|| 1. Tekst

2. Kanonicitet

3. Forfatterskab

4. Kilder

5. Troværdighed

6. Særpræg

7. Datering

8. Analyse

LITTERATUR

1. Tekst:

De fem vigtigste uncialhåndskrifter (Codex Sinaiticus, Alexandrinus, Vaticanus, Ephraemi, Bezae) er hovedvidnerne til teksten i Lukasevangeliet. Denne gruppe styrkes af L, Codex Delta og Freer-håndskriftet (Detroit); R, T, X og Xi er også værdifulde i fragmenter. De øvrige uncialhåndskrifter har sekundær værdi. De latinske, egyptiske og syriske oversættelser er også af stor betydning. Der er 4 latinske oversættelser (afrikansk, europæisk, italiensk, Vulgata), 3 egyptiske (memfitisk, sahidisk, bohairisk), 5 syriske (curetonisk, sinaitisk, Peshitto, harkleansk, palæstinensisk eller jerusalemsk). Mange af de kursive (minuskel-) håndskrifter er også af betydelig værdi, ligesom nogle af citaterne hos kirkefædrene.

Blass, Philology of the Gospels (1898), har fremsat en teori om to recensioner af dette evangelium (en længere og en kortere), sådan som han mener, det også gælder Apostlenes Gerninger. I tilfældet Apostlenes Gerninger har teorien vundet en vis tilslutning (se Apostlenes Gerninger), men det gælder ikke i nævneværdig grad for evangeliet. Den vestlige tekst til evangeliet er den kortere tekst, mens den i ApG er den længere tekst. I begge tilfælde mener Blass, at den kortere tekst blev udsendt efter den længere og oprindelige tekst. Hans tanke er, at Lukas selv reviderede og udsendte den kortere tekst. I sig selv er dette naturligvis muligt, da begge bøger er stilet til en enkeltperson, Theofilus. Den anden udgave kan have været tiltænkt andre. Westcott og Hort, The New Testament in Greek, forklarer udeladelserne i den vestlige tekst til evangeliet som »vestlige ikke-interpolationer« og anser dem ofte for at være den sande tekst. Som eksempler kan man notere Luk 10,41; Luk 12,19; Luk 24,36; Luk 24,40; Luk 24,42, hvor den vestlige tekst er den kortere tekst. Dette er dog ikke altid tilfældet, for i 6,2 ff har Codex Bezae (D) det berømte afsnit om manden, der arbejder på sabbatten, som de andre dokumenter ikke gengiver. I Luk 3,22 har D læsemåden fra Sl 2,7 (»Du er min søn; i dag har jeg avlet dig«) i stedet for den sædvanlige tekst. Zahn (Introduction, III, 38) accepterer dette som den sande tekst. Der er ingen tvivl om interessen og værdien af de vestlige læsemåder hos Lukas, men det kan ikke siges, at Blass har fået gennemslag for sit synspunkt her. Marcions særlige lemlæstelse af evangeliet har sin egen interesse.

2. Kanonicitet:

Plummer (Commentary on Luke, lxxx) siger: »I anden halvdel af det 2. århundrede anerkendes dette evangelium som ægte og autoritativt; og det er umuligt at påvise, at det ikke var blevet anerkendt sådan på en langt tidligere dato.« På den anden side siger Schmiedel (Encyclopedia Biblica): »Denne ‘tradition’ kan imidlertid ikke spores længere tilbage end hen imod slutningen af det 2. århundrede (Irenæus, Tertullian, Clemens af Alexandria og Det Muratoriske Fragment); der er intet solidt grundlag for Zahns påstand (II, 175) om, at traditionens eksistens også kan findes så tidligt som hos Marcion, fordi denne forfatter, ud fra sin modvilje mod det tredje evangelium (som dog var det eneste, han optog i sin samling — ganske vist med ændringer), udelod den hædersbetegnelse, der anvendes om Lukas i Kol 4,14.« Her er de to synspunkter klart fremlagt. Schmiedel viser dogmatisk slagside og fordom mod Lukas. Julicher indrømmer imidlertid åbent (Intro, 330), at »de gamle var enstemmigt enige om, at forfatteren var den Lukas, Paulus’ discipel, som nævnes i Filem 1,24; 2 Tim 4,11, og som kaldes ‘lægen’ i Kol 4,14; formodentlig en indfødt fra Antiokia.« Denne udtalelse angår mere direkte spørgsmålet om forfatterskab end kanonicitet, men den er et godt svar på Schmiedels ret overlegne tone, når han nødig vil indrømme kendsgerningerne. Anerkendelsen af det tredje evangelium i Den Muratoriske Kanon (170 e.Kr.) er en kendsgerning af stor betydning. Det blev brugt i Tatians Diatessaron (ca. 170 e.Kr.) som et af de fire anerkendte evangelier (sammenlign Hemphill, Diatessaron of Tatian, 3 ff). Det forhold, at Marcion (140 e.Kr.) lemlæstede dette evangelium, så det passede til hans teologi, og således brugte det, er endnu mere betydningsfuldt (sammenlign Sanday, Gospels in the 2nd Century, Appendix). Andre kættere som valentinianerne (sammenlign Lightfoot, Biblical Essays, 5-7) gjorde brug af det, og Herakleon (sammenlign Clemens af Alexandria, Strom., iv.9) skrev en kommentar til det. Irenæus (slutningen af det 2. århundrede) citerer hyppigt fra dette evangelium. Han hævder, at der kun kunne være »fire« evangelier på grund af de fire verdenshjørner — ganske vist et absurd argument, men et stærkt vidnesbyrd om den almindelige accept af dette evangelium sammen med de tre andre. Det er unødvendigt at henvise til tilstedeværelsen af det tredje evangelium i den curetoniske syriske, den sinaitiske syriske og den afrikanske latinske oversættelse — oversættelser, der stammer fra det 2. århundrede — for ikke at tale om sandsynligheden for en tidlig datering af de memfitiske (koptiske) oversættelser. Eksempler på tidlig brug af dette evangelium forekommer i forskellige skrifter fra det 2. århundrede, som hos Justin Martyr (150 e.Kr.), De Tolv Patriarkers Testamente (ca. 140 e.Kr.), Celsus (ca. 160 e.Kr.), Peters evangelium (2. århundrede), Brevet fra menighederne i Lyon og Vienne (177 e.Kr.), sandsynligvis også Didache (2. århundrede), Clemens af Alexandria (190-202 e.Kr.), Tertullian (190-220 e.Kr.). Det er tvivlsomt med Clemens af Rom, Ignatius og Polykarp; og Barnabasbrevet synes ikke at gøre brug af det tredje evangelium. Men Clemens af Rom, Ignatius og Polykarp citerer Apostlenes Gerninger. Men den almindelige brug og accept af det tredje evangelium i begyndelsen af det 2. århundrede er helt sikkert hævet over rimelig tvivl. Det er ikke let at afgøre, hvornår den faktiske brug begyndte, fordi vi har så få data fra det 1. århundrede (sammenlign Plummer, Commentary, lxxiii).

Den kendsgerning, at forfatteren ikke var apostel, påvirkede bogens placering i nogle lister. De fleste håndskrifter og versioner har den almindelige rækkefølge, som bruges i dag, men den vestlige rækkefølge (Matthæus, Johannes, Lukas, Markus) findes i D, mange gammellatinske håndskrifter, den gotiske VS og De apostolske konstitutioner. Formålet var sandsynligvis at stille bøger skrevet af apostle sammen og først. Den gammellatinske har Lukas som nummer to (Johannes, Lukas, Markus, Matthæus), mens den curetonianske syriske har Lukas sidst af de fire. Minusklerne 90 og 399 har også Lukas som nummer to.

3. Forfatterskab:

De første forfattere, som bestemt nævner Lukas som forfatter til det tredje evangelium, hører til slutningen af det 2. århundrede. Det er Muratoris kanon (muligvis af Hippolytus), Irenæus, Tertullian og Klemens af Alexandria. Vi har allerede set, at Julicher (Introduction, 330) indrømmer, at de gamle var universelt enige om, at Lukas skrev det tredje evangelium. I den tidlige del af det 2. århundrede angav forfatterne som regel ikke navnene på forfatterne til de evangelier, de citerede. Det er derfor ikke rimeligt at bruge deres tavshed på dette punkt som bevis enten for, at de ikke kendte forfatteren, eller for, at de benægtede Lukas' forfatterskab. Julicher siger for eksempel (Introduction, 330): “Der findes ingen tradition, der fortjener navnet, om Lukas, som Papias ikke nævnte, eller i hvert fald ikke kendte.” Men vi skylder Eusebius alle de fragmenter, som vi har bevaret fra Papias' skrifter. Vores uvidenhed om Papias kan næppe lægges ham til last. Plummer (Commentary, xii) siger, at intet i bibelkritikken er mere sikkert end den kendsgerning, at Lukas skrev det tredje evangelium. På den anden side er Julicher (Introduction, 331) ikke villig til at lade det gå så let. Han kræver, at man appellerer til Apostlenes Gerninger, og dér (ibid., 447) benægter han lukansk forfatterskab undtagen for “vi”-afsnittene. J. Weiss (Die Schriften des Neuen Testaments; das Lukas Evang., 1906, 378) indrømmer, at hvis ikke ApG fandtes, ville der ikke være tilstrækkelig grund til at benægte, at Lukas, Paulus' discipel, var forfatter til det tredje evangelium. Et paulinsk synspunkt i dette evangelium indrømmes almindeligvis. Mange moderne kritikere tager det for givet, at Lukas' forfatterskab til ApG er modbevist, og at evangeliets forfatterskab derfor ligeledes falder bort. Sådan argumenterer Baur, Clemen, De Wette, Hausrath, Hilgenfeld, Holtzmann, Julicher, Pfleiderer, Schurer, Spitta, von Soden, J. Weiss, Weizsacker, Zeller. Mænd som Blass, Credner, Harnack, Hawkins, Hobart, Klostermann, Plummer, Ramsay, Renan, Vogel og Zahn holder fast ved traditionen om Lukas' forfatterskab, men Harnack er næsten irriteret (Luke the Physician, 1907, 6), eftersom “traditionens uforsvarlighed anses for så klart fastslået, at man i vore dage næppe finder det umagen værd at gendrive denne uforsvarlighed eller endda at lægge mærke til de konservative modstanderes argumenter.” Harnack fortsætter med at bede om at blive hørt. Jacobus (Standard Bible Dictionary) indrømmer, at “ApG ikke fortæller os mere om forfatteren, end evangeliet gør.” Det er sandt, hvad udtrykkelig omtale angår, men ikke hvad den naturlige følge angår. Det er rigtigt, at det sted, hvor man må begynde drøftelsen af Lukas' forfatterskab til evangeliet, er Apostlenes Gerninger. For en udførlig drøftelse af beviset for, at Lukas skrev Apostlenes Gerninger, se ACTS OF THE APOSTLES. Dér vises det, at den argumentationslinje, som har overbevist Harnack, lederen af den liberale kritik i Tyskland, burde overbevise enhver fordomsfri kritiker. Det betyder en hel del, når Harnack (Luke the Physician, 14) siger: “Jeg tilslutter mig Zahns ord (Einleitung, II, 427): ‘Hobart har bevist for enhver, som overhovedet kan værdsætte bevisførelse, at forfatteren til det lukanske værk var en mand, der var øvet i den græske lægekunsts videnskabelige sprog — kort sagt, en græsk læge.’ ” Her forudsættes det, at den argumentationslinje, der følges i artiklen om ACTS OF THE APOSTLES, er afgørende. Hvis det er tilfældet, er der kun lidt tilbage at gøre i form af særligt bevis for evangeliet. Forfatteren til ApG henviser udtrykkeligt (ApG 1,1) til en tidligere afhandling, som ligeledes var stilet til Theofilus. Dette finder vi at være tilfældet med det evangelium, der går under navnet Lukas (1,4). De kritikere, som indrømmer Lukas' forfatterskab til ApG og benægter Lukas' forfatterskab til evangeliet, er næppe værd at tage i betragtning.

Det er derfor i høj grad et overflødigt arbejde udførligt at give beviset ud fra indre grunde for, at Lukas skrev evangeliet, efter at man er blevet overbevist om Apostlenes Gerninger. Alligevel kan det være umagen værd i hovedtræk at skitsere argumentationslinjen, selv om den er meget enkel. Plummer (Comm., x-xvii) argumenterer for tre påstande:

(1) Forfatteren til det tredje evangelium er forfatteren til Apostlenes Gerninger.

(2) Forfatteren til ApG var en ledsager af Paulus.

(3) Denne ledsager var Lukas.

Harnack (The Ac of the Apostles, 1909) har med stor grundighed og dygtighed argumenteret for teorien om, at de samme sproglige særpræg forekommer i alle dele af Apostlenes Gerninger, også i »vi«-afsnittene. Han accepterer de fakta, som Hawkins (Horae Synopticae) har fremlagt, og tilføjer andre. Han er derfor enig i, at forfatteren til Apostlenes Gerninger var en ledsager af Paulus. Harnack er overbevist af Hobarts udtømmende arbejde (Medical Language of Luke) om, at denne forfatter var læge, sådan som vi ved, at Lukas var (Kol 4,14). Han viser, at dette gælder for forfatteren til Apostlenes Gerninger, ved brugen af »os« i ApG 28,10, som viser, at forfatteren til Apostlenes Gerninger modtog æresbevisninger sammen med Paulus, sandsynligvis fordi han udøvede lægegerning og behandlede mange (jf. Barnack, Luke the Physician, 15 f). Disse medicinske udtryk forekommer også i Lukasevangeliet, og den samme overordnede sproglige stil findes både i evangeliet og Apostlenes Gerninger. Hawkins har foretaget en omhyggelig undersøgelse af ligheder og variationer i stil i disse to bøger (jf. Horae Synopticae, 15-25, 174-89). Argumentet er så afgørende, som man kan forvente af en sådan bevisførelse. For videre drøftelse se Ramsay, Luke the Physician, 1908, 1-68; Zahn, Introduction, III, 160 ff. Der er ingen fænomener i evangeliet, som taler imod denne opfattelse, bortset fra den semitiske karakter i Lukas 1 og 2 (med undtagelse af den klassiske indledning 1,1-4). Skønt Lukas var hedning, har han i disse kapitler den mest semitiske fortælling i Det Nye Testamente. Men forklaringen er indlysende. Han bruger her semitisk materiale (enten mundtligt eller skriftligt) og har med sand kunstnerisk dygtighed bevaret originalens tone. Til en vis grad gælder det samme om de indledende kapitler i Apostlenes Gerninger.

4. Kilder:

Det synoptiske problem (se GOSPELS, THE SYNOPTIC) er stadig det vanskeligste inden for nytestamentlig kritik. Men Lukasevangeliet giver i det store og hele mere tilfredsstillende resultater, end det endnu er tilfældet med Matthæus.

(1) Enhed.

Hvis man accepterer, at bogen er forfattet af Lukas, er der ingen alvorlig tvivl tilbage om evangeliets enhed og integritet. Den forkortede udgave af Lukasevangeliet, som Markion brugte, miskrediterer ikke de dele af evangeliet, som han udelod. De er udeladt af læremæssige grunde (jf. Sanday, Gospels in the 2nd Century, kapitel viii). Hans læsemåder er interessante set fra tekstkritikkens synspunkt, ligesom citaterne hos andre tidlige forfattere er det, men hans udgave anfægter ikke for alvor værdien af Lukas' værk.

(2) Lukas' metode.

Lukas har meddelt sine arbejdsmetoder i en yderst klassisk indledning (1,1-4). Her får vi et glimt af forfatterens personlighed. Det er ikke muligt hos Markus eller Matthæus, og kun indirekte i flygtige skygger i det fjerde evangelium. Men her tager forfatteren åbenhjertigt læseren i fortrolighed og afslører sit standpunkt og sine kvalifikationer til den store opgave. Han skriver som en samtidig om den nære fortid, altid den vanskeligste historie at fortolke og ofte den mest interessante. Han taler om »de forhold, som er blevet fuldbyrdet iblandt os«, i vor tid. Han hævder ikke selv at have været øjenvidne til »de forhold«. Som vi allerede ved, var Lukas hedning og så tilsyneladende aldrig Jesus i kødet. Han indtager således en position uden for de store begivenheder, som han skal nedskrive. Han lægger ikke skjul på sin stærke interesse for beretningen, men han gør krav på den historiske ånd. Han ønsker at forsikre Theofilus om »sikkerheden angående de ting, hvori du er blevet undervist«. Han hævder at have undersøgt »alle tings forløb nøjagtigt fra begyndelsen«, netop som den sande historiker ville gøre. Han antyder dermed, at nogle af de forsøg, der var blevet gjort, i hvert fald havde været fragmentariske og i den udstrækning unøjagtige. Han har også frembragt en »ordnet« beretning, hvorved Theofilus kan få en ret forståelse af den historiske udvikling i de begivenheder, der er knyttet til Jesu fra Nazarets liv. Det forhold, at »mange har taget sig for at udarbejde en beretning om disse forhold«, afskrækker ikke Lukas fra hans opgave. Tværtimod bliver han derved tilskyndet (»også jeg fandt det godt«) til at give sin fortolkning af Jesu liv og gerning som resultat af sine undersøgelser. Han står ikke længere væk end én generation fra Jesu død. Han har den levende interesse, som er naturlig for en dannet efterfølger af Jesus, for oprindelsen til det, der var blevet en stor verdensbevægelse. Han er i stand til at nå frem til kendsgerningerne, fordi han har haft samkvem med øjenvidner til Jesus og hans gerning, »sådan som de overleverede dem til os, de som fra begyndelsen var øjenvidner og tjenere for ordet«. Lukas havde rig lejlighed i de to år i Cæsarea sammen med Paulus (ApG 24-26) til at foretage omhyggelige og omfattende undersøgelser. Mange af Jesu personlige efterfølgere levede stadig (1 Kor 15,6). Det var en gylden mulighed for Lukas' formål. Han havde også de skriftlige beretninger, som andre (»mange«) allerede havde udarbejdet. Vi må derfor forvente i Lukasevangeliet en bog, der i stil og plan er nært beslægtet med Apostlenes Gerninger, med historikerens kærlighed til nøjagtighed og orden, og med forfatterens eget bidrag i tilegnelsen og brugen af dette mundtlige og skriftlige materiale. Man ville hos en sådan forfatter ikke forvente slavisk kopiering, men en intelligent sammensmeltning af materialet til et kunstnerisk hele.

(3) Den aramaiske barndomsfortælling.

Det allerførste afsnit i dette evangelium (Luk 1,5-2) viser Lukas' troskab i brugen af sit materiale. Wellhausen udelader disse to kapitler fra sin udgave af Lukasevangeliet som uværdige til overvejelse. Det er konjekturalkritik gået amok og kan ikke retfærdiggøres med Markions eksempel, som begynder med kapitel 4. Wright (Gospel according to Luke in Greek, 1900, viii f; under ordet "Luke's Gospel," DCG) mener, at dette afsnit var det sidste, der blev føjet til evangeliet, skønt han mener, at det stammer fra Lukas. Det kan i forbifarten siges, at Wright er en stærk fortaler for den mundtlige kilde til hele Lukasevangeliet. Han holder stadig stand mod "to-kilde"-teorien eller enhver dokumentteori. Dog hævder han med rette, at Lukas' oplysninger til disse to kapitler var private. Dette materiale udgjorde ikke en del af det gængse mundtlige evangelium. Hos Matthæus gives beretningen om Jesu fødsel ud fra Josefs synsvinkel, og Maria holdes i baggrunden, i overensstemmelse med østlig følelse (Wright). Men hos Lukas fortælles historien fra Marias synsvinkel. Lukas kan faktisk have set Maria selv i årene 57-59 e.Kr. (eller 58-60). Han kunne let have set nogle af Marias nære venner, som kendte de virkelige kendsgerninger i sagen. Det siges udtrykkeligt, at kendsgerningerne blev gemt i Marias hjerte. Hun ville kun fortælle dem til velvillige ører (sammenlign Ramsay, Was Christ Born at Bethlehem? 74 f). Det er ikke muligt at miskreditere Lukas' beretning om jomfrufødslen på a priori-grundlag (sammenlign Orr, The Virgin Birth of Christ, 1907; Sweet, Birth and Infancy of Jesus Christ, 1906). Den ejendommelige semitiske tone i denne beretning taler stærkt for dens ægthed, eftersom Lukas var græker. Vi ved ikke, om Lukas kendte aramæisk eller ej. Det var muligt, eftersom han tilbragte disse 2 år i Israels land. Vi ved ikke, om disse oplysninger kom til ham i skriftlig form (bemærk især Marias og Zakarias' hymner) eller i mundtlig overlevering. Men det er næppe muligt at tilskrive en græker opfindelsen af disse fødselsberetninger og digte, som lyder så ægte i forhold til landet og det hebraiske liv. Umiddelbart efter Lukas' udtalelse om historisk undersøgelse kommer beretningen om Jesu fødsel. Det er den første illustration af hans arbejde med sine kilder.

(4) Lukas' forhold til Markusevangeliet.

Lukas kendte Markus i Rom (Kol 4,10; Kol 4,14; Filem 1,24). Han kan også have mødt ham i Israels land. Havde han set Markusevangeliet, da han skrev sit eget? Var det en af de "mange" beretninger, som Lukas havde for øje? Wright (sammenlign DCG) benægter, at Lukas havde vores Markus. Han indrømmer, at han kan have haft en Urmarkus eller proto-Markus, som han hørte i mundtlig form, men ikke det nuværende (skriftlige) Markusevangelium. Han mener, at dette bedst kan forklares ved den kendsgerning, at af 223 afsnit hos Markus findes 54 ikke hos Lukas. Men de fleste moderne kritikere er kommet til den konklusion, at både Matthæus og Lukas havde Markus foran sig såvel som andre kilder. Matthæus, hvis han brugte Markus, fulgte i de tidlige kapitler en tematisk ordning af sit materiale, idet han kombinerede Markus med den anden kilde eller de andre kilder. Men Lukas har fulgt Markus' rækkefølge meget nøje i denne del og faktisk hele vejen igennem. Lukas har et særligt problem i 9,51-19,27, men den brede, overordnede skitse følger Markus'. Men det kan ikke siges, at Lukas gjorde slavisk brug af Markus, hvis han havde dette evangelium foran sig. Han giver hver hændelse sit eget præg og udvælger det, der bedst passer til hans formål. Det er ikke muligt for os altid at afgøre dette motiv, men det er tomt at antage, at Lukas blindt nedskrev hver hændelse, der fandtes i hvert dokument, eller hver fortælling, der kom ham for øre. Han antyder i sin indledning, at han har foretaget et udvalg af den store materialemængde og har vævet det sammen til en sammenhængende og fremadskridende fortælling. Vi kan med Harnack (New Testament Studies: Sayings of Jesus, xiii) indrømme, at Markus-problemet "er blevet behandlet med videnskabelig grundighed", og at Lukas havde Markus som en af sine kilder. Parallellen mellem Lukas og Markus i den fortællende del ses let i enhver evangeliesynopse, som Broadus eller Stevens og Burton.

(5) Q (Quelle) eller Logia.

Det bliver mere usikkert, når vi kommer til den store mængde stof, der er fælles for Matthæus og Lukas, men mangler hos Markus. Dette findes som regel i Jesu taler. Den teori, der i dag er mest almindeligt accepteret, er, at både Matthæus og Lukas gjorde brug af Markus og også af denne samling Logia, som kort kaldes Q (ty. Quelle, »kilde«). Men selv om denne teori kan antages som en arbejdshypotese, kan det ikke hævdes, at den er en fastslået kendsgerning. Zahn (jf. Indledning) forsvarer kraftigt det virkelige forfatterskab til det første evangelium ved Matthæus. Arthur Carr (»Further Notes on the Synoptic Problem«, The Expositor, januar 1911, 543-553) argumenterer stærkt for en tidlig datering og matthæisk forfatterskab til det første evangelium. Han siger om hele emnet: »Det synoptiske problem, som i den senere tid har optaget nogle af vore skarpeste og mest flittige forskeres spekulation, er stadig uløst.« Han tvivler endda på Markusevangeliets prioritet. Wellhausen (Einleitung in die drei ersten Evangelien, 73-89) forsvarer Markus' prioritet i forhold til Q. Men Harnack afvejer problemet »Q og Markus« (Sayings of Jesus, 193-233) og afgør det til fordel for Q. Under alle omstændigheder må det bemærkes, at resultatet af den kritiske forskning i Q's værdi er at stille det helt på linje med Markus. Harnack er stærkt imponeret over originaliteten og den levende virkelighed i stoffet i Q. Det stof, der fandtes i Q, kan ikke måles så nøjagtigt som det i Markus, eftersom vi har Markusevangeliet i hænderne. Hvor både Matthæus og Lukas giver stof, som ikke findes hos Markus, konkluderes det, at dette er hentet fra Q. Men det kan ikke påvises, at Matthæus ikke kan have brugt Q på nogle punkter og Lukas på andre, uafhængigt af hinanden. Desuden kan Q have indeholdt stof, som hverken er bevaret hos Matthæus eller Lukas. En omhyggelig og detaljeret sammenligning af det stof, der er fælles for både Matthæus og Lukas og mangler hos Markus, kan findes i Hawkins, Horae Synopticae, 10713; Harnack, Sayings of Jesus, 127-82; Wellhausen, Einleitung, 66; Robertson, »Matthew« i Bible for Home and School, 14-19. Men hvis det er sandt, at Lukas gjorde brug af Q ligesom af Markus, var han ikke blot en afskriver. Ingen løsning på det synoptiske problem kan nogensinde opnås ud fra den tanke, at evangelierne blot er gengivelser af tidligere dokumenter. Der var frihed i brugen af alt materialet, både mundtligt og skriftligt, og forfatteren gav resultatet sin egen fortolkning. Det var ofte en genfremsættelse i forfatterens eget sprog, ikke et formelt citat. Wright (DCG) kalder dette redaktionelle element »redaktionelle noter«; det er naturligvis ofte sandt, når forfatteren fremsætter kommentarer til de sager, der præsenteres, men »oldtidens forfattere gjorde sig en enorm anstrengelse for at bringe de rå krøniker, som de brugte, i litterær form« (samme sted). Pointen i alt dette er, at en stor del af kritikken af evangelierne forsøger det umulige, for mange af variationerne kan umuligt spores tilbage til nogen »kilde«. Wright (samme sted) formulerer det igen kort: »Og hvis det i Johannesevangeliet mere og mere anerkendes, at evangelistens sind gav vor Herres ytringer den særlige form, som de dér har, kan den samme redaktionsproces iagttages hos Lukas, som blandt synoptikerne kommer nærmest Johannes' metoder.« Faktisk er dette, hvad man måtte forvente. Den åbne anerkendelse af dette synspunkt markerer fremskridt i den synoptiske kritik.

(6) Andre kilder.

Der er en stor blok stof i Luk 9,51-18, som kun han giver. Der er forskellige udsagn, der ligner nogle, som Matthæus (eller Markus) gengiver i andre sammenhænge. Nogle af hændelserne ligner nogle, der gives andetsteds af Matthæus og Markus. Der findes forskellige teorier om denne placering hos Lukas. Nogle kritikere mener, at Lukas her har anbragt en mængde materiale, som han så at sige havde tilovers, og som han ikke vidste, hvor han skulle placere, uden nogen tanke om orden. Mod denne teori står Lukas' udtrykkelige erklæring om, at han skrev en ordnet beretning (1,3 f). Man er tilbøjelig til at fæste lid til Lukas' egen fortolkning, medmindre kendsgerningerne taler imod den. Det er almindeligt for omvandrende prædikanter, som Jesus var, at have lignende oplevelser i forskellige dele af landet og at gentage deres yndlingsudsagn. Sådan gentager lærere mange af deres udsagn hvert år for forskellige klasser. Faktisk er det netop i dette afsnit af Lukas, at de bedste dele af hans evangelium findes (lignelserne om den barmhjertige samaritaner, den fortabte søn, farisæeren og tolderen osv.). "Jo mere vi overvejer denne samling, desto mere betages vi af den. Den er selve evangeliets fløde, og dog er den (mærkeligt nok) særlig for Lukas" Wright DCG) Wright kalder dette "en paulinsk samling, ikke fordi Paulus er ansvarlig for materialet, men fordi kapitlerne ånder Paulus' kosmopolitiske ånd. Det er sandt, men Jesus elskede hele verden. Denne side af Jesu undervisning kan have tiltalt Lukas stærkt, fordi den blev afspejlet hos Paulus. Matthæusevangeliet var snævrere jødisk i sit udsyn, og Markusevangeliet havde færre af Kristi udsagn. Men det skal bemærkes, at dette særlige stof hos Lukas strækker sig mere eller mindre gennem hele evangeliet. Burton (Some Principles of Literary Criticism and Their Application to the Synoptic Problem, 49) kalder dette særlige stof i Luk 9,51-18 "det peræiske dokument." Vi ved naturligvis intet om den faktiske kilde til dette materiale. Hvad enten Lukas her har fulgt ét eller flere dokumenter, har han, som andre steder, sat sit eget præg på helheden, samtidig med at han på vidunderlig måde har bevaret Jesu ånd. (Om den mulige parallel mellem dette afsnit hos Lukas og Johannes, se Robertsons "Notes" til Broadus, Harmony of the Gospels, 249-52.) Til det tidligere stof hos Lukas, som ikke findes andetsteds (3,7-15.17.18; 4,2b-13(14.15).16-30; 5,1-11; 6,21-49; 7,1-8,3), foreslår Burton "det galilæiske dokument" som kilde. Wright foreslår derimod "anonyme fragmenter" som kilden til Lukas' materiale, som ikke er i barndomsberetningen, heller ikke hos Markus, heller ikke i Q, og heller ikke i det "paulinske" eller peræiske dokument. Under alle omstændigheder er det sikkert, at Lukas' egne forklarende ord bør advare os mod at trække en alt for snæver linje omkring de "kilder," han brugte. Hans "mange" kan meget vel have omfattet et dusin kilder eller endnu flere. Men man kan kort sagt sige, at alt, hvad kritikken har været i stand til at lære om emnet, har bekræftet Lukas' egen erklæring om hans undersøgelsesmetode og hans brug af materialet.

5. Troværdighed:

Der er blevet fundet mere at kritisere hos Lukas som historiker i ApG end i evangeliet. Harnack (Ac of the Apostles) er ikke tilbøjelig til at give Lukas fuld anerkendelse som en pålidelig historiker. Men Ramsay (Luke the Physician, 5) forsvarer Lukas' pålidelighed (sammenlign også Paul the Traveler; The Church in the Roman Empire) over for Harnacks skepsis, som er ved at blive mindre, eftersom han i Theol. Literaturzeitung (7. juli 1906, s. 4) udtaler sig positivt om Lukas' evne til at skaffe korrekte oplysninger. Således hævder Harnack i Luke the Physician (121-45), at de mulige "tilfælde af utroværdighed er blevet stærkt overdrevet af kritikerne." Han tilføjer om ApG 5,36: "Det er også muligt, at der er en fejl hos Jos" (sammenlign Chase, Credibility of the Book of the Ac of the Apostles; se også ACTS OF THE APOSTLES.

Men evangeliet er ikke frit for angreb. Det vigtigste punkt i Lukasevangeliet, som anfægtes på historisk grundlag, bortset fra fødselsberetningerne, som nogle kritikere behandler som legendariske, er folketællingen i Luk 2,1 ff. Kritikere, som i det store og hele har accepteret Lukas' sandfærdighed, har undertiden indrømmet, at han her faldt i fejl og forvekslede folketællingen under Quirinius i 6-7 e.Kr., da Quirinius efter Arkelaos' forvisning kom for at holde folketælling og opkræve skatter, til jødernes store harme (sammenlign ApG 5,37; Josefus, Ant, XVIII, i). Man vidste ikke, at Quirinius havde været statholder i Syrien før dette tidspunkt, og man havde heller ikke anden viden om en folketælling under Augustus. Sagen mod Lukas syntes stærk. Men Ramsay (Was Christ Born at Bethlehem? 227 ff) viser, at indskriften i Tibur, sådan som Mommsen og lignende autoriteter er enige om, viser, at Quirinius "to gange regerede Syrien som legatus for den guddommelige Augustus." Han var konsul i 12 f.Kr., så den første mission lå efter den dato. Ramsay viser også ud fra papyrerne, at den 14-årige cyklus blev brugt ved den romerske folketælling (mange folketællingspapirer kendes fra 20 e.Kr. og frem). Han argumenterer for, at den første blev indført af Augustus i 8 f.Kr. Herodes ville som vasalkonge naturligt få lov til at gennemføre den på jødisk vis, ikke romersk, og den blev sandsynligvis forsinket flere år i provinserne. Således bliver Lukas endnu en gang på bemærkelsesværdig måde retfærdiggjort (se CHRONOLOGY OF THE NEW TESTAMENT, afsnit I, 1, (2)).

Apostlenes Gerninger er kommet ud af den kritiske prøve på en vidunderlig måde, så Lukas' anseelse som historisk forfatter nu er meget høj blandt dem, der er kvalificerede til at kende kendsgerningerne. Han er blevet prøvet og fundet korrekt på så mange punkter, at formodningen er til hans fordel dér, hvor han endnu ikke kan efterprøves. Moffatt (Introduction to the Literature of the New Testament, 265) finder Lukas "mere malende end historisk."

6. Kendetegn:

Han var den mest alsidige af evangelieskriverne. Han var græker, kristen, læge, en berejst mand, en mand med et verdensudsyn, sympatisk, dannet, poetisk, åndelig, kunstnerisk og højsindet. Hans prolog er det mest klassiske stykke græsk i Det Nye Testamente, men resten af kapitel 1 og hele kapitel 2 er de mest semitiske i tonen. Derved vises bredden i hans litterære udrustning. Han bruger ikke alene mange medicinske udtryk, som var almindelige i fagkredse, men han har også lægens interesse for de syge og plagede, sådan som det ses i det store antal helbredelsesundere, der fortælles. Hans interesse for de fattige skyldes ikke ebionitisk fordom mod de rige, men menneskelig medfølelse med de nødstedte. Hans betoning af den menneskelige side af Jesu gerning skyldes ikke ebionitisk fornægtelse af Jesu guddommelighed, men hans skarpe værdsættelse af rigdommen i Guds søns menneskelige liv. Hans rige og varierede ordforråd afslører en mand, der læste og færdedes blandt det bedste liv i sin tid. Han skrev sine bøger på folkesproget, men på en uddannet mands ophøjede folkesprog, præget af en tydelig litterær tone. Hans poetiske temperament viser sig i bevarelsen af de smukke hymner om fødslen og i Jesu vidunderlige lignelser i kapitel 10, 15-18. De gengives med sjælden ynde og dygtighed. Lukas holder af at vise Kristi medfølelse med kvinder og børn, og han har mere at sige om bøn end forfatterne til de andre evangelier. Hans interesse for enkeltpersoner ses i tilegnelsen af begge hans bøger til Theofilus. Hans kosmopolitiske sympatier er naturlige i lyset af hans uddannelse og arv, men en del af det skyldes uden tvivl hans forbindelse med apostlen Paulus. Han kommer til fortolkningen af Jesus ud fra et verdensperspektiv og behøver ikke at overvinde de farisæiske begrænsninger, som fulgte med at være opvokset i Israels land. Det er en glæde, at vi har denne bog, af Renan kaldt den smukkeste bog i verden, som en dannet grækers fortolkning af kristendommens oprindelse. Han står således uden for jødedommens område og kan klarere se den nye bevægelses verdensomfattende relationer og verdensskæbne. Hos Lukas er Jesus tydeligt verdens frelser. Vægten på synd gælder menneskelig synd, ikke specifikt jødisk synd. Johannes kom i sit evangelium i sin alderdom til at se tilbage på begivenhederne i Judæa fra et ikke-jødisk standpunkt. Men han nåede til den i egentlig forstand åndelige og evige forståelse af Kristus, snarere end han udvidede sit syn, som Lukas gjorde, til Jesu kosmopolitiske mission og budskab, skønt dette ikke gik Johannes forbi. Lukasevangeliet har således berøringspunkter med Paulus, Johannes og forfatteren til Hebræerbrevet i stil og almindeligt standpunkt. Men selv om Lukas' egen stil er tydelig hele vejen igennem, trænger den sig ikke på. Han skjuler sig selv bag det vidunderlige portræt af Jesus, som han her har tegnet med uforgængelige farver.

7. Datering:

Baurs og Zellers yderlige standpunkt kan straks afvises. Der er ingen grund til at datere Lukasevangeliet til det 2. århundrede med den begrundelse, at han brugte Markions evangelium, eftersom det nu fra alle sider indrømmes, at Markion gjorde brug af Lukas. Den påståede brug af Josefus hos Lukas (se APOSTLENES GERNINGER for drøftelse og gendrivelse) får en anselig række radikale forskere (Hilgenfeld, Holsten, Holtzmann, Julicher, Krenkel, Weizsacker, Wernle) til at datere bogen til slutningen af det 1. århundrede. Dette er stadig yderligt, som Harnack allerede havde vist i sin Chronologie der altchristl. Litt., I, 1897, 246-50. Enhver brug af Josefus hos Lukas er højst usandsynlig (se Plummer om Luk, xxix). Evangeliet blev bestemt skrevet før ApG (ApG 1,1) og mens Paulus var i live, hvis 1 Tim 5,18 skal tages som et citat fra Luk 10,7, hvilket dog på ingen måde er sikkert. Men det er sandt, at den mest naturlige måde at tolke den pludselige afslutning på Apostlenes Gerninger, efter 2 år i Rom (ApG 28,31), er den kendsgerning, at Lukas afsluttede bogen på dette tidspunkt (Maclean, 1-bind HDB). Moffatt (Historical New Testament, 273) kalder denne tidlige datering "reaktionær" og "ekstravagant". Men den støttes af Alford, Blass, Ebrard, Farrar, Gloag, Godet, Grau, Guericke, Hahn, Headlam, Hitzig, Hofmann, Hug, Keil, Lange, Lumby, Marshall, Nosgen, Oosterzee, Resch, Riehm, Schaff, Schanz, Thiersch, Tholuck, Wieseler, og Harnack selv er nu rede til at slutte sig til dette anselige selskab. Han advarer kritikere mod for hastigt at lukke det kronologiske spørgsmål (Ac of the Apostles, 291) og indrømmer, at ApG blev skrevet "måske så tidligt som begyndelsen af det 7. tiår af det 1. århundrede" (ibid., 297), "ApG (og derfor også evangeliet)." I The Date of the Ac and the Synoptic Gospels (1911, 124) siger Harnack: "Det synes nu at være fastslået uden for al tvivl, at begge bøger i dette store historiske værk blev skrevet, mens Paulus endnu levede." Der findes en mellemdatering omkring 80 e.Kr., som tildeles af Adeney, Bartlett, Plummer, Sanday, Weiss, Wright, med den begrundelse at de undersøgelser, der nævnes i Luk 1,1-4, beskriver brugen af beretninger, som først kunne være blevet skrevet efter en lang periode med eftertanke. Men det er ikke en gyldig indvending. Der er ingen holdbar kritisk grund til, at Markusevangeliet, Q, barndomsberetningerne og alle de andre kilder, som denne fortale hentyder til, ikke kunne have været i omløb i Israels land omkring 55 e.Kr. Allen skriver faktisk i The Expository Times (juli 1910): "Jeg ser ingen grund til, at en sådan original (Markusevangeliet på aramæisk) ikke skulle være fremkommet før år 50 e.Kr." Den anden indvending mod den tidlige datering kommer frem ud fra Luk 21,20, "Jerusalem omringet af hære", sammenlignet med "ødelæggelsens vederstyggelighed" i Mark 13,14. Ændringen er så specifik, at nogle kritikere mener, at den skyldes, at Lukas skriver efter Jerusalems ødelæggelse. Men det er lige så sandsynligt (Maclean), at Lukas her har fortolket Markus' hebraisme for sine hedningelæsere. Desuden viser Plummer (s. xxxi), at Lukas i 21,5-36 ikke beretter den kendsgerning, at Jerusalem blev ødelagt, og han ændrer heller ikke Kristi "flygt til bjergene" til "Pella i det nordlige Peræa", hvortil de kristne faktisk flygtede. Desuden forklares den kendsgerning, at ApG ikke viser kendskab til Paulus' breve, bedst ud fra antagelsen om den tidlige datering. Spørgsmålet er således i praksis afgjort til fordel for den tidlige datering. Stedet for affattelsen kendes ikke. Den tidlige datering passer naturligt sammen med Cæsarea (Blass, Michaelis, Thiersch), men der er kun lidt at rette sig efter.

8. Analyse:

(1) Prolog, Luk 1,1-4.

(2) Johannes' og Jesu spæde barndom og barndom, Luk 1,5-2,52.

(3) Begyndelsen på Kristi tjeneste, Luk 3,1-4,13.

(4) Virksomheden i Galilæa, Luk 4,14-9,6.

(5) Tilbagetrækning fra Galilæa, Luk 9,7-50.

(6) Senere tjeneste i Judæa og Peræa, Luk 9,51-19,28.

(7) Afslutningen på den offentlige tjeneste i Jerusalem, Luk 19,29-21,37.

(8) Den frygtelige afslutning, Luk 21-23.

(9) Kristi opstandelse, Luk 24.

LITTERATUR.

Se den udvidede liste over bøger ved slutningen af artiklen om APOSTLENES GERNINGER; den omfattende liste over kommentarer i Plummers Commentary on Luke kan også konsulteres. Efter Plummer er de bedste kommentarer til Lukasevangeliet Bruce, Expositor's Greek Test.; Weiss' Meyer Krit.-exeget. Komm.; Godet; Holtzmann, Hand-Commentary. Af de mange indledninger til Det Nye Testamente er Zahns den dygtigste og mest udtømmende (konservativ), og Julichers er den mest retfærdige fra den radikale skole. Den bedste af de kortere er Gregorys Canon and Text (1907). Særlige afhandlinger, som fortjener at nævnes her, er Blass, Philology of the Gospels (1898); Ev. secundum Lukam (1897); Wellhausen, Das Ev. Lukae (1904); Sense, Origin of the Third Gospel (1901); Friedrich, Das Lukasevangelium und die Apostelgeschichte, Werke desselben Verfassers (1890); Harnack, Luke the Physician (1907), og Sayings of Jesus (1908); The Date of the Ac and the Synoptic Gospels (1911); Hawkins, Horae Synopticae (2. udgave, 1909); Hervey, Authenticity of Luke (1892); Hobart, Medical Language of Luke (1882); Litzinger, Die Entstehung des Lukasevangelium und der Apostelgeschichte (1883); Ramsay, Was Christ Born at Bethlehem? (1898) og Luke the Physician (1908); Resch, Das Kindheit-Evangelium nach Lukas und Matthaus; Selwyn, Luke the Prophet (1901); Vogel, Zur Characteristik des Lukas nach Sprache und Stil (1897); Weiss, Quellen des Lukasevangelium (1907); Wright, Synopsis of the Gospels og hans Gospel according to Luke in Greek (1900).

A. T. Robertson