ak'-wi-la (Akulas), ("en ørn"): Akvilas og hans hustru Priskilla, diminutivformen af Priska, føres ind i fortællingen i Apostlenes Gerninger gennem deres forhold til Paulus. Han møder dem først i Korinth (ApG 18,2). Akvilas var hjemmehørende i Pontus, uden tvivl en af den koloni af jøder, der nævnes i ApG 2,9; 1 Pet 1,1. De var flygtninge fra Klaudius' grusomme og uretfærdige edikt, som fordrev alle jøder fra Rom i 52 e.Kr. Ifølge Sueton blev dekretet udstedt på grund af uroligheder, som jøderne havde fremkaldt, og han nævner især en Chrestus (Suetonius Claud. 25). Da ordet Christus let kunne forveksles af ham, så det henviste til en person ved navn Chrestus, som var en urostifter, med disse optøjer til følge, har man sluttet, at de fanatiske jøder dengang forfulgte deres kristne brødre, og at der deraf opstod uroligheder. Årsagen til uroen vedkom ikke Klaudius, og uden at undersøge sagen nærmere blev alle jøder derfor fordrevet. Den formodning, at Akvilas var en frigiven mand, og at hans herre havde været den romerske senator Aquila Pontius, og at han fra ham fik sit navn, savner grundlag.

Han havde uden tvivl et hebraisk navn, men det kendes ikke. Det var en almindelig skik for jøder uden for Israels land at tage romerske navne, og det er netop, hvad denne mand gør; og det er under dette navn, vi kender ham. Fordrevet fra Rom søgte Akvilas tilflugt i Korinth, hvor Paulus på sin anden missionsrejse møder ham, fordi de har samme håndværk: at lave telte af kilikisk stof (ApG 18,3). Den beretning, der gives om ham, berettiger ikke til den slutning, at han og hans hustru allerede var kristne, da Paulus mødte dem. Havde det været tilfældet, ville Lukas næsten helt sikkert have sagt det, især hvis det var sandt, at Paulus opsøgte dem af den grund. At dømme efter deres velkendte virksomhed i det kristne arbejde ville de have samlet en lille kreds af søgende eller muligvis omvendte, selv om de kun havde været der i kort tid. Det stemmer bedre med beretningen at slutte, at Paulus mødte dem som håndværksfæller, og at han benyttede lejligheden til at prædike Kristus for dem, mens de arbejdede.

Der kan ikke være tvivl om, at Paulus ville bruge disse dage til at føre dem ind i riget og undervise dem i det, så de senere selv ville være i stand til at være lærere (ApG 18,26). Ikke blot blev de kristne, men de blev også Paulus' faste og hengivne venner, og han gengældte fuldt ud deres hengivenhed for ham (Rom 16,3; Rom 16,4). De fulgte ham, da han forlod Korinth for at tage til Efesos, og blev der, mens han fortsatte sin rejse til Syrien. Da han skrev det første brev til menigheden i Korinth, var de stadig i Efesos, og deres hus dér blev brugt som kristent samlingssted (1 Kor 16,19). Klaudius' dekret udelukkede kun jøderne fra Rom midlertidigt, og senere finder man derfor Paulus dér; hans behov for venner og deres hengivenhed for ham førte dem uden tvivl også til denne by (Rom 16,3). På det tidspunkt, da Paulus skrev sit andet brev til Timotheus, er de igen flyttet til Efesos, muligvis sendt dertil af Paulus for at yde hjælp til og fremme arbejdet i denne by (2 Tim 4,19). Selv om man ikke ved mere om dem, kan der ikke være tvivl om, at de forblev Paulus' hengivne venner til det sidste.

Det forhold, at Priskillas navn flere gange nævnes før hendes mands, har givet anledning til en række formodninger. Den bedste forklaring synes at være, at hun var den stærkere personlighed. Jacob W. Kapp