a-ra'-bi-a (`arabh, Arabia):

I. NAVN OG BELIGGENHED

1. Navn

2. Beliggenhed og form

II. FYSISKE TRÆK

1. Ørkenen

2. Klima

3. Bjerge

4. Floder

5. Oaser og brønde

III. POLITISKE INDDELINGER

1. Gamle inddelinger

2. Moderne inddelinger

3. Politisk situation

4. Vigtigste byer

IV. FLORA OG FAUNA

1. Flora

2. Fauna

V. INDBYGGERE

1. Klassifikation

2. Uddøde stammer

3. Sydarabiske stammer

4. Stammers vandring

5. Nordarabiske stammer

6. Andre stammer

7. Fremmede elementer

VI. RELIGION

1. Monoteisme

2. Ka`bah, pilgrimsrejser og markeder

3. Jødedom

4. Kristendom

5. Sabianisme

6. Sandhedssøgere: islam

LITTERATUR

I. Navn og beliggenhed.

1. Navn:

Det hebraiske ord `arabh betegner strengt taget altid ikke landet, men Arabiens folk som helhed, og især de nomadiske arabere. Landets navn forekommer ikke i Det Gamle Testamente, men i Det Nye Testamente bruges det om den syriske ørken eller Sinaihalvøen.

2. Beliggenhed og form:

Da Arabien er omgivet af havet på tre sider — af Det Indiske Ocean mod syd og dets to arme, Det Røde Hav mod vest og Den Persiske Bugt mod øst — og på den fjerde side af Syriens ørken, er landet i alle praktiske henseender en ø; og det kaldes af dets indbyggere og af dem, der taler deres sprog, »arabernes ø«. I form er landet omtrent som et parallelogram, omkring 1.000 miles langt og 500 eller 600 miles bredt. Dette parallelogram har ikke ensartet højde, men den i det store hele jævne overflade hælder mod det ene hjørne på en sådan måde, at det sydligste punkt rummer bjerge, der rejser sig til 10.000 fods højde, mens det nordøstlige hjørne næsten ligger i niveau med havet. Højderne i de mellemliggende dele svarer til deres beliggenhed i forhold til disse yderpunkter. Således har bjergene i det sydøstlige hjørne en højde på fra 5.000 til 6.000 fod, dem i nordvest på 4.000 eller 5.000, mens de, der ligger nær midten af vestkysten, rejser sig til 8.000 fod, og det plateau, som udgør den nordlige halvdel af halvøens indre, ligger mellem 3.000 og 4.000 fod over havets overflade. Som følge af denne form løber landets hovedvandskel parallelt med vestkysten i en afstand af mellem 50 og 100 miles fra havet, med et underordnet vandskel langs sydkysten; og de vigtigste afløb for vandafstrømningen løber i nordøstlig retning. Hele Arabien strækker sig fra omkring 13 grader til omkring 36 grader nord for ækvator, og det ligger mellem 33 grader og 60 grader øst for Greenwich. Dets areal er omkring otte gange så stort som De Britiske Øers, eller næsten 1.000.000 kvadratmiles.

II. Fysiske træk.

1. Ørkenen:

Selv om Arabien af geografer regnes for en del af Asiens kontinent, hører det i næsten alle henseender til Afrika. Langt størstedelen af landet er ørken, i den sydlige del af fint sand, men i den nordlige bestående af groft sand (nefud), grus og flintesten. Det er faktisk en udløber af det store afrikanske Sahara. Om den sydlige halvdel ved man kun lidt, og den er aldrig blevet krydset af en europæers fod. Den nordlige halvdel er blevet gennemrejst i mange retninger; den har talrige karavaneruter, og nogle vigtige byer ligger i dens hjerte. Arabisk fantasi har befolket ørkenen med sære væsener, som ikke er af menneskeslægt (jf. Es 13,21; Es 34,14), og fantasien er blevet retfærdiggjort af de almindelige fænomener fatamorgana og Fata Morgana (Es 35,7; Es 49,10). For nomadens skarpe blik er den glødende ørkenhede synlig som et fint flor (Es 18,4). Måske er dette også betydningen af sharabh i Es 35,7; Es 49,10. Det er dog helt sikkert, at hele Arabien og især de nordlige grænseegne i nærheden af Sinaihalvøen og østpå til syd for Israels land og Edoms land engang var langt bedre vandet, end de er i dag. I århundreder har en stadig udtørringsproces været i gang. Ja, mennesker, der lever nu, kan huske, at der for én eller to generationer siden fandtes brønde, hvor der nu ingen er. Heraf følger, at dette område tidligere må have kunnet ernære en langt større befolkning, end det gør nu.

2. Klima:

Det vil være indlysende, at Arabiens klima må variere stærkt i dets forskellige dele, idet temperatur og nedbør ikke så meget afhænger af breddegrad som af højde, så de største yderligheder kan eksistere side om side inden for få miles. I den sydlige vinkel, hvor bjergene er højest, er der to regntider, den ene om foråret og den anden om efteråret, så denne provins med rette fortjener sit græske navn Arabia Felix. I de højere egne af denne provins, for eksempel i dens hovedstad San`a, falder der sne i december; mens termometeret på Det Røde Havs kyst ved Loheia, knap 100 miles derfra, sjældent falder under 80 grader. I Det Røde Hav er 93 grader en almindelig måling i skyggen om sommeren, mens varmen ved Den Persiske Bugt på grund af dens stejle kyster og store fordampning næsten ikke er til at udholde for en europæer. I den nordvestlige provins, hvor de to hellige byer Mekka og Medina ligger, er nedbøren upålidelig og kommer som kraftige tordenbyger, der ofte forårsager oversvømmelser i den førstnævnte by, og som på grund af landets afskovning kun er til ringe nytte for landbrug eller kunstvanding. Disse vinterregn kan begynde så tidligt som september, og senest i december vil den nye græsgang have dækket jorden. Derfor falder det egentlige forår i det nordlige Arabien, eller i Syrien, i vores efterår, men der er ikke den skelnen mellem tidligregn og sildigregn (jf. Hos 6,3), som findes i Israels land. Klimaet på det nordlige centrale plateau beskrives af Palgrave som et af de sundeste i verden.

3. Bjerge:

Som det er blevet antydet ovenfor, er halvøens rygrad den bjergkæde, der løber ned langs dens vestlige side. I dens nordlige dele siges den at være en forlængelse af Libanons og Anti-Libanons kalkstensbjerge. I sit midterste løb når den en højde på mellem 8.000 og 9.000 fod, og ved sin sydlige ende breder den sig ud i højsletten Arabia Felix, hvor dens højeste tinder når en højde på helt op til 11.000 fod. I halvøens sydøstlige hjørne løber Jebel Akhdar-kæden parallelt med den mod vest og er forbundet med den langs sydkysten af en lavere bjergkæde. I det indre gennemskæres den nordlige højslette af talrige uregelmæssige bjergkæder af moderat længde, hvoraf de hyppigst nævnte er Jebel Aja og Jebel Selma, som ligger over for hinanden i Shammar-landet.

4. Floder:

Flodernes løb bestemmes af bjergkædernes retning. Som sagt går afvandingen hovedsagelig fra vest mod øst, men sagen er, at Arabien er et land næsten uden floder. Det eneste område, hvor der findes vandførende strømme året rundt, er Arabia Felix, og i nogen grad forekommer de langs sydkysten. Resten af halvøen er uden floder og søer. Skyllet (seyl) fra vinterens tordenbyger udskærer sig et flodleje (wadi), som dog måske kun fyldes én eller to gange i en generation, og selv da tørrer det ud, så snart regnen ophører. Den vigtigste af disse wadier er West Sirhan, som løber fra Hauran i sydøstlig retning til Jauf (se Duma), West el-Kora nord for Medina, West el-Hamth mellem Medina og Mekka og West Duweisir syd for Mekka. Større end nogen af disse er dog West er-Rumma, som strækker sig fra egnen omkring Medina til inderst i Den Persiske Bugt. Den er aldrig blevet udforsket og er kun fyldt med vand med lange mellemrum. 5. Oaser og brønde:

Under disse forhold må araberne søge deres vandforsyning andre steder end i deres floder. Mange steder sænker landets overflade sig i en lavning ned til niveauet for varigt vand og danner således en oase, et ord som sandsynligvis ikke er andet end det arabiske wadi. De bedst kendte af disse findes ved Kheibar og Teima (se Tema) nord for Medina og også ved Tabuk mod nordvest. West Duweisir er selv praktisk talt en oase med en længde på tre dagsrejser. Ud over disse naturlige lavninger findes der også spredt over alle de beboede dele af Arabien og langs karavaneruterne talrige brønde, idet disse ruter naturligt følger wadiernes løb. Disse brønde er talrige i West Sirhan, og en række blev gravet på befaling af Zubeida, Harun al-Rashids hustru, langs pilgrimvejen fra Persien til Mekka; men den mest berømte af alle er Zemzem-brønden i selve den hellige by. Det siges, at vandet i den strømmer, så den er sandsynligvis en af de underjordiske floder, som ikke er usædvanlige i Arabien. Dens vand er dog tungt og brakagtigt og forårsager fordøjelsesbesvær, og det sødeste vand, der kunne fås i Mekka til drikkeformål, blev oprindeligt bragt af Zubeida fra en kilde omkring 15 miles borte. Det reneste vand af alle er det, som efter regn samler sig i fordybningerne i de talrige lavafremspring, der forekommer med hyppige mellemrum og i store masser langs de vestlige bjergkæder. Et sted, hvor lava dominerer, kaldes en harrah (fra det arabiske verbum »at være varm«), og flere af disse vulkanske områder viser stadig tegn på aktivitet.

III. Politiske inddelinger.

1. Oldtidens inddelinger:

Den arabiske halvø blev af de gamle geografer inddelt i tre dele: Arabia Petrea, Arabia Deserta og Arabia Felix. Det første af disse navne, som findes hos Ptolemæus, betyder ikke det klippefyldte Arabien, men den del af Arabien, hvori byen Petra ligger (se Sela), og det omfatter også Sinaihalvøen. Det er identisk med ørkenen under vandringerne. Arabia Deserta er en oversættelse fra Strabons græske Arabia eremos (omkring 24 e.Kr.). Det betegner den yderste nordlige del af Arabiens fastland, som er skudt ind som en kile mellem de frugtbare lande, der afvander mod Eufrat i øst og mod Jordandalen i vest. Det svarer således til Den Syriske Ørken. Det tredje udtryk, Arabia Felix, er også en oversættelse fra græsk--Arabia eudaimon--som igen er en oversættelse, eller snarere en fejloversættelse, af det arabiske El-Yemen. Dette sidste navn betegner landet ved højre hånd, dvs. mod S, ligesom det arabiske Es-Shem (Syrien) betyder landet ved venstre hånd, eller mod nord. El-Yemen blev imidlertid tolket som svarende til El-Eyman, den heldige eller lykkelige, et navn som området sandelig fortjener.

2. Moderne inddelinger:

Siden tiden før Muhammed (6. århundrede) har Arabien været opdelt i syv eller otte stamme- eller politiske stater, hvis grænser for størstedelens vedkommende er klart afgrænset af mellemliggende ørkener eller ubeboede strækninger. Den vigtigste af disse set fra et religiøst synspunkt er Hijaz, som kan beskrives som den nordlige halvdel af vestkysten, der strækker sig fra Det Røde Hav til en afstand af mellem 100 og 200 miles ind i landet. Hele kystlinjen, hvor landet er lavtliggende, kaldes faktisk Tihama. Dette kan dog betragtes som hørende til det tilstødende højland, neden for hvilket det ligger. Hijaz betyder "barriere", og området kaldes sådan, fordi det hovedsagelig består af de bjergkæder, som adskiller det store nordlige centrale plateau fra Tihama. Dette sidste navn er forbundet med en rod, der betyder "at være usund". Om området har givet ophav til verbet, eller verbet har givet navn til området, er navnet lige passende. Hijaz' hovedbetydning kommer af, at de to hellige byer Mekka og Medina ligger i det--Profetens vugge og grav. Det er således den islamiske verdens religiøse centrum.

Yemen udgør halvøens sydlige hjørne. Det er identisk med Arabia Felix, og dets fysiske kendetegn er beskrevet ovenfor. Hijaz faldt ofte under Egyptens hersker, men i de sidste fire århundreder har det, ligesom Egypten, været underlagt tyrkeren. Det er derimod først inden for de sidste halvtreds år, at sultanen har forsøgt at håndhæve sine suveræne rettigheder i Yemen. Arabiens sydkyst betegnes almindeligvis som Hadramaut, skønt denne betegnelse strengt taget kun retteligt kan anvendes om en del af den. Arabiens østlige hjørne optages af Oman, en stat som almindeligvis har gjort krav på og sikret sig en uafhængig stilling. Både den og de sydlige stater står nu under den indiske regerings beskyttelse. Landet, der støder op til Oman mod nord, udgjorde provinsen El-Bahrein ("de to have"), men dette navn er nu begrænset til en stor ø ved dens vestlige ende og nogle mindre øer, berømte for deres perlefiskeri. Den tilbageværende provins El-Hasa er besat af praktisk talt uafhængige stammer. Fra mange synspunkter er Arabiens mest interessante provins det store nordlige centrale plateau kaldet Nejd, det vil sige "højland". På grund af sin beliggenhed er det mindst modtageligt for fremmed indflydelse. Det rummer nogle ret store byer, men størstedelen af dets befolkning lever, som deres fædre har gjort fra umindelige tider, beduinens liv. To små provinser står tilbage at nævne. Mellem Yemen og Hijaz ligger området `Asir, som i sine fysiske træk i høj grad ligner den førstnævnte provins. Øst for Nejd ligger området Yemama, som tidligere var territorium for en betydningsfuld stamme.

3. Politisk situation:

I det store og hele har den politiske situation i Arabien i dag en betydelig lighed med den, der gjorde sig gældende umiddelbart før Muhammeds mission. På den tid (omkring 600 e.Kr.) var halvøens nordvestlige dele mere eller mindre underlagt den byzantinske kejser, mens hele øst- og sydkysten var under Persiens herredømme. I dag er Arabiens vestkyst igen underlagt Konstantinopel, og øst- og sydkysten står under beskyttelse af en østlig magt--i dette tilfælde Indiens regering.

4. Vigtigste byer:

Arabiens vigtigste byer og de øvrige befolkningscentre skylder landets naturlige forhold deres eksistens og er sandsynligvis forblevet de samme i alle tidsaldre, ligesom dem i Israels land har, og selv deres befolkning synes ikke at have ændret sig meget. Således skylder Mekka sin eksistens den berømte brønd Zemzem; Teima, Kheibar og Tabuk deres oaser; Mascat, Omans hovedstad, sin naturlige havn; og så videre. En undtagelse er den gamle by Saba (se Saba) eller Marib, som sandsynligvis opstod som følge af opførelsen i forhistorisk tid af en kolossal dæmning til kunstvanding. Da dæmningen brast i det 2. eller 3. kristne århundrede, spredtes befolkningen. På grund af manglen på en folketælling er det ikke muligt at komme med nøjagtige udsagn om befolkningen i en østlig by, og skøn fra europæiske rejsende varierer altid meget. Generelt synes Arabiens byer af første rang at have omkring 35.000 indbyggere, skønt Mascat siges at have helt op til 60.000.

IV. Flora og fauna.

1. Flora:

Den arabiske halvø hører, som det er blevet sagt, i sine fysiske træk til Afrika, og dens flora og fauna er dette kontinents. Af alle jordens produkter er dadelpalmen langt den vigtigste. Den trives i enhver oase. Alene i Wadi Duweisir siges det, at man kan ride ligeud i tre dage uden at forlade palmelundenes ly. Dadlerne, som er arabernes livsgrundlag, varierer i kvalitet fra sted til sted, idet hvert distrikt frembringer sin egen sort. I Yemen, med dets varierede højder, dyrkes næsten enhver slags frugt og grøntsag, som kendes i tempererede egne, på de terrasserede bjergsider. Vinranker dyrkes, som Ibn Khaldun bemærker, for bærrenes skyld, ikke med henblik på vinfremstilling. Vinranken er fælles for Arabien og Israels land, mens dadelpalmen næsten er gået ud af dyrkning i sidstnævnte land. På den anden side er oliventræet, som er så vigtigt i landet mod nord, næsten ukendt i det sydlige. Oliventræet omtales stadig i Bibelen (Dom 9,8 og ofte), dadlen aldrig. Fra sydkysten eksporteres især virak, balsam, myrra og andre aromatiske planter; og bomuld dyrkes i provinsen Oman. Kornsorter trives i Yemen, og tobak dyrkes overalt, hvor det er muligt i Arabien. Kaffen fra Yemen er berømt; den eksporteres til Konstantinopel og får navn efter eksporthavnen, mokkakaffe; men hovedparten af den forbruges i selve Arabien. Kaffe og tobak er de eneste to forbrugsvarer, som bruges i Arabien i dag, og som ikke har været brugt fra umindelige tider. Kaffe blev sandsynligvis indført i Arabien fra Gallaland på det afrikanske fastland for to eller tre århundreder siden.

Araberne er de mest indgroede kaffedrikkere. Tobak blev sandsynligvis først bragt fra engelske skibe ved Konstantinopel i Jakob I's regeringstid. Den dyrkes i enhver oase, undtagen i det indre, i Nejd, hvor brugen af den modvirkes af religiøse grunde. Der er kun ét andet punkt, hvor nutidens arabere adskiller sig fra araberne på Muhammeds tid--brugen af krudt. Bortset fra de tre netop nævnte varer foregår hverdagslivet i ørkenen i dag nøjagtigt, som det gjorde for 1.600 år siden. Skovtræer er yderst sjældne i Arabien, men en art tamarisk, kaldet ghada, som vokser i den nordlige nefud, er ordsprogsagtig for kvaliteten af det trækul, den giver, og er et yndet fødeemne for kamelen. En akacie kaldet katad er ligeledes et fast udtryk på grund af sine lange torne. Træet bruges til at fremstille kamelsadler; det vokser i Tihama. Som i Israels land og i de fleste lande, der har været beboet i mange tusinde år, er de større træer for længst blevet fældet til brændsel eller til bygningsformål.

2. Fauna:

Blandt rovdyr findes pantere, ulve, hyæner, sjakaler og (siges det) endda løver i Arabien. Mange af stammerne er opkaldt efter disse og andre dyr. Vildoksen eller oryxen (se enhjørning) ses sjældent, men gazeller er talrige. Aber findes i mængde i Yemen, ligesom de gør langs hele Nordafrika, og holdes som kæledyr (sammenlign 1 Kong 10,22). Langt det vigtigste husdyr er kamelen. Uden den ville mange dele af landet være ubeboede. Det antages almindeligvis, at den bedste hesterace kommer fra Nejd, men dette synes at være en fejltagelse. I Nejd er kamelen det uundværlige last- og ridedyr; heste er forholdsvis unyttige dér. De bedste arabiske heste opdrættes i Mesopotamien. Stutterier holdes ganske vist af emirerne i Nejd, men hestene er små og til ringe nytte. De bedste hestes stamtavler går ifølge traditionen tilbage til Salomos tid (1 Kong 10,28). Hunde trænes til at jage vildoksen, vogte får og holde vagt over lejren. Alle husdyr--hunde, heste, muldyr, æsler--får navne ligesom hos os.

Strudsen træffes sjældent, men findes så langt mod nord som Jauf; den har uden tvivl fundet vej ind i Arabien fra Afrika. En almindelig fugl er kataen eller sandhønen. Den er kendt for at gå lige til sit vandingssted. "Bedre vejledt end en kata" er et almindeligt ordsprog. Høge og falke findes, og falkejagt blandt araberne var en yndet sport. I Arabien er græshoppen, langt fra at være en plage overalt hvor den viser sig, en værdifuld fødevare. Den spises ikke kun af mennesker (Matt 3,4), men også af hunde, heste og endda rovdyr. Som man kunne forvente i et klippefyldt og solbrændt land som Arabien, findes skorpioner og forskellige slags slanger i mængde. Kamæleonen (3 Mos 11,30) er almindelig her. Den bruges som billede på omskiftelige mennesker og dem, der ikke holder deres løfter. Den kan betragtes som en erstatning for et termometer, da den på meget varme dage klatrer op i træer eller på andre høje steder. Et andet tegn på ekstrem varme er, at hugormene vrider sig på jorden.

Den Persiske Bugt, især Bahrein-øgruppen, er berømt for sine perler, mens Det Røde Hav er kendt for sine koralrev, som har forårsaget mangt et skibbrud. Det menes, at der i det indre af Hadramaut findes mange mineralforekomster, deriblandt guld.

V. Indbyggere.

1. Klassifikation:

Arabiens indbyggere opdeles i tre klasser. Der er for det første en række stammer, som uddøde, og som ikke genealogisk forbindes med dem, der overlevede. De sidstnævnte deles i to store stammerækker: den sydarabiske og oprindelige gren, der nedstammer fra Kahtan, og de nordarabiske eller indvandrede stammer, der nedstammer fra Ismael, Abrahams søn. Der er naturligvis en hel del uoverensstemmelse i de forskellige traditioner om disse stammers oprindelse og deres senere historie.

2. Uddøde stammer:

Af de uddøde stammer er det mest velkendte navn Amlak eller Amlik (Amalek). Af de arabiske slægtsforskere beskrives han forskelligt som en sønnesøn af Sem og som en søn af Kam. I 1 Mos 36,12 er han en søn af Esaus søn Elifaz med Timna. Det siges, at man først møder dem i Kaldæa, hvorfra de blev fordrevet, da den assyriske magt voksede frem under Nimrod. De vandrede ind i Ar og besatte efter tur Bahrein, Oman, Yemen og til sidst Hijaz, hvor de siges at have været de første bosættere i Yathrib (Medina) og også at have besat land omkring Mekka og Kheibar. På Abrahams tid blev de fordrevet fra Mekka ved ankomsten af to nye stammer fra syd, Jurhum og Katura (1 Mos 25,1). Senere siges det, at David under Absaloms oprør tog ophold i Kheibar og herskede over de omliggende distrikter. Ifølge en anden tradition sendte Moses en ekspedition mod amalekitterne i Hijaz; ved den lejlighed skånede israelitterne, i ulydighed mod hans befalinger, deres konge Arkam (sammenlign Rekem, 4 Mos 31,8; Jos 13,21) -- et minde om hændelsen i Sauls liv (1 Sam 1). Under alle omstændigheder blev amalekitterne i det nordlige Hijaz fortrængt af jødiske stammer, som blev der indtil Muhammeds tid.

Amalekitterne vandrede ind i Egypten og det sydlige Kanaan. Faraoerne på Abrahams, Josefs og Moses' tid fremstilles som amalekitter. Til sidst, efter at være blevet slået i stykker af Josva, flygtede de til Nordafrika, hvor de siges at være vokset til berberfolkene. Resten af de stammer, der uddøde ligesom amalekitterne, er af mindre interesse for det foreliggende formål, da de ikke har forbindelse med den bibelske fortælling. De nævnes i Koranen, hvor deres ødelæggelse tilskrives deres tilbøjelighed til afgudsdyrkelse og deres forkastelse af de monoteistiske profeter. De bedst kendte og vigtigste er `Ad og Thamud. `Ad kaldes forskelligt Amaleks søn og Us' søn (1 Mos 10,23).

Stammen boede i ørkenerne bag Yemen. De blev polyteister; profeten Hud blev sendt til dem; de forkastede ham og blev ødelagt af en orkan. Resten voksede til en ny stamme, hvis høvding, Lokman, byggede den store dæmning ved Marib. Til sidst blev de erobret af en stamme fra Kahtan. Thamud var nært beslægtet med `Ad, idet han var en søn af Aram, Us' far. De blev drevet ud af Yemen og slog sig ned i det nordlige Hijaz; de forkastede deres profet Salih og blev ødelagt af et jordskælv ledsaget af en høj lyd. De klippeudhuggede gravmonumenter i Medain Salih i Wadi el-Kora udpeges stadig som deres boliger. De blev derfor anset for at have været huleboere ligesom horitterne i Bibelen. Et andet par var broderstammerne Tasm og Jadis, sønnesønner af aramæiske Tasm. Da Tasm undertrykte Jadis, rejste sidstnævnte sig og udryddede næsten førstnævnte, blot for selv til gengæld at blive ødelagt af en konge fra Yemen. Deres hjem var Yemama.

3. Sydarabiske stammer:

De sydlige arabere hævder at nedstamme fra en stamfar ved navn Kahtan, søn af `Abir, søn af Shalikh, søn af Arfakhshad, søn af Sem, søn af Noa. Kahtan er uden tvivl den bibelske Joktan (1 Mos 10,26), og navnene på hans efterkommere dukker igen op som arabiske stednavne. Faktisk kaster det tiende kapitel i Første Mosebog meget lys over Arabiens tidligste historie og stammernes bevægelser. Således peger det forhold, at Saba og Dedan optræder som sønnesønner af Kush, det vil sige som abessinske stammer nedstammet fra Kam, i 1 Mos 10,7 og igen som efterkommere af Ketura og Abraham i 1 Mos 25,3, på, at dele af disse stammer vandrede fra det ene land til det andet. Havila i 1 Mos 10,7 kan på lignende måde forbindes med Havila i 1 Mos 10,29, da forbindelsen mellem det sydvestlige Arabien og Afrikas modsatte kyst altid var meget tæt. Blandt Joktans sønner nævnes Almodad, Hasarmavet, Uzal (Izal), Saba, Ofir, Havila. I Almodad har vi sandsynligvis det arabiske El-Mudad, et navn der forekommer blandt efterkommerne af Jurhum, Yaktans (Joktans) søn. Hasarmavet er tydeligvis Hadramaut. Uzal er det gamle navn på San`a, Yemens hovedstad. Saba er det arabiske Saba eller Marib. Ofir og Havila lå sandsynligvis i Syd- eller Østarabien. I 1 Mos 10,30 siges det, at disse stammers lejrpladser strakte sig fra Mesha, når man går mod Sefar, Østens bjerg, det vil sandsynligvis sige fra den nordlige del af Den Persiske Golf til midten af Sydarabien, idet Sefar er Zafar, hovedstaden i det sydarabiske kongerige nær det nuværende Mirbat.

4. Stammernes vandring:

Mange af de mest berømte stammer nedstammer fra Kahtan, og nogle af dem findes stadig. En stadig strøm af udvandring gik mod nord. Således forlod stammen Jurhum Yemen på grund af tørke og bosatte sig i Hijaz og Tihama, hvorfra de fordrev amalekitterne, og blev på deres side fordrevet af Koda`a, en anden kahtanitisk stamme. Derefter forsvinder de ud af historien og regnes blandt de uddøde stammer. Koda'a var en efterkommer af Himyar. Himyaritterne grundlagde omkring det 1. århundrede f.Kr. et kongerige, som varede i fem århundreder. Kongen bar titlen Tubba`, og hovedstaden var efter tur Marib (Saba), Zafar og San`a. En af deres monarker var dronningen Bilkis, som de arabiske historikere identificerer med dronningen af Saba, der besøgte Salomo, skønt hun må have levet langt senere. Beretningen om mødet gives i Koranen, kapitel 38. En vigtig anledning til, at mange af stammerne forlod området nordøst for Yemen, var bruddet på den store dæmning, bygget af Lokman ved Marib, omkring det 2. århundrede e.Kr. En del af disse udviklede sig til det arabiske kongerige Ghassan, hvis hovedstad var Damaskus, og mange af hvis konger bar navnet Al-Harith (Aretas, 2 Kor 11,32). Dette kongerige varede til Muhammeds tid (7. århundrede) og var i forbund med de romerske og græske riger. På den modsatte side af den syriske ørken lå lakhmidernes kongerige Al-Hira ved Eufrat (også af kahtanitisk oprindelse), som var forbundet med Persien. De to arabiske "bufferstater" var næsten konstant i krig med hinanden.

5. Nordarabiske stammer:

Blandt araberne indtager Ismael den plads, som Isak har i den hebraiske tradition. Det var til dalen, hvor byen Mekka senere kom til at ligge, at Abraham førte Hagar og hendes søn, og dér voksede Ismael op og blev fader til et stort folk. Stedet er fuldt af lokaliteter, som traditionen knytter til hans livshistorie: grunden hvor Hagar søgte efter vand, brønden Zemzem, hvis sted Gabriel viste hende, bjerget Thabir, hvor Abraham ville have ofret sin søn (Ismael), og Hagars og Ismaels grave. Jurhum, blandt hvem Ismael voksede op, gav ham syv geder; de var den kapital, hvormed han begyndte sit liv. Han giftede sig med en kvinde fra Jurhum. Han havde tolv sønner (1 Mos 25,16), hvoraf Kaidar og Nabat er de bedst kendte, måske Plinius' Cedrei og Nabataei; andre sønner var Duma og Tema (se disse). Ismaelitternes senere historie er tabt gennem flere generationer, indtil vi kommer til `Adnan, som siges at være blevet besejret af Nebukadnezar, da denne invaderede Arabien. Alle de ismaelitiske stammer nedstammer fra `Adnan. De er de nordarabiske stammer, i modsætning til de kahtanitiske eller sydarabiske. En af dem, Koreish, blev under deres høvding Kosay herre over Mekka og fordrev Koda`a. Senere, som Profetens stamme, blev de herskere over Arabien og aristokratiet i det muslimske rige; og Muhammeds efterkommere er den dag i dag det eneste hierarki, islam kender.

6. Andre stammer:

Der er en eller to andre grene, som ikke er medtaget i ovenstående klassifikation: således nabatæerne (se Nebajot) og Esaus og Keturas efterkommere. Nabatæerne regnes almindeligvis ikke blandt de arabiske stammer. De var af aramæisk stamme, de oprindelige indbyggere i Mesopotamien, og de talte ikke arabisk, men aramæisk. De grundlagde et kongerige i Arabien, hvis hovedstad var Petra (se Sela). Dette var den mest berømte af deres kolonier, og den bestod, først i forbund med romerne og senere underlagt dem, i 500 år--fra det 2. århundrede f.Kr. til det 3. århundrede e.Kr. Petra var et vigtigt handelscentrum, men da handelen forlod landruterne og blev ført over Det Røde Hav, sank byen hurtigt ned i fattigdom og glemsel. Esaus efterkommere nævnes i 1 Mos 36,1 ff.; de var forbundet med hittitterne og ismaelitterne. Blandt de stammer, der nedstammede fra Ketura, er Jokshan og Midjan, Saba og Dedan (1 Mos 25,2 ff.).

7. Fremmede elementer:

I Arabien fandtes der, og der findes stadig trods religiøse begrænsninger, en stor jødisk befolkning. Før Muhammeds tid levede de især i nordvest; de to bedst kendte stammer--An-Nadir og Koreiza--boede i Yathrib (Medina). Efter islams fremkomst blev de fordrevet fra Arabien; men i nutiden er der sandsynligvis omkring 60.000 jøder alene i Yemen. Der har altid været en tæt forbindelse mellem det sydlige og vestlige Arabien og den afrikanske kyst overfor. Særligt i det 6. århundrede var der en stor tilstrømning af abyssinere til Yemen, ligesom der stadig er til de vestlige distrikter. En lignende sammenblanding af befolkningen fandt sted mellem Zanzibar og Oman.

VI. Religion.

1. Monoteisme:

Religionen hos størstedelen af araberne før Muhammeds tid bestod af en vag deisme kombineret med en primitiv form for stendyrkelse. Dette gælder især de ismaelitiske stammer, der nedstammede fra Modan, en sønnesøns søn af `Adnan, og blandt dem gælder det særligt Koreish. Oprindelsen til denne stendyrkelse kan have været, at når hver familie blev tvunget til at sværme ud fra hovedstammen og forlade det hellige område omkring Mekka, tog den en sten med sig som et minde om hjemlandet. Denne sten blev snart en fetich. Den blev dyrket ved, at man strøg den med hånden. Før en mand begav sig ud på en rejse, udførte han denne religiøse pligt, og også straks ved sin hjemkomst, før han endog besøgte sin hustru og familie. De bedst kendte afguder hos de hedenske arabere, fordi de nævnes i Koranen, er Al-Lat, Al-Ozza og Al-Manat (Koranen 53,19.20), som blev dyrket henholdsvis af Thakif i Taif, af de to stammer i Medina, Aus og Khazraj, og af Koreish i en helligdom nær Mekka. Koreish havde også en stor afgud ved navn Hubal i "Guds hus" i Mekka, som desuden indeholdt andre afguder.

Guddommen var i hvert tilfælde sandsynligvis først en stor stenblok; derefter blev der lavet et flytbart billede, tilsyneladende i menneskeskikkelse. De blev betragtet som kvindelige og kaldt Guds døtre. Ja, Al-Lat er tilsyneladende blot den feminine form af Allah (Gud). De guddomme, der nævnes i Koranen (71,23), Yaghuth, Ya`uk og Nesr, blev dyrket i Yemen. Det er dog sikkert, at arabernes afgudsdyrkelse i "uvidenhedens" tid (Jahiliyah, "råhed", "uvidenhed"; jf. ApG 17,30)--sådan kalder indfødte forfattere tidsalderen før Muhammed (Koranen 3,148 osv.)--er blevet stærkt overdrevet af muhammedanske historikere. Det er bemærkelsesværdigt, at ordene for et afgudsbillede, sanam og wethen, ikke er arabiske rødder, og selve afgudsdyrkelsen synes også at have været en indførsel udefra. Selv de afgudsdyrkende arabere troede på en højeste guddom, hvis døtre afgudsguddommene var, og hos hvem de havde forbønnens magt. De var derfor snarere helgenbilleder end gudebilleder. Som Renan har sagt, er ørkenen monoteistisk; den er for tom til at frembringe et panteon, sådan som Indiens frugtbare sletter kunne gøre det. I dag er ørkenaraberne strengere monoteister end muslimerne selv. Deres religion består ikke af andet end en vag tro på Gud.

2. Ka`baen, pilgrimsrejser og markeder:

Selv om der var mange Guds huse i landet, var det vigtigste religiøse valfartssted allerede før Muhammeds tid Mekka. Guds hus (se Betel) her blev kaldt Ka`baen, som er det engelske ord "cube", idet bygningen fik dette navn på grund af sin form. Man mente, at den var blevet bygget af Abraham og Ismael. Æren ved at fungere som husets vogtere var genstand for rivalisering mellem stammerne. Embedet blev efter tur varetaget af stammerne Jurhum, Koda`a og Koreish, og sidst af Muhammeds bedstefar og onkler. Disse svarer derfor til Levis stamme i Israel. Det siges, at den indeholdt et stort antal billeder, men det er bemærkelsesværdigt, at jo nærmere vore kilder kommer Muhammeds tid, desto mindre er det antal billeder, der nævnes.

Den fornemste af disse, Hubal, nævnes ikke i Koranen. Dyrkelsen tog form af omkredsning (tawaf), hvor man løb eller marcherede rundt om helligdommen (jf. Sl 26,6). Et årligt besøg blev og bliver stadig foretaget af dem, der bor langt borte, og der frembæres ofre. Dette er hajj eller pilgrimsrejsen; samme navn bruges om den tilsvarende rite blandt hebræerne (2 Mos 10,9 og ofte). Disse religiøse forsamlinger blev kombineret med markeder, hvor der blev holdt handelspladser og drevet en betydelig handel. Før Muhammeds tid blev det store årlige marked holdt i Okaz, et sted der stadig udpeges omkring tre dagsrejser øst for Mekka og én dag vest for Taif. Her foregik ikke blot alle slags kommercielle transaktioner--auktioner, salg, opgørelse af regnskaber og betaling af blodpenge--men der blev også holdt et akademi, hvor digtere fremsagde deres oder og modtog bedømmelse af deres fortjenester. Disse markeder blev som regel holdt i de hellige måneder, det vil sige den første, syvende, ellevte og tolvte måned, hvor kamp var forbudt. De havde derfor en stor civiliserende og fredsskabende indflydelse.

3. Jødedom:

Før Muhammeds tid var jødedommen vidt udbredt i Arabien, især i Hijaz. Den begyndte uden tvivl med familiers udvandring på grund af urolige politiske forhold i hjemlandet. Erobringen af Israels land ved Nebukadnezar, ved seleukiderne, ved romerne under Pompejus, Vespasian og til sidst Hadrian drev mange jøder til at søge fred og sikkerhed i de ørkener, som deres forfædre var kommet fra. Dertil trak Paulus sig også tilbage efter sin omvendelse (Gal 1,17). To af disse udvandrede stammer, Nadir og Koreiza, slog sig ned i Medina, først i uafhængighed, siden som klienter under Aus og Khazraj. Til sidst blev de hærget og tilintetgjort af Muhammed. Den jødiske koloni i Kheibar led samme skæbne. Flere frie arabiske stammer bekendte sig også til den jødiske tro, især visse grene af Himyar og Kinda, begge efterkommere af Kahtan, den første i det sydlige, den anden i det centrale Arabien. Jødedommen blev indført i Yemen af en af Tubbaerne, sandsynligvis i det 3. århundrede e.Kr., men det var først i begyndelsen af det 6. århundrede, at den vandt større fremgang. På det tidspunkt blev Tubba Dhu Nuwas en heftig forkæmper for denne trosbekendelse. Han synes at have angrebet Aus og Khazraj, som jøderne i Yathrib (Medina) var underlagt. Mod de kristne i Nejran, et område nordøst for Yemen, iværksatte han en forfølgelse, som bragte den byzantinske kejsers og abessiniernes Negus' hævn over ham og førte hans rige og dynasti i undergang.

4. Kristendom:

Jødedommen indtog ikke en så stor plads i Arabien som kristendommen. Apostlen Bartholomæus siges at have bragt evangeliet dertil. En af Jurhum-kongerne, som kan have levet omkring begyndelsen af det 2. århundrede e.Kr., hed Abd el-Masih ("Kristi slave"). Der siges at have været en fremstilling af Jomfru Maria og hendes søn i Ka`baen. Den kristne kejser Constans (337-50) sendte biskop Theophilus til Sydarabien for at opnå tålsomhed for de kristne. Missionen lykkedes. Der blev bygget kirker i Zafar, i Aden og ved Den Persiske Golfs kyst. Kejserens egentlige formål var uden tvivl politisk--at modvirke Persiens indflydelse i disse egne. De fleste af de yemenitiske stammer var på denne tid hedenske: de dyrkede de afguder, der er nævnt ovenfor (Koranen 71,23). Nogen tid senere finder vi den abessiniske hersker i indskrifterne i Axum beskrive sig selv som konge over himyaritterne. Dette overherredømme ville være gunstigt for kristendommens udbredelse. Et af den kristne religions vigtigste sæder var dog i det ovennævnte Nejran, området for stammen Harith ibn Ka`b, som kirkelige forfattere synes at betegne som Arethas, søn af Caleb.

Det var denne stamme, som Dhu Nuwas, Tubba i Yemen, angreb, da han var gået over til jødedommen. Han kastede alle de kristne, som holdt fast ved deres tro, i en ildgrav, hvor de blev brændt (Koranen 85 4). Nyheden om denne grusomhed blev enten bragt af dem, der undslap, eller sendt af lakhmiden, kongen af Al-Hira, til kejser Justin I, som igen, enten direkte eller gennem patriarken af Alexandria, påkaldte sig den axumitiske konges samarbejde. Resultatet var, at abessinierne invaderede Yemen og styrtede det himyaritiske dynasti. Kristendommen blev da den fremherskende religion i Sydarabien. Abessinierne blev imidlertid på deres side fordrevet af perserne, under hvem alle religioner--kristendom, jødedom og hedenskab--blev tålt, indtil de alle forsvandt for islam. Flere af de lakhmidiske konger i Al-Hira bekendte sig til kristendommen, selv om de på grund af omstændighederne stod under indflydelse af persisk zoroastrisme. Nu`man I, som regerede i slutningen af 4. og begyndelsen af 5. århundrede, trak sig måske under indflydelse af Simon Stylites tilbage fra verden og blev asket. Mundhir II, i midten af 6. århundrede, synes midlertidigt at være kommet under indflydelse af det eutychianske kætteri. Nu`man V, en af hans efterfølgere, blev også omvendt til kristendommen. Men det rige, hvor kristendommen blomstrede mest, var naturligvis det, der stod i nærmest kontakt med det byzantinske rige--ghassanidernes rige, selv om det ikke synes at have været tilfældet før efter Konstantins omvendelse. Fra hans regeringstid stammer de klostre, hvis ruiner stadig er synlige i ghassanidernes land. Den mægtige ismaelitiske stamme Taghlib, hvis bosættelser lå i Mesopotamien, blev også omvendt til kristendommen gennem lignende påvirkninger, men først i slutningen af 6. århundrede. Nogle medlemmer af den kahtanitiske Koda`a bekendte sig til den samme religion, ligesom Kelb i Jauf.

5. Sabianisme:

I Koranen stilles en tredje trosretning sammen med jødernes og de kristnes som berettiget til tolerance--sabiernes. Disse er monoteister, som også dyrkede stjernerne eller englene. Navnet sabier har ingen forbindelse med sabæer, som er afledt af navnet på byen Saba. En redegørelse for deres religion, hentet fra Abu'l Faraj (Bar Hebraeus), den jakobitiske biskop, som skrev omkring midten af 13. århundrede, findes i Sales Koran, Preliminary Discourse, section I. Sale identificerede imidlertid sabianismen med arabernes oprindelige religion, som Mohammad søgte at fortrænge. Dette er dog umuligt i betragtning af, at Mohammad tolererede den ene og forbød den anden. Siden udgivelsen af Chwolsons Ssabier und Ssabismus er det blevet anerkendt, at der under betegnelsen sabiere indbefattes to meget forskellige grupper af mennesker. For det første antog tilhængerne af det gamle semitiske afgudsdyrkeri, som blomstrede i Harran, navnet sabiere for at kunne gøre krav på den beskyttelse, Koranen gav. Det er disse harranianeres læresætninger, som Chwolsons værk indeholder en fremstilling af. De sande sabiere var imidlertid en overlevering fra den tidlige kristne gnosticisme; derfor blev de også kaldt mandæere. Fra deres hyppige afvaskninger fik de deres navn, afledt af det aramæiske tsebha`, at »døbe«, idet `ayin blev blødgjort til 'aleph, og de blev forbundet med Johannes Døber. Jøderne, de kristne og sabierne kaldes i Koranen »bogens folk«, det vil sige dem, til hvem en åbenbaring var blevet skænket, og som derfor blev tålt. I ét afsnit af Koranen (22 17) føjes en fjerde religion til disse--den magiske, eller zoroastriske, indført fra Persien.

6. Sandhedssøgere: islam:

Kort før Mohammads fremtræden var en række tænkende personer blevet utilfredse med deres forfædres gamle arabiske religion, og dog havde de ikke sluttet sig til den kristne eller jødiske tro. De opgav dyrkelsen af afguder, studerede de forskellige hellige bøger og søgte at finde den sande vej. De betragtes i Koranen som værende af den sande tro, allerede før Mohammad var trådt frem. Omtrent et dusin nævnes af historikerne, hvoraf de vigtigste er fire--Waraka, fætter til Mohammads hustru Khadija; Othman, som blev kristen; Obeidallah, som blev kristen og derefter muslim; Zeid, som rejste i jagten på Sandheden, men ikke knyttede sig til nogen bestemt tro. De hebraiske profeter og dem, der antog deres lære, regnes for at høre til samme klasse. En person, som er monoteist, og som dog ikke knytter sig til nogen bestemt trosbekendelse, kaldes i Koranen en Hanif. Denne rene religion kaldes Abrahams religion. Mohammad hævdede at genoprette denne urreligion i islam. Af Johannes af Damaskus blev Mohammad betragtet som grundlæggeren af en kristen sekt. Det er sandsynligt, at kristendommen, hvis han ikke var trådt frem, ville have bredt sig over hele Arabien.

LITTERATUR.

Causinn de Perceval, Essai sur l'histoire des Arabes; Sprenger, Die alte Geographie Arabiens; Hamdani, ed., Muller, Geographic der arabischen Halbinsel; Niebuhr, Travels through Arabia; Burckhardt, Travels in Arabia; Wellsted, Travels in Arabia; Burton, Personal Narrative of a Pilgrimage to El-Medinah and Meccah; Palgrave, Journey through Central and Eastern Arabia; Blunt, A Pilgrimage to Nejd; Hurgronje, Mecca; Doughty, Travels in Arabia Deserta; Harris, A Journey through the Yemen; Brunnow and Domazewski, Die Provincia Arabia; Musil, Arabia Deserta; Glaser, Skizze der Geschichte und Geographic Arabiens.

Thomas Hunter Weir