bras'-let ('ets`adhah, chach, tsamidh, pathil, sheroth): Bruges til at oversætte en række hebraiske ord, hvoraf kun ét betyder et bånd til armen ('ets`adhah), som i 2 Sam 1,10, "armbåndet, der var på hans arm." I 2 Mos 35,22, hvor både mænd og kvinder siges at have bragt som offergaver, blandt andre "guldsmykker", "armbånd" (Revised Version (britisk og amerikansk) "brocher"), bruges et andet ord (chach), som sandsynligvis betyder næseringe (se ring). Det armbånd, som Tamar bad Juda om som pant ("Dit segl, og dit a., og din stav, som er i din hånd," 1 Mos 38,18; 1 Mos 38,25 King James Version), var sandsynligvis snoren af blødt snoet uld til hyrdens hovedbeklædning (pathil; Revised Version (britisk og amerikansk) "snor"). De armbånd ("to armbånd til hendes hænder, ti sekel guld i vægt"), som Abrahams tjener gav Rebekka, gengiver endnu et ord (tsamidh). Disse "armbånd" omtales altid som "armbånd til hænderne" eller som noget, der "sættes på hænderne" (1 Mos 24,47, jf. Ez 16,11; Ez 23,42). Esajas, der forudsiger den dag, da Jahve vil slå Zions hovmodige døtre, som "går med strakte halse og kokette øjne, går trippende, mens de går, og klirrer med fødderne," siger: "På den dag vil Herren tage deres ankelkæders pryd bort .... armbåndene" (Ez 3,19, sheroth) osv., hvor nogle oversætter "snoede smykker", hvilket lader det være usikkert, hvad der specifikt menes. I 2 Sam 1,10 optræder armbåndet sammen med kronen som et af de kongelige insignier. I 2 Kong 11,12 bør vi ifølge Wellhausen, W. R. Smith (OTJC2, 311n.) og andre læse: "Da førte han kongens søn ud, satte kronen på ham og gav ham armbånd" ... i stedet for "vidnesbyrd" ... Se DB.

I dag, som i oldtiden, findes armbåndet i mange former og er et yndet smykke i Østen. Det laves af guld, sølv, kobber, messing, glas og endog emaljeret lertøj og i mange udformninger: fladt bånd, enkel ring, sammenkædede ringe, samt af snoede tråde, forbundne firkanter, massive eller gennembrudte, med eller uden vedhæng (Mackie).

Når armbånd var ejet af kvinder, havde de, sammen med andre smykker, den særlige fordel, at de var uafhændelige--de kunne ikke tages af manden i tilfælde af skilsmisse eller beslaglægges og sælges for hans gæld. "Selv nu," siger Rice (Orientalisms, etc., 41), "kan en kvinde i muslimske lande blive skilt uden juridisk proces, efter sin mands lune, men hun kan ubestridt tage enhver mængde guld, sølv, juveler, ædelsten eller klæder med sig, som hun har læsset på sin person; derfor bærer hun sædvanligvis alle sine skatte på sin person, da hun ikke ved, hvornår det skæbnesvangre ord kan blive udtalt."

George B. Eager