la'-ban: Personen ved navn Laban, labhan; (Laban, muligvis forbundet med roden, der betyder “at være hvid”, hvorfra det hebraiske tillægsord med betydningen “hvid” netop har denne form) præsenteres første gang for læseren af Første Mosebog i fortællingen om bejlingen til Rebekka (Første Mosebog 24). Han tilhørte den gren af Teras familie, som nedstammede fra Abrahams bror Nakor og hans niece Milka. Slægtslinjen for denne gren føres i 1 Mos 22,20-24; men tro mod sit formål og den plads, den indtager i bogen, fører denne slægtslinje familien frem til Rebekka og standser dér uden at nævne Laban. Derfor omtales Rebekka, da hun præsenteres i fortællingen i Første Mosebog 24, på en måde (24,15.24), der minder læseren om den slægtslinje, som allerede er givet; men da hendes bror Laban præsenteres (24,29), knyttes han til sin søster ved den udtrykkelige meddelelse: “Og Rebekka havde en bror, og hans navn var Laban.” I dette kapitel spiller han en fremtrædende rolle ved modtagelsen af Abrahams tjener og i afgørelsen af sin søsters fremtid. At brødre havde en effektiv stemme i deres søstres ægteskab, er tydeligt ikke blot fra udenbibelske kilder, men fra Bibelen selv; se f.eks. Højs 8,8. I 1 Mos 24 er Laban dog måske mere fremtrædende, end selv en sådan skik kan forklare (jf. 24,31.50.55), og vi ledes til allerede i ham at se den samme handlekraft og egotisme, som i rigeligt mål viser sig i fortællingerne fra hans senere liv. Mandens ivrige gæstfrihed (vers 31), som kommer umiddelbart efter hans mentale optælling af de gaver, gæsten havde givet hans søster (24,30), er sædvanligvis, og med rette, blevet betragtet som et bevis på den samme grådighed, der er hans mest iøjnefaldende kendetegn i de følgende kapitler.

Fortællingen om denne senere periode i Labans liv er så tæt sammenvævet med Jakobs livsløb, at der her kun behøver at tilføjes lidt til det, der siges om Laban i JAKOB, III, 2 (se dér). På tidspunktet for Jakobs ankomst er han allerede en meget gammel mand, for der var gået over 90 år siden Rebekkas afrejse. Alligevel fremstilles han selv ved slutningen af Jakobs 20 års ophold hos ham som stadig energisk og aktiv (1 Mos 31,19; 1 Mos 31,23), ikke blot rede til en nødsituation som forfølgelsen af Jakob, men også personligt tilsynsførende med driften af sine enorme hjorde.

Hans hjem er i Karan, “Nakors by”, det vil sige det sted, hvor Nakor og hans familie blev tilbage på det tidspunkt, da resten af Teras efterkommere udvandrede til Kanaan (1 Mos 11,31; 1 Mos 12,5). Da Karan og området omkring den, hvor hans hjorde græssede, hørte til det distrikt, der kaldtes Aram (se PADDAN-ARAM; MESOPOTAMIEN), kaldes Laban ofte “aramæeren” (English Versions of the Bible, “syreren”, fra Septuaginta 5 ho Suros); se 1 Mos 25,20; 1 Mos 28,5; 1 Mos 31,20; 1 Mos 31,24. Det er usikkert, hvor langt man kan indlæse racemæssigt slægtskab i dette udtryk, fordi oprindelsen og de indbyrdes forhold mellem de forskellige grupper eller lag i Sere-familien endnu ikke er klare. For Laban selv er det tilstrækkeligt, at han var semit og boede inden for det område, som tidligt blev beboet af dem, der talte den Sere-dialekt, vi kalder aramæisk. Denne dialekt fremstilles i fortællingen i Første Mosebog som allerede adskilt fra Kanaans dialekt, som var Jakobs modersmål; for “vidnehøjen”, som onkel og nevø rejste, før de skiltes (1 Mos 31,47), kaldes af den ene Jegar-saha-dutha og af den anden Galeed — udtryk, der er ens i betydning, det første aramæisk, det sidste hebraisk. (Ungnad, Hebrdische Grammatik, 1912, section 6 sætter tidspunktet for aramæisks adskillelse fra “amurritisk” til “omkring 1500 f.Kr.”; Skinner, “Genesis,” ICC, argumenterer for, at 1 Mos 31,47 er en glosse, efter Wellhausen, Dillmann, et al.)

Labans karakter er interessant at iagttage. På den ene side viser den en familielighed med portrætterne af alle hans slægtninge i patriarkgruppen, dog især med hans søster Rebekka, hans datter Rakel og hans nevø Jakob. Jo nærmere sådanne skikkelser er beslægtet med Laban, desto mere iøjnefaldende udviser de, som det passer sig, Labans blanding af snuhed, opfindsomhed, grådighed og selvtilfredshed. Og på den anden side er Labans karakter sui generis; det billede, vi får af ham, er for personligt og sammensat til blot at kunne betegnes som en “type”. Det er umuligt med nogen grad af tilfredshed for forskerverdenen at opløse denne mand Laban til en mytologisk skikkelse — han er helt igennem menneskelig — eller til en stammerepræsentant (f.eks. for “Syrien” over for “Israel” Lig Jakob). Hvad enten han er en skikkelse fra pålidelig familietradition eller fra folkelig fortællekunst, er Laban “en karakter”; og hans nære forbindelse med hovedpersonen i Israels nationale erindringer gør det højst sandsynligt, at han hverken er mere eller mindre historisk end Jakob selv (jf. JAKOB, VI).

J. Oscar Boyd