mi'-ka-el, mi'-kel (mikha'el, "hvem er som Gud?" Mikael):

(1) Fader til Sethur, spejderen fra Asher (4 Mos 13,13).

(2) (3) To gaditter (1 Krøn 5,13; 1 Krøn 5,14).

(4) Et navn i Asafs slægtsregister (1 Krøn 6,40 (hebraisk 25)).

(5) En søn af Jizrahja fra Issakar (1 Krøn 7,3).

(6) En benjaminit (1 Krøn 8,16).

(7) En manassit, som sluttede sig til David ved Siklag (1 Krøn 12,20).

(8) Fader til Omri fra Issakar (1 Krøn 27,18).

(9) En søn af kong Joshafat (2 Krøn 21,2).

(10) Fader til Zebadja, en landflygtig, som vendte tilbage med Ezra (Ezra 8,8 parallelt med 1 Thess 8,34).

(11) "Ærkeenglen" (Jud 1,9). Sandsynligvis er også den unavngivne ærkeengel i 1 Thess 4,16 Mikael. I Det Gamle Testamente nævnes han ved navn kun hos Daniel. Han er "en af de øverste fyrster" (Dan 10,13), Israels "fyrste" (Dan 10,21), "den store fyrste" (Dan 12,1); måske også "hærens fyrste" (Dan 8,11). I alle disse passager fremstår Mikael som Israels himmelske beskytter og forkæmper; som Guds folks årvågne vogter mod alle fjender, jordiske eller djævelske. I de ikke-kanoniske apokalyptiske skrifter er den jødiske englelære imidlertid videreudviklet. I dem optræder Mikael hyppigt og udøver funktioner, der ligner dem, som tilskrives ham hos Daniel. Han er den første af de "fire nærvær, som står foran Gud"--Mikael, Gabriel, Rafael og Uriel eller Fanuel (En 9,1; 40,9). I andre apokryfe bøger og endda andre steder i En angives antallet af ærkeengle som 7 (En 20,1-7; Tobit 12,15; sammenlign også Åb 8,2). Blandt de mange karakteristikker af Mikael kan følgende nævnes: Han er "den barmhjertige og langmodige" (En 40,9; 68,2.3), "mellemmanden og forbederen" (Esajas' Himmelfart, latinsk version 9,23; De Tolv Patriarkers Testamente, Levi 5; Da 6). Det er ham, der modsatte sig Djævelen i en strid om Moses' legeme (Jud 1,9). Denne passage er, ifølge de fleste moderne autoriteter, afledt af den apokryfe Moses' Himmelfart (se Charles' udgave, 105-10). Det er også Mikael, der leder englehærene i krigen i himlen mod "den gamle slange, han som kaldes Djævelen og Satan" (Åb 12,7). Ifølge Charles er det, at ærkeenglen træder i stedet for "barnet", et tegn på den jødiske oprindelse af denne del af bogen.

De tidligere protestantiske lærde identificerede sædvanligvis Mikael med den præinkarnerede Kristus og fandt støtte for deres synspunkt ikke blot i sammenstillingen af "barnet" og ærkeenglen i Åb 12, men også i de egenskaber, der tilskrives ham hos Daniel (for en udførlig drøftelse se Hengstenberg, Offenbarung, I, 611-22, og en interessant oversigt på engelsk af Dr. Douglas i Fairbairns BD).

John A. Lees