fi-zish'-an (rophi; iatros): For den fromme jøde var Gud til alle tider helbrederen (5 Mos 32,39): "Det var hverken urt eller lindrende plaster, der helbredte dem, men dit ord, Herre, som helbreder alle ting" (Salomos Visdom 16,12). De første læger, der nævnes i Skriften, er dem fra Egypten. Længe før hebræerne opholdt sig i dette land, havde Egypten en præstelig klasse af læger (snu) og en gud for helbredelse (Imchtp). Fra de gamle medicinske papyri, som er bevaret, hvoraf den største er Papyrus Ebers, ved vi, at disse lægers medicinske kundskab var rent erfaringsbaseret, i høj grad magisk og helt uvidenskabelig. Trods deres rige muligheder vidste de næsten intet om menneskets anatomi, deres beskrivelser af sygdomme er håbløst primitive, og tre fjerdedele af de hundreder af recepter i papyriene er helt virkningsløse. Selv deres balsameringskunst var så ufuldkommen, at få af deres mumier ville være bevaret i noget andet klima end Egyptens. Læger af denne art, som var Josefs tjenere, balsamerede Jakob (1 Mos 50,2) og Josef (1 Mos 50,26). Det var først ved grundlæggelsen af skolen i Alexandria, som var rent græsk, at Egypten blev et sted for medicinsk uddannelse og forskning.

Der er intet bevis for, at Israels præster på noget tidspunkt blev anset for at være indehavere af medicinsk kundskab eller tradition. I ceremonialloven havde de udtrykkelige anvisninger om isolation af dem, der led af hududslæt, så de kunne genkende visse genstridige og smitsomme former, som medførte ceremoniel urenhed, men med denne pligt som sundhedspoliti ophørte deres funktion, og de brugte ingen midler til at helbrede disse sygdomme. Så vidt jeg ved, findes der ingen optegnelse eller tradition om en præst-læge i bibelsk tid. Beretningerne om helbredelse ved profeterne, især Elisa, er for det meste gengivet som mirakler, ikke som helbredelser ved behandling. Saltet, som helbredte det skadelige vand ved Jeriko, og melet, ved hvilket de giftige græskar blev gjort uskadelige, kan næppe, ligesom behandlingen af kvinden fra Shunems søn, betragtes som tilstrækkelige lægemidler. Der er en underforstået henvisning til en sårhelbreder i 2 Mos 21,19, ligesom også i Es 3,7, og det fortælles i Pesachim, iv.9, at der i monarkiets tid fandtes en bog om helbredelser, cepher rephu'oth, som man mente var skrevet af Salomo, men som blev taget ud af offentlig brug af Hizkija. Den første specifikke omtale af hebraiske læger er 2 Krøn 16,12, men Asa betragtes tydeligvis af Krønikebogens forfatter som dadelværdig, fordi han stolede på deres kunnen. I 2 Kong 8,29 siges Joram, Israels konge, at være taget til Jizre'el for at blive helbredt. Ikke langt derfra, på den anden side af Jordan, lå Gilead, som muligvis også kan have været et sted, som dem, der behøvede medicinsk behandling, søgte til, sådan som det antydes af Jeremias' spørgsmål: "Er der ingen balsam i Gilead? er der ingen læge der?" (Jer 8,22). Job, irriteret over sine venners banaliteter, kalder dem læger uden værdi (13,4).

I Det Nye Testamente viser vor Herres ord: "De raske har ikke brug for en læge," osv., at der var læger i Galilæa (Matt 9,12; Mark 2,17; Luk 5,31), og i Nazaret citerer han, hvad der synes at have været et ordsprog: "Læge, helbred dig selv" (Luk 4,23). Der var læger i Galilæa, som modtog betaling fra kvinden fra Cæsarea Filippi, der havde blødninger (Mark 5,26; Luk 8,43). Om hende fortælles der en ejendommelig historie hos Eusebius (VII, 18).

Der er flere talmudiske henvisninger til læger; i Sheqalim ii 1 siges det, at der var en læge ved templet til at tage sig af præsterne. En læge blev udpeget i hver by (Gittin 12b) og skulle have tilladelse fra de lokale myndigheder (Babha' Bathra' 21a). Det velkendte afsnit i Siraks Bog 38,1-15 i Revised Version (britisk og amerikansk) til lægens pris giver ham kun begrænset anerkendelse for hans kunnen: "Der er en tid, da udfaldet til det gode ligger i netop deres hænder," og senere: "Den, der synder mod sin Skaber, lad ham falde i lægens hænder."

Lukas, kaldet "den elskede læge" i Kol 4,14, siges af Eusebius at have været født i Antiokia og læge af profession. Ifølge Origenes var han den unavngivne "broder, hvis ros i evangeliet er udbredt gennem alle menighederne" (2 Kor 8,18). Der er tegn på hans faglige studier i sproget i hans skrifter, selv om Hobart og andre sandsynligvis har gjort mere ud af dette, end det egentlig fortjener. Havde vi ikke kendt til hans profession, er det tvivlsomt, om den kunne være blevet udledt af hans ordvalg. Sir W. Ramsay gør opmærksom på de to ord, der bruges om helbredelserne på Melita i ApG 28,8-10: om helbredelsen af Publius' far bruges ordet iasato, men om helbredelsen af dem, der kom senere, bruges etherapeuonto, som han gengiver "modtog medicinsk behandling." Heraf slutter han, at Lukas hjalp Paulus med disse (Ramsay, Luke the Physician, 1908).

Alexander Macalister