a-pos'-ls: I. TITEL II. TEKST III. BOGENS ENHED IV. FORFATTEREN V. KANONICITET VI. DATERING VII. KILDER BRUGT AF LUKAS VIII. TALERNE I APOSTLENES GERNINGER IX. APOSTLENES GERNINGERS FORHOLD TIL BREVENENE X. APOSTLENES GERNINGERS KRONOLOGI XI. APOSTLENES GERNINGERS HISTORISKE VÆRDI XII. BOGENS FORMÅL XIII. ANALYSE LITTERATUR

I. Titel.

Det er muligt, ja sandsynligt, at bogen oprindeligt ikke havde nogen titel. Håndskrifterne giver titlen i flere former. Aleph (i overskriften) har blot »Gerninger« (Praxeis). Således Tischendorf, mens Origenes, Didymus og Eusebius citerer fra »Gerningerne«. Men BD Aleph (i slutskriften) har »Apostles Gerninger« eller »Apostlenes Gerninger« (Praxeis Apostolon). Således Westcott og Hort, Nestle (jf. Athanasius og Euthalius). Kun lidt anderledes er titlen i 31,61 og mange andre minuskler (Praxeis ton Apostolon, »Apostlenes Gerninger«). Således Griesbach, Scholz. Flere fædre (Clemens af Alexandria, Origenes, Dionysius af Alexandria, Kyrillos af Jerusalem, Chrysostomos) citerer den som »Apostlenes Gerninger« (Hai Praxeis ton Apostolon). Endelig giver A2 EGH den i formen »De hellige apostles Gerninger« (Praxeis ton Hagion Apostolon). Den memfitiske version har »De hellige apostles Gerninger«. Det er altså klart, at der ikke fandtes én enkelt titel, som vandt almindelig tilslutning.

II. Tekst.

(1) De vigtigste dokumenter. Det er de primære uncialer (Codex Sinaiticus, Codex Alexandrinus, Codex Vaticanus, Codex Ephraemi Rescriptus, Codex Bezae), Codex Laudianus (E), som er en tosproget uncial begrænset til Apostlenes Gerninger, senere uncialer som Codex Modena, Codex Regius, Codex the Priestly Code (P), minusklerne, Vulgata, Peshitta og den harkleanske syriske oversættelse samt citater fra fædrene. Vi mangler den curetonianske og den syriske Sinaiticus og har kun fragmentarisk vidnesbyrd fra den gammellatinske tekst. (2) De moderne udgaver af Apostlenes Gerninger fremviser teksttyperne (Textus Receptus; Revised Version (britisk og amerikansk); den kritiske tekst som Westcott og Horts The New Testament in Greek eller Nestle eller Weiss eller von Soden). Disse tre typer svarer ikke til de fire tekstklasser (syrisk, vestlig, alexandrinsk, neutral), som Hort skitserede i sin Introduction to the New Testament in Greek (1882). Disse fire klasser er bredt repræsenteret i de dokumenter, der giver os Apostlenes Gerninger. Men ingen moderne udgiver af det græske Nye Testamente har givet os den vestlige eller den alexandrinske teksttype, skønt Bornemann, som det straks skal vises, argumenterer for den vestlige types oprindelighed i Apostlenes Gerninger. Men Textus Receptus af Det Nye Testamente (Stephanus’ 3. udgave i 1550) var grundlaget for King James Version fra 1611. Denne udgave af det græske Nye Testamente gjorde brug af ganske få håndskrifter, og alle var sene, bortset fra Codex Bezae, som blev anset for alt for ejendommelig til at følge. I praksis repræsenterer King James Version altså den syriske teksttype, som kan være blevet redigeret i Antiokia i det 4. århundrede. Forskellige mindre fejl kan være sneget sig ind siden da, men i det væsentlige er den syriske recension teksten i King James Version i dag. Hvor denne tekst står alene, anses den af næsten alle moderne forskere for at være fejlagtig, skønt Dean Burgon kæmpede hårdt for den syriske teksts oprindelighed (The Revision Revised, 1882). Teksten hos Westcott og Hort, The New Testament in Greek, er i praksis Codex Vaticanus’ tekst, som anses for at være den neutrale teksttype. Nestle, von Soden og Weiss afviger ikke meget fra teksten hos Westcott og Hort, The New Testament in Greek, selv om von Soden og Weiss angriber problemet ad selvstændige veje. Teksten i Revised Version (britisk og amerikansk) er på en måde et kompromis mellem King James Version og den kritiske tekst, om end den ligger temmelig tæt på den kritiske tekst. Jf. Whitney, The Reviser's Greek Text, 1892. For en nutidig vurdering af denne kamp mellem teksterne, se J. Rendel Harris, Side Lights on the New Testament, 1908. For en detaljeret sammenligning mellem King James Version og Revised Version (britisk og amerikansk) i Apostlenes Gerninger, se Rackham, The Ac of the Apostles, xxii.

(3) I Apostlenes Gerninger har den vestlige teksttype sin største betydning. Det er den afdøde Friedrich Blass’, den berømte tyske klassicists, fortjeneste at have vist, at den vestlige klasse (særlig D) i Lukas’ skrifter (evangelium og Apostlenes Gerninger) har sine mest markante kendetegn. Denne kendsgerning er helt uafhængig af den teori, som Blass fremsatte, og som straks skal behandles. Det vigtigste moderne oprør mod teorierne hos Westcott og Hort, The New Testament in Greek, er den nye interesse for værdien af den vestlige teksttype. Særlig Codex Bezae er kommet i forgrunden i Apostlenes Gerninger. Den svage støtte, som Codex Bezae har for sine særlige læsemåder i Apostlenes Gerninger (på grund af fraværet af den curetonianske syriske tekst og af den gammellatinske), gør det vanskeligt altid at vurdere dette dokuments værdi. Men disse læsemåder fortjener bestemt nøje overvejelse, og nogle af dem kan være rigtige, uanset hvilket syn man har på Codex Bezae-teksten. De vigtigste variationer er, som det er sædvanligt med den vestlige tekst, tilføjelser og parafraser. Noget af fordommen mod Codex Bezae er forsvundet som følge af den moderne drøftelse.

(4) Bornemann argumenterede i 1848 for, at Codex Bezae i Apostlenes Gerninger repræsenterede den oprindelige tekst. Men han har haft meget få tilhængere.

(5) J. Rendel Harris (1891) søgte at vise, at Codex Bezae (selv et tosproget håndskrift) var blevet latiniseret. Han argumenterede for, at der allerede i 150 e.Kr. eksisterede et tosproget håndskrift. Men denne teori har ikke vundet stor tilslutning.

(6) Chase (1893) søgte at vise, at særegenhederne skyldtes oversættelse fra syrisk.

(7) Blass vakte i 1895 opsigt ved i sin kommentar til ApG (Acta Apostolorum, 24 ff) at hævde, at Lukas havde udsendt to udgaver af Apostlenes Gerninger, sådan som han senere også gjorde gældende om Lukasevangeliet (Philology of the Gospels, 1898). I 1896 udgav Blass denne romerske form af teksten til ApG (Acta Apostolorum, secundum Formam quae videtur Romanam). Blass kalder denne første, rå, uforkortede kopi af ApG (beta) og mener, at den blev udsendt i Rom. Den senere udgave, forkortet og revideret, kalder han alpha. Mærkeligt nok har Codex Bezae i ApG 11,28 »da vi var kommet sammen«, hvilket gør Lukas nærværende i Antiokia. Tanken om to udgaver er ikke helt original hos Blass. Leclerc, en hollandsk filolog, havde fremsat tanken allerede i begyndelsen af det 18. århundrede. Biskop Lightfoot havde også nævnt den (On a Fresh Revision of the New Testament, 29). Men Blass udarbejdede sagen og udfordrede den lærde verden med sin række af argumenter. Han har ikke overbevist alle, skønt han har vundet en respektabel tilslutning. Zahn (Einl, II, 338 ff, 1899) havde allerede arbejdet sig frem mod samme opfattelse (348). Han accepterer i det væsentlige Blass' teori, ligesom Belser, Nestle, Salmon og Zockler. Blass anerkender sin gæld til Corssen (Der cyprianische Text der Acta Apostolorum, 1892), men Corssen betragter alpha-teksten som den tidligere og beta-teksten som en senere revision.

(8) Hilgenfeld (Acta Apostolorum, osv., 1899) accepterer forestillingen om to udgaver, men benægter, at de har samme forfatter.

(9) Schmiedel (Encyclopedia Biblica) angriber kraftigt og meget udførligt Blass' standpunkt, ellers »måtte de konklusioner, der er nået i de foregående afsnit, trækkes tilbage.« Han drager sine konklusioner og river derefter Blass ned! Han finder ganske vist svage steder i Blass' rustning, sådan som andre har gjort (B. Weiss, Der Codex D in der Apostelgeschichte, 1897; Page, Class. Rev., 1897; Harnack, The Ac of the Apostles, 1909, 45). Se også Knowling, The Ac of the Apostles, 1900, 47, for en skarp anklage mod Blass' teori som værende for enkel og uden bekræftelse.

(10) Harnack (The Ac of the Apostles, 48) tvivler på, om Lukas selv formelt udgav bogen. Han mener, at han sandsynligvis ikke gav bogen en endelig revision, og at venner udsendte to eller flere udgaver. Han mener, at den såkaldte beta-recension har en »række interpolationer« og derfor er senere end alpha-teksten.

(11) Ramsay (The Church in the Roman Empire, 150; Paul the Traveler, 27; The Expositor, 1895) betragter beta-teksten som en revision fra det 2. århundrede foretaget af en afskriver, der har bevaret noget meget værdifuldt tekstvidnesbyrd fra det 2. århundrede.

(12) Headlam (HDB) tror ikke, at problemet endnu er blevet videnskabeligt behandlet, men at løsningen ligger i den tekstlige frihed hos skrivere af den vestlige type (sammenlign Hort, Introduction, 122 ff). Men Headlam er stadig tilbageholdende over for »vestlige« læsemåder. Faktum er, at de vestlige læsemåder undertiden er korrekte i modsætning til de neutrale (sammenlign Matt 27,49). Det er ikke nødvendigt i ApG 11,20 at sige, at Hellenas findes i vestlige autoriteter (AD osv.), men ikke er en vestlig læsemåde. Under alle omstændigheder er det for tidligt at sige det sidste ord om teksten til Apostlenes Gerninger, skønt alpha-teksten som helhed stadig holder stand over for beta-teksten. Den syriske tekst er naturligvis senere og uden for betragtning.

III. Bogens enhed.

Det er ikke let at drøfte dette spørgsmål adskilt fra spørgsmålet om forfatterskab. Men de er ikke helt det samme. Man kan være overbevist om bogens enhed og dog ikke tilskrive den Lukas, eller for den sags skyld nogen i det 1. århundrede. Hvis Lukas naturligvis anerkendes som bogens forfatter, bliver hele sagen forenklet. Hans hånd er i det hele, hvilke kilder han end brugte. Hvis Lukas ikke er forfatteren, kan der stadig have været en kompetent historiker på arbejde, eller bogen kan være en ren kompilation. Det første skridt er derfor at angribe problemet om enhed. Holtzmann (Einl, 383) anser Lukas for kun at være forfatter til »vi«-afsnittene. Schmiedel benægter, at ApG er skrevet af en ledsager til Paulus, skønt den er af samme forfatter som evangeliet, der bærer Lukas' navn. I 1845 tilskrev Schleiermacher »vi«-afsnittene Timotheus, ikke Lukas. For en god skitse over teorier om »kilder«, se Knowling om Apostlenes Gerninger, 25 ff. Van Manen (1890) opløste bogen i to dele, Acta Petri og Acta Pauli, forenet af en redaktør. Sorof (1890) tilskriver én kilde til Lukas, én til Timotheus. Spitta har også to kilder (en paulinsk-lukansk og en jødekristen), bearbejdet af en redaktør.

Clemen (1905) har fire kilder (Hellenisternes historie, Peters historie, Paulus' historie og en Paulusrejse), alle bearbejdet af en række redaktører. Hilgenfeld (1895) har tre kilder (Peters Gerninger, De Syvs Gerninger, Paulus' Gerninger). Jungst (1895) har en paulinsk kilde og en petrinsk kilde. J. Weiss (1893) indrømmer kilder, men hævder, at bogen har enhed og et bestemt formål. B. Weiss (1902) forestiller sig en tidlig kilde til bogens første del. Harnack (The Ac of the Apostles, 1909, 41 f) har kun ringe tålmodighed med al denne blinde kritik: »Hos dem gælder bogen som en forholdsvis sen lapværkskompilation, hvor den del, redaktøren har taget, er ubetydelig, men i alle tilfælde skadelig; `vi'-afsnittene er ikke forfatterens ejendom, men et uddrag af en kilde, eller endda en litterær fiktion.« Han anklager kritikerne for »luftig indbildskhed og ophøjet foragt.« Harnack har ydet en meget stor tjeneste ved omhyggeligt at sigte sagen i sin Luke the Physician (1907). Han giver detaljeret bevis for, at »vi«-afsnittene er i samme stil og af samme forfatter som resten af bogen (26-120). Harnack gør ikke krav på originalitet i denne argumentationslinje:

"Det er ofte blevet fremført og ofte bevist, at 'vi'-afsnittene i ordforråd, i syntaks og i stil er på det inderligste forbundet med hele værket, og at dette værk selv, inklusive evangeliet, trods al forskellighed i dets dele, udmærker sig ved en stor enhed i litterær form" (Luke the Physician, 26). Han henviser til den "strålende påvisning af denne enhed" ved Klostermann (Vindiciae Lucanae, 1866), til B. Weiss, som i sin kommentar (1893, 2 Aufl, 1902) "har gjort det bedste arbejde med at påvise hele værkets litterære enhed," til Vogels "beundringsværdige bidrag" (Zur Charakteristik des Lukas, etc., 2 Aufl, 1899), til Hawkins' "endnu mere omhyggelige og minutiøse undersøgelser" (Horae Synopticae, 1899, 2. udgave, 1909), til Hobarts arbejde (The Medical Language of Luke, 1882), som "kun har bevist alt for meget" (Luke the Physician, 175), men "bevismaterialet er af overvældende styrke" (198). Harnack hævder kun for sig selv, at han har udført arbejdet mere detaljeret og med mere minutiøs nøjagtighed uden at hævde for meget (27). Men Harnacks omvendelse til dette syn på ApG er yderst betydningsfuld. Det burde ikke længere være nødvendigt at gendrive teorierne om bogens opdeling eller at fremlægge beviserne for bogens enhed i detaljer.

Måske er kompileringsteorien om ApG ingen steder fremsat mere overbevisende end i McGifferts The Apostolic Age (1897). Se en kraftig gendrivelse af hans argument hos Ramsay i Pauline and Other Studies (1906, 302-21). "Jeg mener, at hans snedige argumentation er sofistisk" (305). Harnack er fuldt ud klar over, at han er gået over til "Ramsay, Weiss og Zahns" parti: "De resultater, jeg er nået frem til, nærmer sig ikke blot meget deres forsknings resultater, men falder ofte sammen med dem" (The Ac of the Apostles, 302). Han frygter, at hvis disse lærde ikke fik kritikernes øre, "er der kun ringe udsigt til at gøre krav på kritikernes opmærksomhed og tvinge dem til at genoverveje deres standpunkt." Men han har den fordel, at han kommer til denne konklusion fra den anden side. Desuden, hvis Harnack blev vundet af kendsgerningernes kraft, kan andre også blive det. Denne korte skitse af Harnacks erfaring kan træde i stedet for en detaljeret fremstilling af argumenterne for bogens enhed. Harnack fremlægger i stor detaljerigdom de karakteristiske idiomer i "vi"-afsnittene side om side med paralleller i andre dele af ApG og Lukasevangeliet. Den samme mand skrev resten af ApG, som skrev "vi"-afsnittene. Denne kendsgerning bør nu anerkendes som bevist. Dette betyder ikke, at forfatteren, et personligt vidne i "vi"-afsnittene, ikke havde kilder til de øvrige dele af Apostlenes Gerninger. Denne side af sagen vil blive behandlet lidt senere.

IV. Forfatteren.

Hvis man forudsætter bogens enhed, forløber argumentet således: Forfatteren var en ledsager af Paulus. "Vi"-afsnittene beviser det (ApG 16,10-17; ApG 20,6-16; ApG 20,21; ApG 20,27; ApG 20,28). Disse afsnit har den fylde af detaljer og den levende beskrivelse, som er naturlig for et øjenvidne. Denne ledsager var sammen med Paulus på den anden missionsrejse i Troas og i Filippi, sluttede sig igen til Paulus' følge i Filippi på tilbagevejen til Jerusalem under den tredje rejse og blev sandsynligvis hos Paulus, indtil han drog til Rom. Nogle af Paulus' ledsagere kom til ham i Rom; andre beskrives i bogen på en måde, der udelukker forfatterskab. Aristark, Akvila og Priskilla, Erastus, Gajus, Markus, Silas, Timotheus, Trofimus, Tykikus og andre, mere eller mindre ubetydelige set ud fra forbindelsen med Paulus (såsom Kreskens, Demas, Justus, Linus, Pudens, Sopater osv.), kan let elimineres. Mærkeligt nok nævnes Lukas og Titus slet ikke ved navn i ApG. De er forskellige personer, sådan som det siges i 2 Tim 4,10 f. Titus var sammen med Paulus i Jerusalem ved mødet (Gal 2,1) og var hans særlige udsending til Korinth under urolighederne dér. (2 Kor 2,1; 2 Kor 12,18)

Senere var han sammen med Paulus på Kreta (Tit 1,5). Men fraværet af omtale af Titus i ApG kan skyldes, at han var en bror til Lukas (sammenlign 2 Kor 8,18; 2 Kor 12,18). Således A. Souter i DCG, artiklen "Luke." Hvis Lukas er forfatteren, er det let at forstå, hvorfor hans navn ikke forekommer. Hvis Titus er hans bror, melder den samme forklaring sig. I valget mellem Lukas og Titus taler det medicinske sprog i ApG for Lukas. Forfatteren var læge. Denne kendsgerning har Hobart (The Medical Language of Luke, 1882) påvist. Sammenlign Zahn, Einl, 2, 435 ff; Harnacks Luke the Physician, 177 ff. Argumenterne ud fra brugen af medicinske udtryk er ikke alle af samme vægt. Men stilen er på visse punkter farvet af en læges sprog. Forfatteren bruger medicinske udtryk i teknisk betydning. Dette argument indebærer en minutiøs sammenligning med skrifter af læger fra tiden. Således bruges kathapto i ApG 28,3 f ifølge Hobart (288) i betydningen, at giftigt stof trænger ind i kroppen, som hos Dioskorides, Animal. Ven. Proem. Således bruger Galen, De Typis 4 (VII, 467), det "om feber, der sætter sig i dele af kroppen." Sammenlign Harnack, Luke the Physician, 177 f. Harnack er også enig i, at diagnosens udtryk i ApG 28,8 "er medicinsk nøjagtige og kan bevidnes fra den medicinske litteratur" (ibid., 176 f). Hobart har overdrevet sit argument og fremført mange eksempler, som ikke er relevante, men ifølge Harnack bliver der en reel rest tilbage. Dernæst er pimprasthai et teknisk udtryk for hævelse. Lad disse tjene som eksempler. Forfatterens interesse for sygdomsforhold er også endnu et tegn, sammenlign Luk 8,43. Nu var Lukas en ledsager af Paulus under hans senere tjeneste og var læge. (Kol 4,14). Derfor opfylder han alle sagens krav. Argumentet indtil nu er ganske vist kun sandsynligt; men dertil kommer den utvivlsomme kendsgerning, at den samme forfatter skrev både evangeliet og ApG (ApG 1,1). Den direkte hentydning til evangeliet styrkes af identiteten i stil og metode i de to bøger.

Det ydre vidnesbyrd er klart i denne sag. Både evangeliet og Apostlenes Gerninger tilskrives lægen Lukas. Det muratoriske kanon tilskriver Apostlenes Gerninger Lukas. Ved slutningen af det 2. århundrede er Apostlenes Gerningers autoritet lige så godt fastslået som evangeliets (Salmon, Introduction to the New Testament, 1885, 366). Irenæus, Tertullian, Clemens af Alexandria kalder alle Lukas for bogens forfatter. Argumentet er fuldstændigt. Det styrkes yderligere af den kendsgerning, at bogens synsvinkel er paulinsk, og af fraværet af henvisninger til Paulus' breve. Hvis en, der ikke var Paulus' ledsager, havde skrevet Apostlenes Gerninger, ville han helt sikkert have gjort nogen brug af dem. I øvrigt er dette også et argument for en tidlig datering af Apostlenes Gerninger. Det bevis, der har fået Harnack, lederen af venstrefløjen i Tyskland, til at anerkende det lukanske forfatterskab til Apostlenes Gerninger, burde få alle til at indtage dette standpunkt.

V. Kanonicitet.

Brugen af Apostlenes Gerninger synes ikke at forekomme så tidligt eller så hyppigt som tilfældet er med evangelierne og de paulinske breve. Grunden er indlysende. Brevene havde et særligt område, og evangelierne henvendte sig til alle. Først gradvis ville Apostlenes Gerninger komme i omløb. I begyndelsen finder vi litterære hentydninger uden bogens eller forfatterens navn. Men Holtzmann (Einl, 1892, 406) indrømmer brugen af Apostlenes Gerninger hos Ignatius, Justin Martyr og Polykarp. Tatian og Markions brug af Lukasevangeliet forudsætter i virkeligheden kendskab til Apostlenes Gerninger. Men hos Irenæus ofte (Adv. Haer., i. 23, 1 osv.) tilskrives Apostlenes Gerninger Lukas og betragtes som Skrift. Muratoris kanon opregner den som Skrift. Tertullian og Clemens af Alexandria tilskriver bogen Lukas og behandler den som Skrift. På Eusebius' tid er bogen almindeligt anerkendt som en del af kanon. Visse af de kætterske partier afviser den (såsom ebionitterne, markionitterne, manikæerne). Men på dette tidspunkt var de kristne begyndt at lægge vægt på historien (Gregory, Canon and Text of the New Testament, 1907, 184), og Apostlenes Gerningers plads er nu sikker i kanon.

VI. Datering.

1. Lukas' forhold til Josefus.

Accepten af det lukanske forfatterskab afgør spørgsmålet om nogle af de dateringer, som kritikere har fremlagt. Schmiedel placerer dateringen af Apostlenes Gerninger mellem 105 og 130 e.Kr. (Encyclopedia Biblica). Han forudsætter som bevist, at Lukas gjorde brug af Josefus' skrifter. Det har aldrig været muligt at tage påstanden om, at Apostlenes Gerninger viser kendskab til Josefus, særlig alvorligt. Se Keim, Geschichte Jesu, III, 1872, 134, og Krenkel, Josephus und Lucas, 1894, for argumenterne til fordel for dette standpunkt. De ord, der citeres for at bevise det, er hovedsagelig ikke-tekniske ord i almindelig brug. Det eneste alvorlige punkt er omtalen af Theudas og Judas Galilæeren i ApG 5,36 f og Josefus (Ant., XX, v, 1 f). Hos Josefus forekommer navnene med omkring tyve linjers mellemrum, og ligheden er virkelig kun ringe. Brugen af peitho i forbindelse med Theudas og apostesai om Judas er alt, hvad der kræver opmærksomhed. Sikkert er da to almindelige ord for "overtale" og "gøre oprør" ikke nok til at skabe overbevisning om, at forfatteren har brugt Josefus. Sagen opvejes mere end rigeligt af forskellene i de to beretninger om Herodes Agrippas død (ApG 12,19-23; Josefus, Ant, XVIII, vi, 7, XIX, viii, 2). Argumentet om Josefus kan definitivt afvises fra feltet. Dermed forsvinder hele grundlaget for en datering til det 2. århundrede. Andre argumenter er blevet fremført (se Holtzmann, Einl, 1892, 405), såsom brugen af Paulus' breve, kendskab til Plutarch, Arrian og Pausanias på grund af efterligning i arbejdsmetode (dvs. parallelle livsskildringer af Peter og Paulus, historiske perioder osv.), korrektion af Galaterbrevet i Apostlenes Gerninger (for eksempel Gal 1,17-24 og ApG 9,26-30; Gal 2,1-10 og ApG 15,1-33). Parallellen med Plutarch er fantasifuld, mens brugen af Paulus' breve på ingen måde er klar; fraværet af en sådan brug er faktisk et af bogens kendetegn. Afvigelsen fra Galaterbrevet forklares langt bedre ud fra den antagelse, at Lukas ikke havde set brevene.

2. 80 e.Kr. er grænsen, hvis bogen skal tilskrives Lukas.

Flertallet af moderne kritikere, der accepterer det lukanske forfatterskab, placerer den mellem 70 og 80 e.Kr. Således Harnack, Lechler, Meyer, Ramsay, Sanday, Zahn. Denne opfattelse hviler hovedsagelig på den tanke, at Lukasevangeliet blev skrevet efter Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr. Det hævdes, at Luk 21,20 viser, at denne tragedie allerede var indtruffet, sammenlignet med Mark 13,14 og Matt 24,15. Men omtalen af hære er ganske vist meget generel. Opmærksomheden henledes også på fraværet af advarslen hos Lukas. Harnack (The Ac of the Apostles, 291 f) indrømmer, at argumenterne til fordel for dateringen 70 til 80 på ingen måde er afgørende. Han skriver "for at advare kritikere mod en for hastig afslutning af det kronologiske spørgsmål." I sin nye bog (Neue Untersuchungen zur Apostelgeschichte, etc., 1911, S. 81) accepterer Harnack definitivt dateringen før Jerusalems ødelæggelse. Lightfoot ville ikke give Apostlenes Gerninger nogen datering på grund af usikkerheden om evangeliets datering.

3. Før 70 e.Kr.

Denne datering støttes af Blass, Headlam, Maclean, Rackham, Salmon. Harhack mener faktisk, at »meget tungtvejende overvejelser« taler for den tidlige datering. Som allerede nævnt tager han nu selv standpunkt for den tidlige datering. Det er tydeligvis den enkleste måde at forstå Lukas' afslutning på ApG på, nemlig at den skyldes, at Paulus stadig var i fængsel. Harnack hævder, at forsøgene på at bortforklare denne situation ikke er »helt tilfredsstillende eller særlig oplysende«. Han nævner ikke Paulus' død, fordi Paulus stadig var i live. Det dramatiske formål at føre Paulus til Rom er kunstigt. Antagelsen om en tredje bog ud fra brugen af proton i ApG 1,1 er helt ubegrundet, eftersom »første« i koiné, for ikke at tale om tidligere græsk, ofte blev brugt, når kun to blev nævnt (sammenlign »vores første etage« og »anden etage«, »første hustru« og »anden hustru«). Hele bogens tone er den, man naturligt ville have før 64 e.Kr. Efter Roms brand og Jerusalems ødelæggelse ville den holdning, bogen indtager over for romere og jøder, have været meget vanskelig, medmindre dateringen lå lang tid senere. Harnack ønsker »at give en tvivl, hvad den har krav på«. Denne Harnacks »tvivl« er bestemt til at blive fremtidens vished. (Siden denne sætning blev skrevet, har Harnack afgjort sin egen tvivl.) Bogen vil, tror jeg, til sidst blive henført til år 63 e.Kr. i Rom. Lukasevangeliet vil da naturligt høre til perioden under Paulus' fængsling i Cæsarea. Moffatts dom (Historical New Testament, 1901, 416) om, at »den ikke kan være tidligere end 80 e.Kr.«, er fuldstændig omstødt af Harnacks stærke angreb på sin egen tidligere position. Se også Moffatts Introduction to the Literature of the New Testament (1911) og Kochs Die Abfassungszeit des lukanischen Geschichtswerkes (1911).

VII. Kilder brugt af Lukas.

Hvis vi nu antager, at Lukas er forfatteren til Apostlenes Gerninger, står spørgsmålet tilbage om karakteren af de kilder, han brugte. Man kan frit henvise til Luk 1,1-4 for forfatterens almene metode. Han brugte både mundtlige og skriftlige kilder. I ApG forenkles sagen noget ved, at Lukas var Paulus' ledsager i en betydelig del af fortællingen (»vi«-afsnittene, ApG 16,11-17; ApG 20,5; ApG 21,18; ApG 21,27 og 28). Det er mere end sandsynligt, at Lukas også var sammen med Paulus under hans sidste ophold i Jerusalem og under fængslingen i Cæsarea.

Der er ingen grund til at tro, at Lukas pludselig forlod Paulus i Jerusalem og først vendte tilbage til Cæsarea, da han skulle af sted til Rom (ApG 27,1). Fraværet af »vi« er naturligt her, eftersom det ikke er en rejseberetning, men en skitse af Paulus' arrestation og række af forsvarstaler. Netop den rigelige mængde materiale her, ligesom i ApG 20 og 21, taler for Lukas' tilstedeværelse. Men under alle omstændigheder havde Lukas adgang til Paulus selv som kilde til oplysninger om denne periode, ligesom det gjaldt den anden, fra ApG 13 til bogens slutning. Lukas var enten til stede, eller han kunne have lært de anvendte kendsgerninger af Paulus. Han kan have ført en rejsedagbog, som der blev trukket på, når det var nødvendigt. Lukas kunne have taget notater af Paulus' taler i Jerusalem (ApG 22) og Cæsarea (ApG 24-26). Ud fra disse, med Paulus' hjælp, har han sandsynligvis sammensat beretningen om Paulus' omvendelse (ApG 9,1-30). Hvis bogen, sådan som jeg mener er rigtigt, blev skrevet under Paulus' første romerske fængsling, havde Lukas den fordel, at han på alle punkter kunne henvende sig til Paulus. Men i så fald var han grundigt selvstændig i stil og tilegnede sig sine materialer som en sand historiker. Paulus (og også Filip for en del af det) var et hovedvidne til begivenhederne omkring Stefanus i ApG 6,8 og deltager i arbejdet i Antiokia (11,19-30). Filip, som var med i Paulus' følge (21,8) på den sidste rejse til Jerusalem, var sandsynligvis stadig i Cæsarea under Paulus' fangenskab der. Han kunne have fortalt Lukas om begivenhederne i ApG 6,1-7 og 8,4-40. I Cæsarea kan også beretningen om Peters arbejde være blevet udledt, muligvis endda fra Cornelius selv (9,32-11,18). Om Lukas nogensinde kom til Antiokia eller ej, ved vi ikke (Codex Bezae har »vi« i ApG 11,28), selv om han kan have haft adgang til de antiokenske traditioner. Men han kom til Jerusalem. Fortællingen i ApG 12 hviler dog sandsynligvis på Johannes Markus' autoritet (ApG 12,12; ApG 12,25), i hvis mors hus disciplene var samlet. Lukas blev tilsyneladende bragt sammen med Markus i Rom (Kol 4,10), hvis ikke tidligere. Hvad angår ApG 1-5, synes sagen ved første øjekast ikke så klar, men disse kapitler bliver ikke nødvendigvis miskrediteret af den grund. Det er bemærkelsesværdigt, eftersom oldtidens historikere nævnte deres kilder så lidt, at vi kan forbinde Lukas i ApG med så mange sandsynlige kilder til vidnesbyrd. Barnabas (4,36) var i stand til at fortælle meget om arbejdets oprindelse i Jerusalem. Det samme kunne Mnason. Filip var også en af de syv (6,5; 21,8). Vi ved ikke, at Lukas mødte Peter i Rom, selv om det er muligt. Men under opholdet i Jerusalem og Cæsarea (to år) havde Lukas rig mulighed for at lære beretningen om de store begivenheder, der fortælles i ApG 1-5. Han brugte måske både mundtlige og skriftlige kilder til dette afsnit. Man kan naturligvis ikke ved sproglige eller historiske argumenter bevise den præcise karakter af Lukas' kilder i Apostlenes Gerninger. Kun i grove træk kan de sandsynlige materialer skitseres.

XIII. Analyse. 1. Forbindelsen mellem apostlenes arbejde og Jesu arbejde (ApG 1,1-11).

2. Udrustningen af de første disciple til deres opgave (ApG 1,12-2). (a) Disciplene adlyder Kristi afskedsbefaling (ApG 1,12-24). (b) Judas' plads udfyldes (ApG 1,15-26). (c) Mirakuløse manifestationer af Helligåndens nærvær (ApG 2,1-13). (d) Peters fortolkning af situationen (ApG 2,14-36). (e) Prædikenens umiddelbare virkning (ApG 2,37-41). (f) Den nye ånd i det kristne fællesskab (ApG 2,42-47).

3. Arbejdets udvikling i Jerusalem (ApG 3,1-8). (a) En hændelse i Peters og Johannes' arbejde med Peters forsvarstale (ApG 3). (b) Saddukæernes modstand vækkes af forkyndelsen af Jesu opstandelse (ApG 4,1-31). (c) En indre vanskelighed, fattigdommens problem (ApG 4,32-5). (d) Sagens store fremgang i byen (ApG 5,12-16). (e) Fornyet fjendtlighed fra saddukæerne og Gamaliels svar til farisæerne (ApG 5,17-42). (f) En krise i menighedslivet og valget af de syv hellenister (ApG 6,1-7). (g) Stefanus' åndelige fortolkning af kristendommen vækker farisæernes modstand og fører til hans voldelige død (ApG 6,8).

4. Evangeliets tvungne udbredelse til Judæa, Samaria og de nærliggende egne (ApG 8,1-40). (a) Den store forfølgelse, med Saul som leder (ApG 8,1-4). (b) Filips arbejde som et markant eksempel på de spredte disciples arbejde (ApG 8,5-40).

5. Sauls omvendelse ændrer hele situationen for kristendommen (ApG 9,1-31). (a) Sauls sendelse til Damaskus (ApG 9,1-3). (b) Saul standses på sin fjendtlige vej og bliver selv kristen (ApG 9,4-18). (c) Saul bliver en stærk forkynder af evangeliet i Damaskus og Jerusalem (ApG 9,19-30). (d) Menigheden har fred (ApG 9,31).

6. Døren åbnes for hedningerne, både romere og grækere (ApG 9,32-11). (a) Peters virksomhed i denne fredstid (ApG 9,32-43). (b) Henvendelsen fra Kornelius i Cæsarea og Peters svar (ApG 10). (c) Peter stilles til ansvar over for det farisæiske element i menigheden i Jerusalem (ApG 11,1-18). (d) Grækere i Antiokia omvendes, og Barnabas fører Saul ind i dette arbejde (ApG 11,19-26). (e) De græske kristne sender hjælp til de jødekristne i Jerusalem (ApG 11,27-30).

7. Forfølgelse fra den borgerlige øvrighed (ApG 12). (a) Herodes Agrippa I dræber Jakob og fængsler Peter (ApG 12,1-19). (b) Herodes betaler straffen for sine forbrydelser (ApG 12,20-23). (c) Kristendommen har fremgang (ApG 12,24).

8. Hedningemissionen fra Antiokia under Barnabas' og Sauls ledelse (ApG 13-14). (a) Helligåndens særlige kald til dette arbejde (ApG 13,1-3). (b) Provinsen Cypern og Paulus' lederskab (ApG 13,4-12). (c) Provinsen Pamfylien og Johannes Markus' frafald (ApG 13,13). (d) Provinsen Galatien (Pisidien og Lykaonien) og evangeliets stærke fodfæste i den indfødte befolkning (ApG 13,14). (e) Tilbagevenden og beretning til Antiokia (ApG 14,25-28).

9. Hedningemissionen udfordres af judaistenene (ApG 15,1-35). (a) De møder Paulus og Barnabas i Antiokia, som beslutter at appellere til Jerusalem (ApG 15,1-3). (b) Det første offentlige møde i Jerusalem (ApG 15,4). (c) Den anden og mere omfattende drøftelse med konferencens beslutning (ApG 15,6-29). (d) Den glade modtagelse (i Antiokia) af Paulus' og Barnabas' sejr (ApG 15,30-35).

10. Det andet store missionsfremstød, der når til Europa (ApG 15,36-18). (a) Bruddet mellem Paulus og Barnabas over Johannes Markus (ApG 15,36-39). (b) Fra Antiokia til Troas med det makedoniske råb (ApG 15,40-16). (c) I Filippi i Makedonien får evangeliet fodfæste i Europa, men møder modstand (ApG 16,11-40). (d) Paulus drives også bort fra Thessalonika og Berøa (jf. Filippi), ligeledes byer i Makedonien (ApG 17,1-15). (e) Paulus' oplevelse i Athen (ApG 17,16-34). (f) I Korinth tilbringer Paulus næsten to år, og Kristi sag vinder juridisk anerkendelse fra den romerske statholder (ApG 18,1-17). (g) Tilbagevenden til Antiokia via Efesos, Cæsarea og sandsynligvis Jerusalem (ApG 18,18-22).

11. Den tredje store rejse, med Efesos som hovedkvarter (ApG 18,23-20). (a) Paulus igen i Galatien og Frygien (ApG 18,23). (b) Apollos i Efesos, før Paulus kommer (ApG 18,24-28). (c) Paulus' tre år i Efesos (ApG 19,1-20). (d) Det korte besøg i Korinth på grund af urolighederne dér (ApG 20,1-3).

12. Paulus vender igen mod Jerusalem med planer om Rom (ApG 20,4-21). (a) Hans ledsagere (ApG 20,4). (b) Genforenet med Lukas i Filippi (ApG 20,5). (c) Beretningen om Troas (ApG 20,7-12). (d) Langs kysten ved Asien (ApG 20,13-16). (e) med de efesiske ældste i Milet (ApG 20,17-38). (f) Fra Milet til Tyrus (ApG 21,1-6). (g) Fra Tyrus til Cæsarea (ApG 21,7-14). (h) Fra Cæsarea til Jerusalem (ApG 21,15).

13. Udfaldet i Jerusalem (ApG 21,15-23). (a) Paulus' modtagelse hos brødrene (ApG 21,15-17). (b) Deres forslag til en plan, hvorved Paulus kunne gøre judaistenes arbejde imod ham i Jerusalem til intet (ApG 21,18-26). (c) Opløbet i tempelforgårdene, rejst af jøderne fra Asien, mens Paulus var i færd med at gennemføre planen for at afvæbne judaistene (ApG 21,27-30). (d) Paulus reddes af den romerske kommandant og holder sin forsvarstale til den jødiske folkemængde (ApG 21,31-22). (e) Forhør hos den øverste kommandant (ApG 22,24-29). (f) Ført frem for Rådet (ApG 22,30-23). (g) Opmuntreret af Herren Jesus (ApG 23,11). (h) Paulus' flugt fra de jødiske sammensvornes plan (ApG 23,12-30).

14. Paulus som fange i Cæsarea (ApG 23,31-26). (a) Flugten til Cæsarea og fremstilling for Felix (ApG 23,31-35). (b) Paulus' fremtræden for Felix (ApG 24). (c) Paulus for Festus (ApG 25,1-12). (d) Paulus, som en sag af nysgerrighed og høflighed, føres frem for Herodes Agrippa II (ApG 25,13-26).

15. Paulus på vej til Rom (ApG 27,1-28). (a) Fra Cæsarea til Myra (ApG 27,1-5). (b) Fra Myra til Gode Havne (ApG 27,6-8). (c) Fra Gode Havne til Malta (ApG 27,9-28). (d) Fra Malta til Rom (ApG 28,11-15).

16. Paulus i Rom til sidst (ApG 28,16-31). (a) Hans bolig (ApG 28,16). (b) Hans første samtale med jøderne (ApG 28,17-22). (c) Hans anden samtale med jøderne (ApG 28,23-28). (d) To år senere stadig fange, men med frihed til at prædike evangeliet (ApG 28,30). LITTERATUR

Foruden de ovenfor nævnte værker, se Wendts udgave af Meyers Kommentar (1899); Headlam i HDB; Knowling om ApG i Expositor's Greek Testament (1900); Knowling, Witness of the Epistles (1892), Testimony of Paul to Christ (1905); Moffatt, Historical New Testament (1901).

Her er en udvalgt liste over vigtige værker:

1. Indledning:

Bacon, Introduction to the New Testament (1900); Bennett og Adeney, Biblical Introduction (1899); Bleek, Einleitung in das New Testament (4. opl., 1900); S. Davidson, (3. udgave, 1894); C. R. Gregory, Canon and Text of the New Testament (1907), H. J. Holtzmann, Einleitung in das New Testament (3. opl., 1892), Jacquies, Histoire des livres du New Testament (1905-8); Julicher, Introduction to the New Testament (oversættelse, 1904); Peaks, Critical Introduction to the New Testament (1909); Reuss, Canon of the Holy Scriptures (oversættelse, 1886); Salmon, Hist Introduction to the Study of the Books of the New Testament (7. udgave, 1896), von Soden, The History of Early Christian Lit. (oversættelse, 1906), B. Weiss, A Manual of Introduction to the New Testament (oversættelse, 1889), Westcott, History of the Canon of the New Testament (1869), Zahn, Introduction to the New Testament (oversættelse, 1909), Moffatt, Introduction to the Lit. of the New Testament (1911).

2. Tekst:

Se generelle værker om tekstkritik af Det Nye Testamente (Gregory, Kenyon, Nestle, Tischendorf, Scrivener, von Soden, B. Weiss, Westcott osv.). Blandt specialafhandlinger bemærkes Blass, Philology of the Gospels (1898). Acta Apostolorum (1895); Bornemann, Acta Apostolorum (1848); Chase, Old Syriac Element in the Text of Codex Bezae (1893), Corssen, Der cyprianische Text der Acta Apostolorum (1892); Klostermann, Probleme im Apostel Texts (1883), Klostermann, Vindiciae Lucanae (1866); Nestle, Philologia (1896); J. Rendel Harris, Study Codex Bezae (1891).

3. Apostolisk historie:

For litteratur om Paulus' liv, se Robertson, Epochs in the Life of Paul (1909), 321-27, og artiklen PAUL i dette leksikon. Vigtige almene værker er følgende: Bartlet, The Apostolie Age (1899); Baumgarten, The Apostolic History (oversættelse, 1854); Blunt, Studies in the Apostolic Age (1909); Burton, Records and Letters of the Apostolic Age (1895); Doellinger, The First Age of the Church (oversættelse, 1867); Dobschutz, Christian Life in the Primitive Church (oversættelse, 1904); Ewald, History of the Apostolic Times (oversættelse, bind VI i History of Israel); Farrar, Early Days of Christianity (1887); Fisher, The Beginnings of Christianity (1877); Gilbert, Christianity in the Apostolic Age (1908); Harnack, The Expansion of Christianity in the First Three Centuries (oversættelse, 1904-5); Hausrath, Neut. Zeitgeschichte (Bd. 2, 1872); Heinrici, Das Urchristentum (1902); Holtzmann, Neut. Zeitgeschichte (1895); Hort, Judaistic Christianity (1898); Organization of the Early Christian Churches (1895); Lechler, The Apostolic and Post-Apostolic Times (oversættelse, 1886); Lightfoot, Dissertations on the Apostolic Age (1892); Lindsay, The Church and the Ministry in the Early Centuries (1902); McGiffert, A History of Christianity in the Apostolic Age (1897); Neander, History of the Planting and Training of the Christian Church (1889); Pfleiderer, Christian origins (1906), Pressonse, The Early Years of Christianity (1870); Purves, Christianity in the Apostolic Age (1901), Ramsay, The Church in the Roman Empire (1893); Ritschl, Die Entstehung der altkath. Kirche (1857); Ropes, The Apostolic Age in the Light of Modern Criticism (1906); Weizsacker, The Apostolic Age of the Christian Church (oversættelse, 1894-95); Pictures of the Apostolic Church (1910).

4. Specialafhandlinger om Apostlenes Gerninger:

Belser, Beitrage zur Erklarung der Apostelgeschichte (1897); Benson, Addresses on the Ac of the Apostles (1901); Bethge, Die paulinischen Reden der Apostelgeschichte (1887); Blass, Acta Apostolorum secundum Formam quae videtur Romanam (1896); Chase, The Credibility of the Book of the Ac of the Apostles (1902); Clemen, Die Apostelgeschichte, im Lichte der neueren Forschungen (1905); Fiene, Eine vorkanonische Nebenlieferung des Lukas in Evangelium und Apostelgeschichte (1891); Harnack, Luke, the Physician (oversættelse, 1907); The Ac of the Apostles (1909); Hilgenfeld, Acta Apostolorum Graece et Latine (1899); Jungst, Die Quellen der Apostelgeschichte (1895); Krenkel, Josephus und Lucas (1894); Luckok, Footprints of the Apostles as Traced by Luke in the Ac (1897); J. Lightfoot, Hebrew and Talmudical Exercitations on the Ac of the Apostles (1768); Paley, Horae Paulinae (Birks-udgaven, 1850); Ramsay, Paul the Traveler (1896); Pauline and Other Studies (1906); Cities of Paul (1908), Luke the Physician, and Other Studies (1908); J. Smith, Voyage and Shipwreck of Paul (4. udgave, 1880); Sorof, Die Entstehung der Apostelgeschichte (1890); Spitta, Die Apostelgeschichte, ihre Quellen und deren geschichtlicher Worth (1891); Stiffler, An Introduction to the Book of Ac (1892); Vogel, Zur Characteristik des Lukas nach Sprache und Stil (1897); J. Weiss, Ueber die Absicht und die literarischen Charakter der Apostelgeschichte (1897); Zeller, The Contents and Origin of the Ac of the Apostles (oversættelse, 1875); Maurice Jones, Paul the Orator (1910).

5. Kommentarer:

Der findes de store standardværker, som Beda, Bengel, Calvin, Chrysostomos, Grotius. De vigtigste moderne kommentarer er følgende: Alexander (1857), Alloral (6. udgave, 1868), Bartlet (1901), Blass (Acta Apostolorum, 1895), Ewald (Apostelgeschichte, 1871), Felten (Apostelgeschichte, 1892), Hackett (1882), Holtzmann (Hand-Commentar, 3 Aufl, 1901), Knabenbauer (Actus Apostol, 1899), Knowling (Expositor's Greek Text, 1900), Luthardt og Zoeckler (Apostelgeschichte, 2. udgave, 1894), McGarvey (1892), Meyer (oversættelse ved Gloag og Dickson, 1885), Meyer-Wendt (Apostelgeschichte, 1888). Noesgen (Apostelgeschichte, 1882), Olshausen (1832), Page (1897), Rackham (1901), Rendall, (1897), Stokes (1892), B. Weiss (Apostelgeschichte, 1892, 2. udgave).

A. T. Robertson

VIII. Talerne i Apostlenes Gerninger.

Dette spørgsmål er vigtigt nok til at få særskilt behandling. Er de mange taler, der gengives i ApG, frie kompositioner af Lukas, fremstillet efter bestilling à la Thukydid? Er de ordrette referater fra noter, der blev taget på tidspunkterne og bogstaveligt indarbejdet i fortællingen? Er de væsentlige gengivelser, indarbejdet med større eller mindre frihed og med mærker af Lukas’ egen stil? I det abstrakte var enhver af disse metoder mulig. Eksemplet fra Thukydid, Xenofon, Livius og Josefus viser, at oldtidens historikere ikke nærede betænkeligheder ved at opfinde taler, som der ikke forelå noget referat af. Der mangler ikke dem, som anklager Lukas for netop dette i Apostlenes Gerninger. Sagen kan kun afgøres ved at henvise til kendsgerningerne, så langt de kan fastslås. Det kan ikke nægtes, at Lukas’ hånd i et vist omfang er synlig i de taler, han gengiver i Apostlenes Gerninger. Men denne kendsgerning må ikke presses for langt. Det er ikke sandt, at talerne alle er ens i stil.

Det er muligt meget tydeligt at skelne Peters taler fra Paulus’. Ikke blot er dette sandt, men vi er i stand til at sammenligne både Paulus’ og Peters taler med deres breve. Det er ikke sandsynligt, at Lukas havde set disse breve, sådan som det straks vil blive vist. Det er at tilskrive Lukas en bemærkelsesværdig litterær dygtighed at antage, at han sammensatte »petrinske« taler og »paulinske« taler med en sådan succes, at de smukt harmonerer med hver af disse apostles lære og almindelige stil. Stefanus’ tale adskiller sig også skarpt fra Peters og Paulus’, skønt vi ikke er i stand til at sammenligne denne gengivelse med noget originalt værk af Stefanus selv. Noget andet er også sandt, især om Paulus’ prædikener.

De er på forunderlig vis tilpasset tid, sted og tilhørere. De har alle en tydeligt paulinsk prægning og dog en forskel i lokal kolorit, som i nogen grad svarer til variationerne i stilen i Paulus’ breve. Professor Percy Gardner (The Speeches of Paul in Acts, i Cambridge Biblical Essays, 1909) anerkender disse forskelle, men søger at forklare dem ud fra varierende nøjagtighed i de kilder, Lukas brugte, idet han regner talen i Milet som den mest historiske af dem alle. Men han indrømmer, at Lukas brugte kilder til disse taler.

Teorien om ren opfindelse fra Lukas’ side mister i høj grad troværdighed ved appel til kendsgerningerne. På den anden side, i lyset af at Lukas’ stil tilsyneladende i nogen grad er til stede i talerne, kan man næppe hævde, at han har lavet ordrette referater. Desuden viser gengivelsen af Jesu taler i Lukasevangeliet (som i de andre evangelier) den samme frihed i at give indholdet frem for en nøjagtig gengivelse af ordene, som findes i Apostlenes Gerninger. Endvidere synes det klart, at nogle, om ikke alle, gengivelserne i ApG er sammentrængte, i nogle af Peters talers tilfælde blot omrids.

De gamle vidste, hvordan man kunne lave stenografiske referater af sådanne taler. Den mundtlige overlevering var sandsynligvis virksom i bevarelsen af Peters tidlige taler og endda af Stefanus’, skønt Paulus selv hørte Stefanus. Paulus’ taler viser alle mærker af et øjenvidne (Bethge, Die paulinischen Reden, etc., 174). Til Peters taler kan Lukas have haft dokumenter, eller han kan have nedskrevet den gængse mundtlige overlevering, mens han var i Jerusalem og Cæsarea. Peter talte sandsynligvis græsk på pinsedagen. Hans andre taler kan have været på aramæisk eller på græsk. Men den mundtlige overlevering ville bestemt have ført dem videre på græsk, hvis også på aramæisk.

Lukas hørte Paulus tale i Milet (ApG 20) og kan have taget noter på det tidspunkt. Ligeledes hørte han næsten sikkert Paulus’ tale på trappen til Antoniaborgen (ApG 22) og den for Agrippa (ApG 26). Der er ingen grund til at tro, at han var fraværende, da Paulus holdt sine forsvarstaler for Felix og Festus (ApG 24-25). Han var til stede på skibet, da Paulus talte (ApG 27), og i Rom, da han talte til jøderne (ApG 28). Lukas var ikke til stede, da Paulus holdt sin prædiken i Antiokia i Pisidien (ApG 13), eller i Lystra (ApG 14), eller i Athen (ApG 17). Men disse taler adskiller sig så meget i tema og behandling og er så grundlæggende paulinske, at det er naturligt at tænke, at Paulus selv gav Lukas de noter, som han brugte.

Prædikenen i Antiokia i Pisidien er sandsynligvis givet som et eksempel på Paulus' missionstaler. Den indeholder kernen i Paulus' evangelium, sådan som det fremtræder i hans breve. Han lægger vægt på Jesu død og opstandelse, syndernes forladelse gennem Kristus, retfærdiggørelse ved tro. Det indvendes undertiden, at talen i Athen viser en vidde i syn og en sympati, som Paulus ikke kendte, og at der er en mærkelig attisk tone i den græske stil. Prædikenen går ganske vist så langt, som Paulus kan (sammenlign 1 Kor 9,22), i retning af grækernes standpunkt (men sammenlign Kol og Ef). Paulus opgiver dog ikke sit princip om nåden i Kristus. Han kaldte athenerne til omvendelse, prædikede dommen over synden og forkyndte Jesu opstandelse fra de døde. Guds faderskab og menneskets broderskab, som her læres, betød ikke, at Gud så gennem fingre med synd og kunne frelse alle mennesker uden omvendelse og syndsforladelse. Chase (The Credibility of Acts) giver en samling af Paulus' missionstaler. Den historiske virkelighed og værdi af talerne i ApG kan siges at være blevet stadfæstet af moderne forskning. For en sympatisk og lærd drøftelse af alle Paulus' taler, se Jones, Paul the Orator (1910). Tertullus' korte tale (ApG 24) blev holdt offentligt, ligesom Festus' offentlige erklæring i ApG 26. Claudias Lysias' brev til Felix i ApG 23 var et offentligt dokument. Hvordan Lukas fik fat i samtalen om Paulus mellem Festus og Agrippa i ApG 26, er vanskeligere at gætte sig til.

IX. ApG's forhold til brevene.

Der er intet egentligt bevis for, at Lukas gjorde brug af nogen af Paulus' breve. Han var sammen med Paulus i Rom, da Kol blev skrevet (4,14), og kan faktisk have været Paulus' skriver ved dette brev (og ved Ef og Filem). Der er blevet påpeget visse ligheder med Lukas' stil. Men ApG slutter uden nogen fortælling om begivenhederne i Rom i årene dér, så disse breve øvede ingen indflydelse på bogens tilblivelse. Hvad angår de to foregående grupper af Paulus' breve (1 og 2 Thess, 1 og 2 Kor, Gal, Rom), er der intet bevis for, at Lukas så nogen af dem. Romerbrevet var sandsynligvis tilgængeligt for ham, mens han var i Rom, men han synes ikke at have brugt det. Lukas foretrak åbenbart at gå direkte til Paulus for oplysninger frem for til hans breve.

Alt dette er enkelt nok, hvis han skrev bogen eller indsamlede sine oplysninger, mens Paulus var i live. Men hvis ApG blev skrevet meget sent, ville det være mærkeligt, at forfatteren ikke havde gjort brug af nogle af Paulus' breve. Bogen har derfor den store fordel, at den dækker noget af det samme område som det, der drøftes i de tidligere breve, men fra et helt uafhængigt standpunkt. Hullerne i vor viden fra den ene kilde udfyldes ofte tilfældigt, men meget tilfredsstillende, fra den anden. Sammentræffene mellem ApG og Paulus' breve er godt blevet påvist af Paley i hans Horae Paulinae, stadig en bog af stor værdi. Knowling har i sin Witness of the Epistles (1892) foretaget en nyere undersøgelse af det samme problem. Men var det ikke for den tilsyneladende konflikt mellem Gal 2,1-10 og ApG 15, kunne sagen lades ligge på dette punkt.

Nogle hævder, at Apostlenes Gerninger, skrevet længe efter Gal, skubber den beretning om konferencen i Jerusalem, som Paulus giver, til side. Man mener, at Paulus har ret i sin personlige optegnelse, og at ApG derfor er uhistorisk. Andre redder ApG's troværdighed ved at hævde, at Paulus henviser til en tidligere privat konference nogle år før den offentlige drøftelse, der er omtalt i ApG 15. Dette er naturligvis i sig selv muligt, men det kræves på ingen måde af forskellene mellem de to beretninger. Lightfoots påstand er aldrig virkelig blevet omstødt: at Paulus i Gal 2,1-10 giver konferencens personlige side, ikke en fuldstændig beretning om det almindelige møde. Det, Paulus gør, er at vise galaterne, hvordan han står på lige fod med apostlene i Jerusalem, og hvordan hans myndighed og uafhængighed blev anerkendt af dem.

Denne side af sagen kom frem på den private konference. Paulus fremlægger ikke i Gal 2,1-10 sin sejr over judaisterne til fordel for hedningernes frihed. Men i ApG 15 er det netop denne kamp for hedningernes frihed, der er til drøftelse. Paulus' forhold til apostlene i Jerusalem er slet ikke hovedsagen, skønt det i ApG er tydeligt, at de er enige. Også i Galaterbrevet kommer Paulus' sejr for hedningernes frihed frem. Ja, i ApG 15 nævnes det to gange, at apostlene og de ældste var samlet (15,4.6), og to gange får vi at vide, at Paulus og Barnabas talte til dem (15,4.12). Det er derfor naturligt at antage, at denne private konference, som Paulus fortæller om i Galaterbrevet, fandt sted mellem 2,5 og 6. Lukas har ganske vist måske ikke set Galaterbrevet og har måske ikke hørt beretningen om den private konference fra Paulus, skønt han kendte til de to offentlige møder. Hvis han kendte til det private møde, fandt han det ikke relevant for sin fortælling. Der er naturligvis ingen modsigelse mellem, at Paulus drog op ved åbenbaring og efter menighedens beslutning i Antiokia. I Gal 2,1 har vi det andet (Gal 1,18) besøg i Jerusalem efter hans omvendelse, som Paulus omtaler, mens det i ApG 15 er det tredje i ApG (9,28; 11,29 f; 15,2).

Men der var ingen særlig grund for Paulus til at nævne besøget i ApG 11,30, som ikke angik hans forhold til apostlene i Jerusalem. Faktisk nævnes ved denne lejlighed kun »de ældste«. Den samme uafhængighed mellem ApG og Gal forekommer i Gal 1,17-24 og ApG 9,26-30. I ApG er der ingen hentydning til besøget i Arabien, ligesom der ikke er nogen omtale af den private samtale i ApG 15. Således er der heller ikke i ApG 15,35-39 nogen omtale af den skarpe uoverensstemmelse mellem Paulus og Peter i Antiokia, som er gengivet i Gal 2,11 ff. Paulus nævner den blot for at bevise sin egen myndighed og uafhængighed som apostel. Lukas havde ingen anledning til at nedskrive hændelsen, hvis han kendte til sagen. Disse eksempler viser godt, hvordan ApG og brevene, når de varierer, i virkeligheden supplerer hinanden.

X. Apostlenes Gerningers kronologi.

Her står vi over for et af de mest indviklede spørgsmål i nytestamentlig kritik. I almindelighed var oldtidens forfattere ikke så omhyggelige, som moderne forfattere er, med at give præcise datoer for historiske begivenheder. Ja, det var ikke let at gøre det, når der ikke fandtes en ensartet metode til tidsregning. Lukas knytter dog på forskellige punkter sin fortælling til ydre begivenheder. I sit evangelium havde han forbundet Jesu fødsel med navnene Augustus som kejser og Kvirinius som statholder i Syrien (Luk 2,1), og Johannes Døbers fremtræden i sin tjeneste med navnene på tidens vigtigste romerske og jødiske herskere (Luk 3,1). Således lader han os heller ikke i ApG stå uden forskellige tidsangivelser. Han giver ganske vist ikke datoen for himmelfarten eller for korsfæstelsen, skønt han placerer himmelfarten fyrre dage efter opstandelsen (ApG 1,3), og den store pinsedag ville da komme ti dage senere, »ikke mange dage herefter« (ApG 1,5).

Men de øvrige begivenheder i de indledende kapitler af ApG har ingen klar kronologisk ordning. Stefans virke placeres blot »i disse dage« (6,1). Begyndelsen på den almindelige forfølgelse under Saulus placeres på selve dagen for Stefans død (8,1), men året antydes ikke engang. Saulus' omvendelse kommer sandsynligvis i sin kronologiske orden i ApG 9, men igen gives året ikke. Vi har ingen antydning af Saulus' alder ved hans omvendelse. Således gøres heller ikke forholdet mellem Peters arbejde i Cæsarea (10) og forkyndelsen for grækerne i Antiokia (11) klart, skønt rækkefølgen sandsynligvis er denne. Først når vi kommer til ApG 12, når vi frem til en begivenhed, hvis datering er nogenlunde sikker. Det er Herodes Agrippa I's død i 44 e.Kr. Men selv da forbinder Lukas ikke Paulus' liv med denne hændelse. Ramsay (St. Paul the Traveler, 49) placerer forfølgelsen og Jakobs død i 44 og Barnabas' og Saulus' besøg i Jerusalem i 46. Omkring 44 kan vi altså regne med, at Saulus kom fra Tarsus til Antiokia.

De »fjorten år« i Gal 2,1 peger, som allerede vist, sandsynligvis på besøget i ApG 15 nogle år senere. Men Saulus havde været i Tarsus i nogle år og havde tilbragt omkring tre år i Arabien og Damaskus efter sin omvendelse (Gal 1,18). Længere end dette er det ikke muligt at gå. Vi kender ikke Saulus' alder i 44 e.Kr. eller året for hans omvendelse. Han blev sandsynligvis født ikke langt fra 1 e.Kr. Men hvis vi placerer Paulus i Antiokia sammen med Barnabas i 44 e.Kr., kan vi komme et stykke videre. Her tilbragte Paulus et år (ApG 11,26). Besøget i Jerusalem i ApG 11, den første missionsrejse i 13 og 14, mødet i Jerusalem i 15, den anden missionsrejse i 16-18, den tredje missionsrejse og tilbagekomsten til Jerusalem i 18-21, arrestationen i Jerusalem og de to år i Cæsarea i 21-26 falder alle mellem 44 e.Kr. og tilbagekaldelsen af Felix og Festus' komme. Man plejede at tage for givet, at Festus kom i 60 e.Kr.

Wieseler regnede sig frem til det ud fra Josefus og blev fulgt af Lightfoot. Men Eusebius placerede i sin »Krønike« denne begivenhed i Neros andet år. Det ville være 56, medmindre Eusebius har en særlig måde at tælle disse år på. Mr. C. H Turner (art. »Chronology« i HDB) finder, at Eusebius regner en kejsers regeringsår fra den følgende september. Hvis det er sådan, kunne datoen flyttes frem til 57 (sammenlign Rackham on Acts, lxvi). Men Ramsay (kapitel xiv, »Pauline Chronology«, i Pauline and Other Studies) hugger den gordiske knude over ved at påvise en fejl hos Eusebius, som skyldes, at han overså et interregnum i Mugs' regeringstid. Ramsay følger her Erbes Todestage Pauli und Pertri i denne opdagelse og er i stand til at fastsætte 59 som datoen for Festus' komme. Sandsynligvis må 59 fungere som en kompromisdato. Mellem 44 e.Kr. og 59 e.Kr. placerer vi derfor hovedparten af Paulus' aktive missionsarbejde.

Lukas har opdelt denne periode i mindre afsnit med relative dateringer. Således nævnes et år og seks måneder i Korinth (ApG 18,11), foruden »endnu mange dage« (ApG 18,18). I Efesos finder vi omtale af »tre måneder« (ApG 19,8) og »to år« (ApG 19,10), idet hele beretningen sammenfattes som »tre år« (ApG 20,31). Dernæst har vi de »to år«s forsinkelse i Cæsarea (ApG 24,27). Således har vi omtrent syv af disse femten år specificeret. En stor del af de resterende otte blev tilbragt på de rejser, som Lukas beskriver. Vi får også oplyst, på hvilken tid af året rejsen til Rom var i gang (ApG 27,9), rejsens længde (ApG 27,27), varigheden af opholdet på Melita (ApG 28,11) og den tid, der blev tilbragt i Rom ved bogens afslutning, »to hele år« (ApG 28,30). Det er således muligt at fastlægge et relativt tidsskema, om end ikke et absolut. Harnack (The Ac of the Apostles, kapitel i, »Chronological Data«) har udarbejdet en meget omhyggelig plan for hele Apostlenes Gerninger. Knowling har en god kritisk oversigt over den nuværende tilstand af vores viden om kronologien i ApG i sin Commentary, 38 ff.; sammenlign også Clemen, Die Chronologie der paulinischen Briefe (1893). Det er altså klart, at der kan findes en fornuftig plan for begivenhederne i Paulus’ liv, for så vidt de er nedskrevet i ApG. Hvis 57 e.Kr. for eksempel skulle tages som året for Festus’ ankomst snarere end 59 eller 60 e.Kr., ville de øvrige dateringer tilbage til 44 e.Kr. naturligvis blive påvirket efter en glidende skala. Før 44 e.Kr. er dateringerne i vid udstrækning formodninger.

XI. Apostlenes Gerningers historiske værdi.

Det var engang moderne at miskreditere ApG som en bog uden virkelig værdi som historie. Tübingen-skolen betragtede ApG som »en sen kontroversiel roman, hvis eneste historiske værdi var at kaste lys over tankegangen i den periode, som frembragte den« (Chase, The Credibility of Acts, 9). Der mangler ikke enkelte forfattere, som stadig betragter ApG som et sent forsoningsskrift mellem Peter- og Paulus-partierne, eller som et partisk kampskrift til fordel for Paulus. Der findes noget fantasifulde paralleller mellem Lukas’ behandling af både Peter og Paulus. »Ifølge Holtzmann er det stærkeste argument for den kritiske position overensstemmelsen mellem Peters og de andre apostles gerninger på den ene side og Paulus’ på den anden« (Headlam i HDB). Men denne sag synes temmelig søgt. Peter er den førende skikkelse i de tidlige kapitler, ligesom Paulus er det i bogens sidste halvdel, men overensstemmelserne er ikke bemærkelsesværdigt slående.

I nogle sind findes der en fordom imod bogen på grund af de mirakler, som Lukas skildrer som virkelige begivenheder. Men Paulus hævdede selv at have udført mirakler (2 Kor 12,12). Det er ikke videnskabeligt på forhånd at udelukke en bog, fordi den fortæller om mirakler (Blass, Acta Apostolorum, 8). Ramsay (St. Paul the Traveler, 8) fortæller om sin erfaring med hensyn til Apostlenes Gerningers troværdighed: »Jeg begyndte med et sind, der var ugunstigt stemt over for den, for Tübingen-teoriens opfindsomhed og tilsyneladende fuldstændighed havde på et tidspunkt ganske overbevist mig.« Det var ved faktisk efterprøvning af ApG på punkter, hvor den kunne prøves ved inskriptioner, Paulus’ breve eller samtidige ikke-kristne forfattere, at »det gradvist trængte sig ind på mig, at fortællingen i forskellige enkeltheder viste en forunderlig sandhed«. Han slutter med at »placere denne store forfatter på den høje piedestal, der tilkommer ham« (10). McGiffert (The Apostolic Age) var af de geografiske og historiske vidnesbyrd blevet tvunget til delvis at opgive den ældre kritik. Han indrømmede også, at ApG »er mere troværdig, end tidligere kritikere tillod« (Ramsay, Luke the Physician, 5). Schmiedel (Encyclopedia Biblica) hævder stadig, at forfatteren til ApG er unøjagtig, fordi han ikke var i besiddelse af fuldstændig information. Men i det store og hele har ApG fået en triumferende vindicatioin i moderne kritik. Jülicher (Einl, 355) indrømmer »en ægte kerne, overvokset med legendariske tilføjelser« (Chase, Credibility, 9). Lukas’ moralske redelighed, hans troskab mod sandheden (Rackham om Acts, 46), vises klart både i hans evangelium og i Apostlenes Gerninger.

Dette er trods alt hovedtrækket hos den sande historiker (Ramsay, Paul the Traveler, 4). Lukas skriver som en mand med et alvorligt formål og er den eneste nytestamentlige forfatter, der nævner sin omhyggelige brug af sit materiale (Luk 1,1-4). Hans holdning og ånd er historikerens. Han udviser kunstnerisk kunnen, det er sandt, men ikke til skade for hans fremstilling. Han giver ikke en nøgen krønike, men skriver en virkelig historie, en fortolkning af de begivenheder, der er nedskrevet. Han havde tilstrækkelige ressourcer med hensyn til materialer og begavelse og har gjort samvittighedsfuld og dygtig brug af sin mulighed. Det er ikke nødvendigt her i detaljer at angive alle de punkter, hvor Lukas er blevet vindiceret (se Knowling om Acts, Ramsays bøger og Harnacks Luke and Acts). De mest oplagte er følgende: Brugen af »prokonsul« i stedet for »proprætor« i ApG 13,7 er et slående eksempel. Mærkeligt nok var Cypern ikke en senatsprovins ret længe. Der er fundet en inskription på Cypern »under Paulus’ prokonsulat«.

De ‘første mænd’ i Antiokia i Pisidien svarer til (13,50) »De Første Ti«, en titel som »kun blev givet (som her) til et råd af magistrater i græske byer i Østen« (MacLean i one-vol HDB). »Jupiters præst« i Lystra (14,13) stemmer med de kendte fakta om gudsdyrkelsen dér. Således har vi Perge i Pamfylien (13,13), Antiokia i Pisidien (13,14), Lystra og Derbe i Lykaonien (14,6), men ikke Ikonion (14,1). I Filippi bemærker Lukas, at magistraterne kaldes strategoi eller prætorer (ApG 16,20) og ledsages af liktorer eller rhabdouchoi (ApG 16,35). I Thessalonika er lederne »politarker« (ApG 17,6), en titel der ikke findes noget andet sted, men som nu er opdaget på en inskription fra Thessalonika. Han taler korrekt om Areopagos-domstolen i Athen (ApG 17,19) og om prokonsulen i Akaja (ApG 18,12).

Skønt Athen var en fri by, var Areopagos-rådet på den tid de egentlige herskere. Akaja var undertiden forbundet med Makedonien, skønt det på dette tidspunkt var en særskilt senatorisk provins. I Efesos kender Lukas til »asiarkerne« (ApG 19,31), »formændene for provinsens ›fællesråd‹ i byer, hvor der var et tempel for Rom og kejseren; de førte tilsyn med kejserdyrkelsen« (Maclean). Bemærk også den kendsgerning, at Efesos er »tempelvogter for den store Diana« (ApG 19,35). Læg dernæst mærke til byskriveren (ApG 19,35) og folkeforsamlingen (ApG 19,39). Bemærk også Felix' titel, »landshøvding« eller prokurator (ApG 24,1), kong Agrippa (25,13), centurionen Julius og den augustæiske kohorte (ApG 27,1). ApG 27 er et vidunder af interesse og nøjagtighed for alle, som ønsker at kende detaljer om oldtidens søfart. Stoffet er blevet gennemarbejdet på mesterlig vis af James Smith, Voyage and Shipwreck of Paul. Titlen »øens første mand« (ApG 28,7) findes nu på en mønt fra Melita. Dette er på ingen måde alle de interessante forhold, men de vil være tilstrækkelige. I de fleste af de punkter, der er nævnt ovenfor, blev Lukas' sandfærdighed engang anfægtet, men nu er han blevet triumferende retfærdiggjort.

Kraften i denne retfærdiggørelse værdsættes bedst, når man erindrer den tilfældige karakter af de nævnte punkter. De kommer fra vidt spredte områder og er netop de steder, hvor det i fremmede egne er så let at begå fejl. Hvis pladsen tillod det, kunne sagen fremstilles mere udførligt og med større retfærdighed over for Lukas' værdi som historiker. Det er sandt, at vi i de tidligere dele af ApG ikke er i stand til at finde lige så mange geografiske og historiske bekræftelser. Men materialets karakter krævede ikke omtale af så mange steder og personer. I den senere del tøver Lukas heller ikke med at nedskrive mirakuløse begivenheder. Hans karakter som historiker er solidt fastslået af de passager, hvor der er fundet ydre kontaktpunkter. Vi kan ikke nægte ham et godt navn i resten af bogen, selv om værdien af de kilder, der er brugt, bestemt spiller en rolle. Det er blevet hævdet, at Lukas bryder sammen som historiker ved den dobbelte omtale af Kvirinius i Luk 2,2 og ApG 5,37.

Men Ramsay (Was Christ Born at Bethlehem?) har vist, hvordan den nye viden om Augustus' folketællingssystem, afledt af de egyptiske papyri, er ved at opklare denne vanskelighed. Lukas' almindelige nøjagtighed kræver i det mindste, at dommen udsættes, og i spørgsmålet om Theudas og Judas Galilæeren (ApG 5) overgår Lukas, sammenlignet med Josefus, sin rival. Harnack (The Ac of the Apostles, 203-29) giver på sin sædvanlige omhyggelige måde en række eksempler på »unøjagtighed og uoverensstemmelse«. Men langt størstedelen af dem er blot eksempler på uafhængighed i fremstillingen (sammenlign ApG 9 med 22 og 26, hvor vi har tre beretninger om Paulus' omvendelse). Harnack tillagde ganske vist ikke tidligere Lukas som historiker så høj værdi, som han nu gør. Det er derfor desto mere betydningsfuldt at læse følgende i Harnacks The Ac of the Apostles (298 f): »Bogen er nu blevet genindsat i den anseelse, som med rette tilkommer den. Den er ikke blot, som helhed betragtet, et ægte historisk værk, men selv i flertallet af sine detaljer er den troværdig 6 ..... Bedømt ud fra næsten ethvert muligt standpunkt inden for historisk kritik er den et solidt, respektabelt og i mange henseender et usædvanligt værk.« Det er efter min mening en underdrivelse af kendsgerningerne (se Ramsay), men det er en bemærkelsesværdig konklusion om Lukas' troværdighed, når man tager i betragtning, hvor langt Harnack er kommet. Under alle omstændigheder forsvinder fordommen mod Lukas hastigt. Fremtidens dom foregribes af Ramsay, som rangerer Lukas som en historiker af første rang.

XII. Bogens formål.

Der har været ført megen diskussion om Lukas' mål med Apostlenes Gerninger. Baurs teori var, at denne bog blev skrevet for at give et forsonende syn på konflikten mellem Peter og Paulus, og at der findes en minutiøs parallelitet i ApG mellem disse to helte. Denne tendens-teori beherskede engang det kritiske felt, men den tager ikke alle kendsgerninger i betragtning og formår ikke at forklare bogen som helhed. Peter og Paulus er bogens helte, ligesom de uden tvivl var de to hovedpersonligheder i den apostolske historie (sammenlign Wendt, Apostelgeschichte, 17). Der er en vis parallelitet mellem de to mænds karrierer (sammenlign den tilbedelse, der blev tilbudt Peter i Cæsarea i ApG 10,25, og den, der blev tilbudt Paulus i 14,11; se også straffen over Ananias og Safira og den over Elymas). Men Knowling (Acts, 16) svarer med rette, at det er mærkeligt, at der ikke gøres brug af både Peters og Paulus' død i Rom, muligvis på samme tid. Hvis ApG blev skrevet sent, ville dette forhold have været tilgængeligt for forfatterens viden.

Der er i virkeligheden ingen reel bestræbelse fra Lukas' side på at male Paulus som Peter eller Peter som Paulus. De få ligheder i hændelser er blot naturlige historiske paralleller. Andre har i ApG set et stærkt formål om at forsone hedningers (paganers) opfattelse i det forhold, at de romerske statholdere og militære officerer så ensartet fremstilles som velvilligt indstillet over for Paulus, mens jøderne fremstilles som de egentlige angribere mod kristendommen (sammenlign Josefus' holdning til Rom). Også her er kendsgerningen uomtvistelig. Men den anden forklaring er mere naturlig, nemlig at Lukas fremhæver dette aspekt af sagen, fordi det var sandheden. Jf. B. Weiss, Einl, 569. Lukas har ganske vist øje for kristendommens forhold til verden og afspejler med rette Paulus' ambition om at vinde Romerriget for Kristus (se Rom 15), men det vil ikke sige, at han har givet bogen en politisk slagside eller farvet den, så den fratages sin historiske værdi. Det er sandsynligvis sandt (jf. Knowling, Acts, 15; J. Weiss, Ueber die Absicht und den literarischen Charakter der Apostelgeschichte), at Lukas følte, ligesom Paulus, at jødedommen virkeliggjorde sin verdensbestemmelse i kristendommen, at kristendommen var den sande jødedom, det åndelige og virkelige Israel. Hvis Lukas skrev ApG i Rom, mens Paulus' sag endnu lå foran Nero, er det let at forstå den noget lange og detaljerede beretning om Paulus' arrestation og retssager i Jerusalem, Cæsarea og Rom.

Pointen ville være, at kristendommens juridiske stilling over for romersk lovgivning var involveret. Hidtil havde kristendommen fundet ly som en sekt inden for jødedommen og blev derfor af Gallio i Korinth forbigået som en religio licita. Hvis Paulus blev dømt som kristen, ville hele sagens aspekt blive ændret. Kristendommen ville straks blive religio illicita. Det sidste ord i ApG kommenterer det forhold, at Paulus, skønt han stadig var fange, fik lov til at prædike uhindret. Betydningen af dette punkt ses klart, når man går videre til den neronske forfølgelse i 64. Efter den dato stod kristendommen adskilt fra jødedommen i Roms øjne. Jeg har allerede fremsat min overbevisning om, at Lukas afsluttede ApG, da han gjorde, og som han gjorde, fordi begivenhederne med Paulus kun var nået så langt. Talrige forskere hævder, at Lukas havde en tredje bog i tanke (ApG 1,1), en mulig, men på ingen måde nødvendig slutning ud fra "første afhandling". Det var et højdepunkt at føre fortællingen videre til Rom med Paulus, men det er snarere at presse sagen at finde alt dette i ApG 1,8. Rom var ikke "jordens yderste del"; Spanien var nærmere det. Paulus bragte heller ikke evangeliet til Rom.

Desuden er det en alt for snæver bestemmelse at gøre Paulus' ankomst til Rom til målet i Kristi tanke. Formålet at komme til Rom beherskede Paulus' sind i flere år (ApG 19,21), men Paulus spiller ingen rolle i bogens tidlige del. Og Paulus ønskede at fortsætte fra Rom til Spanien (Rom 15,24). Det er sandsynligvis sandt, at Lukas vil bekendtgøre sit formål i ApG 1,1-8. Man må også have Luk 1,1-4 i tankerne. Der er forskellige måder at skrive historie på. Lukas vælger den biografiske metode i Apostlenes Gerninger. Således forestiller han sig, at han bedst kan fremlægge den vældige opgave at fortolke de første tredive år af den apostolske historie. Fortællingen er koncentreret omkring personer (jf. Harnack, The Ac of the Apostles, 117), to store skikkelser (Peter og Paulus). Peter er mest fremtrædende i ApG 1-12, Paulus i 13-28. Dog fortælles Paulus' omvendelse i ApG 9, og Peter dukker op igen i ApG 15. Men disse store personligheder står ikke alene. Apostlen Johannes er ganske sikkert sammen med Peter i de indledende kapitler. De andre apostle nævnes også ved navn (ApG 1,13) og en række gange i de første tolv kapitler (og i ApG 15). Men efter ApG 15 glider de ud af fortællingen, for Lukas følger Paulus' skæbne.

De øvrige vigtigste sekundære skikkelser i ApG er Stefanus, Filip, Barnabas, Jakob, Apollos, alle hellenister undtagen Jakob (Harnack, 120). De mindre personer er talrige (Johannes, Markus, Silas, Timotheus, Akvila og Priskilla, Aristark osv.). I de fleste tilfælde giver Lukas et tydeligt billede af disse tilfældige personer. Særligt fremhæver han skarpt mænd som Gallio, Claudius, Lysias, Felix, Festus, Herodes, Agrippa I og II, Julius. Lukas' opfattelse af den apostolske historie er, at den er Jesu gerning, som stadig føres videre af Helligånden (ApG 1,1). Kristus udvalgte apostlene, befalede dem at vente på kraft fra det høje, fyldte dem med Helligånden og sendte dem derefter ud på missionen for at erobre verden. I ApG nedskriver Lukas ventetiden, Helligåndens komme, plantningen af en stærk menighed i Jerusalem og evangeliets udbredelse til Samaria og over hele Romerriget. Han adresserer bogen til Theofilus som sin mæcen, tydeligvis en hedningekristen, sådan som han havde gjort med sit evangelium. Bogen er udformet til oplysning for kristne i almindelighed om kristendommens historiske oprindelse. Den er i sandhed den første kirkehistorie. I virkeligheden er den Helligåndens gerninger, sådan som de blev udført gennem disse mænd. Det er en inspirerende fortælling. Lukas nærede ingen som helst tvivl om fremtiden for et evangelium med en sådan historie og med sådanne troshelte som Peter og Paulus.