mi'-ka (mikha'): En variant af navnet Mika og sandsynligvis ligesom det en sammentrukket form af MIKAJA (se dette). I King James Version staves det undertiden "Micha".

(1) En søn af Merib-Baal eller Mefiboshet (2 Sam 9,12, King James Version "Micha"). I 1 Krøn 8,34 kaldes han "Mika".

(2) Zikris søn (1 Krøn 9,15). I Neh 11,17 (King James Version "Micha") betegnes han som "Zabdis søn", og i Neh 12,35 forekommer hans navn som "Mikaja (King James Version "Michaiah"), Zakkurs søn."

(3) En af dem, der underskrev pagten (Neh 10,11, King James Version "Micha").

John A. Less

mi'-ka (mikhah, sammentrukket af mikhayahu, "hvem er som Yah?"; Codex Vaticanus, Meichaias; Codex Alexandrinus, Micha; i King James Version undertiden stavet Michah):

(1) Hovedpersonen i en episode, der er givet som et tillæg til Dommerbogen (kap. 17; kap. 18). Mika, der boede på Efraims bjergland, var grundlægger og ejer af en lille privat helligdom med tilbehør til gudsdyrkelsen (17,1-5), hvortil han ansatte en judæisk levit som præst (17,7-13). Fem mænd, som danitterne havde sendt ud for at søge nyt område, fordi de ikke havde sikret sig en bosættelse på deres egen stammes tildelte land, besøgte Mikas helligdom og fik af hans præst et orakelsvar, der begunstigede deres søgen (Dom 18,1-6). Derpå drog de videre, indtil de nåede byen Lajish længst mod nord, og da de anså den for egnet til formålet, vendte de tilbage for at aflægge rapport til deres stammefæller. Disse sendte straks 600 bevæbnede mænd dertil, ledsaget af deres familier (Dom 18,7-12). Da de kom forbi Mikas bolig, tilegnede de sig hans afgudsbilleder og hans præst, og da ejeren forfulgte dem, blev han hånet og truet (Dom 18,13-26). De indtog Lajish, ødelagde byen med dens indbyggere og genopbyggede den under navnet Dan. Dér opstillede de de stjålne billeder og indsatte Mikas levit, Jonatan, en sønnesøn af Moses (KJV "Manasse"), som præst for den nye helligdom, der længe var berømt i Israel (Dom 18,27-31).

Fortællingens formål er åbenbart at fremstille oprindelsen til danitternes helligdom og præsteskab. Nogle få særegenheder i beretningen har fået nogle kritikere--f.eks. Moore, "Judges," i ICC og "Judges" i SBOT; Budde, Richter--til at betragte den som sammensat. Wellhausen mener imidlertid, at særegenhederne er redaktionelle og er blevet indført med det formål at udglatte eller forklare den gamle optegnelse. De fleste autoriteter er enige om, at beretningen er næsten samtidig med de begivenheder, den skildrer, og at den har den højeste værdi for studiet af den israelitiske gudsdyrkelses historie.

Se også DOMMERBOGEN; DAN; PRÆSTESKAB.

(2) En rubenit, hvis efterkommer Be'era blev ført i eksil af Tiglat-Pileser (1 Krøn 5,5).

(3) En søn af Merib-Ba'al (1 Krøn 8,34; 1 Krøn 9,40).

Se MIKA, (1).

(4) En kehatitisk levit (1 Krøn 23,20; 1 Krøn 24,24).

(5) Far til Abdon, en af Josijas sendebud til profetinden Hulda (2 Krøn 34,20). I parallelstedet (2 Kong 22,12) lyder teksten "Akbor, søn af Mikaja," KJV "Michaiah."

(6) En simeonit, nævnt i Judits Bog (Judit 6,15).

(7) Profeten, der i Jer 26,18 (hebraisk) kaldes "Mikaja fra Moreshet." Se særskilt artikel.

(8) Søn af Jimla.

Se MIKAJA, (7).

John A. Less

(mikhah; Meichaias; en forkortelse for Micaiah (Jer 26,18), og dette igen af den længere form af ordet i 2 Krøn 17,7; sammenlign 1 Kong 22,8):

1. Navn og person:

Navnet betyder »hvem er som Yah?«; sammenlign Mikael, svarende til »hvem er som El?« (dvs. Gud). Da dette navn forekommer ret ofte, kaldes han »morastitten«, dvs. født i Moresheth. Han kalder i Mika 1,14 sin fødeby Moresheth-gat, fordi den lå nær filisterbyen Gat. Ifølge Hieronymus og Eusebius lå dette sted ikke langt øst for Eleutheropolis. Profeten må ikke forveksles med Mika ben Imla i 1 Kong 22,8, en ældre profet fra Nordriget.

2. Mikas tid:

Ifølge Jer 26,18 levede og profeterede Mika under Hizkijas regering; ifølge Mika 1,1 virkede han også under Jotam og Akaz. Denne overskrift har, må det siges, stor lighed med Es 1,1 og er sandsynligvis af senere dato. Alligevel bekræfter indholdet af hans første tale, at han profeterede ikke blot før Samarias ødelæggelse, men også før Hizkijas reform (sammenlign Mika 1,5). Derfor er Mika 1 sandsynligvis en tale, der allerede blev holdt under Akaz, og Mika 2-5 under Hizkija. Samaria nævnes ikke længere i kapitlerne 2 til 5. Denne by er allerede blevet ødelagt; i hvert fald er den under belejring. Derfor blev disse taler holdt efter året 722 f.Kr., men før 701 f.Kr., eftersom Hizkijas reform endnu ikke var helt fuldført. Det er umuligt at datere disse taler nøjagtigt, af den grund at alle de enkelte sætninger og taler senere blev samlet i én velredigeret samling, sandsynligvis af Mika selv. De angreb, som forskellige kritikere har rettet mod ægtheden af Mika 4 og 5, har kun et svagt grundlag. Det er en vanskeligere opgave at forklare det dystre billede af forholdene, sådan som de beskrives i Mika 6 og 7, som hidrørende fra Hizkijas regeringstid. Af denne grund har forskere tænkt på at henføre dem til Jotams og Akaz’ regeringer. Men bedre grunde taler for at placere dem i Manasses forfaldne regeringstid. Der er ingen grund til at hævde, at Mika ikke længere profeterede på denne konges tid. Det er sandt, at en række kritikere erklærer, at Mika ikke skrev disse kapitler, især den såkaldte salme i 7,7-20, som, hævdes det, tydeligt forudsætter Jerusalems ødelæggelse (7,11)! Men det er en kendsgerning, at Mika virkelig og tydeligt forudsagde denne ødelæggelse og det eksil, der fulgte efter denne begivenhed, i 3,12; og derfor kunne han i denne afsluttende hymne meget let have set endda ud over denne periode.

Mika er altså en yngre samtidig med Esajas, og ligesom denne profeterede han i Juda, måske også i Jerusalem. Med hensyn til både form og indhold har hans bog en nær lighed med denne store profets skrifter, skønt han ikke, sådan som det var tilfældet med Esajas, kom i personlig kontakt med kongerne og gjorde sin indflydelse gældende i politiske anliggender.

3. Forholdet til Esajas:

Udsagnet i Mika 4,1 ff. findes næsten ordret i Es 2,2 ff. Meningerne er delte om, hvem der skal tilskrives originalen, Esajas eller Mika. Hos sidstnævnte synes passagen at passe bedre ind i sammenhængen, mens den i Es 2 indleder talen brat, som om profeten havde taget den fra en anden kilde. Imidlertid er Mika 4,4 f bestemt en sætning, der er tilføjet af Mika, som derfor ikke var den første til at formulere selve profetien. Det er muligt, at begge profeter tog den fra en ældre profet. Men det er også tænkeligt, at Esajas er ophavsmanden. I så fald anbragte han denne sætning i spidsen for sine kortere udsagn, da han sammensatte sin større gruppe af taler i Mika 2--4, med det formål at udtrykke de høje hensigter, som Gud har i sinde med sine domme.

4. Profetiernes indhold:

Mika bekæmper i sine taler, ligesom Esajas, de hedenske misbrug, der havde fundet vej ind i kulten, ikke blot i Samaria, men også i Juda og Jerusalem, og som Hizkijas reform kun delvis og slet ikke varigt kunne modvirke (jf. Mika 1,5-7; Mika 5,11-13; Mika 6,7; Mika 6,16). Desuden revser han dem for den sociale uretfærdighed, som især de mægtige og de store i landet var skyldige i (Mika 2,1; Mika 3,2), og for uærlighed og troløshed i handel og i adfærd i almindelighed (jf. Mika 6,10 ff; 7,2 ff). Til alle tider var Mika, når han gjorde dette, nødt til at forsvare sig mod falske profeter, som affærdigede disse anklager som uden større betydning og truede og modarbejdede profeten i hans forkyndelser af den forestående ulykke (jf. 2,5 ff.11 ff). I udtalt modsætning til disse snakkere og deres forudsigelser om gode ting forkynder Mika dommen ved de fjender, der nærmer sig, og han går endda videre end Esajas i den åbne erklæring, at Jerusalem og templet skal ødelægges (Mika 3,12; Mika 4,10; Mika 5,1). Det førstnævnte sted bekræftes også af den begivenhed, der berettes i Jer 26,17 ff. Stedet Mika 4,10, hvor Babylon på overraskende måde nævnes som eksilets sted, anses af denne grund af kritikerne for uægte, men med urette. Mika forudsiger også udfrielsen fra Babylon og Israels genoprettelse i Jerusalem og erklærer, at dette skal ske gennem en konge, som skal udgå fra Davids hus’ dybeste ydmygelse og fødes i Betlehem, og som, ligesom David, oprindelig en simpel hyrdedreng, senere skal blive folkets hyrde og gøre sit folk lykkeligt i fred og velstand. Mod denne konge vil hedningernes sidste store angreb intet formå (4,11-13; 5,4 ff). Som en selvfølge vil han rense landet for alle hedenske misbrug (5,9 ff). I beskrivelsen af denne hersker stemmer Mika igen overens med Esajas, men uden at hente enkelthederne fra denne profet.

5. Profetiernes form:

Formen i Mikas profetier har, trods deres nære forbindelse med hans store samtidsprofets profetier, alligevel sine egne særlige træk. Der er en udtalt formel lighed mellem Mika 1,10 ff og Es 10,28 ff. Endnu mere end det er tilfældet hos Esajas, gør Mika brug af navnene på bestemte steder. Vittige hentydninger, som vi kun delvis kan forstå, mangler ikke i denne forbindelse; f.eks. gøres Lakish, “hestenes by”, til genstand for et ordspil. (For nylig er en stor mur blevet udgravet i ruinerne af denne by.) Mikas stil er kraftfuld og levende. Han elskede antiteser. Det er et særpræg ved hans stil, at han ynder dramatiske afbrydelser og svar; f.eks. 2,5.12; 3,1; 6,6-8; 7,14 f. Han holder også af historiske henvisninger; som f.eks. 1,13.15; 5,5; 6,4 f.6.16; 7,20. Han gør hyppig brug af billedet med hyrden, 2,12; 3,2 f; 4,6; 5,3 ff; 7,14. Det forhold, at disse særtræk viser sig i alle dele af hans lille bog, er et argument for, at den stammer fra én forfatter. Han overgår Esajas i sin tilbøjelighed til idylliske detaljer og især i en dybere personlig medfølelse, som i almindelighed finder udtryk i en elegisk tone. Hans lyriske stil antager let form af en bøn eller en salme (jf. Mic 7).

LITTERATUR.

C. P. Caspari; Ueber Micha den Morasthiten, 1851; T.K. Cheyne, Micah with Notes and Introduction, 1882; V. Ryssel, Untersuchungen uber Textoeatalt und Echtheit des Buches Micha, 1887. Se kommentarerne til de 12 små profeter af Hitzig, Ewald, C. F. Keil, P. Kleinert, W. Nowack, C. v. Orelli, K. Marti; Paul Haupt, The Book of Micah, 1910; Pusey, The Minor Prophets, 1860.

C. von Orelli