ash'-iz: Blandt de gamle hebræere og andre orientalere var det at strø sig med aske eller sidde i aske et tegn eller kendetegn på sorg, ydmygelse eller anger. Aske på hovedet var et af de almindelige tegn på sorg over de døde, som da »Tamar lagde aske på sit hoved .... og gik bort grædende« (2 Sam 13,19 KJV), og på national ydmygelse, som da Israels børn var samlet under Nehemias »med faste og i sæk og med jord (aske) på sig« (Neh 9,1), og da folket i Nineve omvendte sig i sæk og aske ved Jonas' prædiken (Jon 3,5; Jon 3,6; jf. 1 Makk 3,47). Den plagede eller angrende sad ofte i aske (jf. Job 2,8; Job 42,6: »Jeg afskyr mig selv og angrer i støv og aske«), eller væltede sig endda i aske, sådan som Jeremias opfordrede det syndende Israel til at gøre: »O mit folks datter .... vælt dig i aske« (Jer 6,26), eller som Ezekiel i sin klagesang over Tyrus skildrer hendes sømænd som nogle, der gør det, mens de græder bittert og »kaster støv op over deres hoveder« og »vælter sig i asken« (i deres gråd over hende, hvis hoved blev løftet op og blev fordærvet på grund af hendes skønhed), »i sjælens bitterhed med bitter sorg« (Ez 27,30; Ez 27,31). Disse og forskellige andre måder at udtrykke sorg, anger og ydmygelse på blandt hebræerne, såsom at sønderrive klæderne, rive håret ud og lignende, var dog ikke guddommeligt foreskrevne, men var blot de naturlige udbrud af det lidenskabelige orientalske temperament og er stadig skik blandt østlige folk.

Billedligt: Udtrykket »aske« bruges ofte til at betegne værdiløshed, ubetydelighed eller forgængelighed (1 Mos 18,27; Job 30,19). »Ordsprog af aske«, for eksempel i Job 13,12, er Jobs sidestykke, siger en forfatter, til vores moderne »vrøvl«. Om præsternes rituelle brug af asken fra den røde kvie, se rød kvie.

George B. Eager