ar:

1. Ordet "arving":

I Det Nye Testamente er "arving" den faste oversættelse af kleronomos (15 gange), den tekniske ækvivalent på græsk, og af sammensætningen sunkleronomos, "medarving," i Rom 8,17; Ef 3,6; Hebr 11,9; 1 Pet 3,7 (i Gal 4,30; Hebr 1,14, sammenlign King James Version og Revised Version (British and American)). I Det Gamle Testamente gengiver både "arving" og "at være arving" en eller anden form af det almindelige verbum yarash, "besidde," og den særlige gengivelse af verbet som "at være arving" bestemmes kun af sammenhængen (sammenlign f.eks. King James Version og Revised Version (British and American) i Jer 49,2; Mika 1,15). Præcis det samme gælder de ord, der oversættes "arve," "arv," som i langt de fleste tilfælde bedre ville være gengivet med "besidde," "besiddelse" (se INHERITANCE og OHL om ...). Når det derfor f.eks. siges, at Gud har givet Israels land til Israel som en `arv' (3 Mos 20,24 osv.), behøver det ikke betyde mere end `givet som en besiddelse.' Septuaginta brugte imidlertid, for variationens skyld i sin gengivelse af hebraiske ord, kleronomeo i mange sådanne tilfælde (især 1 Mos 15,7; 1 Mos 15,8; 1 Mos 22,17) og fæstnede derved betydningen `modtager af en gave fra Gud' til `arving.' Og sådan gik ordet i denne betydning over i nytestamentlig græsk--Rom 4,13; Rom 4,14; Gal 3,29; Tit 3,7; Hebr 6,17; Hebr 11,7; Jak 2,5; sammenlign Ef 3,6; Hebr 11,9; 1 Pet 3,7. På den anden side findes ordets bogstavelige betydning i Mark 12,7 (og paralleller og Gal 4,1--i sidstnævnte tilfælde antydet af den overførte betydning i 3,29--mens de bogstavelige og overførte betydninger er blandet sammen i Rom 8,17; Gal 4,7. Denne sammenblanding har frembragt udtrykket "Guds arvinger," som bogstaveligt taget er meningsløst, og som utvivlsomt blev dannet uden større overvejelse, skønt det er fuldkommen klart. En lignende sammenblanding har anvendt "arving" om Kristus i Hebr 1,2 (sammenlign Rom 8,17 og måske Mark 12,7) som modtager af alle ting i deres helhed. Men bortset fra disse "blandede" passager ville det være en fejl at mene, at sønneforhold altid bevidst tænkes med, hvor "arving" nævnes, og derfor bør der heller ikke lægges for megen teologisk betydning i det sidstnævnte ord.

2. Arving i gammeltestamentlig lov:

Arvingerne til ejendom i Det Gamle Testamente var normalt sønnerne og, fremmest blandt dem, den førstefødte.

(1) 5 Mos 21,15-17 bestemmer, at den førstefødte skal arve en "dobbelt del," hvoraf det synes at fremgå, at alle de øvrige sønner delte lige. (Det bør bemærkes, at i denne lov er den førstefødte faderens ældste søn, ikke moderens som i 2 Mos 13,2.) Det er dog usikkert, hvad 5 Mos 21,15-17 mener med "hustru," og praksis må have varieret. I 1 Mos 21,10 skulle trælkvindens søn ikke være arving sammen med Isak, men i 1 Mos 30,1-13 regnes Bilhas og Zilpas sønner som Jakobs legitime børn. Se MARRIAGE. Det er heller ikke klart, at 5 Mos 21,15-17 forbyder, at den ældste søn sættes til side på grund af sin egen synd--sammenlign tilfældet Ruben (1 Mos 49,3; 1 Mos 49,1; 1 Krøn 5,1), skønt han var søn af en egentlig hustru (1 Mos 29,32). Selve eksistensen af 5 Mos 21,15-17 viser desuden, at en mand, trods fraværet af formelle testamenter, i nogen grad kunne bestemme over fordelingen af sin ejendom efter sin død, og at den førstefødtes ret kunne sættes til side af faderen (1 Krøn 26,10). At den kongelige værdighed gik efter førstefødselsret, hævdes kun (i et bestemt tilfælde) i 2 Krøn 21,3, og både David (1 Kong 1,11-13) og Rehabeam (2 Krøn 11,21-23) valgte yngre sønner som deres efterfølgere. En engangsudbetaling i faderens levetid kunne gives i stedet for arv (1 Mos 25,6; Luk 15,12), og det var muligt for to brødre at indgå en aftale om fordelingen af ejendommen efter faderens død (1 Mos 25,31-34).

(2) Når der var sønner i live, havde døtrene ingen arveret, og gifte døtre havde under alle omstændigheder ikke en sådan ret. (Job 42,15 beskriver en helt usædvanlig fremgangsmåde.) Sandsynligvis kom ugifte døtre under den førstefødtes ansvar som familiens nye overhoved, og han påtog sig ansvaret for at finde ægtemænd til dem. 4 Mos 27,1-11; 4 Mos 36,1-12 behandler det tilfælde, hvor der ikke var sønner--døtrene arvede ejendommen, men de måtte kun gifte sig inden for stammen, for at stammebesiddelserne ikke skulle blandes sammen. Denne ret for døtrene siges dog udtrykkeligt at være noget nyt, og i tidligere tider gik ejendommen sandsynligvis over til de nærmeste mandlige slægtninge, som den i senere tider gik til, hvis der ikke var døtre. I ekstreme tilfælde, hvor ingen andre arvinger kunne findes, gik ejendommen til slaverne (1 Mos 15,3; Ordsp 30,23, idet det bemærkes, at betydningen af det sidstnævnte vers er usikker), men dette kan kun være sket med de sjældneste mellemrum. Et ejendommeligt eksempel er 1 Krøn 2,34; 1 Krøn 2,35, hvor ejendom bevares i familien ved at gifte datteren med en egyptisk slave, der tilhørte faderen; måske ligger der en forestilling om adoption bag dette.

(3) Hustruen havde intet krav på arven, selv om det ikke forklares, hvad der blev gjort med hendes medgift, og den kan være blevet givet tilbage til hende. Hvis hun var barnløs, tyede hun til leviratsægteskab (5 Mos 25,5-10). Hvis dette var umuligt eller ikke gav afkom, vendte hun tilbage til sin egen familie og kunne gifte sig med en anden mand (1 Mos 38,11; 3 Mos 22,13; Ruth 1,8). De lavere stillede hustruer (medhustruer) var en del af boet og gik til arvingen; ja, besiddelsen af faderens medhustruer var bevis på besiddelsen af hans værdigheder (2 Sam 16,21; 2 Sam 16,22; 1 Kong 2,13-25). I det mindste var dette skikken på Davids og Salomos tid, men i en senere periode hører man intet om denne praksis.

(4) Fordelingen af jord er et meget uklart spørgsmål. 4 Mos 36,4 anfører eksplicit, at hver arving havde en andel, men den fortsatte opdeling af et gods gennem successive generationer ville have skabt en umulig tilstand. Muligvis gik jorden til den fødte søn som del af hans arv, muligvis blev den i nogle tilfælde holdt i fælleseje af familiemedlemmerne, muligvis købte nogle medlemmer andele fra de andre, muligvis var praksis forskellig på forskellige tidspunkter. Men vores uvidenhed om fakta er fuldstændig.

NOTE.--De datoer, som forskellige lærde tillægger de anførte passager, har vigtig betydning for diskussionen.

Burton Scott Easton