a-hith'-o-fel ('achithophel, "dårskabens bror," måske): Den egentlige leder af Absaloms oprør mod David. Han beskrives som "kongens rådgiver" i en sammenhæng forbundet med begivenheder, hvoraf nogle dateres til Davids fyrretyvende år (1 Krøn 27,33; 1 Krøn 27,34; jf. 1 Krøn 26,31). Om ham og hans rolle i oprøret har vi ret fyldige oplysninger (2 Sam 15,12 ff.).

Nogle mener, at han var Batsebas bedstefar, og lægger stor vægt på dette, når de danner deres vurdering af ham. Understøtter beviserne denne opfattelse? I den sidste halvdel af listen over Davids helte, ikke blandt de ældre veteraner, som listen begynder med, optræder "Eliam, søn af Akitofel fra Gilo" (2 Sam 23,34), mens det tilsvarende navn i den anden udgave af listen er "Akija fra Pelon" (1 Krøn 11,36). Man antager, at dette er den samme Eliam, som var far til Batseba (2 Sam 11,3). Tilsyneladende vidner Krønikebogsforfatteren (1 Krøn 3,5) om, at Salomos mor var "Bat-shua, Ammiels datter."

Batshua kan let være en variant af Batseba, og navnene Eliam og Ammiel er sammensat af de samme dele, blot i omvendt rækkefølge. Det er ikke mærkeligt, at man har sluttet, at Akitofels søn var Batsebas far. Men slutningen er i virkeligheden ikke sandsynlig. Beretningen giver ikke indtryk af, at Akitofel var en ældre mand end David. De begivenheder i Davids liv, der er nedskrevet efter hans forseelse med Batseba, kan ikke have strakt sig over mindre end omtrent tyve år; det vil sige, at han på det tidspunkt ikke kan have været ældre end omtrent halvtreds år. At Akitofel da havde en gift datterdatter, er mindre sandsynligt end at der i Israel fandtes to mænd ved navn Eliam. Desuden var Akitofel ikke den slags mand, der ville sammensværge sig mod sin datterdatters og hendes søns interesser, uanset hvordan han tidligere kan have harmedes over Davids opførsel over for hende. Akitofels motiv i oprøret var uden tvivl ærgerrighed efter personlig magt, selv om han meget sandsynligt delte mange af sine landsmænds overbevisning om, at det var uretfærdigt at skubbe en ældre søn til side ved at ophøje en yngre søn til tronen.

Akitofel har ry for en forunderlig praktisk skarpsindighed (2 Sam 16,23). Det viste han ikke ved at slutte sig til sammensværgelsen, men det kommer til syne i hans ledelse af sagen. Ifølge beretningen var folkets hjerter, trods de mange fejl de havde at påtale, hele tiden hos David. Absaloms eneste chance for succes lå i overraskelsens og panikkens metode. Der måtte opstå en krise, hvor alle ville slutte sig til Absalom, fordi alle troede, at alle andre havde gjort det. En sådan stemning i befolkningen kunne kun vare ganske få dage; men hvis David i disse få dage kunne ryddes af vejen, kunne Absalom fastholde tronen i kraft af sin personlige popularitet og i mangel af en rival. Programmets første del blev gennemført med forunderlig succes; da det kom til anden del, blev Akitofels praktiske visdom standset af Hushajs snedige appel til Absaloms personlige forfængelighed. Akitofel så med fuldstændig klarhed, at Absalom havde ofret sin ene mulighed, og han begik selvmord for at undgå at tage del i det skammelige nederlag, som han så ikke kunne afværges.

Willis J. Beecher