an'-a (Anna (Westcott-Hort, Hanna; se Intro, 408); hebraisk ækvivalent channah, der betyder »nåde« 1 Sam 1,2):

(1) Tobits hustru (Tobit 1,9).

(2) En »profetinde«, datter af Fanuel, af Asers stamme og således en galilæer, som boede i Jerusalem på tidspunktet for Jesu fødsel (Luk 2,36-38). »Meget gammel« må hun have været betydeligt over 100 år, da hun havde været enke i 84 år efter et kort ægteskab på syv år (se Revised Version (britisk og amerikansk)). Usædvanligt gudhengiven og åndeligt begavet dyrkede hun Gud så vedholdende »med faster og bønner nat og dag«, at der siges om hende, at hun »ikke forlod templet«. Nogle har fejlagtigt ment, at dette betød fast bopæl i templet. Den kendsgerning, at hendes slægt er optegnet, viser hendes families adskillelse. Traditionen siger, at Asers stamme var kendt for sine kvinders skønhed og begavelse, og at de på grund af disse gaver var egnede til kongelige og ypperstepræstelige ægteskaber. Selv om Asers stamme ikke var blandt de stammer, der vendte tilbage fra det babyloniske eksil til landet, må mange af dens førende familier have gjort det, sådan som det var tilfældet med profetinden. Den periode med krig og national undertrykkelse, som Annas tidlige liv forløb igennem, skabte i hende, som i den gamle Simeon, en intens længsel efter den »forløsning«, der var lovet gennem Messias. Se Simeon. Dette håb om national befrielse holdt hende oppe gennem mere end fire årtiers tålmodig venten. Ved Jesu fødsel blev hendes tro rigt belønnet, og hun blev et taknemmeligt og uophørligt vidne »for alle dem, der ventede på Jerusalems forløsning«, om at dagen for deres åndelige befrielse var kommet.

LITTERATUR.

Se Edersheim, Life and Times of Jesus, I, 200-201, Gelkie, Life and Words of Christ, I, 133-34.

Dwight M. Pratt