a-dul'-am (`adhullam):

(1) En by med tilhørende småbyer, som i oldtiden havde en konge, nævnt fem gange i Det Gamle Testamente, hver gang i en liste sammen med andre byer (Jos 12,15; Jos 15,35; 2 Krøn 11,7; Mika 1,15; Neh 11,30). I listen over de 31 konger, som Josva slog, følger Adullam efter Horma, Arad og Libna og står før Makkeda. Blandt de 14 judæiske byer i den første gruppe i »lavlandet« nævnes Adullam mellem Jarmut og Soko. I listen over de 15 byer, som Rehabeam befæstede, står den mellem Soko og Gat. Mika giver, hvad der kan være en liste over byer, som var berørt af et assyrisk fremstød mod Jerusalem; den begynder med Gat, omfatter Lakish og ender med Maresha og Adullam. Og Adullam er stadig i samme selskab i listen hos Nehemias over byerne »og deres landsbyer«, hvor mændene fra Juda dengang boede. På patriarkernes tid var det et sted, hvortil man »gik ned« fra den centrale bjergkam (1 Mos 38,1). Judas Makkabæus fandt den endnu eksisterende som by (2 Makk 12,38). Den almindelige opfattelse identificerer Adullam med ruinen `Aid-el-Ma, 13 miles vest-sydvest for Betlehem (se HGHL, 229 ff.). Dette er på trods af Onomasticons vidnesbyrd, som, hævdes det, forveksler Adullam med Eglon. Formentlig gav byen navn til Adullams hule, idet hulen lå nær byen.

(2) Adullams hule, Davids hovedkvarter i en del af den tid, da han var på flugt fra Saul (1 Sam 22,1; 2 Sam 23,13; 1 Krøn 11,15). Man har ikke udvist tilstrækkelig omhu ved læsningen af Bibelens udsagn om dette emne. Til at begynde med tillader hebraisk syntaks, at ordet »hule« bruges kollektivt; det kan betegne en gruppe eller en egn med huler; det er ikke begrænset til betydningen, at der var én vældig hule, hvori David og hans 400 mænd alle på én gang fandt ophold. Alle ræsonnementer, der bygger på denne forestilling, er forgæves.

Endvidere beskriver 2 Sam 23,13-17 efter den mest naturlige syntaks (gentaget med uvæsentlige variationer i 1 Krøn 11,15-19) to forskellige begivenheder og forbinder ikke Adullams hule med den anden af disse. »Og tre af de tredive øverste mænd gik ned og kom til David i høsttiden til Adullams hule; og filistrenes troppeafdeling lå i lejr i Refaimdalen. Og David var da i borgen; og filistrenes garnison var da i Betlehem. Og David længtes og sagde: Gid nogen ville give mig vand,« osv. Om disse tre af de ældste blandt Davids »helte« fortælles det først, at de var Davids våbenfæller i et bestemt slag, et slag som Krønikebogsforfatteren identificerer med Pas-Dammim, hvor David dræbte Goliat; for det andet, at de sluttede sig til David ved Adullams hule, formodentlig i den tid, da han skjulte sig for Saul; for det tredje, at de på et senere tidspunkt, da filistrene var i Refaimdalen (sammenlign 2 Sam 5,18), og David var »i borgen« (Josefus siger »i Jerusalem«, Ant, VII, xii, 4), brød gennem de filistriske linjer og bragte ham vand fra hjemmets brønd i Betlehem.

Adullams hule lå, ligesom byen, »nede« fra den centrale bjergkam (1 Sam 22,1; 2 Sam 23,13). Byen lå i Juda; og David og hans mænd var i Juda (1 Sam 23,3) på et tidspunkt, hvor hulen tilsyneladende var deres hovedkvarter. Gads råd til David om at vende tilbage til Juda (1 Sam 22,3; 1 Sam 22,5) blev givet på et tidspunkt, da han havde forladt Adullams hule. Hvis den gængse identifikation af `Aid-el-Ma som Adullam er korrekt, er Adullams hule sandsynligvis det huleområde, som er fundet i denne omegn.

Det er blevet indvendt, at denne beliggenhed er for langt fra Betlehem til, at Davids mænd kunne have bragt vandet derfra. Hertil svares, at tretten eller fjorten miles ikke er en overdreven afstand for tre usædvanligt kraftige mænd at gå frem og tilbage; og et endnu stærkere svar findes i den betragtning, som netop er nævnt, at stedet, hvorfra mændene gik efter vandet, ikke var Adullams hule. Det eneste argument for traditionen om, at Charitons hule, nogle få miles sydøst for Betlehem, er Adullam, er denne hules større størrelse sammenlignet med dem nær `Aid-el-Ma. Vi har allerede set, at dette ikke har nogen vægt.

I vores nuværende sprogbrug antyder »Adullams hule« en samling af dårligt sammenpassede og belastede mænd. Dette retfærdiggøres ikke af Bibelens beretning. Davids mænd omfattede hans talrige og ansete slægtninge, præsteskabets repræsentant, nogle af Davids militære fæller og nogle mænd, som senere beklædte høje embeder i Israel. Selv dem, der beskrives som værende i nød og gæld og bitre i sjælen, var uden tvivl mange af dem personer, som havde lidt under Saul på grund af deres venskab med David. Uden tvivl omfattede de også rene eventyrere i deres antal; men både de bibelske detaljer og omstændighederne viser, at de hovedsagelig var ensartede, og at de fleste af dem var værdige borgere.

Willis J. Beecher