ar'-non ('arnon; Arnon): Nævnes først i 4 Mos 21,24 som grænsen mellem Moab og amoritterne. "Arnons dale" i det næste vers betegner uden tvivl de talrige wadier, der løber til hovedstrømmen. Den dannede den sydlige grænse for det land, der blev tildelt Ruben (5 Mos 3,12). Byen Aroer lå på dalens nordlige kant (5 Mos 2,36; Dom 12,2 osv.). Ammonitterne gjorde krav på Arnon som den, der havde markeret den sydlige grænse for deres område, da Israel trængte ind i landet (Dom 11,13). De var imidlertid allerede blevet fordrevet af amoritterne, og området nord for Arnon blev holdt af Sihon. Af Meshas indskrift på Moabitterstenen forstår vi, at Moab havde etableret sig nord for Arnon før Omris tid. Under Omri og Akab var hun begrænset til området syd for floden. Et oprør under Mesha blev slået ned af Joram, Akabs søn (2 Kong 2), og Hazaels felttog mod Israel nåede Arnons dal (2 Kong 10,33). Men ifølge Mesha vandt han det tabte land tilbage for Moab; og dette stemmer med 2 Kong 15; 2 Kong 16, hvor byer nord for Arnon placeres i Moab, f.eks. Heshbon.

Arnons moderne navn er Wady el-Mojib, som løber ud i Det Døde Hav fra øst omkring 11 miles nord for el-Lisan. Omkring 13 miles øst for Det Døde Hav forener to vandløb, Seil es-Sa`ideh fra syd og Wady Enkeileh fra øst, deres vande og flyder mod vest i bunden af en enorm kløft. Vandet fra Wady Welch kommer ind fra nordøst. Et bredt landområde afvandes således til dalen gennem et stort netværk af mindre wadier--"Arnons dale." "Arnons vadesteder" (Es 16,2) blev uden tvivl krydset af Meshas hovedvej, som han hævder at have bygget i Arnon; og de kan være markeret af sporene efter den gamle romerske vej og bro umiddelbart vest for det sted, hvor `Ara`ir, det gamle Aroer, ligger på wadiens nordlige kant.

W. Ewing