Hos egypterne var måneden på tredive dage hver i brug længe før udvandringen og dannede grundlaget for deres beregninger. Fra indstiftelsen af Moseloven var måneden hos jøderne månebaseret. De religiøse festers cyklus afhang af månen. En måneds begyndelse blev bestemt ved observationen af nymånen. Antallet af måneder i året var som regel tolv (1 Kong 4,7; 1 Krøn 27,1-15); men hvert tredje år blev en ekstra måned (ve-Adar) indskudt, så månederne kunne stemme overens med årstiderne.

“Hebræerne og fønikerne havde intet ord for måned undtagen ‘måne’ og reddede kun deres kalender fra at blive vag som muslimernes ved at indskyde en ekstra måned. Der findes slet intet bevis for, at de nogensinde brugte et egentligt solår, sådan som egypterne havde. De sidstnævnte havde tolv måneder på tredive dage og fem epagomenac eller overskydende dage.”, Palestine Quarterly, januar 1889.