|| I. VORES ANDET EVANGELIUM

II. INDHOLD OG ALMINDELIGE KENDETEGN

1. Omfang

2. Stof, der er særligt for Markus

3. Citater

4. En bog om mægtige gerninger

5. Arbejderen er også lærer

6. En bog med levende detaljer

III. TEKSTEN

IV. SPROG

1. Almindelig karakter

2. Ordforråd

3. Stil

4. Originalsprog

V. FORFATTERSKAB

1. Ydre vidnesbyrd

2. Indre vidnesbyrd

VI. KILDER OG INTEGRITET

VII. TID OG STED FOR TILBLIVELSE

VIII. HISTORICITET

IX. FORMÅL OG PLAN

1. Evangeliet for romere

2. Evangeliets plan

X. FØRENDE LÆRER

1. Kristi person

2. Treenigheden

3. Frelsen

4. Eskatologi

LITTERATUR

I. Vores andet evangelium.

Evangeliernes rækkefølge i vores Nye Testamente skyldes sandsynligvis den tidlige overbevisning, at dette var den rækkefølge, evangelierne blev skrevet i. Det var dog ikke den ufravigelige rækkefølge. Spørgsmålet om rækkefølge opstod først, da bogrullen blev afløst af kodeksen, vores nuværende bogform. Den forandring var i gang i det 3. århundrede. Origenes fandt kodekser med rækkefølgen Johannes-Matthæus-Markus-Lukas — sandsynligvis på grund af ønsket om at give apostlene den førende plads. Den og den rækkefølge, der er almindelig i dag, kan betragtes som de to hovedgrupperinger — den ene efter værdighedens orden, den anden efter tidens. Den førstnævnte er egyptisk og latinsk; den sidstnævnte har støtte i de fleste græske håndskrifter, kataloger og kirkefædre og støttes af den gamle syriske oversættelse.

Inden for disse findes der dog variationer. Den førstnævnte varierer således: Johannes-Matthæus-Lukas-Markus, og Matthæus-Johannes-Markus-Lukas, og Matthæus-Johannes-Lukas-Markus; den sidstnævnte til Matthæus-Markus-Johannes-Lukas. Markus står aldrig først; når det følger efter Lukas, har hensynet til tiden veget for hensynet til længden.

II. Indhold og almindelige kendetegn.

1. Omfang:

Evangeliet begynder med Johannes Døbers tjeneste og slutter med forkyndelsen af opstandelsen, hvis de sidste 12 vers ikke medregnes. Disse tilføjer tilsynekomster efter opstandelsen, missionsbefalingen, himmelfarten og en kort sammenfatning af apostolisk virksomhed. Dets grænser svarer således nøje til dem, Peter angiver i ApG 10,37-43. Der siges intet om den tidlige tjeneste i Judæa. Den galilæiske tjeneste og lidelsesugen med overgangen fra den ene til den anden (i ApG 10) udgør i praksis evangeliet.

2. Stof, der er særligt for Markus:

Stof, der er særligt for Markus, findes i 4,26-29 (sæden, der vokser i det skjulte); 3,21 (hans slægtninges frygt); 7,32-37 (den døve og stumme mand); 8,22-26 (den blinde mand); 13,33-37 (husets herre og formaningen om at våge); 14,51 (den unge mand, der undslap). Men ud over dette er der mange levende ordglimt, hvormed det fælles stof bliver oplyst, og i ikke få af de fælles hændelser er Markus’ beretning langt fyldigere; fx 6,14-29 (Johannes Døbers død); Mark 7,1-23 (om at spise med uvaskede hænder); 9,14-29 (den dæmonbesatte dreng); 12,28-34 (den spørgende skriftlærde). Der er nok af dette stof til tydeligt at vise, at forfatteren ikke kan have været helt afhængig af de andre evangelister. Hawkins beregner den samlede mængde særligt stof til omkring halvtreds vers (Hor. Syn., 11).

3. Citater:

I slående kontrast til Matthæus, som i parallelle passager henleder opmærksomheden på profetiens opfyldelse ved Jesus, citerer Markus kun én gang Det Gamle Testamente, og det placerer han helt i forgrunden af sit evangelium. Esajas-delen af hans sammensatte citat forekommer i alle 4 evangelier; Malakias-delen kun hos Markus, skønt der er et ekko af den i Joh 3,28. Dette ene forhold kunne give et fejlagtigt indtryk af evangeliets holdning til Det Gamle Testamente. Selv om Markus selv kun giver denne ene dobbelte henvisning, fremstiller han dog Jesus som en, der ofte gør det. Forskellen i denne henseende mellem ham og Matthæus er ikke stor. Han har 19 formelle citater sammenlignet med 40 hos Matthæus, 17 hos Lukas og 12 hos Johannes. Tre af de 19 findes ikke andetsteds. Det samlede tal for Det Nye Testamente er 160, så Markus har en rimelig andel. Når henvisninger til Det Gamle Testamente og løse citater tages i betragtning, bliver resultatet stort set det samme. Westcott og Hort, The New Testament in Greek, giver Matthæus 100, Markus 58, Lukas 86, Johannes 21, ApG 107. Således ligger Det Gamle Testamente også bag Markus som Guds autoritative ord. Swete (Introduction to the Old Testament in Greek, 393) påpeger, at i de citater, som er fælles for synoptikerne, følges Septuaginta sædvanligvis; i andre følges hebraisk oftere. (En god illustration ses i Mark 7,7, hvor Septuaginta følges i udtrykket: »forgæves dyrker de mig« — en rimelig parafrase af hebraisk; men »idet de lærer menneskers bud som deres læresætninger« er en mere korrekt gengivelse af hebraisk, end Septuaginta giver.) Tre citater er særlige for Markus, nemlig 9,48; 10,19; 12,32.

4. En bog om mægtige gerninger:

Bedømt efter den plads, stoffet optager, er Markus et gerningernes evangelium. Jesus er en arbejder. Hans liv er præget af anstrengende aktivitet. Han skynder sig fra den ene opgave til den anden med energi og beslutsomhed. Ordet euthus, dvs. »straks«, bruges 42 gange mod Matthæus’ 7 og Lukas’ 1. I 14 af disse tilfælde, sammenlignet med 2 hos Matthæus og ingen hos Lukas, bruges ordet om Jesu personlige aktivitet. Det er derfor ikke mærkeligt, at de begivenhedsløse tidlige år forbigås (sammenlign Joh 2,11). Det er heller ikke mærkeligt, at miraklerne er flere end lignelserne. Efter Westcotts klassifikation (Introduction to Study of the Gospel, 480-86) har Markus 19 mirakler og kun 4 lignelser, mens de tilsvarende tal for Matthæus er 21 mod 15 og for Lukas 20 mod 19. Af miraklerne er 2 særlige for Markus, af lignelserne kun 1. Evangelisten nedskriver tydeligvis Jesu gerninger snarere end hans ord. Disse forhold udgør endnu et berøringspunkt med Peters taler i Apostlenes Gerninger — gerningernes velgørende karakter i ApG 10,38 og deres bevismæssige betydning i ApG 2,22 (sammenlign Mark 1,27; Mark 2,10 osv.).

Følgende er de undere, som Markus beretter om: den urene ånd (1,21-28), den lamme (2,1-12), den visne hånd (3,1-5), stormen, der blev stillet (4,35-41), den gerasenske besatte (5,1-17), Jairus' datter (5,22 ff.), kvinden med blødningerne (5,25-34), bespisningen af de 5.000 (6,35-44), bespisningen af de 4.000 (8,1-10), vandringen på vandet (6,48 ff.); den syrofønikiske kvindes datter (7,24-30), den døvstumme (7,31-37), den blinde mand (8,22-26), den besatte dreng (9,14 ff.), den blinde Bartimæus (10,46-52), figentræet, der visnede (11,20 ff.), opstandelsen (16,1 ff.). For en interessant klassifikation af disse, se Westcotts Introduction to Study of the Gospels, 391. Kun de sidste tre hører hjemme i Judæa.

5. Arbejderen er også lærer:

Selv om det, der er sagt, er sandt, er Markus dog på ingen måde tavs om Jesus som lærer. Johannes Døberen er en forkynder (Mark 1,4; Mark 1,7), og Jesus fremstilles også som en forkynder, der overtager og udvider Johannes' budskab. Meget ofte nævnes han som den, der lærer (f.eks. Mark 1,21; Mark 2,13; Mark 6,6, osv.); ja, ordene didache og didasko forekommer oftere hos Markus end i noget andet evangelium. Der henvises slående til hans originalitet, metoder, popularitet og uforlignelighed som lærer (Mark 1,22; Mark 4,1; Mark 4,33; Mark 11,27-12; især 12,34). Et under erklæres udtrykkeligt at have undervisning som formål (Mark 2,10), og det antydes ofte, at hans undere ikke blot var udsprunget af hans medfølelse, men også var tilsigtede selvåbenbaringer (Mark 5,19; Mark 11,21-23). Ikke alene er han selv lærer, men han er optaget af at forberede andre til at være lærere (Mark 3,13; Mark 4,10). Markus er lige så tydelig som Matthæus, når han gør opmærksom på, at han på et bestemt tidspunkt begyndte at undervise skaren i lignelser og udlægge lignelserne for sine disciple (Mark 4,2-11). Han nævner dog kun fire af dem — sædemanden (Mark 4,1-20), sæden, der vokser i det skjulte (Mark 4,26-29), sennepsfrøet (Mark 4,30-32) og vingårdsarbejderne (Mark 12,1-12). Antallet af noget længere taler og den samlede mængde undervisning er betydeligt større, end man undertiden erkender. Markus 4 og 13 kommer nærmest længden af talerne hos Matthæus og svarer til henholdsvis Matt 13 og 24. Men i Mark 7,1-23; Mark 9,33-50; Mark 10,5-31; Mark 10,39-45 og 12,1-44 har vi ret omfattende udsagn. Hvis Jesus er en arbejder, er han endnu mere en lærer. Hans gerninger forbereder snarere for hans ord, end hans ord for hans gerninger. Læren voksede naturligt ud af anledningen og omstændighederne. Han gjorde og lærte. Fordi han gjorde det, han gjorde, kunne han lære med virkning. Både gerninger og ord åbenbarer ham selv.

6. En bog med levende detaljer:

Der er en mængde levende detaljer: Markus nævner Jesu handlinger og gestus (7,33; 9,36; 10,16) og hans blikke — spørgende (5,32), i bøn (6,41; 7,34), med anerkendelse (3,34), kærlighed (10,21), advarsel (især til Judas 10,23), vrede (3,5) og dom (11,11). Jesus sulter (11,12), søger hvile i afsondrethed (6,31) og sover på bådens pude (4,38); han ynkes over skaren (6,34), undrer sig over menneskers vantro (6,6), sukker over deres sorg og blindhed (6,34; 8,12), sørger over deres forhærdelse (3,5) og irettesætter bedrøvet sin mors og sine brødres forkerte tanke og med harme sine disciples misforståede iver og selviske ambitioner (8,33; 10,14). Markus fremstiller sædvanligvis hans helbredelsesundere som øjeblikkelige (1,31; 2,11 f.; 3,5), undertiden som gradvise eller vanskelige (1,26; 7,32-35; 9,26-28), og én gang som ligefrem umulige »på grund af deres vantro« (6,6). Med mange levende træk fortælles vi om folkets adfærd og det indtryk, som det, Jesus sagde eller gjorde, gjorde på dem. De bringer deres syge med gennem gaderne og gør torvet til et hospital (1,32), stimler sammen om ham og skubber til ham ved søen (3,10) og giver udtryk for deres forbløffelse over hans myndige tone (1,22) og magt (2,12). Disciplene gribes af ærefrygt over hans herredømme over søen (4,41), og både disciple og andre bliver overraskede og skræmte over det mærkelige, frygtindgydende udtryk, da han går foran alene på vej op til Jerusalem og korset (10,32). Mange andre maleriske detaljer gives, som i 1,13 (han var sammen med de vilde dyr); 2,4 (de gravede sig gennem taget); 4,38 (han lå og sov på puden); 5,4 (beskrivelsen af den gerasenske besatte); 6,39 (grupperne, klædt i mange farver og lignende blomsterbede på den grønne bjergside). Andre detaljer, der er særegne for Markus, er: navne (1,29; 3,6; 13,3; 15,21), tal (5,13; 6,7), tid (1,35; 2,1; 11,19; 16,2) og sted (2,13; 3,8; 7,31; 12,41; 13,3; 14,68 og 15,39). Disse peger stærkt på en øjenvidnes iagttagelse som den endelige autoritet, og de geografiske henvisninger tyder på, at selv forfatteren forstod landets almindelige træk, især Jerusalems og dets omegns. (For fuldstændige lister, se Lindsay, Mark's Gospel, 26 ff.)

III. Teksten.

Af de 53 udvalgte læsemåder, som Westcott og Hort, The New Testament in Greek (Into), har noteret, er kun få af særlig interesse eller betydning. Følgende skal accepteres: en to Esaia to prophete (Mark 1,2) hamartematos (Mark 3,29); pleres (ubøjeligt, 4,28); to tekton (Mark 6,3; Jesus kaldes her »tømreren«); autou (Mark 6,22, Herodes' datter havde sandsynligvis to navne, Salome og Herodias); pugme (Mark 7,23, »med næven«, dvs. »grundigt«, ikke pukna »ofte«). Westcott og Hort, The New Testament in Greek, skal følges i at forkaste pisteusai (hvorved det malende To Ei dune (Mark 9,23) bliver stående); kai nesteia (Mark 9,29); pasa...halisthesetai (Mark 9,49); tous...chremasi (Mark 10,24); men ikke i at forkaste huiou Theou (Mark 1,1). De tager sandsynligvis fejl i at bevare hous...onomasan (Mark 3,14; det blev sandsynligvis tilføjet fra Luk 6,31); og i at forkaste kai klinon og acceptere hrantisontai i stedet for baptisontai (Mark 7,4; uvidenhed om jødernes yderste samvittighedsfuldhed førte til disse skriverændringer; sammenlign Luk 11,38, hvor ebaptisthe ikke er omstridt). Ligeledes kan man betvivle eporei (Mark 6,20) og mistænke det for at være en alexandrinsk rettelse af epoiei, som var vanskeligere og dog særdeles passende.

Det vigtigste tekstproblem er Mark 16,9-20. Burgon og Miller og Salmon mener, at det er ægte. Miller antager, at Markus indtil dette punkt praktisk taget havde gengivet Peters ord, at disse af en eller anden grund da svigtede ham, og at 16,9-20 er hentet fra hans egne forråd. Flertallet af forskere betragter dem som ikke-markinske; de mener, at 16,8 ikke er den tilsigtede afslutning; at hvis Markus nogensinde skrev en afslutning, er den gået tabt, og at 16,9-20, som indoptager traditioner fra den apostolske tidsalder, blev tilføjet senere. Conybeare har i et armensk håndskrift fundet en note, der henfører disse vers til presbyteren Ariston, som han identificerer med den Aristion, en discipel af Johannes, som Papias omtaler. Mange vil derfor betragte dem som autentiske, og nogle accepterer dem som iklædt Johannes' autoritet. De er bestemt meget tidlige, måske så tidlige som 100 AD, og har støtte i Codices Alexandrinus, Ephraemi, Bezae, Xi, Gamma, Delta, Zeta, alle sene majuskler, alle minuskler, de fleste oversættelser og kirkefædre, og de var kendt af skriverne bag Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus, som dog ikke accepterer dem.

Det er lige akkurat muligt, at evangeliet virkelig endte ved vers 8. Netop den bratte afslutning ville tale for en tidlig datering, da kristne levede i opstandelsens atmosfære, og ville endda danne en passende afslutning på Tjenerens evangelium (se nedenfor). En tjener kommer, udfører sin opgave og går bort – vi spørger ikke om hans slægt og følger heller ikke hans senere historie.

IV. Sprog.

1. Almindelig karakter:

Markus bruger datidens almindelige folkelige græsk, som blev forstået overalt i den græsk-romerske verden. Det var i udpræget grad folkets sprog, »kendt og læst af alle mennesker«. Hans ordforråd ligger lige langt fra skolernes fagudtryk og fra gadens slang. Det er den solide middelklasses rene, kraftfulde, direkte tale.

2. Ordforråd:

Af hans 1.330 ord er 60 egennavne. Af resten er 79 særegne for Markus, for så vidt angår Det Nye Testamente; 203 findes ellers kun i synoptikerne, 15 kun i Johannesevangeliet, 23 kun hos Paulus (Hebræerbrevet indbefattet), 2 i de katolske breve (1 i Jakobsbrevet, 1 i 2 Petersbrev), 5 i Johannes' Åbenbaring (se Swete, Commentary on Mark). Lidt mere end en fjerdedel af de 79 er ikke-klassiske, sammenlignet med en syvendedel hos Lukas og lidt mere end en syvendedel hos Mr. Hawkins giver også en liste over 33 usædvanlige ord eller udtryk. De mest interessante af enkeltordene er schizomanous, ephien, komopoleis, ekephaliosan, proaulion og hoti i betydningen »hvorfor« (Mark 2,16; Mark 9,11; Mark 9,28); af udtrykkene fordelingsformerne i Mark 6,7; Mark 6,39 f og 14,19, det hebraistiske ei dothesetai og hotan med indikativ. Af almindelige konstruktioner findes følgende med markant hyppighed: kai (hvilket reducerer hans brug af de til halvdelen af Matthæus' eller Lukas'), historisk præsens (hvilket forklarer den meget hyppige brug af legei i stedet for eipen), det perifrastiske imperfektum, artiklen med infinitiver eller sætninger, participier og præpositioner.

Der er tegn på, at forfatteren tidligere i livet var vant til at tænke på aramæisk. Lejlighedsvis viser det sig ved bevarelsen af aramæiske ord, som forholdsmæssigt er noget talrigere end hos Matthæus og dobbelt så talrige som hos Lukas eller Johannes. De mest interessante af disse er taleitha koum, ephphatha og Boanerges, hver udtalt i et øjeblik med stærke følelser.

Latiniserede ord hos Markus er omtrent halvt så talrige som aramaismerne. De udgør 11, det samme som hos Matthæus, sammenlignet med 6 hos Lukas og 7 hos Johannes. Den større andel hos Markus er den eneste virkelig bemærkelsesværdige kendsgerning i disse tal. Den antyder mere af et romersk udsyn og passer med den almindelige tradition om evangeliets oprindelse og forfatterskab.

Visse ord holder han meget af: euthus 42 gange; akathartos 11 gange; blepo og dets sammensætninger meget hyppigt; ligeledes eperotan, hupagein, exousia, euaggelion, proskaleisthai, epitiman, sammensætninger af poreuesthai, sunzetein og sådanne malende ord som ekthambeisthai, embrimasthai, enagkalizesthai og phimousthai. Følgende bruger han i en usædvanlig betydning: eneichen, pugme, apechei, epibalon.

Den samme nøjagtige og levende gengivelse af den faktiske erfarings kendsgerninger forklarer anakolutterne og andre brudte konstruktioner, f.eks. Mark 4,31 f; 5,23; 6,8 f; 11,32. Nogle skyldes indskud af forklarende sætninger, som i 7,3-5; nogle indførelsen af et citat, som i 7,11 f. Disse fænomener repræsenterer den samme sindstype, som vi allerede har set (II, 6 ovenfor).

3. Stil:

Stilen er meget enkel. Det almindelige forbindelsesord er kai. Klassikernes statelige perioder er helt fraværende. Fortællingen er som regel knap og kortfattet. Til tider er der dog presset en mængde detaljer sammen, hvilket giver en usædvanlig fylde i udtrykket. Dette giver anledning til talrige dobbelte udtryk som i Mark 1,32; Mark 2,25; Mark 5,19 og lignende, som bliver et markant træk ved stilen. Beskrivelserne er vidunderligt levende. Dette understøttes af den bemærkelsesværdigt hyppige brug af historisk præsens, hvoraf der er 151 eksempler, i modsætning til 78 hos Matthæus og 4 hos Lukas, bortset fra brugen i lignelser. Markus bruger det aldrig i lignelser, mens Matthæus har 15 tilfælde, og Lukas har 5. Johannes har 162, en lidt mindre andel end Markus i det hele taget, men en noget større i de fortællende dele. Men Markus' hurtige overgang fra én tid til en anden giver fortællingen en afveksling og livfuldhed, som ikke findes hos Johannes.

4. Originalsprog:

At originalsproget var græsk, er det samlede indtryk, de patristiske henvisninger giver. Oversættelser af evangeliet er altid fra, ikke til, græsk. Det var det romerske verdensriges fællessprog, især for breve. Paulus skrev til romerne på græsk. Et halvt århundrede senere skrev Klemens fra Rom til Korinth på græsk. Det græske Markusevangelium bærer præg af originalitet og af forfatterens særpræg.

Nogle har ment, at det blev skrevet på latin. Den eneste egentlige støtte for dette synspunkt er efterskriften i nogle få håndskrifter (f.eks. 160, 161, egraphe Rhomaisti en Rhome) og i Peshitta og den harkleanske syriske oversættelse. Det er en fejlagtig slutning ud fra troen på, at det blev skrevet i Rom, eller skyldes antagelsen om, at »Peters tolk« betød, at Markus oversatte Peters taler til latin

Blass hævdede, at der lå en aramæisk original til grund, idet han mente, at Lukas i den første del af Apostlenes Gerninger fulgte en aramæisk kilde, og at denne kilde var skrevet af forfatteren til det andet evangelium, som derfor også var skrevet på aramæisk. Han mente desuden, at Markusteksten antyder flere former af evangeliet, som bedst forklares som oversættelser af en fælles original. Afgørende imod dette synspunkt er oversættelsen af de få aramæiske ord, som er bevaret.

V. Forfatterskab.

1. Ydre vidnesbyrd:

Det ydre vidnesbyrd om forfatterskabet findes hos fædrene og i håndskrifterne. De vigtigste patristiske udsagn er følgende:

Papias--Lilleasien, cirka 125 e.Kr.--(citeret af Eus., HE, III, 39): »Og dette sagde den ældste også: Markus, som var blevet Peters tolk (hermeneutes), skrev nøjagtigt, hvad han huskede (eller nedskrev), af det, der var sagt eller gjort af Kristus, men ikke i rækkefølge. For han havde hverken hørt Herren eller fulgt ham; men senere, som jeg sagde, (sluttede han sig til) Peter, som plejede at forme sin undervisning efter (sine tilhøreres) behov, men ikke som en, der udarbejdede en ordnet fremstilling (suntaxin) af Herrens taler, således at Markus ikke begik nogen fejl ved således at nedskrive nogle ting, som han huskede dem; for han havde én ting for øje: ikke at udelade noget af det, han havde hørt, og ikke at forfalske noget i det.«

Justin Martyr--Israels land og Vesten, cirka 150 e.Kr.--(I Dial. with Trypho, cvi, Migne ed.): »Og når det siges, at han gav en af apostlene navnet Peter, og når dette er nedskrevet i hans ‘Erindringer’ sammen med den anden kendsgerning, at han gav Zebedæus' to sønner navnet ‘Boanerges,’ hvilket betyder ‘Tordensønner,’ « osv.

Irenæus--Lilleasien og Gallien, cirka 175 e.Kr.--(Adv. Haer., iii. 1, delvis citeret i Eus., HE, V, 8): »Efter at apostlene var blevet iklædt Helligåndens kraft og fuldt udrustet til den universelle evangeliserings gerning, drog de ud ("exierunt," i Rufinus' oversættelse) til jordens ender og prædikede evangeliet. Matthæus drog mod øst til dem af hebraisk afstamning og prædikede for dem på deres eget sprog; på dette sprog udgav han også (havde?) et skrift med evangeliet, mens Peter og Paulus drog mod vest og prædikede og grundlagde kirken i Rom. Men efter deres bortgang (exodon. "exitum" hos Rufinus) har Markus, Peters discipel og tolk (hermeneutes), ja han, overleveret os på skrift det, som blev prædiket af Peter.«

Klemens af Alexandria--cirka 200 e.Kr.--(Hypotyp. i Eus., HE, VI, 14): »Anledningen til at skrive Evangeliet ifølge Markus var følgende: Efter at Peter offentligt havde prædiket ordet i Rom og forkyndt evangeliet ved Ånden, bønfaldt mange af dem, der var til stede, Markus, som en der havde fulgt ham i lang tid og huskede, hvad han sagde, om at nedskrive det, han havde talt, og Markus, efter at have udarbejdet evangeliet, overrakte det til dem, der havde bedt ham. Da Peter blev klar over det, hverken hindrede han det ivrigt eller fremmede det.«

Også (Eus., HE, II, 15): »Så betagede var romerne af det lys, der skinnede ind i deres sind fra Peters taler, at de, ikke tilfredse med én enkelt høring og den mundtlige forkyndelse af sandheden, med den største indtrængen opfordrede Markus, hvis evangelium er i omløb, og som var Peters ledsager, til at efterlade dem en skriftlig optegnelse af den undervisning, som de havde modtaget mundtligt. De gav sig ikke, før de havde vundet ham; og således blev de årsagen til tilblivelsen af det såkaldte Evangelium ifølge Markus. Det siges, at da apostlen ved Åndens åbenbaring fik at vide, hvad der var sket, glædede han sig over mændenes iver og gav tilladelse til, at skriftet blev læst i menighederne.«

Tertullian--Nordafrika, cirka 207 e.Kr.--(Adv. Marc., iv. 5): Han taler om de fire evangeliers autoritet, to af apostle og to af apostles ledsagere, »ikke med udelukkelse af det, som blev udgivet af Markus, for det kan tilskrives Peter, hvis tolk Markus var.«

Origenes--Alexandria og Østen, ca. 240 e.Kr.--("Comm. on Mt" citeret i Eus., HE, VI, 25): "Det andet er det ifølge Markus, som skrev det under Peters vejledning (hos Petros huphegesato auto), og som derfor i sit katolske (universelle) brev anerkendte evangelisten som sin søn."

Eusebios--Cæsarea, ca. 325 e.Kr.--(Dem. Evang., III, 5): "Selv om Peter på grund af overdreven beskedenhed ikke påtog sig at skrive et evangelium, havde det dog hele tiden været almindeligt fortalt, at Markus, som var blevet hans nære bekendte og ledsager (gnorimes kat phoitetes), nedskrev erindringer om (eller optegnede, apomnemoeusai) Peters taler om Jesu gerninger." "Markus skriver ganske vist dette, men det er Peter, der således vidner om sig selv, for alt i Markus er erindringer (eller optegnelser) om Peters taler."

Epifanios--Cypern, ca. 350 e.Kr.--(Haer., 41): "Men straks efter Matthæus bliver Markus, efter at være blevet en efterfølger (akolouthos) af den hellige Peter i Rom, betroet at udgive et evangelium. Da han havde fuldført sit værk, blev han sendt af den hellige Peter til egypternes land."

Hieronymus--Østen og Vesten, ca. 350 e.Kr.--(De vir. illustr., viii): "Markus, Peters discipel og tolk, skrev på brødrenes anmodning i Rom et kort evangelium i overensstemmelse med det, han havde hørt Peter fortælle. Da Peter hørte det, godkendte han det og gav tilladelse til, at det blev læst i menighederne."

Også xi: "Følgelig havde han Titus som tolk, ligesom den salige Peter havde Markus, hvis evangelium blev til ved, at Peter fortalte, og Markus skrev."

Forord til Kommentar til Matthæus: "Det andet er Markus, apostlen Peters tolk og den alexandrinske kirkes første biskop; han så ikke selv Herren Jesus, men gengav nøjagtigt, snarere end i rækkefølge, de af hans gerninger, som han havde hørt sin lærer forkynde."

Hertil bør føjes Det Muratoriske Fragment--ca. 170 e.Kr.--"som giver en liste over Det Nye Testamentes bøger med en kort redegørelse for forfatterskabet til hver enkelt. Redegørelsen om Matthæus og størstedelen af den om Markus er gået tabt; kun disse ord om Markus er tilbage: `quibus tamen interfuit, et ita posuit' " (se nedenfor).

Disse navne repræsenterer kirkerne i det 2., 3. og 4. århundrede og praktisk talt alle dele af den romerske verden. Det er ganske klart, at den almindelige opfattelse var, at Markus havde skrevet et evangelium og deri hovedsagelig havde givet os Peters undervisning.

At vores andet evangelium er det, der henvises til i disse udsagn, kan der ikke være nogen rimelig tvivl om. Vores fire var med sikkerhed de fire hos Irenæus og Tatian; og Salmon (Introduction) har vist, at de samme fire må være blevet anerkendt af Justin, Papias og deres samtidige, hvad enten de var ortodokse eller gnostikere. Justins henvisning til tilnavnet "Boanerges" støtter dette, hvad Markus angår, for kun i Markusevangeliet nævnes dette forhold (3,17).

Et andet punkt er lige så klart--at Markusevangeliet i det væsentlige er Peters. Markus kaldes Peters discipel, efterfølger og tolk. Origenes citerer udtrykkeligt "Markus, min søn" (1 Pet 5,13 KJV) i denne forbindelse. "Discipel" forklarer sig selv. "Efterfølger" er dets ækvivalent, ikke blot en rejseledsager. "Tolk" er mindre klart. Én opfattelse sidestiller det med "oversætter", fordi Markus enten oversatte Peters aramaiske taler til græsk for de hellenistiske kristne i Jerusalem (Adeney m.fl.), eller Peters græske taler til latin for de kristne i Rom (Swete m.fl.). Den anden opfattelse--de gamles og de fleste modernes (f.eks. Zahn, Salmon)--er, at det ganske enkelt betyder "tolk" i den forstand, at Markus nedskrev, hvad Peter havde lært. Chases påstand (HDB, III, 247) om, at dette var en rent metaforisk brug, har ringe vægt, fordi det netop kan være brugt sådan her. Modstriden i vidnesbyrdet om tid og sted vil blive behandlet nedenfor (VII).

Der findes ingen klar erklæring om, at Markus selv var discipel af Jesus eller øjenvidne til det, han beretter. Ja, Papias' udsagn synes at bekræfte det modsatte. Dette udsagn kan dog ganske enkelt betyde, at han ikke var en personlig discipel af Jesus, ikke at han aldrig overhovedet havde set ham.

Det Muratoriske Fragment er ikke klart. Dets afbrudte sætning er blevet forstået forskelligt. Zahn fuldender den således: "(ali) quibus tamen interfuit, et ita posuit," og forstår den sådan, at "ved nogle hændelser (i Jesu liv) var han dog til stede og nedskrev dem derfor." Chase (HDB) og andre betragter "quibus tamen" som en bogstavelig oversættelse af det græske hois de og mener, at betydningen er, at Markus, som sandsynligvis netop var blevet omtalt som ikke stadigt sammen med Peter, "var til stede ved nogle af disse taler og derfor optegnede dem." Chase føler, at den følgende vending om Lukas: "Dominum tamen nec ipse vidit in carne," tvinger til den opfattelse, at Markus ligesom Lukas ikke havde set Herren. Men Paulus, ikke Markus, kan dér være i tankerne, og desuden gør denne fortolkning snarere Markus' forbindelse med Peter mindre betydningsfuld.

Det patristiske vidnesbyrd kan betragtes som sammenfattet i værkets titel i vores ældste håndskrifter, nemlig kata Markon. Denne vending må henvise til forfatteren, ikke til hans informationskilde, for i så fald måtte den nødvendigvis have været kata Petron. Dette er vigtigt, fordi det kaster lys over oldtidens vurdering af forfatterskabet til det første evangelium, som alle håndskrifterne giver titlen kata Matthaion.

2. Indre vidnesbyrd:

Det indre vidnesbyrd giver meget, som bekræfter traditionen, og praktisk talt intet, som taler imod. At Peter står bag det, stemmer med sådanne forhold som følgende:

(1) De mange levende detaljer, der er henvist til ovenfor (III, 6), må være kommet fra et øjenvidne. Den hyppige brug af legei i Markus og Matthæus, hvor Lukas bruger eipen, peger i samme retning.

(2) Visse kluntede udtryk i navnelister kan bedst forklares som Markus' gengivelse af Peters oprindelige ord, f.eks. Mark 1,29, hvor Peter kan have sagt: "Vi gik hjem, Jakob og Johannes fulgte med os." Således også i Mark 1,36 (sammenlignet med Lukas' upersonlige beskrivelse, Luk 4,42 f.); Mark 3,16; Mark 13,3.

(3) To passager (Mark 9,6; Mark 11,21) beskriver Peters egen tanke; andre nævner hændelser, som Peter med størst sandsynlighed ville nævne: f.eks. Mark 14,37 og 14,66-72 (især imperfektum erneito); 16,7; 7,12-23 set i lyset af ApG 10,15).

(4) I Mark 3,7 passer rækkefølgen af navnene bedre til Peters galilæiske synspunkt end til Markus' i Jerusalem--Galilæa, Judæa, Jerusalem, Peræa, Tyrus, Sidon. Netop den fuldstændige ukunstlethed i disse antydninger er den bedste slags bevis for, at vi er i berøring med én, som så med egne øjne og taler ud fra sin egen bevidsthed.

(5) Generelt skriver Markus, ligesom Matthæus, oftere ud fra De Tolvs synspunkt end Lukas; og Markus, oftere end Matthæus, ud fra synspunktet hos de tre, som Jesus ærede højest. Sammenlign Mark 5,37 med Matt 9,23, hvor Matthæus ikke henviser til de tre; den usædvanlige rækkefølge af navnene i Lukas' tilsvarende passage (Luk 8,51) antyder, at Jakob var hans endelige kilde. Sproget i Mark 9,14 kommer tydeligt fra en af de tre; Lukas' kan gøre det, men Matthæus' gør det ikke. Kontrasten i denne henseende mellem det fælles synoptiske stof og Luk 9,51-18 giver vægt til denne betragtning.

(6) Evangeliets omfang, som svarer til det, der skitseres i Peters tale til Cornelius (ApG 10,37-41).

(7) Bogen passer til Peters karakter--modtagelig for indtryk snarere end reflekterende, og følelsesbetonet snarere end logisk. For sådanne mennesker er argumenter af mindre betydning. Det er handlinger, der tæller (Burton, Short Intro).

Det kan synes at tale imod alt dette, at de tre markante hændelser i Peters liv, som fortælles i Matt 14,28-33 (vandringen på vandet), 17,24-27 (tempelskatten) og 16,16-19 (kirken og nøglerne), skulle være udeladt hos Markus. Men dette er netop et strejf af den fine høflighed og beskedenhed, som fællesskabet med Jesus frembragte. Vi ser Johannes i sit evangelium skjule sig selv på lignende måde. Disse mænd er mere tilbøjelige til at nævne de ting, der stiller dem selv i et dårligt lys. Det er kun i Matthæus' liste over De Tolv, at han selv kaldes "tolderen". Således "optræder Peter aldrig i en særskilt rolle hos Markus undtagen for at modtage en irettesættelse" (Bacon).

Hvad angår Markus' forfatterskab, synes det indre vidnesbyrd spinkelt. Ligesom de andre trænger han ikke sig selv frem. Men netop af den grund bliver de antydninger, der findes, desto mere virkningsfulde.

Der kan være noget om Zahns pointe, at beskrivelsen af Johannes som Jakobs bror er en ubevidst røben af, at forfatterens eget navn var Johannes. Der er dog to andre passager, som er klarere, og som styrker hinanden. Beretningen om den unge mand i Mark 14,51 synes at være af en anden karakter end andre hændelser i evangelierne. Men hvis Markus selv var den unge mand, forklares og retfærdiggøres dens tilstedeværelse. I så fald er det sandsynligt, at måltidet blev fejret i hans eget hjem, og at salen ovenpå er den samme som den i ApG 12. Dette støttes af den fyldigere beskrivelse af den hos Markus, især ordet "rede"--et yderst naturligt træk, ekkoet af husmoderens tilfredse udråb, når alt var rede til gæsterne. Det bliver næsten en sikkerhed, når vi sammenligner Mark 14,17 med parallellerne hos Matthæus og Lukas. Matt 26,20 lyder: "Da det nu var blevet aften, sad han til bords med de tolv disciple"; Luk 22,14: "Og da timen var kommet, satte han sig til bords, og apostlene med ham"; mens Markus har: "Og da det var blevet aften, kommer han med de tolv." Det sidste gengiver nøjagtigt synspunktet hos en i hjemmet, som ser Jesus og De Tolv nærme sig. (Og hvor beundringsværdigt udtrykkene "de tolv disciple", "apostlene" og "de tolv" passer til henholdsvis Matthæus, Lukas og Markus.) Sådanne fænomener, utilsigtede (undtagen af den inspirerende Ånd), er netop dem, der ikke ville være blevet opfundet senere, og de bliver den stærkeste bevidnelse af traditionens pålidelighed og fortællingens historicitet. Moderne synspunkter, som står i modsætning til dette, berøres i det følgende.

VI. Kilder og integritet.

Vi har set, at ifølge fædrenes vidnesbyrd er Peters forkyndelse og undervisning i det mindste hovedkilden, og at mange træk i evangeliet støtter den opfattelse. Vi har også set fine, men vægtige grunde til at tro, at Markus selv tilføjede lidt. Behøver vi at søge yderligere kilder, eller opløser undersøgelsen sig i en analyse af Peters undervisning?

B. Weiss mener, at Markus brugte et nu tabt dokument, som hovedsagelig indeholdt Jesu ord, kaldet Logia (L) i de tidligere drøftelser, men nu almindeligvis kendt som Q (Quelle). I den opfattelse har han for nylig fået tilslutning af Sanday og Streeter. Harnack, Sir John Hawkins og Wellhausen har forsøgt at rekonstruere Q på grundlag af det stof hos Matthæus og Lukas, som ikke findes hos Markus. Allen udleder det alene af Matthæus og mener, at Markus også kan have hentet nogle få udsagn derfra. Nogle tildeler Markus 13 en særskilt kilde. Streeter betragter den som et dokument skrevet kort efter Jerusalems fald, som indarbejdede nogle få ytringer af Jesus og selv blev indarbejdet i sin helhed af Markus. Andre kilder, mundtlige eller skriftlige, postuleres af Bacon for mindre dele og samles under X. Han kalder den endelige redaktør R--ikke Markus, men en paulinist af radikal type.

Når man skal danne sig en vurdering, afhænger meget af ens opfattelse af Jesu og apostlenes undervisningsmetode. Undervisning og forkyndelse er ikke synonyme begreber. Matthæus sammenfatter den tidlige tjeneste i Galilæa under »undervisning, forkyndelse og helbredelse« og giver os indholdet af denne undervisning, sådan som den gjorde indtryk på ham. Markus gengiver mindre af den, men omtaler den oftere end både Matthæus og Lukas. Jesus gav tydeligvis undervisningen en meget stor plads, og en stor del af den tid, der blev brugt sådan, var viet til den særlige oplæring af den inderste kreds af disciple. Omfanget af denne oplæring var ikke bredt. Den var intensiv snarere end ekstensiv. Han holdt sig til det afgørende emne: Guds rige. Han må have gennemgået det igen og igen. Han ville ikke tøve med at gentage vejledning, som selv udvalgte mænd havde så vanskeligt ved at forstå. Undervisning ved gentagelse var almindelig dengang, som den er det nu i Østen. Ordet »katechisere« (katecheo) indebærer dette, og det ord bruges af Paulus om jødisk (Rom 2,18) og af Lukas om kristen undervisning (Luk 1,4).

Se CATECHIST.

Det nye i hans undervisning lå ikke så meget i metoden som i indholdet, autoriteten og den ledsagende undergørende kraft (Mark 1,27). Han stod bestemt langt fra tom gentagelse. Hans højeste anliggende var ånden. Lige så sikkert er det, at han ikke var optaget af et blot ry for originalitet eller for rigdom og mangfoldighed af ressourcer. Han var optaget af at lære dem sandheden så virkningsfuldt, at de, ved intellektuel klarhed såvel som ved åndelig sympati, ville være forberedte på at gøre den kendt for andre. Og Gud, ved sit forsyn, så god mod alle, men så ofte hindret af menneskelig egenvilje, var fri til at udføre sit fuldkomne værk for ham og lade alle ting virke sammen til fremme af hans formål. Således indtræffer hændelser, situationer opstår, og personer af alle typer træder frem på scenen; de fremkalder ny undervisning, giver illustration og sikrer, at sandheden fremlægges i fylde, med rette balance og vægt og i det rette perspektiv.

Således blev der før hans død undervist om dette riges almindelige karakter, dets principper og udsigter. Det udgjorde trendene i de fremtidige evangelier. Essensen, substansen og den almindelige form var den samme for alle De Tolv; men hver enkelt så, ud fra sit eget individuelle standpunkt, særlige aspekter og blev påvirket af særlige detaljer. Ingen af dem var stor nok til at fatte det hele, for ingen var så stor som Mesteren. Og det ville i sandhed være mærkeligt, om end måske ikke så mærkeligt som blandt os, hvis ingen af dem skrev noget af det ned. Ramsay, Salmon og Palmer er ganske berettigede i at mene, at det kan være blevet nedskrevet før Jesu død. Det kan meget vel være, at Matthæus skrev det, sådan som det lå i hans sind, og dermed i det væsentlige gav os Harnacks Q. Johannes og Jakob kan have gjort det samme og givet Lukas hans vigtigste særlige kilde. Men hvad enten det dengang blev skrevet ned eller ej, er den hovedsag, der skal bemærkes, at det blev nedlagt i deres sind, og at substansen var, og detaljerne gennem indbyrdes samtale i stigende grad blev, deres fælles eje. De forstod ikke det hele – for eksempel hans opstandelse fra de døde. Men ordene var nedlagt i hukommelsen, og senere begivenheder gjorde deres mening klar.

Derefter følger de store begivenheder: hans død og opstandelse, og i fyrre dage underviste han dem ved hyppige tilsynekomster om det, der angik Guds rige, og udlagde i alle Skrifterne det, der angik ham selv, især nødvendigheden af hans død og opstandelse. Disse udgjorde islættet i de fremtidige evangelier. Men selv nu er de endnu ikke udrustet til deres opgave. Derfor lover han dem sin Ånd, hvis arbejde for en væsentlig del vil være at minde dem om alt, hvad han havde sagt, at lede dem ind i hele sandheden og vise dem det, der skal komme. Når han er kommet, vil de være rede til at vidne med kraft.

Apostlenes opfattelse af deres opgave antydes i nogen grad af Peter, da han insisterede på, at en uundværlig kvalifikation hos en efterfølger for Judas var, at han måtte have været sammen med dem fra begyndelsen til afslutningen af Kristi tjeneste og således være fortrolig med hans ord og gerninger. Fra pinsedagen og fremefter gav de sig først og fremmest til undervisning. De tusinder, der blev omvendt den dag, blev ved apostlenes undervisning. Da striden brød ud mellem hebræere og hellenister, blev De Syv udpeget, fordi apostlene ikke kunne forlade Guds ord for at gøre tjeneste ved bordene. Det presserende ved denne opgave kan have været én grund til, at de blev i Jerusalem, da forfølgelse spredte så mange af menigheden (ApG 8,2). De var således i nær kontakt i årevis, ikke alene gennem kampen mellem hebræere og hellenister, men indtil hedningen Cornelius og hans venners optagelse ved Peter højtideligt var blevet stadfæstet af menigheden i Jerusalem, og muligvis indtil Rådet havde erklæret sig imod påstanden om, at omskærelse var nødvendig for frelse. I disse år havde de al mulighed for indbyrdes samtale, og den livsvigtige betydning af de spørgsmål, der opstod, ville tvinge dem til at benytte sådanne muligheder. Deres martyrlignende hengivenhed for Jesus ville gøre dem hurtige til at anfægte alt, der kunne synes at være en forvanskning af hans undervisning. Apostlenes Gerningers beretning om deres drøftelser ved store kriser beviser det afgørende. Lukas yder deres succes med at oplære andre og nøjagtigheden i den samlede kateketiske undervisning en smuk anerkendelse, når han taler om dens »vished« eller ubetvivlelige sandhed (Luk 1,4). Således er Jesu udlægninger efter opstandelsen, årenes erfaring og Åndens vejledning kilden til og forklaringen på den apostolske fremstilling af evangeliet.

I denne kreds var Peter den anerkendte leder og gjorde mere end nogen anden for at bestemme den form, som i det mindste læren efter opstandelsen blev støbt i. Lukas fortæller os om mange forsøg på at nedskrive den. Han skitserer selv i sine korte referater af Peters taler dens hovedlinjer. Markus påtog sig, på anmodning fra romerske kristne og med Peters godkendelse, at give en fyldestgørende beretning. To særlige forhold påvirkede resultatet--det ene var karakteren hos de mennesker, han skrev for; det andet var eksistensen (som vi kan antage) af Matthæus' Q. Det ville være naturligt for ham at supplere snarere end at gentage dette apostolske sammendrag. Desuden, eftersom Q hovedsagelig fremstillede kristendommens etiske eller lovmæssige side, ville supplementet naturligt fremstille dens evangeliske side--og således blive dens modstykke--samtidig med at denne fremstilling og behovene hos de mennesker, han særligt skriver for, gør det nødvendigt at tilføje noget fra den samlede kateketiske stofmængde, mundtlig eller skriftlig, som ikke var med i Q, sådan som hans hyppige kai elegen synes at antyde (Buckley, 152 ff). Således er Markus' skrift »evangeliets begyndelse«. Han indfører Jesus i den handling, hvor han symbolsk vier sig til den død for vore synder og til den genopstandelse, som udgør evangeliet, og derefter begynder han sin tjeneste ved at kalde folket til at »omvende sig og tro på evangeliet«. Bogen er skrevet ud fra opstandelsens synspunkt og giver beretningen om lidelsen og om tjenesten i et perspektiv, der er bestemt af dette. Omtrent samtidig kan det være, at Matthæus, som skriver for jødekristne, forener denne evangeliske side af læren med sin egen Q-side af den og tilføjer fra det fælles stof eller forkorter, sådan som hans formål kunne tilsige, eller pladsen kunne kræve. Senere udfører Lukas en lignende tjeneste for græske kristne (sammenlign Harnack, The Twofold Gospel in the New Testament).

Det eneste alvorlige spørgsmål om bogens integritet angår de sidste tolv vers; se drøftelsen af dette under III ovenfor. Nogle har foreslået, at Mark 1,1-13 er beslægtet med 16,9-20 og kan være blevet tilføjet af den samme hånd. Men mens ordforråd og sammenhæng er hovedargumenter imod de sidstnævntes ægthed, er 1,1-13 i begge disse henseender forbundet med bogens hoveddel. Der er heller ikke tilstrækkelig grund til at benægte, at Markus 13 er en sand gengivelse af, hvad Jesus sagde. Wendlings teori om tre lag, der kan tilskrives tre forskellige forfattere--historiker, digter og teolog--er stærkt overdrevet. Bortset fra afslutningsversene er der intet, som overhovedet kan kræve mere end en tidligere og en senere udgave ved Markus selv, og det stærkeste punkt til fordel for dette er Lukas' udeladelse af Mark 6,45-8. Men Hawkins giver andre grunde til det.

VII. Affattelsestid og -sted.

Det gamle vidnesbyrd er skarpt delt. Den påskekrønike placerer det i 40 e.Kr., og mange håndskrifter, både uncialer og kursiver (Harnack, Chronologie, 70, 124), 10 eller 12 år efter himmelfarten. Swete tilsidesætter disse som beroende på den fejlagtige overlevering, at Peter begyndte sit arbejde i Rom i Claudius' 2. år (42 e.Kr.). På lignende måde vil han tilsidesætte Chrysostomos' opfattelse (som har støtte i nogle håndskrifters underskrifter), at det blev skrevet i Alexandria, som en fejl, der udsprang af Eusebius' udsagn (Historia Ecclesiastica, II, 16) om, at Markus drog til Egypten og dér forkyndte det evangelium, han havde udarbejdet. Dette gør han af hensyn til den stærke mængde af vidnesbyrd om, at det blev skrevet i Rom omkring tiden for Peters død. Alligevel består der en uoverensstemmelse mellem Irenæus, sådan som han almindeligvis forstås, og de øvrige fædre. For forstået således placerer Irenæus det efter Peters død, mens Hieronymus, Epifanius, Origenes og Clemens af Alexandria klart placerer det i Peters levetid. Men det synes ikke nødvendigt at forstå Irenæus på den måde. Det kan være, at det blev udarbejdet, mens Peter levede, men først offentliggjort efter hans død. Christopherson (1570 e.Kr.) havde foreslået dette og støttet det med den konjekturale rettelse af ekdosin, »overgivelse«, »fængsling«, i stedet for exodon hos Irenæus. Grabe, Mill og andre mente, at Irenæus ikke sigtede til Peters død, men til hans afrejse fra Rom på yderligere missionsrejser. Men hvis vi tager exodon i den betydning, er det bedre at forstå det som afrejse fra Israels land eller Syrien snarere end fra Rom. Irenæus' udsagn om, at apostlene nu var fuldt udrustet til evangeliseringsarbejdet (Adv. Haer., iii.1), synes bestemt at antyde, at de nu var rede til at forlade Israels land; og hans næste udsagn er, at Matthæus og Markus skrev deres respektive evangelier. Og Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, 24) siger udtrykkeligt, at Matthæus nedskrev sit evangelium, »da han var ved« at forlade Israels land »for at gå til andre folk«. Det samme kan meget vel være sandt om Markus. Hvis det forholder sig sådan, at romere i Cæsarea eller Antiokia fremsatte anmodningen til Markus, kan vi let forstå, hvordan hele episoden på Irenæus' tid kunne være blevet overført til Rom.

Hvis dette synspunkt antages, ville dateringen sandsynligvis ikke ligge før mødet i Jerusalem og begivenhederne i Gal 2,11 ff. Det er sandt, at Det Nye Testamentes antydninger går ud på, at apostlene havde forladt Jerusalem før det tidspunkt, men det er ikke sandsynligt, at de var kommet længere end Syrien. Under alle omstændigheder var de på tidspunktet for sammenstødet i Antiokia ikke blevet så afklarede i spørgsmålet om jøder og hedninger i kirken, at de var "fuldt udrustede til arbejdet med verdensomspændende evangelisering." Men kan det ikke være, at Paulus' stærke udsagn om alvoren i deres fejl faktisk afgjorde disse spørgsmål i ledernes sind? Hvis det er tilfældet, og hvis de med nyt syn og ny iver vender sig til arbejdet med verdensvid evangelisation, ville det være en naturlig og værdig anledning til evangeliets tilblivelse. Stedet kan være Cæsarea eller Antiokia, og dateringen ikke tidligere end 50 e.Kr. Dette er den enkleste sammenfatning af det gamle vidnesbyrd. Den moderne mening om dateringen har spændt videre end den gamle. Baur og Strauss blev af deres tendens- og myteteorier tvunget til at placere det i det 2. århundrede. Nyere kritik hælder stærkt til en datering i 60'erne i det 1. århundrede, og oftest de senere 60'ere. Dette bygger dels på antydninger i selve evangeliet, dels på dets forhold til Matthæus og Lukas. De antydninger, der sædvanligvis fremføres, er Mark 2,26 og 13. Den førstnævnte, der fremstiller templet som stadig stående, har kun vægt, hvis den relative bisætning er Markus' forklarende tilføjelse. Markus 13 har større vægt, fordi vi, hvis Jerusalem allerede var faldet, kunne forvente en eller anden anerkendelse af dette forhold.

To andre svage antydninger kan nævnes. Synoptikernes udeladelse af Lazarus' opvækkelse og af Marias navn i forbindelse med salvningen af Jesus taler for en tidlig datering, hvor omtalen af dem kunne have været ubehagelig for familien. Da det fjerde evangelium blev offentliggjort, har de måske ikke længere været i live. Beskrivelsen af Johannes som Jakobs bror (Mark 5,37) kan også føre os tilbage til en tidlig datering, da Jakob var den mest ansete af de to brødre--selv om den usædvanlige rækkefølge af navnene, som Zahn mener, kan skyldes forfatterens instinktive skelnen mellem denne Johannes og sig selv.

Markus' forhold til Matthæus og Lukas er vigtigt, hvis den meget udbredte overbevisning om Markus' prioritet er sand. For den mest sandsynlige datering af ApG er 62 e.Kr., sådan som det antydes ved omtalen af Paulus' toårige ophold i Rom, og Lukasevangeliet er tidligere end Apostlenes Gerninger. Det kan meget vel være skrevet i Cæsarea omkring 60 e.Kr.; det skubber igen Markus tilbage til 50'erne.

Den store indvending mod en så tidlig datering er mængden af detaljer, der gives om Jerusalems ødelæggelse. Abbott og andre har opstillet talrige andre indvendinger, men de har meget ringe vægt--de fleste af dem er faktisk barnagtige. Det virkelige hovedproblem er, at det at acceptere en datering før 70 e.Kr. er at indrømme forudsigende profeti. Men at nægte dette, især for en troende på Kristus, er en uberettiget forhåndsdom, og endda at reducere det så meget som til at nægte dets tilstedeværelse i dette afsnit er at anklage Lukas--en efter alt at dømme omhyggelig historiker--for at tillægge Jesus udtalelser, som han aldrig fremsatte.

Iveren efter at datere Matthæus ikke tidligere end 70 skyldes den samme følelse. Men problemet her kompliceres af ordet "straks" (24,29). Nogle betragter det som et positivt bevis på, at det må være skrevet før Jerusalems ødelæggelse. Andre (f.eks. Allen og Plummer) føler, at det fuldstændig udelukker en datering meget senere end 70 e.Kr., og betragter 75 e.Kr. som en grænse. Men er det ikke muligt, at Kristus med eutheos (ikke parachrema), idet han talte som profet, ikke har ment mere end, at den næste store begivenhed, der kunne sammenlignes med jødedommens epokegørende omstyrtelse, ville være hans egen genkomst, og at den guddommelige hensigt bevæger sig lige frem fra den ene til den anden? Det Nye Testamente siger intet sted, at det andet komme skulle finde sted inden for den generation. Se nedenfor under "Eskatologi." Der er derfor ingen tilstrækkelig grund i Oliebjergets tale til at datere Lukas eller Matthæus senere end 60 e.Kr., og hvis Markus er tidligere, går det tilbage til 50'erne.

VIII. Historicitet.

Ældre rationalister, som Paulus, der ikke benægtede Markus' forfatterskab, betragtede de mirakuløse elementer som misforståelser af faktiske begivenheder. Strauss, der betragtede disse som mytiske, var nødt til at forudsætte en datering til det 2. århundrede. Da dateringen imidlertid blev skubbet tilbage til omkring 70 e.Kr., mente man, at historiciteten i vid udstrækning var fastslået. Men for nylig er teorien om »pragmatiske værdier« blevet udviklet; Bacon formulerer den således: »Nøglen til al virkelig videnskabelig værdsættelse af bibelsk fortælling .... er erkendelsen af motiv. Motivet .... er aldrig strengt historisk, men altid etiologisk og ofte apologetisk. .... Den evangeliske tradition består af et vist antal anekdoter, fortalt og genfortalt med det formål at forklare eller forsvare den samtidige kirkes tro og praksis« (Modern Commentary, Beginnings of Gospel Story, 9). Bacon gennemfører metoden med det resultat, at Markus igen og igen anklages for historiske og andre fejlgreb. Dette syn har, ligesom Baurs tendens-teori, elementer af sandhed. Det ene er, at en senere tids ordforråd kan være en slags nødvendig oversættelse af det oprindelige udtryk. Men oversættelse er hverken opfindelse eller forvanskning. Det andet er, at hver forfatter har sit formål, men det bestemmer ganske enkelt hans udvælgelse og ordning af materialet; det hverken skaber eller forvansker det, hvis forfatteren er ærlig og velunderrettet. Ordet »udvælgelse« er valgt med omhu. Evangelisterne manglede ikke materiale. Hver af de Tolv havde personlig viden ud over indholdet af Q eller af Markus. Disse repræsenterer den centrale klode--den ene den etiske, den anden den evangeliske side af den--men der var stråler af overordentlig klarhed, som udgik fra den i alle retninger. Lukas' indledning og Johannes' udtrykkelige erklæring bevidner dette faktum. Og hverken Johannes eller Lukas kaster den mindste mistanke på pålideligheden af det materiale, de ikke brugte. Der er ingen tilstrækkelig grund til at anklage dem for at gengive kendsgerningerne forkert for at fremme et synspunkt. Bacon synes at stole på enhver anden gammel forfatter, eller endog på sin egen fantasi, snarere end på evangelisterne. Prøven bliver alt for subjektiv. Men eftersom kristendommen er en historisk åbenbaring, kan forvanskning af historien blive forvanskning af den mest livsvigtige religiøse lære. I sidste instans påtager kritikeren sig at afgøre netop, hvad Jesus kunne eller ikke kunne have gjort eller sagt. Resultatets fuldstændige usikkerhed ses ved en sammenligning mellem Schmiedel og Bacon. Den førstnævnte er sikker på, at råbet »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig« er et af de meget få ægte udsagn af Jesus; Bacon er lige så sikker på, at Jesus ikke kunne have udtalt det. Bacon anklager også Markus for »umoralsk grovhed«, fordi han i 10,45 beretter, at Jesus sagde, at han kom »for at give sit liv som løsesum for (anti) mange.« Således anklager han på to meget afgørende punkter evangelisterne for fejl, fordi de går imod hans egne religiøse meninger.

Plummers bemærkning er berettiget (Commentary on Matthew, xxxiii): »På forhånd at afgøre, at Guddommen ikke kan blive inkarneret, eller at inkarneret Guddom må udvise sådanne og sådanne kendetegn, er hverken sand filosofi eller videnskabelig kritik.« Og A.T. Robertson (»Matthew« i Bible for Home and School, 26): »Jo nærmere vi kommer den historiske Jesus, desto sikrere føler vi, at han levede og virkede, som han fremstilles i de synoptiske evangelier.« Evangelisterne havde muligheder for at kende kendsgerningerne, som vi ikke har. Hele metoden i deres oplæring var sådan, at den sikrede nøjagtighed. De støtter hinanden. De har givet os skitser af enestående skønhed, kraft og styrke og har skildret for os en person, der færdes blandt mennesker absolut uden synd--et stående mirakel. Hvis vi ikke kan stole på dem med hensyn til kendsgerningerne, er der ringe håb om overhovedet nogensinde at nå frem til kendsgerningerne.

IX. Formål og plan.

1. Evangeliet for romere:

Markus' formål var at nedskrive evangeliet, sådan som Peter havde fremstillet det for romere; det siger i hvert fald fædrene, og de indre vidnesbyrd støtter dem. I eventuelle tilføjelser, han selv foretog, havde han de samme personer for øje. At evangeliet var bestemt for hedninger, kan ses (a) af oversættelsen af de aramaiske udtryk i Mark 3,17 (Boanerges), 5,41 (Talitha cumi), 7,11 (Corban), 10,46 (Bartimæus), 14,36 (Abba), 15,22 (Golgotha); (b) i forklaringen af jødiske skikke i 14,12 og 15,42; (c) af det faktum, at loven ikke nævnes, og Det Gamle Testamente kun én gang citeres i Markus' egen fortælling; (d) hedningeafsnittene, især i Markus 6-8.

At det var bestemt for romere, ses i

(a) forklaringen af et græsk udtryk med et latinsk i Mark 12,42;

(b) overvægten af kraftgerninger, betoningen af myndighed (2,10), tålmodighed og heroisk udholdenhed (10,17 ff.);

(c) 10,12, som forbyder en praksis, der ikke var jødisk, men romersk.

De, der mener, at det blev skrevet i Rom, finder yderligere antydninger i omtalen af Rufus (15,21; jf. Rom 16,13) og ligheden mellem 7,1-23 og Rom 14. Den romerske officers bemærkning (15,39) er forfatterens Q.E.D. og står i samme forhold til Markus' formål, som Joh 20,31 gør til Johannes'.

Men man kan ikke undgå følelsen af, at vi i dette evangelium har modbilledet til Jahves tjener. A.B. Davidson (Old Testament Theology, 365) fortæller os, at der er to store skikkelser, som Esajas' tanker samler sig om--Kongen og Tjeneren. Den førstnævnte stiger »til den uovertrufne højde af `Gud med os,' `mægtig Gud,' og lærer, at Gud i ham skal være helt nærværende hos sit folk.« Tjeneren er den anden. Den førstnævnte skildres i Matt, som også identificerer ham med Tjeneren (12,18 f.); den sidstnævnte af Mark, som identificerer ham med den messianske konge (11,10; 14,62). Davidson sammenfatter beskrivelsen af Tjeneren: »

(1) Han er Guds udvalgte;

(2) Han har en mission for at grundfæste ret på jorden. .... Ordet er hans redskab, og Herren er i Ordet, eller rettere: han selv er dets personifikation;

(3) Hans udrustning er Ånden og en uovervindelig tro;

(4) I ham er der en vidunderlig forening af storhed og ydmyghed;

(5) der er uundgåelige lidelser--han bærer straffen for andres synder;

(6) således løskøber han Israel og bringer lys til hedningerne.

(7) Israels omvendelse og genoprettelse går forud for denne bredere velsignelse."

Det er ikke mærkeligt, at denne tjener-opfattelse--denne bemærkelsesværdige blanding af styrke og underkastelse, som opnår sejr gennem tilsyneladende nederlag--skulle tiltale Peter. Han var selv en glødende, helhjertet mand, som kendte både nederlag og sejr. Desuden havde han selv haft lejede folk (Mark 1,20), og nu havde han i årevis været Kristi tjener (jf. ApG 4,29). At den virkelig tiltalte ham og blev velkendt for de tidlige kristne, kan ses af ApG 3,13 og 4,30. I sit Første Brev har han 17 henvisninger til Esajas, hvoraf 9 hører til den anden del. Af temperament synes Markus at have lignet Peter. Og hans erfaring fra et velstående hjem, hvor man holdt tjenestefolk (ApG 12,13), og som selv huperetes for apostle i kristen tjeneste, gjorde ham egnet både til at værdsætte og nedskrive den fuldkomne tjeners karakter og gerninger--Jahves tjener. For romerske kristne ville denne heroiske skikkelse have en særlig tiltrækningskraft.

2. Evangeliets plan:

Evangeliets plan synes at have været påvirket af denne opfattelse. Kristi kongedømme blev forstået af De Tolv på et forholdsvis tidligt tidspunkt. Det var først efter opstandelsen, da Jesus åbnede Skrifterne for dem, at de så ham som den lidende tjener i Es 53. Det gav Peter hans evangelium, som vi allerede har set, og samtidig de overordnede linjer for dets fremstilling. Vi ser det skitseret for romere i ApG 10. Denne skitse udfyldes for os af Markus. Således får vi følgende analyse:

Titel: Markus 1,1

1. Døberen bereder vejen: Mark 1,2-8; jf. Es 40,3 f.

2. Jesu hengivelse til døden for os og udrustning ved Ånden: Mark 1,9-3; jf. Es 42,1 ff.

3. Hans storhed--tjenesten i Galilæa: Mark 1,14-8; jf. Esajas 43-52,12.

(1) I synagogen: periode med folkets gunst, som fører til brud med farisæisk jødedom: Mark 1,14-3.

(2) Uden for synagogen: lignelsesundervisning af skaren, udvælgelse og oplæring af De Tolv og deres store bekendelse: Mark 3,7 ff til 8,30.

4. Hans ydmyghed--hovedsagelig uden for Galilæa: Mark 8,31-15; jf. Es 52,13-53.

(1) I nord--forkyndelse af døden: Mark 8,31-9.

(2) På vejen til Jerusalem og korset--gennem Galilæa (Mark 9,30-50), Peræa (Mark 10,1-45), Judæa (Mark 10,46-52).

(3) Det triumferende indtog i Jerusalem (Mark 11,1-11).

(4) I Jerusalem og omegn--modarbejdet af lederne (Mark 11,12); forudsiger deres dom (Mark 13); forbereder sig på døden (Mark 14,1-42); forrådt, dømt, korsfæstet og begravet i en rig mands grav (Mark 14,43-15).

5. Hans sejr--opstandelsen: Markus 16; jf. Es 53,10-12. Det, der følger i Esajas, tages op i Apostlenes Gerninger, til hvis første del Peter eller Markus kan have været Lukas' hovedkilde.

Generelt set er planen kronologisk, men det er tydeligt, at stoffet undertiden er grupperet efter emne.

Denne tjener-opfattelse kan også være den egentlige forklaring på nogle af de slående træk ved dette evangelium, f.eks. fraværet af en slægtsliste og enhver beretning om hans tidlige liv; den hyppige brug af ordet "straks"; gerningernes dominerende plads; at Sønnen ikke kender dagen (Mark 13,32); og den brat afsluttende slutning ved Mark 16,8 (se III).

X. Ledende læresætninger.

1. Kristi person:

Den vigtigste er naturligvis Kristi person. Tesen er, at han er Messias, Guds Søn, evangeliets ophavsmand (kilde). Bogens første halvdel slutter med disciplenes bekendelse af hans messiasværdighed; den anden med den højeste demonstration af, at han er Guds Søn. Som indledning til hver del står Faderens erklæring om ham som sin elskede Søn (Mark 1,11; Mark 9,7). At sønnekåret er enestående, angives i Mark 12,6 og 13,32. Samtidig er han Menneskesønnen--sand menneske (4,38; 8,5; 14,34); idealmennesket som absolut lydig mod Gud (10,40; 14,36), og menneskehedens hoved (2,10.28), deres retmæssige Messias eller konge (1,1; 14,62)--dog alles tjener (10,44 f); Davids søn og Davids Herre (12,37). Det enestående sønnekår er den endelige forklaring på alt andet: hans magt, hans viden om både nutid (2,5.8; 8,17) og fremtid (8,31; 10,39; 14,27; 13), hans overlegenhed over alle mennesker, hvad enten de er venner (1,7; 9,3 ff) eller fjender (12,34), og over overmenneskelige væsener, hvad enten de er gode (13,32) eller onde (1,13.12; 3,27).

2. Treenigheden:

Faderen taler i Mark 1,11; Mark 9,7; omtales i 13,32; og tiltales i 14,36. Den sædvanlige skelnen mellem hans faderskab i forhold til Kristus og i forhold til os ses i 11,25; 12,6 og 13,32. Ånden nævnes i 1,8.10.12; 3,29 og 13,11. Det sidste sted antyder især hans personlighed.

3. Frelsen:

Hvad frelsen angår, er Sønnen Guds endelige sendebud (Mark 12,6); han giver sit liv som løsesum i stedet for mange (Mark 10,45); hans udgydte blod er således pagtens blod (Mark 14,24); det indebærer for ham døden i fuldeste forstand, også brud på fællesskabet med Gud (Mark 15,34). Fra begyndelsen vidste han, hvad der lå foran ham--kun sådan kan hans dåb forklares (Mark 1,5; Mark 1,11; jf. 2,20); men rædslen for det lå over ham, især fra forklarelsen på bjerget og frem (Mark 10,32; Mark 14,33-36); det var den guddommelige tilvejebringelse af frelsen: han gav sit liv (Mark 10,45). Den menneskelige betingelse er omvendelse og tro (Mark 1,15; Mark 2,5; Mark 5,34; Mark 5,36; Mark 6,5; Mark 9,23; Mark 16,16), skønt han skænker mindre velsignelser uden personlig tro (Mark 1,23-26; Mark 5,1-20; Mark 6,35-43). Troens kraft, inden for Guds vilje, er grænseløs (Mark 11,25); tro fører til at gøre Guds vilje, og kun sådanne som gør hans vilje, er Kristi sande slægtninge (Mark 3,35). Frelsen er mulig for hedning såvel som for jøde (Mark 7,24-30).

4. Eskatologi:

Dette evangeliums eskatologi findes hovedsagelig i Mark 8,34-9 og 13. I Mark 9,1 har vi en forudsigelse af Jerusalems omstyrtelse, som her gives som forbillede på og bevis for hans endelige komme til dom og belønning, som han har haft i tankerne i de foregående vers. Markus 13 er en udfoldelse af dette--Jerusalems ødelæggelse menes i 13,5-23 og 28-31, det endelige komme i 13,24-27 og 32. Skellet markeres tydeligt af pronominerne (tauta og ekeines i 13,30 og 32 (jf. Matt 24,34; Matt 24,36). I hvert afsnit (Mark 9,1; Mark 13,30) fastlægges Jerusalems fald bestemt til hen imod slutningen af den generation; tidspunktet for det senere kendes kun af Faderen (Mark 13,32). Mellem Kristi jordiske liv og det andet komme sidder han ved Guds højre hånd (Mark 12,36; Mark 16,19). Den opstandelse, som han forudsagde for sig selv (Mark 8,31; Mark 9,31; Mark 10,34), og som faktisk fandt sted (Markus 16), bekræfter han også for andre (Mark 12,24-27).

LITTERATUR.

De værker, der er markeret med stjerne, anbefales særligt; for en meget udførlig liste, se Moffats Introduction.

Kommentarer:

Fritzsche, 1830; Olshausen, oversat 1863; J.A. Alexander, 1863; Lange, oversat 1866; Meyer, 1866, amerikansk udgave, 1884; Cook, Speaker's Commentary, 1878; Plumptre, Ellicott's, 1879; Riddle, Schaff's, 1879; W.N. Clarke, Amer. Comm., 1881; Lindsay, 1883; Broadus, 1881 og 1905; Morison, 1889; H.G. Holtzmann(3), 1901; Maclean, Cambridge Bible, 1893; Gould, International Critical Commentary, 1896; Bruce, The Expositor Greek Testament, 1897; B. Weiss, Meyer, 1901; Menzies, The Earliest Gospel, 1901; Salmond, Century Bible; Wellhausen2, 1909; Swete, 1908; Bacon, The Beginnings of Gospel Story, 1909; Wohlenberg, Zahn's Series, Das Evangelium des Markus, 1910. For de tidligere, se Swete.

Indledning:

Eichhorn, 1827; Credner, 1836; Schleiermacher, 1845; De Wette, 1860; Bleek, 1866, oversat 1883; Reuss, 1874, oversat 1884; B. Weiss. 2. udgave, oversat 1886; 3. udgave, 1897; H.J. Holtzmann, 1892; Th. Zahn, 1897, oversat 1909; Godet, 1899; Julicher(6), 1906; von Soden, 1905, oversat 1906; Wendling, Ur-Marcus, 1905; A. Muller, Geschichtskerne in den Evang., 1905; Wrede, Origin of New Testament Scriptures, 1907, oversat 1909; Horne, 1875; Westcott, Introduction to Study of Gospels, 7. udgave, 1888, og The Canon, 6. udgave, 1889; Salmon, 1897; Adeney, 1899; Bacon, 1900; Burton, 1904; Moffat, Historical New Testament, 1901; Introduction to the Literature of New Testament, 1911; Peake, 1909; Gregory, Einleitung., 1909; Charteris, Canonicity, 1881; The New Testament Scriptures, 1882, og populære indledninger af Plumptre, 1883; Lumby, 1883; Kerr, 1892; McClymont, 1893; Dods, 1894; Lightfoot, Essays on the Work Entitled Supernatural Religion, 1889; Sanday, Gospels in the 2nd Century, 1874; Stanton, Gospels as Historical Documents, I, 1903; II, 1909.

Markus og det synoptiske problem:

Rushbrooke, Synopticon, 1880; Wright, Synopsis of the Gospels in Greek, 3. udgave, 1906; Composition of the Four Gospels, 1890; Some New Testament Problems, 1898; H.J. Holtzmann, Die synopt. Evang., 1863; Weizsacker, Untersuch. uber die evang. Gesch., 2. udgave, 1901; Wernle, Die synopt. Frage, 1899; Loisy, Les ev. syn., 1908; Wellhausen, Einleitung in die drei ersten Evang., 1905; Blass, Origin and Char. of Our Gospels, engelsk oversættelse, xviii; Norton, Internal Evid. of the Genuineness of the Gospels, 1847; F.H. Woods, Stud. Bibl., II, 594; Palmer, Gospel Problems and Their Solution, 1899; J.A. Robinson, The Study of the Gospels, 1902; Gloag, Introduction to the Synoptic Gospels; Burton, Some Principles of Literary Criticism and Their Application to the Synoptic Problem, 1904; Stanton, som ovenfor, og i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind), II, 234 ff.; Turner, "Chronology of New Testament," Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind), I, 403 ff.; J.J. Scott, The Making of the Gospels, 1905; Burkitt, Gospel History and Its Transmission, 1906; Salmon, Human Element in the Gospels, 1907; Harnack, Gesch. der altchristl. Lit., I, 1893; II, 2. udgave, 1904; Beitrage zur Einleitung in das New Testament, 4 bind, oversat i "Crown Theol. Lib.," Luke the Physician, 1907; The Sayings of Jesus, 1908; The Ac of the Apostles, 1909; The Date of the Ac and of the Synoptic Gospels, 1911; Montefiore, The Synoptic Gospels, 1909; Hawkins, Horae Synopticae, 2. udgave, 1909; Denney, Jesus and the Gospel; Cambridge Biblical Essays, udgave ved Swete, 1909; Oxford Studies in the Syn. Problem, udgave ved Sanday, 1911; Salmond, Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind), III, 248 ff.; Maclean, Hastings, Dictionary of Christ and the Gospels, II, 120 f.; Petrie, Growth of Gospels Shown by Structural Criticism, 1910; Buckley, Introduction to Synoptic Problem, 1912.

Sproget:

Dalman, Words of Jesus, oversat 1909; Deissmann, Bible Studies, oversat 1901; Light from the Ancient East, oversat 1910; Allen, The Expositor, I, engelsk oversættelse, 1902; Marshall, The Expositor, 1891-94; Wellhausen, Einleitung.; Hatch, Essays in Biblical Greek, 1889; Swete og Hawkins.

Tekst:

Westcott og Hort, The New Testament in Greek, Introduction to the New Testament in Greek; Salmon, Introduction, kapitel ix; Gregory, Text and Canon; Morison og Swete, i Commentary; Burgon, The Last Twelve Verses of Mark.

Særligt:

Schweizer, Quest of the Historical Jesus, 1910; Sanday, Life of Christ in Recent Research; Emmet, Eschatological Question in the Gospels, 1911; Hogg, Christ's Message of the Kingdom, 1911; Forbes, The Servant of the Lord, 1890; Davidson, Old Testament Theology.

J. H. Farmer