(saphah, sepheth, "læbe", "sprog", "tale", "samtale" (også "rand", "grænse", "kyst", "bred" osv.), sapham, "(over)læbe", "overskæg", "skæg"; cheilos, "læbe" (også én gang "kyst" i citatet Hebr 11,12 = 1 Mos 22,17)):

(1) Læber står i orientalsk udtryksmåde for tale eller sprog, ligesom "mund" og "tunge"; derfor står de parallelt. "Sandheds læbe skal bestå for evigt, men en løgnagtig tunge er kun for et øjeblik" (Ordsp 12,19). "At skyde læben frem" (Sl 22,7) betyder at lave et spottende, foragteligt, hånligt ansigt. Da læberne er talens vigtigste redskab, finder vi talrige idiomatiske vendinger for "at tale", såsom: "læbernes ytring" (4 Mos 30,6; 4 Mos 30,8), "at udgå fra læberne" (4 Mos 30,12), "at åbne læberne" (Job 32,20), "at gå ud fra læberne" (Sl 17,1). Disse udtryk formidler som regel ikke den tanke, at ytringen blot kommer fra læberne, og at den mangler oprigtighed og hjertets samtykke, men undertiden er dette meningen, f.eks. "Dette folk nærmer sig mig, og med deres mund og med deres læber ærer de mig, men de har fjernet deres hjerte langt fra mig" (Es 29,13; sammenlign Matt 15,8). "Læbernes frugt" (Es 57,19 = Hebr 13,15) og "læbernes kalve" (Hos 14,2 KJV) betegner den lovprisning og taksigelse, der tilkommer Gud. "Glødende (KJV "brændende") læber" (Ordsp 26,23) er ensbetydende med veltalenhed. "At holde læberne tilbage" (Sl 40,9; Ordsp 10,19) betyder at tie, hvor den gudløse eller uforstandige ville ønske at hævde sine rettigheder.

Talrige andre udtryk behøver ingen yderligere forklaring, såsom "forvendte læber" (Ordsp 4,24), "uomskårne læber" (2 Mos 6,12; 2 Mos 6,30), "forstillede læber" (Sl 17,1), "løgnagtige læber" (Sl 31,18; Ordsp 10,18; Ordsp 12,22), "onde (eller falske) læber" (Ordsp 17,4), "urene læber" (Es 6,5), "fremmede (KJV "stammende") læber" (Es 28,11), "smigrende læber" (Sl 12,2; Sl 12,3; Ordsp 7,21), "retfærdige læber" (Ordsp 16,13).

(2) Det hebraiske ord sapham findes kun i udtrykket "at tildække læben eller læberne", som er et udtryk for sorg, underkastelse og skam. Orientalen dækker sine læber med hånden eller en del af sin klædning, når han er sunket ned i dyb bedrøvelse og sorg. Derved udtrykker han, at han ikke kan åbne sin mund under Guds hjemsøgelse. Til forskel fra almindelige sørgende blev Ezekiel dog forbudt af Gud "at tildække sine læber" (Ez 24,17; se også Ez 24,22), dvs. at sørge på sædvanlig måde over Israels fald, eftersom Israel selv havde bragt disse domme over sig. Den spedalske, offer for en uhelbredelig sygdom, går omkring med flængede klæder og uredt hår, tildækker sine læber og råber: "Uren, uren!" (3 Mos 13,45). Tanken her er, at selv ånden fra en sådan kan besmitte. Profeten opfordrer alle seere og spåmænd, som Gud har nægtet kundskab om fremtiden, til at tildække deres læber i skam og forvirring (Mika 3,7).

H. L. E. Luering