mal'-a-ki:

1. Profetens navn

2. Profetens tid

3. Indhold

4. Stil

5. Budskab

LITTERATUR

1. Profetens navn:

Det sidste skrift i Det Gamle Testamente. Intet vides om personen Malakias. Fordi hans navn ikke forekommer andre steder, betvivler nogle forskere ganske vist, om "Malakias" er tænkt som profetens personlige navn. Men ingen af de andre profetiske skrifter i Det Gamle Testamente er anonyme. Formen mal'akhi betyder "min budbringer"; den forekommer igen i 3,1; jf. 2,7. Men denne form ville i sig selv næppe være passende som egennavn uden en ekstra stavelse som Yah, hvoraf mal'akhiah, dvs. "Jahves budbringer." Haggaj betegnes faktisk udtrykkeligt som "Jahves budbringer" (Hag 1,13). Desuden berettiger overskrifterne, der er føjet til skriftet både i Septuaginta og Vulgata, den antagelse, at Malakias' fulde navn endte med stavelsen -yah. Samtidig oversætter Septuaginta den sidste sætning i Mal 1,1 med "ved hans budbringers hånd", og Targum læser: "ved min engels hånd, hvis navn kaldes Ezra, den skriftlærde." Hieronymus vidner ligeledes om, at jøderne på hans tid tilskrev Ezra denne sidste profetbog (V. Praef. in duodecim Prophetas). Men hvis Ezras navn oprindeligt var forbundet med skriftet, ville det næppe være blevet udeladt af dem, der samlede den profetiske kanon, og som levede kun et eller to århundreder efter Ezras tid. Visse traditioner tilskriver skriftet Zerubbabel og Nehemias; atter andre Malakias, som de betegner som levit og medlem af den "store synagoge." Visse moderne forskere erklærer det imidlertid for anonymt på grundlag af ligheden mellem titlen (1,1) og Zak 9,1; Zak 12,1; men dette er en forhastet konklusion uden noget væsentligt bevis ud over formodning. Den bedste forklaring er professor G.G. Camerons, som foreslår, at endelsen i ordet "Malachi" er adjektivisk og svarer til det latinske angelicus, der betyder "en, som er betroet et budskab eller en mission" (en missionær). Udtrykket ville således være en officiel titel; og tanken ville ikke være upassende for en, hvis budskab afsluttede Det Gamle Testamentes profetiske kanon, og hvis mission på kirkens vegne var så hellig af karakter (1-vol HDB).

2. Profetens tid:

Meningerne varierer om profetens nøjagtige datering, men næsten alle forskere er enige om, at Malakias profeterede i den persiske periode og efter genopbygningen og indvielsen af det andet tempel i 516 f.Kr. (jf. Mal 1,10; Mal 3,1; Mal 3,10). Profeten taler om folkets "statholder" (hebraisk pechah, Mal 1,8), ligesom Haggaj og Nehemias gør (Hag 1,1; Neh 5,14; Neh 12,26). De sociale forhold, der skildres, er utvivlsomt også dem, der hører genoprettelsens periode til. Mere specifikt levede og virkede Malakias sandsynligvis på Ezras og Nehemias' tid. Alvorlige misbrug havde sneget sig ind i det jødiske liv; præsterne var blevet slappe og degenererede, mangelfulde og ringere ofre fik lov at blive bragt på tempelalteret, folket forsømte deres tiende, skilsmisse var almindelig, og Guds pagt var glemt og tilsidesat; netop sådanne misbrug, som vi fra Nehemias' Bog ved var almindelige på hans tid (jf. Neh 3,5; Neh 5,1-13). Alligevel er det tvivlsomt, om Malakias prædikede under Nehemias' aktive statholderskab; for i Mal 1,8 antydes det, at gaver kunne tilbydes "statholderen", mens Nehemias fortæller os, at han afslog alle sådanne (Neh 5,15; Neh 5,18). På den anden side svarer de misbrug, som Malakias angreb, så nøjagtigt til dem, Nehemias fandt ved sit andet besøg i Jerusalem i 432 f.Kr. (Neh 13,7), at det synes rimeligt sikkert, at han profeterede kort før denne dato, dvs. mellem 445 og 432 f.Kr. Som dr. J.M.P. Smith siger: Malakias' Bog passer til den situation, midt i hvilken Nehemias arbejdede, lige så tæt som en knogle passer i sin ledskål" (ICC, 7). At profeten skulle formane folket til at huske Moses' lov, som blev læst offentligt af Ezra i året 444 f.Kr., stemmer fuldstændigt med denne konklusion, på trods af at Stade, Cornill og Kautzsch argumenterer for en datering før Ezras tid. På den anden side placerer Nagelsbach, Kohler, Orelli, Reuss og Volck med rette skriftet i perioden mellem Nehemias' to besøg (445-432 f.Kr.).

3. Indhold:

Skriftet består i hovedsagen af to længere polemiske afsnit mod præsterne (Mal 1,6-2) og folket (Mal 2,10-4), og det åbner med en klar, skarp formulering af profetens hovedtese: at Jahve stadig elsker Israel (Mal 1,2-5), og slutter med en formaning om at huske Moses' lov (Mal 4,4-6). Efter titlen eller overskriften (Mal 1,1) falder profetien naturligt i syv dele:

(1) Malakias 1,2-5, hvor Malakias viser, at Jahve stadig elsker Israel, fordi deres lod står i så markant kontrast til Edoms. De blev tugtet midlertidigt; Edom blev straffet for altid.

(2) Malakias 1,6-2,9, en fordømmelse af præsterne, levitterne, som er blevet forsømmelige i deres præstelige embede, ligeglade med loven og uopmærksomme på deres pagtsforhold til Jahve.

(3) Malakias 2,10-16, mod afgudsdyrkelse og skilsmisse. Nogle tolker dette afsnit metaforisk om Juda som en, der har forladt sin ungdoms religion (2,11). Men afgudsdyrkelse og skilsmisse var nært forbundet. Folket irettesættes tydeligvis for bogstaveligt at sende deres egne jødiske hustruer bort for at indgå ægteskab med fremmede kvinder (2,15). Sådanne ægteskaber, erklærer profeten, er ikke blot en form for afgudsdyrkelse (2,11), men et brud på Jahves hensigt om for sig selv at bevare en "gudfrygtig sæd" (2,15).

(4) Malakias 2,17-3,6, en forkyndelse af den kommende dom. Mennesker begynder at tvivle på, om der længere findes en retfærdighedens Gud (2,17). Malakias svarer, at Herren, som folket søger, pludselig vil komme, både for at rense Levis sønner og for at rense landet for syndere i almindelighed. Folket skal dog ikke helt tilintetgøres (3,6).

(5) Malakias 3,7-12, hvor profeten standser op for at give endnu et konkret eksempel på folkets synder: de har undladt at betale deres tiender og andre afgifter. Derfor er tørke, græshopper og hungersnød fulgt. Lad disse blive betalt, og folket vil igen få fremgang, og deres land vil blive »et dejligt land«.

(6) Malakias 3,13-4,3, et andet afsnit rettet til tvivlerne på profetens tid. I 2,17 havde de sagt: »Hvor er retfærdighedens Gud?« Nu knurrer de: »Det er forgæves at tjene Gud; og hvilken gavn har vi haft af, at vi har holdt hans påbud?« De ugudelige og de gode har fremgang på samme måde (3,14.15). Men, svarer profeten, Jahve kender dem, som hører ham til, og der føres en mindebog; for en dommens dag kommer, hvor de gode og de onde vil blive skilt fra hinanden; de, der øver uret, vil blive udryddet, mens de, der handler retfærdigt, vil sejre.

(7) Malakias 4,4-6, en afsluttende formaning om at adlyde Moseloven; med et løfte om, at profeten Elias først vil komme for, om muligt, at afvende den truende dom ved at forsone folkets hjerter med hinanden, dvs. at forsone de gamles idealer med de unges og omvendt.

4. Stil:

Malakias var tilfreds med at skrive prosa. Hans hebraisk er klart, kraftfuldt og direkte; undertiden næsten rytmisk. Hans billeder er så talrige, som man kunne forvente i de korte rester af hans prædikener, der er nået ned til os, og i hvert enkelt tilfælde er de rene og smukke (1,6; 3,2.3.17; 4,1-3). Hans udsagn er dristige og tilsvarende virkningsfulde. Det mest originale træk i hans stil er den forelæsningslignende metode, som kendetegner hans bog gennemgående; især den med spørgsmål og svar. Hans stil er de skriftkloges. Den er kendt som den didaktisk-dialektiske metode, der først består af en påstand eller anklage, dernæst en tænkt indvending rejst af hans tilhørere og til sidst profetens gendrivelse af deres indvending. Otte tydelige eksempler på denne ejendommelighed findes i hans bog, hver af dem med den samme vending på hebraisk: »Men I siger« (1,2.6.7; 2,14.17; 3,7.8.13). Denne debatterende stil er særlig karakteristisk for Malakias. Ewald kaldte den den »dialogistiske« metode. Malakias viser indflydelse fra skolerne (sammenlign hans brug af »også« og »igen« i 1,13; 2,13, hvilket svarer til vores »for det første«, »for det andet« osv.).

5. Budskab:

Malakias’ budskab har en varig værdi for os såvel som en umiddelbar værdi for hans egen tid. Han var en glødende patriot, og derfor var hans budskab skarpt formuleret og strengt. Hans primære mål var at opmuntre et modløst folk, som stadig ventede på, at Haggajs og Zakarias’ optimistiske forudsigelser skulle gå i opfyldelse. Blandt lærdommene af blivende værdi er følgende:

(1) At ritualet er et vigtigt element i religionen, men ikke som et mål i sig selv. Tiender og ofre er nødvendige, men kun som udtryk for et oprigtigt moralsk og dybt åndeligt liv (Mal 1,11).

(2) At en billig religion intet gavner, og at ofre, der gives modvilligt, mishager Gud. Hellere et lukket tempel end et tempel fyldt med sådanne tilbedere (Mal 1,8-10).

(3) At skilsmisse og blandede ægteskaber med hedenske afgudsdyrkere modarbejder Guds formål med at sikre sig et særligt folk, hvis familieliv er helligt, fordi det er opvækststedet for en »gudfrygtig sæd« (Mal 2,15).

(4) At der er en evig disciplin i loven. Malakias lægger den største vægt på nødvendigheden af at holde Moseloven. Præsterne, siger han, er lovens vogtere og udlæggere. Ved deres mund skal folket søge kundskab. »At undervurdere loven er let; at vurdere den ret er en langt vanskeligere opgave« (Welch). Hos Malakias, ikke mindre end hos Kristus selv, bør ikke den mindste tøddel eller prik nogensinde forgå eller blive forældet.

LITTERATUR.

Driver, »Minor Prophets«, II, NewCentury Bible (1906); G. A. Smith, »The Book of the Twelve Prophets«, Expositor's Bible (1898); Dods, Post-Exilian Prophets: »Hag«, »Zec«, »Mal«; »Handbooks for Bible Classes«; J. M. P. Smith, ICC (1912). Blandt de talrige andre kommentarer til Mal kan nævnes: Eiselen (1907), Marti (1903), Nowack (1903), Orelli (1908), Wellhausen (1898), Van Hoonacker (1908) og Isopeocul (1908). De forskellige indledninger til Det Gamle Testamente bør også konsulteres, navnlig dem af Driver (1910), Strack (1906), Wildeboer (1903), Gautier (1906), Cornill (1907), Konig (1893); og artiklerne med titlen »Malachi« i de forskellige ordbøger og bibelleksika: f.eks. i Encyclopedia Biblica (1902), af C. 0. Torrey; i HDB (1901), af A. O. Welch; i 1-vol HDB (1909), af G. G. Cameron; og RE (1905), af Volck.

George L. Robinson