ar-me'-ni-a:

I. GEOGRAFI

II. GAMMEL HISTORIE

1. Turanske armeniere

Deres religion

2. Ariske armeniere: Historie indtil 114 e.Kr.

LITTERATUR

I. Geografi.

'araraT (sumerisk Ar, "område," plus ar "høj," plus Tu, "bjerg," plus "højt bjergområde"): på assyrisk, UrTu, UrarTu, UrasTu: på egyptisk, Ermenen (= "Minnis område") Wiener, Origin of the Pentateuch, Armina, Armaniyqa (Armenien): hos Hekataios fra Milet, ca. 520 f.Kr., kaldes folket Armenioi (1 Mos 8,4; 2 Kong 19,37; Es 37,38; Jer 51,27). I hele Bibelen er dette et land, ikke et bjerg. Armenia Major blev mod nord afgrænset af floden Cyrus (Kour), Iberien, Kolchis og Moschici-bjergene; mod vest af Lilleasien og Eufrat; mod syd af Mesopotamien og Assyrien; mod øst af Det Kaspiske Hav og Medien. (Armenia Minor lå mellem Eufrat og Halys.) Ararat var oprindeligt navnet på det centrale distrikt. Det meste af Armenien ligger mellem 8.000 og 3.000 fod over havets overflade og skråner ned mod Eufrat, Cyrus og Det Kaspiske Hav. Mt. Massis (almindeligvis kaldt Store Ararat) er 16.969 fod, og Lille Ararat 12.840 fod. Begge er af vulkansk oprindelse, ligesom Aragds (A`la Goz), 13.436 fod. Svovlkilder og jordskælv vidner stadig om vulkansk aktivitet.

De største floder er Eufrat, Tigris og Araxes. Sidstnævnte, som er hurtig og kendt for voldsomme oversvømmelser, løber sammen med Cyrus, der munder ud i Det Kaspiske Hav. Søerne Van, Urmi og Sevan er egentlige indlandshave. De mange bjergkæder, ufarbare strømfald og store vandløb opdeler landet i distrikter, der er langt mindre tilgængelige for hinanden end for fremmede lande. Derfor er invasioner lette, og national enhed vanskelig. Dette har på sørgelig vis præget Armeniens historie. Xenofon (Anab. iv.5) beskriver folket som boende i huse, der delvis lå under jorden, sådan som man stadig finder dem. Hver landsby blev styret af sin høvding efter gamle sædvaneretslige love. Han beskriver meget godt vintrenes strenghed. Om sommeren er klimaet nogle steder som i Italien eller Spanien. Store dele af Armenien er særdeles frugtbare og frembringer store hjorde af heste og kvæg, rigelige afgrøder af korn, oliven og frugt. Det er rigt på mineraler og er sandsynligvis rosens og vinrankens hjemland.

LITTERATUR.

Minas Gaphamatzean; Garagashean; Palasanean; Entir Chatouadsner, I; Rawlinson, Seven Anc. Monarchies; Strabo; Xenophon; Petermann, Mittheilungen for 1871; Bryce, Transcaucasia and Ararat.

II. Gammel historie.

1. Turanske armeniere:

Landet nævnes første gang i 1 Mos 8,4 som det land, på (et eller andet af) hvis bjerge Noas ark kom til hvile. (Ifølge jødisk tradition var dette et af de kurdiske bjerge.) Dernæst omtales det af Sargon I af Agade, ca. 3800 f.Kr., som et af hans erobrede områder. I tidlige babyloniske sagn optræder Armenien som et næsten ukendt land langt mod nord, fuldt af høje bjerge og tætte skove, og som indeholder indgangen til Underverdenen (Mad Nu-ga, "Landet uden tilbagevenden"). Ved dets grænser stod Mt. Nisir, hvor guderne boede, og hvor Cit-napistims "skib" standsede. Dette "Verdens bjerg" var det nuværende Jabal Judi, syd for Vansøen. Dernæst kom egyptisk indflydelse. Thothmes III modtog i sit treogtyvende år (ca. 1458 f.Kr.), efter en stor sejr over Rutennu eller Ludennu (mesopotamiere og lydere), underkastelse fra "høvdingene i Ermenen" og andre. Det er bemærkelsesværdigt, at det navn, som landet stadig er kendt under blandt fremmede (armenierne kalder det Chaiastan), skulle forekomme så tidligt. I sit treogtredivte år nævner Thothmes III folket i Ermenen som dem, der betalte tribut, da han holdt sit hof i Nineve, og siger, at i deres land "hviler himlen på sine fire søjler." I Seti I's søjlehal i Karnak ser vi folket i Ermenen fælde træer for at åbne en vej gennem deres skove for denne konges hære. Ramses II underlagde sig i sit enogtyvende år, i krigen mod Kheta-sira, hittitternes konge, sandsynligvis Armenien (jf. Tacitus Ann. ii.60). Mange steder, som blev erobret af Ramses III og nævnes i Medinet Habu-listerne, lå sandsynligvis i Armenien.

Den assyriske konge Uras-Pal-acur (ca. 1190-1170 f.Kr.) foretog et plyndringstogt ind i Armenien og nævner det centrale distrikt (UrarTu egentlig, nær Vansøen), Manna-landet (Minni, Jer 51,27), Nahri ("floderne"), Ashguza (Ashkenaz, sammesteds) osv. En anden angriber var Tiglat-Pileser I (ca. 1110-1090 f.Kr.). Asshut-nacir-pal rykkede i 883 f.Kr. frem til UrarTu. Lidt senere nævner han som genstande for armensk tribut stridsvogne, heste, muldyr, sølv, guld, kobberplader, okser, får, vin, brogede klæder og linnedklæder. Gang på gang førte han ild og sværd gennem landet, men det gjorde stadig oprør. Under Shalmaneser II (860-825 f.Kr.) og derefter i århundreder fortsatte krigene. Ved at forene sig og danne mægtige kongeriger (hvoraf det vigtigste var Biainash omkring Vansøen) gjorde armenierne modstand. Til sidst tog de i 606 f.Kr. del i ødelæggelsen af Nineve og senere i Babylons ødelæggelse. Shalmaneser II fortæller om flettede skindbåde på Vansøen. Balawat-bronzerne afbilder armeniere klædt som hittitterne (som de undertiden var underlagt) i kjortler og snesko med opadbøjede og spidse ender, med hjelme, sværd, spyd og små runde skjolde. Sayce sammenligner deres ansigters form med negertypen. Muligvis var de mongoler.

Grundlæggeren af kongeriget Biainash var Sardurish I, omkring 840 f.Kr., som byggede Tushpash, det nuværende Van, til sin hovedstad. Han herskede over størstedelen af Armenien, forsvarede det mod assyrerne og påførte tilsyneladende Shalmaneser II et tilbageslag i 833 f.Kr. Han indførte kileskrifttegnene, og hans indskrifter er på assyrisk. Hans søn Ishpuinish tilpassede den assyriske stavelsesskrift til sit eget sprog, som på nogle punkter har en svag lighed med georgisk. Den næste konge, Menuash, har efterladt indskrifter næsten over hele Armenien, som fortæller om hans sejre over hittitterne osv. Kongeriget Biainash nåede sit højdepunkt under den store monark Argishtish I, som formåede at forsvare sit land mod Shalmaneser III (783-772 f.Kr.). Men i hans søns regeringstid knuste Tiglat-Pileser IV (748-727 f.Kr.: Pul) armenierne fuldstændigt i et stort slag nær Kommagene i 743. Pul formåede ikke at indtage Van i 737, men han hærgede landet vidt og bredt. Rusash I, i spidsen for et armensk forbund, indledte i 716 en stor kamp mod Sargon (722-705), som i 714 indtog Van sammen med Rusashs familie.

Efter 5 måneders omflakken begik Rusash selvmord. Hans bror Argishtish II genvandt til en vis grad uafhængigheden. Hans efterfølger Erimenash gav i 680 ly til Adrammelek og Shareser (Assur-sar-ucur) (2 Kong 19,37; Es 37,38) efter mordet på deres far Sankerib. Da de samme år invaderede Assyrien, blev de besejret af Esarhaddon I. Armenien fra Cyrus-floden til området syd for Van-søen blev hærget af kimmerierne (679-677). Rusash II (ca. 660-645) og hans søn Sandurish III (sidstnævnte ca. 640 eller kort efter) underkastede sig Ashurbanipal (668-626). Nebukadnesar (604-561) roser sig af at have nået Van under sine erobringer, skønt armenierne sandsynligvis havde deres del i ødelæggelsen af Nineve i 606. Jer (51,27) nævnte kongerigerne Ararat, Minni og Ashkenaz omkring 595 og sagde, at de ville hjælpe med at styrte Babylon (i 538). Kyros havde derfor sandsynligvis undertvunget dem eller vundet dem over efter at have indtaget Ekbatana (549). Efter dette gav turanerne i Armenien gradvis plads for de ariske armeniere i senere tider.

Deres religion.

Den øverste gud hos de turanske armeniere var Chaldish, som var far til alle de andre. De blev kaldt “den mægtige Chaldishs børn.” Han dannede sammen med Teishbash, atmosfærens gud, og Ardinish, solguden, “de mægtige guders selskab.” Auish, vandets gud; Ayash, jordens gud; Shelardish, måneguden; Sardish, årets gud; og 42 andre guder nævnes. Sari var en gudinde, sandsynligvis svarende til Ishtar. Også de dødes ånder blev tilbedt. Noget mærkeligt minder nogle af de guddomsnavne, vi har nævnt, om visse ariske (græske og gammelpersiske) ord, hvordan dette end skal forklares.

LITTERATUR.

Valdemar Schmidt, Assyriens og AEgyptens Gamle Historie; Maspero, Dawn of Civilization; Rawlinson, West. Asiat. Inscrs; Keilinschriftliche Bibliothek (Schrader, editor); Airarat, 1883; Sayce i Journal of the Royal Asiatic Society, ny række, XIV; Records of the Past; Hastings, End of Religion and Ethics, I.

2. Ariske armeniere: Historie indtil 114 e.Kr.:

Forfædrene til de nuværende armeniere (som kalder sig Chaik'h, dvs. Pati-s, “herrer”) kan have bosat sig i landet i det 8. århundrede f.Kr., da Sargon nævner en konge over en del af Armenien, som bar det ariske navn Bagadatti (= Theodore). De kom fra Frygien (Herod. vii.73), brugte frygisk dragt og rustning (Dion. fra Halikarnassos; Eudoxius; Herod.) og talte samme sprog (Herod. i.171). I Bibelen kaldes de “Togarmas hus” (1 Mos 10,3; 1 Krøn 1,6; Ez 27,14; Ez 38,6) og “Ashkenaz” (1 Mos 10,3; 1 Krøn 1,6; Jer 51,27; assyrisk Ashguza), ligesom af deres egne forfattere i senere tider. Xenofon nævner i Cyropedia en medisk erobring af Armenien, og Strabon deres mediske klædedragt; alligevel kunne armenske piger ikke forstå Xenofons persiske tolk (Anab. iv.5). Tre af de fire armeniere, som nævnes af Dareios, har ariske navne. Armenierne sluttede sig til den mediske stormand Fravartish i hans oprør mod Dareios I (519 f.Kr.). En stor del af de efterfølgende kampe fandt sted i Armenien, som kun med besvær blev underkuet (517). Det udgjorde en del af Dareios’ trettende nome og siden to satrapier (tilsyneladende Armenia Major og Armenia Minor). Regeringen (over Armenia Major) blev gjort arvelig i Vidarnas (Hydarnes’) familie som belønning for at have hjulpet med at slå Fravartish ned. Xenofons interessante beskrivelse af landet og folket og af dets vintres strenghed er velkendt.

Herodot fortæller om armeniere i skind- og fletværkskorakler, som bragte vin osv. til Babylon. Xenofon siger, at de og kaldæerne drev handel med Indien. Strabon nævner deres karavanehandel gennem Centralasien. Armeniens satrap måtte hvert år ved den store årlige Mithra-fest overrække Persiens konge 20.000 unge heste. En stor styrke armenske soldater gjorde tjeneste under Xerxes’ invasion af Grækenland. Ved slaget ved Arbela (331 f.Kr.) deltog 40.000 af deres fodfolk og 7.000 ryttere. Armenien blev derefter en del af Alexanders rige og senere af Seleukos’ rige (301 f.Kr.) under en indfødt satrap, Artavasdes. Armenien gjorde oprør efter Antiochos’ nederlag ved Magnesia (190 f.Kr.), og romerne opmuntrede de to satrapper til at udråbe sig selv til konger. Artaxias, konge af Armenia Major, benyttede Hannibals hjælp til at befæste sin hovedstad Artaxata (189 f.Kr.). Artaxias blev styrtet af Antiochos Epifanes i 165, men blev genindsat efter at have svoret troskab. Borgerlig forvirring fulgte. Stormændene tilkaldte partherne under Mithridates I (150 f.Kr.), som blev herre over hele det persiske rige. Han gjorde sin bror Valarsaces til konge af Armenien. Således blev det arsakidiske dynasti grundlagt i dette land og varede indtil det parthiske riges fald (226 e.Kr.), idet de armenske konger meget generelt anerkendte de parthiske monarker som deres lensherrer.

Den største armenske konge var Tigranes I (96-55 f.Kr.), en kriger, som for en tid løftede Armenien til den førende stilling i Asien. Han ydmygede partherne, sluttede sig til Mithridates VI i krigen mod Rom, herskede over Syrien i over 14 år, byggede Tigranocerta nær Mardin som sin hovedstad og antog den assyrisk-persiske titel "kongernes konge". Lucullus besejrede Tigranes og ødelagde Tigranocerta i 69 f.Kr. Tigranes overgav sig til Pompejus nær Artaxata (66 f.Kr.), betalte 6.000 talenter og beholdt kun Armenien. Under ham blomstrede græsk kunst og litteratur i landet. Som underordnet forbundsfælle til Rom blev Armenien en "bufferstat" mellem det romerske og det parthiske rige. Tigranes' søn og efterfølger Artevasdes sluttede sig til den parthiske invasion af Syrien efter Crassus' nederlag ved Sinnaca i 53 f.Kr. Han forårsagede ved forræderi store tab for Antonius' hær i 36 f.Kr. Antonius førte ham i lænker til Egypten, hvor Kleopatra lod ham dræbe i 32 f.Kr. Efter dette forblev Armenien længe underlagt romerne, når det ikke var stærkt nok til at slutte sig til partherne, og led meget under begge magters intriger og jalousi. Der er intet bevis for den senere armenske fortælling om, at Armenien på vor Herres tid var underlagt Abgarus, konge af Edessa, og at evangeliet blev forkyndt dér af Thaddaeus, skønt det sidste punkt er muligt. I 66 e.Kr. drog Tiridates, den parthiske konge Vologeses' ældre bror, efter at have besejret romerne under Paetus og sat sig på Armeniens trone, over land til Rom og modtog investitur af Nero. Derpå fulgte fred mellem Rom og Parthien, og Armenien forblev nært forenet med Parthien indtil Trajans ekspedition i 114 e.Kr.

LITTERATUR.

Spiegel, Altpers. Keilinschriften; Herodotus; Xenophon; Arrian; Tacitus; Velleius Patroculus; Livy; Polybius; Ammianus Marcellinus.

W. St. Clair Tisdall