ag'-ri-kul-tur, ag'-ri-kul-chur:

I. LANDBRUGETS UDVIKLING

II. KLIMATISKE FORHOLD OG FRUGTBARHED

III. LANDBRUGSMÆSSIGE SYSler 1. Korndyrkning (1) Pløjning og såning (2) Høst (3) Tærskning 2. Pasning af vingårde 3. Opdræt af hjorde I. Landbrugets udvikling.

Man kan i Syrien og Israels land i dag være vidne til de forskellige stadier af social fremgang, som folkene på Bibelens tid gennemgik, og hvor udviklingen af deres landbrug spillede en vigtig rolle. Mod øst vandrer Ismaels sønner stadig i stammer fra sted til sted, afhængige af deres dyr til føde og klæder, medmindre de ved et røvertog kan sikre sig jordens frugter fra folk, for det meste af deres eget blod, som har opgivet vandrelivet og ernærer sig ved at dyrke jorden. Der er kun et kort skridt fra dette grænseliv til det mere beskyttede område mod Middelhavet, hvor vandrerne i forholdsvis fredelige omgivelser bliver bofaste. Hvis landet, som de er kommet i besiddelse af, er goldt og uden vand, bliver de forarmede både legemligt og åndeligt; men hvis de har valgt de sjældnere steder, hvor underjordiske strømme bryder frem i dale dækket af alluviale aflejringer (2 Mos 3,8), trives de, og der opstår et mere kompliceret samfundsliv med tjenere, daglejere, gartnere osv. En arbejdsdeling følger. Nogle forlader jorden til fordel for håndværk og erhverv, men er stadig afhængige af deres bonde-naboer for deres underhold. (1 Kong 5,11) Sådan var den mangfoldighed af liv hos det folk, som Jesus levede iblandt, og hos deres forfædre og hos landets indbyggere længe før Israels børn kom for at tage det i besiddelse. Bibelhistorien beskæftiger sig med hebræerne i en periode, hvor en stor del af dette folk var optaget af agrare sysler; derfor finder vi dens sider fulde af henvisninger til landbrugsmæssige beskæftigelser.

II. Klimatiske forhold og frugtbarhed.

Med så varierede klimatiske forhold og frugtbarhed var dyrkningsmåden, såtiden og høsten forskellige selv i områder, der lå tæt op ad hinanden. På kystsletterne og i den lave Jordandal var jorden som regel rig, og sæsonen kom tidligt, mens plantnings- og høsttiderne i bjergområderne og de høje indre sletter lå fra to uger til en måned senere. For at udnytte jorden på bjergskråningerne var terrassering ofte nødvendig.

Eksempler på disse gamle terrasser findes stadig. På de ubevande sletter kunne afgrøderne kun dyrkes om vinteren og foråret, dvs. i regntiden. Disse distrikter tørrede ud i maj eller juni og lå brak i den regnløse sommer. Det samme gjaldt bjergområderne og dalene, undtagen hvor vand fra en bæk kunne ledes bort fra sit leje og spredes over markerne. I sådanne distrikter kunne afgrøder dyrkes uafhængigt af årstiderne. Se kunstvanding.

III. Landbrugsmæssige sysler.

For at værdsætte de mange henvisninger i Bibelen til landbrugsmæssige sysler og vor Herres hyppige hentydninger til markerne og deres produkter, må vi huske, hvor forskellige omgivelserne var for datidens bønder fra dem, som de fleste af os lever i eller kender til. Den viden, vi har om disse sysler, er hentet fra sådanne henvisninger, som afslører metoder, der har stor lighed med dem, der bruges i dag. Den stærke tendens til at modsætte sig forandring, som viser sig overalt i landet, og overlevelsen af gamle beskrivende ord i nutidens sprog bekræfter yderligere vores tro på, at vi nu i dette land er vidne til netop de arbejdsprocesser, som blev brugt for to tusind eller flere år siden. Det ville være mærkeligt, hvis der ikke fandtes en række forskellige måder, hvorpå det samme mål blev opnået, når vi husker, at det hebraiske folk drog nytte af egypternes, babyloniernes og indbyggerne i det land, de havde gjort til deres, erfaringer, såvel som af dets senere europæiske erobreres. Af denne grund hjælper de tegninger, der findes på de egyptiske monumenter, og som skildrer landbrugsscener, os med at forklare de sandsynlige metoder, der blev brugt i Israels land.

Tre grene af landbruget var mere fremtrædende end de øvrige: korndyrkning, pasning af vingårde (4 Mos 18,30) og opdræt af hjorde. De fleste husstande ejede marker og vingårde, og de rigere føjede dertil en rigdom af hjorde. Beskrivelsen af Jobs rigdom (i Job 1) viser, at han var beskæftiget med alle disse sysler. Hizkijas rigdomme, som de opregnes i 2 Krøn 32,27; 2 Krøn 32,28, antyder aktivitet inden for hver af disse grene.

1. Korndyrkning:

I denne og de følgende beskrivelser vil nutidige metoder, for så vidt de svarer til gamle optegnelser, blive behandlet.

(1) Pløjning og såning.

På sletterne er der kun brug for lidt eller ingen forberedelse til pløjning, men i bjergområderne samles de større sten, som den foregående sæsons jordbearbejdning har løsnet, og som vinterregnen har skyllet fri, op og lægges i bunker på en eller anden afsats eller kastes ud på stierne, som derved bliver hævet over de marker, de krydser. (Se mark.) Hvis der skal sås korn, spredes sæden bredt ud af såmanden. Hvis jorden ikke har været brugt i nogen tid, pløjes jorden først, og når sæden er spredt, pløjes den igen. Såmanden kan opbevare sit forråd af sæd i en lomme, der er lavet ved at trække sin yderklædning op gennem sit bælte i tilstrækkelig grad til, at den hænger ned uden for bæltet i form af en løs pung. Han kan på den anden side bære den i en krukke eller kurv, sådan som såmændene er afbildet på de egyptiske monumenter. Så snart sæden er spredt, pløjes den ned, før de allestedsnærværende krager og ravne kan samle den op. Plovens bane på markerne i bjergområderne er bugtet på grund af klippeblokke, der stikker frem hist og her (Matt 13,3 ff), eller på grund af klippeafsatser, som ofte ligger skjult lige under overfladen (de stenede steder i Kristi lignelse).

Når plovmanden respekterer de fodstier, som ejeren af tolerance har ladet blive trådt hen over hans marker, eller som markerer skellene mellem forskellige ejeres jord, og lader dem være upløjede, bliver den sæd, der er faldet på disse steder, til føde for fuglene. Hjørner af marken, hvor ploven ikke kan nå, hakkes med håndkraft. Nedharvning, sådan som vi kender den, praktiseres ikke i dag, undtagen på nogle af de større sletter, og blev sandsynligvis ikke brugt i Israels land i tidligere tider. Se harve.

(2) Høst.

Når pløjningen er overstået, ligger markerne øde hen indtil efter vinterregnen, medmindre en usædvanlig voldsom storm med regn og hagl (2 Mos 9,25) har ødelagt de unge skud. Da foretages en ny såning. I april, hvis de varme østenvinde ikke har svedet kornet (se BLASTING), begynder byggen at modne. Hveden følger fra en uge til seks uger senere, afhængigt af højden over havet. Hen imod slutningen af maj eller i den første uge af juni, som markerer begyndelsen på den tørre årstid, begynder høsten. Hele familier flytter ud fra deres landsbyhjem for at tilbringe tiden på markerne, indtil høsten er ovre. Mænd og kvinder deltager i arbejdet med at skære kornet. En håndfuld korn samles ved hjælp af en segl, der holdes i højre hånd. De strå, der på den måde er samlet i et bundt, gribes så med venstre hånd, og samtidig gives der et træk, som skærer nogle af stråene af nogle få tommer over jorden (se stubbe) og trækker resten op med rødderne. Disse håndfulde lægges bag høstfolkene og samles op af hjælperne (se aks-samling), som regel børnene, og lægges i bunker for at blive transporteret til tærskepladsen.

(3) Tærskning.

Tærskepladserne anlægges på markerne, helst på et udsat sted, så man får fuldt udbytte af vinden. Hvis der er fare for røvere, samles de tæt ved landsbyen. Pladsen er et plant, cirkelformet område på 25 til 40 fod i diameter (ca. 7,5-12 m), som gøres klar ved først at samle stenene fra, derefter væde jorden, stampe eller tromle den og til sidst feje den. En kant af sten omgiver som regel pladsen for at holde kornet inde. Kornnegene, som er blevet bragt på ryggen af mennesker, æsler, kameler eller okser, dynges op på dette område, og processen med at trampe kornet ud begynder. Nogle steder bindes flere dyr, almindeligvis okser eller æsler, side om side og drives rundt og rundt på pladsen. Andre steder spændes to okser sammen for en slæde, hvis underside er besat med stykker af basaltsten. Denne slæde, som føreren, og måske hans familie, sidder eller står på, føres i en cirkelbane hen over kornet. I endnu andre egne bruges et redskab, der ligner en hjulharve, og hvis høje alder bekræftes af de egyptiske optegnelser. Forsyningen af utærsket korn holdes i midten af pladsen. Noget af det trækkes fra tid til anden ned i dyrenes bane. Hele tiden vendes det delvist tærskede korn med en fork. Stråene bliver gradvis brudt i korte stykker, og avnerne omkring kornet rives af. Denne blanding af avner og korn må nu renses ved kastning. Det gøres ved at kaste den op i luften, så vinden kan blæse avnerne bort (se kastning). Når avnerne er væk, kastes kornet i en træbakke for at skille sten og jordklumper fra, som hang fast ved rødderne, da kornet blev høstet. Forskellen i vægt mellem stenene og kornet gør adskillelse ved denne proces mulig (se sigte). Kornet stanges nu sammen i dynger og bliver mange steder også forseglet. Denne proces består i at presse et stort træsegl mod dyngen. Når redskabet fjernes, efterlader det et aftryk, som ville blive ødelagt, hvis noget af kornet blev taget bort. Dette gør det muligt for myndighedernes embedsmænd at føre regnskab med tienden og sætter ejeren i stand til at opdage ethvert tyveri af korn. Indtil hveden overføres til sække, sover nogen ved dyngerne på tærskepladsen. Hvis hveden skal opbevares til forbrug i hjemmet, vaskes den ofte først med vand og bredes ud på måtter af gedehår for at tørre, før den lægges i de rum i væggene, som findes i hvert hus (se forrådshuse). Tidligere blev hveden kun malet efter behov. Dette var da en huslig opgave, som blev udført med håndkværnen eller morteren (se mølle).

2. Pasning af vingårde:

Der kunne ikke gives et klarere billede, som svarer til nutidig praksis i vindyrkning (se vinranke) i Israels land, end det, der nævnes i Es 5,1; Es 5,6. Druer spillede sandsynligvis en vigtig rolle i kosten på Bibelens tid, ligesom de gør i dag. I sæsonen, som begynder i juli og varer i mindst tre måneder, betragter den fattigste bonde såvel som den rigeste godsejer druer som en nødvendig del af mindst ét måltid hver dag. Druerne blev ikke kun spist friske, men blev lavet til vin (se vinpresse). Der findes dog ingen parallel i Bibelen til den sirup, som fremstilles ved at koge frisk druesaft ind. Nogle forfattere mener, at dette stof var ment i nogle passager, der er oversat med vin eller honning, men det er tvivlsomt. Pasningen af vingårdene passede godt ind i bondens rutine, eftersom det meste af den nødvendige opmærksomhed kunne gives, når de andre afgrøder ikke krævede tid.

3. Opdræt af hjorde:

Lederne i det gamle Israel regnede deres hjorde som en nødvendig del af deres rigdom (se får). Når en mands hjorde var hans eneste ejendom, levede han ofte sammen med dem og førte dem ud og ind for at finde græsgange (Es 23; Matt 18,12), men en mand med andre interesser overlod denne opgave til sine sønner (1 Sam 16,11) eller til daglejere. Menneskenaturen har ikke ændret sig siden den tid, da Kristus skelnede mellem den sande hyrde og daglejeren (Joh 10,12). Kort tid efter at disse ord blev skrevet, så forfatteren en daglejer forbande og mishandle de vildfarne medlemmer af en hjord, som han drev frem, ikke ledte, sådan som gode hyrder gør. Hjorden gav både føde og klæder. Mælken fra kameler, får og geder blev spist frisk eller lavet til syrnet mælk, smør eller ost. Sjældnere blev kødet fra disse dyr spist (se føde). Bondens yderkappe er stadig lavet af garvet fåreskind eller vævet af gedehår eller uld (se vævning). De forskellige landbrugsarbejder behandles mere udførligt under deres respektive navne (se disse). James A. Patch