(lebhenah): Det gamle egyptiske ord forekommer i moderne egyptisk arabisk som toob. I Syrien kaldes soltørrede mursten almindeligvis libn eller lebin, fra den samme semitiske rod som det hebraiske ord.

Mursten nævnes kun få gange i Bibelen. Fortællingen om, hvordan Israels børn, mens de var i trældom i Egypten, fik deres arbejde med at lave mursten gjort mere byrdefuldt ved kravet om selv at samle deres strå, er en af de mest velkendte bibelfortællinger (2 Mos 1,14; 2 Mos 5,7; 2 Mos 5,10-19).

Moderne udgravninger i Pitom i Egypten (2 Mos 1,11) viser, at de fleste af de mursten, som denne forrådsby blev bygget af, var lavet af mudder og strå, tørret i solen. Disse ruiner er valgt som eksempel blandt de mange gamle murstensbygninger, fordi de sandsynligvis repræsenterer arbejdet udført af netop de hebraiske slaver, som klagede så bittert over deres kongelige arbejdsherre. I nogle af de øverste skifter var siv blevet brugt i stedet for strå, og andre mursten havde slet intet fibermateriale. Disse variationer kunne forklares ved en mangel på strå på den tid, eftersom alle strå (arabisk, tibn), når der var knaphed på afgrøderne, behøvedes til foder for dyrene. Det kan være, at da befalingen kom om, at arbejderne selv skulle skaffe deres strå, fandt de det umuligt at samle tilstrækkeligt og samtidig levere det krævede antal mursten (2 Mos 5,8). Dog var kvaliteten af det ler, som nogle af murstenene var lavet af, sådan at der ikke var brug for strå.

Teglfremstilling i den tidlige egyptiske historie var et statsligt monopol. Det forhold, at staten tvang sine asiatiske fanger i tjeneste, blandt dem Israels børn, gjorde det umuligt for uafhængige producenter at konkurrere. De tidlige mursten bar som regel statens stempel eller stemplet fra et tempel, der havde tilladelse til at bruge fangerne til murstensproduktion. De metoder, som de gamle egyptere anvendte, adskiller sig på ingen måde fra den moderne fremgangsmåde i dette land. Nilens mudder bliver grundigt opslæmmet eller blandet og gøres derefter mere sammenhængende ved tilsætning af hakket strå eller stubbe. Den dejagtige masse bearbejdes dernæst i en form, lavet som en kasse uden bund. Hvis formens sider er blevet bestrøet med tør jord, glider den let af, og murstenen får lov at tørre i solen, indtil den bliver så hård, at der ofte skal et hammerslag til for at knække den.

Da Israels børn udvandrede til deres nye land, fandt de de samme metoder til murstensfremstilling anvendt af indbyggerne, metoder som stadig er i brug i størstedelen af Israels land og Syrien. I landets indre, især hvor byggesten er sjældne eller af dårlig kvalitet, er husene lavet af soltørrede mursten (libn). Ofte er vest- og sydmurene, som er mest udsat for vinterstormene, lavet af tilhugget sten og resten af bygningen af mursten. Når murstenslægningen er færdig, pudses huset indvendigt og udvendigt med det samme materiale, som murstenene er lavet af, og til sidst kalkes det eller males med grå- eller gulfarvet jord. Det ydre lag puds må fornyes år for år. I nogle af landsbyerne i det nordlige Syrien er murstenshusene kuppelformede og ligner meget bikuber. I den trodsige erklæring i Es 9,10 antydede tilhugget stens overlegenhed i forhold til mursten en større forskel i pris og stabilitet, end der i dag findes mellem et træhus og et stenhus i vestlige lande.

I bygningerne i det gamle Babylonien blev der brugt brændte mursten. Disse er blevet fundet af moderne udgravere, hvilket bekræfter beskrivelsen i 1 Mos 11,3. Brændte mursten blev sjældent brugt i Egypten før den romerske periode, og i Israels land var brugen af dem til bygningsformål ukendt. Prøver af delvist brændte, glaserede mursten er blevet fundet i Babylonien og for nylig i en af de hittitiske høje i det nordlige Syrien. Disse blev sandsynligvis kun brugt til dekorative formål. Hvis brændte mursten havde været almindeligt brugt i Israels land, ville spor af dem være blevet fundet sammen med det lertøj, som er så rigeligt i ruinerne (se lertøj).

Det forhold, at ubrændte mursten blev så almindeligt brugt, forklarer, hvordan stederne for sådanne byer som det gamle Jeriko kunne være gået tabt i så mange århundreder. Når husene og murene faldt sammen, dannede de en jordhøj, der ikke kunne skelnes fra den omgivende jord. Træet rådnede, og jernet rustede bort og efterlod udgraveren nogle få redskaber af bronze og sten samt de potteskår, som er så værdifulde som middel til identifikation. Israels lands og Syriens “tels” eller høje repræsenterer ofte ruinerne af flere sådanne byer, den ene oven på den anden.

LITTERATUR.

H. A. Harper, The Bible and Modern Discoveries; Wilkinson, Manners and Customs of the Ancient Egyptians; Erman, Life in Ancient Egypt; Hilprecht, Recent Research in Bible Lands.

James A. Patch