lat'-in: Var Romerrigets officielle sprog, ligesom græsk var handelens sprog. I Israels land var aramæisk folkesproget i landdistrikterne og de mere afsidesliggende byer, mens der i de førende byer blev talt både græsk og aramæisk. Disse kendsgerninger giver forklaringen på brugen af alle tre sprog i indskriften på Kristi kors (Matt 27,37; Mark 15,26; Luk 23,38; Joh 19,19). Således blev anklagen skrevet på det juridiske sprog og var teknisk korrekt samt genkendelig for alle befolkningsklasser. Udtrykket "latin" forekommer i Det Nye Testamente kun i Joh 19,20, Rhomaisti, og i Luk 23,38, Rhomaikois (grammasin), ifølge Codex Sinaiticus, A, D og N. Det er sandsynligt, at Tertullus fremførte sin anklage mod Paulus for Felix (ApG 24) på latin, selv om græsk blev tilladt i sådanne provinsdomstole ved dommerens velvilje. Det er også sandsynligt, at Paulus kendte og talte latin; jf. W.M. Ramsay, Pauline and Other Studies, 1906, 65, og A. Souter, "Did Paul Speak Latin?" The Expositor, april 1911. Det folkelige latin havde sin egen historie og udvikling med stor indflydelse på Vestens kirkelige terminologi. Se W. Bury, "The Holy Latin Tongue," Dublin Review, april 1906, og Ronsch, Itala und Vulgata, 1874, 480 f. Der er ingen tvivl om den gensidige indflydelse, som græsk og latin øvede på hinanden i de senere århundreder. Se W. Schulze, Graeca Latina, 1891; Viereck, Sermo Graecus, 1888.

Det er tvivlsomt, om den latinske syntaks tydeligt kan spores i koine (se LANGUAGE OF THE NEW TESTAMENT).

Deissmann (Light from the Ancient East, 117 f) finder ergasian didomi (operam dare) i et xyrhynchus-papyrusbrev af den folkelige type fra 2. århundrede f.Kr. (jf. Luk 12,58). En blytavle i Amorgus har krino to dikaion (jf. Luk 12,57). Papyrierne (2. århundrede e.Kr.) giver sunairo logon (jf. Matt 18,23 f). Moulton (Expositor, februar 1903, 115) viser, at to hikanon poiein (satisfacere) er lige så gammelt som Polybios. Selv sumbouilion lambanien (concilium capere) kan høre sammen med de øvrige, ligesom su opes (Matt 27,4), for videris (Thayer). Moulton (Prol., 21) og Thumb (Griechische Sprache, 121) betragter hele spørgsmålet om syntaktiske latinismer i Det Nye Testamente som uafklaret. Men se også C. Wessely, "Die lateinischen Elemente in der Gracitat d. agypt. Papyrusurkunden," Wien. Stud., 24; Laforcade. Influence du Latin sur le Grec. 83-158.

Der er latinske ord i Det Nye Testamente: især latinske egennavne som Aquila, Cornelius, Claudia, Clemens, Crescens, Crispus, Fortunatus, Julia, Junia osv., også blandt de kristne i Det Nye Testamente, foruden Agrippa, Augustus, Caesar, Claudius, Felix, Festus, Gallio, Julius osv.

Desuden finder vi i Det Nye Testamente gængse latinske handelsmæssige, finansielle og officielle udtryk som assarion (as), denarion (denarius), kenturion (centurio), kenos (census), kodrantes (quadrans), kolonia (colonia), koustodia (custodia), legeon (legio), lention (linteum), libertinos (libertinus), litra (litra), makellon (macellum), membrana (membrana), milion (mille), modios (modius), xestes (sextarius), praitorion (praetorium), sikarios (sicarius), simikinthion (semicinctium), soudarion (sudarium), spekoulator (speculator), taberna (taberna), titlos (titulus), phelones (paenula), phoron (forum), phragellion (flagellum), phragelloo (flagello), chartes (charta?), choros (chorus).

Dernæst møder vi sådanne adjektiver som Herodianoi, Philippesioi, Christianoi, som er dannet efter latinsk mønster. Markusevangeliet viser flere af disse latinske ord uden for egennavnene (jf. Rom 16), hvilket er naturligt, hvis hans evangelium virkelig blev skrevet i Rom.

Se også LATIN VERSION, THE OLD.

LITTERATUR.

Foruden den allerede nævnte litteratur, se Schurer, Jewish People in the Time of Christ, Div II, bind I, 43 ff; Krauss, Griechische und lateinische Lehnworter im Talmud (1898, 1899); Hoole, Classical Element in the New Testament (1888); Jannaris, Historical Greek Grammar (1897); W. Schmid, Atticismus, etc. (1887-97); Kapp, Latinismis merito ac falso susceptis (1726); Georgi, De Latinismis N T (1733); Draeger, Historische Syntax der lat. Sprache (1878-81); Pfister, Vulgarlatein und Vulgargriechisch (Rh. Mus., 1912, 195-208).

A. T. Robertson