mam'-re (mamre'; Septuagint Mambre):

(1) I 1 Mos 14,24 nævnes Mamre som navnet på en af Abrahams forbundsfæller, der i 14,13 beskrives som amoritten, bror til Esjkol og Aner.

1. Bibelske oplysninger:

Navnet på lunden af træer betragtes tydeligvis som afledt af denne sheik eller høvding. Mamres »ege« (»terebinter«), hvor Abram slog sit telt op (1 Mos 14,13; 1 Mos 18,1), beskrives (1 Mos 13,18) som værende »i Hebron«. Senere beskrives MAKPELA (se dette) som liggende »foran«, dvs. »øst for Mamre« (1 Mos 23,17; 1 Mos 25,9; 1 Mos 49,30; 1 Mos 50,13), og Mamre identificeres med selve Hebron (1 Mos 23,19).

2. Traditionelle steder:

Selv om Mamre altid er blevet søgt i nærheden af Hebron, har traditionerne varieret stærkt, tilsyneladende bestemt af tilstedeværelsen af et passende træ. Det ene sted, som har et krav på opmærksomhed af andre grunde end tradition, er det, der kaldes Khirbet og `Ain Nimreh (bogstaveligt »ruinen« og »kilden« ved »leoparden«), omtrent 1/2 mil nordnordvest for det moderne Hebron. Ordet Nimreh kan være en overlevering af det gamle Mamre, idet navnet, som det ofte sker, er blevet tilpasset et velkendt ord. Stedet er muligt, men derudover taler navnet ikke meget for det.

Traditionen har i forskellige perioder samlet sig om tre forskellige steder:

(1) Den moderne tradition peger på en prægtig eg (Quercus ilex, arabisk Sindian), 1 1/2 mil vestnordvest for den moderne by, som Abrahams terebinte; dens stamme har en omkreds på 32 fod. Den er nu ved at dø, men da Robinson besøgte den (BR, II, 72, 81), var den i fin stand; han nævner en muslimsk tradition om, at dette var »Abrahams eg«. Siden da var stedet blevet købt af russerne, et herberg og en kirke er blevet opført, og traditionen er, skønt den ikke er gammel, blevet fastlåst.

(2) Den anden tradition, som blomstrede fra det 16. århundrede ned til begyndelsen af det 19. århundrede, pegede på højen Deir el Arba`in (se HEBRON) som Mamres sted, idet den uden tvivl især i sin begyndelse støttede sig til identiteten mellem Mamre og Hebron (1 Mos 23,19). En prægtig terebinte, som stod dér, blev udpeget som Abrahams. Stedet passer godt med udsagnet om, at Makpelas hule lå »foran«, dvs. øst for Mamre (1 Mos 23,17 osv.).

(3) Den tredje og langt ældre tradition, som nævnes hos flere kristne forfattere, henviser til en stor terebinte, som engang stod i en indhegning omtrent 2 mil nord for Hebron, nær vejen til Jerusalem. Det er praktisk talt sikkert, at stedet for denne indhegning er det ejendommelige Ramet el-Khalil. Dette er en indhegning omtrent 214 fod lang og 162 fod bred. Indhegningsmurene er lavet af yderst fint og massivt murværk og er 6 fod tykke; stenene er meget godt lagt, og fugningen er meget fin, men bygningen blev tydeligvis aldrig fuldført. I det ene hjørne er der en brønd--Bir el-Khalil--foret med smukt kvadermurværk, hugget efter omkredsens bue.

Det er sandsynligt, at denne indhegning omgav en prægtig terebinte; hvis det er tilfældet, var det på dette sted, at der før Konstantins dage blev holdt et stort årligt marked, besøgt af jøder, kristne og hedninger, som forenede sig i at vise det hellige træ ære, mens brønden ved samme lejlighed blev oplyst, og der blev bragt ofre til den. Lignende skikke lever endnu i dag ved flere helligsteder i landet. Konstantin undertrykte disse »overtroiske skikke« og byggede en kirke i nabolaget, sandsynligvis det såkaldte »Abrahams hus«, nutidens Beit Ibrahim. Træet, som stod her, er tilsyneladende det, Josefus nævner (BJ, IV, ix, 7) som et, der havde bestået »siden verdens skabelse«. Ved denne indhegning blev også jødiske kvinder og børn solgt på auktion efter nedkæmpelsen af Bar Kochba-opstanden. Uanset oprindelsen til den ærefrygt, der blev vist denne terebinte--nu død og borte for mange århundreder siden--forbandt den tidlige kristne tradition den med Abraham og placerede Mamre her. Denne tradition nævnes af Hieronymus (4. århundrede), af Eucherius (6. århundrede), af Areulphus (700 AD) og af Benjamin fra Tudela (1163 AD). Blandt de moderne jøder betragtes det som stedet for »Abrahams eg«. Det er sandsynligt, at den opfattelse, at Abraham var forbundet med dette træ, er en forestilling, der blev knyttet til det langt senere end dets oprindelige hellighed; oprindelig var det et af de mange »hellige træer« i landet, æret af en primitiv semitisk religiøs følelse, og nærheden til Hebron gjorde, at bibelfortællingen blev knyttet til det. Ud fra de bibelske oplysninger synes det at ligge for langt fra Hebron og Makpela til at opfylde betingelserne; Mamres sted må have ligget nærmere Deir el Arba`in, men det er sandsynligvis gået helt tabt siden meget tidlige tider.

For en meget god drøftelse af Mamre se Mambre af Le R. P. Abel des Freres Precheurs i Conferences de Saint Etienne, 1909-10 (Paris).

(2) En amoritisk høvding, ejer af de ovennævnte »ege« (1 Mos 14,13; 1 Mos 14,14).

E. W. G. Masterman