la'-kish (lakhish; Septuaginta Lachis (Jos 15,39), Maches):

1. Beliggenhed:

En by i Shefelas bakkeland ved grænsen til filistersletten, tilhørende Juda, og ud fra omtalen af Eglon i forbindelse med den tydeligvis i den sydvestlige del af Judas område. Eusebius, Onomasticon, placerer den 7 mil fra Eleutheropolis (Beit Jibrin) i retning mod Daroma, men da det sidstnævnte sted er usikkert, hjælper angivelsen ikke med at fastlægge Lakishs beliggenhed. Byen synes at være blevet forladt omkring 400 f.Kr., og denne omstændighed har gjort det vanskeligt at identificere stedet. Tidligere blev den placeret ved Umm Lakis på grund af navneligheden og fordi det lå i den egn, som de bibelske henvisninger til Lakish synes at pege på, men højen kaldet Tell el-Hesy regnes nu almindeligvis for stedet. Dette blev først foreslået af Conder i 1877 (PEFS, 1878, 20), og udgravningerne, som Fonden til udforskning af Israels land foretog på Tell i 1890-93, bekræftede hans identifikation. Tell el-Hesy ligger ved en wadi, eller dal, af samme navn (Wady el Hesy), som løber fra et punkt omkring 6 mil vest for Hebron til havet mellem Gaza og Ashkelon. Det er en høj helt ude ved kanten af wadien, der hæver sig omkring 120 fod (ca. 37 m) over den og består af affaldslag i en dybde af omkring 60 fod (ca. 18 m), hvor udgravningerne afslørede rester af særskilte byer, der var blevet bygget, den ene på ruinerne af den anden. Den tidligste af disse var tydeligvis amoritisk og kan ikke have været senere end 1700 f.Kr., og var måske to eller tre århundreder tidligere (Bliss, Mound of Many Cities). Identifikationen hviler på den kendsgerning, at stedet stemmer med de bibelske og andre historiske oplysninger om Lakish, og især på fundet af en kileskriftstavle i ruinerne af samme karakter som Tell el-Amarna-brevene, og som indeholder navnet Zimridi, der fra disse tavler vides engang at have været egyptisk guvernør i Lakish. Tavlerne, som dateres til den sidste del af det 15. eller begyndelsen af det 14. århundrede f.Kr., giver os de tidligste oplysninger om Lakish, og den var dengang et egyptisk lydområde, men den synes at have gjort oprør og sluttet sig til andre byer i et angreb på Jerusalem, som også var et egyptisk lydområde. Den blev måske tvunget til at gøre dette af khabirierne, som dengang hærgede denne egn. Stedet var, ligesom Gaza, vigtigt for Egypten, idet det lå ved grænsen og på ruten til Jerusalem, og betydningen ses af, at det blev indtaget og ødelagt og genopbygget så mange gange.

2. Historie:

Vi hører først om den i Israels historie, da Josva trængte ind i landet. Den var dengang en amoritisk by, og dens konge, Jafia, sluttede sig til det forbund, der blev dannet af Adonisedek, Jerusalems konge, for at gøre modstand mod Josva. De blev besejret i det bemærkelsesværdige slag ved Gibeon, og de fem forbundne konger blev taget til fange og dræbt ved Makkeda (Jos 10 passim; Jos 12,11). Lakish blev medregnet i Judas lod (15,39), og den blev genopbygget, eller befæstet, af Rehabeam (2 Krøn 11,5; 2 Krøn 11,9). Den blev belejret af Sankerib i Hizkijas regeringstid og sandsynligvis indtaget (2 Kong 18,13), da han invaderede Juda og belejrede Jerusalem, men de øvrige henvisninger til belejringen lader det stå tvivlsomt (2 Kong 18,14; 2 Kong 18,17; 2 Kong 19,8; 2 Krøn 32,9; Es 36,2; Es 37,8). De assyriske monumenter gør det dog sikkert, at stedet blev erobret. Reliefferne på væggene i Sankeribs palads afbilder stormen på Lakish og kongen på sin trone, mens han modtager de tilfangetagnes underkastelse (Ball, Light from the East, 190-91). Dette var i 701 f.Kr., og til denne periode kan vi henføre den gådefulde henvisning til Lakish i Mika 1,13: »Spænd vognen for den hurtige hest, du indbygger i Lakish; hun var begyndelsen til synd for Zions datter.« Årsagen til Sankeribs invasion var et almindeligt oprør i Fønikien, landet og Filistæa, hvor Hizkija deltog, og alle bad Egypten om hjælp (Rawlinson, Five Great Monarchies of the Ancient Eastern World, kapitel ix). Esajas havde advaret Juda mod at stole på Egypten (Es 20,5; Es 20,6; Es 30,1-5; Es 31,1), og da Lakish var det sted, hvorfra forbindelsen med Egypten blev holdt, idet den var en grænsefæstning, måske endda med en egyptisk garnison, ville den blive forbundet med den egyptiske alliances »synd« (HGHL, 234).

Byen blev tydeligvis genopbygget efter Sankeribs ødelæggelse af den, for vi finder Nebukadnesar kæmpende imod den under sin belejring af Jerusalem (Jer 34,7). Den blev uden tvivl ødelagt af ham, men vi får at vide af Nehemias (11,30), at nogle af de hjemvendte jøder bosatte sig dér efter fangenskabet. Det er meget sandsynligt, at de ikke genbesatte den ødelagte bys sted, men slog sig ned som bønder i området, og dette kan forklare overførelsen af navnet til Umm Lakis, 3 eller 4 mil fra Tell el-Hesy, hvor der findes nogle ruiner, men ikke af en art, der peger på Lakish (Bliss, op. cit.). Der blev ikke fundet nogen væsentlige rester på Tell, der tyder på, at den var beboet som fæstning eller by senere end den, der blev ødelagt af Babylons konge, men den var beboet i en eller anden form under korstogene; Umm Lakis blev for en tid holdt af hospitaliterne, og kong Richard siges at have gjort den til en operationsbase i sin krig mod Saladin (HGHL). Tell selv, hvis den var besat, var sandsynligvis kun stedet for hans lejr, og den har tilsyneladende siden den tid været uden indbyggere og kun været brugt til landbrugsformål.

Se videre, UDFORSKNING AF ISRAELS LAND, III, 1.

H. Porter