ran'-sum (substantivet forekommer i den engelske Bibel 12 gange (2 Mos 21,30 KJV pidhyon; 2 Mos 30,12; Job 33,24; Job 36,18; Ordsp 6,35; Ordsp 13,8; Ordsp 21,18; Es 43,3, kopher; Matt 20,28; Mark 10,45, lutron; 1 Tim 2,6, antilutron); verbalformen forekommer 4 gange (Es 35,10; Hos 13,14, padhah; Es 51,10 KJV; Jer 31,11, ga'al; disse to hebraiske verber gengives i andre passager som regel med det engelske »redeem«))

1. Kristi brug

2. Gammeltestamentlig brug--loven

(1) Almindelige tilfælde

(2) Løsesum--de førstefødte

(3) Forbindelse med offer

(4) Typisk henvisning til Messias

3. Salmerne og Job

4. Apostolsk lære

5. Til hvem blev løsepengene betalt?

(1) Ikke til Satan

(2) Til guddommelig retfærdighed

(a) Forløsning ved pris

(b) Forløsning ved magt

LITTERATUR

1. Kristi brug:

Det helt afgørende eksempel er Herren Jesu Kristi udsagn, sådan som det gengives af Matthæus og Markus (Matt 20,28; Mark 10,45), og når vi ser på det, vil vi som illustration kunne kaste et blik på de gammeltestamentlige passager. Sammenhængen handler om striden blandt disciplene om pladsen i Riget, sammen med deres misforståelse af Kristi riges sande natur. Kristus benytter anledningen til at fremsætte tjenestens store lov som det, der bestemmer ærespladsen i dette rige, og han illustrerer og understreger den ved at vise, at dens største eksempel findes i hans egen sendelse: »For Menneskesønnen kom heller ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene« (Mark 10,45). Hans tjeneste skulle imidlertid gå over i den store offerhandling, som alle andre selvopofrende handlinger fra hans folks side kun ville være en svag afglans af--»og for at give sit liv (sin sjæl) som løsepenge for mange« (samme sted). Han giver dermed en meget klar antydning af formålet med og betydningen af sin død; den klareste af alle de antydninger, synoptikerne gengiver. Det ord, han bruger, har en fastslået betydning og gengives nøjagtigt med vores ord »løsepenge«, en pris betalt for at sikre en slaves frihed eller for at frigøre fra forpligtelser og skyldkrav, og i almindelighed befrielse fra ulykke ved at betale det skyldige beløb. Det velkendte verbum luo, »at løse«, »at sætte fri«, er roden; dernæst lutron, det som sikrer friheden, betalingen eller det beløb, der må erlægges; derfra kommer det beslægtede verbum lutroo, »at sætte fri ved betaling af løsepenge«, »at forløse«; lutrosis, »selve frigivelsen«, »forløsningen«, og lutrotes, »forløseren«. Det foretrukne nytestamentlige ord for »forløsning« er den sammensatte form, apolutrosis.

2. Gammeltestamentlig brug--loven:

Ordet lutron var almindeligt i klassisk græsk litteratur og havde til stadighed betydningen »løsesum«; det blev ofte forbundet med rituel brug, med offer og soning. Men for den fulde forklaring af vor Herres store tanke må vi se på den gammeltestamentlige brug. De to førende hebraiske verber, der i vores oversættelse gengives med »redeem«, gengives i Septuaginta som regel med lutroo, og afledninger af disse ord, der udtrykker tanken om den faktiske pris, der blev betalt, oversættes med netop dette ord lutron.

(1) Almindelige tilfælde.

I 2 Mos 21,30 har vi loven om tilfældet med en person, der bliver dræbt af en okse; oksen skulle dræbes, og dens ejer var også hjemfalden til døden, men der blev givet det forbehold: »Hvis der pålægges ham en pengesum, da skal han give som løsepenge for sit liv, hvad der end pålægges ham« (KJV). Hebraisk for »pengesum« er kopher, bogstaveligt »soning« (RV (britisk og amerikansk) »løsepenge«); ordet for »løsepenge« (RV (britisk og amerikansk) »forløsning«) er pidhyon (fra padhah); Septuaginta gengiver begge med lutron (snarere med flertalsformen lutra). I 3 Mos 25, blandt forskrifterne i forbindelse med jubelåret, har vi bestemmelsen (25,23), at landet ikke måtte sælges »for bestandig«, men hvor en del var blevet solgt, skulle der gives mulighed for tilbagekøb: »I skal give adgang til indløsning for landet« (25,24). Hebraisk er ge'ullah, en afledning af ga'al, Septuaginta lutra. I 25,25.26 nævnes tilfældet med en mand, som på grund af fattigdom har solgt en del af sin jord; hvis en nær slægtning er i stand til at indløse den, skal han gøre det; hvis der ikke er nogen til at udføre denne broderlige gerning, og manden selv er i stand til at indløse den, fastsættes en bestemt prisskala. På hebraisk er det igen ga'al, der bruges, sammen med det beslægtede go'el for »slægtning«. Den sidste sætning, gengivet i KJV: »og han selv er i stand til at indløse den« (i RV (britisk og amerikansk) »og han er blevet rig og finder tilstrækkeligt til at indløse den«), lyder bogstaveligt: »og hans hånd skal erhverve, og han finder tilstrækkeligt til dens indløsning«; Septuaginta har verbet lutroo i den første del og gengiver sætningen ret bogstaveligt: »og der bliver skaffet til hans hånd, og der findes hos ham den tilstrækkelige pris (lutra) for den«. I 3 Mos 25,51; 3 Mos 25,52, med henblik på indløsningen af den jøde, der var solgt som slave, har vi to gange på hebraisk ordet ge'ullah, på engelsk nøjagtigt gengivet »prisen for hans indløsning«; og af Septuaginta med lige så stor nøjagtighed, i begge tilfælde, lutra, »løsesummen«. I 3 Mos 27,31 KJV er udtrykket »hvis en mand overhovedet vil indløse noget af sin tiende« ment som gengivelse af det eftertrykkelige hebraiske idiom, »hvis en mand indløsende vil indløse«, som i Septuaginta gengives ean de lutrotai lutro anthropos.

(2) Løsesum--de førstefødte.

Men måske er det vigtigste sted loven om den halve sekel, som hver israelit fra 20 år og opefter skulle betale, når der blev holdt folketælling. Den skulle være den samme for rig og fattig, og den blev kaldt "soningspenge", "til at skaffe soning for deres sjæle." I lovens indledende ord, som de gives i 2 Mos 30,12 (King James Version), læser vi: "Da skal hver mand give Herren en løsesum for sin sjæl"--det hebraiske kopher; Septuagintas gengivelse er lutra tes psuches autou, "en løsesumspris for hans sjæl." Hele folket blev således betragtet som hjemfaldent til dom og i behov for soning, og det er betydningsfuldt, at disse soningspenge, som blev betalt ved den første folketælling, skaffede sølvet til fodstykkerne under tabernaklets brædder, hvilket antyder, at det forbilledlige tabernakel var bygget på soning. Den samme tanke, at folkets liv var forbrudt, kommer frem i bestemmelsen om levitternes indvielse, som er fuldt beskrevet i 4 Mos 3,40-51. De førstefødte repræsenterede folket. Gud gjorde krav på alle de førstefødte som forbrudte til ham selv og lærte dermed, at Israel fortjente den samme straf som egypterne og kun blev skånet ved Jahves nåde og i kraft af det stænkede blod. Nu tager han levitterne til sig til sin tjeneste som erstatning for de førstefødte, og da det viste sig, at antallet af førstefødte oversteg antallet af levitter, blev ækvivalensen opretholdt ved, at overskuddet af de førstefødte mænd blev løskøbt til en bestemt pris. I Septuagintas beretning forekommer lutra 4 gange, to gange for udtrykket "dem, der skal løskøbes", og to gange for "løskøbelsespenge." Således blev tanken om løsesum for det forbrudte liv velkendt for folket, sådan som det blev oplært af det forbilledlige system, og forløsning udtrykte summen af deres håb for fremtiden, hvor mangelfuld deres opfattelse af denne forløsnings natur end kunne være.

(3) Forbindelse med offer.

Det er også klart i den forbilledlige lære, at offer og løsesum var nært forbundet. Selv i klassisk græsk var de to forestillinger, som vi har bemærket, forbundet, og det er ikke overraskende at finde det sådan i Det Gamle Testamente. Kopher, har vi set, er bogstaveligt "soning" og kommer af kaphar, bogstaveligt "at dække", og derfra, ved at dække, at skaffe soning, eller at dække ved at skaffe soning; og således er det i piel-formen det mest almindelige og tekniske hebraiske ord for at skaffe soning, eller forsoning, eller formildelse, og gengives ofte på græsk med hilaskomai, ofte også med sammensætningen exilaskomai. I 2 Mos 21,30 bruges kopher, som vi bemærkede, ombytteligt med pidhyon, idet begge i Septuaginta gengives med lutra, og sådan også i 2 Mos 30,12; 4 Mos 35,31; 4 Mos 35,32; det hebraiske kopher er lutra på græsk. På det sidste sted, hvor det to gange siges, at der ikke må tages nogen erstatning for en morders liv, er det hebraiske ord kopher, Septuaginta har lutra; Revised Version (British and American) har "ransom"; King James Version har "satisfaction."

(4) Forbilledlig henvisning til Messias.

Offer blev således knyttet sammen med løsesum. Offer var det af Gud bestemte dække for synd. Løsesummen for synderens udfrielse skulle være ved offer. Både Lovens forbilledlige vidnesbyrd og det profetiske vidnesbyrd fremhævede tanken om forløsning. Den kommende skulle være en forløser. Forløsning skulle være Messias' store gerning. Folket synes at have set hen til Gud alene for sjælens forløsning gennem overholdelsen af deres foreskrevne ritual, mens de forbandt forløsning, i den mere almindelige betydning af udfrielse fra alle fjender og trængsler, med Messias' komme. Det krævede et åndeligt syn at se, at de to ting ville falde sammen, at Messias ville virke forløsning i alle dens faser og fylde ved hjælp af løsesum, af offer, af soning.

Jesus fremtrådte som Messias, i hvem hele den gamle ordning skulle opfyldes. Han kendte fuldkomment betydningen af det forbilledlige og profetiske vidnesbyrd; og med dette fuldt for øje, idet han vidste, at hans død skulle opfylde Det Gamle Testamentes forbilleder og virkeliggøre dets lyseste profetiske forventninger, bruger han bevidst dette ord lutron til at beskrive den (Matt 20,28); når han talte om sin død som en løsesum, betragtede han den også som et offer, et sonoffer. Den stærke præposition, der bruges, forstærker tanken om løsesum og soning, helt til substitutionens punkt. Det er anti, "i stedet for", og tanken om udveksling, ækvivalens, substitution kan ikke fjernes fra det. I 4 Mos 3,45, "Tag levitterne i stedet for alle de førstefødte", bruger Septuaginta anti, som ligesom det engelske "instead of" nøjagtigt gengiver det hebraiske tachath; og alle tre formidler helt umiskendeligt tanken om substitution. Og ligesom levitterne skulle sættes i stedet for de førstefødte, sådan skulle "løsesumspengene" sættes i stedet for overskuddet af de førstefødte, idet denne tanke dog angives tydeligt nok ved brugen af genitiv. Den enklere måde at beskrive en løsesum på ville ganske vist være med genitiv: løsesummen for mange; eller som vores oversættelse gengiver det: "en løsesum for mange"; men netop fordi løsesummen her ikke blot er en pengebetaling, men det faktiske offer af livet, hans sjæls substitution for mange, siges han passende "at give sin sjæl som en løsesum i stedet for mange." Guds rige, som Kristus forkyndte, var af en så anden karakter end det, Salome og hendes sønner forventede, at det, langt fra at fremtræde i blændende pragt med fremtrædende magtstillinger for ivrige aspiranter, skulle være et åndeligt hjem for forløste syndere. Mennesker, der blev holdt fanget af synden, måtte løskøbes, for at de kunne være frie til at blive rigets undersåtter, og derfor måtte løsesumsgerningen, Kristi lidelser og død, ligge ved selve grundvolden for dette rige. Behovet for løsesum forudsætter et forbrudt liv; den betalte løsesum sikrer liv og frihed; det liv, som Kristus giver, kommer gennem hans løskøbende død.

3. Salmerne og Job:

Ud over de steder i Mosebøgerne, som vi har bemærket, bør der særlig nævnes de to store steder, som så nært berører behovet for åndelig forløsning og står på linje med denne store udtalelse af Kristus. Sl 49,7; Sl 49,8: "Ingen af dem kan på nogen måde forløse (padhah; lutroo) sin broder eller give Gud en løsesum (kopher; exilasma) for ham (for forløsningen af deres liv er kostbar, og den slår fejl for evigt)." (Hebraisk har pidhyon for "forløsning"; græsk har "prisen for hans sjæls forløsning".) Ingen menneskelig magt eller kunnen, ingen betaling i penge eller tjeneste eller liv kan nytte til at løskøbe nogen sjæl fra den dom, som synden medfører. Men i Sl 49,15 udtrykkes det sejrende håb: "Men Gud vil forløse (padhah; lutroo) min sjæl fra Sheols magt." I Job 33,24: "Fri ham fra at fare ned i graven, jeg har fundet en løsesum": Gud er den talende, og hvad end den særlige eksegese af stedet måtte være i dets oprindelige anvendelse, rummer det sikkert en foregribelse af evangeliets forløsning. Dette guddommelige eureka forklares i lyset af Kristi udtalelse; det finder sin virkeliggørelse gennem korset: "Jeg har fundet en løsesum," for "Menneskesønnen" har givet "sin sjæl som løsesum for mange."

4. Apostolsk lære:

Denne store udtalelse af Frelseren kan med rette betragtes som kimen til hele den apostolske lære om forløsningen, men det er ikke vores opgave at vise dens udfoldelse ud over at bemærke, at forløsningen i apostolsk tanke altid var forbundet med Kristi død, hans offer.

Således siger Paulus (Ef 1,7): "I ham har vi vores forløsning ved hans blod." Således Peter (1 Pet 1,18; 1 Pet 1,19): "I blev forløst, ikke med forgængelige ting .... men med dyrebart blod, som af et lam uden fejl og uden plet, nemlig Kristi blod." Sådan vises det også i Hebr 9,12, at Kristus "ved sit eget blod gik ind én gang for alle i det hellige sted og vandt evig forløsning"; og i Åbenbaringen (Åb 5,9) lyder sangen: "Du blev slagtet, og med dit blod købte du mennesker til Gud af hver stamme," osv. I alle disse steder, undtagen det sidste, er der et ekko af netop det ord, Kristus brugte, apolutrosis og lutrosis, som begge er forbundet med lutron. I 1 Tim 2,5; 1 Tim 2,6 har Paulus et endnu tættere verbalt sammenfald, når han siger: "Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle" (antilutron). Ordet, der bruges i Åbenbaringen, er agorazo, at købe på det åbne marked, og det bruges ofte om Kristi forløsende gerning (Åb 14,3; Åb 14,4; 2 Pet 2,1; 1 Kor 6,20; 1 Kor 7,23). De to steder, hvor Paulus bruger det, tilføjer han midlet til købet: "I blev købt med en pris," hvilket fra hans synspunkt ville svare til løsesum. I stedet i Gal 3,13; Gal 4,5 bruger Paulus sammensætningen exagorazo, som svarer til "forløse, frikøbe, befri ved at betale prisen."

5. Til hvem blev løsesummen betalt?:

Spørgsmålet "Hvem modtager løsesummen?" rejses ikke direkte i Skriften, men det er et spørgsmål, som ikke unaturligt melder sig for tanken, og teologer har besvaret det på forskellige måder.

(1) Ikke til Satan.

Den tanke, som nogle af fædrene (Irenaeus, Origenes) nærede, at løsesummen blev givet til Satan, der opfattes som én, der gennem menneskets synd havde et retfærdigt krav på det, et krav som Kristus anerkender og opfylder, er grotesk og får ikke på nogen måde støtte i Skriften.

(2) Til guddommelig retfærdighed.

Men når man afviser den, er der ingen grund til at gå så langt som til at nægte, at der findes noget, der svarer til en virkelig løskøbelseshandling. Alt, hvad vi har sagt, viser, at Kristus, ikke blot i billedlig tale, men i frygtelig virkelighed, gav "sit liv som løsesum"; og hvis vores tanke kræver et svar på spørgsmålet om, til hvem løsesummen blev betalt, synes det på ingen måde urimeligt at tænke på Guds retfærdighed, eller Gud i hans egenskab af moralsk hersker, som den der kræver og modtager den. I alt, hvad Skriften hævder om soning, offer og forsoning i forhold til Kristi gerning, ligger det underforstået, at der er vrede, som skal afvendes, nogen, der skal formildes eller tilfredsstilles; og skønt det kan være nok ganske enkelt at tænke på virkningerne af Kristi forløsende gerning ved at sætte os fri fra Lovens straffekrav--syndens retfærdige dom--synes det ikke at gå ud over Skriftens ånd at drage den logiske slutning, at løsesummens pris blev betalt til vogteren af den hellige lov, forvalteren af evig retfærdighed. "Kristus forløste os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os" (Gal 3,13). Denne væsentlige, grundlæggende side af forløsningen er det, teologer med god støtte i Skriften har kaldt forløsning ved blod eller ved pris, til forskel fra det praktiske resultat af Kristi gerning i det liv, som er forløsning ved kraft.

(a) Forløsning ved pris:

Hvad angår Satans krav, udøver Kristus, ved at have betalt løsesummens pris og derved sikret sig retten til at forløse, sin magt på vegne af den troende synder. Han anerkender ikke Satans ret. Han er den "stærke mand", der lovmæssigt holder sine fanger, og Kristus, "den stærkere end han", overvinder ham og tager hans bytte og sætter hans fanger fri (Luk 11,21; Luk 11,22). I én forstand kan det siges, at mennesker har solgt sig selv til Satan, men de havde ingen ret til at sælge, og han ingen ret til at købe, og Kristus ser bort fra den handel og gør "ham til intet, som havde dødens magt, det vil sige Djævelen" (Hebr 2,14), og er således i stand til at "befri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde været under trældom" (Hebr 2,15).

(b) Forløsning ved kraft:

Mange af Det Gamle Testamentes passager om den forløsning, der blev udført for Guds folk, illustrerer denne forløsning ved magt, og forløsningen ved magt er altid grundlagt på forløsningen ved betaling; frigivelsen følger efter løsesummen. I Israels tilfælde var der først forløsningen ved blod--det stænkede blod fra påskelammet, som beskyttede mod ødelæggerenglen (2 Mos 12)--og derefter fulgte forløsningen ved magt, da Jahve med stærk hånd førte sit folk ud af Egypten (2 Mos 13,14), og i sin barmhjertighed førte det folk frem, som han havde forløst (2 Mos 15,13).

Sådan også under evangeliet: Når »han har besøgt og skaffet forløsning for sit folk« (Luk 1,68), kan han »give os, at vi, befriet fra vore fjenders hånd, skal tjene ham uden frygt« (Luk 1,74). Det er, fordi vi i ham har vor forløsning ved hans blod, at vi kan blive befriet fra mørkets magt (Kol 1,13; Kol 1,14).

Se videre forløser, forløsning.

LITTERATUR.

Se værker om nytestamentlig teologi (Weiss, Schmid, Stevens osv.); artikler i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind); Hastings, Dictionary of Christ and the Gospels. Archibald M'Caig