me'-rab (merabh "forøgelse"; Merob): Sauls ældste datter (1 Sam 14,49), lovet, dog ikke ved navn, til den mand, der skulle dræbe filisteren Goliat (1 Sam 17,25). Det gjorde David, og han blev siden taget af Saul til hoffet (1 Sam 18,2), hvor han blev holdt tilbage i stor ære. Merab blev dog ikke givet til ham så hurtigt, som hændelsen kunne få én til at forvente, og fortsættelsen viste en vis uvillighed hos nogle af personerne i aftalen til at opfylde løftet. Folkets hyldest, da de mødte David ved hans tilbagekomst fra krigen mod filistrene og tillagde ham større ære end Saul (1 Sam 18,6-16), vakte Sauls vrede skinsyge. Han "så skævt til David fra den dag af og siden" (1 Sam 18,9). To gange måtte David "undvige" den "onde ånd" i Saul (1 Sam 18,11). Saul frygtede også David (1 Sam 18,12), og det førte ham til at ægge den unge mand til farligere heltegerninger mod filistrene ved et fornyet løfte om Merab. Han ville have Davids liv, men hellere ved filistrenes hånd end ved sin egen (1 Sam 18,17). Merab skulle være lokkemaden. Men nu kom et andet element til og gjorde sagen mere indviklet--Mikals kærlighed til David (1 Sam 18,20), som kan have været den forsinkende faktor fra begyndelsen. Under alle omstændigheder bliver Merab til sidst givet til Adriel fra Mehola (1 Sam 18,19). Stedet i 2 Sam 21,8 indeholder uden tvivl en fejl--Mikals navn forekommer i stedet for hendes søster Merabs--selv om Septuaginta, Josefus og en konsekvent hebraisk tekst alle viderefører den, ligesom også den præcise betydning af det hebraiske ord Yaladh, som er et fysiologisk ord for at føde børn og ikke kan oversættes "opdrage". En targumisk forklaring lyder: "Merabs 5 sønner (som Mikal, Sauls datter, opfostrede), som hun fødte," osv. Et andet forslag læser ordet "søster" efter Mikal i ejefald og lader teksten i øvrigt stå, som den står. Det er muligt, at Merab døde forholdsvis ung, og at hendes børn blev overladt til deres mosters omsorg, især når det siges, at hun selv ingen havde (2 Sam 6,23). Den enkleste forklaring er at antage en afskriverfejl, med det nævnte forslag som en mulig forklaring på den. Den ensomme Mikal (2 Sam 6,20-23) blev så nært knyttet til sin (afdøde) søsters børn, at de i en vis forstand blev hendes.

Henry Wallace