mo'-zez, mo'-ziz (mosheh; egyptisk mes, "draget ud," "født"; Septuaginta Mouse(s)). Den store hebraiske nationalhelt, leder, forfatter, lovgiver og profet.

I. LIV

1. Levis søn

2. Hittebarn og fyrste

3. Folkets ven

4. Tilflugt i Midjan

5. Israels leder

II. VÆRK OG KARAKTER

1. Forfatteren

2. Lovgiveren

3. Profeten

LITTERATUR

Den traditionelle opfattelse i den jødiske kirke og i den kristne kirke, at Moses var en person, og at den fortælling, som hans livshistorie er vævet sammen med, er virkelig historie, opretholdes i det store og hele af kommentatorer og kritikere af alle slags.

Det er unødvendigt at nævne de gamle forfattere, blandt hvem disse spørgsmål næppe var til debat. Blandt fortalerne for den gængse radikale kritik kan nævnes Stade og Renan, som minimerer bibelfortællingens historicitet på dette punkt. Renan mener, at fortællingen "kan være meget sandsynlig." Ewald, Wellhausen, Robertson Smith og Driver, som ganske vist finder mange svagheder i beretningen, tillægger i almindelighed fortællingens historicitet stor vægt.

Den kritiske analyse af Pentateuken deler denne livshistorie om Moses i tre hoveddele, J, E og Præsteskriftet (P), med en fjerde, D, der hovedsagelig er sammensat af de andre. Desuden tilskrives nogle små afsnit hist og her R, især beretningen om Arons rolle i Egyptens plager, hvor hans tilstedeværelse i et J-dokument er meget besværlig for den analytiske teori. Det er unødvendigt at bebyrde denne biografi med stadige krydshenvisninger til den mærkelige fortælling om Moses, der er stykket sammen af de omordnede brudstykker, som den kritiske analyse af Pentateuken opløser fortællingen i. Det anerkendes, at der er vanskeligheder i beretningen om Moses. I hvilken gammel livshistorie findes der ikke vanskeligheder? Hvis vi kan forestille os, at oldtidens mennesker skulle grunde over en moderne livshistorie, kan vi let tro, at de ville have endnu større vanskelighed med den. Men det synes for særdeles mange, at den kritiske analyse skaber flere vanskeligheder i fortællingen, end den løser. Det er en lille ting ved en sådan analyse at forklare en tilsyneladende uoverensstemmelse mellem to love eller to begivenheder eller to lignende episoder, som vi ikke klart forstår. Det er en langt større ting ved omordning at forvirre en smuk, velopbygget biografi i en sådan grad, at den bliver usammenhængende—ja, i dele knap nok giver mening.

Den biografiske fortælling om den hebraiske nationalhelt Moses er en sammenhængende historisk tråd i Pentateuken. Den fortælling, i al sin enkelhed og symmetri, men med anerkendelse af dens vanskeligheder, efterhånden som de opstår, skal her følges.

I. Liv.

1. Levis søn:

Den nedskrevne beretning om Moses' liv falder naturligt i fem ret ulige dele: "Og der gik en mand af Levis hus hen og tog en datter af Levi til hustru" (2 Mos 2,1). Levis søn, født af den forbindelse, blev den største mand blandt blot mennesker i hele verdens historie. Hvor langt han i slægtsrækken var fjernet fra Levi, er det umuligt at vide. Slægtslisterne (1 Mos 46,11; 2 Mos 6,16-20; 4 Mos 3,14-28; 4 Mos 26,57-59; 1 Krøn 6,1-3) viser kun 4 generationer fra Levi til Moses, mens beretningen om Israels tal ved udgangen af Egypten (2 Mos 12,37; 2 Mos 38,26; 4 Mos 1,46; 4 Mos 11,21) uomgængeligt kræver mindst 10 eller 12 generationer. Alene mændene blandt Kehats sønner "fra en måned gamle og opefter" talte ved Sinaj 8.600 (4 Mos 3,27; 4 Mos 3,28). Det er tydeligt, at uddraget af slægtslisten her, som mange andre steder (1 Krøn 23,15; 1 Krøn 26,24; Ezra 7,1-5; Ezra 8,1; Ezra 8,2; sammenlign 1 Krøn 6,3-14; Matt 1,1-17; Luk 3,23-38), ikke er fuldstændigt, men følger den almindelige metode med at angive vigtige familieoverhoveder. Udsagnet om Jokebed: "Og hun fødte Amram Aron og Moses og deres søster Mirjam" (4 Mos 26,59) skaber i virkeligheden ingen vanskelighed, eftersom det ligeledes siges om Zilpa, efter at hendes sønnesønner er nævnt: "Og disse fødte hun Jakob" (1 Mos 46,17; 1 Mos 46,18; sammenlign 46,24.25).

Navnene på Moses' nærmeste far og mor kendes ikke med sikkerhed. Moderen "så, at han var et dejligt barn" (2 Mos 2,2). Derfor trodsede de kongens befaling (2 Mos 1,22) og skjulte ham i 3 måneder i stedet for at kaste ham i floden.

2. Hittebarn og fyrste:

Snart kom den tid, da det ikke længere var muligt at skjule barnet (Josefus, Ant, II, ix, 3-6). Moderen besluttede sig for en plan, der på én gang var en gribende efterligning af lydighed mod kongens befaling, en snedig appel til kvindelig medfølelse og, hvis den lykkedes, en subtil plan til at bringe kongens grusomhed direkte for hans egen opmærksomhed. Hendes tro lykkedes. Hun tog en ark af papyrus (2 Mos 2,3; 2 Mos 2,4; sammenlign ARK OF BULRUSHES), smurte den med bitumen blandet med flodens klæbrige dynd, lagde sin kærligheds og tros barn i dette flydende fartøj og satte det ud i floden et sted mellem sivene på det lave vand, hvor de kongelige damer fra paladset sandsynligvis ville komme ned for at bade. En søster, sandsynligvis Mirjam, stod et stykke borte for at holde vagt (2 Mos 2,3; 2 Mos 2,4). Faraos datter kom ned til floden med sine fornemme damer (2 Mos 2,5-10). Prinsessen så arken mellem sivene og sendte en tjenestepige for at hente den. Moderens forventning blev ikke skuffet. Prinsessens kvindelige medfølelse blev rørt. Hun besluttede at redde dette barn ved at adoptere ham. Gennem den overvågende søsters mellemkomst blev han givet til sin egen mor for at blive ammet (2 Mos 2,7-9). "Og barnet voksede, og hun bragte ham til Faraos datter, og han blev hendes søn" (2 Mos 2,10). Således ville han få hendes familienavn.

Navne i den kongelige familie i Egypten var dengang som regel sammensat af et udtryk for ærbødighed, tro eller underkastelse og navnet på en gud, f.eks. "elsket af", "udvalgt af", "født af" Thoth, Ptah, Ra eller Amon. I denne periode af Egyptens historie blev "født af" (egyptisk mes, "draget ud") undertiden føjet til Ah, månegudens navn, så det blev Ahmes, eller til Thoth, skriverguden, så det blev Thothmes, men som regel til Ra, solguden, hvilket gav Rames, normalt angliceret til Rameses eller Ramoses.

Det var på ramesside-dynastiets tid, og kongen på tronen var Rameses II. Derfor ville det hittebarn, som Faraos datter adopterede, få familienavnet Mes eller Moses. At det på egyptisk ville blive føjet til solguden Ras navn, er praktisk talt sikkert. Hans navn ved hoffet ville være Ramoses. Men for det orientalske sind må et navn betyde noget. Den sædvanlige betydning af dette kongelige navn var, at barnet var "født af" en prinsesse ved guden Ras mellemkomst. Men dette barn var ikke "født af" prinsessen, så hun greb tilbage til ordets grundbetydning, "draget ud", og sagde: "fordi jeg drog ham ud af vandet" (2 Mos 2,10). Sådan fik Moses sit navn. Faraos datter kan have været Rameses II's ældste datter, men mere sandsynligt var hun datter og ældste barn af Seti Merenptah I og søster til kongen på tronen. Hun ville være den direkte arving til kronen, men udelukket på grund af sit køn. I stedet bar hun titlen "Faraos datter" og beholdt efter egyptisk skik retten til kronen for sin førstefødte søn. En ikke usandsynlig tradition (Josephus, Ant, II, ix, 7) fortæller, at hun ikke havde nogen naturlig søn, og at Moses således blev arving til tronen, ikke med ret til at fortrænge den regerende farao, men til at gå forud for enhver af hans sønner.

Meget lidt vides om Moses' ungdom og tidlige manddom ved Faraos hof. Han ville helt sikkert blive opdraget som en prins, hvis ret det sandsynligvis var at blive indviet i mysterierne. Således blev han "oplært i al egypternes visdom" (ApG 7,22), hvilket ifølge mange egyptologer omfattede læren om én højeste Gud.

Mange mærkelige ting, hvis værdi er tvivlsom, fortælles om Moses af Josephus og andre oldtidsforfattere (Josephus, Ant, II, ix, 3; xi; CAp, I, 31; sammenlign DB; om muhammedanske legender, se Palmer, The Desert of the Exodus, Appendix; om rabbinske legender, se Jewish Encyclopedia). Nogle af disse traditioner er ikke utrolige, men mangler bekræftelse. Andre er absurde. Egyptologer har med meget begrænset held søgt efter en eller anden omtale af den store hebræer ved det egyptiske hof.

3. Folkets ven:

Men den tro, som Hebræerbrevet taler om (Hebr 11,23-28), var virksom. Moses "nægtede at kaldes søn af Faraos datter" (2 Mos 2,11-14; ApG 7,24). Om han gjorde det i ord, ved en bestemt forsagelse, eller ved at tage slavenes sag op imod Faraos undertrykkende politik, er af ringe betydning. I begge tilfælde blev han i praksis en forræder og satte i høj grad sine rettigheder til tronen, og sandsynligvis også sine borgerlige rettigheder, på spil. Under et eller andet indgreb for at forbedre statsslavernes vilkår opstod der et skænderi, og han dræbte en egypter (2 Mos 2,11; 2 Mos 2,12). Dermed blev hans formodede forræderi til en åbenlys handling. Da han gennem sine egne slægtninges utaknemlige bebrejdelser (ApG 7,25) opdagede, at hans handling var kendt, traf han hurtigt sin beslutning: han valgte "hellere at dele mishandling med Guds folk" og kastede sin lod sammen med rigets slaver frem for "for en tid at nyde syndens glæder" midt i de unge prinsers udskejelser ved det egyptiske hof; han regnede "Kristi forhånelse"—sin ydmygelse, det at blive regnet for ingenting ("Kan noget godt komme fra Nazaret?")—for "større rigdom end Egyptens skatte" (Hebr 11,25; Hebr 11,26; ApG 7,25-28). Han mente, at det var bedre at være en ubetydelig person og gøre ret end at være en tyran og herske over Egypten.

4. Tilflugt i Midjan:

Moses flygtede, "uden at frygte kongens vrede" (Hebr 11,27), ikke ved at krybe for den eller underkaste sig den, men ved at trodse den og modigt møde alt, hvad den kunne bringe over ham: nedværdigelse fra hans høje stilling, berøvelse af privilegierne og bekvemmelighederne ved det egyptiske hof. Han drog ud som en fattig vandringsmand (2 Mos 2,15). Vi får intet at vide om flugten og rejsen, hvordan han undgik hofvagternes og grænselinjens vagtposters årvågenhed. Slavernes ven er mærkeligt nok i sikkerhed, mens han er inden for deres område. Til sidst nåede han rigets sinaitiske provins og skjulte sig i dens bjergfæstninger (2 Mos 2,15). Den romantiske fortælling om brønden og hyrdinderne og den taknemlige far og den kommende hustru stemmer helt med ørkenlivets enkelhed (2 Mos 2,16-22). "Egypteren" så ørkenens rå, selviske hyrder udnytte de hjælpeløse hyrdepiger, og dels ved en mandig mands myndighed, dels uden tvivl ved den myndighed, hans egyptiske fremtoning gav ham i en tid, hvor "Egypten" var et ord, man kunne skræmme mennesker med i hele den del af verden, tvang han dem til at vige. "Egypteren" blev kaldt til, takket, fik et hjem og til sidst en hustru. Der i Midjan, mens Israels angst fortsatte under slavefogedens pisk, og svækkelsen af Israels styrke ved udryddelsen af de mandlige børn fortsatte, med hvilken større eller mindre strenghed ved vi ikke, blev Moses af Forsynet ladt tilbage for at mildnes og modnes, så den stolte, heftige fyrste, "oplært i al egypternes visdom", kunne forvandles til den vise, velafbalancerede, myndige leder, statsmand, lovgiver, digter og profet. Gud forbereder sædvanligvis sine store mænd på landet eller ved nogle af jordens stille steder, længst borte fra menneskers travle tilholdssteder og nærmest "den Højestes skjulested". David, der vogter sin fars hjorde, Elias på Gileads bjergskråninger, Døberen i Judæas ørken, Jesus i en galilæisk tømrers værksted; således Moses som hyrde i beduinlandet, i den "øde, hylende ørken".

5. Israels leder:

(1) Kaldelsen.

En dag førte Moses hjordene til "bagsiden af ørkenen" (2 Mos 3,1-12; se BUSH, BURNING. Moses modtog sin kaldelse, den mest frygtindgydende kaldelse, der nogensinde er givet til et blot menneske (2 Mos 3,10) – en kaldelse til en ensom mand, og han en flygtning: at vende hjem og befri sine slægtninge fra et frygteligt slaveri under den mægtigste nation på jorden. Lad ikke dem, der tøver og snubler over de små vanskeligheder i de fleste almindelige liv, dømme hårdt om Moses' vaklende tro over for en sådan opgave (2 Mos 3,11-13; 2 Mos 4,1; 2 Mos 4,10-13). "Sådan skal du sige til Israels børn: JEG ER har sendt mig til jer" (2 Mos 3,14), var den opmuntring, Gud gav ham. Han gav ham også Aron som talerør (2 Mos 4,14-16), tilbagekomsten til Guds bjerg som tegn (2 Mos 3,12) og magtens stav til at gøre undere (2 Mos 4,17).

En af de mærkelige nødvendigheder, som den kritiske analyse driver sine fortalere ud i, er den opfattelse angående Aron, at "han næppe synes at have været en bror og næsten ligeværdig partner til Moses, måske ikke engang en præst" (Bennett, HDB, III, 441). Interessante og mærkelige spekulationer er blevet fremsat om den måde, hvorpå Israel og især Farao skulle forstå budskabet: "JEG ER har sendt mig til jer" (2 Mos 3,13; 2 Mos 3,14; jf. 6,3). Det var tydeligvis forventet, at de skulle forstå dette budskab. Skulle de gøre det ved at oversætte eller ved at translitterere det til egyptisk? En dag vil egyptologer måske kunne svare sikkert, men endnu ikke.

Med tegnene til identifikation (2 Mos 4,1-10) var Moses rede til sin mission. Han gik ned fra den "hellige jord" for at adlyde det høje kald og opfylde den store opgave (2 Mos 4,18-23). Efter den forvirrende strid med sin hustru, en strid med stormfuld afslutning (2 Mos 4,24-26), synes han at have overladt sin familie til sin svigerfars omsorg, mens han drog af sted for at svare på Guds kald (2 Mos 18,6). Han mødte Aron, sin bror, ved Guds bjerg (2 Mos 4,27; 2 Mos 4,28), og sammen vendte de tilbage til Egypten for at samle Israels ældste (2 Mos 4,29-31), som let blev vundet for frigørelsens plan. Har et slavefolk nogensinde ikke været rede til at lytte til planer om frihed?

(2) Konflikten med Farao.

Det næste skridt var den dristige anmodning til kongen om at lade folket gå ud i ørkenen for at holde fest for Jahve (2 Mos 5,1). Hvordan fik Moses adgang forbi de nidkære vagter ved et egyptisk hof til selve Faraos nærhed? Og hvorfor blev den tidligere forræderiske flygtning ikke straks arresteret? Egyptologien giver et ikke helt tydeligt svar. Ramses II var død (2 Mos 4,19); Merenptah II sad på tronen med usikker besiddelse, for tiderne var urolige. Huskede nogle »Faraos datters søn«, som, hvis han var forblevet loyal, ville have været Farao? Sandsynligvis. Således ville han få adgang, og således kunne det også, i tronens usikre situation, meget vel ikke være sikkert at forulempe ham. Den oprindelige form af anmodningen til kongen blev, med en let ændring, fastholdt hele vejen igennem (2 Mos 8,27; 2 Mos 10,9), selv om Gud lovede, at egypterne til sidst skulle støde dem helt ud, når enden kom, og sådan skete det (2 Mos 11,1; 2 Mos 12,31; 2 Mos 12,33; 2 Mos 12,39). Alligevel huskede Farao formen på deres anmodning og satte sig i bevægelse, da det blev meldt, at de virkelig var gået »fra at tjene« dem (2 Mos 14,5). Anmodningen om en midlertidig bortrejse, som striden stod om, stillede Faraos kald til pligt i den letteste form, og dermed fremstår også hans stædighed som desto mere afskyelig. Så kom Faraos udfordring i hans foragtelige krav: »Hvem er Jahve?« (2 Mos 5,2), og Moses’ prompte accept af udfordringen, i begyndelsen af den lange række af plager (se plage) (2 Mos 8,1; 2 Mos 12,29-36; 2 Mos 14,31; jf. Lamb, Miracle of Science). Da Farao havde rejst spørgsmålet, måtte han med rette give plads for, at det blev fuldt fremlagt. Derfor blev Faraos hjerte »forhærdet« (2 Mos 4,21; 2 Mos 7,3; 2 Mos 7,13; 2 Mos 9,12; 2 Mos 9,35; 2 Mos 10,1; 2 Mos 14,8; se plage), indtil stadfæstelsen af Jahve som hele jordens Gud var fuldendt. Denne bevisførelse for Jahve blev gennemført sådan, at Egyptens guder viste sig ikke at kunne udrette noget imod ham, men at han er hele jordens Gud, og indtil Israels folks tro blev stadfæstet (2 Mos 14,31).

(3) Indstiftelsen af påsken.

Nu var tiden kommet til det næste skridt i åbenbaringen (2 Mos 12; 2 Mos 1-16). Ved den brændende busk havde Gud erklæret, at hans hensigt var at være frelser, ikke ødelægger. I denne strid i Egypten var hans absolutte suverænitet ved at blive fastslået; og nu skulle hans måde at udfri på åbenbares, for at han ikke skulle være en ødelægger. Moses kaldte de ældste sammen (2 Mos 12,21-28) og indstiftede påskefesten. Ligesom Gud altid i åbenbaringen vælger det kendte og fortrolige – træet, buen, omskærelsen, dåben og nadveren – til at formidle det ukendte, sådan var påsken en kombination af husstandsfesten med den udbredte idé om tryghed gennem blodoffer; hvordan denne end er kommet ind i verden, var den dog ikke ny på den tid. Nogle mener, at der findes vidnesbyrd om en gammel semitisk fest på denne årstid, som blev brugt ved indstiftelsen af påsken.

Lammet blev udvalgt, og brugen af det blev opretholdt (2 Mos 12,3-6). På den fastsatte nat blev det slagtet og »stegt over ild« og spist med bitre urter (2 Mos 12,8), mens de alle stod rede, omgjordede, med sko på fødderne og stav i hånden (2 Mos 12,11). De spiste i tryghed og i håb, fordi lammets blod var på døren (2 Mos 12,23). Den nat blev Egyptens førstefødte dræbt. Blandt egypterne »var der ikke et hus, hvor der ikke var en død« (2 Mos 12,30), fra tjenestepigens hus, hun som sad med sin håndkværn foran sig, til kongens palads, han som »sad på tronen«, og endda blandt kvæget på græsmarken. Hvis plagen blev brugt som redskab for Jahves engel, som nogle mener, er dens særegenhed, at den tager de stærkeste og de bedste og kulminerer i ét stort, lammende slag og derefter straks aftager (se plage). Hvem kan beskrive rædslen den nat, da israelitterne blev stødt ud af det skrækslagne land (2 Mos 12,39)?

Da de gik ud, »bad« de, sådan som afgående tjenere i Østen gjorde, og Gud gav dem velvilje i de overvældede egypteres øjne, så de overdængede dem med gaver i overmål. Således »plyndrede de egypterne« (2 Mos 12,36). »Desuden var manden Moses meget stor i Egyptens land, i Faraos tjeneres øjne og i folkets øjne« (2 Mos 11,3; 2 Mos 12,35; 2 Mos 12,36).

(4) Udgangen.

"Ved enden af 430 år, på selve den dag skete det, at alle Jahves hære drog ud fra Egyptens land" (2 Mos 12,41). Den store undertrykker var Ramses II, og højdepunktet og omvæltningen kom højst sandsynligt i forbindelse med opførelsen af Pitom og Raamses, eftersom det er de arbejder, Israel nævnes i forbindelse med i den bibelske fortælling (2 Mos 1,11). Ramses sagde, at han byggede Pitom ved "østens mund" (Budge, History of Exodus, V, 123). Alle forsøg på at omstøde denne udtalelse er mislykkedes, og indtil videre må den i det mindste blive stående. Israel byggede Pitom; Ramses byggede Pitom; der er en samtidighed, som med den nuværende viden om Egyptens historie ikke engang kan betvivles, langt mindre adskilles. De urolige tider, der kom over Egypten ved begyndelsen af Merenptah II's regering, gav det psykologiske øjeblik for "Faraos datters søns" tilbagevenden og hans adgang til det kongelige hof. Jahves nærvær og magt hævdede hans krav på at være hele jordens Herre, og Merenptah lod Israels børn gå. Lidt senere, da Israel vendte om fra grænsen til Khar (Kanaan) ind i ørkenen og forsvandt, og Merenptahs anliggender i riget var nogenlunde bragt i orden, opstillede han den sædvanlige pralende tavle, hvor han gjorde krav på mange af sine kongelige forfædres sejre som sine egne, tilføjede nogle få, som han selv med rette kunne prale af, og indsatte nær slutningen en jubel over Israels nederlag, idet han regnede sig selv for endelig at have vundet sejren:

"Tehennu er ødelæggelse, Kheta fred, Kanaan fange under alle onder;

"Askalon ført bort, taget sammen med Gezer, Jenoamam gjort til intet;

"Israels folk er ødelagt, hans efterkommere er ikke; Khar er blevet som Egyptens enker."

Samtidighederne i denne periode er vel fastslået og må blive stående, indtil der, hvis det nogensinde sker, fremkommer andre kendsgerninger fra Egyptens historie, som kan ændre dem. Alligevel er det umuligt med sikkerhed at afgøre, fra hvilken præcis begivenhed nedvandringen til Egypten skal regnes, eller at fastsætte datoen f.Kr. for Moses, Ramses og Merenptah samt opførelsen af Pitom, og dermed tilsvarende datoen for udvandringen og for alle patriarkernes bevægelser. Oldtidens mennesker var mere optaget af begivenhedernes rækkefølge, deres perspektiv og deres samtidigheder end af nogen epokedato. Indtil videre må vi nøjes med disse kronologiske usikkerheder. Den astronomiske videnskab kan måske engang fastsætte epokedatoerne for disse begivenheder; ellers er der ringe sandsynlighed for, at de nogensinde vil blive kendt.#

De drog ud fra Sukkot (egyptisk "Thuku," Budge, History of Egypt, V, 122, 129) og bar Josefs ben med sig, sådan som han havde befalet (2 Mos 13,19; 1 Mos 50,25). Den nordøstlige rute var den direkte vej til det lovede land, men den var bevogtet. Pitom selv blev bygget ved "østens mund" som en del af de store grænseforsvarsværker (Budge, anf. værk, V, 123). "Muren" ved denne grænse var godt bevogtet (2 Mos 14), og der kunne blive gjort forsøg på at standse dem. Derfor gik de ikke "ad vejen til filistrenes land .... for at folket ikke skulle fortryde, når de så krig" (2 Mos 13,17). Herren selv tog ledelsen og gik foran Israels hær i en skysøjle om dagen og en ildsøjle om natten (2 Mos 13,21). Han førte dem ad "ørkenvejen ved Det Røde Hav" (2 Mos 13,18). De slog lejr foran Pi-Hakirot, over for Ba'al-Sefon, mellem Migdol og havet (2 Mos 14,2). Ikke ét af disse steder er med sikkerhed identificeret. Men vandringerne før og efter overgangen, tiden samt landets og havkystens form, sammen med alle de nødvendigheder, som fortællingen pålægger, passer bedst med en overgang nær den moderne by Suez (Naville, Route of the Exodus; Palmer, The Desert of the Exodus), hvor Ras `Ataka går ned til havet, og på hvis højder en migdhol eller et "vagttårn," som den sydlige forpost i den østlige linje af Egyptens forsvarsværker, med størst sandsynlighed ville være blevet opført.

Der blev bragt besked fra grænsen til Farao, sandsynligvis i Tanis, om at israelitterne var "flygtet" (2 Mos 14,5), at de havde taget det lidenskabelige udstød fra Egyptens rasende folk for gode varer og var draget bort for aldrig at vende tilbage. Farao tog straks skridt til at standse flygtningene og bringe dem tilbage. De tropper, der var ved hånden (2 Mos 14,6), og stridsvognskorpset, herunder 600 "udvalgte vogne", blev straks sendt af sted i forfølgelse, idet Farao selv drog ud personligt, i det mindste for at sætte ekspeditionen i gang (2 Mos 14,6; 2 Mos 14,7). Israelitterne syntes at være "faret vild i landet", og da "ørkenen (havde) lukket dem inde" (2 Mos 4,3), måtte de let blive et bytte for den egyptiske hær. Israelitterne, grebet af rædsel, råbte til Moses. Gud svarede og befalede skysøjlen at vende tilbage fra sin plads foran Israels hær og stille sig mellem dem og de fremrykkende egyptere, så at mens egypterne var i mørket, havde Israel lyset (2 Mos 14,19; 2 Mos 14,20). Bjerget gik ned på deres højre side, havet på venstre side for at møde bjergets fod foran dem; egypterne skyndte sig frem efter dem, og sky- og ildsøjlen var deres bagtrop. Moses stod med Guds stav i spidsen for den flygtende skare. Så greb Gud ind. Moses rakte Guds stav ud over havet, og "Jahve fik havet til at vige tilbage ved en stærk østenvind hele natten" (2 Mos 14,16-21). En vej lå foran dem, og havet på højre hånd og på venstre var en "mur for dem", og de gik igennem (2 Mos 14,21; 2 Mos 14,22). En sådan ophobning af vandmasserne ved vinden er velkendt og når undertiden 7 eller 8 fod i Lake Erie (Wright, Scientific Confirmations of the Old Testament, 106). Der kunne næppe gives en klarere fremstilling af de midler, der blev brugt, og af den mirakuløse timing af Guds forsyn sammen med folkets lydighed mod hans befaling til Moses. Israels hær gik over på havets hårde, sandede bund. Egypterne, der kom frem i mørket og fandt det umuligt nøjagtigt at afgøre, hvor kystlinjen havde været på denne strand, og hvor det sikre sted ville være, når vinden lagde sig og tidevandet igen kom ind, stormede heftigt frem efter de flygtende slaver. Om morgenen så Jahve frem og bragte egypterne i forvirring "og tog hjulene af deres vogne, og de kørte dem med besvær" (2 Mos 14,24; 2 Mos 14,25). Vinden havde lagt sig, tidevandet vendte tilbage, og den indsivning, som går forud for tidevandet, gjorde stranden som kviksand. Egypterne opdagede, at de var kommet for langt, og forsøgte at undslippe (2 Mos 14,27), men det var for sent. Det brusende tidevand indhentede dem (2 Mos 14,28). Da dagen var kommet, var "hest og rytter" kun emnet for en sangeres triumfsang (2 Mos 15,1-19; Sl 106,9-12), som Mirjam førte an i med sin tamburin (2 Mos 15,20). Bibelen siger ikke, og der er ingen grund til at tro, at Farao personligt førte de egyptiske hære længere end ved afmarchen og for at give det overordnede strategiske anvisninger til felttoget (2 Mos 15,4). Farao og hans hær blev styrtet i Det Røde Hav (Sl 136,15). Sådan blev Napoleon og hans hær også styrtet ved Waterloo, men Napoleon levede videre for at dø på Sankt Helena. Og Merenptah levede videre for at rejse sin pralende indskrift om Israels nederlag, da de blev drevet tilbage fra Kadesh-Barnea, og om deres forsvinden i Parans ørken. Hans mumie, identificeret af den afdøde professor Groff, ligger blandt de kongelige mumier i Cairo Museum. Således blev Jahves endelige sejr over Farao vundet ved Det Røde Hav; og folket troede (2 Mos 14,31).

(5) Særlige forsyn.

Nu fulgte det lange forløb af særlige forsyn, mirakuløs timing af begivenheder og mangfoldiggørelse af naturlige midler, som begyndte med overgangen over Det Røde Hav og først endte, da de "spiste af landets frugt" (Jos 5,12). Gud lovede frihed fra egypternes sygdomme (2 Mos 15,26) ved Maras bitre vande, på betingelse af lydighed. Moses blev ledt hen til et træ, hvis ved skulle modvirke vandets alkaliske karakter (2 Mos 15,23-25). Lidt senere var de ved Elim (Wady Gharandel i nutidig geografi), hvor der var "tolv vandkilder og tresindstyve og ti palmetræer" (2 Mos 15,27). Optællingen af træerne betyder ikke andet end deres sjældenhed og forstås af enhver, der har rejst i den ørken og igen og igen har talt hver lille klynge af træer, der viste sig. Den vej, der her møder mindst modstand, er at dreje lidt til højre og igen komme ud ved Det Røde Hav for at gå rundt om plateauets spids ind i Sins ørken. Det er den rute, rejser tager nu, og den tog den samme rute dengang (2 Mos 16,1). Her knurrede Israel (2 Mos 16,2), og enhver rejsende, der krydser denne brændende, støvede, trættende, sultne ørken, slutter sig til knurren og ønsker, i det mindste en smule, at han var blevet i Egyptens land (2 Mos 16,3). De forsyninger, der var bragt med fra Egypten, var omtrent opbrugt, og landet gav kun lidt. At dømme efter folkets klager over landets ufrugtbarhed var det dengang ikke meget anderledes, end det er nu (4 Mos 20,1-6). Nu begyndte en særlig forsynsmæssig tilvejebringelse. "Om aftenen .... kom vagtlerne op og dækkede lejren," og om morgenen, efter duggen, blev mannaen fundet (2 Mos 16,4-36).

Se MANNA; VAGTEL.

Ved Refidim var det første gang, Moses blev kaldet til at hjælpe folket med at skaffe vand. Han slog på klippen med Guds stav, og der kom en rigelig forsyning af vand frem (2 Mos 17,1-6). Der er nu rigeligt med vand i wadien nær dette sted. Amalekitterne havde, når man tager de begivenheder i betragtning, som straks fulgte efter, sandsynligvis afskåret israelitterne fra kilderne, så Gud åbnede en skjult kilde i bjergsiden. "Da kom Amalek og kæmpede mod Israel" (2 Mos 17,8). Om den hånd, som Moses løftede under slaget, var hans egen hånd eller en symbolsk hånd (2 Mos 17,9-12), som man mener blev båret i kamp dengang, sådan som den undertiden endnu bæres af beduiner, er uden betydning. I begge tilfælde var det en hånd, der var strakt op mod Gud i bøn og troskab, og kampen mod Amalek bølger, dengang som nu, frem og tilbage alt efter om hånden løftes eller sænkes (2 Mos 17,8-16).

Her mødte Jetro, Moses' svigerfar, ham og bragte hans hustru og børn til ham (2 Mos 18,5; 2 Mos 18,6; jf. 4 Mos 10,29). Der blev holdt et offermåltid med den fornemme gæst (2 Mos 18,7-12). I denne store ørkenpræsts vise råd ser vi en af de mange naturlige kilder til Moses' juridiske kundskab og statsmandskunst. Et forslag fra Jetro gav anledning til et af de klogeste og mest vidtrækkende elementer i Israels borgerlige institutioner, det udførlige system af civile domstole (2 Mos 18,13-26).

(6) Modtagelsen af loven.

Ved Sinai nåede Moses højdepunktet i sin karriere, skønt måske ikke højdepunktet i sin tro. (For en drøftelse af Sinais beliggenhed, se SINAI; EXODUS.) Det er nytteløst at spekulere over flammernes natur i ild-teofanien ved Sinai. Nogle siger, at der var et tordenvejr (HDB); andre tænker på et vulkanudbrud. Tidspunktet, rejsens etaper, beskrivelsen af vejen, stedets topografi, især dets beundringsværdige egnethed til at være Jahves katedral på jorden, og frem for alt sammenstillingen af alle fortællingens begivenheder langs denne rute til netop dette sted og ikke noget andet--alt dette øver en overvældende indflydelse på én (jf. Palmer, The Desert of the Exodus). Hvis det ikke beviser det afgørende, så overbeviser det én om, at her fandt den største begivenhed mellem skabelsen og Golgata sted

Her samledes folket. "Og Sinaj bjerg, det hele, røg," og ovenover viste Guds herlighed sig. Der blev sat grænser omkring bjerget for at holde folket tilbage (2 Mos 19,12; 2 Mos 19,13). Gud var på bjerget: "Under hans fødder var der ligesom et brolagt værk af safirsten og som selve himlen i klarhed" (2 Mos 19,16-19; 2 Mos 24,10; 2 Mos 24,16; 2 Mos 24,17), "og Gud talte alle disse ord" (2 Mos 20,1-17). Tilbage over slettens højeste punkt mellem disse to bjergkamme foran flygtede folket i rædsel til stedet "langt borte" (2 Mos 20,18), og et sted omkring foden af dette bjerg blev nådens tabernakel lidt senere rejst (2 Mos 40,17). På dette sted steg Moses' anliggender til et sådant højdepunkt af storhed i verdens religiøse historie, som ingen anden blandt mennesker har nået. Han gav en formel forkyndelse af Guds fuldkomne lov som livsregel og af Guds frelsende barmhjertighed som håbet gennem omvendelse for en verden af syndere, der "kommer til kort." Andre mennesker har søgt Gud og lært mennesker at søge Gud, nogle ved lovens gerninger og nogle ad forsoningens vej, men hvor ellers i verdenshistorien har noget enkelt menneske fået øje på begge store sandheder og givet dem videre?

Moses samlede folket for at indgå pagten (2 Mos 24,1-8), og Israels stormænd spiste et pagtsmåltid dér for Guds ansigt (2 Mos 24,11). Gud kaldte igen Moses op på bjerget sammen med Israels ældste (2 Mos 24,12). Der var Moses hos Gud og fastede i 40 dage (2 Mos 34,28). Josva fulgte sandsynligvis Moses op på bjerget (2 Mos 24,13). Der gav Gud anvisninger om tabernaklets plan: "Se .... at du gør alle ting efter det forbillede, som blev vist dig på bjerget" (Hebr 8,5-12, som sammenfatter 2 Mos 25,40; 2 Mos 26,30; 2 Mos 27,8). Dette var arkitektens udtalelse til bygmesteren. Vi kan kun lære, hvad forbilledet var, ved at studere tabernaklet (se TABERNACLE). Det var en egyptisk plan (jf. Bible Student, januar 1902). Mens Moses var optaget af sit studium af tingene vedrørende tabernaklet på bjerget, blev folket uroligt og henvendte sig til Aron (2 Mos 32,1). I svaghed gav Aron efter for dem og lavede en guldkalv til dem, og de sagde: "Dette er dine guder, Israel, som førte dig op fra Egyptens land" (2 Mos 32,2-6; jf. CALF, GOLDEN). Dette var sandsynligvis, ligesom den senere kalvedyrkelse i Betel og Dan, gammel semitisk tyredyrkelse og en overtrædelse af det andet bud 2 Mos 20,5; jf. Bible Student, august 1902). Guds dom var hurtig og frygtelig (32,7-35), og Levi blev gjort til det guddommelige redskab (32,25-29). Her træder "åbenbaringsteltet" for første gang tydeligt frem som det officielle hovedkvarter for Israels leder (33,7-11). Fra da af, uafhængigt af og adskilt fra tabernaklet, skønt det på grund af navneligheden let kan forveksles med den bygning, bevarer det sin plads og sit formål gennem hele ørkenvandringen til Moabs slette ved Jordan (5 Mos 31,14). Moses får et syn af Gud for at styrke sin egen tro (2 Mos 33,12-23; 2 Mos 34,1-35). Da han vendte tilbage fra fællesskabet med Gud, havde han en sådan herlighed i sit indre, at den skinnede ud gennem hans ansigt til mængdens rædsel, et forvarsel om den anden og herligere forklarelse, hvor Moses også skulle vise sig, og om den genspejling af den, som undertiden ses i mange gudfrygtige menneskers liv (Matt 17,1-13; Mark 9,2-10; Luk 9,28-36).

Rationalistiske forsøg på at forklare fænomenerne ved Sinaj har været hyppige, men som regel inden for bestemte baner. Den foretrukne hypotese er vulkansk aktivitet. Gud har ofte brugt naturlige midler i sin åbenbaring og i sine mirakler, og der er ingen nødvendig hindring for, at han også skulle gøre det her. Men der er to tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder for denne naturalistiske forklaring: den ene, at dette siden geologisk tid ikke har været et vulkansk område; den anden, at vulkanudbrud ikke fremmer litterær inspiration. Det er næsten umuligt at få en nøgtern beretning fra øjenvidner til et udbrud, langt mindre har det en tendens til at resultere i verdens største litteratur, den mest fuldkomne lovkodeks og den dybeste statskunst. Det menneskelige sind kan let tro, at Gud kunne tale således fra Sinaj og lede udarbejdelsen af sådanne visdomsværker som Pagtsbogen. Ikke mange vil kunne mene, at Moses kunne gøre dette under et vulkanudbrud ved Sinaj. For man må huske på, at fortællingens historiske karakter på dette punkt og Moses' forfatterskab til Pagtsbogen almindeligvis anerkendes af dem, der fremsætter denne naturalistiske forklaring.

(7) Historiens usikkerheder.

Fra denne tid og frem til slutningen af Moses' liv er materialet sparsomt; der er lange strækninger med tavshed, og en biograf kan med god grund tøve. Tabernaklet blev rejst ved foden af "lovens bjerg" (2 Mos 40,17-19), og verden har fra den dag og indtil nu kunnet finde et nådesæde ved foden af lovens bjerg. Nadab og Abihu frembar formasteligt fremmed ild og blev slået ned (3 Mos 10,1-7). Folket blev optalt (4 Mos 1,1). Påsken blev holdt (4 Mos 9,1-5).

(8) Rejsen til Kanaan genoptaget.

Rejsen til Kanaan begyndte igen (4 Mos 10,11-13). Fra denne tid og indtil nær afslutningen af Moses' liv hører de begivenheder, der forbindes med hans navn, for størstedelens vedkommende til fortællingen om ørkenvandringerne og andre emner snarere end til en biografi om Moses. (sammenlign Israels vandringer; Aron; Mirjam; Josva; Kaleb; kobberslangen osv.). Emnerne og henvisningerne er som følger:

Opbruddet (4 Mos 2,10-18; 4 Mos 9,15-23)

Klageriet (4 Mos 11,1-3)

Begæret (4 Mos 11,4-6; 4 Mos 11,18-35)

Profeterne (4 Mos 11,16)

Mirjams spedalskhed (4 Mos 12,1-16)

(9) Landets grænse:

Kadesh-Barnea (4 Mos 13,3-26)

Spejderne (5 Mos 1,22; 4 Mos 13,2.21; 23,27.28-33; 14,1-38)

Plagerne (4 Mos 14,36; 4 Mos 14,37; 4 Mos 14,40-45)

(10) Vandringerne:

Kora, Datan og Abiram (4 Mos 16,1-35)

Plagen (4 Mos 16,41-50; 4 Mos 16,17)

Mirjams død (4 Mos 20,1)

Moses' og Arons synd (4 Mos 20,2-13; Sl 106,32)

Edoms uvenlighed (4 Mos 20,14-21)

Arons død (4 Mos 20,22-29)

Arad (4 Mos 21,1-3)

Omgåelsen af Edom (4 Mos 21,4)

Knurren (4 Mos 21,5-7)

Kobberslangen (4 Mos 21,8; 4 Mos 21,9; Joh 3,14)

(11) Edom:

Jordan (4 Mos 21,10-20)

Sihon (4 Mos 21,21-32)

Og (4 Mos 21,33-35)

Balak og Bileam (4 Mos 22,4; 4 Mos 24,25)

Folkets besmittelse (4 Mos 25,6-15)

Optælling af folket (4 Mos 26)

Josva udvalgt (4 Mos 27,15-23)

Midjanitterne straffet (4 Mos 31) (12) Stammer øst for Jordan (4 Mosebog 32)

(13) Moses' sidste handlinger.

Moses var nu klar til den sidste undervisning af folket. De blev samlet, og en stor afskedstale blev holdt (5 Mos 1-30). Josva blev formelt indsat i sit embede (5 Mos 31,1-8), og til præsterne blev der overdraget en skriftlig kopi af denne sidste kundgørelse af loven, nu tilpasset den udvikling, der var sket gennem 40 år (5 Mos 31,9-13; sammenlign 31,24-29). Moses kaldte derpå Josva ind i tabernaklet for at give ham en sidste befaling (5 Mos 31,14-23), gav folkets forsamlede ældste "ordene i denne sang" (5 Mos 31,30; 5 Mos 32,1-43) og velsignede folket (5 Mos 33). Og så nåede Moses, som "ved tro" havde sejret i Egypten, havde været den store åbenbarer ved Sinaj og var vendt tilbage for at vandre med det lidet troende folk i 40 år, sin tros største triumf, da han fra toppen af Nebo, Pisgas knejsende tinde, løftede sine øjne mod løftets herlige land og trådte til side for Josva, så han kunne føre folket ind (5 Mos 34). Og dér døde Moses og blev begravet, "men intet menneske kender hans grav den dag i dag" (5 Mos 34,5; 5 Mos 34,6), "og Moses var hundrede og tyve år gammel, da han døde" (5 Mos 34,7).

Denne biografi om Moses er den sammenbindende tråd i Pentateuken fra begyndelsen af Anden Mosebog til slutningen af Femte Mosebog, uden ødelæggende brud eller forstyrrende gentagelser. Der er ganske vist tavsheder, men de forekommer dér, hvor der ikke kan forventes noget stort eller vigtigt i fortællingen. Og der er, i nogles øjne, gentagelser, såkaldte dobbeltberetninger, men de synes ikke at være mere virkelige, end man kan forvente i enhver biografi, der kun er sideordnet forfatterens hovedformål. Ingen kan bryde denne fortælling i bøgerne fra hinanden uden at bringe denne livshistorie i forvirring; den ene kan ikke behandles som uafhængig af den anden, lige så lidt som fortællingen om det engelske Commonwealth og historien om Cromwell, eller historien om den amerikanske revolution og Washingtons løbebane.

Senere henvisninger til Moses som leder, lovgiver og profet løber gennem hele Bibelen; kun de vigtigste skal nævnes: Jos 8,30-35; Jos 24,5; 1 Sam 12,6-8; 1 Krøn 23,14-17; Sl 77,20; Sl 99,6; 105; 106; Es 63,11; Es 63,12; Jer 15,1; Dan 9,11-13; Hos 12,13; Mika 6,4; Mal 4,4.

Den plads, Moses indtager i Det Nye Testamente, er lige så enestående som i Det Gamle Testamente, skønt langt mindre fremtrædende. Ja, han indtager den samme plads, om end han fremstilles i et andet lys. I Det Gamle Testamente er han forbilledet på den profet, der skulle rejses op “ligesom” ham. Det er forbilledernes tid, og Moses, forbilledet, er yderst iøjnefaldende. I Det Nye Testamente er profeten “ligesom Moses” kommet. Han står nu frem som den største i menneskehedens historie, mens Moses, forbilledet, toner bort i skyggen. Sådan fremtræder han i Kristi bemærkelsesværdige henvisning til ham: “Han skrev om mig” (Joh 5,46). Det vigtigste, som Moses specifikt skrev om Kristus, er dette sted: “Jahve din Gud vil lade en profet som mig fremstå for dig af din midte, af dine brødre” (5 Mos 18,15; 5 Mos 18,18). I Hebræerbrevet, som er den formelle overgang fra Det Gamle Testamentes forbilleder til opfyldelsen i Det Nye Testamente, fremstilles Jesus som den nye husholdnings Moses (5 Mos 3; 5 Mos 24-29). Andre meget vigtige nytestamentlige henvisninger til Moses er Matt 17,3; Mark 9,4; Luk 9,30; Joh 1,17; Joh 1,45; Joh 3,14; Rom 5,14; Jud 1,9; Åb 15,3.

II. Gerning og karakter.

Man ved så lidt om Moses’ private liv, at hans personlige karakter næppe kan adskilles fra den rolle, han spillede i offentlige anliggender. Det er den gerning, han udførte for Israel og for menneskeheden, der fastlægger hans plads blandt jordens store skikkelser. Det liv, vi netop har skitseret som Israels leders liv, er også forfatterens, lovgiverens og profetens liv.

1. Forfatteren:

Det ligger ikke inden for denne artikels område fuldt ud at drøfte de store kritiske stridsspørgsmål om Moses’ forfatterskab, som er blevet sammenfattet imod ham således: “Det er tvivlsomt, om vi kan betragte Moses som en forfatter i litterær forstand” (HDB, III, 446; se PENTATEUCH; DEUTERONOMY). Her er det kun på sin plads at fremlægge en kort redegørelse for bevismaterialet i sagen til fordel for Moses. Der er ikke længere noget spørgsmål om den litterære karakter af den tid, Moses levede i. At Moses kunne have skrevet, er ubestrideligt. Men skrev han, og hvor meget? Hvilket bevismateriale berører disse punkter?

(1) “Moses skrev.”

Tanken om at skrive eller om skrifter findes 60 gange i Pentateuken. Det er bestemt nedskrevet i en tekst, der udgiver sig for at være af Moses. 7 gange siges det, at Moses skrev eller fik befaling om at skrive (2 Mos 17,14; 2 Mos 34,27; 2 Mos 39,30; 4 Mos 17,2; 4 Mos 17,3; 5 Mos 10,4; 5 Mos 31,24), og ofte siges det om andre på hans tid (5 Mos 6,9; 5 Mos 27,3; 5 Mos 31,19; Jos 8,32). Josva skrev ved den store forsamling i Sikem, hvor pagten blev indgået, “disse ord i Guds lovs bog” (Jos 24,26). Dermed erklæres det, at en sådan bog fandtes blot 25 år efter Moses’ død (sammenlign Bible Student, 1901, 269-74). Således hævdes det klart af Skrifterne som et faktum, at Moses i ørkenen kort efter udgangen var i færd med at “skrive” “bøger.”

(2) Moses’ bibliotek.

Der er mange biblioteksmærker i Pentateuken, selv i de dele som næsten alle, selv de mest radikale, kritikere indrømmer sandsynligvis er Moses’ skrifter. Pentateuken som helhed har sådanne biblioteksmærker overalt.

På den ene side stemmer dette helt overens med den kendte litterære karakter af den tid, Moses levede i. En, der var “oplært i al egypternes visdom”, kunne have haft egyptiske optegnelser i sin besiddelse. Og denne artikels forfatter tilhører den klasse, som professor Clay henviser til, dem der mener, “at hebraisk (eller amoritisk) litteratur, såvel som aramæisk, har en høj alder forud for det 1. årtusinde f.Kr.” (Clay, Amurru, 32).

På den anden side taler brugen af et bibliotek i det omfang, som de blivende mærker i Pentateuken antyder, ikke det mindste imod Moses’ krav på forfatterskabet til den. De virkelige biblioteksmærker, bortset fra de passager som kritikerne henfører sammen med dem, er langt færre og snævrere i omfang end hos Gibbon eller hos Kurtz. Brugen af et bibliotek bringer ikke nødvendigvis forfatterskabet mere i fare i det ene tilfælde end i det andet.

(3) Moses-traditionen.

En tradition, der fra begyndelsen har været almindeligt fastholdt, og det i lang tid og uden indbygget urimelighed, har meget stor vægt. Sådan har Moses-traditionen om forfatterskabet været. Eftersom Moses menes at have været en sådan person, der levede i en sådan tid og under sådanne omstændigheder, at de på passende måde kunne give situationen og anledningen til sådanne historiske optegnelser, så den sunde fornuft ikke spørger, om han kunne have skrevet “en” Pentateuk, men kun om han skrev “den” Pentateuk, vi har, er det lettere at tro traditionen om hans forfatterskab end at tro, at en sådan tradition opstod, uden at man kendte noget til hans evner og omstændigheder. Men en sådan tradition opstod om Moses. Den fandtes på Josijas tid. Uden den kunne folket umuligt være blevet overtalt til med autoritet at modtage en bog, der udgav sig for at være af ham. Når spørgsmålet om sandheden i påstanden om faktisk at have fundet Lovbogen helt lades til side, må der have været en sådan nationalhelt som Moses, kendt af folket og troet på af dem, såvel som en sikker tro på en litterær tidsalder, der rakte tilbage til hans dage; ellers ville Lovbogen ikke være blevet modtaget af folket som stammende fra Moses. Arkæologien leverer ikke faktisk litterært materiale fra Israel meget tidligere end Josijas tid, men materialet viser en skrivemetode og en litterær udvikling hos folket, som for sin oprindelse rækker langt tilbage, og som i høj grad retfærdiggør traditionen på Josijas tid. Desuden findes der indtil i dag intet arkæologisk bevis, der kaster tvivl over den tradition.

(4) Pentateuken i Nordriget.

Vidnesbyrdet om Pentateuken i Nordriget før Samarias fald er meget stærkt--helt bortset fra ethvert vidnesbyrd fra den samaritanske Pentateuk. Skønt nogle få fastholder en tidlig datering af den bog, er det bedre helt at udelade den fra dette argument, da tidspunktet for dens tilblivelse ikke er helt kendt og sandsynligvis ikke ligger meget langt fra afslutningen på Judas babyloniske eksil. Men profeterne giver utvivlsomt vidnesbyrd om Pentateuken i Nordriget (Hos 1,10; Hos 4,6; Hos 8,1; Hos 8,13; Hos 9,11; Hos 12,9; Am 5,21; Am 5,22; Am 8,5; sammenlign Green, Higher Criticism and the Pentateuch, 56-58).

(5) Vidnesbyrd for den mosaiske tidsalder.

Ud over den grænse, hvortil historiske vidnesbyrd rækker angående det mosaiske forfatterskab til Pentateuken, fører indre vidnesbyrd om den mosaiske tidsalder som tidspunktet for dens tilblivelse os tilbage til selve Moses' dage. Egyptiske ord i Pentateuken bevidner dens tilblivelse i den mosaiske tidsalder, ikke fordi de er egyptiske ord, for det er ganske tænkeligt, at senere forfattere kunne have kendt egyptiske ord, men fordi de er egyptiske ord med så markante særpræg i betydning og historie og med så fuldstændig nøjagtig anvendelse i Pentateuken, at deres brug på en sådan måde af senere forfattere er utroværdig. Listen over sådanne ord er lang. Kun nogle få kan nævnes her. For en fuldstændig liste må de citerede autoriteter konsulteres. Der er ye'or, om Egyptens vandløb; achu, om de sumpede græsningsarealer langs Nilen; shesh, om præsternes »fine hvide linned«; »Ramses' land« om et lokalt distrikt i Nedre Egypten; tsaphenath pa`neach, Josefs egyptiske navn, og acenath, navnet på Josefs egyptiske hustru, og mange andre egyptiske ord (se Lieblein, i PSBA, maj 1898, 202-10; også The Bible Student, 1901, 36-40).

(6) Uklarheden om opstandelseslæren i Pentateuken.

Denne uklarhed er blevet fremført imod det mosaiske forfatterskab til Pentateuken. På grund af den udbredte opfattelse af opstandelseslæren blandt egypterne bliver denne indvending mod det mosaiske forfatterskab til Pentateuken den stærkeste af alle de indvendinger, kritikere har rejst. Hvis Pentateuken blev skrevet af Moses, da Israel netop var kommet ud af Egypten, hvorfor lod han da opstandelseslæren stå i en sådan uklarhed? Svaret er meget enkelt. Den såkaldte egyptiske opstandelseslære var slet ikke en lære om opstandelse, men en lære om genoplivelse. Den væsentlige idé i opstandelsen, sådan som den løber gennem Skriften fra det første glimt af den indtil Paulus' erklæring: »Det sås som et naturligt legeme; det oprejses som et åndeligt legeme. Hvis der findes et naturligt legeme, findes der også et åndeligt legeme« (1 Kor 15,35-45), ligger næsten fuldstændig uden for egypternes forestilling om det fremtidige liv. Hos egypterne skulle det opstandne legeme leve det samme gamle liv af »okser, gæs, brød, øl, vin og alle gode ting« (sammenlign for righoldig illustration Masperos Guide to Cairo Museum). Udeladelsen af opstandelseslæren fra Pentateuken på det senere tidspunkt, som kritikken angiver, er meget vanskelig at forklare. I lyset af nogle passager fra Salmerne og Profeterne forekommer det uforklarligt (Job 19,25-27; Sl 16,10; Sl 49,15; Es 26,19; Es 26,37; Dan 12,2). Den grove materialisme i den egyptiske lære om det at opstå fra de døde gør uklarheden om opstandelseslæren i Pentateuken på Moses' tid helt naturlig. Enhver direkte omtale af emnet på den tid blandt et folk, der netop var kommet ud af Egypten, ville straks have ført den egyptiske forestillings materialisme om det fremtidige liv ind i Israels religion. Den eneste måde, hvorpå folket kunne vænnes bort fra disse egyptiske idéer, var ved at begynde, som Pentateuken gør, med mere åndelige forestillinger om Gud, om den anden verden og om tilbedelse. Uklarheden om opstandelseslæren i Pentateuken er langt fra at tale imod det mosaiske forfatterskab; den er en meget tungtvejende grund til at tro, at Pentateuken stammer fra denne tidsalder, som den eneste kendte tid, hvor en sådan udeladelse med rimelighed kan forklares. Lord så i sine forelæsninger, skønt han ikke var egyptolog, denne sandhed, som egyptologernes senere arbejde har gjort klar (Moses, 45). Warburton havde et mindre klart blik for den (se Divine Legation).

(7) Pentateukens enhed.

Enhed i Pentateuken, betragtet abstrakt, kan ikke angive et bestemt tidspunkt for dens tilblivelse. Det er indlysende, at en bog kan få enhed på et hvilket som helst tidspunkt. Der er ubestrideligt et vist præg af enhed i fortællingen i Pentateuken, og når denne enhed undersøges nogenlunde omhyggeligt, viser den sig at have en sådan særpræg, at den peger på den mosaiske tidsalder som forfatterskabets tid. Fremstillingen af bøger, som gennemløbes af en sådan fortælling som den, der findes i Pentateuken, og som, især fra slutningen af Første Mosebog, er sammenfiltret og sammenvævet med datoer og ruter og topografiske bemærkninger, beretningen om oplevelser, alt sammen så nøjagtigt angivet, at man i vid udstrækning den dag i dag kan identificere den rute og de steder, der sigtes til – alt dette kræver, uanset hvornår bøgerne blev skrevet, ganske særlige betingelser for forfatterskabet. En fortælling, som på den måde tager højde for alle ørkenlivets krav og forudser det liv, Israel så frem til, udviser en realisme, som forudsætter et ganske særligt kendskab til alle omstændighederne. Og når fortællingen til alt dette føjer skildringen af et menneskes liv uden brud eller gentagelser, der modarbejder en biografis formål, og løber igennem fra begyndelse til slutning – ikke et tilfældigt, usymmetrisk menneske, sådan som kunne blive resultatet af at føje brudstykker sammen, men et kolossalt og symmetrisk menneske, verdens førende mand, indtil en større end Moses skulle vise sig – da kræver den at være skrevet nær ved de begivenheders tid og sted, som den fortæller om. At et fiktionsværk, frembragt på én gang af én hånd, kunne opfylde alle disse krav på et senere tidspunkt, kan ingen tvivle på; men en scrapbog, selv om den består af kendsgerninger, kan ikke gøre det. Faktisk udgør de brudstykker, som udvælges ved analysen af Pentateuken, slet ikke en sammenhængende livshistorie, men tre fragmentariske og usammenhængende historier, og de forvandler en biografi, som er bøgernes sammenbindende tråd, til noget, der ikke er meget bedre end meningsløshed.

Lovens enhed, som også godt kan fastholdes, har samme virkning som fortællingens enhed, idet den bekræfter, at fortællingen ligger nær de begivenheders tid og sted, som den skildrer. En drøftelse af Lovens enhed, som næsten omfatter hele tidens kritiske stridsspørgsmål, ville være en alt for stor afstikker i en artikel om Moses (se LAW; LEVITICUS; DEUTERONOMY; også Green, Higher Criticism and the Pent; Orr, POT; Wiener, Biblical Sac., 1909--10).

Hverken kritikken eller arkæologien har endnu frembragt den art eller grad af bevis, som rationalismen kræver for Moses som forfatter til Pentateuken. Der er endnu ikke fundet noget spor hverken af de knuste tavler ved Sinaj bjerg eller af den originale afskrift af Herrens lov »ved Moses' hånd«, som blev bragt ud af Herrens hus på Josijas tid. Det er heller ikke sandsynligt, at disse ting vil blive fundet, eller noget andet, som vil bekræfte forfatterskab på samme måde som en afskrift af registrene på et ophavsretskontor. Sådanne beviser kan man ikke med rimelighed kræve. De foregående indicier peger meget stærkt på, at Pentateuken blev til i den mosaiske tidsalder ved en person, der var lige så fortrolig med omstændighederne og stod lige så nær ved nationens hjerte, som Moses gjorde. At der hist og her kan være blevet føjet nogle få mindre tilføjelser til, og at måske nogle få forklaringer, som skrivere havde lavet, kan være gledet ind i teksten fra marginen, er ikke usandsynligt (4 Mos 12,3; 4 Mos 12,34), men dette berører ikke den generelle påstand om forfatterskab.

Sl 90 tilskrives også Moses, selv om man også her har forsøgt at svække hans forfatterskab (Delitzsch, Commentary on the Psalms). Der er dem, der måske stadig fastholder, at Moses er forfatter til Jobs Bog. Men det synspunkt har aldrig været mere end en spekulation.

2. Lovgiveren:

Moses' karakter som lovgiver kan næppe adskilles fra Moses' karakter som forfatter, men kræver dog en særskilt behandling.

(1) Omfanget af det mosaiske element i Pentateukens lovgivning er blevet vurderet så forskelligt, at læseren for at få en tilstrækkelig forståelse af drøftelsen ikke blot må rådføre sig med andre artikler (LOVEN; PAGTENS BOG; PENTATEUKEN), men også med særlige værker om dette emne. I overensstemmelse med de grunde, der ovenfor er fremført for Pentateukens tilblivelse på Moses' tid, synes den store statsmand mest naturligt at være ophavsmand til de love, der er så tæt sammenvævet med hans liv og lederskab. Moses gav først love om påsken (2 Mos 13). Ved Sinaj, efter den rystende åbenbaring fra bjergets top, er det særdeles rimeligt, at Moses samlede folket for at indgå pagt med Gud og nedskrev denne begivenhed i den korte lovsamling, der er kendt som Pagtens Bog (2 Mos 24,7). Denne samling indeholder moralloven (2 Mos 20,1-17) som grundlag, teokratiets forfatning og grundlaget for alt etisk liv. Derefter følger en kort lovsamling, der passer til deres daværende forhold og umiddelbare udsigter (2 Mos 20,24-26; 2 Mos 20,21-23). Når man tager i betragtning, at både lederen og folket forventede, at de straks skulle drage videre til det lovede land og tage det i besiddelse, er det helt naturligt, at der findes love om vingårde og olivenlunde (2 Mos 23,11), om høst (2 Mos 23,10-16) og om førstegrøden (2 Mos 23,19). Da tabernaklet var fuldført, blev en præstelovsamling en nødvendighed. Derfor følger en sådan samling med meget detaljerede anvisninger. Denne del af loven består næsten udelukkende af "procedureregler", først og fremmest bestemt for præsterne, så de kunne kende deres egne pligter og give mundtlig undervisning til folket, og den var sandsynligvis aldrig tænkt for hele folket undtagen på den mest generelle måde. Da Israel blev sendt tilbage ud i ørkenen, var disse to lovsamlinger fuldt tilstrækkelige til det enkle liv under vandringerne. Men Israel udviklede sig. Den blandede hob blev til et folk. Fyrre års liv under loven, under Pagtens Bogs virke i livets moralske forhold, præstekodeksen i deres religiøse øvelser og de korte bestemmelser i Tredje Mosebog for ørkenens enkle liv, forberedte folket på en mere udførlig lovsamling, da de gik ind i det lovede land med dets mere sammensatte liv. Derfor blev denne lovsamling nedskrevet i Femte Mosebog og efterladt som vejledning for folket. At disse forskellige lovsamlinger indeholder noget, som nu ikke forstås, er slet ikke overraskende. Det ville være overraskende, hvis de ikke gjorde det. Ville orientalere i dag ikke finde visse ting i vestlige love ganske uforståelige uden forklaring?

At nogle få lovbestemmelser kan være blevet tilføjet på et senere tidspunkt, ligesom nogle historiske enkeltheder blev føjet til fortællingen, er slet ikke urimeligt og svækker på ingen måde Moses' krav på at være lovgiver, lige så lidt som senere fransk lovgivning har svækket korsikanerens krav på Napoleons lovbog.

Den væsentlige værdi af den mosaiske lovgivning er uden sidestykke. Nogle af Moses' love, som vedrørte forbigående problemer, er selv gået bort; nogle af dem blev udtrykkeligt ophævet af Kristus, og andre blev udtrykkeligt opfyldt; men meget af hans lovgivning, moralsk, erhvervsmæssig, social og politisk, er islættet og kæden i det bedste i verdens store lovsamlinger den dag i dag. Dekalogens moral står uden sidestykke blandt samlinger af moralske forskrifter. Dens guddommelighed, ligesom guddommeligheden i Jesu lære, ligger ikke blot i det, den omfatter, men også i det, den udelader. Ptah-hoteps, Konfucius' og Epiktets forskrifter rummer mange ting, som findes i Dekalogen; Dekalogen udelader mange ting, som findes blandt disse moralisters leveregler. Således ligger Dekalogens fuldkommenhed både i det, den udelukker, og i det, den omfatter.

(2) Det bør understreges, at Moses' love var lovsamlinger, ikke en samling retsafgørelser, som jurister kender som common law, men love givet abstrakt, ikke med henblik på nogen bestemt konkret sag, og ordnet i systematisk rækkefølge (Wiener, Biblical Sac., 1909-10). Dette stemmer helt med de arkæologiske tegn fra den mosaiske og de foregående tidsaldre. Hammurabis lov, som blev givet mindst 5 århundreder tidligere, er en af de mest ordnede, metodiske og logiske lovsamlinger, der nogensinde er udformet (Lyon, JAOS, XXV, 254).

3. Profeten:

Moses' livsgerning, hans værker og hans karakter kulminerer i profetembedet. Det var som profet, at Moses i egentlig forstand var leder. Det var som profet, at han indtog den højeste plads i verden, indtil en, der var større end Moses, kom.

(1) Statsmand-profeten udformede en borgerlig regering, som anskueliggjorde Guds rige på jorden. Teokratiet efterlignede ikke nogen jordisk styreform, hverken monarki, republik eller socialistisk stat. Det forenede de bedste elementer i dem alle og indførte de mest virksomme bremser, der nogensinde er blevet udtænkt mod hver enkelts onder.

(2) Lovgiver-profeten indprentede grundsætninger og love, som satte folkets fødder på livets vej, sådan at disse forskrifter, selv om de ikke slog til som livets lov i en syndig verden, altid består som en rettesnor for adfærd.

(3) Præst-profeten forberedte og gav Israel et gudstjenesteritual, som på den mest fuldstændige måde var et forbillede på Guds forløsende barmhjertighed, og som udfoldes så vidunderligt i Brevet til Hebræerne, ligesom det på endnu mere vidunderlig vis er blevet opfyldt i Kristi liv og sonende død.

(4) I alle profetgerningens mangfoldige aktiviteter var han et forbillede på Kristus, forbilledet på Kristus, hvis værk var en "opdrager til Kristus."

Moses' åbenbaring af Gud overgår altid teologers spekulationer om Gud, ligesom en solopgang overgår en afhandling om solspektret. Mens spekulationerne er kolde og livløse, er åbenbaringen levende og herlig. Ligesom en analyse af Rafaels maleri af forklarelsen gør dets indtryk på betragteren mindre, mens et syn af billedet ophøjer denne scene i sind og hjerte, sådan gør teologers forsøg på at analysere Gud og bringe ham inden for menneskets begribelse gudsbegrebet mindre, indskrænker det til den menneskelige forstands kapacitet, mens et sådant syn af ham, som Moses giver, ophøjer og herliggør ham ud over al beskrivelse. Således, mens teologer af enhver skole fra Athanasius til Ritschl kommer og går, går Moses videre for evigt; mens de står kolde på bibliotekernes hylder, lever han varmt i menneskers hjerter.

Sådan var den hebraiske leder, lovgiver, profet, digter; blandt blot mennesker, "den ypperste mand i hele denne verden."

LITTERATUR.

Kommentarer til Pentateuken; for rabbinske traditioner, sammenlign Lauterbach i Jewish Encyclopedia; for pseudepigrafiske bøger tilskrevet Moses, se Charles, Assumption of Moses; for muslimske legender, sammenlign DB; Ebers, Egypten und die Bucher Mosis; for kritisk opdeling af Mosebøgerne, sammenlign Polychrome Bible og Bennett i HDB; for omfattende drøftelse af de kritiske problemer, sammenlign POT.

M. G. Kyle