me'-sha:

(1) (mesha`; Codex Vaticanus, Marisa; Codex Alexandrinus, Marisas): Kalebs førstefødte søn, far til Zif, sandsynligvis forfader til zifitterne (1 Krøn 2,42).

(2) (mesha'; Codex Vaticanus, Misa; Codex Alexandrinus, Mosa): En benjaminit, søn af Shaharaim med hans hustru Hodesh, født i Moabs land (1 Krøn 8,9).

(3) (mesha`; Mosa): En konge over Moab. Al den bibelske information om denne konge findes i 2 Kong 3. Her ser vi, at Mesha var samtidig med Akab, Akazja og Joram. Han var skattepligtig til Israel; hans årlige ydelse bestod af 100.000 lam og 100.000 væddere. Efter Akabs død hævdede han sin uafhængighed. Joshafat, Judas konge, og Edoms konge slog deres styrker sammen med Joram i et forsøg på at slå oprøret ned. På foranledning af Elisa, som fulgte hæren, blev der på mirakuløs vis skaffet vand, da de allieredes hær var ved at omkomme af tørst. Mesha drog ud imod dem og angreb lejren. Hans angreb blev slået tilbage med stort mandefald, og den besejrede konge blev forfulgt af sejrherrerne, indtil han søgte tilflugt i den store fæstning Kir-Hareset. En kraftig belejring blev indledt. Da Mesha så, at hans situation var desperat, forsøgte han med 700 mand at bryde igennem linjerne. Da dette mislykkedes, ofrede han sin førstefødte som brændoffer på muren. Da “kom der stor vrede over Israel” (hvormed der sandsynligvis menes panik), og belejrerne trak sig tilbage og lod deres erobring være ufuldendt.

I sin indskrift (se MOABITISKE STEN) giver Mesha en beretning om sit oprør og nævner de steder, han erobrede og befæstede. Det er ikke overraskende, at han intet siger om sit nederlag til Joram og hans allierede. Der er dog én alvorlig uoverensstemmelse. Den tid, Moab var under Israels overherredømme, under Omris regering og halvdelen af Akabs regering, angiver han til 40 år. Ifølge den bibelske kronologi regerede Omri og Akab tilsammen kun 34 år. Hvis vi, med Mesha, fratrækker halvdelen af Akabs regering, reduceres perioden til 23 år. Det er umuligt at lægge noget til længden af nogen af regeringerne. Så stor en forskel kan ikke forklares ved brug af runde tal. Hvorfor Mesha skulle ønske at forlænge tiden for sit folks underkastelse, er ikke klart, medmindre han da på denne måde mente at forstørre deres befriers herlighed.

Hos Mesha var patriotismens følelse forenet med en vis grad af militær dygtighed. At dømme efter hans indskrift var han også, efter sit eget lys, en dybt religiøs mand. Sæt “Jahve” i stedet for “Kemosh”, og hans sprogbrug kunne være en from hebraisk konges. Ofringen af hans søn er på én gang hedningens kendetegn og et mål for styrken i hans hengivenhed.

(4) (mesha'; Masse): Dette synes at markere den vestlige grænse for det land, der var beboet af Joktans efterkommere (1 Mos 10,30). Ingen sikker identifikation er mulig, men flere mere eller mindre sandsynlige er blevet foreslået: f.eks.

(a) Det græske Mesene ved Den Persiske Bugt, ikke langt fra Tigris’ og Eufrats munding;

(b) den syrisk-arabiske ørken, kaldet Mashu i de assyriske indskrifter; navnet her kunne dog næppe dække et så vidtstrakt område som dette; mere sandsynligt betegnede det et sted;

(c) Dillmann ville ændre vokalerne og identificere det med Massa', en gren af den ismaelitiske stamme (1 Mos 25,14; 1 Krøn 1,30). Dette giver dog ingen ledetråd til stedet, eftersom denne stammes område heller ikke er identificeret.

W. Ewing