laz'-a-rus (Lazaros, en forkortet form af det hebraiske navn Eleazar, med en græsk endelse): Betyder "Gud har hjulpet." I Septuaginta og hos Josefus findes formerne Eleazar og Eleazaros. Navnet var almindeligt blandt jøderne og gives til to mænd i Det Nye Testamente, som ikke har noget med hinanden at gøre.

1. Lazarus fra Betania:

Hjemmet for den Lazarus, der nævnes i Joh 11,1, var Betania. Han var bror til Martha og Maria (Joh 11,1; Joh 11,2; se også Luk 10,38-41). Alle tre var særligt elsket af Jesus (Joh 11,5), og i deres hjem blev han mere end én gang, og sandsynligvis ofte, modtaget som gæst (Luk 10,38-41; Luk 10,11). Som det antydes af antallet af sørgende venner fra byen, og måske af den kostbare salve, som Maria brugte, var familien sandsynligvis velstående. Mens Jesus var borte, blev Lazarus syg, døde og blev begravet; men efter at have ligget i graven i fire dage blev han bragt tilbage til livet af Frelseren (Joh 11,3; Joh 11,14; Joh 11,17; Joh 11,43; Joh 11,44). Som følge deraf kom mange jøder til tro på Jesus, men andre gik hen og fortalte det til farisæerne, og der blev derfor sammenkaldt et råd for at fremskynde beslutningen om Mesterens død (Joh 11,45-53). Senere, seks dage før påsken, ved et festmåltid i et hjem i Betania, hvor Martha vartede op, sad Lazarus til bords som en af gæsterne, da hans søster Maria salvede Jesu fødder (Joh 12,1-3). Mange af de almindelige mennesker kom derhen, ikke blot for at se Jesus, men også den opstandne Lazarus; de troede på Jesus og var ivrige efter at vidne om ham under det triumferende indtog og tiltrak andre fra byen til at møde ham (Joh 12,9; Joh 12,11; Joh 12,17; Joh 12,18). Af den grund lagde præsterne planer om at myrde Lazarus (Joh 12,10). Dette er alt, hvad vi virkelig ved om manden; for om jøderne fik gennemført hans død, får vi ikke at vide, men det synes sandsynligt, at de, mætte af Jesu død, lod Lazarus være i fred. Der fortælles intet om hans oplevelser mellem død og opstandelse (jf. Tennyson, "In Memoriam," xxxi), om hans følelser, da han kom ud af graven, om hans senere liv (jf. Browning, "A Letter to Karshish"), og ikke et ord af åbenbaring giver han om den anden verden. Hans opstandelse har været et yndet motiv i forskellige former for kristen kunst, og ifølge en gammel tradition hos Epifanius var han 30 år gammel, da han blev oprejst fra de døde, og levede 30 år derefter.

Som man kunne vente, er dette mirakel blevet kraftigt angrebet af alle skoler af fjendtligt indstillede kritikere. Opfindsomheden er blevet udtømt i forsøget på at finde indvendinger imod det. Men når alt kommer til alt, beløber de sig egentlig kun til tre.

(1) De andre evangeliers tavshed.

Her er der uden tvivl en vis vanskelighed. Men de første kristnes ønske om, som mange forskere mener, at skærme familien mod fare kan have hindret beretningen i at blive udbredt i den mundtlige tradition, hvorfra synoptikerne hentede deres stof, selv om Matthæus sandsynligvis var øjenvidne. Men under alle omstændigheder foregiver synoptikerne ikke at give alle Jesu gerninger, og i deres beretning har vi kun få bortset fra dem, der blev udført i Galilæa. Hver af dem har udeladt elementer af største interesse, som andre har bevaret. Således er det alene Lukas, der giver os opvækkelsen af enkens søn i Nain. Johannes, som vidste, at de andre havde udeladt dette, fortæller os, hvad han selv havde været vidne til, eftersom al fare for familien for længst var forbi, og fordi det var af særlig interesse for hans beretning, og han ikke havde nedskrevet noget andet tilfælde af opstandelse. I hvert fald synes evangelieskribenterne ikke at betragte en opstandelse fra de døde ved Jesu kraft som så meget mere overvældende end andre mirakler, som den synes for moderne forskere og for jøderne; og desuden bevidner synoptikerne ubevidst dette mirakel ved at beskrive et pludseligt udbrud af folkelig begejstring til fordel for Jesus, som kun kan forklares ved en eller anden usædvanlig begivenhed.

(2) Miraklets overvældende karakter.

Men for en filosofisk troende på mirakler er dette slet ingen hindring, for for almagt findes der ikke sådanne ting som store mirakler eller små. Marthas udsagn om legemets opløsning var naturligvis kun hendes vurdering af sandsynligheden i dette tilfælde, og han, som ser enden fra begyndelsen, og som havde til hensigt at oprejse Lazarus, kunne vel i sit forsyn have våget over legemet, så det ikke skulle se forrådnelse. Når alt er sagt, "han, som har skabt den organiske celle i uorganisk stof, er ikke ude af stand til at genoprette liv i den livløse substans."

(3) At det ikke bruges som anklage mod Jesus.

Indvendingen om, at Joh 11,47-53 er uforenelig med den kendsgerning, at Jesu fjender ikke nævner dette mirakel, da de anklager Jesus for Pilatus, har ringe vægt. Hvem ville forvente, at de skulle komme med en sådan selvanklagende indrømmelse? Præsternes bestyrtelse over miraklet og deres tavshed om det er fuldt forenelige og naturlige.

Ingen af de forsøgte forklaringer, som benægter miraklets virkelighed, kan frembyde blot et skær af sandsynlighed. At Lazarus netop var ved at komme sig efter en dødslignende tilstand, da Jesus kom; at det var et bedrag, arrangeret af familien og godkendt af Jesus for at overvælde hans fjender; at det var en fiktion eller lignelse, omsat til en kendsgerning og i høj grad sammensat af synoptisk materiale, en allegorisk illustration af ordene: "Jeg er opstandelsen og livet," en myte — sådanne forklaringer kræver mere tro end at tro Talmuds fabler. De illustrerer godt vantroens godtroenhed. Fortællingen hænger sammen med fuldkommen konsekvens, den udmærker sig ved livfuldhed og dramatisk bevægelse, de mennesker, der tager del i den, er intenst virkelige og naturlige, og billedet af søstrene stemmer fuldstændigt med skildringen af dem hos Lukas. Ingen sygelig nysgerrighed hos læseren tilfredsstilles. Opfundne historier er ikke sådan. Selv en Renan erklærer, at den er et nødvendigt led i beretningen om den endelige katastrofe.

Miraklets formål synes at have været:

(1) at vise sig som Herre over liv og død, netop før han selv skulle dømmes til at dø;

(2) at styrke sine disciples tro;

(3) at omvende mange jøder;

(4) at få præsterne til at fremskynde deres handlinger, så de var rede, når hans time var kommet (Plummer, HDB, III, 87).

2. Tiggeren:

I lignelsen i Luk 16,19-31 skildres Lazarus som værende i yderste fattigdom i denne verden, men højt belønnet og æret i den næste. Det er det eneste tilfælde, hvor Jesus bruger et egennavn i en lignelse. Nogle mener, at han var en velkendt tigger i Jerusalem, og har endda forsøgt at definere hans sygdom. Men dette er uden tvivl simpel opdigtning, og da "i Kristi sandhedsrige angiver navne virkeligheder," blev navnet sandsynligvis givet på grund af dets betydning, idet det antyder tiggerens tro på Gud og tålmodige afhængighed af ham. Det var denne tro og ikke hans fattigdom, som til sidst bragte ham til Abrahams skød. Ikke ét ord taler Lazarus i lignelsen, og dette kan også antyde tålmodig underkastelse. Han knurrer ikke over sin hårde lod, skælder ikke ud på den rige mand og triumferer heller ikke over ham efter døden. Lignelsen står i forbindelse med lignelsen om den rige tåbe (Luk 12,16-21). Den sidstnævnte trækker forhænget ned over den verdslige ved døden; den anden løfter det. Den er også et modstykke til lignelsen om den uretfærdige forvalter (Luk 16,1-13), som viser, hvordan rigdom klogt kan bruges til vores fordel, mens denne lignelse viser, hvilke ulykker der følger af ikke at gøre en sådan klog brug af rigdom. Den store lære er, at vores tilstand i Hades afhænger af vores adfærd her, og at dette kan frembringe en fuldstændig omvending af skæbne og af menneskers domme. Således repræsenterer Lazarus den fromme fattige, der stod ved den modsatte yderlighed i forhold til den stolte, begærlige og luksuselskende farisæer. Lignelsen gjorde et dybt indtryk på kirkens sind, så betegnelsen "lazar," ikke længere et egennavn, er gået over i mange sprog, som i lazar house, lazaretto, også lazzarone, anvendt om tiggerne i italienske byer. Der fandtes endda en orden, halvt militær, halvt monastisk, kaldet Lazarus-ridderne, hvis særlige pligt det var at tjene spedalske.

Den rige mand kaldes ofte Dives, hvilket strengt taget ikke er et egennavn, men et latinsk adjektiv, der betyder "rig," og som forekommer i denne passage i Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.). Men i engelsk litteratur, så tidligt som hos Chaucer, som det ses i "Sompnoure's Tale" og i "Piers Plowman," optræder det i folkelig brug som navnet på den rige mand i denne lignelse. I senere teologisk litteratur er det blevet næsten almindeligt udbredt. Navnet Nineuis, som Euthymius gav ham, kom aldrig i almindelig brug, skønt den sahidiske version har tilføjelsen: "hvis navn var Ninue." Hans synd bestod ikke i at være rig, for Abraham var blandt de rigeste i sin tid, men i hans verdslige vantro over for det åndelige og evige, som åbenbarede sig i pralende luksus og hårdhjertet foragt for de fattige. Augustin siger: "Synes han (Jesus) ikke at have læst fra den bog, hvor han fandt den fattige mands navn skrevet, men ikke fandt den riges navn, for den bog er livets bog?"

G. H. Trever