gamz:

I. ISRAELITISKE LEGE OG SPIL

1. Børns lege

Efterligning

2. Idrætslege

3. Hasardspil og færdighedsspil

4. Fortælling

5. Dans

6. Ordsprog

7. Gåder

II. GRÆKENLANDS OG ROMS LEGE

1. Historisk indledning

2. Almindelige henvisninger

3. Særlige henvisninger til græsk idræt

4. Henvisninger til teatret og dramaet

LITTERATUR

Om de gamle israelitters forlystelser ved vi kun lidt, dels på grund af arten af vores litterære kilder, som næsten udelukkende er religiøse, dels fordi de oldsager, der hidtil er fundet, giver meget lidt oplysning om dette emne sammenlignet med fundene fra nogle andre lande, og dels på grund af folkets forholdsvis alvorlige karakter. Lege og spil indtog åbenbart en mindre fremtrædende plads i hebraisk liv end hos grækerne, romerne og egypterne. Alligevel følte man behovet for adspredelse, og det blev i nogen grad opfyldt på måder, der stemte med det nationale temperament. Ren idræt (bortset fra græsk og romersk indflydelse) blev kun dyrket i ringe grad. Enkle og naturlige fornøjelser og øvelser samt prøver på vid og visdom faldt mere i hebræernes smag. Det, man ved eller med sandsynlighed kan slutte, kan sammenfattes under følgende overskrifter: børns lege; idrætslege; hasardspil og færdighedsspil; fortælling; dans; ordsprog; gåder. Grækenlands og Roms forlystelser, som i nogen grad påvirkede senere jødisk samfundsliv, og især dem, der direkte eller indirekte omtales i Det Nye Testamente, vil være emnet for artiklens sidste del.

I. Israelitiske lege og spil

1. Børns lege:

Der er to almindelige henvisninger til børns leg: Zak 8,5: »Og byens gader skal være fulde af drenge og piger, som leger på dens gader«; og 1 Mos 21,9 randnote, hvor vi læser om Ismael, at han »legede« (metscheq). Gengivelsen i vores bibler, »spottede«, kan der sættes spørgsmålstegn ved. Bestemte lege og kæledyr nævnes næsten ikke i Det Gamle Testamente. Boldspil hentydes der til i Es 22,18: »Han vil .... kaste dig som en bold ud i et vidtstrakt land«, men man behøver ikke tænke på børn som de eneste spillere. Hvis de bolde, der blev brugt i Israels land, lignede dem, egypterne brugte, var de undertiden lavet af læder eller skind stoppet med klid eller kornskaller, eller af snor og siv dækket med læder (jf. Wilkinson, Popular Account, I, 198-201; British Museum Guide to the Egyptian Collections, 78). Jahves spørgsmål til Job (41,5): »Vil du lege med den (krokodillen) som med en fugl? eller vil du binde den fast til dine piger?« antyder, at tamme fugle blev holdt som kæledyr af hebraiske børn, især af piger. Det Nye Testamente har én henvisning til børns leg, nemlig den halve lignelse om børnene på torvet, som hverken ville danse til fløjten som ved et bryllupsfestmåltid eller klage som ved en begravelse (Matt 11,16 f parallel Luk 7,32).

Efterligning

Der findes interessante beretninger i Les enfants de Nazareth af abbed Le Camus (60-66; 101-10) om den måde, hvorpå børnene i det moderne Nazaret efterligner scener i forbindelse med bryllupper og begravelser. At israelitiske børn havde legetøj (dukker, modeller af dyr osv.), kan der ikke være tvivl om i betragtning af fundene i Egypten og andre steder, men der synes endnu ikke at foreligge noget positivt vidnesbyrd.

2. Idrætslege:

Løb blev uden tvivl ofte øvet, især i det tidlige monarkis tid. Saul og Jonatan (2 Sam 1,23), Asael (2 Sam 2,18), Ahima'as (18,23.27) og nogle af gaditterne i Davids tjeneste (1 Krøn 12,8) var berømte for deres hurtighed, som kun kan have været resultatet af træning og øvelse. Det samme kan siges om bedrifterne hos dem, der løb foran en konge eller en fyrste (1 Sam 8,11; 2 Sam 15,1; 1 Kong 1,5; 1 Kong 18,46). Salmisten må have set store løbere, før han skildrede solen som en stærk mand, der glæder sig over at løbe sin bane (Sl 19,5; jf. også Præd 9,11; Jer 8,6; Jer 23,10). Om løb i de græske lege, se artiklens sidste del.

Bueskydning som øvelse forudsættes i beretningen om Jonatans gribende møde med David (1 Sam 20,20; 1 Sam 20,35-38) og i Jobs klage: »Han har også stillet mig op som sit mål. Hans bueskytter omringer mig« (Job 16,12). Kun ved langvarig øvelse kunne de 700 venstrehåndede benjaminitiske slyngekastere, som alle kunne slynge sten på et hårsbreds afstand uden at ramme ved siden af (Dom 20,16), og den unge David (1 Sam 17,49) have opnået den træfsikkerhed, de er berømte for.

I Zak 12,3, »Jeg vil gøre Jerusalem til en byrdefuld sten«, bogstaveligt »en byrdes sten«, fandt Hieronymus en hentydning til en skik, som var vidt udbredt i landet på hans tid, og som en nyere rejsende har bemærket: stenløftning, dvs. at prøve unge mænds styrke ved hjælp af tunge runde sten. Nogle, siger han, kunne løfte en af disse sten til knæene, andre til livet, andre til skuldrene og hovedet, og nogle få kunne løfte den op over hovedet. Denne fortolkning er ikke helt sikker (Wright, Comm., 364), men den beskrevne idrætsform var sandsynligvis i brug i landet i bibelsk tid.

Højdehop eller spring blev sandsynligvis også øvet (Sl 18,29). Den »leg«, der omtales i 2 Sam 2,14 ff om 12 benjaminitter og 12 af Davids tjenere, var ikke en idrætsleg, men en kamp som den mellem Horatierne og Curiatierne.

3. Hasardspil og færdighedsspil:

Terninger var kendt blandt de gamle egyptere, og assyriske terninger er fundet, lavet af bronze med guldprikker, men der er ingen spor af dem i Det gamle Testamente. Nyere udgravninger ved Ta`-annek har bragt mange knogler for dagen, som synes at være blevet brugt på nogenlunde samme måde som i et spil, som de moderne arabere kalder ka`ab, det allernetop ord, de bruger om terninger. Disse knogler var "den ældste og mest primitive form for terninger" (Konig efter Sellin, RE3, XVIII, 634). Brugen af terninger blandt de senere jøder bekræftes ved fordømmelsen af terningespillere i Mishna (Sanh., iii. 3). De syriske soldater, der kastede lod om Jesu klæder ved korset (Matt 27,35 parallel Mark 15,24; Luk 23,34; Joh 19,24), kan have brugt terninger, men det kan hverken bevises eller modbevises.

Det er blevet foreslået, at spotteriet af Jesus foran Sanhedrin beskrevet i Matt 26,67 f parallel Mark 14,65; Luk 22,63 f kan være forbundet med et græsk spil, hvor en af spillerne holdt øjnene på en anden, mens en tredje gav ham en lussing. Denne sidste blev derefter spurgt, med hvilken hånd han var blevet slået. Et noget lignende spil er afbildet på et egyptisk gravkammer (Wilkinson, Popular Account, I, 192). Denne reference er dog, skønt ikke helt uacceptabel, næppe sandsynlig. Spil med bræt og brikker, der har en vis lighed med vores damebrætspil, var meget populære i Egypten (ibid., 190-95), men kan ikke påvises for jøderne endsige i Det nye Testamentes tid.

4. Historiefortælling:

At høre på historier eller oplæsninger har længe været en yndling tidsfordriv blandt orientalere (jf. Lane, Modern Egyptians, 359-91: "Tusind og én nat"), men der synes ikke at være nogen henvisning til det i Bibelen. Der kan dog ikke være nogen rimelig tvivl om, at hebræerne, ligesom deres naboer, havde historiefortællere eller oplæsere, som de hørte med fornøjelse. Egyptiske fortællinger fra høj oldtid er velkendte fra to bind udgivet af professor Petrie i 1895; og der er flere ikke-kanoniske jødiske fortællinger, som kombinerer romance og moralsk belæring: Tobit- og Judit-bøgerne og måske også Ahikars historie, hvilken sidste, med hjælp fra de aramæiske papyri, der blev opdaget ved Elefantine, kan spores tilbage (i en eller anden form) til omkring 400 f.Kr. (Schurer, GJ V4, III, 255). Der findes også mange korte historier i de haggadiske dele af Talmud og Midrash.

5. Dans:

Dans, det vil sige udtrykket af glæde gennem rytmiske bevægelser af lemmerne ledsaget af musik, nævnes næppe nogensinde i Bibelen som en social fornøjelse, undtagen på en generel måde (Dom 16,25; Dom 16,27(?); Job 21,11; Sl 30,11; Præd 3,4; Jer 31,4; Jer 31,13; Klag 5,15; Matt 11,17; Luk 15,25). Der er en undtagelse: dansen af Salome, datter af Herodias, foran Herodes Antipas og hans hof (Matt 14,6 parallel Mark 6,22), som var en solistdans, sandsynligvis af pantomimisk karakter påvirket af romersk indflydelse. De øvrige bibelske henvisninger til dans kan grupperes under to kategorier: dansen ved offentlig jubel og dansen som mere eller mindre en form for gudsdyrkelse. Af den førstnævnte har vi to slående eksempler i Det gamle Testamente: dansen ledsaget af trommekvinden, som israelitinderne anført af Jeftas datter mødte denne leder med efter hans sejr (Dom 11,34), og dansene af israelitiske kvinder til ære for Saul og David for at fejre sejren over filisterne (1 Sam 18,6; 1 Sam 21,11; 1 Sam 29,5).

Det var sandsynligvis almindeligt at modtage en konge eller feltherrekommandør med musik og dans. Der er en god illustration i en smuk assyrisk skulptur på det Britiske Museum, som viser en gruppe på 11 musikere, der deltager i at hyldest til en ny hersker. Tre mænd i spidsen af processionen danser tydeligvis (SBOT, "Psalms," English, 226).

Den udpræget religiøse dans nævnes hyppigere. De klare eksempler på den i Bibelen er Israels kvinders dans ved Det Røde Hav, anført af Mirjam med hendes tamburin (2 Mos 15,20); israelitternes dans rundt om guldkalven (2 Mos 32,19); pigerne fra Shilos dans ved en årlig fest (Dom 21,19); Ba’als profeters spring eller halten rundt om deres alter på Karmel (1 Kong 18,26), og Davids dans foran arken (2 Sam 6,14; 2 Sam 6,16 parallelt med 1 Krøn 15,29). Der er generelle henvisninger i Sl 149,3: “Lad dem prise hans navn i dans”; 150,4: “Pris ham med tamburin og dans”; og måske i 68,25. Hentydningerne i Højs 6,13, “Mahanajims dans,” og i egennavnet Abel-Mehola, “dansens eng” (1 Kong 19,16 osv.), er for usikre til at blive brugt. Den rituelle dans var sandsynligvis udbredt i det gamle Østen. Davids optræden har egyptiske paralleller. Seti I, far til Ramses II, og tre andre faraoner siges at have danset foran en guddom (Budge, The Book of the Dead, I, xxxv), og asiatiske monumenter bevidner skikken andre steder. Om de dansemetoder, som de gamle hebræere praktiserede, ved man kun lidt. Sandsynligvis tog danserne i nogle tilfælde hinanden i hænderne og dannede en ring eller en del af en ring, som i nogle hedenske fremstillinger. Beskrivelsen af Davids dans: han “dansede for Jahve af al sin kraft .... springende og dansende for Jahve” (2 Sam 6,14-16) antyder tre træk ved netop denne opvisning og den danseform, som den repræsenterede: voldsom anstrengelse, spring (mephazzez) og hvirvlen rundt (mekharker). Måske er islams hvirvlende dans en moderne parallel til det sidste. Kvinder synes som regel at have danset for sig selv, ofte med én, der ledte de øvrige, både i dans og vekselsang; sådan Mirjam og Israels kvinder, Jeftas datter og hendes veninder, kvinderne der hilste Saul og David, og, i Apokryferne, Judit og hendes søstre efter Holofernes’ død (Judit 15,12 f). Én gang hentydes der måske tydeligt til kønnenes adskillelse (Jer 31,13). Ved offentlige religiøse danse kan de lejlighedsvis have deltaget sammen, som det undertiden var tilfældet i den hedenske verden, men der er ikke noget klart bevis herfor (sammenlign dog 2 Sam 6,20 og Sl 68,25). Af selskabsdans for par på moderne vis er der intet spor. Der synes at være visse beviser for, at den religiøse dans levede videre blandt jøderne indtil Kristi tid og senere.

Hvis man kan stole på Mishnah (Cukkah, v.4), var der ved løvhyttefesten en fakkeldans i templet i kvindernes oplyste forgård, hvor mænd af høj alder og høj anseelse deltog. Gemaraen til Jerusalem-Talmud tilføjer, at en berømt danser ved disse lejligheder var rabbi Simeon eller Simon, Gamaliels søn, som levede i apostlenes tid (Josephus, BJ, IV, iii, 9). Ifølge et andet sted (Ta`anith 4 8) plejede Jerusalems døtre at danse, klædt i hvidt, i vingårdene på den 10. Tishri og den 15. Abib. Religiøs dans i det moderne Østen illustreres ikke blot af dervishernes danse, som er nævnt ovenfor, men også af lejlighedsvise danse ledet af sheiken til ære for en helgen (Curtiss, Primitive Semitic Religion Today, 169). Blandt de senere jøder var dans ikke usædvanlig ved bryllupsfester. Mere end én fremtrædende rabbi siges at have danset foran bruden (Kethubboth 17a). Sang og dans, med tændte fakler, siges at være bryllupsskikke hos de moderne arabere.

LITTERATUR.

Artiklerne “Dance” i Smith DB2, HDB, DCG, EB, Jew Encyclopedia (også “Games”); “Tanz” i RE3 og de tyske ordbøger af Winer, Riehm og Guthe (Reigen); Nowack, HA, I, 278 f.

6. Ordsprog:

Ordsprog (mashal; paroimia): Ordsprog og ordsprogsagtige udtryk synes i nogen grad at have været et middel til underholdning såvel som undervisning for den gamle orientaler, som fandt glæde i den korte, præcise formulering af en moralsk eller religiøs sandhed eller en klogskabsregel, hvad enten den havde litterær eller folkelig oprindelse. De fleste af disse udsagn i Bibelen hører til den første klasse og er formet poetisk (se Ordsprogene; Prædikeren; Siraks Bog). De øvrige, som er kortere og enklere, sammen med en række maleriske ordsprogsagtige vendinger, må igen og igen være dukket op i daglig tale og have givet den stor livlighed.

Det Gamle Testamente giver følgende 10 eksempler på det folkelige ordsprog:

(1) “Som Nimrod, en vældig jæger for Jahves ansigt” (1 Mos 10,9);

(2) “Som manden er, sådan er hans styrke” (Dom 8,21), kun to ord på hebraisk;

(3) “Er Saul også blandt profeterne?” (1 Sam 10,11; 1 Sam 19,24);

(4) “Fra de onde (onde mænd) kommer ondskab frem” (1 Sam 24,13);

(5) “Dér er de blinde og de lamme; han kan ikke komme ind i huset” (2 Sam 5,8);

(6) “Den, der spænder rustningen om sig, skal ikke rose sig som den, der tager den af” (1 Kong 20,11);

(7) “Hud for hud, ja, alt hvad et menneske har, vil han give for sit liv” (Job 2,4);

(8) “Dagene trækker ud, og ethvert syn slår fejl” (Ez 12,22), en spottende vittighed snarere end et ordsprog;

(9) “Som moderen, sådan hendes datter” (Ez 16,44), to ord på hebraisk;

(10) “Fædrene har spist sure druer, og børnenes tænder er blevet ømme” (Jer 31,29; Ez 18,2).

I Det Nye Testamente finder vi 10 andre:

(1) “Læge, helbred dig selv” (Luk 4,23); i Midrash Rabbah til Gen: “Læge, helbred dit eget sår”;

(2) “Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i en grøft?” (Luk 6,39);

(3) “Med det mål, I måler med, skal der måles for jer” (Matt 7,2 parallelt med Mark 4,24; Luk 6,38), næsten identisk med et jødisk ordsprog, “mål for mål”, citeret flere gange i den gamle Midrash, Mekhilta’;

(4) “Én sår, og en anden høster” (Joh 4,37);

(5) "En profet er ikke uden ære, kun i sit eget land" (Matt 13,57; Luk 4,24; Joh 4,44; Logion fra Oxyrhynchus);

(6) "Der er endnu fire måneder, og så kommer høsten" (Joh 4,35), muligvis en slags ordsprog;

(7) "Hvor kadaveret er, der samles ørnen (m "gribbene") sammen" (Matt 24,28 parallelt med Luk 17,37) – måske et ordsprog, hvor der også findes et spor i henvisningen til gribet: "Hvor de slagne ligger, der er hun" (Job 39,30);

(8) "Det er svært for dig at sparke ud mod stikkelstaven" (ApG 26,14), et græsk ordsprog; til bevis sammenlign Wetsteinns note;

(9) "Hunden der vender tilbage til sit eget opkast, og søen der havde vasket sig går tilbage til at vælte sig i smadet" (2 Pet 2,22); Wetstein giver rabbinsk paralleler for første halvdel og græske for anden halvdel;

(10) "I .... siler et gnats fra, og drikker en kamel" (Matt 23,24).

Der er også mange ordsprogagtige vendinger som gav farve til samtalen. Ekstraordinær lillehed blev sammenlignet med en nåls øje (Matt 19,24 parallelt med Mark 10,25; Luk 18,25), eller med et sennepskorn (Matt 13,31 parallelt med Mark 4,31; Matt 17,20 parallelt med Luk 17,6), sammenligninger som også findes i Talmud, Koranen og moderne arabiske talemåder. Relativ størrelse blev sammenlignet med en kamel (Matt 19,24 osv.), i Talmud med en kamel eller en elefant. Stort antal blev illustreret ved henvisning til "sandet som er på havets bred" (1 Mos 22,17 og mange andre steder); "jordens støv" (1 Mos 13,16 osv.; også en arabisk billede); "jordens græs" (Job 5,25; Sl 72,16; jf. Sl 92,7), et tidligt babylonsk billede; en stab græshopper (Nah 3,15 og 4 andre steder), en lignelse som også blev brugt af Sennakerib (RP, n.s. VI, 97), og himlens stjerner (1 Mos 15,5 og 10 andre steder). Når fuldstændig sikkerhed blev lovet eller beskrevet, blev det sagt at ikke et hår på hovedet skulle såres eller forsvinde (1 Sam 14,45; 2 Sam 14,11; 1 Kong 1,52; Dan 3,27; Luk 21,18; ApG 27,34). Overvindelse af vanskeligheder blev henvist til som fjernelsen af bjerge (Matt 17,20; Matt 21,21 parallelt med Mark 11,23; 1 Kor 13,2), et udtryk som har rabbinsk paralleler. Andre ordsprogagtige vendinger kan måske findes i udsagnet om fnugen og bjælken (Matt 7,3-5), øjet (jota) eller stavelsen (Matt 5,18 parallelt med Luk 16,17), og det ukloge ord fra Rehabeam og hans unge rådgivere (1 Kong 12,10). Mange gamle ordsprog er uden tvivl gået tabt. Dukes giver i hans Rabbinische Blumenlese 665 ordsprog og ordsprogagtige udtryk fra Talmud og beslægtet litteratur, og moderne samlinger viser at ordsprogsmaterialet stadig er højt værdsat i det bibelske Orient.

Se også ORDSPROG.

LITERATUR.

Udover værker allerede nævnt Konig, Stilistik osv., DCG ("Jesus' Brug af Ordsprog"); Murray, DB, artikel "Ordsprog"; Cohen, Ancient Jewish Proverbs, 1911.

7. Gåder:

Gåder (chidhah; ainigma): At lave gåder og gætte gåder var yndet i det gamle Østen, både i dannede kredse og i forholdsvis almindeligt hverdagsliv. Der findes en tavle i British Museum (K 4347: Guide to Assyrian and Babylonian Antiquities2, 53) fra Ashur-bani-pals bibliotek, som bevidner brugen af gåder ikke blot blandt assyrerne i det 7. århundrede f.Kr., men også i en langt tidligere tid, for den indeholder både en sumerisk og en semitisk tekst. Derfor er det ikke overraskende, at vi finder et bemærkelsesværdigt eksempel i den tidlige israelitiske historie i Simsons berømte gåde: "Fra æderen kom mad frem, og fra den stærke kom sødme frem" (Dom 14,14). Gåden er formuleret i poetisk form, ligesom også løsningen er det: "Hvad er sødere end honning? og hvad er stærkere end en løve?" (Dom 14,18), og kommentaren: "Hvis I ikke havde pløjet med min kvie, havde I ikke fundet min gåde" (samme sted). Bestemmelsen om en præmie eller straf alt efter, om de personer, der blev udfordret til at løse gåden, havde held eller ikke, var en skik, man også møder hos de gamle grækere og i en senere tid hos araberne. I 1 Kong 10,1 parallelt med 2 Krøn 9,1 bruges det ord, der er anvendt om Simsons gåde (chidhah), om de "svære spørgsmål", som dronningen af Saba stillede Salomo. Septuaginta synes også her at have forstået ordet som "gåde", for den gengiver det med "gåder", og nogle af de senere jøder antog ikke blot denne tolkning, men angav faktisk gåder, som skulle være blevet fremsat. Af disse gåder, der naturligvis ikke har nogen direkte historisk værdi, men er interessante prøver på gådetradition, er en af de bedste følgende: "Uden bevægelse mens den lever, bevæger den sig, når dens hoved skæres af"; svaret på den er: "et træ" (Jewish Encyclopedia, artikel "Riddle"; se også om disse gåder Wunsche, Die Rathselweisheit bei den Hebraern, 15-23). Hvis Josefus kan stoles på, optegnede Fønikias historikere en gådekonkurrence mellem Salomo og fønikeren Hiram, hvor den sidstnævnte til sidst vandt med hjælp fra en tyrer ved navn Abdemon (Ant., VIII, v, 3; CAp, 1, 18). Også i dette tilfælde medførte nederlag en straf. Afprøvningen af dygtighed ved gåder har en slående parallel i det persiske epos, Shah Nameh, i prøvelsen af helten Sal ved mobederne eller vismændene (Wunsche, op. cit., 43-47). Salomos ry som forfatter af gåder og gådelignende udsagn omtales i Siraks Bog 47,15.17 (hebraisk): "Med sang og ordsprog, dunkle udsagn (chidhah) og billeder satte du folkene stærkt i bevægelse." Chidhah forekommer kun én gang i Ordsp (1,6): "de vises ord og deres dunkle udsagn," men samlingen indeholder flere eksempler på det, Konig kalder "den numeriske gåde": Ordsp 6,16-19; Ordsp 30,7 ff,15 f,18 f,21 ff,24-28,29 ff. I hvert tilfælde fremsættes gåden først og derefter løsningen. Udsagnet i Ordsp 26,10: "Som en bueskytte, der sårer alle, sådan er den, der lejer dåren, og den, der lejer dem, der går forbi," er blevet anført som en gåde, og det er bestemt uklart nok, men uklarheden kan skyldes tekstfordærvelse. Der er flere steder i Det Gamle Testamente, hvor ordet chidhah synes at blive brugt i den almene betydning "mystisk ytring": 4 Mos 12,8; Sl 49,4; Sl 78,2; Dan 5,12 (den aramæiske ækvivalent til chidhah); Dan 8,23; Hab 2,6. I Ez 17,1 betegner det lignelsen eller allegorien om de to ørne og cederen og vinstokken. Siraks Bog har flere numeriske gåder: 23,16; 25,1 f.7 f; 26,5 f; 50,25 f; og der findes lignende udsagn i Ab 5 1-11.16-21 (Taylors udgave). I Jeremias' Bog (25,26; 51,41; 51,1) findes to eksempler på en kryptisk eller chifferagtig skrivemåde, som kommer gåden meget nær. SHe SHaKH, i de to første passager, repræsenteret ved de tre bogstaver shin, shin, kaph, svarende til vores sh, sh, k, skal læses ved, at hvert bogstav erstattes med det bogstav, der er lige så nær alfabetets begyndelse, som det selv er nær enden; resultatet bliver sh = b, sh = b, k = l, det vil sige B-b-l eller Babel/Babylon. På samme måde antyder konsonanterne, der udgør ordet Lebkamai l, b, k, margin, y, i den sidste passage k, s, d, y, margin, det vil sige Kasdim eller kaldæerne. Denne chiffer- eller gådeskrift blev af jøderne kaldt 'At-bash (jf. Buxtorf, Lexicon Chaldaicum, etc., I, 131, 137 f, redigeret af Fischer; og moderne kommentarer til Jer). Det Nye Testamente indeholder ingen gåde bortset fra den numeriske gåde, Åb 13,18 (jf. NUMBER; GEMATRIA), og har den græske ækvivalent til chidhah kun i 1 Kor 13,12, "for nu ser vi .... dunkelt," den reviderede engelske oversættelse, randnote "i en gåde" (græsk en ainigmati). Der kan næppe være tvivl om, at gåder oplivede bryllupsfester, som den i Kana. Wunsche (op. cit.) giver nogle interessante eksempler på senere jødiske gåder, ganske vist efter vor Herres tid, men af en sådan art, at de kunne have været i omløb dengang.

LITTERATUR.

Den vigtigste autoritet er den ovenfor citerede monografi af Wunsche. Konig har et interessant afsnit i sin Stilistik, Rhetorik, Poetik, etc., 12 f. Jf. også Hamburger, RE, II, 966 ff; artikler om "Riddle" i Jew Encyclopedia, Smith's DB, HDB, større og mindre; Murray's DB; tyske bibelleksika af Winer, Riehm2 og Guthe; Rosenmuller, Das alte und neue Morgenland, III. 48 f.

II. Grækenlands og Roms lege og spil.

1. Historisk indledning:

(b) Boksning.

Denne form for sport omtales direkte i 1 Kor 9,26: “Således bokser jeg (RV randnote, græsk pukteuo), ikke som en, der slår i luften.” Hentydningen fortsætter sandsynligvis i 9,27a: “men jeg slår (RV, randnote “kvæster,” græsk hupopiazo) mit legeme.”

(c) Banen.

Fodløb og andre konkurrencer fandt sted i en indhegning, 606 fod 9 tommer lang (ca. 185 m), kaldet et stadion. Dette omtales én gang i en passage i sammenhængen omkring det netop nævnte, som næsten synes at bygge på iagttagelse: “De, der løber på en væddeløbsbane (RVm, græsk stadion), løber alle” (1 Kor 9,24).

(d) Diskoskast.

Kast med diskos, en rund plade af sten eller metal, 10 eller 12 tommer i diameter (ca. 25-30 cm), som var et fremtrædende træk ved græsk idræt og er emnet for en berømt statue, hvoraf en kopi findes på British Museum, nævnes ikke i Det Nye Testamente, men der hentydes til det i 2 Makk 4,14 som en af de fornøjelser, helleniserende præster hengav sig til under Antiokus Epifanes’ regering.

(e) Fodløbet.

Ordene for “løbe” og “løb” (græsk trecho og dromos) hentyder undertiden klart, og i andre tilfælde sandsynligvis, til fodløb ved legene. For tydelige henvisninger, sammenlign 1 Kor 9,24; Hebr 12,1; 2 Tim 4,7; for mulige henvisninger, se ApG 13,25; ApG 20,24; Rom 9,16; Gal 2,2; Gal 5,7; Fil 2,16; 2 Thess 3,1. Den anden af disse passager (Hebr 12,1) hentyder til nødvendigheden af den størst mulige vægtreduktion og af en fast koncentration af indsatsen. Alle passagerne ville minde de første læsere om legenes enkeltbane- og dobbeltbane-fodløb.

(f) Målet.

Fodløbets mål, en firkantet søjle for enden af stadionet over for indgangen, som idrætsudøveren så vidt muligt holdt for øje, og hvis syn opmuntrede ham til at fordoble sine anstrengelser, omtales én gang: “Jeg jager frem mod målet” (Fil 3,14, græsk skopos).

(g) Herolden.

Hver deltagers navn og land blev udråbt af en herold, og det samme gjaldt en sejrherres navn, land og far. Der kan være en hentydning til denne skik i 1 Kor 9,27: “efter at jeg har været herold (RV randnoter, græsk kerusso) for andre”; sammenlign også 1 Tim 2,7; 2 Tim 1,11, hvor det græske ord for “forkynder” er kerux, “herold.”

(h) Prisen.

Sejrende idrætsudøvere blev ved de store lege belønnet med en krans, som i den apostolske tidsalder bestod af vild oliven (olympiske lege), persille (nemeiske lege), laurbær (pythiske lege) eller fyr (isthmiske lege). Dette omtales på almen måde i Fil 3,14 og i 1 Kor 9,24: “Én modtager prisen” (græsk i begge tilfælde brabeion; sammenlign også Kol 3,15: “Lad Kristi fred afgøre (RV randnote) i jeres hjerter,” hvor verbet er brabeuo). Kransen (stephanos) omtales direkte i 1 Kor 9,25: “De (idrætsudøverne) gør det for at modtage en forgængelig krone”; 2 Tim 2,5: “En mand .... krones ikke, medmindre han har kæmpet efter reglerne”; og 1 Pet 5,4: “I skal modtage herlighedens krone, som ikke visner.” Der kan også være hentydninger i Fil 4,1; 1 Thess 2,19; Hebr 2,7; Hebr 2,9; Jak 1,12; Åb 2,10; Åb 3,11. I den palmebærende skare i Johannes' Åbenbaring (Åb 7,9) er der muligvis en henvisning til, at sejrherrer ved legene bar palmegrene. Dommerne, som sad nær målet, og som i hvert fald i Olympia var blevet omhyggeligt forberedt til deres opgave, kan være antydet i 2 Tim 4,8: “Kronen .... som Herren, den retfærdige dommer, skal give mig på den dag.”

(i) Brydning.

Denne form for sport, som var meget yndet i det græske samfund fra Homers tid og frem, omtales én gang i Det Nye Testamente: “Vores brydekamp (græsk pale) er ikke mod kød og blod,” osv. (Ef 6,12). Øvelsen stillede store krav til styrke, udholdenhed og smidighed. Der er en indirekte hentydning i ordet palaestra, som først betød “sted for brydning” og derefter “sted for idrætsøvelser i almindelighed” (2 Makk 4,14).

4. Henvisninger til teatret og dramaet:

Skønt der ikke er direkte henvisning i Det Nye Testamente til de intellektuelle konkurrencer, som grækerne elsker lige så meget som atletik, kan de ikke helt ignoreres. Ordet "teater" (græsk theatron) forekommer 3 gange: to gange i betydningen "offentlig sal" (ApG 19,29; ApG 19,31); og en gang med klar henvisning til dets brug som forlystelsessted: "Vi er blevet til et skuespil" (1 Kor 4,9). "Dramaet blev stærkt misbilliget af de strenge jøder i Israels land, men blev sandsynligvis opmuntret til en vis grad af nogle af diasporajøderne, især i Lilleasien og Alexandria. Filons kendt for at have set en opførelse af et skuespil af Euripides, og det jødiske samfund, som han tilhørte, producerede en dramatiker ved navn Ezekiel, som skrev blandt andet et skuespil om Exodus, nogle fragmenter af hvilket er bevaret (Schurer, GJV4, II, 60; III, 500 ff). En indskrift fundet for ikke så længe siden i Milet viser, at en del af teatret i denne by var forbeholdt jøderne (Deissmann, Light from the Ancient East, 446 ff). Læserne af Paulus' breve, både jøder og hedninger, ville generelt være mere eller mindre fortrolige med teater og drama. Det er blevet foreslået, at der er et glimt af en degraderet form af dramaet, mimen eller det mimiske skuespil, som var usædvanlig populært i det 1. århundrede og senere, i soldaternes håning af Jesus (Matt 27,27-30 parallelt Mark 15,16-19). "Kongen" synes at have været en favoritkaraktør i den komiske mime. Håningen af den jødiske konge, Agrippa I, fra Alexandrias befolkning, få år senere, som giver et meget slående parallel til hændelsen optegnet i evangelierne (Schurer, GJV4, I, 497), er direkte forbundet af Filons med mimerne. Emnet behandles meget dygtigt af den tyske videnskabsmand Hermann Reich i et lærd monografi, Der Konig mit der Dornenkrone (1905). Sikkerhed kan selvfølgelig ikke opnås, men det synes i det mindste rimeligt sandsynligt, at de primitive syriske soldater, som uden tvivl var vant til at besøge teater, kan have efterlignede et mimisk skuespil i deres spotfulde hyldest til "Jødernes konge."

LITERATUR.

Ud over værker allerede nævnt se for hele emnet: artikler "Lege" i Smith, DB2; HDB, stort og småt; EB; Jewish Encyclopedia; arts. "Spiele" i Winer, RWB, og Riehm2, og især Konig, "Spiele bei den Hebraern," RE3. Om Grækenlands og Roms lege se artikler i Smith's Dict. of Greek and Roman Antiquities, "Amphitheatrum," "Circus," "Olympia," "Stadium," osv.

William Taylor Smith