ma-nas'-e (menashsheh, "som får til at glemme"; sammenlign 1 Mos 41,51; Man(n)asse):

(1) Josefs førstefødte søn med Asenat, datter af Poti-Fera, præst i On. Se næste artikel.

(2) Den stamme, der fik navn efter Manasse, og hvis ene halvdel sammen med Gad og Ruben bosatte sig øst for Jordan (4 Mos 27,1 osv.). Se næste artikel.

(3) "Manasse" i Dom 18,30; Dom 18,31 i King James Version er i virkeligheden en bevidst ændring af navnet Moses. Et lille nun ("n"), et hebraisk bogstav, er blevet indsat over og mellem det første og det andet hebraiske bogstav i ordet Moses, således maNesheh i stedet for mosheh. Grunden til dette er, at den pågældende person omtales som præst for et kobberbillede i Dan. Hans rette navn var Moses. Man mente, det var en skændsel, at en sådan person, der bar dette ærede navn, skulle beholde det uændret. Indsættelsen af nun skjuler skændselen og giver desuden personen et navn, der allerede var alt for velkendt i forbindelse med afguderiske skikke; for kong Manasses 55 års herredømme var således vanæret.

(4) Konge af Juda. Se særskilt artikel.

(5) Søn af Pahat-Moab (se dette), som havde giftet sig med en fremmed kvinde (Ezra 10,30). Manaseas i 1 Esdras 9,31.

(6) Manasses i 1 Esdras 9,33. En lægmand af Hashums slægt, som sendte sin fremmede hustru bort på Ezras befaling (Ezra 10,33).

I Revised Version (British and American) til Matt 1,10 og Åb 7,6 står stavemåden "Manasseh" i stedet for King James Versions "Manasses." Sidstnævnte er stavemåden for Judits mand (Judith 8,2.7; 10,3; 16,22.23.24); for en person, der nævnes i Tobits sidste ord og ellers er ukendt (Tobit 14,10), og også navnet på en bemærkelsesværdig bøn, som der sandsynligvis henvises til i 2 Krøn 33,18, og som Manasse (4) siges at have fremsagt ved afslutningen af sit lange, utilfredsstillende liv. Se MANASSES, THE PRAYER OF. I Dom 12,4 læser Revised Version (British and American) "Manasseh" i stedet for King James Versions "Manassites."

Henry Wallace

1. Josefs søn:

Når vi følger den bibelske beretning om Manasse (patriark, stamme og område), finder vi, at han var den ældste af Josefs to sønner med Asenat, datter af Poti-Fera, præst i On (1 Mos 41,51). En søns fødsel markerede højdepunktet i Josefs lykke efter den lange bitterhed i hans erfaring. I øjeblikkets glæde kunne de mørke, forgangne år glemmes; derfor gav han den førstefødte navnet Manasse ("som får til at glemme"), for, sagde han, Gud har fået mig til at glemme al min møje. Da Jakob var nær ved sin ende, førte Josef sine to sønner til sin far, som velsignede dem. Jakob, der selv var den yngste søn og havde modtaget den førstefødtes velsignelse, foretrak Efraim, Josefs anden søn, frem for Manasse, hans ældre bror, og angav dermed deres efterkommeres indbyrdes stilling (1 Mos 48). Før Josef døde, så han børnene af Makir, Manasses søn (1 Mos 50,23). Makir blev født Manasse af hans medhustru, en aramæisk kvinde (1 Krøn 7,14). Om han giftede sig med Ma'aka, før han drog til Egypten, siges ikke. Hun var søster til Huppim og Shuppim. Om Manasses personlige liv er der ikke nedskrevet nogen detaljer i Skriften. Ifølge jødisk tradition blev han forvalter over sin fars hus og fungerede som tolk mellem Josef og hans brødre.

2. Stammerne i ørkenen og arvelod i landet:

Ved begyndelsen af ørkenvandringen opgives antallet af Manasses krigsdygtige mænd til 32.200 (4 Mos 1,34). Ved den anden folketælling var de vokset til 52.700 (4 Mos 26,34). Deres plads i ørkenen var sammen med Benjamins stamme, ved Efraims stammes banner, vest for tabernaklet. Ifølge Targum Pseudojon var banneret billedet af en dreng med indskriften: "Jahves sky hvilede over dem, indtil de drog ud af lejren." Ved Sinaj var stammens fyrste Gamliel, Pedasurs søn (4 Mos 2,20). Stammen var repræsenteret blandt spejderne ved Gaddi, Susis søn (4 Mos 13,11, hvor navnet "Josefs stamme" synes at være brugt som et alternativ). Ved folketællingen på Moabs sletter nævnes Manasse før Efraim og fremstår som den langt stærkere stamme (4 Mos 26,28). De vigtigste militære bedrifter ved erobringen af Østjordanlandet blev udført af manassitter. Makir, Manasses søn, erobrede amoritterne og Gilead (4 Mos 32,39). Jair, Manasses søn, indtog hele Argob-egnen, som indeholdt tres byer; dem kaldte han efter sit eget navn, "Havvoth-jair" (4 Mos 32,41; 5 Mos 3,4; 5 Mos 3,14). Noba indtog Kenat og dens landsbyer (4 Mos 32,42; Jos 17,1; Jos 17,5). Der var således skaffet land til halvdelen af stammen, idet deres område strakte sig fra Gads nordlige grænse til en ubestemt grænse mod nord, grænsende til Geshur og Ma'aka mod vest og til ørkenen mod øst. Krigerne fra denne halve stamme gik over sammen med Rubens og Gads krigere foran Israels hær og tog deres del i erobringen af Vestjordanlandet (Jos 22). De var med til at rejse det store alter i Jordandalen, hvilket så nær havde ført til ulykkelige følger (Jos 22,10). Golan, tilflugtsbyen, lå inden for deres område.

Efraims og Manasses besiddelse vest for Jordan synes først at have været udelt (Jos 17,16). Den del, som til sidst tilfaldt Manasse, grænsede til Efraim mod syd, til Asher og Issakar mod nord, løb ud til havet mod vest og faldt ned i Jordandalen mod øst (Jos 17,7). De lange, svindende skråninger mod vest og slettens flade strækninger omfattede megen fortrinlig jord. Inden for Issakars og Ashers område blev Bet-She'an, Jibleam, Dor, En-Dor, Ta'anak og Megiddo med deres landsbyer tildelt Manasse. Måske manglede mændene i vest deres østlige brødres energi og foretagsomhed. Under alle omstændigheder lykkedes det dem ikke at fordrive kana'anæerne fra disse byer, og længe syntes denne dystre kæde af fæstninger at spotte Israels styrke (Jos 17,11)

Ti byer vest for Jordan, i Manasses del, blev givet til levitterne, og 13 i den østlige del (Jos 21,5; Jos 21,6).

Manasse tog del i den herlige kamp mod Siseras hær (Dom 5,14). To berømte dommere, Gideon og Jefta, tilhørte denne stamme. Mændene fra den halve stamme øst for Jordan var kendt for dygtighed og tapperhed som krigere (1 Krøn 5,18; 1 Krøn 5,23). Nogle mænd af Manasse havde sluttet sig til David før slaget ved Gilboa (1 Krøn 12,19).

3. Dens plads i den senere historie:

Andre, alle vældige tapre mænd og høvdinge i hæren, sluttede sig til ham på vejen til Siklag og hjalp ham mod røverbanden (1 Krøn 12,20). Fra den halve stamme vest for Jordan kom 18.000 mænd, nævnt ved navn, til David i Hebron for at gøre ham til konge (1 Krøn 12,31); mens de, der kom fra øst, sammen med mændene fra Ruben og Gad, talte 120.000 (1 Krøn 12,37). David organiserede de østlige stammer under 2.700 tilsynsmænd for enhver sag, der vedrørte Gud, og for kongens anliggender (1 Krøn 26,32). Manasses ledere var i vest Joel, Pedajas søn, og i øst Iddo, Zakarias' søn (1 Krøn 27,20; 1 Krøn 27,21). Forskellige af Manasse ydmygede sig og kom til Jerusalem på Hizkijas indbydelse for at fejre påsken (2 Krøn 30,11). Skønt de ikke var renset efter helligdommens renselse, spiste de påsken. Kongen søgte med held tilgivelse for dem, fordi de havde vendt deres hjerte mod at søge Gud (2 Krøn 30,18).

Om den østlige halve stamme siges det, at de drev hor efter landets guder, og som følge deraf blev de overvældet og ført bort fra deres land af Pul og Tiglat-Pileser, Assyriens konger (1 Krøn 5,25). Henvisninger til den vestlige halve stammes afgudsdyrkelse findes også i 2 Krøn 31,1; 2 Krøn 34,6.

Der er en andel til Manasse i Ezekiels idealbillede (Ez 48,4), og stammen optræder i listen i Åb (7,6). Slægtstavlerne i Jos 17,1 ff.; 4 Mos 26,28-34; 1 Krøn 2,21-23; 1 Krøn 7,14-19 er kommet i uorden. Som de står, modsiger de hinanden, og det er umuligt at bringe dem i harmoni.

Teorierne hos visse moderne forskere, som forkaster den bibelske beretning, er selv behæftet med vanskeligheder: f.eks. udledes navnet af det arabiske nasa, »at beskadige en sene i benet«. Manasse, Piel-participiet, skulle således være navnet på et overnaturligt væsen, for hvem påførelsen af en sådan skade var karakteristisk. Det er ikke klart, hvem af bryderne ved Jabbok der led skaden. Da Jakob siges at have haft overhånd over guder og mennesker, lyder forslaget, at det var hans modstander, der blev halt. »Det synes derfor, at tilnavnet Manasse i den oprindelige fortælling var en passende titel for Jakob selv, som kunne bæres af hans tilbedere, som i tilfældet med Gad« (EB, under ordet, afsn. 4).

Det antages, at omtalen af Makir i Dom 5,14 bestemt placerer manassitterne på den tid vest for Jordan. Strejftogene, som medlemmer af stammen foretog ind i det østlige Israels land, må derfor have fundet sted længe efter Moses’ dage. Ræsonnementet er usikkert. Efter omtalen af Ruben (5,15.16) kan Gilead (5,17) henvise til Gad. Det ville være mærkeligt, hvis denne krigeriske stamme blev forbigået (Guthe). Makir, dengang sandsynligvis den stærkeste klan, står for hele stammen og kan antages især at betegne de kendte krigere i den østlige halvdel.

I behandlingen af slægtstavlerne må »det vanskelige navn« Selofhad skaffes af vejen. Blandt de fremsatte forslag er et af dr. Cheyne, som først forudsætter eksistensen af et navn Salhad og derefter gør Selofhad til en forvanskning af dette.

Slægtstavlerne frembyder ganske vist vanskeligheder, men i øvrigt er fortællingen forståelig og indbyrdes sammenhængende uden at gribe til sådanne tvivlsomme udveje som dem, der er nævnt ovenfor.

W. Ewing

En konge af Juda, søn og efterfølger af Hizkija; regerede i 55 år (2 Kong 21,1; 2 Krøn 33,1), fra omkring 685 og fremefter. Hans var et af de få kongelige navne, der ikke var sammensat med Jahves navn (hans søn Amons var det eneste andet, hvis Akaz' fulde navn, som en assyrisk indskrift angiver det, var Joakaz eller Akazja); men det var ikke et hedensk navn som Amon, men identisk med navnet på Josefs ældste søn. Født inden for de 15 år, der blev lagt til Hizkijas liv, år med skælvende tro og ømt håb (sammenlign Es 38,15 f), kan hans navn måske mindes faderens hellige følelser; også hans mor Hefzibas navn blev længe efter brugt som symbol på landets lykkelige forening med dets loyale sønner (Es 62,4). Alt dette blev dog længe glemt i erindringen om Manasses frafaldne løbebane.

I. Kilder til hans liv.

Historien (2 Kong 2) henviser for »resten af hans gerninger« til »bogen med Judas kongers krøniker«, men selve beretningen læser, i stedet for at lyde som statsannaler, næsten udelukkende som en fordømmelse af hans afgudsdyrkende regering i profeternes ånd og i den deuteronomiske litteraturs tone. Den parallelle historie (2 Krøn 33,1-20) placerer »resten af hans gerninger« »blandt Israels kongers gerninger« og nævner hans bøn (en bøn, der tilskrives ham, findes i Apokryferne) og »seerens ord, som talte til ham i Jahves navn«. Denne historie i Krønikebøgerne nævner hans rejse som fange til Babylon og hans omvendelse (2 Krøn 33,10-13), samt hans byggearbejder i Jerusalem og hans genoptagelse af Jahve-dyrkelsen (2 Krøn 33,14-17), hvilket den tidligere kilde mangler. Ud fra disse kilder, som det ikke er denne artikels opgave hverken at bekræfte eller drage i tvivl, skal vurderingen af hans regering udledes.

II. Hans regerings karakter.

1. Politisk situation:

Under hans regeringstid var Assyrien, især under Esarhaddon og Assurbanipal, på højdepunktet af sin hovmod og magt; og hans lange regering var en villig vasals fredelige og begivenhedsløse liv, tilfreds med at regnes som tributpligtig konge i et strålende verdensrige, gæstfri over for alle dets religiøse og kulturelle ideer og rede til at tage sin del i dets militære og andre foretagender. De to omtaler af hans navn i assyriske indskrifter (se G.A. Smith, Jerusalem, II, 182) fremstiller ham begge i dette tributpligtige lys. Hans rejse til Babylon, nævnt i 2 Krøn 33,11, behøver ikke at have været straffen for oprør; snarere var det en sådan tvungen troskabshandling, som måske blev pålagt alle provinsielle herskere, der havde pådraget sig eller ville afværge mistanke om illoyalitet. Heller ikke hans befæstning af Jerusalem efter sin hjemkomst var mindre nødvendig mod indre end mod ydre angreb; så meget desto mere, eftersom hans hovedstad i en så lang og uforstyrret regering, hvor den nu praktisk talt var ensbetydende med hans rige (Esarhaddon kalder ham »konge over Judas by«), i stigende grad blev et vigtigt centrum for rigdom og handelsmæssig fremgang. Om de konkrete begivenheder i hans regeringstid, bortset fra de religiøse, vides der dog mindre end om næsten nogen anden.

2. Reaktionær afgudsdyrkelse:

At den omfattende afgudsdyrkelse, som hans regering hovedsageligt kendetegnes ved, var af reaktionær og egentlig konservativ karakter, kan forstås både ud fra det, den søgte at fastholde, og ud fra det, den måtte reagere imod. På den ene side var der den vældige bølge af rituelle og mekaniske hedenske kulter, som, udgående fra verdenscentrene for kultur og civilisation (sammenlign Es 2,6-8), drog alle tributlandene, Juda sammen med de øvrige, ind i sit næsten uimodståelige sug. Manasse, ser det ud til, mødte dette ikke med en amatørs sindelag, sådan som hans bedstefar Akaz havde gjort, men med en fanatikers sindelag. Alt gammelt og nyt, der kom inden for hans synsfelt, havde vældig religiøs værdi--undtagen alene de enkle og strenge krav fra profetisk indsigt. Han genoprettede de nedværdigende kulter fra den oprindelige naturdyrkelse, som hans far havde undertrykt, og fik således Juda til at vende tilbage til Akabs golde Ba'al-kulter; men hans blinde tro på den sorte kunst, der var så udbredt i alle de omkringliggende folk, indførte den udførlige dyrkelse af himmellegemerne fra Babylon og trængte endog ind i tempelforgårdene med dens talrige ritualer og altre; han gik endda til den frygtelige yderlighed at ofre mennesker og gjorde til en institution, hvad Akaz havde forsøgt som en desperat nødløsning. Alt dette, som for den modnede profetiske sans var hovedkulds ondskab, var kendetegnet på en desperat alvorlig sjæl, der blindt på denne omfattende måde søgte at forsone de gådefulde guddommelige magter, hans folks Gud iblandt dem, som syntes at have verdens anliggender i deres uransagelige kontrol. På den anden side stod han over for den profetiske stemme fra en religion, som fordømte al uoprigtig ritualisme (»ondskab og gudsdyrkelse«, Es 1,13), stillede direkte krav til hjerte og samvittighed og allerede havde retfærdiggjort sig i den tro, der havde udvirket befrielsen i 701. Det var kampen mellem det dekadente formelle og det frembrydende åndelige; og, som i alle sådanne kampe, ville det gribe til ethvert middel undtagen den ene klare pligt at overgive hjertet til omvendelse og tillid.

3. Forfølgelse:

Imens gjorde Israels frelsende indsigt og integritet, skønt den stadig var de ringes hemmelighed, sig gældende i den åndelige bevægelse, som Esajas havde arbejdet for at fremme; gennem litteraturens og undervisningens gennemtrængende indflydelse blev "resten" en magt, man måtte regne med. Det ligger i sagens natur, at en sådan nyskabende bevægelse må møde forfølgelse; det betydningsfulde er, at der allerede var så meget at forfølge. Forfølgelse er lige så sandt frygtens som fanatismens afkom. Manasses forfølgelse af profeterne og deres tilhængere (traditionen siger, at den gamle Esajas var et af hans ofre) var fra deres synspunkt en uhyrlighed af ondskab. For os er analysen ikke helt så enkel; den ligner også en indgroet formel ordens antipati mod en levende bevægelse, som den ikke kan forstå. De etablerede interesser i et næsten universelt hedenskab måtte nødvendigvis dø hårdt, og "meget uskyldigt blod" var den fortvivlede pris, før det ville opgive overtaget. At sige dette om Manasses morderiske nidkærhed er ikke at retfærdiggøre den; det er blot at indrømme dens sørgeligt fejlagtige oprigtighed. Det kan meget vel have forekommet ham, at en nations fromhed stod på spil, som om en hel verdens religiøse kultur var i fare.

4. Tilbagevenden til et bedre sind:

Krønikeskriveren, der er mindre streng i tonen end den tidligere historiker, bevarer for os fortællingen om, at Manasse, ligesom Saulus fra Tarsus efter ham, fik øjnene op for tingenes sandere betydning; at han efter sin ydmygelse og omvendelse i Babylon "vidste, at Jahve, han var Gud" (2 Krøn 33,10-13). Han fik lejlighed til at se et despotisk afguderi, dets onder sammen med dets pragt, i dets eget hjem; en førstegrøde af det, som de hebraiske landflygtige senere skulle indse. Ved sin tilbagekomst fjernede han derfor de altre, der havde trængt sig ind på templets hellige område, og genoprettede ritualet for Jahve-tjenesten, dog uden at fjerne offerhøjene. Det synes blot at have været en indrømmelse af Jahves ret til en særlig kult for ham selv, måske med en mildnelse af de mere anstødelige yderligheder i fremmedartet gudsdyrkelse, mens tolerancen over for de forskellige moderne former forblev omtrent som før. Men dette var i sig selv noget, ja meget; det gav, så at sige, Jahve hans chance blandt rivaler; og den voksende åndelige fiber i Israels hjerte kunne man stole på ville gøre resten. Det hjælper os også til bedre at forstå situationen, da Josija kun to år efter Manasses død kom på tronen, og til at forstå, hvorfor han og hans folk var så rede til at acceptere den religiøse sundhed i den deuteronomiske lov. Han lykkedes trods alt ikke med at overgive sin nation til hedenskabets fuldstændige herredømme. Manasses reaktionære regeringstid var virkelig ikke uden sine gode frugter; krisen med religiøs synkretisme og udvorteshed blev mødt og overvundet.

John Franklin Genung