Spring til indhold

Den frie bibel

Jeremias' Bog 43

1 Og det skete, da Jeremias var færdig med at tale til hele folket alle HERREN deres Guds ord, hvormed HERREN deres Gud havde sendt ham til dem – alle disse ord.
2 Så sagde Azarja, Hoshajas søn, og Johanan, Kareas søn, og alle de overmodige mænd, de sagde til Jeremias: »Du taler løgn! HERREN vores Gud har ikke sendt dig for at sige: ›Tag ikke til Egypten for at bo som fremmede der!‹
3 Men Baruk, Nerijas søn, sætter dig op imod os for at give os i kaldæernes hånd så de kan dræbe os eller bortføre os til Babylon.«
4 Og Johanan, Kareas søn, og alle hærcheferne og hele folket hørte ikke på HERRENS røst om at bo i Judas land.
5 Men Johanan, Kareas søn, og alle hærcheferne tog hele Judas rest, som var vendt tilbage fra alle de folkeslag som de der var fordrevet til, for at opholde sig i Judas land
6 - mændene, kvinderne og børnene, kongens døtre og enhver sjæl som Nebuzar’adan, chefen for livvagten, havde ladet blive hos Gedalja, Ahikams søn, søn af Shafan, også profeten Jeremias og Baruk, Nerijas søn.
7 Og de kom til Egyptens land, for de hørte ikke på HERRENS røst. Og de kom til Takpankes.
8 Da kom HERRENS ord til Jeremias i Takpankes:
9 »Tag store sten i hånden og skjul dem med cementen i belægningen som ligger ved indgangen til Faraos hus i Takpankes, for øjnene af Judas mænd!
10 Og du skal sige til dem: ›Sådan siger Hærskarers° HERRE, Israels Gud: Se, jeg sender bud, og jeg tager Nebukadnesar, Babylons konge, min tjener, og jeg sætter hans trone oven på disse sten som jeg har skjult, og han skal brede sin baldakin ud over dem.
11 Og han skal komme og slå Egyptens land: Den som er til døden – overgives til døden og den som er til fangenskab – til fangenskab og den som er til sværdet – til sværdet.
12 Og jeg sætter ild til Egyptens guders huse, og han skal brænde dem ned, og han skal tage dem til fange, og han skal svøbe sig i Egyptens land, ligesom hyrden svøber sig i sin kappe, og han skal drage bort derfra i fred.
13 Han skal knuse stenstøtterne i Bet-Shemesh, som er i Egyptens land, og Egyptens guders huse skal han brænde ned med ild.‹«