(kimririm, "formørkelser"; qadhruth, "mørke"; gnophos, "mørke" zophos "sorthed"): Udtryk, der sjældent bruges, men som har særlig betydning i skildringen af den frygtelige dunkelhed og sorthed i moralsk mørke og ulykke. Job, der forbander sin fødselsdag, ønsker, at den, en dies ater ("dødsort dag"), måtte blive opslugt af mørke (Job 3,5). På grund af Israels åndelige troløshed klæder Jahve himlene i sækkelærreds sorthed (Es 50,3), billedet er den blækagtige sorthed i ildevarslende, skrækindjagende tordenskyer. Den frygtelige dom over synd under den gamle ordning illustreres ved det rædselsvækkende mørke, der indhyllede det rygende, brændende, skælvende Sinaj, da loven blev givet (Hebr 12,18; jf. 2 Mos 19,16-19; 2 Mos 20,18). Mørkets rædsel kulminerer i underverdenens uigennemtrængelige sorthed, den evige bolig for faldne engle og ryggesløst umoralske og ugudelige mennesker (Jud 1,13; se også Jud 1,6 og 2 Pet 2,4; 2 Pet 2,17). Menneskeligt sprog er her for svagt til at skildre de fortabtes moralske dunkelhed og lysløse nat: "Mørkets afgrunde (KJV "lænker")" (jf. Egyptens niende plage, "mørke som kan føles" (2 Mos 10,21)). Onde mennesker er "vandrende stjerner", kometer, der forsvinder i "mørkets sorthed .... bevaret for evigt." I kunsten har dette billedsprog fundet et majestætisk og ærefrygtindgydende udtryk i Dorés illustrationer til Dantes Skærsilden og Miltons Det tabte paradis.

Dwight M. Pratt