a'-mon ('amon): Et navn, der er identisk med navnet på den egyptiske lokale guddom i Theben (No); jf. Jer 46,25. Det er bemærkelsesværdigt, at et fremmed navn gives til en hebraisk fyrste, ligesom det også er bemærkelsesværdigt, at det er et af de to eller tre kongenavne i Juda, som ikke er sammensat med Jahves navn. Se Manasse. Det synes at afspejle den holdning, som hans fanatiske far søgte at få til at råde: at Jahve ikke længere havde noget større krav på at blive identificeret med riget end andre guddomme havde.

(1) En konge af Juda, søn og efterfølger af Manasse; regerede i to år og blev myrdet i sit eget palads af embedsmændene i sin husstand. Beretningen om hans regering fortælles kort i 2 Kong 21,19-26, og endnu kortere, skønt med identiske udtryk så langt den går, i 2 Krøn 33,21-25. Hans korte regering var blot en tilfældig episode i Judas historie; netop lang nok til at afsløre de træk og tendenser, som direkte eller indirekte førte til hans død. Den var blot en svagere fortsættelse af hans afgudsdyrkende fars styre, dog uden den fanatisme, som gav faderen en tydelig karakter, og uden det anstrøg af fromhed, som, hvis Krønikebogens fremstilling er korrekt, mildnede faderens senere år.

Hvis mordet var den indledende handling i en revolution, blev denne straks undertrykt af “landets folk”, som dræbte sammensvorne og satte Amons otteårige søn Josija på tronen. Efter nærværende forfatters opfattelse var motivet bag sagen sandsynligvis knyttet til det davidiske dynastis beståen, som, efter at have overlevet så længe i overensstemmelse med profetisk forudsigelse (jf. 2 Sam 7,16; Sl 89,36; Sl 89,37), var en væsentlig garanti for Jahves gunst. Manasses fremmede sympatier havde imidlertid svækket Jahves greb om embedsmændene ved hans hof; således at den kongelige husstand, i stedet for at være det loyale centrum for hengivenhed over for Israels religiøse og nationale idé, blot var et arnested for verdslige ambitioner, og det så meget desto mere på grund af Manasses velstående regering, som så længe havde været forskånet for ethvert slag af guddommelig dom.

Det er naturligt, at en ambitiøs klike, når den så hvor ubetydelig Amons regering var, skulle efterligne den politik, som ofte havde haft held i Nordriget, og forsøge at gribe tronen. De havde imidlertid ikke taget højde for folkets indgroede davidiske loyalitet. Det var et slag mod en af deres mest skattede grundsætninger og førte nationen, både politisk og religiøst, ud i fuldstændig usikkerhed. At denne impulsive handling fra folkets side lå på linje med den renere religiøse bevægelse, som var ved at modnes i Israel, beviser ikke, at den åndeligt sindede “rest” var indstillet på vold og sammensværgelse; det viser blot, hvilken streng og solid fiber af loyalitet der stadig fandtes, hærdet og bekræftet gennem prøvelse, under de fordærvende kulter og moder hos de herskende klasser. I tragedien under Amons regering får vi kort sagt et glimt af det grundlag af sundt princip, som lå i Israels fælles hjerte.

(2) En statholder i Samaria (1 Kong 22,26); den, som profeten Mika blev overgivet til som fange af kong Akab, efter at profeten havde modsagt hofprofeternes forudsigelser og forudsagt kongens død i kamp.

(3) Overhovedet for “Salomos tjeneres børn” (Neh 7,59), som vendte tilbage fra fangenskabet; regnet sammen med netinim, eller tempeltrællene. Kaldes også Ami (Ezra 2,57).

John Franklin Genung