mem'-fis:

1. Navn:

Egyptens gamle hovedstad, 12 miles syd for det moderne Kairo. Denne græske og romerske form af navnet blev afledt af den koptiske form Menfi (nu arabisk Menf), forkortelsen af det egyptiske navn Men-nofer, "den gode havn". Dette navn blev anvendt om Pepy I's pyramide på gravpladsen oven for byen; nogle har ment, at byens navn var afledt af pyramiden, men det er usandsynligt, eftersom byen må have haft et almindeligt navn før dette. Det betyder måske "Menas fortræffelighed", efter dens grundlægger. Det forekommer endnu mere forkortet i Hos (9,6) som Mof (moph), og i Es (19,13), Jer (2,16) og Ez (30,13) som Nof (noph).

2. Politisk stilling:

De klassiske udsagn viser, at byen i romersk tid var omkring 8 miles lang og 4 miles bred, og stedets spor stemmer med dette. Den var den eneste hovedstad i Egypten fra 1. til 17. dynasti; den delte overhøjhed med Theben under 18. til 25. dynasti og med Sais frem til 30. dynasti. Derefter trængte Alexandria den gradvist i skyggen, men Egyptens guvernør underskrev den endelige kapitulation til araberne i den gamle hovedstad. Mens andre byer antog en politisk ligestilling, forblev Memfis dog sandsynligvis handelsmæssigt førende indtil ptolemæerne.

3. Grundlæggerne og byen:

Det ældste bosættelsescentrum var sandsynligvis helligdommen for den hellige tyr, Apis eller Hapy, som lå i den sydlige del af byen. Denne dyrkelse var uden tvivl forhistorisk, så da den første konge over hele Egypten, Mena, grundlagde sin hovedstad, fandtes der allerede en kerne. Hans store værk var at inddrage land mod nord og grundlægge templet for dynastiets gud Ptah, som blev udvidet, indtil dets indhegning omfattede lige så meget som Amons store tempel i Theben, omkring 3 furlongs langt og 2 furlongs bredt. Nord for dette lå den hellige sø; hinsides den paladset og lejren. Efterhånden flyttede de fashionable kvarterer nordpå i Egypten i søgen efter friskere luft; herskerne var i romersk tid flyttet 10 miles mod nord til Babylon, derpå til Fostat, derpå Kairo og til sidst nu til Abbasiyeh og Kubkeh, alt i alt en forskydning på 18 miles på 8.000 år.

4. Arkæologiske resultater:

Efter Apis' helligdom er det næstældste centrum Ptahs, grundlagt af Mena. Dette blev for nylig ryddet i årlige afsnit af British School, hvor man hovedsagelig fandt skulpturer fra 18. og 19. dynasti. Herodots beretning om nordporten, at den blev bygget af Amenemhat III, er blevet bekræftet ved fundet af hans navn på overliggeren. En vældig sfinks af alabast, 26 fod lang, er også blevet fundet. Øst for dette lå templet i det fremmede kvarter, kong Proteus' tempel i de græske beretninger, hvor man har fundet fremmed keramik og terrakottahoveder. Andre templer, som man ved har eksisteret i Memfis, er Hathors, Neits, Amens, Imhoteps, Isis', Osiris-Sokars, Khnumus, Bastels, Tahutis, Anubis' og Sebeks.

En stor bygning fra kong Siamen (21. dynasti) er blevet fundet syd for Ptah-templet. Nord for det store tempel lå fæstningen, og i den dækkede paladshøjen fra 26. dynasti to acres. Den er blevet fuldstændig ryddet, men den nederste del mangler stadig at blive undersøgt. Dens nordende var mindst 90 fod høj, af murværk, udfyldt til halv højde af et gulv hævet på celleformet murværk. Den store gård var omkring 110 fod på hver led, og dens tag blev båret af 16 søjler, 45 fod høje.

De vigtigste seværdigheder i Memfis nu er den store kolos af Ramses II, den mindre kolos af samme, og den vældige alabastsfinks. Byens gravplads er den vigtigste i Egypten; den ligger 2 miles mod vest i ørkenen og er kendt som Saqqareh, efter So-kar, de dødes gud.

Se SAQQAREH.

W. M. Flinders Petrie