes forfædre siges at have været af babylonisk oprindelse og derfor kan have overført i det mindste kimene til den talsymbolik, der udvikledes i Babylonien på Hammurabis tid, til deres efterkommere. Hvordan det end forholder sig, kan tilstedeværelsen af denne brug af tal i Bibelen, og det i stor målestok, ikke med rimelighed betvivles, skønt nogle forfattere er gået for langt i deres spekulationer om emnet. De tal, som umiskendeligt bruges med mere eller mindre symbolsk betydning, er 7 og dets multipla samt 3, 4, 10 og 12.

1. Syv og dets multipla:

Langt det mest fremtrædende af disse er tallet 7, som der på den ene eller den anden måde henvises til i næsten 600 passager i Bibelen, foruden i mange passager i apokryferne og pseudepigraferne samt i senere jødisk litteratur. Naturligvis har tallet sin sædvanlige talværdi mange af disse steder, men selv dér ikke sjældent med et sideblik til dets symbolske betydning. For at fastslå den sidstnævnte er vi ikke henvist til gætteri. Der findes klare vidnesbyrd i kileskriftteksterne, som er vores tidligste kilder, om at babylonierne betragtede 7 som tallet for helhed, for fuldstændighed. Sumererne, som de semitiske babyloniere synes at have lånt tanken fra, sidestillede 7 og "alt". Babyloniens 7-etagers tårne repræsenterede universet. Syv var udtryk for den højeste potens, den størst tænkelige fylde af kraft, og blev derfor tidligt taget i religionens tjeneste. Det findes i forbindelse med ritual på Gudeas tid, det vil måske sige omkring midten af det 3. årtusinde f.Kr. "Syv guder" ved slutningen af en opregning betød "alle guderne" (om disse kendsgerninger og kileskriftsvidnesbyrdet, jf. Hehn, Siebenzahl und Sabbath bei den Babyloniern und im Altes Testament, 4 ff). Hvordan 7 kom til at blive brugt på denne måde, kan kun berøres her. Den opfattelse, der forbinder det med guderne for de 7 planeter, som tidligere var meget yndet og stadig har sine fortalere, synes at mangle gammelt bevis. Hehn (op. cit., 44 ff) har vist, at tallet fik sin symbolske betydning længe før den tidligste periode, hvor en sådan henvisning kan påvises. Da denne hellige eller symbolske brug af 7 ikke var særegen for babylonierne og deres lærere og naboer, men i større eller mindre grad også var kendt i Indien og Kina, i de klassiske lande og blandt kelterne og germanerne, opstod den sandsynligvis i en eller anden kendsgerning fra almindelig iagttagelse, måske i de fire månefaser, som hver omfatter 7 dage og en brøkdel. Fremtrædende stjernegrupper kan have været med til at uddybe indtrykket, og den kendsgerning, at 7 består af to betydningsfulde tal, som hver især, som det vil blive vist, også antyder fuldstændighed--3 og 4--kan tidligt være blevet bemærket og taget i betragtning. Den bibelske brug af 7 kan med fordel betragtes under 4 overskrifter:

(1) rituel brug;

(2) historisk brug;

(3) didaktisk eller litterær brug;

(4) apokalyptisk brug.

(1) Rituel brug af syv.

Tallet 7 spiller en fremtrædende rolle i en mængde steder, som giver regler for gudsdyrkelse eller renselse, eller som beretter om rituelle handlinger. Ugens 7. dag var hellig (se SABBAT). Der var 7 dage med usyret brød (2 Mos 34,18 osv.) og 7 dage i løvhyttefesten (3 Mos 23,34). Det 7. år var sabbatsåret (2 Mos 21,2 osv.). Moabitten Balak byggede ved tre lejligheder 7 altre for Bileam og skaffede i hvert tilfælde 7 tyre og 7 væddere (4 Mos 23,1; 4 Mos 23,14; 4 Mos 23,29). Moseloven foreskrev 7 vædderlam til flere festofre (4 Mos 28,11; 4 Mos 28,19; 4 Mos 28,27 osv.). Den syvfoldige stænkning med blod påbydes i ritualet for forsoningsdagen (3 Mos 16,14; 3 Mos 16,19) og andre steder. Syvfoldig stænkning nævnes også gentagne gange i reglerne for renselse af den spedalske og det spedalske hus (3 Mos 14,7; 3 Mos 14,16; 3 Mos 14,27; 3 Mos 14,51). Den spedalske Na'aman fik befaling om at bade sig 7 gange i Jordan (2 Kong 5,10). I tilfælde af virkelig eller formodet urenhed på grund af spedalskhed, eller tilstedeværelsen af et lig, eller af andre grunde, var 7 dages afsondring nødvendig (3 Mos 12,2 osv.). Omskærelse fandt sted efter 7 dage (3 Mos 12,3). Et dyr måtte være 7 dage gammelt, før det kunne bringes som offer (2 Mos 22,30). Tre perioder på hver 7 dage nævnes i reglerne for indvielse af præster (2 Mos 29,30; 2 Mos 29,35; 2 Mos 29,37). En ed synes oprindelig at have været aflagt ved 7 hellige ting (1 Mos 21,29 og det hebraiske ord for »sværge«). Tallet 7 indgik også i opbygningen af hellige genstande, for eksempel lysestagen eller lampestanderen i tabernaklet og i det andet tempel, som hver havde 7 lamper (4 Mos 8,2; Zak 4,2). Mange andre eksempler på den rituelle brug af 7 i Det Gamle Testamente og mange oplysende paralleller fra babyloniske tekster kunne nævnes.

(2) Historisk brug af syv.

Tallet 7 optræder også fremtrædende i et stort antal steder i historiske fortællinger, på en måde som minder os om dets symbolske betydning. Følgende er nogle af de mest bemærkelsesværdige: Jakobs 7 års tjeneste for Rakel (1 Mos 29,20; jf. 1 Mos 29,27), og hans syv gange bøjning for Esau (1 Mos 33,3); de 7 år med overflod og de 7 år med hungersnød (1 Mos 41,53); Samsons 7 dages bryllupsfest (Dom 14,12; jf. 1 Mos 29,27), 7 hårlokker (Dom 16,19) og de 7 vidjer, som han blev bundet med (Dom 16,7); Jetros 7 døtre (2 Mos 2,16), Isajs 7 sønner (1 Sam 16,10), Sauls 7 sønner (2 Sam 21,6) og Jobs 7 sønner (Job 1,2; jf. Job 42,13); de 7 dages march af de 7 præster, der blæste i 7 trompeter omkring Jerikos mure, og den syvfoldige march på den 7. dag (Jos 6,8); Elias' tjeners 7 opstigninger til toppen af Karmel (1 Kong 18,43); den shunemitiske kvindes søns 7 nys (2 Kong 4,35); ophedningen af Nebukadnesars ovn 7 gange mere end den plejede at blive ophedet (Dan 8,19), og kongens vanvid i 7 tider eller år (Dan 4,16; Dan 4,23; Dan 4,25; Dan 4,32); Annas 7 år i ægteskab (Luk 2,36); de 7 brød til de 4.000 (Matt 15,34-36 parallel) og de 7 kurve fulde af stykker (Matt 15,37 parallel); de 7 brødre i saddukæernes gåde (Matt 22,25 parallel); de 7 dæmoner, der blev drevet ud af Maria Magdalene (Mark 16,9 parallel Luk 8,2); de 7 tjenere i menigheden i Jerusalem (ApG 6,3), og Skevas 7 sønner (ApG 19,14, men den vestlige tekst fremstiller dem som kun 2). Tallet må uden tvivl forstås bogstaveligt i mange af disse steder, men selv da antydes dets symbolske betydning sandsynligvis af historikeren. Når en mand blev sagt at have haft 7 sønner eller døtre, eller en handling blev berettet som udført eller som noget, der skulle udføres 7 gange, hvad enten det skete med forsæt eller ved tilfælde, blev tallet bemærket, og dets symbolske kraft husket. Det kan ganske vist ikke i alle disse tilfælde betragtes som et helligt tal, men dets forbindelse med hellige anliggender, som blev holdt levende blandt jøderne ved sabbattens institution, blev sjældent, om nogensinde, helt overset.

(3) Didaktisk eller litterær brug af syv.

Den symbolske brug af 7 førte naturligt til, at digtere og lærere anvendte tallet til levende at udtrykke mangfoldighed eller intensitet. Denne brug er undertiden tydelig og undertiden skjult. (a) Tydelige eksempler er den 7-foldige hævn, der forudsiges over Kains morder (1 Mos 4,15); at flygte ad 7 veje (5 Mos 28,7; 5 Mos 28,25); udfrielse fra 7 trængsler (Job 5,19); lovprisning af Gud 7 gange om dagen (Sl 119,164); 7 vederstyggeligheder (Ordsp 26,25; jf. Ordsp 6,16); sølv renset 7 gange, det vil sige fuldstændigt renset (Sl 12,6); 7-foldig synd; 7-foldig omvendelse og 7-foldig tilgivelse (Luk 17,4; jf. Matt 18,21); 7 onde ånder (Matt 12,45 parallelt med Luk 11,26). Det sidste af disse eksempler, ligesom den foregående henvisning til de 7 dæmoner, der blev drevet ud af Maria Magdalene, minder os om Beliars 7 ånder (Testament to the Twelve Patriarchs, Reuben kapitel 2 og 3) og om de 7 onde ånder, som der så ofte henvises til i babyloniske besværgelser (jf. Hehn, op. cit., 26 ff), men det er ikke sikkert at forbinde vor Herres ord med nogen af delene. Den babyloniske tro kan ganske vist i nogen grad have påvirket folkelige forestillinger, men der er ingen grund til at finde et spor af den i evangelierne. De 7 dæmoner dér forklares tilstrækkeligt ved den almindelige symbolske brug af 7. For andre steder, der hører under denne kategori, jf. 5 Mos 28,7; 5 Mos 28,25; Ruth 4,15; 1 Sam 2,5; Sl 79,12. (b) Eksempler på skjult brug af tallet 7, på det Zockler (RE3, "Sieben") kalder "skjulte heptader," forekommer ikke sjældent. Den 7-foldige brug af udtrykket "Jahves røst" i Sl 29, som har fået salmen til at blive kaldt "De syv tordeners salme," og de 7 betegnelser for den guddommelige Ånd i Es 11,2 kan ikke være tilfældige. I begge tilfælde skal tallet pege på den fuldt opregnede fuldstændighed. I Det Nye Testamente har vi de 7 saligprisninger af karakteregenskaber (Matt 5,3-9); de 7 bønner i Fadervor (Matt 6,9); de 7 lignelser om Riget i Matt 13; de 7 ve-råb over farisæerne (Matt 23,13; Matt 23,15; Matt 23,16; Matt 23,23; Matt 23,25; Matt 23,27; Matt 23,29), måske de 7 udsagn af Jesus, der begynder med "Jeg er" (ego eimi) i det fjerde evangelium (Joh 6,35; Joh 8,12; Joh 10,7; Joh 10,11; Joh 11,25; Joh 14,6; Joh 15,1), og de 7 disciple ved søen efter opstandelsen (Joh 21,2). Flere grupper af 7 findes i brevene og i Åbenbaringen: 7 former for lidelse (Rom 8,35); 7 gaver eller charismata (Rom 12,6-9); 7 egenskaber ved den visdom, der er ovenfra (Jak 3,17); 7 dyder, der skal føjes til troen (2 Pet 1,5); to doksologier, som hver indeholder 7 lovprisningsord (Åb 5,12; Åb 7,12), og 7 klasser af mennesker (Åb 6,15). Andre formodede eksempler på 7-foldig gruppering i det fjerde evangelium påpeges af E.A. Abbott (Johannine Grammar, 2624 ff), men deres værdi er usikker.

(4) Apokalyptisk brug af syv.

Som man kunne vente, spiller 7 en stor rolle i apokalyptisk litteratur, skønt tallet påfaldende nok mangler i den apokalyptiske del af Daniel. Senere værker af denne art — skrifterne, der bærer Enoks navn, Rubens og Levis Testamenter, 2 Esdras osv. — giver mange eksempler. Læren om de 7 himle, som udvikles i den slaviske Enok og andre steder og i første omgang kan have haft babylonisk oprindelse, hentydes der ikke direkte til i Bibelen, men den ligger sandsynligvis bag apostlens henvisning til den tredje himmel (2 Kor 12,2). I det ene apokalyptiske skrift i Det Nye Testamente anvendes 7 med forbløffende hyppighed. Vi læser om 7 menigheder (Åb 1,4, osv.); 7 lysestager af guld (Åb 1,12, osv.); 7 stjerner (Åb 1,16); 7 engle for menighederne (Åb 1,20); 7 ildfakler (Åb 4,5); Guds 7 ånder (Åb 1,4; Åb 3,1; Åb 4,5); en bog med 7 segl (Åb 5,1); et lam med 7 horn og 7 øjne (Åb 5,6); 7 engle med 7 basuner (Åb 8,2); 7 tordener (Åb 10,3); en drage med 7 hoveder og 7 diademer (Åb 13,3); et dyr med 7 hoveder (Åb 18,1); 7 engle, der har de 7 sidste plager (Åb 15,1); og 7 guldskåle med Guds vrede (Åb 15,7) og et skarlagenrødt dyr med 7 hoveder (Åb 17,3), som er 7 bjerge (Åb 17,9) og 7 konger (Åb 17,10). Forfatteren, hvem han end var, må have haft sin forestillingsevne gennemtrængt af den talsymbolik, som i årtusinder var blevet dyrket i Vestasien. Der kan ikke være skygge af tvivl om, at 7 for ham udtrykte fylde, fuldstændighed. Som denne undersøgelse har vist, er tallets betydning praktisk talt den samme gennem hele Bibelen. Skønt lidt af den kan være blevet slidt af i løbet af århundrederne, blev hovedideen, som 7 antydede, aldrig helt tabt af syne i bibelsk tid, og tallet bruges stadig i Det Hellige Lands og Arabiens liv og sang med i det mindste et ekko af dets gamle betydning.

Betydningen af 7 omfatter også dets multipla. Fjorten, eller to gange 7, er muligvis symbolsk i nogle tilfælde. Den vægt, der i Det Gamle Testamente lægges på den 14. i måneden som påskens dag (2 Mos 12,6 og 16 andre steder), og bestemmelsen om, at 14 lam skulle ofres på hver af løvhyttefestens 7 dage (4 Mos 29,13; 4 Mos 29,15), antyder en hensigt i valget af tallet, især i lyset af den kendsgerning, at 7 og 7 gentagne gange forekommer i kileskriftlitteraturen--i magiske og liturgiske tekster og i den formel, der så ofte bruges i Am Tab: "7 og 7 gange for kongens, min herres, fødder .... kaster jeg mig ned." Ordningen af slægtsleddene fra Abraham til Kristus i tre grupper på hver 14 (Matt 1,17) er sandsynligvis tilsigtet, hvad angår tallet i hver gruppe. Det er tvivlsomt, om tallet har nogen symbolsk kraft i ApG 27,27; 2 Kor 12,2; Gal 2,1. Det må naturligvis huskes, at både det hebraiske og det græske ord for 14 ('arba'ah asar; dekatessares) antyder, at det er sammensat af 10 og 4, men den stadige brug af 7 i den ovenfor definerede betydning vil have påvirket anvendelsen af dets dobbelte, i det mindste i nogle tilfælde.

Niogfyrre, eller 7 X 7, forekommer i to bestemmelser i loven. Den anden af de tre store fester fandt sted på den 50. dag efter en af de usyrede brøds dage (3 Mos 23,15), det vil sige efter et tidsrum på 7 X 7 dage; og to jubelår var adskilt af 7 X 7 år (3 Mos 25,8). Kombinationen mødes også i en af de såkaldte bodssalmer fra Babylonien: "Skønt mine synder er 7 gange 7, tilgiv mig mine synder."

Syv ganget med ti, eller 70, var et meget stærkt udtryk for mængde, som man møder i et stort antal steder i Det Gamle Testamente. Det forekommer om personer: Jakobs 70 efterkommere (3 Mos 15; 5 Mos 10,22); Israels 70 ældste (2 Mos 24,1; 2 Mos 24,9; 4 Mos 11,16; 4 Mos 11,24); de 70 konger, som blev mishandlet af Adoni-Bezek (Dom 1,7); Gideons 70 sønner (Dom 8,30; Dom 9,2); Abdons 70 efterkommere, som red på 70 æselføl (Dom 12,14); Akabs 70 sønner (2 Kong 10,1; 2 Kong 10,6); og de 70 afgudsdyrkende ældste, som Ezekiel så (Ez 8,11). Det bruges også om perioder: 70 dages egyptisk sørgetid over Jakob (1 Mos 50,3); 70 års prøvelse (Es 23,15; Es 23,17; Jer 25,11; Dan 9,2; Zak 1,12; Zak 7,5); Daniels 70 uger (Dan 9,24); og menneskelivets 70 år (Sl 90,10). Andre bemærkelsesværdige anvendelser af 70 er Elims 70 palmetræer (2 Mos 15,27 parallel 4 Mos 33,9); ofringen af 70 tyre på Hizkijas tid (2 Krøn 29,32), og stammehøvdingenes offer af 12 sølvskåle, hver på 70 sekel (4 Mos 7,13). I Det Nye Testamente har vi de 70 apostle (Luk 10,1; Luk 10,17), men tallet er usikkert, idet Codices Vaticanus og Bezae og nogle oversættelser læser 72, som ikke er produktet af 7 og 10, men af 6 og 12. Betydningsfulde halvfjerdsere mødes også uden for Bibelen. De mest bemærkelsesværdige er den jødiske tro, at der var 70 folkeslag uden for Israel, med 70 sprog, under 70 engles omsorg, måske baseret på listen i 1 Mos 10; Sanhedrinet med omkring 70 medlemmer; oversættelsen af Pentateuken til græsk ved Septuaginta (mere nøjagtigt 72), og de 70 medlemmer af en familie i en af de aramæiske tekster fra Sendschirli. Denne rige brug af 70 må i høj grad have skyldtes, at det blev betragtet som et forstærket 7.

Halvfjerds og syv, eller 77, en kombination, der findes i Lameks ord (1 Mos 4,24); tallet på Sukkots fyrster og ældste (Dom 8,14); og tallet på lam i et mindeværdigt offer (Ezra 8,35), ville på samme måde appellere til den orientalske fantasi.

Produktet af syv og halvfjerds (græsk hebdomekontakis hepta) mødes én gang i Det Nye Testamente (Matt 18,22), og i Septuaginta til det ovenfor citerede 1 Mos 4,24. Moulton (Grammar of Greek New Testament Prolegomena, 98) gengiver dog i begge steder 70 plus 7; imod dette, Allen, "Mt," ICC, 199. Tallet er klart en kraftfuld ækvivalent til "altid."

Syv tusind i 1 Kong 19,18 parallel Rom 11,4 kan være et rundt tal valgt på grund af dets legemliggørelse af tallet 7. På Mesjastelen regnes antallet af israelitter, der blev dræbt ved moabitternes indtagelse af byen Nebo, til 7.000.

Halvdelen af syv synes undertiden at være blevet betragtet som betydningsfuld. I Dan 7,25; Dan 9,27; Dan 12,7; Luk 4,25 parallel 5,17; Åb 11,2; Åb 13,5 beregnes en nødens tid til 3 1/2 år, det vil sige halvdelen af den hellige fuldstændigheds periode.

2. Tallet tre:

Tallet tre synes tidligt at have tiltrukket sig opmærksomhed som det tal, hvori begyndelse, midte og ende er tydeligst markeret, og derfor at være blevet betragtet som symbol på et fuldstændigt og ordnet hele. Rigt materiale til belysning af dets brug på denne måde i babylonisk teologi, ritual og magi gives fra kileskriftteksterne af Hehn (op. cit., 63 ff), og de hundreder af steder i Bibelen, hvor tallet forekommer, omfatter mange, hvor denne særlige betydning enten ligger lige for eller ikke langt under overfladen. Dette skyldes måske i nogen grad babylonisk indflydelse, men vil i høj grad have været en følge af uafhængig iagttagelse af almindelige fænomener--den aritmetiske kendsgerning, der er nævnt ovenfor, og velkendte triader, såsom himmel, jord og hav (eller "afgrunden"); morgen, middag og nat; højre, midte og venstre osv. Med andre ord antydede 3 let fuldstændighed og blev ofte brugt med et blik på den betydning i dagliglivet og daglig tale. Kun et udvalg af den store mængde bibelske eksempler kan gives her.

(1) Tre forekommer ofte om personer og ting, hellige eller verdslige, f.eks. Noas 3 sønner (1 Mos 6,10); Jobs 3 døtre (Job 1,2; Job 42,13) og 3 venner (Job 2,11); Abrahams 3 gæster (1 Mos 18,2); og Saras 3 mål mel (1 Mos 18,6; jf. Matt 13,33 parallel); 3 i militær taktik (Dom 7,16; Dom 7,20; Dom 9,43; 1 Sam 11,11; 1 Sam 13,17; Job 1,17); 3 store højtider (2 Mos 23,14); de 3 daglige bønner (Sl 55,17; Dan 6,10; Dan 6,13); de 3 nattevagter (Dom 7,19); Guds 3-dobbelte kaldelse af Samuel (1 Sam 3,8); de 3 vogtere ved templets tærskel (Jer 52,24); de 3 rigsråder, som Darius udpegede (Dan 6,2); de 3 fristelser (Matt 4,3; Matt 4,5; Matt 4,8 parallel); de 3 bønner i Getsemane (Matt 26,39; Matt 26,42; Matt 26,44 parallel); Peters 3 fornægtelser (Matt 26,34; Matt 26,75 parallel); Herrens 3-dobbelte spørgsmål og 3-dobbelte pålæg (Joh 21,15); og det 3-dobbelte syn af dugen (ApG 10,16).

(2) I et meget stort antal passager bruges 3 om tidsperioder: 3 dage; 3 uger; 3 måneder og 3 år. Således i 1 Mos 40,12; 1 Mos 40,13; 1 Mos 40,18; 2 Mos 2,2; 2 Mos 10,22 f; 2 Sam 24,13; Es 20,3; Jon 1,17; Matt 15,32; Luk 2,46; Luk 13,7; ApG 9,9; 2 Kor 12,8. Den hyppige henvisning til opstandelsen »på den 3. dag« eller »efter 3 dage« (Matt 16,21; Matt 27,63 osv.) kan samtidig have hentydet til den symbolske brug af tallet og til den tro, som måske var fælles for jøderne og zoroastrierne, at et lig ikke kunne genkendes efter 3 dage (for jødisk vidnesbyrd, jf. Joh 11,39; Yebamoth xvi.3; Midrash, Genesis, kapitel c; Semachoth viii; for persiske forestillinger, jf. The Expository Times, XVIII, 536).

(3) Tallet 3 bruges også litterært, undertiden sådan at det kun viser sig i strukturen. Bemærk som eksempler den 3-dobbelte velsignelse af Israel (4 Mos 6,24); serafernes trefoldige hellig (Es 6,3); den 3-dobbelte omstyrtning (Ez 21,27 (hebraisk 32)); det 3-dobbelte omkvæd i Salme 42--43, betragtet som én salme (Sl 42,5; Sl 42,11; Sl 43,5); de 3 navne for Gud (Den Mægtige, Gud, Jahve, Jos 22,22; jf. Sl 50,1); de 3 nådegaver i 1 Kor 1; de 3 vidner (1 Joh 5,8); den hyppige brug af 3 og 3. i Åbenbaringen; beskrivelsen af Gud som »han som er og som var og som kommer« (Åb 1,4); og »Faderen, Sønnen og Helligånden« (Matt 28,19). I nogle af disse tilfælde er 3-dobbelt gentagelse en måde at udtrykke superlativ på, og andre minder os om den bemærkelsesværdige forbindelse mellem 3 og guddom, som Platon og Filon hentydede til, og som illustreres af triaderne i Egypten og Babylonien og Fjernøsten. Det kan dog ikke bevises, eller endog gøres sandsynligt, at der er nogen direkte forbindelse mellem nogen af disse triader og den kristne treenighed. Alt, hvad der kan siges, er, at den samme talsymbolik kan have været virksom i begge tilfælde.

3. Tallet fire:

De 4 verdenshjørner og månens 4 faser vil man tidligt have lagt mærke til, og de førstnævnte vil i hvert fald før bibelsk tid have givet anledning til brugen af 4 som symbol på fuldstændig rækkevidde, omfattende udstrækning. Allerede i midten af det 3. årtusinde f.Kr. antog Bah-herskere (som assyrerne langt senere fulgte) titlen »konge over de 4 kvarterer«, hvilket betød, at deres herredømme nåede i alle retninger, og en tidlig erobrer hævdede at have undertvunget de 4 kvarterer. Der er ikke så få eksempler på brugen af 4 på en sådan måde i Bibelen. De 4 vinde (som der også henvises til i kileskriftteksterne og Dødebogen) nævnes igen og igen (Jer 49,36; Ez 37,9), og de 4 kvarterer eller hjørner (Es 11,12; Ez 7,2; Åb 20,8). Vi læser også om de 4 hovedstrømme fra floden i Eden (1 Mos 2,10), om 4 horn, 4 smede, 4 vogne og heste i 4 farver i Zakarias’ syner (1,8, Septuaginta; 1,18 ff; 6,1 ff), idet vognene er direkte forbundet med de 4 vinde; 4 straffe (Jer 15,3; Ez 14,21, den sidstnævnte med en bemærkelsesværdig assyrisk parallel), de 4 kongeriger i Nebukadnezars drøm, sådan som den blev tydet (Dan 2,37), og Daniels syn (Dan 7,3); de 4 levende væsener i Ez (1,5 ff; jf. 1,10), hver med 4 ansigter og 4 vinger, og de 4, der er formet efter dem (Åb 4,6 osv.). I de fleste af disse tilfælde er 4 klart symbolsk, ligesom i en række passager i apokryferne og pseudepigraferne. Om den hyppige brug af det i strukturen af tabernaklet, Salomos tempel og Ezekiels tempel har noget med den symbolske betydning at gøre, er ikke klart, men den sidstnævnte kan sandsynligvis spores i ordsprogs- og profettale (Ordsp 30,15; Ordsp 30,18; Ordsp 30,21; Ordsp 30,24; Ordsp 30,29; Am 1,3; Am 1,6 osv.). De 4 overtrædelser i det sidstnævnte repræsenterer fuldt opsummeret uret, og den 4-dobbelte gruppering i det førstnævnte antydede klassifikationens vide omfang. Måske er det ikke fantasifuldt at finde ideen i de 4 slags tilhørere til evangeliet i lignelsen om sædemanden (Matt 13,19-23 parallel). Rabbinerne havde næsten sikkert dette i tankerne i deres 4-dobbelte gruppering af karaktertyper i seks på hinanden følgende afsnit (Ab v.16-21), som dog er af betydeligt senere dato.

4. Tallet ti:

Som grundlaget for decimalsystemet, der sandsynligvis opstod ved at tælle på fingrene, har 10 været et betydningsfuldt tal i alle historiske tidsaldre. De 10 patriarker før syndfloden (1 Mos 5; jf. Berosus' 10 babyloniske konger og tallet 10 i tidlige iranske og fjernøstlige myter); de 10 retfærdige mænd, som ville have reddet Sodoma (1 Mos 18,32); Egyptens 10 plager; de 10 bud (2 Mos 20,2-17 parallelt med 5 Mos 5,6-21; de 10 bud, som nogle finder i 2 Mos 34,14-26, er ikke tydeligt påvist); Gideons 10 tjenere (Dom 6,27); de 10 ældste, der fulgte Boaz (Ruth 4,2); lignelsens 10 jomfruer (Matt 25,1); de 10 sølvstykker (Luk 15,8); de 10 tjenere, der blev betroet 10 pund (Luk 19,13), hvoraf den dygtigste blev sat over 10 byer (Luk 19,17); de 10 dages trængsel, der blev forudsagt for menigheden i Smyrna (Åb 2,10); brugen af "10 gange" i betydningen "mange gange" (1 Mos 31,7; Neh 4,12; Dan 1,20 osv., et idiom, man gentagne gange møder i Tell el-Amarna-brevene); og brugen af 10 i hellige mål og i den vidt udbredte skik med tiende, samt mange andre eksempler, viser tydeligt, at 10 var et yndet symbolsk tal, der antydede en afrundet helhed, stor eller lille alt efter omstændighederne. Tallet spillede en fremtrædende rolle i senere jødisk liv og tænkning. Ti gange blev tetragrammet (YHWH) udtalt af ypperstepræsten på forsoningsdagen; 10 personer måtte være til stede ved en bryllupsvelsignelse; 10 udgjorde en forsamling i synagogen; 10 var det sædvanlige antal i et selskab ved påskemåltidet og i en række af trøstere for de sørgende. Verden blev, sagde rabbinerne, skabt ved ti ord, og Abraham blev prøvet med 10 fristelser (Ab v.1 og 4; flere andre eksempler findes i sammenhængen).

5. Tallet tolv:

De 12 måneder og de 12 stjernetegn gav sandsynligvis de gamle babyloniere anledning til at bruge 12 som et symbolsk eller halvt helligt tal, men at israelitternes hyppige brug af det med særlig betydning skulle have sit udspring på den måde, kan på nuværende tidspunkt ikke bevises, selv om både Josefus og Filon gik ind for tanken. Så vidt vi ved, skyldtes israelitternes forkærlighed for 12 udelukkende den traditionelle tro, at folket bestod af 12 stammer; en tro, som ganske vist også fandtes hos araberne eller nogle af dem, men med langt mindre styrke og vedholdenhed. I Israel var troen universel og uudslettelig. Derfor de 12 søjler, som Moses rejste (2 Mos 24,4); de 12 ædelsten i ypperstepræstens brystskjold (2 Mos 28,21); de 12 skuebrødskager (3 Mos 24,5); de 12 stave (4 Mos 17,2); de 12 spejdere (4 Mos 13); de 12 sten, som Josva lagde i Jordans leje (Jos 4,9); Salomos 12 embedsmænd (1 Kong 4,7); de 12 sten i Elias' alter (1 Kong 18,31); de 12 disciple eller apostle (26 gange) og flere detaljer i apokalyptisk billedsprog (Åb 7,5; Åb 12,1; Åb 21,12; Åb 21,14; Åb 21,16; Åb 21,21; Åb 22,2; jf. også Matt 14,20 parallelt med Matt 19,28 parallelt med Matt 26,53; ApG 26,7). Tallet pegede i første omgang på enhed og fuldstændighed, som var blevet stadfæstet ved guddommelig udvælgelse, og det bevarede denne betydning, når det blev anvendt om det åndelige Israel. Filon kalder det ligefrem et fuldkomment tal. Dets dobbelte i Åb 4,4 osv. er sandsynligvis også betydningsfuldt.

6. Andre betydningsfulde tal:

Fem kom let i tankerne som halvdelen af 10. Deraf måske dets brug i lignelsen om jomfruerne (Matt 25,2). Det blev ofte brugt i litterær inddeling, f.eks. i Pentateuken, Salmerne, den del af Hagiograferne der kendes som Meghilljth, den etiopiske Enokbog og Matthæus (7,28; 11,1; 13,53; 19,1; 26,1; jf. Sir J. Hawkins, Horae Synopticae(2), 163 ff). Det synes lejlighedsvis at have antydet relativ lidenhed, som i 3 Mos 26,8, de 5 brød (Matt 14,17 parallelsteder), 1 Kor 14,19, og måske i Tell el-Amarna-brevene. Det er blevet bemærket (Skinner, "Gen," ICC, 483), at tallet gentagne gange forekommer i forbindelse med egyptiske forhold (1 Mos 41,34; 1 Mos 45,22; 1 Mos 47,2; Es 19,18), men der synes ikke at være nogen tilfredsstillende forklaring. Tres: Skønt der, som tidligere bemærket, ikke er noget direkte spor i Bibelen af det talsystem, der bygger på 60, er der nogle få passager, hvor der kan være et fjernt ekko. De 60 byer i Argob (5 Mos 3,4; Jos 13,30; 1 Kong 4,13); de 60 krigere og de 60 dronninger i Højs 3,7; Højs 6,8, den dobbelte brug af 60 om Rehabeams harem og familie (2 Krøn 11,21), de 3 ofre med 60 offerdyr hver (4 Mos 7,88), og længden af Salomos tempel, 60 alen (1 Kong 6,2 parallel 2 Krøn 3,3), kan måske have en fjern forbindelse med den babyloniske brug. Det må huskes, at denne var gængs i Israel og naboområderne i inddelingen af talenten i 60 miner. Nogle få passager i pseudepigraferne kan tolkes på lignende måde, og den babyloniske Talmud indeholder, som man kunne forvente, mange klare hentydninger. I Bibelen er den særlige brug af tallet dog forholdsvis sjælden og indirekte. Et hundrede og ti, den alder Josef nåede (1 Mos 50,22), er betydningsfuld som det egyptiske ideal for langt liv (Smith, DB2, 1804 f; Skinner, "Gen," ICC, 539 f). Et hundrede og treoghalvtreds: Den græske digter Oppian (cirka 171 e.Kr.) og andre siges at have ansat antallet af fisk i verden til dette tal (jf. Hieronymus til Ez 47), og nogle forskere finder en henvisning til denne tro i Joh 21,11, i hvilket tilfælde tallet ville være symbolsk for altomfattende fylde. Det er ikke helt umuligt, men forslaget kan ikke fremføres med sikkerhed. Gennem hele denne drøftelse af betydningsfulde tal må man holde sig for øje, at forfattere og lærere ofte kan have været påvirket af ønsket om at hjælpe hukommelsen hos dem, de henvendte sig til, og med det formål kan have ordnet tanker og kendsgerninger i grupper på 3, eller 4, eller 7, eller 10, og så videre (Sir John Hawkins, Horae Synopticae2, 166 f). De vil samtidig have husket disse tals symbolske kraft og vil i det mindste i nogle tilfælde have brugt dem som runde tal. Der er mange steder, hvor den runde og den symbolske brug af et tal ikke kan skelnes skarpt.

VI. Gematria.

(GemaTriya'). En ejendommelig anvendelse af tal, som var meget yndet hos de senere jøder og nogle af de tidlige kristne og ikke er helt ukendt i Bibelen, er gematria, det vil sige brugen af bogstaverne i et ord således, at man ved hjælp af deres samlede talværdi udtrykker et navn eller en vittig sammenkædning af idéer. Udtrykket forklares sædvanligvis som en tilpasning af det græske ord geometria, det vil sige "geometri", men Dalman (Worterbuch, under ordet) forbinder det i denne anvendelse med grammateia. Der er kun ét klart eksempel i Skriften, dyrets tal, som er et menneskes tal, seks hundrede og seksogtres (Åb 13,18). Hvis, som de fleste forskere er tilbøjelige til at tro, der menes et navn, hvor talværdien af de bogstaver, det består af, summerer til 666, og hvis det forudsættes, at forfatteren tænkte på hebraisk eller aramæisk, synes Nero Caesar, skrevet med konsonanterne nun (n) lig med 50, resh (r) lig med 200, waw (w) lig med 6, nun (n) lig med 50, qoph (q) lig med 100, camekh (c) lig med 60, resh (r) lig med 200: i alt lig med 666, at være den bedste løsning. Måske kan den tanke, som Dr. Milligan har foreslået, at den trefoldige brug af 6, som netop ikke når op til 7, tallet for hellig fuldkommenhed, og derfor er et tegn på ufuldkommenhed, også have været i forfatterens tanker. Nogle moderne forskere finder et andet eksempel i 1 Mos 14,14 og 15,2. Da talværdien af de konsonanter, der udgør Eliezer på hebraisk, summerer til 318, er det blevet hævdet, at tallet ikke er historisk, men er blevet fantasifuldt konstrueret ved hjælp af gematria ud fra navnet. Denne mærkelige idé er ikke ny, for den findes i Midrash til 1 Mos 43 i navnet på en rabbi, der levede cirka 200 e.Kr., men dens alder er dens største fortjeneste.

LITTERATUR.

Ud over andre bøger, der er henvist til i artiklens løb: Hehn, Siebenzahl und Sabbath bei den Babyloniern und im Altes Testament; Konig, Stilistik, Rhetorik, Poetik, etc., 51-57, og samme forfatters artikel "Number" i HDB; Sir J. Hawkins,. Horae Synopticae2, 163-67; Wiener, Essays in Pentateuchal Criticism, 155-69; "Number" i HDB (1-vol); EB; Jewish Encyclopedia; Smith, DB; "Numbers" i DCG; "Zahlen" i Wiener, Riehm2, Guthes ordbøger; "Zahlen" og "Sieben" i RE3.

William Taylor Smith

tal (tokhen, mithkoneth, micpar; leros): I King James Version af Det Gamle Testamente betyder "tale" (i ental) med én undtagelse, Sl 90,9, tal. "Tell" har ofte samme betydning, fx "jeg kan tælle (dvs. regne) alle mine knogler" (Sl 22,17). Da Moses bad om tilladelse til at gå tre dagsrejser ud i ørkenen for at ofre til Jahve, svarede Farao ved at kræve det fulde "antal" mursten af israelitterne, selv om de blev tvunget til selv at skaffe sig halm (2 Mos 5,8; 2 Mos 5,18; se også 1 Sam 18,27; 1 Krøn 9,28). I Sl 90,9 er "som en fortælling, der fortælles" en tvivlsom gengivelse (se lege). Septuaginta og Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) gengiver "som et edderkoppespind." Den bogstavelige og måske korrekte oversættelse er "som et suk" (Driver giver i Parallel Psalter "som en mumlen"). Ordet, der bruges i denne salme, betyder "at hviske" eller "tale sotto voce", som når en from troende gentager ordene fra en yndlingssalme eller et yndlingsafsnit for sig selv (Sl 1,2).

Disciplene betragtede kvindernes beretning om opstandelsen som "idle tales" (KJV; RV "idle talk"), bogstaveligt "meningsløs snak" (Luk 24,11).

I talebearer har ordet en anden betydning, nemlig "bagtalende tale eller sladder." Ordet forekommer 5 gange i Ordsp 11,13; Ordsp 18,8; Ordsp 20,19; Ordsp 26,20; Ordsp 26,22 (KJV) og én gang i Tredje Mosebog (19,16). Ordet, der bruges i Tredje Mosebog og også i Ordsp 20,19, betegner en person, som farer omkring fra hus til hus og falbyder ondsindet sladder (sammenlign 1 Tim 5,13). Fra samme rod kommer det hebraiske ord for "købmand." I Ez 22,9 giver RV "bagtalende mænd" for KJV's "mænd, der bærer historier videre", ligesom Doeg (1 Sam 22,9; 1 Sam 22,22); Siba (2 Sam 16,3; 2 Sam 19,27); og en bestemt tjenestepige (2 Sam 17,17).

Se bagtalelse.

T. Lewis