me-ra'-ri (merari, "bitter"; Mararei):

(1) Levis tredje søn; hans brødre, Gershon og Kehat, nævnes altid sammen med ham (1 Mos 46,11; 2 Mos 6,16). Han var blandt de 70, som drog ned til Egypten med Jakob (1 Mos 46,8; 1 Mos 46,11; jf. 46,26 og 2 Mos 1,5).

(2) Meraris slægt, efterkommere af den ovennævnte, og altid (med én undtagelse, som man kan se under MERARITER) omtalt som "Meraris sønner" i talrige henvisninger, såsom 1 Krøn 6,1; 1 Krøn 6,16; 1 Krøn 6,19; 1 Krøn 6,29, der blot gentager, uden yderligere oplysninger, de henvisninger som findes i selve denne artikel. Tidligt finder vi dem delt i to slægter, mahliterne og mushiterne (2 Mos 6,19; 4 Mos 3,17; 4 Mos 3,20; 4 Mos 3,33). Ved udvandringen talte de, under deres leder Suriel, 6.200, og de fik tildelt nordsiden af tabernaklet som lejrplads (4 Mos 3,34; 4 Mos 3,35) og fik således del i den ære, som tilfaldt dem, der umiddelbart omgav tabernaklet—sydsiden blev givet til kehatitterne, vestsiden til gershonitterne, og østsiden—mod solopgangen—blev forbeholdt Moses, Aron og hans sønner (4 Mos 3,23; 4 Mos 3,29; 4 Mos 3,35; 4 Mos 3,38). Meraritterne fik ansvaret for tabernaklets brædder, tværstænger, søjler, fodstykker, redskaber, pløkke og snore (4 Mos 3,36; 4 Mos 3,37; 4 Mos 4,29-33). De og gershonitterne stod "under Ithamars hånd", Arons søn; Gershons sønner havde ansvaret for tabernaklets blødere materialer—tæpper, dækkener, forhæng osv. (4 Mos 3,25; 4 Mos 3,26). Når de blev talt efter antallet af tjenestedygtige, dvs. mellem 30 og 50 år, var Meraris sønner 3.200 mand stærke (4 Mos 4,42-45). På grund af vægten af det materiale, de havde ansvar for, fik de 4 vogne og 8 okser til transport (4 Mos 7,8). Under marchen, når tabernaklet var taget ned, gik Judas banner først (4 Mos 10,14); dernæst fulgte meraritterne, som bar tabernaklet (4 Mos 10,17), og efter dem kom Rubens banner (4 Mos 10,18). Efter bosættelsen i Kanaan fik de tildelt 12 byer fra Gad, Ruben og Zebulon (Jos 21,7; Jos 21,34-40; 1 Krøn 6,63; 1 Krøn 6,77-81), ligesom de to andre grene af Levis slægt hver især fik tildelt deres 12 byer fra de øvrige stammer (Jos 21). Navnene på disse meraritiske byer gives (loc. cit.), og blandt dem er Ramot-Gilead, en af tilflugtsbyerne (Jos 21,38). Det fremgår tydeligt af 1 Krøn 6,44-47; 1 Krøn 16,41; 1 Krøn 25,1; 1 Krøn 25,3; 1 Krøn 25,6; 1 Krøn 25,9; 1 Krøn 25,11; 1 Krøn 25,15; 1 Krøn 25,19; 1 Krøn 25,21 f.; jf. 15,6.17-19, at de under Ethan eller Jedutun havde ansvar for tempelmusikken i tjenesten. På Davids tid var Asaja deres leder (1 Krøn 15,6). Han selv og 220 af slægten hjalp David med at føre arken op. David inddelte levitterne i skifter blandt gershonitterne, kehatitterne og meraritterne (1 Krøn 23,6; jf. 23,21-23; 24,26-30). Visse meraritters funktioner beskrives i 1 Krøn 26,10-19. De tog også del i renselsen af templet på Hizkijas tid (2 Krøn 29,12) såvel som i Josijas dage (2 Krøn 34,12), hvor de hjalp med at udbedre Herrens hus. Også blandt Ezras hjælpere finder vi nogle af dem opregnet (Ezra 8,18; Ezra 8,19). Slægten synes at have spillet en meget vigtig rolle i at holde den trofasthed, der var tilbage i Israel, fast og sand.

(3) Judits far (Judit 8,1; 16,7).

Henry Wallace