mak'-a-bez,

I. 1 Makkabæerbog

1. Navn

2. Kanonicitet

3. Indhold

4. Historicitet

5. Forfatterens standpunkt og mål

6. Datering

7. Kilder

8. Originalsprog

9. Tekst og versioner

LITTERATUR

II. 2 Makkabæerbog

1. Navn

2. Kanonicitet

3. Indhold

4. Kilder

5. Historicitet

6. Bogens lære

7. Forfatter

8. Datering

9. Originalsprog

10. Tekst og versioner

LITTERATUR

III. 3 Makkabæerbog

1. Navn

2. Kanonicitet

3. Indhold

4. Historicitet

5. Mål og lære

6. Forfatterskab og datering

7. Originalsprog

8. Tekst og versioner

LITTERATUR

IV. 4 Makkabæerbog

1. Navn

2. Kanonicitet

3. Indhold

4. Lære

5. Forfatterskab og datering

6. Originalsprog

7. Tekst og versioner

LITTERATUR

V. 5 Makkabæerbog

1. Navn

2. Kanonicitet 3. Indhold

4. Historicitet

5. Originalsprog

6. Mål og lære

7. Forfatterskab og datering

8. Tekst og versioner

LITTERATUR

I. 1 Makkabæerbog.

1. Navn:

Den hebraiske titel er gået tabt sammen med den oprindelige hebraiske tekst. Rabbinske forfattere kalder Makkabæerbøgerne ciphere ha-chashmonim, »Hasmonæernes bog« (se ASMONEANS). Origenes giver bog I (den eneste, han synes at have kendt til) navnet Sarbeth Sabanaiel, åbenbart et hebraisk eller aramæisk navn med meget usikker betydning, men som Dalman (Aramaic Grammar, afsnit 6) forklarer som en forvanskning af aramæiske ord = »Bogen om hasmonæernes hus« (sammenlign det rabbinske navn, der er nævnt ovenfor). I de græske håndskrifter N, V (Codex Venetus) går de 4 bøger under betegnelsen Makkabaion, [Codices Alexandrinus, Vaticanus, Gamma Delta, biblos, underforstået. I Vulgata (Hieronymus’ latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) findes kun 1. og 2. bog, og de optræder under navnet Machabaeorum liber primus, secundus. Stavemåden Machabaeorum gengiver sandsynligvis den udtale, der var gængs på Hieronymus’ tid.

Navnet »Makkabæer« tilhører strengt taget kun Judas, som i 2 Makkabæerbog som regel kaldes »Makkabæeren« (ho Makkabaios). Men tilnavnet kom til at blive brugt om hele familien og deres efterkommere. Ordet betyder sandsynligvis »udslukker« (af forfølgelse) (makhbi, fra kabhah, »at blive slukket«; således Niese; Josefus, Ant, XII, vi, 1 f; S.J. Curtis, The Name Maccabee). Den mere almindelige forklaring, »hammeren« (maqqabhay), er uholdbar, da det navneord, det er afledt af (maqqebheth) (Dom 4,21), betegner en smeds hammer.

2. Kanonicitet:

Da Vulgata (Hieronymus’ latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) kun omfatter de første 2 Makkabæerbøger, er det kun disse bøger, der blev erklæret kanoniske af Tridentinerkoncilet og indgår i anerkendte protestantiske udgaver af Apokryferne (se APOCRYPHA). At 1 Makkabæerbog blev brugt meget i den tidlige kristne kirke, bevises af de talrige henvisninger til den og citater fra den i Tertullians (død 220), Clemens af Alexandrias (død 220), Hippolyts (død 235), Origenes’ (død 254) osv. skrifter. Den sidstnævnte siger, at 1 Makkabæerbog ikke er kanonisk, og den er udeladt fra de lister over kanoniske skrifter, som gives af Athanasius (død 373), Kyrillos af Jerusalem (død 386) og Gregor af Nazianz (død 390). Faktisk blev ingen af Makkabæerbøgerne anerkendt som kanonisk, før Tridentinerkoncilet (1553) gav de første 2 bøger denne status, og protestanter fortsætter i deres bekendelser med at udelukke hele Apokryferne fra selve Bibelen, skønt Luther hævdede, at 1 Makkabæerbog var mere værdig til en plads i kanon end mange bøger, der nu er medtaget i den.

3. Indhold:

1 Makkabæerbog giver først og fremmest et kort overblik over Alexander den Stores regering og delingen af hans rige blandt hans efterfølgere. Efter således at have forklaret Seleukidedynastiets oprindelse går forfatteren videre med at give en historie om jøderne fra Antiochos IV’s, kongen af Syriens, tronbestigelse (175 f.Kr.) til Simons død (135 f.Kr.). Begivenhederne i disse 40 år berettes enkelt, men malende, og næsten helt i den rækkefølge, de fandt sted. Indholdet i 1 Makkabæerbog og 2 Makk 4-15 er i hovedsagen parallelt og behandler de samme hændelser; men 1 Makkabæerbogs enkle fortællende karakter, i modsætning til den didaktiske og stærkt religiøse såvel som overnaturlige farvning i 2 Makkabæerbog, kan let ses i disse tilsvarende dele. De sejre, der i 1 Makkabæerbog skyldes heltemod, tilskrives almindeligvis Guds mirakuløse indgriben i 2 Makkabæerbog (se 1 Makk 4,1 f; sammenlign 2 Makk 8,23 f). 2 Makkabæerbog er mere tilbøjelig til overdrivelser. Judas’ hær ved Bet-Sur består af 10.000 ifølge 1 Makk 4,29, men af 80.000 ifølge 2 Makk 11,2. Det følgende er en kort analyse af 1 Makkabæerbog:

(1) 1 Makkabæerbog 1,1-10:

En beretning om Seleukidedynastiets fremkomst.

(2) 1 Makkabæerbog 1,11-16,24:

Jødernes historie fra 175 til 135 f.Kr.

(a) 1 Makkabæerbog 1,11-64: Indledning. Nogle jøder var tilbøjelige til at antage græske skikke (religiøse osv.); Antiochos’ mål var at erobre Egypten og undertrykke den jødiske religion som en kilde til jødisk illoyalitet. Vanhelligelse af det jødiske tempel: mange trofaste jøders martyrdød.

(b) 1 Makkabæerbog 2,1-70: Mattathias’ oprør

(c) 1 Makkabæerbog 3,1-9,22: Judas Makkabæus’ lederskab efter hans fars død. Strålende sejre over syrerne. Renselse af templet. Antiochos IV’s (Epifanes) død og Antiochos V’s (Eupator) tronbestigelse (164 f.Kr.). Demetrios I blev konge af Syrien, og Alkimos jødisk ypperstepræst (162 f.Kr.). Traktat mellem jøder og romere. Jødernes nederlag ved Elasa og Judas Makkabæus’ død (161 f.Kr.).

(d) 1 Makkabæerbog 9,23-12,53: Jonatans lederskab, Mattathias’ 5. søn, valgt til at efterfølge sin bror Judas. Han bliver ypperstepræst. Judæas politiske uafhængighed sikres.

(e) 1 Makkabæerbog 13,31-16,24: Simons, Jonatans brors, fredelige og fremgangsrige styre; hans søn Johannes Hyrkanos’ tronbestigelse (135 f.Kr.).

4. Historicitet:

At forfatteren til 1 Makkabæerbog sigter mod at give en korrekt fortælling, og at hans beretning i det store og hele er korrekt, er praktisk talt alle forskeres opfattelse. Den enkle, ligefremme måde, han skriver på, vækker tillid, og der kan ikke være tvivl om, at vi her har en førsteklasses kilde til den periode, der behandles (175-135 f.Kr.). Det er den tidligste jødiske historie, som daterer begivenheder i forhold til en bestemt tidsregning; denne tidsregning er seleukidernes, 312 f.Kr., året for grundlæggelsen af dette dynasti. Den hjælp, der modtages fra Gud, anerkendes ofte i bogen (2,51 ff.; 3,18; 4,10 f.; 9,46; 16,3), men det er hovedsageligt gennem personligt mod, at jøderne sejrer, ikke, som i 2 Makkabæerbog (se III, 3 nedenfor), gennem mirakuløse guddommelige indgreb. Almindelige, sekundære årsager er næsten de eneste, der tages i betragtning, så beretningen kan anses for i det store og hele pålidelig. Alligevel viser forfatteren de mangler, som hører hans tid og miljø til, eller det, der fra den bogstavelige histories standpunkt må regnes som mangler, selv om en forfatter, som i tilfældet med 2 Makkabæerbog (sammenlign Krønikebøgerne), kan have andre mål end at nedskrive nøgne, objektive kendsgerninger. I 1,1-9 tager forfatteren fejl på grund af uvidenhed om de virkelige forhold med hensyn til Alexanders deling af sit rige; og andre fejlangivelser af fakta, som skyldes samme årsag, forekommer i 10,1 ff. (Alexander (Balas), søn af Antiokus Epifanes) og i 13,31 ff. (tidspunktet for mordet på Antiokus VI ved Tryfon). I 6,37 siges det, at der var 32 mænd på hver elefant, måske en fejllæsning af originalens “2 eller 3”, skønt det indiske elefantkorps ved begyndelsen af dette århundrede bar flere.

Vi ved intet om en persisk landsby Elymais (1 Makk 6,1). Antallet af jødiske krigere, der kæmpede, og antallet af dræbte er angivet for lavt, mens der er tydelige overdrivelser af antallet af soldater, der kæmpede imod dem, og af dem blandt fjenderne, der blev liggende døde på slagmarken (se 1 Makk 4,15; 7,46; 11,45-51 osv.).

Men i denne bog findes bønner, taler og officielle dokumenter i rigt mål, ligesom i Ezra og Nehemias (se Century Bible, “Ezra,” “Nehemiah,” “Esther,” 12 ff.), og mange moderne protestantiske forfattere betvivler eller benægter ægtheden af en del af disse, selv om det ikke nødvendigvis er det samme som at betvivle deres oprindelighed som en del af den oprindelige fortælling.

Hvad angår bønnerne (1 Makk 3,50-54; 4,30-33) og talerne (1 Makk 2,7-13; 2,50-68; 4,6-11 osv.), er der ingen gyldig grund til at betvivle, at de i det mindste gengiver hovedindholdet af det, der oprindeligt blev sagt eller skrevet, selv om antikke historikere som Thukydid og Livius anser det for helt rigtigt at redigere deres personers taler ved at forkorte, udvide eller ændre dem. Desuden må man huske, at stenografiens kunst er moderne; selv Dr. Johnson måtte, i mangel af ordrette referater, i vidt omfang selv udforme de taler, som han tilsyneladende gengav.

Der findes imidlertid i bogen et stort antal officielle dokumenter, og det er med hensyn til deres ægthed, at moderne kritik har udtrykt størst tvivl. De er følgende:

(1) Brev fra jøderne i Gilead til Judas (1 Makk 5,10-13).

(2) Forbundstraktat mellem romerne og jøderne; kopi skrevet på kobbertavler sendt til Judas (1 Makk 8,22-32).

(3) Brev fra kong Alexander Balas til Jonatan (1 Makk 10,18-20).

(4) Brev fra kong Demetrius I til Jonatan (1 Makk 10,25-45).

(5) Brev fra kong Demetrius II til Jonatan (1 Makk 11,30-37), sammen med brev til Lasthenes (1 Makk 11,31-37).

(6) Brev fra den unge fyrste Antiokus til Jonatan, hvori han gør ham til ypperstepræst (1 Makk 11,57).

(7) Brev fra Jonatan til spartanerne med anmodning om et forbund (1 Makk 12,5-18).

(8) Tidligere brev fra den spartanske konge Arius til ypperstepræsten Onias (1 Makk 12,20-23).

(9) Brev fra kong Demetrius II til Simon (1 Makk 13,36-40).

(10) Brev fra spartanerne til Simon (1 Makk 14,20-24).

(11) Et dekret fra jøderne, som anerkender Simons og hans brødres tjenester (1 Makk 14,27-45).

(12) Breve fra Antiokus VII (Sidetes) til Simon (1 Makk 15,2-9).

(13) Meddelelse fra den romerske konsul Lucius til Ptolemæus, kongen af Egypten, med anmodning om beskyttelse for jøderne (1 Makk 15,16-21). En kopi blev sendt til Simon (1 Makk 15,24).

Tidligere blev ægtheden af disse statsdokumenter accepteret uden tvivl, sådan som de stadig accepteres af romersk-katolske kommentatorer (Welte, Scholz osv.). Højst er de dog oversættelser af oversættelser, for originalerne ville være skrevet på græsk og latin, hvorfra forfatteren ville oversætte til hebraisk. Græsken i vores bog er en oversættelse fra hebraisk (se II, 8 nedenfor).

Rawlinson (Speaker's Apocrypha, II, 329) siger, at disse dokumenter "har et almindeligt præg af ægthed." De fleste moderne forskere afviser de breve, der hævder at stamme fra romerne (nummer 2 og 13 ovenfor) og fra spartanerne (nummer 8, 10 ovenfor), sammen med Jonatans budskab til de sidstnævnte (nummer 7 ovenfor), med den begrundelse, at de indeholder nogle historiske unøjagtigheder og antyder andre. Hvordan kunne én konsul udstede officielle påbud i den romerske republiks navn (se nummer 13 ovenfor)? I nummer 8 ovenfor er det spartanernes konge, der på sit folks vegne skriver til ypperstepræsten Onias; men det er ephoroi eller herskerne, der skriver på spartanernes vegne til Simon. Hvorfor forskellen? Desuden siges spartanerne og jøderne i 1 Makk 12,21 at være slægtninge (bogstaveligt: brødre), idet begge er efterkommere af Abraham; sådan også 14,20. Dette er ganske vist i strid med kendsgerningerne. For en omhyggelig undersøgelse af disse officielle dokumenter og deres objektive værdi, se Kautzsch, Die Apokryphen des Altes Testament, 27-30. Men selv om disse dokumenter og nogle andre kan bevises at være ukorrekte, sådan som de foreligger, synes de dog at forudsætte faktiske forhandlinger af den beskrevne art; dvs. jøderne må have haft forbindelse med romerne og spartanerne, jøderne i Gilead må have sendt en skrivelse til Judas (nummer 1), Alexander Balas skrev uden tvivl til Jonatan osv., selv om forfatteren til 1 Makkabæerbog fremstiller sagen på sin egen måde og farver den med sine egne patriotiske og religiøse fordomme.

5. Forfatterens standpunkt og mål:

Selv om forfatterens navn er ukendt, giver bogen selv afgørende vidnesbyrd om, at han tilhørte saddukæernes parti, det parti, som hasmonæerne begunstigede. Skribentens mål er tydeligvis historisk og patriotisk, men hans holdning til religiøse spørgsmål fremgår klart, både direkte og indirekte.

(1) Intetsteds i bogen omtales det guddommelige væsen under noget navn undtagen Himlen (1 Makk 3,18 f.,50,60; 4,10,55; 12,15 osv.), en betegnelse, der er almindelig i rabbinsk hebraisk (Talmud osv.). Allerede omkring 300 f.Kr. blev det hellige navn "Yahweh" opgivet til fordel for "Adonai" (Herre) af overtroiske grunde. Men i 1 Makkabæerbog møder vi slet ikke noget egentligt guddommeligt navn. Dette synes at antyde forestillingen om en vis afstand hos Gud, sådan som den kendetegnede saddukæerpartiets teologi. Sammenlign hermed den mystiske nærhed til Gud, som Det Gamle Testamentes salmister og profeter erfarede og udtrykte.

(2) Forfatteren er en religiøs patriot, som tror, at hans folk er blevet guddommeligt udvalgt, og at Israels sag er Guds sag.

(3) Han er også en streng lovtro, som tror, at det er enhver jødes pligt at holde loven og bevare dens institutioner (1 Makk 1,11,15,43,49,54,60,62 f.; 2,20 ff.,27,42,48,50; 3,21 osv.), og han beklager forsøgene på at tvinge jøder til at vanhellige sabbatten og festdagene (1 Makk 1,45), spise uren mad (1 Makk 1,63) og ofre til afguder (1 Makk 1,43). Alligevel stemmer den forholdsvis lempelige holdning til sabbatten, som antydes i 1 Makk 2,41 ff., og som rummer princippet i Kristi ord: "Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld" (Mark 2,27), med saddukæernes standpunkt i modsætning til farisæernes.

(4) Bogen lærer, at inspirationens tidsalder er forbi, og at de hellige bøger, der allerede er skrevet, er den eneste kilde til trøst i sorg og til opmuntring under vanskeligheder (1 Makk 12,9).

(5) Simon som ypperstepræsts legitimitet drages ikke én eneste gang i tvivl, selv om den fordømmes både af den deuteronomiske lov (D), som begrænser præstedømmet til Levis stamme, og af præsteloven (P), som desuden kræver, at en præst skal være af Arons slægt. Denne løshed passer godt med saddukæernes almindelige læresætninger.

(6) Bogen indeholder intet spor af det messianske håb, skønt det på den tid fandtes i andre kredse (farisæerne; se MESSIAS, II, 2; PROFETI); 1 Makk 2,57 er ingen undtagelse, for det forudsætter ikke mere end en tro på, at der ville komme en genoprettelse af Davids dynasti. Måske antydes det, at denne forventning blev virkeliggjort i hasmonæerne.

(7) Der er i bogen ingen henvisning til læren om en opstandelse fra de døde eller til læren om sjælens udødelighed, selv om vi ved, at begge disse trosforestillinger almindeligvis blev fastholdt af jøder på den tid (se Dan 12,3; Enok 19; 22,11-14; 9,1,5 ff.; 2 Makk 7,9,11,14,29). Vi ved, at farisæerpartiet troede på en opstandelse (se ApG 23,6). De makkabæiske helte kæmpede deres kampe og mødte døden uden frygt, ikke fordi de, som muslimer, så hen til belønningerne i et andet liv, men fordi de troede på deres sags retfærdighed og higede efter det gode navn, som deres fædre havde vundet ved handlinger af lignende mod og hengivenhed.

Denne oversigt over de læresætninger, der læres eller antydes i bogen, gør det yderst sandsynligt, at forfatteren var medlem af saddukæerpartiet.

6. Datering:

1 Makkabæerbog må være skrevet før den romerske erobring under Pompejus, eftersom forfatteren omtaler romerne som forbundsfæller og endda venner (8,1.12; 12,1; 14,40); dvs. bogens tilblivelse må være afsluttet (medmindre vi undtager kapitlerne 14-16; se nedenfor) før 63 f.Kr., da Pompejus erobrede Jerusalem, og Judæa blev en romersk provins. Vi får således 63 f.Kr. som terminus ad quem. Desuden føres den historiske fortælling ned til Simons død (16,16), dvs. til 135 f.Kr. Vi har således en sikker terminus a quo i 135 f.Kr. Bogen hører med sikkerhed til perioden mellem 135 og 63 f.Kr. Men 1 Makk 16,18-24 antyder, at Johannes Hyrkanos (død 105 f.Kr.) i nogen tid havde virket som Simons efterfølger, og Reuss, Ewald, Fritzsche, Grimm, Schurer, Kautzsch osv. har sandsynligvis ret i ud fra 16,23 f. at slutte, at Johannes var død, da bogen blev afsluttet, for vi har i dette vers den sædvanlige formel, der registrerer afslutningen på en kongelig løbebane (se 1 Kong 11,41; 2 Kong 10,34 osv.), og forfatteren gør det tilstrækkeligt klart, at alle hans gerninger allerede var "indført i rigets offentlige annaler" (Ewald, History of Israel, V, 463, note), så gentagelse var unødvendig. Men Bertheau, Keil, Wellhausen og Torrey drager den modsatte konklusion og hævder, at Johannes kun lige havde begyndt sit styre, så der på skrivetidspunktet praktisk talt ikke var noget at berette om begivenhederne efter 135, da Johannes efterfulgte Simon (se EB, III, 2860 (Toy)). I 1 Makk 13,30 læser vi, at det monument, som Simon rejste i 143 f.Kr. til minde om sin far og sine brødre, stod på den tid, da denne bog blev skrevet, ord der antyder et tidsrum på mindst omkring 30 år. Dette giver en terminus a quo på 113 f.Kr. Desuden efterlader lovprisningen af Simon (død 135 f.Kr.) og hans fredelige styre i 14,4-15 det indtryk, at han længe havde ligget i sin grav. Vi kan næppe tage meget fejl ved at datere bogen til den tidlige del af det sidste århundrede f.Kr., lad os sige 80 f.Kr.

Destinon (Die Quellen des Flavius Josephus, I, 1882, 80 ff), fulgt af Wellhausen (IJG, 1894, 222 f), hævdede, at Josefus (død ca. 95), som fulgte 1 Makkabæerbog frem til slutningen af kapitel 13, ikke kan have set kapitlerne 14-16 (eller fra 14,16?), ellers ville han ikke have givet en så mager beretning om Simons ypperstepræstedømme (se Ant, XIII, vi, 7), som forfatteren til 1 Makkabæerbog beskriver så udførligt i disse kapitler. Men Josefus må have brugt disse kapitler, ellers kunne han ikke have skrevet om Simon så udførligt, som han faktisk gør.

7. Kilder:

Hvis, som Torrey (EB, III, 2862) hævder, vi i 1 Makkabæerbog har "beretningen fra en, der havde været vidne til hele den makkabæiske kamp fra dens begyndelse," og bogen blev afsluttet kort efter midten af det 2. århundrede f.Kr., kan det antages, at forfatteren ikke beroede på andre kilder end sine egne. Men selv i dette tilfælde er man, imod Torrey (loc. cit.), nødt til at antage, at han brugte sine egne skriftlige kilder, ellers ville beskrivelserne ikke have været så fyldige og dateringen så nøjagtig. Hvis vi derimod følger vidnesbyrdet og daterer bogen til omkring 80 f.Kr. (se I, 6), må det antages, at forfatteren havde adgang til skriftlige kilder. Det kan med rette sluttes ud fra 1 Makk 9,22 og 16,23 og ud fra tidligere tiders skik (se Century Bible, "Ezra," osv., 11 ff), at officielle optegnelser blev opbevaret i templets arkiver eller andetsteds. Disse kan have indeholdt de statsdokumenter, der henvises til i I, 4, nogle af dem eller alle, samt referater af taler og bønner osv. Det må indrømmes, at forfatteren til 1 Makkabæerbog, i modsætning til dem, der samlede Det Gamle Testamentes historiske bøger (Samuel, Kongebøgerne, Krønikebøgerne osv.), ikke udtrykkeligt navngiver sine skriftlige kilder. Man kan meget vel antage, at forfatteren førte en slags egen dagbog, hvori begivenhederne i hans eget tidlige liv blev nedskrevet. Mundtlig tradition, som i oldtiden fastholdt sange, taler og lignende langt bedre end i moderne tid, må have været en meget vigtig kilde.

8. Originalsprog:

Vi har Origenes' vidnesbyrd (se I, 1) og Hieronymus' (Prolog. Galeatus) om, at bogen fandtes på hebraisk i deres dage. Men det er tvivlsomt, om Origenes' ord antyder en hebraisk eller en aramæisk original, og selv om Hieronymus ganske vist omtaler bogen som hebraisk (hebraicus), må man huske, at det græske adjektiv, der betegner hebraisk (hebraisti), og måske det tilsvarende latinske (hebraicus), i senere tider ofte betegnede aramæisk fra Israels land (se Dom 5,2; Dom 19,13; Dom 19,17; og Kautzsch, Grammatik des bib. Aramaic, 19).

Hebraismer (eller aramaismer?) forekommer i stort tal gennem hele bogen. I de følgende eksempler gengives hebraismer bogstaveligt på græsk, selv om de på dette sprog er uidiomatiske og ofte uforståelige: "to år af dage" = to fulde år (1 Makk 1,29 osv.); "måned og måned" = hver måned (1 Makk 1,58); "en mand (eller hver enkelt) sin næste" = hver .... den anden (1 Makk 2,40; 3,43); "fæstningens sønner" = fæstningens beboere (1 Makk 4,2); "mod vores ansigt" = foran os (1 Makk 4,10); "kraftens mænd" = krigere (1 Makk 5,32); "af dem" = nogle af dem (1 Makk 6,2; sammenlign 7,33, "af præsterne" = nogle af præsterne); "den højre hånds fløj" = den sydlige fløj (1 Makk 9,1); "i går og den tredje dag" = hidtil (1 Makk 9,44). Ovenstående er strengt taget hebraismer og for størstedelens vedkommende ikke aramaismer. Den underforståede brug af "waw-consecutive" i 1 Makk 3,1.41; 8,1; 9,1, og ofte, peger også på en hebraisk, ikke en aramæisk oprindelse. "Himlen" som erstatning for "Gud," så almindeligt i denne bog (se I, 5), er måske lige så meget en aramaisme som en hebraisme (se Targum Jerusalem). Mange af egennavnene i bogen er tydeligvis blot translitterationer fra hebraisk; således Phulistiein (1 Makk 3,24); sammenlign Sirak 46,18; 47,7; se navnene i 1 Makk 11,34; og Schurer, GJV4, I, 233.

9. Tekst og versioner:

Den oprindelige hebraiske tekst til 1 Makkabæerbog (se I, 8) må være gået tabt på et meget tidligt tidspunkt, eftersom vi ikke har noget vidnesbyrd om, at den blev brugt af nogen tidlig forfatter. J.D. Michaells mente, at Josefus brugte den, men denne tanke er blevet opgivet over for overvældende beviser på det modsatte. Den hebraiske tekst til første halvdel af 1 Makk, udgivet af A. Schweitzer og af ham anset for at være en del af den oprindelige tekst, er i virkeligheden en oversættelse fra latin, udført i det 11. århundrede af vor tidsregning (således Noldeke m.fl.).

(1) Græsk.

Den græske tekst, som de øvrige versioner næsten alle er lavet ud fra, findes i alle udgaver af Septuaginta. Den forekommer i uncialhåndskrifterne Codex Sinaiticus (Fritzsche, X), Codex Alexandrinus (Fritzsche, III) og Codex Venetus (8. eller 9. århundrede), ikke i Codex Vaticanus; samt i et stort antal kursivhåndskrifter. Swete (Old Testament in Greek) giver teksten i Codex Alexandrinus med varianterne fra Codex Sinaiticus og Codex Venetus. Skønt den græske tekst har så mange hebraismer, er den en overordentlig god gengivelse, fuld af liv og i det store hele mere idiomatisk end resten af Septuaginta.

(2) Latin.

Der findes to latinske recensioner af bogen: (a) den, der findes i Vulgata, og som næsten helt stemmer overens med den gammellatinske version. Den er i hovedsagen en ordret gengivelse af græsk. (b) Sabatier (Bibliorum sacrorum Latinae versiones antiquae, II) udgav i 1743 en latinsk version af 1 Makk 1-13, som kun findes i ét håndskrift (Sangermanensis). Skønt den tydeligvis er lavet ud fra græsk, afviger den på mange punkter fra Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.). Den er sandsynligvis ældre end den gammellatinske og derfor også end Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.).

(3) Syrisk.

Der findes også to forskellige tekster på dette sprog.

(a) Den bedst kendte er den, der er trykt i Paris-polyglotten (bd. IX), kopieret med nogle ændringer i London-polyglotten (bd. IV; for læsemåder se bind V). Lagarde (Lib. Vet. Test. Apocrypha. Syriac., 1861) har udgivet denne version, rettet den og tilføjet læsemåder.

(b) En tekst, der i mange henseender afviger fra (a), gives af Ceriani i hans Codex Ambros. of the Peshitta (1876-83), skønt også denne er lavet ud fra græsk. For en omhyggelig samling af begge de ovennævnte syriske tekster ved G. Schmidt, se Z A T W, 1897, 1-47, 233-62.

LITTERATUR.

Se den litteratur, der er citeret i det foregående materiale. For tekster og kommentarer til Apokryferne, se APOCRYPHA. Følgende kommentarer fortjener særlig omtale: Grimm, Kurz. exeg. Handbuch, etc., som kommentarerne af Keil (1 og 2 Makkabæerbog) og Bissel (Lange) skylder meget; Kautzsch, Die Apocrypha des AT; W. Fair-weather og J.S. Black, Cambridge Bible, "1 Maccabees," og Oesterley i Oxford Apocrypha, udgivet af R. H. Charles (1913). Af leksikonartiklerne er dem i E B (Torrey) og H D B (Fairweather) fremragende. Se også E. Montet, Essai sur les origines des saduceens et des pharisiens, 1885; Wibrich, Juden und Griechen vor der mak. Erhebung, 1875, 69-76; B. Niese, Kritik der beiden Makkabderbucher, 1900. For en meget fyldig bibliografi se Schurer, GJ V4, III, 198 ff, og hans artikel "Apocrypha" i R E3 og i Sch-Herz.

II. 2 Makkabæerbog.

1. Navn:

Se I ovenfor. Den tidligste bevarede omtale af bogen som 2 Makkabæerbog findes hos Euseb., Praep. Evang., VIII, 9. Også Hieronymus (Prol. Galeatus) kalder den ved dette navn.

2. Kanonicitet:

I den tidlige kirke blev 2 Makkabæerbog vurderet langt lavere og derfor læst mindre end 1 Makkabæerbog. Augustin var den eneste kirkefader, der gjorde krav på kanonisk rang for den, og selv han svarede i en strid med donatisterne, som citerede 2 Makkabæerbog, at denne bog aldrig var blevet optaget i kanon. Da 1 og 2 Makkabæerbog udgjorde en integreret del af Vulgata, blev begge anerkendt af Tridentinerkoncilet som hørende til den romerske kanon.

3. Indhold:

(1) 2 Makkabæerbog 1-9,18:

To breve fra jøderne i Jerusalem til deres brødre i Egypten, hvori de opfordrer dem til at holde tempelindvielsesfesten og i almindelighed til at overholde den lov, som Gud havde givet dem gennem Moses. Begge breve synes udformet med henblik på at vinde den kærlighed og hengivenhed for templet i Jerusalem, som jøderne i Egypten stod i fare for at ødsle på Leontopolis-templet i Egypten. Disse breve har ingen forbindelse med resten af bogen eller med hinanden, og begge er utvivlsomt forfalskninger. Der kan ikke være tvivl om, at 2 Makkabæerbog først blev sammensat, og at enten forfatteren eller en senere hånd efterfølgende satte disse breve foran på grund af deres tankemæssige slægtskab med bogen, sådan som den først eksisterede. Se videre om disse breve II, 4 og 9.

(2) 2 Makkabæerbog 2,19-32:

Indledning til det følgende. Forfatteren eller forkorteren hævder, at hans historie (kapitel 3 til bogens slutning) er et uddrag i én bog af et større værk i 5 bøger af Jason fra Kyrene. Men se II, 4 nedenfor.

(3) 2 Makkabæerbog 3,1-15,39 (bogens slutning):

Historien om Makkabæerkrigenes opståen og udvikling fra 176 f.Kr., til det sidste år af Seleukos IV Filopators regering, til Nikanors nederlag og død i 161 f.Kr., en periode på 15 år. Beretningen i 2 Makkabæerbog begynder ét år tidligere end den i 1 Makkabæerbog, men da sidstnævnte når ned til 135 f.Kr. (og sandsynligvis til efter 105 f.Kr.; se I, 5), dækker 1 Makkabæerbog en periode på mindst 40 år, mens 2 Makkabæerbog kun giver historien om 15 år (176-161 f.Kr.). Historien om denne periode behandles således:

(a) 2 Makk 3,1-4,6: Den benjaminitiske Simons forræderiske adfærd med hensyn til tempelskattene og ypperstepræsten; Heliodorus', Seleukos IV's førsteministers, forgæves forsøg på at plyndre templet (se I, 3, (11) ovenfor);

(b) 2 Makk 4,7-7,42 parallelt med 1 Makk 1,10-64 med betydningsfulde variationer og tilføjelser. Antiochos Epifanes' tronbestigelse (175 f.Kr.); helleniseringen af nogle jøder; forfølgelsen af de trofaste; Eleazars og de 7 brødres og deres mors martyrium (det sidste findes ikke i 1 Makkabæerbog);

(c) 2 Makk 8-15 (slutningen) parallelt med 1 Makk 3-7, med betydningsfulde afvigelser i detaljer.

Makkabæeropstandens opkomst og udvikling (se I, 3, ovenfor). I de afsluttende vers (2 Makk 15,38 ff.) beder forfatteren om, at dette værk må blive modtaget med velvilje.

Beretningen om begivenhederne i 2 Makkabæerbog ender med Judas' strålende sejr over Nikanor, fulgt af dennes død; men det er mærkeligt, at historien om bogens hovedhelt skulle blive afbrudt midtvejs. Måske skyldes denne bratte afslutning forfatterens mål om at anbefale jøderne i Egypten de to nye fester, begge knyttet til templet i Jerusalem:

(a) Chanukkah (indvielsesfesten) (1,9.18; 2,16; 10,8);

(b) Nikanors dag (15,36), til minde om Nikanors nederlag og død.

At afslutte bogen med beretningen om indstiftelsen af den sidste giver den større fremhævelse.

4. Kilder:

I sin nuværende form bygger 2 Makkabæerbog tilsyneladende på to slags skriftlige kilder.

(1) I 2 Makk 2,19-32 siger forfatteren til 3,1 og frem til slutningen, som udgør selve bogen, at hans eget værk kun er et uddrag, klart, kunstnerisk og tiltalende fremstillet, af en større historie af en vis Jason fra Kyrene. De fleste kommentatorer forstår denne udtalelse bogstaveligt og forsøger at skelne mellem de dele, der skyldes Jason, og dem, der skyldes forkorteren. Nogle mener, at de ser afslutninger på de 5 bøger afspejlet i resuméerne ved 3,40; 7,42; 10,9; 13,26; 15,37. Men W.H. Kosters giver vægtige grunde til at slutte, at henvisningen til Jason blot er et litterært greb for at sikre hans egen fremstilling den respekt, som i oldtiden, og i mindre grad i moderne tid, blev tilkendt traditionen. Den såkaldte "forkorter" er i så fald alene ansvarlig for den historie, han giver. Nærværende forfatter tøver ikke med at acceptere disse konklusioner. Vi læser intet andet sted om en historiker kaldet "Jason" eller om en så omfattende historie, som hans må have været, hvis den strakte sig til 5 bøger om begivenhederne i 15 år, skønt en sådan mand og et så stort værk næppe kunne have undgået opmærksomhed. Hitzig (Gesch. des Volkes Israels, II, 415) hævdede, at Jason eller hans formodede forkorter gjorde brug af 1 Makkabæerbog og ændrede, tilføjede og udelod, så det passede til hans formål. Men den forskellige rækkefølge af begivenhederne og modsigelserne i faktiske udsagn i de 2 bøger, såvel som udeladelsen fra 2 Makkabæerbog af vigtige enkeltheder, der findes i 1 Makkabæerbog, gør Hitzigs antagelse ganske uholdbar. En omhyggelig undersøgelse af 2 Makkabæerbog har ført Grimm, Schurer, Zockler, Wibrich, Cornill, Torrey og andre til den konklusion, at forfatteren helt og holdent var afhængig af mundtlig tradition. Dette giver den bedste nøgle til de anakronismer, uoverensstemmelser og løse formuleringer, som kendetegner bogen. Ifølge 1 Makk 4,26-33 fandt Lysias' første felttog ind i Judæa sted i 165 f.Kr., året før Antiochos IV's død; men 2 Makk 11 fortæller os, at det fandt sted i 163 f.Kr., dvs. efter Antiochos IV's død. Desuden forbindes denne 1. ekspedition af Lysias i det sidstnævnte sted med tildelingen af frihed til jøderne, hvilket i virkeligheden er en hændelse fra den 2. ekspedition og i 2 Makk 13,1-24 med rette nævnes i beretningen om den 2. ekspedition. Forfatteren til 2 Makkabæerbog, som støtter sig til hukommelsen, sammenblander åbenbart fortællingerne om to forskellige ekspeditioner. På samme måde hører de indfald mod nabostammerne under Judas, som i 1 Makk 5,1-68 fremstilles som om de fandt sted i hurtig rækkefølge, ifølge 2 Makk 8,30; 10,15-38; 12,2-45 til adskilte tidspunkter og forskellige sæt af omstændigheder. Udsagnene i 2 Makkabæerbog er uklare og forvirrede, dem i 1 Makk 5 klare og ligefremme. Skønt vi i 2 Makk 10,37 læser om Timotheus' død, optræder han dog i 12,2 ff. som leder i andre felttog. Også dér svigter forfatterens hukommelse ham, når han genkalder sig forskellige beretninger om de samme begivenheder. Det var Mattathias, der samlede jøderne og organiserede dem til modstand mod Syrien, hvis vi følger 1 Makk 2,1-70; men 2 Makk 8,1-7 tilskriver hans søn Judas denne rolle. Renselsen af templet fandt sted 3 år efter dets vanhelligelse ifølge 1 Makk 1,54; 4,52, men kun 2 år efter ifølge 2 Makk 10,3.

(2) De to breve, der blev sendt fra jøderne i Israels land til de egyptiske jøder (2 Makk 1,1-2,18), udgør ingen integreret del af den oprindelige 2 Makkabæerbog. De er tydeligt forfalskninger og vrimler med unøjagtigheder og uoverensstemmelser. Det andet brev, som er langt det længste, giver en beretning om Antiochos Epifanes' død, som ikke kan forenes med den i 9,1-28 og heller ikke med den i 1 Makk 6,1-16. Nehemias siges i 1,18 at have genopbygget templet og alteret, et arbejde som Zerubbabel havde udført næsten et århundrede tidligere (Ezra 3,3; Ezra 6,15). Nehemias' arbejde var at reparere portene og murene (Neh 3,1-32; Neh 6,1; Neh 7,1; Sirak 49,13). Forfatteren af dette brev siger (2 Makk 2,3-5), at Jeremias på eksilets tid skjulte tabernaklet, pagtens ark og røgelsesalteret i en hule på Pisgas bjerg, et udsagn som ingen accepterer som korrekt eller blot sandsynligt. At forfatteren til resten af bogen ikke er brevenes ophavsmand, bevises af forskellen i stil og modsigelserne i indhold. Men at han selv satte dem foran, gøres sandsynligt af forbindelsespartiklen i græsk (de), skønt nogle (Bertholdt, Grimm, Paulus, Kosters) temmelig plausibelt mener, at brevene blev tilføjet af en senere hånd, idet forbindelsen i græsk også blev indført af ham og ikke af forfatteren til resten af bogen. Det er blevet hævdet, at vi kun har ét brev i 2 Makk 1,1-2,18, og på den anden side at der er tre. Men inddelingen i to er ganske naturlig og accepteres næsten universelt.

5. Historicitet: 2 Makkabæerbog hører til den litteraturklasse, som tyskerne kalder Tendenz-Schriften, dvs. skrifter, der udspringer af ønsket om at lære en bestemt lære eller rette en formodet fejl. 1 Makkabæerbog giver os en historie om makkabæerkrigene som sådanne og lægger så lidt mærke til den rolle, Gud spiller, at det guddommelige væsen ikke engang nævnes, undtagen under den upersonlige form Himlen (sammenlign "Himlen hjælper dem, der hjælper sig selv"). 1 Makkabæerbog har heller ikke et ord at sige om et liv hinsides graven. Kort sagt er 1 Makkabæerbog skrevet ud fra saddukæernes synspunkt; til dette parti hørte det regerende dynasti (hasmonæerne). Forfatteren til 2 Makkabæerbog er tydeligvis farisæer, og hans mål er ikke historisk, men læremæssigt; dvs. bogen er en historisk roman med et formål, nemlig at fremhæve farisæernes fremtrædende læresætninger (se II, 6). To yderligtgående meninger er blevet forsvaret med hensyn til den historiske værdi af 2 Makkabæerbog:

(1) At 2 Makkabæerbog er et strengt historisk værk, er mere pålidelig end 1 Makkabæerbog og skal følges, når de to bøger afviger fra hinanden; således flertallet af romerske katolikker og også Niese og Schlatter. Bogens overnaturlighed er for romanister en anbefaling.

(2) At 2 Makkabæerbog praktisk talt ikke har nogen historisk værdi, eftersom den blev skrevet med andre end historiske formål; således Wibrich, Kosters og Kamphausen.

Men størstedelen af nyere tids protestantiske kritikere indtager en position midt imellem disse to modsatte meninger, nemlig at 1 Makkabæerbog er langt mere nøjagtig end 2 Makkabæerbog og skal foretrækkes, når de 2 Makkabæerbøger afviger fra eller modsiger hinanden; således Grimm, Reuss, Schurer, Kamphausen. På den anden side skal historisk stof i 2 Makkabæerbog, som mangler i 1 Makkabæerbog, accepteres som korrekt, medmindre det modsiges af indre usandsynlighed eller direkte modbevis. I 2 Makk 3-5 har vi detaljer om makkabæeropstanden, som ikke findes i 1 Makkabæerbog, og i behandlingen af episoder eller hændelser, som 1 Makkabæerbog omhandler, er den ofte fyldigere og mere specifik, som i 2 Makk 10,14-23; 12,7-9 (sammenlign 1 Makk 5,1-5; 12,17-25); 2 Makk 10,24-38 (sammenlign 1 Makk 5,29-44); 2 Makk 12,32-45 (sammenlign 1 Makk 5,65.68.63 f). På den anden side bærer beretningen om de himmelske tilsynekomster i 2 Makk 3,24 ff; 11,8 osv., og skildringen i 6,18 ff af martyriet for Eleazar, den skriftlærde, og for de 7 brødre og deres mor, tydelige mærker af deres legendariske og uhistoriske karakter. De opbyggelige bemærkninger, der er spredt gennem bogen, mange af dem pragmatiske og mindende om Daniels Bog, bekræfter det indtryk, som også ellers antydes, at forfatterens mål var didaktisk og ikke historisk. Bogen, som den foreligger, er en virkelig autoritet for de forestillinger, der var udbredte i forfatterens kreds på den tid, da den blev til.

6. Bogens lære:

Generelt kan det siges, at de læresætninger, der læres i 2 Makkabæerbog, er dem, som samtidens farisæere havde. Flere forskere betragter 2 Makkabæerbog som farisæismens svar på saddukæismen i 1 Makkabæerbog (se Wellhausen, Die Pharisaer und die Saducaer; sammenlign Geiger, Urschrift und Ubersetzungen der Bibel, 219 ff). Men der er tilstrækkelige vidnesbyrd (se II, 4) om, at forfatteren til 2 Makkabæerbog ikke havde set 1 Makkabæerbog. Alligevel er det lige så klart, at 2 Makkabæerbog fremhæver farisæismens særprægede læresætninger, og den blev sandsynligvis skrevet af den grund.

(1) Den strengeste overholdelse af loven påbydes. Krænkelsen af sabbattens hellighed, som under særlige omstændigheder tillades i 1 Makk (2,39-48), er absolut forbudt i 2 Makk (6,6.11; 8,26 f; 12,38); sammenlign farisæernes ord til Petronius, da denne foreslog at få rejst en statue af kejser Caius i templet: "Vi vil hellere dø end overtræde loven" (Josephus, Ant, XVIII, viii, 3).

(2) Farisæerpartiet interesserede sig kun lidt for politiske anliggender og støttede hasmonæerne kun fordi og i den udstrækning, de kæmpede for retten til at overholde deres religiøse ritualer. Men da de indgik kompromis med hellenismen, vendte farisæerne sig imod dem og deres allierede, saddukæerne. I denne bog savner vi den uforbeholdne ros, som hasmonæernes ledere får i 1 Makkabæerbog, og den tier om hasmonæernes slægtstavle, Judas Makkabæers død og familiegraven ved Modin.

(3) Bogen afslører allerede så tidligt modsætningen mellem farisæerne og det præstelige parti, som er så tydelig i evangelierne. Ypperstepræstedømmet var gennem politiske omstændigheder blevet makkabæernes ejendom, skønt de ikke var af Arons slægt, ja ikke engang af Levis stamme. Den præstelige kreds blev det aristokratiske, bredkirkelige parti, villigt til at nå til forståelse med græsk tænkning og liv. Derfor er Jason og Menelaus i 2 Makkabæerbog passende repræsentanter for præsteskabet. I listen over martyrer (kapitlerne 6 f) optræder ingen præst, men derimod led Eleazar, en af de ledende skriftlærde--skriftlærde og farisæere var dengang, som på Det Nye Testamentes tid, praktisk talt ét parti--for sin troskab mod den nationale religion, idet han "efterlod sin død som et eksempel" (6,18-31).

(4) Templet indtager en høj og ærefuld plads i 2 Makkabæerbog, ligesom i det ortodokse partis bevidsthed (se 2,19; 3,2; 5,15; 9,16; 13,23; 14,31). Der lægges stor vægt på højtidernes betydning (6,6; 10,8 osv.), på offeret (10,3), på omskærelsen (6,10), på spiselovene (6,18; 11,31). Forfatteren synes især at være ivrig efter at anbefale sine læsere (egyptiske jøder) at overholde de to nye fester, der blev indstiftet til minde om templets renselse efter dets besmittelse ved syrerne og også sejren over Nikanor. Ifølge denne bog blev chanukka-festen indstiftet umiddelbart efter Antiochos Epifanes' død (10,6 ff.), ikke før denne begivenhed (1 Makk 4,56), sandsynligvis for at give den yderligere betydning. Bogen slutter med Nikanors nederlag og død og grundlæggelsen af Nikanor-dagens fest, uden at nævne Judas' død, som om forfatterens mål var at fremhæve de to nye fester.

(5) 2 Makkabæerbog viser en jødisk partikularisme, som stemmer godt med farisæisme og skriftlærdom, men står i modsætning til det herskende partis bredere følelser: Israel er Guds folk (1,26); hans del (14,15); han griber ofte mirakuløst ind til fordel for Israel og Israels religion (3,24-30; 10,29 f.; 11,6-8); selv nationens ulykker er beviser på guddommelig kærlighed, fordi de er bestemt til nationens bedste (5,18); men de lidelser, der bringes over hedningerne, er straffende og viser det guddommelige mishag (4,38; 5,9; 13,8; 15,32 f.). Forfatteren er dødeligt imod indførelsen af græske skikke og især imod oprettelsen af et gymnasium i Jerusalem (4,7 f.; 11,24). Jubilæerbogen, som også er skrevet af en nidkær farisæer, indtager den samme fjendtlige holdning til fremmede skikke (se 3,31; 7,20, og noten af R. H. Charles (Book of Jubilees) til det førstnævnte sted).

(6) Denne bog fremhæver læren om en opstandelse og et kommende liv, som 1 Makkabæerbog, et dokument fra saddukæerpartiet, tier om (jf. I, 5 ovenfor; se 2 Makk 7,9.11.14.36; 12,43-45; 14,46 (jf. IV, 4, nedenfor)). Saddukæerne, som hasmonæerne tilhørte, benægtede en opstandelse og begrænsede deres religionsopfattelse til det nuværende liv; heri stemte de overens med den hebraiske skrifts lære indtil eksilets tid (536 f.Kr.). Men farisæerne og de skriftlærde, skønt de bekendte at bygge deres tro på "Moseloven", afveg fra denne lov på dette punkt (se Warburton, The Divine Legation of Moses). Opstandelsen skal være legemlig (2 Makk 7,11.22 f.; 14,46) og til et liv, der er uden ende (2 Makk 7,9.36). Følgende beslægtede trosforestillinger, som støttes i denne bog og udgør en del af den ortodokse farisæismes troslære, anføres af romersk-katolske teologer til støtte for deres egen lære: (a) virkningen af bønner for de døde (2 Makk 12,44); (b) den kraft, der udøves ved helgeners forbøn (2 Makk 15,12-14); Filon (De execrat., 9) og Josefus (Ant., I, xi, 3) havde den samme lære; (c) den retfærdiges martyrdøds sonende karakter (2 Makk 7,36.38; jf. 4 Makk 17,22; se IV, 4, (3), nedenfor).

(7) Angelologien i 2 Makkabæerbog udgør et fremtrædende træk ved bogen (se 3,24-30; 10,29 f.; 11,6-8). Saddukæerne anerkendte Pentateukens autoritet, selv om de forkastede traditionen. De var derfor inkonsekvente ved ikke at give englevæsener nogen plads i deres troslære, skønt de var konsekvente ved at forkaste læren om et kommende liv.

(8) Denne bogs forholdsvise tavshed om spørgsmålet om det messianske håb står i slående kontrast til emnets fremtrædende plads i Salomos Salmer (17,23 ff. osv.; se Ryle og James, Psalms of Solomon, lii ff.) og andre samtidige skrifter, der udgik fra farisæerne. Men hvorfor skulle man forvente, at forfatteren til 2 Makkabæerbog skulle give alle sine meninger lige stor fremtræden i én afhandling? Et håb af en sådan art som det, der er knyttet til Messias, synes dog at være antydet i 1,27; 2,18; 7,33; 14,15.

Den nuværende forfatter mener, at én mand er ansvarlig for 2 Makkabæerbog i dens nuværende form, og at den eneste skriftlige kilde var de 2 breve, som bogen indledes med (1,1-2,18) (se II, 4, ovenfor).

7. Forfatter:

Selv hvis vi må antage en original i 5 bøger, hvoraf 2 Makkabæerbog, som vi har den, kun er et uddrag, er det ikke muligt at skelne mellem "Jasons" synspunkter og hans forkorters. Forfatteren--hvis vi antager kun én--var åbenbart en egyptisk, sandsynligvis en alexandrinsk jøde, som ikke desto mindre bevarede sin loyalitet mod templet i Jerusalem og dets ordninger og ønskede at forhindre, at hans landsmænd i samme land blev fremmedgjort fra hjemmets helligdom og dens fester, især de to nye fester, chanukka (indvielse) og Nikanor-dagen. Jøderne i Egypten havde deres eget tempel, i modsætning til den jødiske lovs lære (D og P; jf. 5 Mos 12,2-18 og 3 Mos 17,1-9; 3 Mos 19,30), og det var måske dette tempels voksende indflydelse, der fik forfatteren til at skrive denne bog, som viser templet i Jerusalem og dets skikke så stor ære. Græskens karakter (se II, 9, nedenfor), uvidenheden om Israels land og også den dybe interesse for Egypten, som denne bog åbenbarer--disse og andre overvejelser peger på den konklusion, at forfatteren levede og skrev i Egypten. Der er intet bevis for, at Judas Makkabæus (Leon Allatius), eller Siraks forfatter (Hasse) eller jøden Filon (Honorius d'Autun) eller Josefus skrev bogen, skønt den af forskellige lærde er blevet tilskrevet hver af de nævnte personer.

8. Datering:

Bogen må være blevet skrevet tilstrækkelig længe efter 161 f.Kr., det år hvormed beretningen slutter, til at mytiske fortællinger om martyrdøden i 2 Makk 6 f. og historien om de overnaturlige tilsynekomster i 3,24-30 osv. kunne opstå. Hvis vi regner med 30 år, eller en generations levetid, kommer vi ned til ca. 130 f.Kr. som terminus a quo. Der er sandsynligvis i 15,36 en henvisning til Esters Bog (således Cornill, Kautzsch og Wellhausen, IJG4, 302 f.), hvilket ville bringe terminus a quo ned til omkring 100 f.Kr. At 2 Makkabæerbog blev skrevet senere end 1 Makkabæerbog (dvs. efter 80 f.Kr.), gøres sikkert af den kendsgerning, at jøderne nu betaler skat til Rom (2 Makk 8,10.36). Da Filon, som døde omkring 40 e.Kr., henviser til 2 Makk 4,8-7,42 (Quod omnis probus liber, Works, udgave Mangey, II, 459), må bogen være blevet til før 40 e.Kr. Dette bekræftes af sikkerheden for, at den blev skrevet før Jerusalems og templets ødelæggelse (70 e.Kr.), for byen eksisterer stadig, og tempeltjenesten er i fuld funktion (3,6 ff. osv.). Hebr 11,35 f. er uden tvivl et ekko af 2 Makk 6,18-7,42 og viser, at Hebræerbrevets ukendte forfatter havde 2 Makkabæerbog foran sig. Bogens lære repræsenterer farisæernes synspunkter omkring midten af det sidste århundrede f.Kr. En datering omkring 40 f.Kr. ville stemme med alle vidnesbyrd.

9. Originalsprog:

At originalsproget var græsk, gøres overordentlig sandsynligt af stilens lette flyden og det næsten fuldstændige fravær af hebraismer (se dog 2 Makk 8,15; 9,5; 14,24). Ingen anerkendt forsker har talt for en hebraisk original til den foreliggende bog. Bertholdt hævdede dog, at de to breve (2 Makk 1,1-2,18) var affattet på hebraisk (eller aramæisk). Ewald mente, at det andet brev (2 Makk 1,11-2,18) er fra hebraisk, og Schlunkes, at dette kun gælder det første. Men det bevismateriale, som disse forskere fremlægger, er ikke overbevisende, skønt det første brev bestemt er mere hebraisk i stil end det andet brev, modsat hvad Ewald sagde.

10. Tekst og versioner:

Med hensyn til teksterne og versionerne, se I, 9, ovenfor, hvor udsagnene gælder her med kun små forbehold. Men bogen mangler i Codex Sinaiticus såvel som i Codex Alexandrinus. Ud over den gammel-latinske tekst, som blev optaget i Vulgata, har vi en anden latinsk tekst i Codex Ambrosianus, udgivet i 1824 af Peyron; men denne bog er ikke repræsenteret i Sabatiers samling af gammel-latinske tekster.

LITTERATUR.

Ud over den litteratur, der er nævnt under APOKRYFERNE og I ovenfor, og undervejs i nærværende artikel, bemærkes følgende arbejder: Moffatts kommentar (Oxford Apocrypha); C. Bertheau, De section lib. Macc., 1829 (i vid udstrækning citeret af Grimm); W.H. Kosters, "De Polemiek van het tweede boek de Mak," TT, XII, 491-558; Schlatter, "Jason von Cyrene," TLZ, 1893, 322; A. Buchler, Die Tobliden u. die Oniaden im II Mak, 1889; Wibrich, Juden und Griechen, osv., 1895, 64; Kamphausen (Kautzsch, Die Apocrypha des AT). Følgende, som drøfter de to breve (1,1-2,18), fortjener omtale: Valckenaer, De Aristobulo, 38-44; Schlunkes, Epistolae quae secundo Macc libro I, osv., 1844, 1-9; også Difficiliorum locorum epistolae, osv., 1847; Graetz, "Das Sendschreiben der Bewohner von Israels land an die aegyptischen Gemeinden," osv., Monatss. fur Gesch. u. Wissen. des Judenthums, 1877, 1-16, 49-60; A. Buchler, "Das Sendschreiben der Jerusalemer," osv., Monatss. fur Gesch. u. Wissen. des Judenthums; se sidste notits, 1897, 481-500, 529-54); Bruston, "Trois lettres des Juifs d’Israels land," ZATW, X, 110-17; W. H. Kosters, "Strekking der brieven in 2 Macc," TT, 1898, 68-76; Torrey, "Die Briefe 2 Mak," ZATW, 1900, 225-42.

III. 3 Makkabæerbog.

1. Navn:

Navnet 3 Makkabæerbog er, skønt det forekommer i de ældste håndskrifter og VSS, ganske upassende, fordi bogen henviser til begivenheder, der ligger omkring et halvt århundrede før makkabæertiden, og også til begivenheder, som makkabæerne ikke tog del i. Men denne bog fortæller om lidelser og triumfer blandt trofaste jøder, som kan sammenlignes med dem i makkabæertiden. Måske blev betegnelsen makkabæere generaliseret, så den betegnede alle, der led for deres tro. Nogle mener, at bogen oprindelig blev skrevet som en slags indledning til Makkabæerbøgerne, som den går forud for som Bog I i Cottons Five Books of Maccabees. Men bogens indhold stemmer ikke med denne opfattelse. Måske skyldes titlen en fejl fra en afskrivers side.

2. Kanonicitet:

Bogen er aldrig blevet regnet for kanonisk af den vestlige kirke, sådan som det fremgår af, at den ikke findes i nogen udgave af Vulgata (Hieronymus’ latinske bibel, 390-405 e.Kr.) og ikke blev optaget i kanon af Tridentinerkoncilet. Af den sidstnævnte grund mangler den i de protestantiske versioner af apokryferne, som kun indeholder Makkabæerbøgerne (1 og 2). Men 3 Makkabæerbog har en plads i to uncialhåndskrifter af Septuaginta (A og V) og også i den gamle syriske (Peshitta) oversættelse af Skrifterne, og den gives kanonisk rang i De apostolske Konstitutioner (kanon 85). Bogen må derfor have været højt agtet i den tidlige kirke.

3. Indhold:

3 Makkabæerbog er en historisk roman, hvori der er langt mere romance end historie, og mere tåbelig og overfladisk skrivemåde end nogen af delene. Den foregiver at berette begivenheder i jødernes historie, som fandt sted i Jerusalem og i Alexandria, hvor jøderne blev forfulgt, men på forskellige måder befriet.

(1) 3 Makkabæerbog 1,1-2,24:

Efter sejren ved Raphia besluttede Antiokus III, Syriens store konge (224-187 f.Kr.), Ptolemæus IV Filopator, Egyptens konge (221-204 f.Kr.), at besøge Jerusalem og gå ind i templets inderste helligdom ("det allerhelligste", naos), hvortil adgangen efter jødisk lov kun var tilladt ypperstepræsten, og selv for ham kun én gang om året (forsoningsdagen (1,11)). Jøderne, præster og folk, var i en voldsom sorg og bad ham indtrængende om at opgive det, men han holdt fast ved sin plan. Gennem Simon, ypperstepræsten, 219-199 f.Kr., bad de da om, at Gud måtte gribe ind og afværge denne vanhelligelse. Bønnen bliver hørt, idet kongen lammes, før han kan virkeliggøre sit forehavende.

(2) 3 Makkabæerbog 2,25-30:

Da Ptolemæus er vendt tilbage til Alexandria, bliver han rasende over, at hans længe nærede plan er mislykkedes, og beslutter at lade sin hævn ramme Egyptens jøder. Han udsteder et dekret om, at alle jøder i Alexandria, som nægtede at bøje knæ for Bacchus, skulle fratages alle deres rettigheder som borgere.

(3) 3 Makkabæerbog 2,31-4,21:

Et anseligt antal alexandrinske jøder nægter at adlyde det kongelige påbud, hvorpå Ptolemæus udsteder et edikt om, at alle Egyptens jøder, mænd, kvinder og børn, skal føres i lænker til Alexandria og indesluttes på væddeløbsbanen (hippodromen) med henblik på en samlet massakre på dem. Før massakren skal der udarbejdes et fuldstændigt register over navnene på de forsamlede jøder. Før listen er færdig, slipper skrivematerialerne op, og den vældige nedslagtning afværges.

(4) 3 Makkabæerbog 4,22-6,21:

Kongen, som stadig tørster efter dette folks blod, finder på en anden metode til at gennemføre deres undergang. Fem hundrede elefanter beruses med vin og røgelse og slippes løs mod jøderne på væddeløbsbanen. Her har vi bogens hovedhandling, og vi når højdepunktet i de forskellige forsynsbestemte udveje, barnlige i deres karakter, til at forhindre udførelsen af kongens hensigt. Lærdommen af det hele synes at være, at Gud vil udfri dem, der sætter deres lid til ham.

(5) 3 Makkabæerbog 6,22-7,23:

Til sidst gennemgår kongen en sindelagsændring. Han løslader jøderne og giver dem alle deres tabte rettigheder og æresbevisninger tilbage. Som svar på deres anmodning giver han dem tilladelse til at slå deres jødiske brødre ihjel, dem som i prøvelsens stund havde opgivet deres tro. De dræber 300, idet de "regnede denne udslettelse af de onde for en glædens tid" (7,15).

3 Makkabæerbog består af en række utrolige fortællinger, hvis enkeltheder er absurde og selvmodsigende. Bogens begyndelse er tydeligvis gået tabt, sådan som det fremgår af indledningsordene: "Men da Filopator" (ho de Philopator), og også af henvisningerne til en tidligere del af fortællingen, som nu er tabt, f.eks.: 1,1 ("fra dem, der kom tilbage"); 1,2 ("den førnævnte sammensværgelse"); 2,25 ("de førnævnte drikkekammerater") osv.

4. Historicitet:

Bogen indeholder meget lidt, der er egentlig historie, uanset hvad Israel Abrahams (se "Litteratur" til dette afsnit), som i høj grad støtter sig til Mahaffy (The Empire of the Ptolemies), siger om det modsatte. Det er endnu mere åbenlyst end i tilfældet med 2 Makkabæerbog, at forfatterens mål var at formidle bestemte indtryk og ikke at skrive historie (se III, 5).

Bogens usandsynligheder er utallige (se Bissell, The Apocrypha of the Old Testament, 616 f), og det er tydeligt, at vi her har at gøre med en kombination af legender og fabler, som er bearbejdet på svag vis med henblik på at fremhæve bestemte ideer, som forfatteren ønsker, at hans læsere skal fastholde. Alligevel ligger der bag bogens fiktion visse kendsgerninger, som har foranlediget meget af det, forfatteren siger.

(1) At Ptolemæus IV havde ry for grusomhed, lunefuldhed og kvindagtighed, bekræftes af Polybios (204-121 f.Kr.) i hans Historie og af Plutark i hans Cleomenes' liv.

(2) Den korte oversigt over krigen mellem Ptolemæus IV og Antiokus III, hvor sidstnævnte blev besejret ved Raphia (kapitlerne 1 f), stemmer i hovedtræk med det, der er skrevet af Polybios, Livius og Justin.

(3) I denne bog bliver 500 berusede elefanter på Ptolemæus' befaling sluppet løs mod de jøder, der er ført bundne til væddeløbsbanen i Alexandria. Josefus (Apion, II, v) fortæller os, at Ptolemæus VII Fyskon, Egyptens konge, 145-117 f.Kr., lod Alexandrias jøder, mænd, kvinder og børn, føre bundne og nøgne til et indhegnet område, og at han lod en flok elefanter løs på dem; de vendte sig imidlertid i stedet mod hans egne mænd og dræbte et stort antal af dem. Årsagen til kongens handling var, at de jødiske indbyggere i Alexandria holdt med hans fjender. I 3 Makkabæerbog var årsagen til Ptolemæus IV's handling, at hans plan om at gå ind i helligdommen i templet i Jerusalem var mislykkedes; dette sidste er måske et ekko af 2 Makk 3,9 ff, hvor det fortælles, at Heliodorus blev hindret i at gå ind i templet af en spøgelsesagtig åbenbaring. Nu må disse to hændelser, hvor jøder i begge tilfælde angribes af berusede elefanter, hvile på en fælles tradition og har sandsynligvis en kerne af faktisk hændelse. Måske, sådan som Israel Abrahams mener, opstod traditionen ud fra Ptolemæus' elefanters adfærd i slaget ved Raphia. De fleste forfattere mener, at henvisningen gælder noget, der skete under Ptolemæus VII's regering.

(4) Indespærringen af jøderne på væddeløbsbanen i Alexandria blev ikke usandsynligt inspireret af en lignende hændelse, hvor Herodes den Store var hovedaktøren.

(5) Efter Grimms opfattelse (Comm., 216) har vi i de to fester (3 Makk 6,36; 7,19) og i eksistensen af synagogen i Ptolemais en underforstået henvisning til en stor udfrielse, der blev skænket jøderne.

5. Formål og lære:

3 Makkabæerbog blev sandsynligvis skrevet af en alexandrinsk jøde på et tidspunkt, hvor jøderne i og omkring Alexandria blev hårdt forfulgt på grund af deres religion. Forfatterens formål synes at have været at trøste dem, der led for troen, ved at give eksempler, der viser, hvordan Gud står ved sit folk, hjælper dem i alle deres prøvelser og udfrier dem af deres fjenders hånd. Bemærk desuden følgende punkter:

(1) Bogen er, i modsætning til 2 Makkabæerbog, tavs om en legemlig opstandelse og et kommende liv, skønt dette kan skyldes en ren tilfældighed. Hades (Haides) i 3 Makk 4,8; 5,42; 6,31 osv. synes kun at stå for døden, betragtet som afslutningen på alt menneskeliv.

(2) Dog er troen på englevæsener klart underforstået (se 6,18 ff.).

(3) Forfatteren har stor tillid til bønnens kraft (se 2,10; 2,21-24; 5,6-10.13.50 f.; 6,1-15 osv.).

(4) Bogen lægger vægt på læren om, at Gud er på sit folks side (4,21 osv.), og at selv om de overtræder hans bud, vil han tilgive og frelse dem (2,13; 4,13 osv.).

6. Forfatterskab og datering:

Ud fra det græske sprogs karakter, den interesse der vises for alexandrinsk jødedom, og det kendskab til egyptiske forhold der lægges for dagen (se I. Abrahams, op. cit., 39 ff.), kan man med sikkerhed slutte, at forfatteren var en jøde bosat i Alexandria. Den øvre grænse (terminus a quo) for dateringen er et tidspunkt i det sidste århundrede f.Kr. Da eksistensen af tilføjelserne til Da er underforstået (se Dan 6,6), er den nedre grænse (terminus ad quem) et tidspunkt før 70 e.Kr. Hvis templet var blevet ødelagt, kunne templets fortsatte gudstjenester ikke have været underforstået (se 3 Makk 1,8 ff.). Da bogen synes skrevet for at trøste og opmuntre alexandrinske jøder på et tidspunkt, hvor de blev forfulgt, mente Ewald, Hausrath, Reuss og andre, at den blev skrevet under kejser Caligulas regering (37-41 e.Kr.), da en sådan forfølgelse fandt sted. Men hvis Ptolemæus skal forestille Caligula, er det mærkeligt, som Schurer (GJV4, III, 491) bemærker, at forfatteren ikke lader Ptolemæus kræve guddommelige æresbevisninger, et krav som Caligula faktisk fremsatte.

Selv om Josefus (død 95 e.Kr.) ikke kan have kendt bogen, eftersom hans version af de samme hændelser afviger så meget, må den dog være skrevet omkring 30 år før hans død, dvs. før Jerusalems og templets ødelæggelse i 71 e.Kr.

7. Originalsprog:

At 3 Makkabæerbog blev affattet på græsk, er alle forskeres opfattelse og bevises af sprogets frie, idiomatiske og ret svulstige karakter i Septuaginta.

8. Tekst og oversættelser:

(1) Græsk.

Denne bog forekommer i de to uncialhåndskrifter Codex Alexandrinus og Codex Venetus (ikke i Codex Vaticanus eller Codex Sinaiticus), i de fleste kursivhåndskrifter og også i næsten alle udgaver af Septuaginta.

(2) Syrisk.

Den syriske oversættelse (Peshitta), gengivet i Paris- og London-polyglotten og af Lagarde, Lib. Apocrypha. Vet. Test. Det er ikke en god oversættelse.

(3) Latin.

Den tidligste latinske oversættelse er den, der blev lavet til Complutensian Polyglot.

(4) Engelsk.

Den tidligste på engelsk er Walter Lynnes (1650).

LITTERATUR.

Foruden kommentarerne af Grimm (den bedste), Bissell (Lange), Kautzsch og Emmet (Oxford Apocrypha) og artiklerne i HDB (Fairweather, fremragende), Encyclopedia Biblica (Torrey, god), GJV4 (Schurer), III, 489-92; HJP, II, iii, 216-19, skal følgende nævnes: A. Hausrath, A History of New Testament Times, 1895, II, 70 ff.; Wibrich, Juden u. Griechen; Abrahams, "The Third Book of the Mace," JQR, IX, 1897, 39-58; A. Buchler, Die Tobiaden u. die Oniaden, 1899, 172-212. Både Abrahams og Buchler forsvarer historiciteten af visse dele af 3 Makkabæerbog; Wibrich, "Der historische Kern des III Makk," Hermes, Bd. 39, 1904, 244-58. For engelsk oversættelse se (1) Henry Cotton, The Five Books of Maccabees (Cotton kalder den First Book of Maccabees); (2) W.R. Churton, The Uncanonical and Apocryphal Scriptures, og (3) Baxter, The Apocrypha, Greek and English

IV. 4 Makkabæerbog.

1. Navn:

4 Makkabæerbog er en filosofisk afhandling eller tale om den fromme fornufts ( = religiøst princips) overhøjhed i det dydige menneske. Bogens ældste titel, 4 Makkabæerbog (Makkabaion d, (4)), forekommer i de tidligst bevarede håndskrifter til Septuaginta (Codices Sinaiticus, Alexandrinus, Venetus osv.), i listen i Codex Claromontanus (3. århundrede?), Kataloget over de tres kanoniske bøger (5. århundrede?) og Athanasius' Synopsis (9. århundrede). Den fik dette navn, fordi den illustrerer og underbygger sin tese med eksempler fra makkabæernes historie. Nogle tidlige kristne forfattere, som mente, at 4 Makkabæerbog var Josefus' værk (se IV, 5), gav den en tilsvarende titel. Eusebius og Hieronymus, som tilskriver Josefus bogen, omtaler den under navnet: En tale om fornuftens højeste magt.

2. Kanonicitet:

Selv om 4 Makkabæerbog mangler i Vulgata og derfor i den romerske kanon og i protestantiske udgaver af dens apokryfer, forekommer den i de vigtigste håndskrifter (Sinaiticus, Alexandrinus, Venetus osv.) og udgaver (Fritzsche, Swete, ikke Tischendorf) af Septuaginta, hvilket viser, at den var højt værdsat og måske blev anset for kanonisk af i det mindste nogle tidlige kirkefædre.

3. Indhold:

Denne bog er en filosofisk udredning i form af en prædiken over spørgsmålet: "Om den fromme fornuft er fuldkommen herre over lidenskaberne" (4 Makk 1,1).

(1) 4 Makkabæerbog 1,1-12:

Først og fremmest angiver forfatteren sit tema og den metode, hvormed han vil behandle det.

(2) 4 Makkabæerbog 1,13-3,18:

Han definerer sine begreber og forsøger ud fra almene principper at vise, at den fromme fornuft med rette hersker over lidenskaberne.

(3) 4 Makkabæerbog 3,19 til bogens slutning:

Han forsøger at bevise den samme påstand ud fra de makkabæiske martyrers liv. Disse historiske illustrationer bygger på 2 Makk 6,18-7,42 (sammenlign 3 Makk 6).

Fordi bogen er skrevet som en tale eller prædiken og i vid udstrækning er henvendt til en tilsyneladende tilhørerskare (4 Makk 1,17; 2,14; 13,10; 18,4), mener Freudenthal og andre, at vi her har et eksempel på en jødisk prædiken, fremført som den her er skrevet. Men jødiske prædikanter byggede deres taler på skriftsteder, og deres prædikener var mere kortfattede og gribende end denne bog.

4. Lære:

Forfatterens filosofiske standpunkt er stoicismens, nemlig at fornuften hos det dydige menneske behersker lidenskaben. Hans lære om fire kardinaldyder (phronesis, dikaiosune, andreia, sophrosune, »Forsyn«, »Retfærdighed«, »Tapperhed«, »Mådehold« (4 Makk 1,18)) stammer også fra stoicismen. Men selv om han begynder, som om han var en sand stoiker, fortsætter han med at udforme sine taler på ortodoks jødisk vis. Hans altbeherskende fornuft er den, som ledes af den guddommeligt åbenbarede lov, den lov som martyrerne døde for trofast at overholde. De fire kardinaldyder er blot former for den sande visdom, som kun kan opnås gennem Moseloven (4 Makk 7,15-18). Desuden skal lidenskaberne ikke, som stoicismen lærte, tilintetgøres, men reguleres (4 Makk 1,61; 3,5), eftersom Gud har plantet dem (4 Makk 2,21).

Forfatterens synspunkter nærmer sig farisæismens.

(1) Han lovpriser den selvopofrende hengivenhed for loven, som de makkabæiske martyrer, der nævnes fra 4 Makk 3,9 til bogens slutning, udviste.

(2) Han tror på en opstandelse fra de døde. De retfærdiges sjæle vil herefter nyde uophørligt fællesskab med Gud (9,8; 15,2; 18,5), men de onde vil udholde ildens pine i evighedernes evigheder (10,11.15; 12,12; 13,14). Der siges dog intet om farisæernes lære om en legemlig opstandelse, som 2 Makkabæerbog, et farisæisk dokument (se II, 6, (6) ovenfor), klart lærer.

(3) De trofastes martyrium soner folkets synder (4 Makk 6,24; 17,19-21; jf. Rom 3,25).

5. Forfatterskab og datering:

Ifølge Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, 6), Hieronymus (De Viris Illust., xiii; C Peleg, ii.6), Suidas (Lex Iosepos) og andre tidlige forfattere er Josefus forfatteren til denne bog, og i græske udgaver af hans værker udgør den det sidste kapitel med overskriften: Phlab. Iosepou eis Makkabaions logos, e peri autokratoros logismou, »Flavius Josefus’ tale: eller om fornuftens øverste magt« (således Niese, Bekker, Dindorf osv.). Men denne tradition modsiges af stilen og tankegangen, som er fuldstændig forskellige fra dem, man finder i den jødiske historikers ægte skrifter. Desuden gør bogens forfatter udstrakt brug af 2 Makkabæerbog, som Josefus ikke kendte. Endvidere findes der lige så gamle traditioner af modsat art.

Forfatteren må have været jøde, og han hørte sandsynligvis til farisæerpartiet (se IV, 7). Han var også hellenist, for han viser indflydelse fra græsk tænkning mere end nogen anden apokryf forfatter. Han var tilsyneladende også bosat i Alexandria, for de tidligste omtaler af den forekommer i litteratur af alexandrinsk oprindelse, og forfatteren gør betydelig brug af 2 Makkabæerbog, som udgik fra Alexandria.

Det er umuligt bestemt at fastslå bogens datering. Men den blev med sikkerhed skrevet før templets ødelæggelse i 70 e.Kr. og efter tilblivelsen af 2 Makkabæerbog, som den i høj grad afhænger af. En datering i første halvdel af det 1. århundrede e.Kr. ville passe til alle sagens krav.

6. Originalsprog:

Bogen blev med sikkerhed skrevet på græsk, som alle forskere er enige om. Den bruger mange af den græske filosofis termer, og den bærer de almindelige kendetegn på det græsk, der blev talt og skrevet i Alexandria ved begyndelsen af den kristne tidsalder.

7. Tekst og oversættelser:

(1) Græsk.

Denne bog findes i de vigtigste håndskrifter (Sinaiticus, Alexandrinus, Venetus osv.) og trykte udgaver (Grabe, Breitinger, Apel, Fritzsche, Swete (Codex Alexandrinus med varianter fra Codex Sinaiticus og Codex Venetus) og Baxter, The Apocrypha, Greek and English), også i forskellige Josefus-håndskrifter og de fleste udgaver af Josefus, herunder Naber, men ikke Niese.

(2) Latin.

Ingen gammel latinsk oversættelse er overleveret til os.

(3) Syrisk.

Peshitta-teksten er trykt i Codex Ambros. (Ceriani) og af Bensley efter et håndskrift i The Fourth Book of Maccabees and Kindred Documents in Syriac (stemmer for det meste med Codex Alexandrinus). Sixtus Senensis (Bibliotheca Sancta, 1566, I, 39) taler om at have set en anden 4 Makkabæerbog. Men dette var sandsynligvis »simpelthen en gengivelse af Josefus« (Schurer, History of the Jewish People in the Time of Jesus Christ, II, iii, 14).

LITTERATUR.

Ud over den litteratur, der er nævnt under de andre Makkabæerbøger, under APOCRYPHA og i løbet af nærværende artikel, bemærk følgende: kommentarerne af Grimm (fortrinlig; den eneste til hele bogen) og Deissmann (i Kautzsch, A pok des Altes Testament, kort, men ajourført og god); den værdifulde monografi af Freudenthal: Die Flavius Josephus beigelegte Schrift uber die Herrschafft der Vernunft (IV. Makkabaerbuch) Untersucht, 1869. Se desuden artiklerne i HDB (Fairweather); Encyclopedia Biblica (Torrey); Gfrorer, Philo, osv., II, 1831, 173-200; Dahne, Gesch. Darstellung der jud.-alex. Religions Philosophie, II, 1834, 190-99; og Ewalds History, IV, 632 ff. Der findes engelske oversættelser i Cotton, The Five Books of Maccabees, Oxford, 1832; W.R. Churton, The Uncanonical and Apocryphal Scripture; Baxter, The Apocrypha, Greek and English.

V. 5 Makkabæerbog.

1. Navn:

Betegnelsen 5 Makkabæerbog blev først givet til bogen (som nu almindeligvis kaldes sådan) af Cotton (The Five Books of Maccabees English, 1832), og den er blevet videreført af Dr. Samuel Davidson (Introduction to the Old Testament, III, 465); Ginsburg (Kitto's Cycyclopedia of Biblical Literature); Bissell (Apocrypha of the Old Testament) og andre. Den er blevet kaldt den arabiske 2 Makkabæerbog (sådan i Polyglotten fra Paris og London) og den arabiske Makkabæerbog. 5 Makkabæerbog i Translatio Syra Peshitto, udgivet af Ceriani, er i virkeligheden ikke andet end en syrisk version af 6. bog af Josefus' The Wars of the Jews.

2. Kanonicitet:

Denne bog er aldrig blevet anerkendt som kanonisk af hverken jøder eller kristne.

3. Indhold:

Bogen fremstår som en historie om jøderne fra Heliodoros' forsøg på at plyndre templet (186 f.Kr.) til omkring 6 f.Kr. I virkeligheden er den ikke andet end en klodset kompilation fra 1 og 2 Makkabæerbog og Josefus (bortset fra 5 Makk 12, som er den eneste oprindelige del, og den vrimler med fejl af forskellig art); en note i slutningen af 5 Makk 16 siger, at 1,1-16,26 kaldes Den Anden Makkabæerbog ifølge Hebræernes Oversættelse. 5 Makk 19 slutter med de begivenheder, der fortælles i slutningen af 1 Makkabæerbog. Resten af bogen (5 Makk 20-59) følger Josefus (BJ, I f) nøje. Måske sluttede det oprindelige værk med 5 Makk 19. Ginsburg (op. cit., III., 17), Bissell (Apocrypha, 639) og Wellhausen (Der arab. Josippus) giver nyttige tabeller, der viser de forskellige dele af 5 Makkabæerbogs afhængighed af de anvendte kilder.

4. Historicitet:

For så vidt som denne bog gentager indholdet af 1 og 2 Makkabæerbog og Josefus, har den den historiske værdi, som de anvendte kilder har. Men i sig selv har bogen ingen historisk værdi. Forfatteren kalder romerske og egyptiske soldater »makedonere«, Garizims bjerg »Jezabel«, Samaria »Sebaste«, Sikem »Neapolis« eller »Naploris«. Herodes og Pilatus bytter navne. Nogle af fejlene kan naturligvis føres tilbage til oversættelsen.

5. Originalsprog:

Det oprindelige værk blev næsten sikkert skrevet på hebraisk, selv om vi ikke har noget spor af en hebraisk tekst (således Ginsburg, op. cit., og Bissell). Denne konklusion støttes af de talrige hebraismer, som viser sig selv i en dobbelt oversættelse. Pentateuken kaldes »Torah«, de hebraiske skrifter omtales som »de fireogtyve bøger«, templet er »Guds hus« eller »det hellige hus«, Judæa er »det hellige hus' land«, og Jerusalem er »det hellige hus' by«. Disse og lignende eksempler gør det sandsynligt, at forfatteren var jøde, og at det sprog, han brugte, var hebraisk. Zunz (Die gottesdienstlichen Vortrage, 1832, 146 ff), Graetz (Geschichte, V, 281) og Dr. S. Davidson (op. cit., 465) siger, at bogen blev skrevet på arabisk ud fra hebraiske erindringer. Ifølge Zunz (loc. cit.) og Graetz (loc. cit.) er Josef ben Gorions jødiske historie (Josippon), »pseudo-Josefus« (10. århundrede), blot en hebraisk recension af 5 Makkabæerbog (den arabiske 2 Makkabæerbog). Derimod hævder Wellhausen (op. cit.) og Schurer (GJV4, I, 159 f), at den kortere fortælling i 5 Makkabæerbog gengiver det oprindelige værks omfang langt mere korrekt end Josippons hebraiske historie (som strækker sig fra Adam til 70 e.Kr.) og end andre recensioner af samme historie.

6. Formål og lære:

Bogen blev sammenstillet med det formål at trøste jøderne i deres lidelser og opmuntre dem til at være standhaftige i deres hengivenhed for Moseloven. Det samme mål var tilsigtet i 2, 3 og 4 Makkabæerbog og i mindre grad i 1 Makkabæerbog, men forfatteren eller kompilatoren af den foreliggende afhandling ønskede at frembringe et værk, som i første række og især ville appellere til hebraiske (eller arabiske?) læsere. Forfatteren tror på legemets opstandelse, på et fremtidigt liv og en endelig dom (5 Makk 5,13.43 f). De retfærdige skal bo i fremtidig herlighed, de onde skal herefter straffes (5 Makk 5,49.50 f; 59,14).

7. Forfatterskab og datering:

Vi har ingen mulighed for at fastslå, hvem forfatteren var, men han må have været jøde, og han levede nogen tid efter templets ødelæggelse i 70 e.Kr. (se 5 Makk 9,5; 21,30; 22,9; 53,8, selv om Ginsburg betragter disse passager som sene tilføjelser og daterer det oprindelige værk til omkring 6 f.Kr., hvor historien slutter). Forfatteren gør udstrakt brug af Josefus (død 95 e.Kr.), hvilket også taler for den senere datering.

8. Tekst og versioner:

Bogens arabiske tekst og en latinsk oversættelse ved Gabriel Sionita er trykt i Polyglotterne fra Paris og London. Ingen anden gammel tekst er nået ned til os. Cotton (op. cit., xxx) tager fejl, når han siger, at der findes en syrisk version af bogen.

LITTERATUR.

Den vigtigste litteratur er blevet nævnt i løbet af artiklen. De engelske og tidligere tyske udgaver af Schurer, GJ V, hjælper ikke. Den eneste engelske oversættelse er den af Cotton, foretaget direkte fra Gabriel Sionitas latin. Bissell siger, at en fransk version findes som et tillæg i de Sacys bibel; dog ikke i Nouvelle Edition (1837), som den nuværende forfatter er i besiddelse af.

T. Witton Davies