a-dop'-shun (huiothesia, "indsættelse som søn"): I. DEN ALMINDELIGE JURIDISKE IDE

1. I Det Gamle Testamente 2. Græsk 3. Romersk

II. PAULUS' LÆRE

1. I Galaterbrevet som frihed 2. I Romerbrevet som befrielse fra gæld

III. DEN KRISTNE ERFARING

1. I forhold til retfærdiggørelse 2. I forhold til helliggørelse 3. I forhold til genfødelse

IV. SOM GUDS HANDLING

1. Guddommeligt faderskab 2. Dets kosmiske rækkevidde Dette udtryk forekommer først i Det Nye Testamente og kun i Paulus' breve (Gal 4,5; Rom 8,15; Rom 8,23; Rom 9,4; Ef 1,5), som måske har dannet det ud fra et velkendt græsk udtryk med samme betydning. Det betegnede i almindelighed den juridiske proces, hvorved en mand kunne føre ind i sin familie og give status og privilegier som søn til en, der ikke af natur var hans søn eller af hans slægt.

I. Den almindelige juridiske ide.

Skikken fandtes blandt grækere, romere og andre oldtidsfolk, men den synes ikke at forekomme i jødisk lov.

1. I Det Gamle Testamente:

Tre tilfælde af adoption nævnes: Moses (2 Mos 2,10), Genubat (1 Kong 11,20) og Ester (Est 2,7; Est 2,15), men det er bemærkelsesværdigt, at de alle finder sted uden for Israels land--i Egypten og Persien, hvor adoptionsskikken var udbredt. Ligeledes forekommer ideen i Det Nye Testamente kun i Paulus' breve, som var rettet til menigheder uden for Israels land. Motivet til og initiativet i adoption lå altid hos adoptivfaderen, som derved afhjælpede sin mangel på naturlige efterkommere og tilfredsstillede kravene fra kærlighed og religion samt ønsket om at udøve faderlig myndighed eller videreføre sin familie. Adoptionens proces og betingelser varierede hos forskellige folk. Blandt orientalske folkeslag blev den udstrakt til slaver (som Moses), der derved opnåede deres frihed, men i Grækenland og Rom var den, med sjældne undtagelser, begrænset til borgere.

2. Græsk:

I Grækenland kunne en mand i sin levetid eller ved testamente, med virkning efter sin død, adoptere enhver mandlig borger til sin søns privilegier, men altid på den ufravigelige betingelse, at adoptivsønnen påtog sig en virkelig søns juridiske forpligtelser og religiøse pligter.

3. Romersk:

I Rom gav faderens myndigheds særlige natur (patria potestas), hvorved en søn blev holdt under sin fars magt, næsten som en slave var ejet af sin herre, adoptionsprocessen en egen karakter. Ved adoption af en person, der var fri for faderlig myndighed (sui juris), var processen og virkningen i praksis de samme i Rom som i Grækenland (adrogatio). I mere specifik forstand var egentlig adoption (adoptio) den proces, hvorved en person blev overført fra sin naturlige fars magt til sin adoptivfars, og den bestod i et fiktivt salg af sønnen og hans overgivelse fra den naturlige far til adoptivfaderen.

II. Paulus' lære.

Som romersk borger ville apostlen naturligt kende den romerske skik, men i den kosmopolitiske by Tarsus, og siden på sine rejser, ville han blive lige så fortrolig med andre nationers tilsvarende skikke. Han brugte ideen billedligt, meget på samme måde som Kristi lignelser, og som med dem er der fare for at presse analogien for langt i detaljerne. Det er ikke klart, at han havde nogen bestemt adoptionsform i tankerne, når han belyste sin undervisning med den almene ide. Under dette billede lærer han, at Gud ved åbenbaringen af sin nåde i Kristus fører mennesker ind i sønneforholdet til sig selv og meddeler dem erfaringen af at være sønner.

1. I Galaterbrevet som frihed:

I Galaterbrevet fremhæver Paulus især den frihed, som nydes af dem, der lever af tro, i modsætning til det trældom, som mennesker holdes under, når de lader deres liv ledes af loviske ceremonier og forskrifter, sådan som galaterne var tilbøjelige til at gøre (Gal 5,1). Modsætningen mellem lov og tro fremstilles først på historiens område som en modsætning mellem både den førkristne og den kristne husholdning (Gal 3,23; Gal 3,24), skønt han et andet sted fører adoptionstanken tilbage til Guds pagtsforhold med Israel (Rom 9,4). Men her gengives den historiske antitese i modsætningen mellem mennesker, der nu vælger at leve under lov, og dem, der lever af tro. Tre billeder synes at flyde sammen i beskrivelsen af menneskets tilstand under lovisk trældom--billedet af en slave, billedet af en mindreårig under værger, som er udpeget ved hans fars testamente, og billedet af en romersk søn under patria potestas (Gal 4,1-3). Befrielsesprocessen er først og fremmest en forløsning eller et frikøb (græsk exagorasei) (Gal 4,5). Dette udtryk passer i sig selv lige godt på slaven, der løskøbes fra trældom, og på den romerske søn, hvis adoptivfar køber ham ud af hans naturlige fars myndighed. Men i det sidste tilfælde ændres sønnens tilstand ikke væsentligt ved processen: han bytter blot én faderlig myndighed ud med en anden. Hvis Paulus et øjeblik har tænkt på processen i termer af almindelig romersk adoption, opfatter han sønnens deraf følgende tilstand i termer af det friere og mere nådefulde græske eller jødiske familieliv. Eller han kan have tænkt på det sjældnere tilfælde, hvor en person adopteres fra slavevilkår ind i sønnestatus. Forløsningen er kun en forudsætning for adoptionen, som følger på troen og ledsages af udsendelsen af "hans Søns Ånd i vores hjerter, som råber: Abba, Far," og da er al trældom afskaffet (Gal 4,5-7).

2. I Romerbrevet som befrielse fra gæld:

I Rom 8,12-17 forbindes tanken om forpligtelse eller gæld med tanken om frihed. Mennesket tænkes som én, der engang var under kødets myndighed og magt (Rom 8,5), men når Kristi Ånd kommer og bor i ham, er han ikke længere en skyldner over for kødet, men over for Ånden (Rom 8,12; Rom 8,13), og gæld eller forpligtelse over for Ånden er i sig selv frihed. Som i Galaterbrevet går mennesket således fra en trældomstilstand over i en tilstand som søn, som også er en frihedstilstand. »For alle, som ledes af Guds Ånd, de (og kun de) er Guds sønner« (Rom 8,14). Adoptionens eller sønneforholdets ånd står i diametral modsætning til trældommens ånd (Rom 8,15). Og den Ånd, som vi er skyldnere over for, og som vi ledes af, vækker og bekræfter straks erfaringen af sønneforholdet i os (Rom 8,16). Begge steder formidler Paulus under dette billede tanken om mennesket som én, der går fra en tilstand af fremmedhed over for Gud og af trældom under lov og synd over i det forhold til Gud, der består i gensidig tillid og kærlighed, i enhed i tanke og vilje, som bør kendetegne den ideelle familie, og hvor al begrænsning, tvang og frygt er forsvundet.

III. Den kristne erfaring.

Som en kendsgerning i den kristne erfaring er adoptionen menneskets erkendelse og bekræftelse af sit sønneforhold til Gud. Den følger efter troen på Kristus, ved hvilken mennesket bliver så forenet med Kristus, at hans sønlige ånd går ind i det og tager dets bevidsthed i besiddelse, så det kender og hilser Gud, som Kristus gør (jf. Mark 14,36).

1. I forhold til retfærdiggørelsen: Det er et aspekt af den samme erfaring, som Paulus andre steder, under en anden juridisk metafor, beskriver som retfærdiggørelse ved tro. Ifølge denne erklærer Gud synderen retfærdig og behandler ham som sådan, fører ham ind i erfaringen af tilgivelse, forsoning og fred (Rom 5,1). I alt dette er forholdet mellem far og søn uden tvivl indbefattet, men i adoptionen udtrykkes det med eftertryk. Det er ikke blot, at den fortabte søn bydes velkommen hjem, glad for at bekende, at han ikke er værdig til at kaldes søn, og villig til at blive gjort som en af daglejerne; men han omfavnes og genindsættes som søn som før. Pointen i hver metafor er, at retfærdiggørelsen er en barmhjertig dommers handling, der sætter fangen fri, mens adoptionen er en gavmild fars handling, der tager en søn til sit bryst og skænker ham frihed, velvilje og arv.

2. I forhold til helliggørelsen:

Desuden er retfærdiggørelsen begyndelsen på en proces, som for sin fuldendelse behøver et fremadskridende forløb af helliggørelse ved Helligåndens hjælp, men adoptionen strækker sig lige så langt som helliggørelsen. Guds sønner er dem, der ledes af Guds Ånd (Rom 8,14); og den samme Guds Ånd giver erfaringen af sønneforhold. Helliggørelsen beskriver processen med almindelig renselse og vækst som en abstrakt proces, men adoptionen indbefatter den som et konkret forhold til Gud, som loyalitet, lydighed og fællesskab med en altid elskende Far.

3. I forhold til genfødelsen:

Nogle har identificeret adoption med genfødelse, og derfor har mange kirkefædre og romersk-katolske teologer identificeret den med dåbsgenfødelse og derved udelukket det væsentlige faktum, at sønneforholdet er bevidst. Den nye fødsel og adoptionen er bestemt aspekter af den samme samlede erfaring, men de hører til forskellige tankesystemer, og at identificere dem er at indbyde til forvirring. Den nye fødsel definerer især den kristne erfarings oprindelse og moralske kvalitet som en abstrakt kendsgerning, men adoptionen udtrykker et konkret forhold mellem mennesket og Gud. Paulus rejser heller ikke her spørgsmålet om menneskets naturlige og oprindelige tilstand. Det er at presse analogien for langt at slutte af denne lære om adoption, at mennesket af natur ikke er Guds søn. Det ville stride mod Paulus' lære andre steder (f.eks. ApG 17,28), og han bør ikke dømmes for inkonsekvens på grundlag af anvendelsen af en metafor. Han opfatter mennesket uden for Kristus som moralsk set en udlænding og fremmed for Gud, og den forandring, der virkes ved troen på Kristus, gør det moralsk set til en søn og bevidst om sit sønneforhold; men naturligt er det altid en potentiel søn, fordi Gud altid er en virkelig far.

IV. Som Guds handling.

Adoptionen som Guds handling er en evig proces i hans nådige kærlighed, for han »forudbestemte os til adoption som sønner gennem Jesus Kristus til sig selv, efter sin viljes velbehag« (Ef 1,5).

1. Guddommeligt faderskab:

Faderskabets motiv og drivkraft, som resulterer i adoption, var evigt virkelige og virksomme i Gud. I en vis forstand havde han skænket adoptionen til Israel (Rom 9,4). »Israel er min søn, min førstefødte« (2 Mos 4,22; jf. 5 Mos 14,1; 5 Mos 32,6; Jer 31,9; Hos 11,1). Gud kunne slet ikke åbenbare sig uden at åbenbare noget af sit faderskab, men hele åbenbaringen var endnu delvis og profetisk. Da »Gud udsendte sin Søn« for at løskøbe dem, der var under loven, blev det muligt for mennesker at modtage adoptionen; for til dem, der er villige til at modtage den, sendte han den evige Søns Ånd for at vidne i deres hjerter, at de er Guds sønner, og for at give dem frimodighed og ord, så de kunne kalde Gud deres Far (Gal 4,5; Gal 4,6; Rom 8,15).

2. Dens kosmiske rækkevidde:

Men denne erfaring er også ufuldstændig og ser frem mod en fyldigere adoption i responsen, ikke blot fra menneskets ånd, men fra hele skabningen, inklusive menneskets legeme, på Guds faderskab (Rom 8,23). Enhver sønlig ånd sukker nu, fordi den finder sig fængslet i et legeme, der er underlagt tomhed, men den venter på en forløsning af legemet, måske i opstandelsen eller i en endelig fuldendelse, når hele den materielle skabning skal forvandles til et passende miljø for Guds sønner, og skabningen selv befries fra forgængelighedens trældom til Guds børns herligheds frihed (Rom 8,21). Da vil adoptionen være fuldendt, når menneskets hele personlighed er i harmoni med sønneforholdets ånd, og hele universet begunstiger dens vedbliven i en salighedstilstand.

Se Guds børn.

LITTERATUR:

Lightfoot, Galatians; Sanday, Romans; Lidgett, Fatherhood of God; Ritschl, Justification and Reconciliation.

T. Rees