as-tron'-omi:

I. HIMMELLEGEMERNE

1. Himmelens ordninger

2. Solen

(1) Navnene for solen

(2) "Solens by"

(3) Den større lysgiver

(4) Solens formål

(5) Solen som forbillede

3. Månen

(1) Navnene for månen

(2) Den mindre lysgiver

(3) Månens faser

4. Tegn

(1) Sol- og måneformørkelser

(2) Morgenrødens vinger

5. Tider

(1) Ordets betydning

(2) Naturlige tider for tilbedelse

(3) Helligelsen af den syvende

(4) Jubelåret som en luni-solar cyklus

(5) Den 19-årige luni-solare cyklus

(6) Det jødiske ritual før eksilet

(7) Daniels luni-solare cyklusser

6. Stjernerne

(1) Deres antal

(2) Deres afstand

(3) Deres glans

7. Morgenstjerner

Stjernerne som solur

8. Faldende stjerner

(1) Meteoritter

(2) Stjernen "Malurt"

9. Vandrende stjerner

(1) Kometer som åndeligt forbillede

(2) Kometer omtalt i Skriften?

II. STJERNEBILLEDERNE

1. Nachash, den "krogede slange"

2. Leviatan

3. Kvindens sæd

4. Buen sat i skyen

5. Formørkelsens drage

6. Josefs drøm

7. Stammernes faner

8. Keruberne

9. Bileams profeti

10. Syvstjernen

11. Orion

12. Mazzaroth, dyrekredsens stjernebilleder

13. "Arcturus"

(1) "Sprederne" eller Norden

(2) Himmelens ordninger grundfæstet på jorden

14. Jobs bogs datering

III. FYSIOGRAFI

1. Jordens kreds

(1) Jorden som kugle

(2) Norden udspændt over det tomme rum

(3) Jordens hjørner

2. Jordens søjler

3. Hvælvingen

(1) Den hebraiske opfattelse

(2) Den alexandrinske opfattelse

4. Himmelens vinduer

5. Regn

6. Skyer

7. Dybet

(1) Ordets betydning

(2) Den babyloniske kaosdrage

LITTERATUR

Grundtonen hos de hebraiske forfattere med hensyn til himmellegemerne anslås i Sl 8: "Når jeg betragter dine himle, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du har sat på plads; hvad er da et menneske, at du husker på ham? Og et menneskebarn, at du besøger ham? For du har gjort ham kun lidt ringere end Gud og kronet ham med herlighed og ære. Du lader ham herske over dine hænders værk; du har lagt alt under hans fødder" (Sl 8,3-6). Himmellegemerne var usigeligt herlige, og de var alle Jahves håndværk — uden egen kraft eller livskraft — og mennesket var, ikke ved nogen iboende dyd, men ved Guds vilje og nåde, dem overlegent i betydning. Således var der en stor kløft mellem hedningernes overtro, som tilbad solen, månen og stjernerne som guder, og den fromme hebræers tro, som betragtede dem som ting, der var skabt og bevæget ved den ene Guds vilje. Og af denne forskel fulgte det, at hebræeren, frem for alle folkeslag af tilsvarende oldtid, var fyldt af en stærk glæde over naturens genstande og fænomener og iagttog dem opmærksomt.

I. Himmellegemerne.

1. Himmelens ordninger:

For de hellige forfattere lærte himmelens ordninger lektien om orden — stor, storslået og uforanderlig. Dag efter dag stod solen op i øst, "som en brudgom, der kommer ud af sit kammer" (Sl 19,5), og fulgte urokkeligt sin fastsatte bane hen over himlen, indtil den gik ned. Nat efter nat bevægede stjernerne, "himmelens hær", sig på deres "veje" eller "baner" (mecillah), og Joels ord (2,7) om den assyriske hær kunne anvendes på dem. "De marcherer hver på sine veje, og de bryder ikke deres rækker. Ingen skubber til en anden; de marcherer hver på sin sti." Nogle drejede i nordlige kredsløb, som kunne ses i deres helhed; nogle strøg i lange baner fra deres opgang i øst til deres nedgang i vest; nogle løftede sig knap over den sydlige horisont. Det er ikke underligt, at denne himmelske hær på march, "himmelens hær", hos hebræerne fremkaldte en sammenligning med "englene", Guds usynlige sendebud, som i deres "tusinder og atter tusinder tjente ham" (Dan 7,10).

Men efterhånden som året drejede rundt, forskød stjernernes skive i nord sig; mens blandt de andre stjerner forsvandt dem i vest ind i lyset fra den nedgående sol, og nye stjerner syntes at springe frem af daggryets lys. Der var således en årlig procession af stjernerne såvel som en natlig. Og til denne "himmelens ordning" bemærkede hebræerne, at der var et svar fra jorden, for i usvigelig overensstemmelse kom årstidernes rækkefølge, vegetationens genoplivning, høstens og frugternes modning, vinterkuldenes tilbagevenden. Om dem stillede Gud spørgsmålet: "Kender du himlenes ordninger? Kan du grundfæste deres herredømme på jorden?" (Job 38,33), og de erkendte, at der ikke kunne gives noget svar på dette spørgsmål, for disse himmelens ordninger var tegnet på og beviset for den Almægtiges visdom, magt og uforanderlighed. "Så siger Jahve, som giver solen til lys om dagen og månens og stjernernes ordninger til lys om natten .... Hærskarers Jahve er hans navn" (Jer 31,35).

Vi har ingen skrifter fra de tidlige hebræere ud over Det Gamle Testamentes bøger, og i dem findes der ingen beretning om nogen undersøgelse af den mekaniske forklaring på himmellegemernes bevægelser. Vi skulle heller ikke forvente at finde en beretning om en sådan undersøgelse i dem, hvis den var blevet foretaget, eftersom Den Hellige Skrifts formål ikke var at udrede forholdet mellem ting og ting – den undersøgelse, som moderne videnskab er viet til – men at åbenbare Gud for mennesket. Derfor er den lære, der drages af himlens iagttagne ordninger, ikke, at jorden drejer om sin akse eller bevæger sig rundt om solen, men at Gud er trofast mod sit formål for menneskeheden. "Så siger Jahve: Hvis min pagt med dag og nat ikke står fast, hvis jeg ikke har fastsat himlens og jordens ordninger; da vil jeg også forkaste Jakobs afkom og Davids, min tjeners, afkom" (Jer 33,25; Jer 33,26). Og "Guds herlighed", som "himlene forkynder", er ikke blot hans almægtige kraft, men det billede, som de himmelske bevægelsers orden og fuldkommenhed giver af den lov, han har åbenbaret for mennesket. Den "tale", de "lader lyde", den "kundskab", de "viser", er: "Jahves lov er fuldkommen, den genopretter sjælen" (Sl 19,7).

2. Solen:

(1) Navnene for solen.

Fire ord oversættes med "sol" i Det Gamle Testamente:

(a) Or betyder ganske enkelt "lys" og gengives sædvanligvis sådan, men ét sted (Job 31,26), hvor det står som modsætning til "måne", gengives det med "sol", den store lysgiver.

(b) Chammah betyder "hede" og bruges om solen, når den forbindes med lebhanah eller "snehvid" om månen, som i Es 24,23: "Da skal den snehvide (måne) blive beskæmmet, og heden (solen) skamme sig," idet modsætningen drages mellem sølvmånens kolde lys og den glødende sols ildfulde stråleglans.

(c) Shemesh, babyloniernes Samas, er et oprindeligt ord, sandsynligvis med rodbetydningen "tjener". Dette er det ord, der hyppigst bruges om solen, og vi finder det brugt topografisk, for eksempel i Bet-Shemesh, "solens hus". Fire steder med dette navn nævnes i Det Gamle Testamente: ét i Juda, en levitby, hvortil de to malkekøer, der bar arken, gik lige vej fra filistrenes land; ét ved Issakars grænse; ét i Naftali, en befæstet by; og ét i Egypten, som formodes at være det samme som Heliopolis eller On, byen hvor Asenat, Josefs hustru, kom fra.

(d) Cherec betyder "blære" eller "brændende hede", fra en rod "at kradse" eller "være ru", og er en usædvanlig betegnelse for solen, og den præcise gengivelse er undertiden usikker. Én gang oversættes det med "kløe", når det forekommer blandt de onder, der trues med i de "forbandelser", som de seks stammer udtalte fra Ebals bjerg (5 Mos 28,27). Én gang bruges det sikkert om selve solen, da Job (9,7) sagde om Gud, at han "befaler solen (cherec eller cheres), og den står ikke op." Én gang er det sikkert navnet på en høj, for Heres-bjerget lå nær Ajjalon, på grænsen mellem Juda og Dan. I et andet afsnit er autoriteterne uenige i deres gengivelse, for da Gideon overvandt Zeba og Salmunna (Dom 8,13), "vendte han tilbage fra slaget," ifølge King James Version, "før solen var stået op," men ifølge Revised Version (British and American), "fra Heres-stigningen." I endnu et afsnit (Dom 14,18), da filistrene svarede på Samsons gåde, oversætter både King James Version og Revised Version (British and American) cherec som sol – "før solen gik ned." Desuden får vi små varianter af det samme ord, forbundet med qir ("mur" eller "fæstning"), i Qir-Chareseth (2 Kong 3,25; Es 16,7) og Qir-Cheres (Es 16,11; Jer 48,31; Jer 48,36). Disse skal sandsynligvis identificeres med det moderne Kerak i Moab.

(2) "Solens by".

Men den mest interessante henvisning findes i Es 19,18: "På den dag skal der være fem byer i Egyptens land, som taler Kanaans sprog og sværger ved Hærskarers Jahve; én skal kaldes Ødelæggelsens by." Ordet, der her gengives med "ødelæggelse", er på hebraisk herec, som har den betydning, men Gesenius og andre autoriteter ville erstatte begyndelsesbogstavet, he, med bogstavet cheth, som det ligner så nøje, og således læse det som "Solens by." Med denne læsemåde blev den identificeret med On, det vil sige Heliopolis (solens by), og på grundlag af denne tro overtalte Onias, søn af ypperstepræsten Onias, Ptolemaios Filometor til at tillade ham at bygge et tempel for Jahve i dette præfektur, 149 f.Kr. (Ant., XIII, iii, 1).

(3) Den større lysgiver.

(e) Endnu et femte udtryk bruges til at betegne solen, og i én henseende er det det vigtigste og mest betydningsfulde af alle. I skabelsesberetningen kaldes den det større lys, eller rettere lysgiver (ma'or): »Og Gud gjorde de to store lysgivere; den større lysgiver til at herske over dagen og den mindre lysgiver til at herske over natten; han gjorde også stjernerne« (1 Mos 1,16). Denne passages yderste enkelhed er meget betydningsfuld. I markant kontrast til den babyloniske skabelsesdigtning, som ved sin mere komplekse astronomi røber sin senere oprindelse (se nedenfor, afsnit II, 12, Mazzaroth), får sol og måne ikke tildelt særlige navne; der er ingen anerkendelse af, at stjernerne grupperes i stjernebilleder, og ingen omtale af nogen af planeterne. Himmellegemerne kunne ikke omtales på en enklere måde. Og denne enkelhed skæmmes ikke af nogen myte; der er ikke det mindste spor af guddommeliggørelse af sol eller måne eller stjerner; der er ingen antropomorf behandling, ingen antydning af, at de udgjorde bærere for ånder. De beskrives, sådan som de blev iagttaget, da mennesker først lagde mærke til dem, ganske enkelt som »lysgivere« med forskellig lysstyrke. Det er udtryk for menneskets tidligste iagttagelse af himmellegemerne, men det er virkelig iagttagelse, fri for enhver besmittelse af vilde fantasier; det markerer det allerførste skridt i astronomien. Ingen mundtlig eller skriftlig overlevering af en mere udpræget primitiv karakter end denne er bevaret for os.

(4) Solens formål.

To formål med de store himmellegemer angives i 1 Mos 1,14; 1 Mos 1,15. Solen og månen er sat til at give lys og til at måle tid. Set fra et menneskeligt og praktisk synspunkt er dette de to vigtigste tjenester, de yder os. Deres formål med at måle tid ved deres bevægelser vil blive behandlet under en anden overskrift; men her kan det påpeges, at når det i Salomos Visdoms Bog (7,18) siges, at kong Salomo kendte »solhvervenes vekslen og årstidernes skiften«, er henvisningen til hele forandringernes kredsløb fra vinter gennem sommer og tilbage til vinter igen. Fra vinteren og frem flytter solopgangs- og solnedgangsstederne sig nordpå langs horisonten indtil midsommer, hvor de i nogle dage ikke viser nogen forandring – »solhvervet« er nået; derefter, fra midsommer og frem, »vender« bevægelsen mod syd indtil midvinter, hvor et »solhverv« igen nås, hvorefter solopgangs- og solnedgangsstederne igen flytter sig nordpå. Der henvises også til dette skiftende sted for solopgangen, da Gud spurgte Job (38,12-14): Har du »fået morgenrøden til at kende sit sted«, og passagen fortsætter: »Den (jorden) forandres som ler under seglet; og alle ting træder frem som en klædning.« Ligesom det formløse ler får form under seglets tryk, ligesom klædningen, formløs mens den er foldet sammen, får form, når den, der bærer den, tager den på, sådan får jorden, formløs i mørket, form og relief og farve, når det gryende lys præger den. Når Jakob i Det Nye Testamente (1,17) taler om »lysenes Fader, hos hvem der ikke kan være nogen variation (parallage), heller ingen skygge, der kastes ved vending (trope)«, bruger han astronomiske fagudtryk for de samme tilsyneladende bevægelser af solen.

(5) Solen som forbillede.

Men solens tilsyneladende uforanderlighed gør den så at sige til et ret mål for evig varighed (Sl 72,5; Sl 72,17). Dens strålers gennemtrængning gør »under solen« (Præd 1,9) til et passende udtryk for stedets universalitet, og på den anden side gør dens brændende hede, sådan som den opleves i Israels land, den lige så egnet som billede på undertrykkelse og ulykke; derfor siges det i Skriften, at solen »slår« dem, der undertrykkes af dens hede (Sl 121,6).

Men det var i dens lysgivende og tjenende kraft, at de hebraiske forfattere brugte solen som billede for at fremstille Guds magt og godhed. Ord er symboler for ideer, og det var kun ved denne dobbelte symbolik, at det var muligt at udtrykke nogle af Guds egenskaber i forståelig menneskelig tale og få mennesker til delvis at fatte dem. Sådan finder vi i pilgrims-salmen (Sl 84,11): »Jahve Gud er en sol og et skjold«; Malakias (4,2) forudsiger, at »retfærdighedens sol skal stå op med lægedom i sine vinger«. Men de gamle hebraiske forfattere var meget tilbageholdende og omhyggelige med den symbolik, de brugte, hvad enten det gjaldt ord eller illustration. Mennesker i de dage forvanskede på frygtelig vis de goder, de modtog gennem solen, og gjorde dem til anledning og undskyldning for at styrte sig ud i alle slags naturdyrkelse og afskyeligt afguderi. Det var ikke kun klar tænkning hos de hellige forfattere, der fik dem til at føre alle de goder, som kom til dem i den naturlige verden, direkte tilbage til Guds handling; det var en nødvendighed for et rent liv. Der er ingen bund i den afgrund, som mennesker styrtede ned i, da de »tilbad og tjente det skabte frem for Skaberen, som er velsignet til evig tid« (Rom 1,25).

På Det Nye Testamentes tid var mennesker ikke mindre tilbøjelige til det onde, men det ondes form var ved at ændre sig. "Bet-Shemeshs søjler" blev brudt ned (Jer 43,13), afgudsdyrkelsen begyndte at komme i miskredit, og mennesker blev snarere ført bort af "den kundskab (gnosis), som med urette kaldes sådan" (1 Tim 6,20). Apostlene kunne derfor bruge symbolik fra naturens verden mere frit, og således finder vi Johannes tale om vor Herre som: "Det sande lys var der, det lys, som oplyser hvert menneske, da det kom til verden" (Joh 1,9), og igen: "Gud er lys, og i ham er der slet intet mørke" (1 Joh 1,5); og igen, at det nye Jerusalems herlighed skal være, at "byen ikke har brug for solen eller månen til at skinne på den; for Guds herlighed oplyste den, og dens lampe er Lammet" (Åb 21,23); mens den store moderne opdagelse, at næsten enhver form for jordisk energi i sidste ende stammer fra energien i solens stråler, giver en meget slående træfsikkerhed til Jakobs billedsprog om, at `Enhver god gave og fuldkommen gave kommer ovenfra, ned fra lysenes Fader, hos hvem der ikke kan være nogen forandring, ej heller skygge, der kastes ved drejning' (Jak 1,17 den engelske Revised Version).

3. Månen:

(1) Navnene for månen.

Tre ord oversættes med "måne" i Det Gamle Testamente, når man ser bort fra de tilfælde, hvor "måned" er gengivet med "måne" for at få en mere flydende sætning: (a) Lebhanah, "hvid"; et poetisk udtryk, brugt i forbindelse med chammah, "hede", om solen.

(b) Chodhesh, "nymåne", med betydningen "ny", "frisk". Da hebræerne regnede deres måneder fra den faktiske første fremtræden af den unge seglformede måne, oversættes chodhesh oftest med "måned". Således: "I det seks hundrede år af Noas liv, i den anden måned, på den syttende dag i måneden" (1 Mos 7,11), og i det store flertal af tilfælde er ordet for måned chodhesh, "nymåne". I Es 66,23, "fra den ene nymåne til den anden", skulle det bogstaveligt være: "fra nymåne til nymåne". Én gang gengives det med "månedlig" (Es 47,13), når det bruges om astrologerne, der fastsatte varslerne for den begyndende måned. Chodhesh er derfor, når det oversættes med "nymåne", ikke en betegnelse for selve himmellegemet, men betegner den første dag i måneden. Det er et udtryk, der direkte eller indirekte er forbundet med kalenderen.

(c) Yareach, sandsynligvis "vandrende", et meget passende oprindeligt udtryk for månen, eftersom dens bevægelse blandt stjernerne fra nat til nat er hurtig nok til at have fanget de meget tidlige iagttageres opmærksomhed. Brugen af det som egennavn for det "mindre lys" viser derfor, at den systematiske iagttagelse af himmellegemerne var begyndt, og at månens bevægelse i forhold til stjernerne var blevet erkendt.

Yerach, "måned", oversættes to gange med "måne" (5 Mos 33,14; Es 60,20), men uden nogen væsentlig grund til variationen i nogen af tilfældene.

(2) Den mindre lysgiver.

De direkte henvisninger i Skriften til månen som lysgiver er ikke talrige, men de, der forekommer, viser måneskinnets store betydning i oldtiden, da kunstige lys var få, kostbare og svage, og belysning af gader og veje var utænkt. For hyrder var månen til særlig hjælp, og mange af Israels folk bevarede deres forfædres vaner og levede hyrdelivet længe efter nationens bosættelse i landet. Når den månebelyste del af måneden vendte tilbage, var det derfor en anledning til glæde og til højtidelig tak til Gud, og "nymånen" var ligesom sabbatten en dag med særlige ofre. På den anden side var en af de domme, der truede Guds fjender, at månens lys skulle holdes tilbage. Truslen mod Farao lyder: "Jeg vil dække solen med en sky, og månen skal ikke give sit lys" (Ez 32,7); og på Herrens dag, der forkyndes mod Babylon: "Solen skal formørkes, når den går frem, og månen skal ikke lade sit lys skinne" (Es 13,10). Men blandt herlighederne ved Israels genoprettelse loves det, at "månens lys (lebhanah) skal være som solens lys (chammah)" (Es 30,26).

(3) Månens faser.

Der er ingen direkte omtale af månens faser i Skriften; et bemærkelsesværdigt faktum, og et som illustrerer tåbeligheden i at forsøge at bevise de hellige forfatteres uvidenhed ved et argument ud fra tavshed, eftersom det ikke er tænkeligt, at mennesker på noget tidspunkt var uvidende om, at månen ændrer sin tilsyneladende form og størrelse. Langt fra at hebræerne var nedsunket i en sådan dybde af mere end vild uvidenhed, byggede de hele deres kalender på den faktiske iagttagelse af den unge seglformede månes første fremtræden. I to passager i Revised Version (British and American) finder vi udtrykket "ved fuldmåne", keceh (Sl 81,3; Ordsp 7,20), men selv om dette er meningen, er ordets bogstavelige betydning usikker og kan være den, der gives i King James Version: "på den fastsatte dag". I en anden passage, som allerede er citeret, er der en henvisning til den mørke del af måneden. "Din sol skal ikke mere gå ned, og din måne (yerach, "måned") skal ikke trække sig tilbage"--den "tilbagetrukne" del af måneden er tiden nær nymåne, når månen næsten står i konjunktion med solen og derfor er usynlig.

Månens periodiske forandringer er dens forordninger (Jer 31,35). Den blev også sat til at angive »tider« (Sl 104,19), det vil sige religiøse forsamlinger eller fester (mo`adhim). To af disse blev holdt ved fuldmåne, påsken og løvhyttefesten; én ved nymåne, trompetfesten; men den almindelige nymåne blev ikke regnet blandt de store »fastsatte fester« (mo`adhim). Som lysgiver, der hjalp mennesker i deres arbejde med hjorden og på marken og hjalp dem på deres rejser; som tidsmåler, der angav månedernes gang og tiderne for de store religiøse højtider, var månen for den fromme hebræer et vidnesbyrd om Guds godhed og visdom.

De »runde smykker som månen«, som Zions døtre bar (Es 3,18 KJV), og dem på Zebas og Salmunnas kameler (Dom 8,21 KJV, randnote), blev betegnet med det samme hebraiske ord, saharonim, oversat i Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) som lunulae, og var små runde smykker, sandsynligvis runde som halvmåner, ikke skiver som fuldmånen.

Jeriko betyder muligvis »månens by«, og Jera, »måne«, var navnet på en af Joktans sønner.

4. Tegn:

(1) Sol- og måneformørkelser.

Solen og månen blev ikke blot givet »til dage og år« (1 Mos 1,14), men også »til tegn«, og på ingen måde opfylder de bedre, hvad man i gammel tid forstod ved dette ord, end ved deres formørkelser. Intet i naturen er mere imponerende end en total solformørkelse; det gådefulde mørke, den pludselige kulde, den mærkelige koronas frembrud, som ikke ses på noget andet tidspunkt, påvirker selv dem, der kender dens årsag, og indgyder en ubeskrivelig rædsel i dem, der ikke kan forudse eller forstå den. I svundne tider blev en solformørkelse hos alle folkeslag regnet for et varsel om ulykke, ja som i sig selv den værste af ulykker, undtagen hos det ene folk, til hvem profetens ord kom: »Lær ikke folkenes vej, og lad jer ikke skræmme af himlens tegn; for folkene skræmmes af dem« (Jer 10,2). For de hebraiske profeter var formørkelser »tegn« på Guds magt og myndighed, han som forbød dem at blive forskrækkede over varsler, der foruroligede hedningerne.

Fænomenerne ved både sol- og måneformørkelser beskrives kort, men umiskendeligt, af flere af profeterne. Joel henviser til dem to gange (2,10.31), anden gang meget bestemt: »Solen skal vendes til mørke, og månen til blod«, og dette blev citeret af Peter på pinsedagen (ApG 2,19; ApG 2,20). Johannes siger også, at da det sjette segl blev åbnet, »blev solen sort som en sæk af hår, og hele månen blev som blod« (Åb 6,12). Når nymånen i sit omløb eller sin drejning kommer nøjagtigt mellem jorden og solen, og dens skygge--den »skygge, som kastes ved drejning« i Jak 1,17--falder på jorden, skjules solen fuldstændigt, og dens glødende skive erstattes af månens mørke legeme; »solen vendes til mørke«. Når jordens skygge falder på fuldmånen, og de eneste stråler fra solen, der når den, har passeret gennem en umådelig tykkelse af vores atmosfære og derfor har en mat kobberrød farve som størknet blod, »vendes månen til blod«.

(2) Morgenens vinger.

Men en solformørkelse er ikke kun mørke og rædsel. Næppe har den mørke måne skjult den sidste tråd af sollys, før en smuk perlemorsfarvet glorie, koronaen, ses omkring mørket. Denne korona skifter form fra den ene formørkelse til den anden, men den enkleste form er en lysende ring med udstrakte vinger, og den er karakteristisk for tider, hvor solen kun har få pletter på sig. Denne form synes at have været oprindelsen til det hellige symbol med ringen eller skiven med vinger, som så ofte er afbildet på egyptiske, babyloniske og persiske monumenter. Det er muligt, at disse koronale »solens vinger« kan have været i profeten Malakias' tanke, da han skrev: »For jer, der frygter mit navn, skal retfærdighedens sol gå op med lægedom i sine vinger« (Mal 4,2). Metaforen »morgenens vinger« i Sl 139,9 skyldes dog mere sandsynligt de lange strålebundter, tusmørkestrålerne, der ses ved daggry, når solen står op bag en lav skybanke.

Totale måneformørkelser må ofte have været synlige i Israels land som i andre lande, men kun to eller tre totale solformørkelser var synlige dér i Det Gamle Testamentes historie; den 15. august 831 f.Kr. var total i Judæa, og den 2. april 824 f.Kr. var meget nær total. Det er blevet foreslået, at to solformørkelser blev forudsagt i Det Gamle Testamente--den ved Nineve, 15. juni 763 f.Kr., i Am 8,9, og den ved Thales, 28. maj 585 f.Kr., i Es 13,10, men forslaget har kun ringe støtte.

5. Tider:

(1) Ordets betydning.

Solen og månen blev sat »til at give lys på jorden«, og »til tegn«, og »til dage og år«. De blev også sat »til tider« (mo`adhim), dvs. »fastsatte forsamlinger«. Disse tider var ikke først og fremmest sådanne årstider, som årets gang frembringer i form af ændringer i vejret eller i vegetationens tilstand; de var tider for tilbedelse. Ordet mo`edh forekommer omkring 219 gange; i 149 tilfælde oversættes det »menighed«, og i omkring 50 andre tilfælde med »højtidelig forsamling« eller et tilsvarende udtryk. Således havde Gud, før mennesket overhovedet blev skabt, sørget for tider, hvor det kunne tilbede, og havde sat to store himmellys til at tjene som signaler, der kaldte til det.

Jødernes fastsatte hellige tider danner en meget fuldstændig og symmetrisk række, der udvikler sig fra tider angivet alene ved solen til tider angivet ved solen og månen sammen, og fuldendes i tider angivet ved luni-solare cyklusser.

(2) Naturlige tider for tilbedelse.

Solen alene angav timerne for den daglige gudsdyrkelse; ved solopgang, når dagen begyndte, var der morgenofferet; ved solnedgang, når dagen sluttede, var der aftenofferet.

Månen angav tiden for den månedlige gudsdyrkelse; når nymånens smalle segl første gang blev set på den vestlige himmel, blev der foreskrevet særlige ofre, mens der blev blæst i trompeter over dem.

Solen og månen tilsammen markerede tiderne for årets to store religiøse fester. Ved begyndelsen af årets lyse del, når månen var fuld i forårets første måned, blev påsken holdt, efterfulgt af de usyrede brøds fest. Ved slutningen af årets lyse del, når månen var fuld i efterårets første måned, blev løvhyttefesten holdt. Disse kan alle kaldes naturlige tider for gudsdyrkelse, tydeligt markeret som passende. Begyndelsen og afslutningen på dagens lyse del og på årets lyse del samt begyndelsen på månedens lyse del er blevet iagttaget af mange folkeslag.

(3) Helligelsen af den syvende.

Men det, der var særpræget i systemet af de jødiske fester, var helligelsen af den syvende: den syvende dag, den syvende uge, den syvende måned, det syvende år blev alle særligt markeret. Solen alene angav sabbatten ved anvendelsen af det hellige tal syv på den tidsenhed, som dagen gav. For perioden på syv dage var ugen ikke afhængig af nogen fase i månens forhold til solen; den var ikke en kvart måned, men en fri uge, der løb uafhængigt af måneden. Den jødiske sabbat adskilte sig derfor fra den babyloniske, som var bundet til månemåneden. Det samme princip blev også anvendt på året; hvert syvende år blev sat til side som en hvileperiode, sabbatsåret. Hver syvende dag, hvert syvende år, blev således overholdt. Men for ugen og måneden trådte princippet om at hellige den syvende kun i kraft én gang hvert år. Pinsefesten, eller som den også blev kaldt, ugefesten, blev holdt ved afslutningen af den syvende uge fra dagen efter sabbatten i de usyrede brøds fest; og nymånen i den syvende måned blev holdt som en særlig fest, basunfesten, »en hellig sammenkomst. I må ikke udføre noget trælleligt arbejde« (3 Mos 23,24; 3 Mos 23,25). Årets andre nymåner blev ikke udmærket på denne måde.

Den ugentlige sabbat, påsken, pinsen og basunfesten og løvhyttefesten, sammen med én anden højtidelig dag, var i særlig forstand Herrens mo`adhim.

Den syvende dag var i særlig grad gudsdyrkelsens dag, og tilsvarende var den syvende måned i særlig grad gudsdyrkelsens måned; og dette ikke blot fordi den blev indledt med særlig højtidelighed og omfattede en af årets vigtigste store fester, men fordi den rummede den kulminerende ceremoni i hele det jødiske system, den store forsoningsdag, som blev holdt på månedens tiende dag og derfor på en dag, der ikke direkte var markeret af nogen månefase. Forsoningsdagen rensede det forgangne års overtrædelser bort og genoprettede Israel til fuld nydelse af den guddommelige gunst.

(4) Jubelåret som en luni-solar cyklus.

Den jødiske måned var en naturlig måned, baseret på den faktiske iagttagelse af det unge månesegl. Det jødiske år var et naturligt år, det vil sige et tropisk solår, baseret på faktisk iagttagelse af kornets modning. Men der er ikke et nøjagtigt antal dage i en månemåned, og der er heller ikke et nøjagtigt antal måneder i et solår; tolv månemåneder er elleve dage kortere end året; så på tre år ville fejlen udgøre mere end en hel måned, og for at genoprette balancen måtte en trettende måned indskydes. Da månederne blev bestemt ud fra faktisk iagttagelse, og da iagttagelsen fra tid til anden ville blive afbrudt af ugunstigt vejr, var det nødvendigt at have et middel til at afgøre, hvornår indskydelse skulle finde sted, uafhængigt af den. Og dette blev tilvejebragt ved at føre princippet om at hellige den syvende ét trin videre. Ikke alene blev den syvende i dag, uge, måned og år udmærket, men den syvende uge af år blev markeret ved blæsningen i jubelårets trompet på forsoningsdagen. Forsoningsdagen betød Israels genoprettelse til den guddommelige gunst; blæsningen i jubelårets trompet hvert niogfyrretyvende år betød »genoprettelsen af alle ting«; hver hebræer i trældom vendte tilbage til frihed, al jord, pantsat eller solgt, vendte tilbage til sin oprindelige ejer.

Og denne periode på 49 solår var astronomisk en genoprettelsesperiode, for solen og månen vendte næsten tilbage til deres oprindelige positioner i forhold til hinanden, eftersom 49 solår er 606 månemåneder med en fejl på kun 32 timer. Så selv om jubelårsperioden ikke er en fuldkommen månecyklus, var den ganske nøjagtig nok til at vejlede de jødiske præster i udarbejdelsen af deres kalender i tilfælde, hvor manglende iagttagelse havde givet anledning til nogen tvivl.

Begyndelsen af hver måned blev markeret ved blæsning i de to sølvtrompeter (chatsotserah: 4 Mos 10,2; 4 Mos 10,10). Begyndelsen af det borgerlige, det vil sige det landbrugsmæssige, år blev markeret ved en særlig trompetblæsning (teru`ah), som gav navnet »basunfesten« til den nymåne (3 Mos 23,24; 4 Mos 29,1). Og begyndelsen på en ny cyklus på 49 år blev markeret ved jubelåret, den høje trompet (shophar: 3 Mos 25,9). Således gjorde jubelårets cyklus alle Herrens mo`adhim symmetriske, fuldendte dem og svejsede dem sammen--de to store lys blev sat »til tider«.

(5) Den 19-årige luni-solare cyklus.

Jubelårets cyklus var tilstrækkelig til den religiøse kalenders formål, så længe folket boede i sit eget land, for på grund af landets lille udstrækning ville der ikke opstå nogen konflikt i tidsregningen, og det ville være let at melde nymånens tilsynekomst fra den ene ende af landet til den anden. Men efter fangenskaberne, da folket var spredt fra medernes Gozan til Syene ved Nilen, var det nødvendigt at udtænke en metode, hvormed jøderne, uanset hvor langt de var blevet spredt, selv kunne beregne, hvornår det var nymåne i Jerusalem. Vi har for nylig, gennem opdagelsen af en række aramæiske papyri i Syene, fået at vide, at der dér fandtes en koloni af jøder, som brugte en kalender, der ikke var konstrueret ud fra observation, men ud fra beregning baseret på en meget nøjagtig måne-sol-cyklus (E. B. Knobel, "Ancient Jewish Calendar Dates in Aramaic Papyri," Monthly Notices of the Royal Astronomical Society, LXVIII, 334). Denne cyklus, som vi kender under navnet på dens formodede opdager, Meton, er på 19 år, hvilket kun er to timer kortere end 235 fulde måneder. Da denne jødiske koloni synes at være blevet grundlagt efter Nebukadnesars ødelæggelse af Jerusalem af nogle af de flygtninge, som flygtede til Egypten sammen med Johanan, Kareas søn (Jer 40-44), kan dette kendskab til den metoniske cyklus ikke have skyldtes babylonisk indflydelse. Det kan heller ikke have skyldtes egyptisk indflydelse, eftersom egypterne hverken brugte eller havde behov for en sådan cyklus, da deres år var et solår på 365 dage. Ja, intet andet folk synes at have kendt til den, før Meton, atheneren, en generation senere vandt udødelig berømmelse ved at bekendtgøre den. Vidnesbyrdet fra disse Syene-papyri gør det sandsynligt, at Meton ikke selv opdagede cyklussen, men lærte den fra jødiske kilder. Mange af de semitiske folk brugte, ligesom jøderne, en naturlig måned i forbindelse med det naturlige år, men jøderne var de mest sandsynlige til at have opdaget denne cyklus, eftersom kun de havde deres gudsdyrkelse centraliseret ved én enkelt helligdom, som derfor blev deres standardobservatorium for observationen af nymånen. Disse observationer ville derfor alle kunne sammenlignes, og i de 400 år, templet stod, må det have været helt klart for dem, at 19-års-cyklussen ikke blot gav dem syv, det hellige tal, indskudte måneder, men også førte nymånernes nedgangssteder tilbage til de samme punkter på den vestlige horisont og i samme rækkefølge.

Det fremgår klart af vidnesbyrdet fra disse Syene-papyri, at jøderne dér brugte 19-års-cyklussen både til at fastsætte nymånedagen og til at afgøre, hvornår en trettende måned skulle indskydes; dette er en illustration af nytteløsheden i "argumentet ud fra tavshed", for der er ikke blot ingen omtale i Skriften af brugen af en cyklus til at bestemme indskydelse, der er slet ingen omtale af indskydelse.

(6) Det jødiske ritual før eksilet.

Lige siden denne tid, fangenskabets tid, har 19-års-cyklussen været brugt af jøderne, og den giver os det "gyldne tal", som bruges til at fastsætte påskens dato i vores egen kirkelige kalender. Da 19-års-cyklussen har været i brug lige siden fangenskabet, kan 49-års-cyklussen, jubelåret, ikke have været en nyskabelse fra eksilet eller efter eksilet. I dette forhold finder vi afgørelsen på den strid, som så længe har delt kritikerne, om hvorvidt jødernes rituelle lovgivning stammede fra før eller efter deres fangenskab. Vi kan tage Kuenen som repræsentant for den nyere skole: "Selv de senere profeter og historikere, men især og eftertrykkeligt dem, der levede før eksilet, kendte ikke til nogen rituel lovgivning, og specifikt ikke til den, som er overleveret til os" (The Hexateuch, 273-74). "Når vi skal bestemme dens alder, må vi begynde med at overveje dens forhold til Femte Mosebog, som den tydeligvis er senere end. .... Dette kommer klarest frem i lovgivningen om festerne. Andre tegn, skønt mindre utvetydige, taler for det samme forhold. Dernæst giver lovgivningen selv vidnesbyrd om tidspunktet for dens oprindelse, og de data, som berettiger en positiv slutning, peger på det babyloniske fangenskab. .... Det ville følge, at `hellighedslovgivningen' opstod i anden halvdel af det babyloniske fangenskab, formodentlig kort før dets afslutning; og der findes ikke én gyldig indvending mod denne datering" (ibid., 276). Kuenen var tydeligvis uvidende om de astronomiske sammenhænge, der indgik i den rituelle lovgivning, og var ude af stand til at forudse de slående opdagelser, der blev gjort ud fra Syene-papyrerne. Nyere viden har omstødt den dom, han afsagde så selvsikkert. Den traditionelle opfattelse, at det hebraiske ritual gik forud for fangenskabet, var korrekt. For jubelåret, som forsoningsdagen var knyttet til, var både kulminationen og fuldendelsen af hele ritualet, og da jubelårets periode, som en måne-sol-cyklus, var før-eksilsk, må ritualet som system ligeledes have været før-eksilsk.

(7) Daniels måne-sol-cykler.

De tider, som solen og månen blev sat til at markere, nævnes i endnu en sammenhæng. I det sidste syn, der blev givet Daniel, blev spørgsmålet stillet: »Hvor længe varer det, før disse underes ende kommer?« og svaret lød: »Det skal vare én tid, tider (dual) og en halv; og når de er færdige med at knuse det hellige folks magt, skal alt dette være fuldendt« (Dan 12,6; Dan 12,7). Ud fra parallelstedet i Dan 7,25, hvor det siges om det fjerde dyr: »Han skal tænke på at ændre tiderne og loven; og de skal gives i hans hånd indtil én tid (`iddan) og tider (dual) og en halv tid,« slutter man, at mo`edh i det første tilfælde, ligesom `iddan i det andet, står for et år; eller at perioden svarer til en halv uge af år. Parallelstederne i Åb 11,2; Åb 11,3; Åb 12,6; Åb 12,14; Åb 13,5 har ført til, at disse år er blevet opfattet som konventionelle år på 360 dage, idet hvert år består af 12 konventionelle måneder på 30 dage; og efter år-dag-princippet for fortolkning ville hele den angivne periode være 1.260 tropiske år. Også dette er en luni-solar cyklus, eftersom 1.260 år indeholder 15.584 måneder, korrekt til nærmeste dag. Til den samme profet Daniel blev der givet et yderligere kronologisk syn, og en endnu mere fuldkommen cyklus blev angivet. Som svar på spørgsmålet: »Hvor længe varer synet om det stadige brændoffer og den overtrædelse, som lægger øde, så både helligdommen og hæren gives til at blive trådt under fod?« blev svaret givet: »Indtil to tusind og tre hundrede aftener og morgener; da skal helligdommen renses« (Dan 8,13; Dan 8,14). Hvad end stedets profetiske betydning måtte være, er dets astronomiske betydning klar: 840.057 dage er præcis 2.300 solår, eller 28.447 månemåneder, eller 30.487 anomalistiske måneder, idet den anomalistiske måned er den periode, hvori månen bevæger sig fra perigeum til perigeum. Det er den mest fuldkomne luni-solare cyklus, man kender, og den bringer de to store lys nøjagtigt tilbage til deres tidligere indbyrdes forhold. Denne mest omfattende »tid«, angivet af solen og månen, gives som tiden for helligdommens renselse, for indførelsen, så at sige, af det fulde og fuldkomne jubelår.

Det er for nærværende ikke muligt at afgøre, om jøderne havde lært denne cyklus og dens betydning at kende gennem deres astronomiske observationer. Hvis det var tilfældet, må de i matematisk videnskab have været langt forud for alle andre folk i oldtiden. Hvis ikke, må den være blevet givet dem ved guddommelig åbenbaring, og dens astronomiske betydning er blevet overladt til moderne videnskab at afsløre.

6. Stjernerne:

Ligesom med solen og månen betragtes stjernerne under de to aspekter som lysgivere og tidsmålere; eller med andre ord som dem, der markerer tiderne.

(1) Deres antal.

Men to andre tanker fremhæves også stærkt; stjernerne og himlen, hvis »hær« de udgør, bruges til at udtrykke det højeste mål af antal og højde. »Se nu op mod himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan tælle dem« (1 Mos 15,5); »Ligesom himlens hær ikke kan tælles« (Jer 33,22) er nogle få af de steder, hvor stjernerne bruges om et ubegrænset antal. De stjerner, som enkeltvis er synlige for det blotte øje på ét tidspunkt, overstiger ikke 2.000 i antal, men det var lige så indlysende for oldtidens hebræere, som det var for Ptolemæus, astronomen fra Alexandria, at der ved siden af de enkeltvis synlige stjerner findes en baggrund, et mønstret forhæng af lys, som ved sit kornede og plettede udseende viser, at det består af utallige myriader af stjerner, for svage til at kunne skelnes enkeltvis, for tætliggende til at kunne afgrænses enkeltvis. Det mest iøjnefaldende træk ved dette forhæng er den store stjernestrøm, som vi kalder Mælkevejen, men sindet erkender let, at de små lyspunkter, som udgør dets mønster, lige så virkeligt er stjerner som stjernebilledernes store førere. Senere astronomi har bekræftet profeternes vidnesbyrd om, at stjernerne er uden tal. Det tidligste stjernekatalog, Hipparchos’, indeholdt lidt over tusind stjerner; det store internationale fotografiske kort vil vise billeder af mere end halvtreds millioner, og der findes fotografier, som viser mere end hundrede tusind stjerner på én enkelt plade. Den grænse, der er nået, skyldes kun vores teleskopers begrænsede styrke eller fotografiernes begrænsede eksponeringstid, ikke nogen begrænsning i antallet af stjerner. For os i dag, som for salmisten i gammel tid, er det et tegn på Guds uendelige magt og kundskab, at »Han fastsætter stjernernes antal; han giver dem alle deres navne« (Sl 147,4 KJV).

(2) Deres afstand.

Hvad højden angår, det vil sige stjernernes afstand, er den umålelig undtagen i ganske få tilfælde. Ved at bruge jordbanens enorme diameter som grundlinje--186.000.000 miles--har astronomer kunnet få et fingerpeg om afstanden til omkring 40 eller 50 stjerner. Af disse er den nærmeste, Alpha Centauri, omkring femogtyve millioner millioner miles borte; de klarere stjerner er i gennemsnit godt ti gange så langt væk; mens vi ikke har nogen målestok for afstandene til de utalte millioner af stjerner hinsides. For os, som for kong Salomo, er stjernernes "himmel" "for højden" (Ordsp 25,3), for en højde, der er uden mål, og giver os derfor det eneste passende billede på Guds uendelighed. Således spurgte Sofar fra Na'ama: "Kan du udforske den Almægtige til fuldkommenhed? Den er høj som himlen; hvad kan du gøre?" Og Elifaz fra Teman gentog den samme tanke: "Er Gud ikke i himlens højde? Og se stjernernes højde, hvor høje de er!" (Job 11,7; Job 11,8; Job 22,12). Og himlens højde, det vil sige stjernernes afstand, står som et symbol, ikke blot på Guds uendelighed, men på hans trofasthed og hans barmhjertighed: "Så siger Yahweh: Hvis himlen deroppe kan måles, og jordens grundvolde dernede kan udforskes, så vil jeg også forkaste hele Israels slægt for alt, hvad de har gjort, siger Yahweh" (Jer 31,37). Og salmisten synger: "For så høj som himlen er over jorden, så stor er hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham" (Sl 103,11 King James Version).

(3) Deres klarhed.

Stjernerne er ikke alle lige klare; en kendsgerning, som Paulus hentydede til, da han skrev, at "den ene stjerne adskiller sig fra den anden stjerne i herlighed" (1 Kor 15,41). De gamle græske astronomer inddelte stjernerne efter deres klarhed i seks klasser eller størrelsesklasser, for at bruge det moderne tekniske udtryk, idet den gennemsnitlige stjerne i en bestemt størrelsesklasse giver omtrent to og en halv gang så meget lys som den gennemsnitlige stjerne i den næste størrelsesklasse.

Ligesom stjernernes antal og deres ordnede bevægelse førte til, at de blev betragtet som en mægtig hær, "himlens hær", og som et billede på den anden himmelske hær, de hellige engle, sådan opfattes de enkelte stjerner, ved deres klarhed og ophøjede stilling, som egnede til at fremstille åndelige magter og intelligenser, hvad enten disse er Guds engle, som i Job 38,7, eller menigheders ledere, som i Åb 1,20. Det samme billede anvendes naturligt i en endnu højere betydning om Kristus selv, som er "stjernen fra Jakob" (4 Mos 24,17), og "den klare morgenstjerne" (Åb 22,16; 2 Pet 1,19).

7. Morgenstjerner:

Stjernerne som urskive

I oldtiden var der to metoder, hvorved man ud fra iagttagelse af himlen kunne lære årets gang at kende. Solen var "til tider", og forandringen i dens opgangs- eller nedgangssted gav den første metode. Den anden metode blev givet af stjernerne. For når de hebraiske hyrder, såsom Jakob, Moses, David og Amos, holdt vagt over deres hjorde om natten, så de stjernernes tavse procession gennem mørkets timer og vidste uden ur eller tidsmåler, hvor langt natten var fremme. De lagde mærke til, hvilke stjerner der stod op i øst, hvilke stjerner der kulminerede i syd, hvilke der gik ned i vest, og hvordan de nordlige stjerner, som altid var synlige, drejede som en stor urskive. Men når den østlige horisont begyndte at lysne hen imod daggry, ville de især lægge mærke til, hvilke stjerner der var de sidste til at stå op, før deres skin druknede i dagens voksende lys. Disse, de sidste stjerner der viste sig i øst før solopgang, var "morgenstjernerne", solens forkyndere. Efterhånden som den ene morgen fulgte den anden, ville disse morgenstjerner ses tidligere og tidligere og derfor i længere tid, før de forsvandt i daggryet, indtil der en morgen ville stråle andre stjerner frem, som ikke før var set, i nogle få øjeblikke, og således afløse de stjerner, der tidligere var set, som de egentlige forkyndere af solen. En sådan første fremtræden af en stjerne blev af de græske astronomer kaldt dens "heliakiske" opgang, og omtalen i Skriften af "morgenstjerner" eller "tusmørkets stjerner" (Job 38,7; Job 3,9) viser, at hebræerne ligesom grækerne var fortrolige med dette træk ved himlens ordninger og bemærkede årets gang ved at iagttage de tilsyneladende forandringer i den himmelske hær. Én stjerne ville varsle forårets begyndelse, en anden vinterens komme; tiden til at pløje, tiden til at så, regntiden, alt ville blive angivet af på hinanden følgende "morgenstjerner", efterhånden som de viste sig.

8. Faldende stjerner:

(1) Meteoritter.

Meteorer er slet ikke stjerner i ordets populære betydning, men ganske små legemer, som trækkes ind i vores atmosfære og i nogle få øjeblikke gøres lysende af friktionen fra deres færd gennem den. Men da det er blevet vist, at de ikke blot er forstyrrelser i luften, som man engang mente, men legemer af virkelig planetarisk natur, der bevæger sig omkring solen i baner lige så bestemt som jordens egen, er betegnelsen ganske passende for dem. De er astronomiske og ikke blot jordiske legemer. Meteorer er mest slående, enten når de ses som enkeltstående aerolitter, eller når de falder i en stor sværm. Den mest berømte sværm, som syntes at udstråle fra stjernebilledet Løven--og derfor kaldes Leoniderne--gav gennem århundreder et storslået skue hvert treogtredivte år; den sidste store lejlighed var den 14. november 1866. De, der så den sværm, kunne værdsætte den levende beskrivelse, Johannes gav, da han skrev: "Himlens stjerner faldt ned på jorden, som et figentræ kaster sine umodne figner, når det rystes af en stærk vind" (Åb 6,13), for meteorerne faldt som efterårsblade, drevet af en mægtig storm, lige så talrige og lige så hurtigt. Profeten Esajas brugte også et meget lignende billede (Es 34,4).

(2) Stjernen "Malurt."

Sådanne store meteorsværme er særdeles imponerende skuespil, men enkelte meteorer er undertiden næppe mindre slående. Bolider eller aerolitter, som sådanne store, enkeltstående meteorer kaldes, er tilsyneladende af stor størrelse og er undertiden så strålende, at de oplyser himlen selv ved højlys dag. Et sådant fænomen henviser Johannes til i sin beskrivelse af stjernen Malurt: "Der faldt fra himlen en stor stjerne, brændende som en fakkel" (Åb 8,10). Sådanne aerolitter bliver ikke helt opbrugt på deres vej gennem vores atmosfære, men dele af dem når jorden, og i nogle tilfælde er store masser blevet fundet intakte. De er som regel af stenagtig art, men andre er enten næsten rent jern eller indeholder meget af dette metal. En sådan meteorsten blev brugt som sokkel for gudinden Dianas billede i Efesos, og byens "byskriver" henviste til denne omstændighed, da han mindede efeserne om, at deres by var "tempelvogter for den store Diana og for billedet, som faldt ned fra Jupiter" (ApG 19,35).

9. Vandrende stjerner:

Det er allerede blevet bemærket, at månen måske har fået sit hebraiske navn på grund af, at den er en "vandrer" blandt stjernerne, men der er ingen direkte og udtrykkelig henvisning i Skriften til andre himmelske "vandrere" undtagen i Jud 1,13: "Vandrende stjerner, for hvem mørkets sorthed er gemt til evig tid." Disse asteres planetai er ikke vores "planeter", men enten meteorer eller kometer, sandsynligvis de sidstnævnte, da meteorer mere passende beskrives som "faldende stjerner".

(1) Kometer som åndeligt billede.

Men eftersom kometer og meteorer er nært forbundet med hinanden--meteorer i mange tilfælde er rester af kometer--gælder sammenligningen begge. Falske religionsbekendere, ustadige eller frafaldne lærere, er aldeles forskellige fra de stjerner, som skinner på himlen for evigt, men fremstilles passende ved kometer, som kun ses i nogle få uger eller dage og derefter helt forsvinder af syne, eller ved meteorer, som blusser op i nogle få øjeblikke og derefter slukkes fuldstændigt.

Alle de store kometer, alle de kometer, der har været tydelige for det blotte øje, med den ene undtagelse af den, der er opkaldt efter Halley, har kun vist sig én gang inden for den periode, som menneskelige optegnelser dækker, og Halleys komet bruger kun 80 dage på at gennemløbe den del af sin bane, som ligger inden for jordens bane; resten af dens omløbstid--76 år--tilbringes uden for denne grænse, og i 38 år ad gangen forbliver den uden for Neptuns bane, mere end 2.800.000.000 miles fra solen. De andre store kometer har kun besøgt vores nabolag én gang inden for vores erfaring.

(2) Henvises der til kometer i Skriften?

Spørgsmålet er blevet rejst, om kometers fremtræden nogensinde omtales i Skriften. Josefus siger, idet han taler om de tegn, der gik forud for Jerusalems ødelæggelse ved Titus: "Således var der en stjerne, der lignede et sværd, og som stod over byen, og en komet, der varede et helt år" (BJ, VI, v, 3). Den "stjerne, der lignede et sværd", var uden tvivl Halleys komets tilbagevenden i 66 e.Kr., og den vending, Josefus bruger, har givet anledning til den tanke, at det var et stjernefænomen, der henvises til i 1 Krøn 21,16: "Jahves engel .... mellem jord og himmel, med et draget sværd i sin hånd, rakt ud over Jerusalem." Men dette, og den tilsvarende antydning om arten af det flammende sværd, der vogtede vejen til livets træ (1 Mos 3,24), er uunderbyggede formodninger, som ikke er opmærksomhed værd. Astronomen Pingre mente, at Jeremias' første syn af "en mandelgren" og af "en kogende gryde" (Jer 1,11; Jer 1,13) havde sit fysiske grundlag i en tilbagevenden af Halleys komet, og andre kommentatorer har ment, at kometagtige fremtoninger blev beskrevet i "røgsøjlerne" i Joel 2,30; men ingen af disse forslag synes at have sandsynlighed for sig.

II. Stjernebillederne.

Den vigtigste bedrift inden for astronomiens videnskab i de århundreder, hvor Det Gamle Testamentes bøger blev skrevet, var ordningen og navngivningen af stjernebillederne, og der kan ikke være nogen rimelig tvivl om, at det samme system var kendt af hebræerne som det, der er blevet overleveret til os gennem de græske astronomer. Paulus kendte bestemt de græske stjernebilleder, for i sin tale på Areopagos (ApG 17,28) citerede han fra den poetiske beskrivelse af dem, som Aratus, den store digter fra Kilikien, havde skrevet omkring 270 f.Kr. Men disse stjernebilleder har en langt større oldtid end dette, og det er sandsynligt, at de var velkendte for Abraham, før han forlod Ur i Kaldæa. Det er ofte blevet påvist (The Astronomy of the Bible, 158; Astronomy without a Telescope, 5), at disse stjernebilleder selv leverer bevis for, at de blev udformet omkring 2700 f.Kr. De gik således forud for Abrahams tid med nogle århundreder, og da nogle af deres mest karakteristiske former findes på gamle babyloniske "grænsesten", er det klart, at de var kendt i det land, hvorfra han drog ud.

1. Nachash, den "krogede slange":

De direkte henvisninger til disse gamle stjernebilledformer i Skriften er ikke talrige. En af de tydeligste findes i Job 26,13, hvor "dannede den krogede slange" (KJV) bruges som parallel til "smykkede himlene"; det store stjernebillede af den vredne Drage, placeret ved himlenes krone, bruges billedligt som et udtryk for alle himlens stjernebilleder. For med sine bugtninger omslutter den begge poler, både ækvatorens og ekliptikkens.

2. Leviatan:

Udtrykket bariach, gengivet som "crooked" ("krum"), men bedre, som i Revised Version, randnoten, som "fleeing" ("flygtende"), anvendes af Esajas om "Leviatan" (liwyathan: Es 27,1), egentlig et "snoet" eller bugtende dyr, vredet i folder, og derfor også af profeten kaldt `aqallathon, "krum", "snoet" eller "bugtet"; en meget passende betegnelse for Draco, den store polare drage. Men denne var ikke den eneste "krumme slange" blandt stjernebillederne; der var tre andre, hvoraf to var placeret med en astronomisk betydning, der ikke var mindre præcis end Dracos slyngen sig omkring polerne. Hydra, vandslangen, markerede den oprindelige himmelske ækvator over omtrent en tredjedel af dens omkreds, og Serpens, slangen, lå delvis langs den himmelske ækvator og blev derefter snoet op ad efterårskoluren og nåede zenit med sit hoved.

Indretningen af de tolv tegn i dyrekredsen til at markere solens tilsyneladende årlige bane, og af disse tre slangeformer til at indtage deres respektive og betydningsfulde pladser på himlen, viser, at der var gjort virkelige fremskridt i astronomien, før stjernebillederne blev udformet, og at deres pladser blev tildelt disse figurer efter en bestemt astronomisk plan.

3. Kvindens sæd:

Et yderligere formål vises ved de tre slangers forhold til de nærliggende figurer, og det er klart, at den historie, der er bevaret i 1 Mos 3, var kendt af dem, der udformede stjernebillederne, og at de ønskede at fastholde mindet om den ved hjælp af stjernefreskerne. For stjernebillederne Skorpionen, Ophiuchus og Serpens viser os en mand, der kvæler en slange og står på en skorpion; dennes hoved knuser han med den ene fod, men hans anden fod såres af dens tilbagebøjede brod. Når disse tre stjernebilleder stod ret syd, det vil sige ved midnat om foråret, stod Herkules og Draco ret nord og fremviste billedet af en mand, der knæler på det ene knæ og med sin anden fod presser hovedet ned på den store nordlige slange eller drage. Ved midnat om vinteren var dyrekredsens stjernebillede på meridianen Jomfruen, fremstillet som en kvinde, der holder et aks i hånden, mens Hydras vældige længde under hende var strakt ud på sin bug i den stilling, en slange har, når den flygter med fuld fart. Disse figurer er tydeligvis ment til i billede at fremstille det, som udtrykkes i ord i 1 Mos 3,14; 1 Mos 3,15: "Og Jahve Gud sagde til slangen: Fordi du har gjort dette, er du forbandet frem for alt kvæg og frem for alle markens dyr; på din bug skal du gå, og støv skal du æde alle dit livs dage; og jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd; han skal knuse dit hoved, og du skal knuse hans hæl."

4. Buen sat i skyen:

Dette er heller ikke den eneste beretning i Første Mosebog, som finder en parallel i stjernebillederne. Blandt de sydlige grupper finder vi et skib, Argo, som er gået på grund på en klippe; og tæt ved det står en figur, Kentauren, som tilsyneladende dræber et dyr, Lupus, ved siden af et alter. Røgskyen, der stiger op fra alteret, fremstilles ved Mælkevejen, og midt i skyen er Skyttens bue, Sagittarius, sat. Her synes den pagt at være afbildet, som blev sluttet med Noa, efter at han havde bragt sit offer, da han forlod arken: "Jeg sætter min bue i skyen, og den skal være til tegn på en pagt mellem mig og jorden" (1 Mos 9,13). Således udtrykker stjernebillederne, der blev udformet flere århundreder før Abrahams tid, klart et kendskab til, og synes bestemt til at bevare mindet om, de to første løfter, Gud gav menneskeheden, sådan som de er nedskrevet i de tidlige kapitler af Første Mosebog.

Der er ingen grund til at antage, som nogle forfattere har gjort, at alle de 48 oprindelige stjernebilleder var af guddommelig oprindelse, eller endog at nogen af dem var det. Hvis nogle af de tidlige astronomer i én eller anden form kendte de historier, som vi har i 1 Mos 3,8; 1 Mos 3,9, ville det ikke være unaturligt for dem at forsøge at bevare et minde om dem på himlen ved at forbinde disse figurer med stjernerne.

Deraf følger ikke, at alle de gamle stjernebilleder har en tilsvarende betydning, eller at vi, hvis de har det, nu skulle være i stand til at opdage den, og megen opfindsomhed er blevet spildt i forsøget på at omdanne de gamle 48 stjernebilleder til en slags evangelium i hieroglyffer. Fortolkninger af denne art var i omløb ret tidligt i kristen tid, for de fordømmes udførligt og i detaljer af Hippolytos i hans Gendrivelse af alle kætterier, ca. 210 e.Kr. Deres genoplivning i nyere år skyldes især Mazzaroth, en række artikler af afdøde Miss Frances Rolleston, hvori der blev givet fantasifulde etymologier til de arabiske navne, som de vigtigste stjerner kendes under. Disse navne angiver for det meste blot de steder, som de enkelte stjerner antoges at indtage i de figurer, de var knyttet til, og Miss Rollestons afledninger af dem er helt vildledende og ubegrundede. Ikke desto mindre er hendes resultater blevet blindt accepteret af en række forfattere.

5. Formørkelsens drage:

Det særegne arrangement af slangeformer i stjernebillederne, og især den plads Hydra har fået, udstrakt langs ækvator med hovedet nær forårsjævndøgnet og halen nær efterårsjævndøgnet, synes at have givet anledning til betegnelserne "Dragehovedet" (omega) og "Dragehalen" (et omvendt omega) for knuderne eller skæringspunkterne mellem ekliptika (solens tilsyneladende bane) og himmelækvator, og dermed for knuder i almindelighed. Da sol- og måneformørkelser kun kan forekomme, når disse himmellegemer er nær knuderne i månens bane, det vil sige nær Dragehovedet eller Dragehalen, synes den myte at være opstået, at sådanne formørkelser skyldtes, at et af de to store lys blev slugt af en drage, og en henvisning til denne myte findes i Job 3,8: "Lad dem forbande den, som forbander dagen, dem som er rede (Revised Version, randnote: dygtige) til at vække Leviatan." De personer, der henvises til, er troldmændene, som foregav ved deres besværgelser at kunne fremkalde en solformørkelse ved at kalde den mytiske drage frem, som man mente fortærede solen. Den astronomiske nomenklatur bevarer stadig et spor af disse gamle udtryk, for den tid, månen bruger på at gå fra én knude til den samme knude igen, kaldes stadig en "drakonisk måned", en "dragens måned".

6. Josefs drøm:

Hvis vi gør os klart, at hebræerne var ganske fortrolige med de samme stjernebilledefigurer, som vi har arvet gennem grækerne, får adskillige indirekte hentydninger til dem en ekstra betydning. Således drømte Josef, at "solen og månen og elleve stjerner bøjede sig" for ham (1 Mos 37,9). Dyrekredsens tolv stjernebilleder er de tolv, blandt hvilke solen og månen bevæger sig, og de udgør således, så at sige, deres familie. Elleve af dem repræsenterede derfor Jakobs elleve sønner, idet Josef selv naturligvis var den tolvte. Der er noget vidnesbyrd om, at der kom en tid, da antydningen i denne drøm blev omsat i handling i den udstrækning, at nogle af stammerne antog visse af stjernebilledefigurerne som kamtegn eller våbenmærke. I 4 Mos 2 siges det, at hver af de fire lejre, som Israels hærskare var inddelt i, havde sit eget banner:

7. Stammernes bannere:

"Hverken Moseloven eller Det Gamle Testamente i almindelighed giver os nogen antydning af bannerets (deghel) form eller karakter. Ifølge rabbinsk tradition bar Judas banner en løvefigur, Rubens et billede af et menneske eller et menneskehoved, Efraims en oksefigur og Dans en ørnefigur; således at de fire levende væsener, forenet i de kerubiske former, som Ezekiel beskriver, var repræsenteret på disse fire bannere" (Keil and Delitzsch, Commentary on the Pentateuch, III, 17). En variant af denne tradition angiver som Rubens banner, "ustadig som vand" (1 Mos 49,4 KJV), et menneske og en flod, og som Dans, "Dan skal være en slange på vejen" (1 Mos 49,17), en ørn og en slange. Disse fire former findes også i stjernebillederne i himlens fire verdenshjørner. Vandmanden, manden med en vandstrøm, og Løven var de oprindelige dyrekredsstjernebilleder for de to solhverv; Tyren var forårsjævndøgnets, og Ørnen og Slangen lå tæt ved efterårsjævndøgnet, idet den sidste faktisk lå på koluren.

8. Keruberne:

Denne fordeling af de fire kerubiske former i himlens fire verdenshjørner giver en særlig betydning til den påkaldelse, som Hizkija og salmisten brugte: "Du, som bor mellem keruberne" (Es 37,16 KJV: Sl 80,1 KJV). Shekinah-herligheden hvilede ganske vist mellem guldkeruberne over arken i det Allerhelligste, men "den Højeste bor ikke i huse gjort med hænder" (ApG 7,48), og de samme kerubiske former var afbildet på himlenes forhæng. "Se, himlen og himlenes himle kan ikke rumme dig" (1 Kong 8,27); 'Du bor mellem keruberne,' idet du fylder stjerneuniversets uendelige udstrækning.

9. Bileams profeti:

Da Bileam så "Israel bo efter sine stammer; og Guds Ånd kom over ham" (4 Mos 24,2), var det ikke unaturligt, at han i sin profeti skulle hentyde til de store bannere, som han ville se svæve over lejrene, og tre af de fire synes at være angivet: Josefs tyr--"Han har som det var vildoksens styrke"; Judas løve--"Han lagde sig ned som en løve og som en stor løve," KJV; og Vandmanden, manden der hælder en vandstrøm ud af en krukke, Rubens kendetegn--"Vand skal flyde fra hans spande" (4 Mos 24,7; 4 Mos 24,8; 4 Mos 24,9).

På lignende måde, når profeterne omtaler Israels fjender under billedet af drager eller krybdyr, synes der undertiden at være en indirekte henvisning til de slanger, der repræsenterer ondskabens magter i de billeder, som har været knyttet til stjernegrupperne. Således profeteres det i Es 27,1, English Revised Version, at Herren "skal straffe Leviatan, den hurtige slange, og Leviatan, den bugtede slange; og han skal dræbe dragen, som er i havet"; den første hentydning passer til Hydras stilling, den anden til Dragen, den tredje til Hvalfisken. Mens gruppen af stjernebillederne Andromeda, Hvalfisken og Eridanus, kvinden forfulgt af en drage, der kaster en flod ud af sin mund, en flod som, idet den flyder ned under horisonten, synes at blive slugt af jorden, synes at have givet Johannes noget af materialet til billedsproget i Åb 12 i hans store syn.

Ud over direkte eller indirekte henvisninger til de velkendte stjernebilledfigurer forekommer der fire særlige astronomiske udtryk i Det Gamle Testamentes hebraisk, som har givet anledning til megen diskussion. Det drejer sig om Kimah, Kecil, Mazzaroth og `Ayish. Overleveringen om deres betydning var gået tabt, før Septuaginta-oversættelsen blev lavet, men man kan regne det for praktisk talt sikkert, at de gengivelser, der gives i Revised Version (britisk og amerikansk), i det væsentlige er korrekte.

10. Plejaderne:

Ordet Kimah forekommer i tre passager, i hvert tilfælde sammen med Kecil (Am 5,8; Job 9,9; Job 38,31). Det betyder tilsyneladende en “hob” eller “klynge” og passer derfor særligt godt på den smukke lille gruppe Plejaderne, den mest iøjnefaldende stjernehob, der er synlig for det blotte øje. Der er mindre usikkerhed om denne identifikation, eftersom “kima” er det udtryk, der almindeligvis bruges i syrisk litteratur om Plejaderne.

Seks stjerner kan nu let ses af enhver med godt syn, men meget skarpsynede personer kan skelne flere; således kortlagde Maestlin, Keplers lærer, 11 før teleskopets opfindelse, og i nyere tid har Carrington og Denning talt 14 med det blotte øje. Alligevel er 6 det antal, de fleste kan se, skønt der findes en mærkeligt udbredt og ensartet tradition om, at de engang “var syv, som nu er seks”, og syv er det antal, der næsten altid tillægges dem i litteraturen. Hesiod kalder dem “de syv søstre, jomfrustjernerne”, og Milton “de syv atlantiske søstre”, som repræsenterer Atlas’ døtre. Mange af de græske digtere betragtede dem dog som Peleiades, “klippeduer”, duer, der flygter fra jægeren Orion; men hvad enten de er blevet opfattet som duer eller som jomfruer, har syv stadig været deres traditionelle antal. Muligvis er en af gruppens stjerner blevet svagere i løbet af århundrederne; Alcyone synes at være blevet stærkere, for skønt den nu er den klareste, er den ikke en af de fire, der optræder i Ptolemæus’ katalog, og hvis én er blevet klarere, kan andre være blevet svagere. I teleskopet er mange hundrede stjerner synlige. Den fotografiske plade har registreret tusinder og viser hovedstjernerne som indhyllet i og sammenbundet af fine strømme af tågestof, idet stjernerne skinner på disse trådformede lyslinjer som perler på en snor. Dette, Plejadernes udseende på de bedste moderne fotografier, ville passe slående godt til gengivelsen af Job 38,31, som er blevet antaget i Revised Version (britisk og amerikansk): “Kan du binde Plejadernes klynge (randnote ‘kæde’)?” og spørgsmålet til Job ville svare til at spørge ham, om det var hans magt, der havde bragt Plejaderne sammen og bundet dem i så tæt en klynge. Denne gengivelse, som indebærer læsemåden “ma`anaddoth”, støttes af Septuaginta og alle de tidlige versioner og derfor af næsten alle orientalister. Læsemåden i den masoretiske tekst, “ma`adhannoth”, det vil sige “lækkerier” eller “fornøjelser”, og som er antaget i King James Version, hvor ordet er omskrevet som “søde påvirkninger”, er imidlertid korrekt, som det vil blive vist nedenfor.

Betegnelsen for gruppen som de syv stjerner giver en særlig betydning til en af detaljerne i Johannes’ syn: “Jeg så syv lysestager af guld; og midt iblandt lysestagerne en, der lignede en menneskesøn, .... Og han havde syv stjerner i sin højre hånd: .... De syv stjerner er de syv menigheders engle: og de syv lysestager er syv menigheder” (Åb 1,12; Åb 1,13; Åb 1,16; Åb 1,20). De syv stjerner i én samlet, tæt klynge, der skinner som én, giver et billede af kirken i dens mange forskelligheder og dens væsentlige enhed.

Det kan være passende her at rette en vis udbredt fejltagelse. Da man opdagede, at solen selv med alle sine ledsagende planeter bevægede sig hurtigt gennem rummet, fremsatte den tyske astronom Madler den formodning, at centrum for solens bevægelse, det tiltrækkende legeme, der styrede den, kunne ligge i Plejadernes gruppe, og denne formodning er blevet citeret i mange populære skrifter, som om den var en påvist kendsgerning. Det blev snart klart, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for formodningen, og idéen er helt blevet opgivet af astronomerne.

11. Orion:

Ordet Kecil som betegnelse for et stjernebillede forekommer i ental i tre passager, og i hver af dem stilles det i modsætning til Kimah. I en fjerde passage (Es 13,10) forekommer det for sig selv og står i flertal. Der er ingen tvivl om ordets betydning i almindelig brug. I 70 tilfælde oversættes det enten “tåbe” eller “tåbelig”. Det betegner ikke så meget en svagsindet person som en voldelig, ugudelig og selvsikker person. Som stjernenavn anses det sandsynligvis med rette for at henvise til det strålende stjernebillede Orion. Ifølge en gammel tradition blev navnet Nimrod, som nævnes i 1 Mos 10,10 som grundlæggeren af Babel, Erek, Akkad og Kalne, af hans hofmænd givet til dette mest strålende af alle stjernebilleder, et som ved sin form i nogen grad leder tanken hen på en kæmpemæssig kriger rustet til kamp.

Indtil for nylig blev det ikke anset for muligt at identificere Skriftens Nimrod med nogen babylonisk monark, før dr. T. G. Pinches foreslog, at "Nimrod" var en bevidst hebraisk omdannelse af "Marduk," navnet på den store babyloniske nationalhelt og hovedguddom i deres panteon. "Forandringen blev frembragt ved at gøre roden triliteral, og endelsen uk (ak) i Merodak-Bal'adan forsvandt først, så Marduk fremtrådte som Marad. Dette blev forbundet med roden maradh, `at være oprørsk,' og ordet blev yderligere lemlæstet, eller rettere forvansket, ved at der blev føjet et ni til, som til en vis grad assimilerede det med niph`al-formerne af de hebraiske verber og frembragte en forandring, der helt stemte med det hebraiske sprogs ånd" (The Old Testament in the Light of the Historical Records of Assyria and Babylonia, 129-30). I den meget korte henvisning til Nimrod i 1 Mos 10,8; 1 Mos 10,9 kaldes han tre gange, med stærk betoning, gibbor, "en mægtig (én)," og dette har været navnet på dette stjernebillede blandt syrere, arabere og jøder i mange århundreder. Ja, den klareste stjerne i stjernebilledet, den i det venstre knæ, nu almindeligvis kendt som Rigel, kaldes stadig af og til Algebar, en forvanskning af Al Jabbar, skønt en af de svagere stjerner nær den nu mere almindeligt bærer dette navn. Ordet Kecil, anvendt om dette stjernebillede, ville nøje svare til den etymologi, der er foreslået for navnet "Merodak," ved dets omdannelse til "Nimrod," som om det var afledt af maradh, "at gøre oprør." Han, som for babylonierne var en guddommeliggjort helt, var for hebræerne en oprørsk titan, bundet i lænker blandt stjernerne, for at alle kunne se hans straf; og i dette perspektiv ville spørgsmålet: "Kan du .... løse Orions bånd?" (Job 38,31) svare til at spørge: "Kan du bringe de stjerner, der udgør denne figur, ned fra deres pladser og således, så at sige, sætte titanen fri?"

I Es 13,10 forekommer kecil i flertal, kecilim, "for himlens stjerner og dens stjernebilleder skal ikke give deres lys"; kecilim oversættes som "stjernebilleder" ud fra den opfattelse, at Orion, det klareste af alle stjernebilleder, her står for stjernebillederne i almindelighed. Dette er uden tvivl korrekt, men sammenhængen viser, at betydningen går videre end dette, og at de kecilim, som skulle formørkes, var de stolte og hovmodige tyranner som Nimrod eller Merodak, der, om muligt, ville stige op i selve himlen, ligesom Orion i vore stjerneatlas fremstilles, som om han prøvede at klatre op i dyrekredsen-- solens hjem.

12. Mazzaroth, dyrekredsens stjernebilleder:

Et yderligere astronomisk udtryk, som forekommer i Job 38,32, står uoversat i både King James Version og Revised Version (British and American), nemlig ordet Mazzaroth. Det forekommer kun én gang i Det Gamle Testamente, men det lignende ord mazzaloth, oversat "planeter" i King James Version og Revised Version (British and American), forekommer i 2 Kong 23,5. Om det sidstnævnte, se astrologi. På den femte tavle i det babyloniske skabelsesepos læser vi:

1. Han (Marduk) gjorde en station for de store guder;

2. Stjernerne, deres billeder, fastsatte han som dyrekredsens stjerner.

3. Han fastsatte året, og i afsnit (mizrata) delte han det.

4. For de tolv måneder fastsatte han tre stjerner.

Her i den tredje linje betyder mizrata, beslægtet med det hebraiske mazzaroth, årets afsnit eller inddelinger, svarende til dyrekredsens tegn, som nævnes i den anden linje.

Når Job 9,9 desuden sammenlignes med Job 38,31; Job 38,32, ser man, at pladsen for ordet mazzaroth i den sidstnævnte passage indtages af udtrykket "sydens kamre" (chadhre theman) i den tidligere. Mazzaroth svarer derfor til "sydens kamre" og betegner klart de tolv stjernebilleder i dyrekredsen, som solen synes at passere igennem i løbet af året, poetisk sammenlignet med de "herberger," de "kamre" eller "telte," hvori solen efter tur hviler under de forskellige månedlige etaper af sin årlige rejse. Den samme idé blev anvendt af araberne i deres "månens boliger," dens "logihuse" (menazil), som er 28 i tal, eftersom månen bruger 28 dage på at gennemløbe himlen, ligesom solen bruger 12 måneder.

Ordet Mazzaroth betegner derfor de tolv »tegn« eller, mere korrekt sagt, de tolv »stjernebilleder« i dyrekredsen. Disse to udtryk bruges ofte i flæng, men der er en reel forskel mellem deres betydninger. Dyrekredsens stjernebilleder er de faktiske grupperinger af stjernerne, som ligger langs ekliptika, og de er ganske uregelmæssige i form og længde. Tegnene har ingen forbindelse med de faktiske stjerner, men er tænkte inddelinger af ekliptika, alle nøjagtigt lige lange, og de regnes fra det punkt på himlen, hvor solen befinder sig i det øjeblik, den krydser himlens ækvator i sin nordgående bevægelse om foråret. Da dette punkt, som astronomer kender som »Vædderens første punkt«, bevæger sig langsomt blandt stjernerne og bruger 25.800 år på at fuldføre et omløb af himlen, bevæger dyrekredsens tegn sig også blandt stjernerne; og derfor har tegnene, skønt hvert tegn engang svarede omtrent og i hovedtræk til stjernebilledet af samme navn, gradvis fjernet sig fra dem. Dyrekredsens stjernebilleder blev udformet omkring 2700 f.Kr., men tegnene – de lige store inddelinger af dyrekredsen, opkaldt efter dem – kan ikke være blevet indført tidligere end 700 f.Kr. og var sandsynligvis endnu senere. For eftersom Vædderen er det første af tegnene, er det klart, at det var det første af stjernebillederne på det tidspunkt, da den lige inddeling af dyrekredsen blev foretaget, og 700 f.Kr. er den allertidligste dato, hvor stjernebilledet Vædderen kan være blevet betragtet sådan. I forbigående kan det bemærkes, at omtalen i den babyloniske skabelsesberetning af tildelingen af tre stjerner til hver af årets afsnit (Mizrata) viser, at ikke blot var inddelingen af dyrekredsen i 12 lige store tegn blevet gennemført, men der var også taget et yderligere skridt, nemlig inddelingen af hvert tegn i 3 lige store dele, senere kendt blandt grækerne som dets »dekaner«, omtrent svarende til de 36 dekader i den egyptiske kalender. Uanset hvor gamle de overleveringer derfor kan have været, som er indarbejdet i det, er det faktiske babyloniske digt, der er citeret ovenfor, langt fra at være et tidligt dokument, som man engang antog; det er sandsynligvis næsten så sent som Jerusalems ødelæggelse ved Nebukadnesar.

13. »Arcturus«:

Der er tre stjernebilleder, naturlige grupperinger af stjernerne, Plejaderne og Orion og »Karlsvognen«, som altid har tiltrukket menneskers opmærksomhed, og derfor finder vi dem omtalt i de tidligst bevarede digte. De er således de tre stjernegrupper, der hyppigst nævnes af Homer og Hesiod. De to første grupper, Plejaderne og Orion, er, som vi har set, angivet ved Kimah og Kecil. Vi måtte derfor naturligt forvente, at det tredje stjernebillede, som vi finder forbundet med disse i Jobs Bog, ikke skulle være andet end de syv klare stjerner mod nord, hoveddelen af Store Bjørn. Det hebraiske navn for dette tredje stjernebillede forekommer i to lidt forskellige former. Det er `ash i Job 9,9 og `ayish i Job 38,32, og i sidstnævnte tilfælde forbindes det med sine »sønner«. Den sidste stjerne i Karlsvognen eller Ploven, som gruppen ofte kaldes hos os, bærer stadig navnet Benetnasch, afledt af det arabiske navn Benet Na`sh, »Bårens døtre«, hvormed araberne betegnede de tre stjerner i Plovens stang, mens de kaldte de fire stjerner i Plovens krop Na`sh, »båren« eller »lejet«. Na`sh og dens døtre svarer så nøje til »`ayish og dens sønner«, at der ikke kan være nogen rimelig tvivl om, at de samme syv klare stjerner er ment; således gengiver oversættelsen i Revised Version (British and American), »Kan du lede Bjørnen med dens følge?«, korrekt den oprindelige betydning. Arcturus i King James Version er afledt af Vulgata, hvor det sandsynligvis er en fejl for Arctos, det vil sige Ursa Major, Store Bjørn.

Den modsætning, som fremlægges i Job 38,32, viser sig nu. Mazzaroth er dyrekredsens tolv stjernebilleder, og af disse råder hvert enkelt over natten i omtrent en måned ad gangen; de bliver hver især »ført frem« i sin »tid«. Hvert enkelt er i sin tur solens »kammer«, »telt« eller »hvilested«, og de kaldes passende »sydens kamre«, eftersom det især er på den sydlige himmel, hvert enkelt ses. I modsætning til disse står de nordlige stjernebilleder, dem omkring polen, hvoraf Store Bjørn eller Karlsvognen er det klareste og bedst kendte. På det tidspunkt, da stjernebillederne opstod, lå denne gruppe meget nærmere himlens pol end nu, men nu som dengang bliver disse stjerner ikke »ført frem«, for de er synlige på alle tider og i hver nat; derimod bliver de »ledt«; de bevæger sig rundt om himlens pol i en uendelig cirkel, som om vognen eller stridsvognen blev styret af en dygtig kusk.

(1) »Sprederne« eller Norden.

Der er en vis sandsynlighed for, at der i Job 37,9 hentydes til de samme to egne af himlen: "Fra sydens kammer kommer stormen, og kulde fra nord." Det vil bemærkes, at det fulde udtryk, "sydens kammer," ikke står i grundteksten; oversætterne har indsat "sydens" efter analogi med Job 9,9. Siroccoen kommer altså fra den egn, som mazzal, "kammeret" eller dyrekredsens stjernebillede, der da står på meridianen, behersker. Men kulden, snestormen, kommer fra "sprederne" (Mezarim). Hvem eller hvad er sprederne, og hvorfor repræsenterer de nord? Den afdøde professor Schiaparelli foreslog, at ordet ved en lille forskel i vokaliseringen kunne læses som mizrayim, "de to kasteskovle", og at dette meget vel kan have været en indfødt betegnelse for de stjerner, vi nu kender som de to Bjørne, Store Bjørn og Lille Bjørn, i udpræget grad de nordlige stjernebilleder; navnene skulle være givet dem ud fra den naturlige gruppering af deres hovedstjerner, ligesom de i USA kendes som de to "Dippers" eller i Kina som de to "Ladles" ("Astronomy in the Old Testament," 67-72).

(2) Himlens ordninger fastsat på jorden.

Den astronomiske modsætning mellem Mazzaroth, dyrekredsens stjernebilleder (hvert af dem "ført frem" "i sin tid"), og `Ayish', "Bjørnen med hendes følge" ("ledt" i dens uophørlige omløb omkring polen), er så fuldstændig og astronomisk passende, at der er grund til at forvente en lige så klar og astronomisk betydningsfuld modsætning mellem de to led i det foregående vers. Men gengivelsen i Revised Version (britisk og amerikansk) giver ikke noget sådant: "Kan du binde Plejadernes hob eller løse Orions bånd?" svarer ganske enkelt til spørgsmålet, om Job kunne fastgøre disse stjerner på deres pladser på himlen; og til en så fuldstændig almen forespørgsel ville det ene stjernebillede ikke være mere passende end det andet. Den rette gengivelse må bestemt få en eller anden forskel eller i det mindste en skelnen frem mellem de to stjernebilleder eller den brug, man gjorde af dem.

Og i det tredje sted, hvor Kimah og Kecil nævnes sammen, antydes en vigtig skelnen. Rækkefølgen i Am 5,8 antyder, at Plejaderne på en eller anden måde svarede til daggry, Orion til nattens frembrud: "Han, som skaber Plejaderne og Orion og forvandler dødsskyggen til morgen og gør dagen mørk som nat." Solopgang forvandler "dødsskyggen til morgen", og i årstidernes gang sker den tilsvarende forandring i større målestok, når naturen vågner op fra vinterens død i årets morgen, det vil sige ved forårets tilbagevenden. Og på den tid, da stjernebillederne fik deres oprindelse, var Plejaderne budbringere for denne forandring ved deres "kosmiske" opgang, det vil sige, når de stod op sammen med solen ved daggry, bragte de forårets "glæder" tilbage.

På samme måde gør solnedgang "dagen mørk som nat", og i årstidernes gang sker den tilsvarende forandring i større målestok, når vinterens lange nætter og korte dage indleder årets aften, og hele naturen bindes som med jernbånd, i kulde og frost. Og på den tid, da stjernebillederne fik deres oprindelse, var Orions "akronykiske" opgang, dvs. dens opgang ved nattens frembrud, budbringer for denne forandring; vinterens strenghed udgjorde "Orions bånd".

Disse regelmæssige forandringer i stjernebilledernes fremtræden og positioner udgør himlens ordninger, ordninger som Job hverken kunne ændre til det værre ved at holde forårets glæder tilbage eller til det bedre ved at bryde vinterkuldenes bånd. Men disse ordninger var ikke i deres virkninger begrænset til himlen; deres herredømme var fastsat på jorden, som svarede med vegetationens genoplivning, når Plejaderne, dengang næsten i konjunktion med solen, viste sig en kort tid før solopgang; og med kuldens og frostens tvingende bånds tilbagevenden, når Orion, i opposition til solen, red hen over himlen hele natten igennem.

Billedets fuldstændighed og skønhed vil nu være tydelig.

Plejaderne stod for øst, eftersom de ved deres opgang lige før daggry varslede årets morgen og forårets "glæder".

Orion stod for vest, eftersom hans tilsynekomst lige efter nattens frembrud varslede årets aften og vinterkuldenes bånd.

Mazzaroth, dyrekredsens tolv stjernebilleder, "sydens kamre", hvert "ført frem" fra underverdenen i sin egen "tid", stod for syd.

Og "Bjørnen med hendes følge", "ledt" i deres uophørlige bane omkring polen, stod for de cirkumpolare stjernebilleder i nord.

Og bevægelserne hos dem alle i fuldkommen lydighed mod Guds lov var himlens ordninger; mens deres herredømme viste sig at være fastsat på jorden i den stadige følge af årstider dér, som ufejlbarligt svarede til forandringerne i stjernerne ovenover.

Disse tre vers giver os et levende billede af den primitive astronomis arbejde. Videnskaben var dengang på et tidligt udviklingstrin, men den var en virkelig videnskab, en iagttagelsens videnskab, fuldt ud sund, så langt som den var nået, og den viser stor intelligens hos dem, der dyrkede den. Vi ved nu, at bevægelsen af "Bjørnen med dens følge", det vil sige himlens tilsyneladende rotation omkring polen, skyldes jordens virkelige rotation om sin akse; at fremføringen af "Mazzaroth til deres tid", som tilsyneladende skyldes solens omløb om jorden, skyldes jordens virkelige omløb om solen. Men denne viden, som har sat os i stand til at se, hvor de faktiske bevægelser ligger, har ikke bragt os nærmere til at trænge ind i disse bevægelsers mysterium. Hvad den egentlige årsag er til, at denne vældige klode roterer, ved vi ikke mere om, end de gamle vidste, hvad der fik himlene til at rotere; hvad der får den til at flyve gennem rummet 18 miles i hvert sekund, ved vi ikke mere om, end de gamle vidste, hvorfor solen syntes at bevæge sig blandt stjernerne. For os, som for dem, er det Guds kraft og Guds vilje.

14. Jobs bogs datering:

Nogle forskere har antaget, at Jobs bog blev skrevet under fangenskabet i Babylon, men denne antagelse er uholdbar i lyset af udsagnet i Jobs forsvar om, at tilbedelsen af himmellegemerne var "en misgerning, der skulle straffes af dommerne" (Job 31,26-28). Dette kunne ikke være skrevet af jøder i landflygtighed blandt dyrkere af Samas og Sin. Men denne bog kan heller ikke være skrevet efter hjemkomsten. Betydningen af de tre betegnelser, `Ayish, Kimah og Kecil, var gået tabt, før Septuaginta lavede oversættelsen af de hebraiske skrifter til græsk, for i Am 5,8 lod de Kimah og Kecil stå uoversat, og de gengav `Ayish og Kecil forskelligt i Job 9,9 og 38,31.32.

Før fangenskabet var Kimah og Kecil tydeligvis i almindelig brug, eftersom Amos bruger dem, som om de var velkendte for hans tilhørere, og som han selv påpeger, var han ikke en lærd mand, men en simpel hyrde. Den indlysende og tilstrækkelige forklaring på den senere uvidenhed om disse tre betegnelser ligger i katastroferne ved de assyriske og Bah-erobringer. Ikke mindre betegnende for deres fuldstændige tab af den gamle hebraiske astronomi er den ændring, som Septuaginta foretog i den hebraiske tekst. "Plejadernes glæder" havde tydeligvis ikke mere betydning for dem, end de har haft for flertallet af moderne orientalister, og uden tvivl forekom det dem som en sandsynlig og legitim rettelse at skrive ma`anaddoth, "lænker", i stedet for ma`adhannoth, "glæder", for derved at frembringe en tænkt parallelisme med moshekhoth, Orions "bånd". Men ændringen forvandler et fuldstændigt, smukt og symmetrisk billede, et sammendrag af tidens astronomiske iagttagelse, til en nøgen tautologi. De kritikere har derfor ret, som henfører Jobs bog og Es 13 til perioden før fangenskaberne, og de tre navne kommer til os som vidnesbyrd, ikke om en babylonisk astronomisk videnskab, som jøderne lærte under deres landflygtighed, men om en hebraisk astronomi, der blev ødelagt af erobringens ubeskrivelige ulykke.

III. Fysiografi.

1. Jordens kreds:

Det er almindeligvis blevet antaget, at hebræerne anså jorden for at være en vældig cirkelformet slette, hvælvet over af en fast hvælving--"firmamentet"--over hvilken regnens, sneens og haglens "forrådskamre" (Job 38,22) blev opbevaret, som i cisterner, og nogle forfattere har endda forsøgt at udtrykke denne formodede opfattelse i diagramform. Et af de bedste af disse forsøg, gengivet nedenfor, gives af Schiaparelli i hans Astronomy in the Old Testament.

Men denne antagelse bygger i virkeligheden mere på de forestillinger, der var udbredt i Europa i den mørke middelalder, end på nogen faktiske udsagn i Det Gamle Testamente. Det samme ord (chagh), som bruges i Det Gamle Testamente til at udtrykke himlenes rundhed (Job 22,14), bruges også, når der tales om jordens kreds (Es 40,22), og det anvendes ligeledes om dybet (Ordsp 8,27). Nu er det indlysende, at himlene fremtræder som kugleformede, og for en opmærksom iagttager er det klart, at havets overflade også er rundet. Der er derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for antagelsen om, at hebræerne nødvendigvis må have betragtet jorden som flad.

(1) Jorden en kugle.

Visse astronomiske forhold blev erkendt meget tidligt. Stjernerne ser ud, som om de er fæstnet til en kugle, der roterer omkring jorden én gang i løbet af 24 timer, og dette synsindtryk var tydeligvis velkendt for forfatteren til Jobs bog, og faktisk længe før Abrahams tid, eftersom dannelsen af stjernebillederne ikke kunne være sket uden en sådan erkendelse. Men himlenes kugleform indebærer næsten en tilsvarende form for jorden, og deres tilsyneladende daglige rotation betyder bestemt, at de ikke er stift forbundet med jorden, men omgiver den på alle sider i nogen afstand fra den. Jorden må derfor være frit ophængt i rummet, og sådan beskriver Jobs bog den: "Han spænder norden ud over det tomme rum og hænger jorden på intet" (Job 26,7).

(2) Norden spændt ud over det tomme rum.

Her betegner »nord« de nordlige cirkumpolare stjernebilleder, og forfatteren erkendte, at de strækker sig ud over jordens yderste grænser; han var altså ikke af den opfattelse, at himlene hvilede på jorden eller blev båret oppe af bjerge. Den himmelske sfære omgav jorden helt, men i en afstand fra den; mellem de to var der »tomt rum«. Nogle kommentatorer har ganske vist hævdet, at Job 26,10, »Han har tegnet en grænse på vandfladens overflade, til lysets og mørkets yderste grænser«, svarer til en udtalelse om, at den jordiske flades omkreds strakte sig til det sted, hvor hav og himmel mødtes. Men intet intelligent menneske kan på noget tidspunkt have antaget, at havhorisonten markerede skillelinjen mellem dag og nat, og meningen i passagen gengives korrekt i King James Version: »indtil dag og nat får ende«; med andre ord: havets vande skal holdes inden for deres bestemte sted og aldrig mere oversvømme jorden, så længe vekslen mellem dag og nat fortsætter (jf. 1 Mos 8,22; 1 Mos 9,15).

(3) Jordens hjørner.

Se Jordens hjørner.

2. Jordens søjler:

erets, »jorden«, er i almindelighed jordens overflade, det tørre land, som mennesker og dyr bor på. Derfor er jordens »søjler« (Job 9,6) de klipper, der bærer denne overflade; for som det er blevet vist, stod det helt klart for Jobs bogs forfatter og for de tidlige astronomer, at vores verden var uden støtte i rummet. Om »Jordens hvælving«, se Jordens hvælving.

3. Firmamentet:

(1) Den hebraiske opfattelse.

Over den kugleformede jord var »firmamentet« (raqia`) spændt ud, skabt på skabelsens anden dag for at »skille vandene fra vandene« (1 Mos 16). For hebræerne var »firmamentet« det tilsyneladende tomrum ovenover, hvor skyer driver, og himlens lys følger deres fastsatte baner. Ordet raqia` antyder ved sin etymologi en udstrækning, noget der er spændt ud, bredt ud eller banket ud, som når Esajas (40,22) siger, at Herren »spænder himlene ud som et forhæng og breder dem ud som et telt at bo i«. Men det græske ord stereoma, som Septuaginta gengav raqia` med, giver betydningen af en fast og solid struktur, og vores oversættere har videreført den samme tanke i deres engelske gengivelse »firmament«.

(2) Den alexandrinske opfattelse.

I dette udtrykte Septuaginta imidlertid blot deres tids astronomiske videnskab, sådan som den blev accepteret i Alexandria, hvor læren om en række faste krystallinske sfærer, der hver bar en planet, var gængs. Men for at udtrykke den hebraiske tanke burde raqia` gengives med »udstrækning« eller »rum«; det svarer til det »tomme rum« i Job 26,7. Denne »udstrækning« blev bestemt til at skille »vandene, som var under udstrækningen, fra vandene, som var over udstrækningen«; og ud fra dette er det blevet hævdet, at de øvre vande må være blevet opfattet som indesluttet i et vandtæt reservoir, forsynet med sluser eller flodporte, der kunne åbnes for at lade regnen falde.

4. Himlens vinduer:

Således siges det i beretningen om syndfloden, at »himlens vinduer« blev åbnet. Men 'arubbah, »vindue«, betyder et netværk eller et gitter, en form som aldrig kan være blevet tillagt en bogstavelig flodport; og i de andre passager, hvor »himlens vinduer« nævnes, er udtrykket tydeligt billedligt (2 Kong 7,2; 2 Kong 7,19; Es 24,18; Mal 3,10).

5. Regn:

Desuden forbinder de mange andre henvisninger til regn den med skyerne, som i »Jeg vil også befale skyerne, at de ikke lader regn regne« (Es 5,6), eller i Deboras sang: »Skyerne dryppede vand« (Dom 5,4; se også Sl 77,17; Sl 147,8; Ordsp 16,15; Præd 12,2). Den fantastiske forestilling om solidt byggede cisterner på himlen, forsynet med sluser, har intet belæg i Skriften. Langt fra en sådan grov forestilling findes der en meget klar og fuldstændig skildring af det atmosfæriske kredsløb. Elihu beskriver fordampningsprocessen: »For han drager vanddråberne op, som destillerer i regn fra hans damp, som skyerne udøser og lader dryppe rigeligt over mennesket« (Job 36,27; Job 36,28).

6. Skyer:

Jeremias og salmisten gentager beskrivelsen: »Han lader dampene stige op fra jordens ender; han skaber lyn til regnen og fører vinden frem fra sine forrådskamre« (Jer 10,13). På grund af den perspektiviske forkortelse, som skyer undergår i det fjerne, synes de uundgåeligt hovedsageligt at dannes ved horisonten, »ved jordens ender«, hvorfra de bevæger sig opad mod zenit. Således »kalder Gud på havets vande og udøser dem over jordens overflade« (Am 9,6); og således: »Alle floder løber ud i havet, men havet bliver ikke fuldt; til det sted, hvor floderne går, dér går de igen« (Præd 1,7). Andre henvisninger til skyerne i Jobs Bog afslører ikke blot iagttagelse, men skarp eftertanke. »Kender du skyernes afvejninger, hans underfulde gerninger, som er fuldkommen i kundskab?« (Job 37,16) viser en forståelse af, at skyerne svæver, hver på sit eget sted, på sit eget niveau, hver fuldkomment afbalanceret i den tynde luft.

7. Dybet:

(1) Ordets betydning.

Tehom, “dybet,” betyder vand i bevægelse og dermed oceanet, som fremstilles som i det væsentlige ét, netop sådan som vi nu ved, at det er gennem faktisk udforskning: “Lad vandet under himlen samle sig på ét sted” (1 Mos 1,9). Og jorden er udspændt “over vandene” (Sl 136,6; Sl 24,2). Det vil sige, at vandoverfladen ligger lavere end landoverfladen; og ikke blot det, men i selve jordens indre findes der underjordiske vande, som danner en slags ocean under jorden. Også dette kaldes i Ez 31,4 “dybet,” tehom: “Vandene nærede det, dybet fik det til at vokse.” Men i almindelighed betegner tehom havet, som da Faraos udvalgte høvedsmænd druknede i Det Røde Hav: “Dybet dækker dem” (2 Mos 15,5). Ja, ordet synes at være onomatopoietisk, afledt af havets “stønnen” eller “brummen”; mens 'erets, “jorden,” synes tænkt som en gengivelse af rullestenenes “raslen,” “skriget fra en rasende strand, trukket ned af bølgen.”

(2) Den babyloniske kaosdrage.

I 1 Mos 1 betegner tehom urtidens vande, og ordets lighed med Tiamat, navnet på den babyloniske hun-drage for Kaos, har fået nogle kommentatorer til at tilskrive dette kapitel en babylonisk oprindelse. Det behøver næppe påpeges, at hvis denne lighed beviser nogen forbindelse mellem den hebraiske og den babyloniske skabelsesberetning, så beviser den, at den hebraiske er den oprindelige. Den naturlige genstand, tehom, havet, må være gået forud for den mytologiske personificering af det.

LITTERATUR.

Maunder, Astronomy of the Bible; Astronomy without a Telescope; Schiaparelli, Astronomy in the Old Testament; Warren, The Earliest Cosmologies, 1909.

E. W. Maunder