lit ('or, ma'or; phos; mange andre ord):

1. Lysets oprindelse

2. Et omfattende udtryk

(1) Naturligt lys

(2) Kunstigt lys

(3) Mirakuløst lys

(4) Mentalt, moralsk, åndeligt lys

3. En egenskab ved hellighed

(1) Gud

(2) Kristus

(3) Kristne

(4) Kirken

4. Symbolik

5. Udtryksfulde betegnelser

1. Lysets oprindelse:

Skabelsen af lyset var det første skridt i skabelsen af liv. "Der skal være lys" (1 Mos 1,3) var Guds første ord, talt efter at hans skabende Ånd "bevægede sig" over det oprindelige materiale, hvoraf han skabte himlen og jorden, og som, indtil dette ord blev udtalt, lå i mørkets og ødelæggelsens kaos. Noget, muligvis beslægtet med nordlysets altgennemtrængende elektromagnetiske aktivitet, trængte ind i verdens kaotiske nat. Lysets endelige samling (på skabelsens 4. dag, 1 Mos 1,14) i sole, stjerner og solsystemer bragte den første skabende proces til fuldendelse, som den væsentlige betingelse for alt organisk liv. Lysets oprindelse finder således sin forklaring i Guds hensigt og selve natur, han som Johannes definerer ikke blot som lysets ophav, men i en altomfattende betydning som lyset selv: "Gud er lys" (1 Joh 1,5).

2. Et omfattende udtryk:

Ordet "lys" er guddommeligt rigt i sin omfattende betydning og sit indhold. Dets materielle glans bruges gennem hele Skriften som symbol og synonym for alt, hvad der er lysende og strålende i menneskers og engles mentale, moralske og åndelige liv; mens den evige Gud, på grund af sin hellighed og moralske fuldkommenhed, skildres som den, der "bor i et lys, man ikke kan nærme sig" (1 Tim 6,16). Hver side af ordet, fra det oprindelige lys i den naturlige verden til den himmelske åndelige herlighed, findes i Den hellige Skrift.

(1) Naturligt lys.

Dagens lys (1 Mos 1,5); solens, månens og stjernernes lys; "lys på himmelhvælvingen" (1 Mos 1,14-18; Sl 74,16; Sl 136,7; Sl 148,3; Præd 12,2; Åb 22,5). Dets kendetegn er skønhed, stråleglans, nytte. Det "glæder hjertet" (Ordsp 15,30); "Sandelig, lyset er sødt" (Præd 11,7); uden det snubler mennesker og er hjælpeløse (Joh 11,9; Joh 11,10); det er noget, de venter på med uudsigelig længsel (Job 30,26; jf. Sl 130,6). Liv, glæde, aktivitet og alle velsignelser er afhængige af lys.

Lys og liv er næsten synonyme for indbyggerne i Israels land, og på samme måde mørke og død. Deres land er solskinnets land. Når de rejser til andre lande med overskyet himmel, er deres eneste tanke at vende tilbage til deres fædrelands klarhed og solskin. I Israels land er der næppe en dag i hele året, hvor solen ikke skinner en del af dagen, mens der i fem måneder af året næsten ikke er nogen afbrydelse af solskinnet. Tiden regnes fra solnedgang til solnedgang. Dagens arbejde slutter, når mørket kommer. "Mennesket går ud til sit arbejde og til sit slid indtil aftenen" (Sl 104,23).

Den pludselige overgang fra mørke til lys ved solens opgang og solens forsvinden om aftenen er mere slående end i mere nordlige lande, og det er ikke mærkeligt, at der i oldtiden skulle være opstået en tilbedelse af solen som giveren af lys og lykke, og at Job skulle nævne fristelsen til soldyrkelse, da han "betragtede solen, når den skinnede, eller månen vandre i klarhed" (Job 31,26). Den hårdeste plage i Egypten næst efter drabet på de førstefødte var den mørkeplage, der faldt over egypterne (2 Mos 10,23). Denne kærlighed til lyset finder udtryk både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i en meget omfattende brug af ordet til at udtrykke de ting, som er mest ønskværdige og mest hjælpsomme for mennesket, og i denne forbindelse finder vi nogle af de smukkeste billeder i Bibelen.

(2) Kunstigt lys.

Når det naturlige lys svigter, skaffer mennesket sig ved opdagelse eller opfindelse en midlertidig erstatning, hvor svag og utilstrækkelig den end måtte være. De gamle hebræere havde "olie til lyset" (2 Mos 25,6; 2 Mos 35,8; 3 Mos 24,2) og lamper (2 Mos 35,14; Matt 5,15). "Der var mange lys (lampas) i salen ovenpå" i Troas, hvor Paulus prædikede indtil midnat (ApG 20,8); således Jer 25,10 i Revised Version (britisk og amerikansk), "lampens lys"; King James Version, "lys".

(3) Mirakuløst lys.

Da den frygtindgydende plage med "tykt mørke" i tre dage omsluttede egypterne, skræmte dem og gjorde dem hjælpeløse, "havde alle Israels børn lys i deres boliger" (2 Mos 10,23). Hvad enten mørket skyldtes en guddommeligt ordnet naturlig årsag, eller lyset var dagens naturlige lys, var den proces, som bevarede de spredt boende israelitter fra det omgivende mørke, overnaturlig. Mirakuløs var også, selv om den virkede gennem naturlige midler, den "ildsøjle", der gav lys til israelitterne, da de flygtede fra Farao (2 Mos 13,21; 2 Mos 14,20; Sl 78,14): "Han førte dem .... hele natten med ildens lys." Overnaturlig var glansen ved Kristi forklarelse, som gjorde "hans klæder .... hvide som lyset" (Matt 17,2). Under samme kategori placerer Paulus "det store lys", der "pludselig strålede omkring ham fra himlen" på vejen til Damaskus (ApG 22,6; jf. ApG 9,3). I disse sjældne tilfælde var det overnaturlige lys ikke blot symbolsk for et indre åndeligt lys, men også, i det mindste delvis, et redskab til at åbenbare det eller berede vejen for det.

(4) Mentalt, moralsk, åndeligt lys.

Det naturlige lys' fænomener har deres modstykke i menneskets indre liv. Få ord egner sig med sådan skønhed og træfsikkerhed til at beskrive det åndelige livs erfaringer, tilstande og stråleglans. Derfor bruger Skriften i vid udstrækning "lys" i overført betydning. Det er lånt fra den naturlige verden, men er ikke desto mindre i sig selv egnet til at skildre åndelige virkeligheder. I det verdslige liv drages der en tydelig skillelinje mellem intellektuel og åndelig kundskab og oplysning. Uddannelse, der oplyser sindet, kan lade det moralske menneske uberørt. Denne skelnen findes sjældent i Bibelen, som behandler mennesket som et åndeligt væsen og betragter dets evner som indbyrdes afhængige i deres virke.

(a) Nogle få steder henviser dog til det lys, der især kommer til intellektet eller sindet gennem guddommelig undervisning, f.eks. Sl 119,130: "Dine ords åbning giver lys"; således også Ordsp 6,23: "Loven er lys." Selv her omfatter undervisningen moralsk såvel som mental oplysning.

(b) Moralsk: Job 24,13; Job 24,16 har udelukkende med menneskets moralske holdning til sandheden at gøre: "gør oprør mod lyset"; "kender ikke lyset." Es 5,20 beskriver en moralsk forvirring og blindhed, som ikke kan skelne lys fra mørke.

(c) For det meste hører lys og liv dog sammen. Det er frelsens frugt: "Jahve er mit lys og min frelse" (Sl 27,1). "Lys", brugt billedligt, har først og fremmest med åndeligt liv at gøre, også den oplysning, der gennemstrømmer alle sjælens evner: intellekt, samvittighed, fornuft, vilje. På det moralske område afhænger oplysningen af disse evner helt af åndens fornyelse. "I dit lys .... ser vi lys" (Sl 36,9); "Livet var menneskers lys" (Joh 1,4).

Lys er en egenskab ved hellighed og således en personlig kvalitet. Det er Guddommens udstråling.

3. En egenskab ved hellighed:

(1) Gud.

"Gud er lys, og i ham er der slet intet mørke" (1 Joh 1,5). Mørke er det universelle symbol på og den universelle tilstand af synd og død; lys er symbolet på og udtrykket for hellighed. "Israels lys skal blive til en ild, og hans Hellige til en flamme" (Es 10,17). Gud er ved sit nærvær og sin nåde for os et "underfuldt lys" (1 Pet 2,9). Hans helligheds og nærværs herlighed er de frelstes "evige lys" i himlen (Es 60,19; Es 60,20; Åb 21,23; Åb 21,14; Åb 22,5).

(2) Kristus.

Kristus, det evige Ord (logos, Joh 1,1), som sagde: "Der skal være lys" (1 Mos 1,3), er selv "udstrålingen af (Guds) herlighed" (Hebr 1,3), "det lys, som oplyser hvert menneske, der kommer ind i verden" (Joh 1,9) (sammenlign udsagnene om Visdommen i Salomos Visdom 7,25 f og om Kristus i Hebr 1,3; og se TROSBEKENDELSER; LOGOS; JOHANNÆISK TEOLOGI; VISDOM). Som den forudsagte Messias skulle han være "til lys for hedningerne" (Es 42,6; Es 49,6). Hans fødsel var opfyldelsen af denne profeti (Luk 2,32). Jesus kaldte sig selv "verdens lys" (Joh 8,12; Joh 9,5; Joh 12,46); som lys var han "Gud .... åbenbaret i kødet" (1 Tim 3,16 KJV). "Ordet var Gud" (Joh 1,1). Jesus som logos er Guds evige udtryk, ligesom et ord er udtryk for en tanke. I sit væsens trefoldige essens er Gud Liv (zoe) (Joh 5,26; Joh 6,57); Gud er Kærlighed (agape) (1 Joh 4,8); Gud er Lys (phos) (1 Joh 1,5). Således er Kristus, logos, som åbenbarer de tre sider af den guddommelige natur, Liv, Kærlighed og Lys, og disse tre er uadskillelige og udgør den herlighed, som disciplene så i ham, "herlighed som den enbårnes fra Faderen" (Joh 1,14). Ved at åbenbare og give liv bliver Kristus "menneskers lys" (Joh 1,4). Gud giver "lyset af kundskaben om (hans) herlighed i Jesu Kristi ansigt" (2 Kor 4,6), og denne frelse kaldes "lyset fra evangeliet om Kristi herlighed" (2 Kor 4,4). Kristus er således menneskers lærer, oplyser ("Kristus skal give dig lys," Ef 5,14 KJV), vejleder og frelser.

(3) Kristne.

Alle, som opfanger og afspejler Guds og Kristi lys, kaldes "lys", "lys".

(a) Johannes Døber: "et brændende og skinnende lys" (Joh 5,35 KJV). Det er betydningsfuldt, at denne førkristne profet blev betegnet luchnos, mens den nye husholdnings disciple kaldes phos (Matt 5,14): "I er verdens lys."

(b) Fra da af blev kristne og hellige kaldt "lysets børn" (Luk 16,8; Joh 12,36; Ef 5,8), og det forventedes, at de skulle "ses som lys i verden" (Fil 2,15).

(c) Jøden, som ejede loven, mente fejlagtigt, at han var "et lys for dem, der er i mørke" (Rom 2,19).

(4) Kirken.

Zion skulle "stråle", fordi hendes `lys var kommet' (Es 60,1). Hedningerne skulle komme til hendes lys (Es 60,3). Hendes opgave som den, der oplyser verden, blev symboliseret i hendes præsteskabs udsmykninger. Urim på ypperstepræstens brystskjold betød lys, og selve navnet er blot flertalsformen af det hebraiske 'or. Det stod for åbenbaring, og tummim for sandhed. Kirken i den kristne husholdning skulle stråle endnu mere med Guds og Kristi lys. De syv menigheder i Asien blev ved Ånden åbenbaret for Johannes som syv gyldne lysestager og deres tjenere som syv stjerner, begge lysende med evangeliets åbenbarings lys. I Efeserbrevet er Kristus, som er verdens lys, kirkens hoved, mens kirken er hans legeme, gennem hvilket hans herlighed skal åbenbares for verden, "for at få alle mennesker til at se," osv. (Ef 3,9; Ef 3,10). "Ham være herligheden i kirken" (Ef 3,21), idet kirken bringer Gud herlighed ved at åbenbare hans herlighed for mennesker gennem sin gengivelse af Kristi liv og lys.

4. Symbolik:

Lys symboliserer:

(1) øjet: "Legemets lys er øjet" (Matt 6,22, KJV; Luk 11,34);

(2) årvågenhed: "Lad jeres lys (RV (britisk og amerikansk) "lamper") brænde," hvor billedet er hentet fra lignelsen om jomfruerne;

(3) beskyttelse, "rustning" (Rom 13,12), klædningen for et helligt og Kristus-lignende liv;

(4) området for den kristnes daglige vandring, "de helliges arv i lyset" (Kol 1,12);

(5) himlen, for den netop nævnte arv omfatter verden deroppe, hvor "Lammet er dens lys"

(6) fremgang, lindring (Est 8,16; Job 30,26), i modsætning til de gudløses ulykker, hvis "lys .... skal slukkes" (Job 18,5);

(7) fryd og glæde (Job 3,20; Sl 97,11; Sl 112,4);

(8) Guds velvilje, "dit ansigts lys" (Sl 4,6; Sl 44,3; Sl 89,15), og en konges velvilje (Ordsp 16,15);

(9) liv (Sl 13,3; Sl 49,19; Joh 1,4).

5. Udtryksfulde betegnelser:

Udtryksfulde betegnelser er:

(1) "lysets frugt" (Ef 5,9), dvs. godhed, retfærdighed, sandhed;

(2) "lys i Herren" (Ef 5,8), som angiver lysets kilde (sammenlign Es 2,5);

(3) "de helliges arv i lyset" (Kol 1,12), en nuværende erfaring, der munder ud i himlen;

(4) "lysenes Fader" (Jak 1,17), som betegner Skaberen af himmellegemerne;

(5) "underfuldt lys" (1 Pet 2,9), lyset fra Guds nærvær og fællesskab;

(6) "Vandre i lyset" (1 Joh 1,7), i lyset af Guds undervisning og ledsagelse;

(7) "bliver i lyset" (1 Joh 2,10), i kærlighed, guddommelig og broderlig;

(8) "Lyset fra Kristi herlige evangelium"; "lyset fra kundskaben om Guds herlighed" (2 Kor 4,4; 2 Kor 4,6 KJV).

Dwight M. Pratt