mar'-a-k'-l:

I. MIRAKLERNES NATUR

1. Almindelig idé

2. Bibelske udtryk, der bruges

II. MIRAKEL I DET NYE TESTAMENTE

1. Mirakler i evangeliehistorien

2. Lukas' særlige vidnesbyrd

3. Bevismaterialets troværdighed i evangelierne og Apostlenes Gerninger

III. MIRAKEL OG NATURLOVE

1. Den negative kritiks forhåndsdom

2. Sir George Stokes citeret

3. Virkninger på naturen af nye kræfter

4. Overensstemmelse med bibelsk idé og udtryk

5. J.S. Mill om mirakel

6. Mirakel i forbindelse med befaling

IV. MIRAKLETS BEVISVÆRDI

1. Mirakler som beviser for åbenbaring

2. Kristi mirakler i denne sammenhæng

3. Mirakler som del af åbenbaringen

V. MIRAKLER I DET GAMLE TESTAMENTE

1. Analogi med Det Nye Testamentes mirakler

2. De mosaiske mirakler

3. Senere mirakler

4. Profeti som mirakel

VI. KIRKELIGE MIRAKLER

1. Sandsynligheden for sådanne mirakler

2. Pascal citeret

VII. MIRAKEL I GERNINGER ELLER NÅDE

LITTERATUR.

I. Miraklets natur.

1. Almindelig idé:

"Mirakel" er den almindelige betegnelse for de vidunderlige fænomener, der ledsagede den jødiske og kristne åbenbaring, især på kritiske tidspunkter, og som hævdes at være fortsat, under visse betingelser, i den kristne kirkes historie. Miraklet i egentlig forstand er en Guds gerning (2 Mos 7,3 ff; 5 Mos 4,34; 5 Mos 4,35, osv.; Joh 3,2; Joh 9,32; Joh 9,33; Joh 10,38; ApG 10,38, osv.); men som overnaturlige handlinger anerkendes mirakler som mulige for onde kræfter (Matt 24,24; 2 Thess 2,9; Åb 13,14; Åb 16,14, osv.).

2. Bibelske udtryk, der bruges:

Den bibelske idé om et mirakel som en usædvanlig Guds gerning, der som regel, om end ikke altid ("forsynsmirakler" – se nedenfor, II, 6), går ud over naturens almindelige kræfter og udføres i forbindelse med åbenbaringens mål, illustreres af de udtryk, der bruges til at beskrive mirakler i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Én gruppe udtryk fremhæver gerningernes usædvanlige, enestående og slående karakter, såsom pele', niphla'oth (2 Mos 3,20; 2 Mos 15,11, osv.), teras, bogstaveligt "et varsel" (i flertal Matt 24,24; ApG 2,22; ApG 2,43, osv.); en anden lægger vægt på den kraft, der udfolder sig i dem, såsom gebhurah, dunamis (i flertal "mægtige gerninger," Revised Version randnote "kræfter," Matt 11,20; Matt 11,21; Matt 11,23; Matt 13,54; Matt 14,2; 2 Kor 12,12, osv.); en tredje fremhæver deres teleologiske betydning – deres karakter som "tegn," såsom 'oth (flertal i Revised Version (British and American) "tegn," 4 Mos 14,22; 5 Mos 11,3, osv.), semeion (flertal i Revised Version (British and American) "tegn," Joh 2,11; Joh 2,23, og ofte; ApG 4,16; ApG 4,22; ApG 6,8; Åb 13,14, osv.). Et andet gammeltestamentligt ord for "under" eller "mirakel" er mopheth (2 Mos 7,9; 5 Mos 29,3). Se videre nedenfor, III, 4.

II. Mirakel i Det Nye Testamente.

1. Mirakler i evangeliehistorien:

Emnet mirakler har givet anledning til megen abstrakt drøftelse; men det gribes bedst an ved at overveje de faktiske forhold, det drejer sig om, og det er bedst at begynde med de forhold, der er nærmest os: dem, der er optegnet i Det Nye Testamente. Vor Herres tjeneste var fra først til sidst ledsaget af begivenheder, der lå helt uden for naturens almindelige gang. Han blev født af en jomfru, og hans fødsel blev forkyndt af engle, både for hans mor og for den mand, hun var trolovet med (Matthæus og Lukas). Han led døden på korset som et almindeligt menneske, men på den tredje dag efter sin korsfæstelse opstod han fra graven, hvor han var begravet, og levede sammen med sine disciple i 40 dage (ApG 1,3), hvor han spiste og drak med dem, men med et legeme, der var hævet over almindelige fysiske vilkår. Til sidst fór han op til himlene, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Men foruden disse to store mirakler, hans fødsel og hans opstandelse, udførte Jesus hele tiden mirakler under sin tjeneste. Hans egne ord giver den bedste beskrivelse af forholdene. Som svar på spørgsmålet fra Johannes Døber, hans forløber, sagde han: "Gå hen og fortæl Johannes de ting, I hører og ser: blinde får deres syn, og lamme går, spedalske renses, og døve hører, og døde oprejses, og fattige får godt budskab forkyndt" (Matt 11,4; Matt 11,5). Eksempler på disse mirakler gives i detaljer i evangelieberetningerne; men det er en fejl at betragte sagen, sådan som det alt for ofte gøres, som om disse bestemte mirakler var de eneste, det drejede sig om. Selv hvis man kunne bortforklare dem, hvad man ofte har forsøgt, ville der stadig stå evangelisternes gentagne udsagn tilbage, som Matthæus' udsagn om, at han "færdedes i hele Galilæa, underviste i deres synagoger og prædikede evangeliet om riget og helbredte al slags sygdom og al slags svaghed blandt folket" (Matt 4,23), eller Lukas': "Og en stor mængde af folket fra hele Judæa og Jerusalem og fra kystlandet ved Tyrus og Sidon kom for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme; og de, der var plaget af urene ånder, blev helbredt. Og hele mængden søgte at røre ved ham; for kraft udgik fra ham og helbredte dem alle" (Luk 6,17-19).

2. Lukas' særlige vidnesbyrd:

Man må huske på, at hvis der er noget sikkert resultat af moderne kritik, er det, at disse beretninger stammer fra samtidige og øjenvidner, og med hensyn til den tredje evangelist er der én særlig betragtning af stor betydning. Dr. Hobarts undersøgelser har til tilfredshed for en forsker som Harnack bevist, at Lukas var en uddannet læge. Hans vidnesbyrd om miraklerne er derfor det nærmeste mulige til det bevis, man ofte har ønsket sig--nemlig en videnskabsmands. Når Lukas f.eks. fortæller os om helbredelsen af en feber (4,38.39), bruger han den tekniske betegnelse for en voldsom feber, som var anerkendt på hans tid (jf. Meyer, på det citerede sted); hans vidnesbyrd er derfor vidnesbyrdet fra en, som vidste, hvad feber og helbredelsen af den betød. Denne betragtning er særlig værdifuld med henblik på de mirakler, der er nedskrevet om Paulus i den sidste del af Apostlenes Gerninger. Man bør altid huske på, at de er nedskrevet af en læge, som var øjenvidne til dem.

3. Bevisernes troværdighed i evangelierne og Apostlenes Gerninger:

Det synes at følge af disse betragtninger, at vor Herres udførelse af mirakler, og Paulus' i utallige tilfælde, ikke kan drages i tvivl uden at man tillægger evangelisterne en gennemgribende utroværdighed, som enten skyldes bevidst eller overtroisk forvanskning; og dette er en antagelse, som bestemt aldrig vil anbefale sig for en retfærdig og kompetent bedømmelse. Den ville i virkeligheden indebære en så omfattende fordømmelse af evangelisterne, at den slet ikke kunne komme i betragtning undtagen under én forudsætning, nemlig at sådanne mirakuløse hændelser, som uforenelige med naturens fastlagte love, umuligt kunne have fundet sted, og at derfor enhver påstand om dem nødvendigvis må tilskrives illusion eller bedrag.

III. Mirakel og naturens love.

1. Negativ kritiks forudfattede dom:

Dette er i virkeligheden den forudfattede dom eller fordom, som enten åbent eller stiltiende har tilskyndet den store masse af negativ kritik om dette emne; og hvis den kunne underbygges, ville vi i evangelierne stå over for et problem af uhyre vanskelighed. Om dette spørgsmål, om miraklers abstrakte mulighed, synes det tilstrækkeligt at citere følgende afsnit fra Gifford Lectures for 1891 af den afdøde fremragende naturvidenskabsmand, professor Sir George Stokes.

2. Sir George Stokes citeret:

På side 23 siger professor Stokes: "Vi ved meget vel, at et menneske i almindelighed kan handle ensartet efter en bestemt regel og dog af en særlig grund ved en bestemt lejlighed handle ganske anderledes. Vi kan ikke nægte at indrømme muligheden af, at noget tilsvarende finder sted med hensyn til det højeste væsens handlen. Hvis vi tænker på naturens love som selveksisterende og uden årsag, kan vi ikke indrømme nogen afvigelse fra dem. Men hvis vi tænker på dem som udformet af en højeste vilje, må vi indrømme muligheden af, at de ved en særlig lejlighed kan blive sat ud af kraft. Det er heller ikke engang nødvendigt, for at et eller andet resultat uden for naturens almindelige forløb skal frembringes, at de overhovedet bliver sat ud af kraft; det kan være, at en anden lov sættes i virksomhed, hvorved det pågældende resultat frembringes, uden nogen som helst ophævelse af de love, hvormed naturens almindelige forløb reguleres. .... Det kan være, at den begivenhed, som vi kalder et mirakel, blev frembragt, ikke ved nogen ophævelse af de love, der almindeligvis er i virksomhed, men ved tilføjelsen af noget, som ikke almindeligvis er i virksomhed, eller, hvis det er i virksomhed, af en sådan natur, at dets virksomhed ikke opfattes."

3. Nye kræfters virkninger på naturen:

Kun én betragtning behøver at føjes til denne afgørende videnskabelige udtalelse, nemlig at hvis der findes virkende kræfter og magter uden for naturens almindelige verden, og hvis de under visse omstændigheder kan gribe ind i den, må de nødvendigvis frembringe virkninger, der er uforenelige med denne verdens processer, når den overlades til sig selv. Livet under vandoverfladen har sit eget bestemte forløb, når det er uforstyrret; men hvis en mand, der står på en flodbred, kaster en sten ned i vandet, frembringes der virkninger, som må være lige så uventede og uforklarlige som et mirakel for de skabninger, der lever i strømmen. Nærheden mellem to verdener, som er absolut forskellige fra hinanden, får da også en slående illustration i sammenstillingen af verden over vandet og verden under dets overflade. Der er ingen barriere mellem dem; de er faktisk i berøring; og dog er livet i dem fuldstændig forskelligt. Den åndelige verden kan være lige så nær ved os, som luften er ved vandet, og englene eller andre tjenere for Guds vilje kan lige så let, på hans ord, gribe ind i den, som et menneske kan kaste en sten i vandet. Når en sten således kastes, er der ingen ophævelse eller ændring af nogen lov; det er ganske enkelt sådan, at, som Sir George Stokes antager i tilfældet med et mirakel, en ny virkende kraft har grebet ind.

4. Overensstemmelse med bibelsk tanke og udtryk:

Dette er da også den hovedkendsgerning, som mirakler er uimodståeligt bevis for. De viser, at en eller anden magt uden for naturen, en overnaturlig magt, har grebet ind. De beskrives nøjagtigt med de tre ord i Det Nye Testamente, som allerede er nævnt. De er terata, "underfulde tegn" eller "undere"; de er også dunameis, virtutes, "kræfter" eller "åbenbarelse af kræfter"; og endelig er de semeia, "tegn." De tre forestillinger er forenet, og kilden til sådanne åbenbarelser nævnes sammen med dem, i et indholdsmættet vers i Hebræerbrevet: "Gud vidnede også sammen med dem, både ved tegn og undere og ved mangfoldige kræfter og ved Helligåndens gaver, efter sin egen vilje" (2,4).

5. J. S. Mill om mirakel:

J. S. Mills ord om spørgsmålet om miraklers mulighed kan også citeres. I sin behandling af Humes indvending i hans Essay on Miracles bemærker Mill: "For at en påstået kendsgerning skulle være i modstrid med en årsagslov, må påstanden ikke blot være, at årsagen fandtes uden at blive fulgt af virkningen, for det ville ikke være nogen usædvanlig forekomst; men at dette skete i fravær af nogen tilstrækkelig modvirkende årsag. Men i tilfældet med et påstået mirakel er påstanden det stik modsatte af dette. Den er, at virkningen blev forhindret, ikke i fravær af, men som følge af, en modvirkende årsag, nemlig en direkte indgriben ved en viljeshandling fra et væsen, som har magt over naturen; og i særdeleshed fra et væsen, hvis vilje, når den antages at have udrustet alle årsagerne med de kræfter, hvormed de frembringer deres virkninger, med god grund kan antages at være i stand til at modvirke dem. Et mirakel (som Brown med rette bemærkede) er ingen modsigelse af loven om årsag og virkning; det er en ny virkning, som antages at være frembragt ved indførelsen af en ny årsag. Om denne årsags tilstrækkelighed, hvis den er til stede, kan der ikke være nogen tvivl; og den eneste forudgående usandsynlighed, som kan tillægges miraklet, er usandsynligheden af, at nogen sådan årsag fandtes" (System of Logic, II, 161-62).

6. Mirakel som forbundet med befaling:

Der er imidlertid endnu et vigtigt kendetegn ved mirakler — i det mindste ved dem, vi her beskæftiger os med — nemlig at de sker på befaling eller ved bøn fra den person, som de tilskrives. Dette er i virkeligheden deres mest betydningsfulde træk, og det, som hele deres bevisværdi afhænger af. En kritiker har sammenlignet fæstningsværkerne ved Jellalabads fald ved en kritisk lejlighed med Jerikos mures fald, som om det ene ikke var mere et mirakel end det andet. Men Jerikos mures fald, skønt det meget vel kan være frembragt af en naturlig kraft som et jordskælv, bærer miraklets karakter, fordi det blev forudsagt og således blev befalet af Gud til at ske i overensstemmelse med de handlinger, der var foreskrevet Josva. På samme måde ligger hele betydningen af vor Herres mirakler i, at de sker på hans ord og i lydighed mod ham. "Hvad er det for et menneske," udbrød disciplene, "at endog vindene og søen adlyder ham?" (Matt 8,27).

IV. Miraklets bevisværdi.

1. Mirakler som beviser for åbenbaring:

Dette fører os til det rette syn på miraklers værdi som beviser for en åbenbaring. Dette er et af de punkter, som er blevet drøftet på en alt for abstrakt måde. Der er blevet, og bliver stadig, opstillet argumenter for at vise, at der ikke kan være nogen virkelig åbenbaring uden mirakler, at mirakler er det rette bevis for en åbenbaring, og så videre. Det er altid en farlig argumentationsmåde, måske en formastelig, at forsøge at afgøre, om Gud kunne frembringe et givet resultat på nogen anden måde end den, han faktisk har valgt. Den eneste sikre, og tilstrækkelige, fremgangsmåde er at overveje, om de mirakler, der faktisk er nedskrevet, rent faktisk garanterer den pågældende åbenbaring, og på hvilken måde de gør det.

2. Kristi mirakler i denne forbindelse:

Betragt vor Herres mirakler i dette lys. Hvis man, på de grunde der allerede er angivet, antager, at de faktisk fandt sted, beviser de uden tvivl, at han havde den højeste myndighed over naturen; at ikke blot vindene og søen, men den menneskelige sjæl og krop adlød ham, og, med de slående ord fra den engelske gudstjenesteordning for besøg hos syge, at han var "Herre over liv og død og over alle ting, der hører dertil, såsom ungdom, styrke, sundhed, alder, svaghed og sygdom." Dette er den store kendsgerning, som miraklerne fastslår. De er ikke som ydre beviser, udført som bekræftelse på en lære. De er direkte og veltalende beviser på den centrale sandhed i vores tro, at vor Herre besad kræfter, som tilhører Gud selv. Men de er ikke mindre direkte beviser på det særlige embede, han gjorde krav på over for menneskeslægten — en frelsers embede. Han gjorde ikke blot undere, for at mennesker skulle tro hans udsagn om sig selv, men hans underfulde gerninger, hans kræfter — dyder — var direkte beviser på deres sandhed. Han beviste, at han var en frelser, ved at gøre en frelsers gerninger, ved at helbrede mænd og kvinder for deres sygdomme både på krop og sjæl. Det er velkendt, at frelse i den egentlige forstand, nemlig at redde mennesker ud af onder og fordærv, som de er faldet i, er en tanke, der faktisk blev indført i verden ved evangeliet. Der fandtes intet ord for det i det romerske sprog. De gamle kender til en servator, men ikke til en salvator. Miraklernes væsentlige budskab er, at de viser vor Herre i denne karakter — som én, der både har viljen og magten til at frelse. Sådan anvender vor Herre selv dem i sit svar, allerede citeret, til Johannes Døbers disciple (Matt 11,4; Matt 11,5).

3. Mirakler som del af åbenbaringen:

Det er derfor en usædvanlig fejltagelse at mene, at beviset for vores tro ikke ville tage skade, hvis miraklerne blev sat til side. Vi ville miste det positive bevis, vi nu har, på vor Herres frelsende magt. I dette perspektiv er miraklerne ikke blot beviser på en åbenbaring; de er selv åbenbaringen. De åbenbarer en frelser fra alle menneskelige onder, og der har ikke været nogen anden åbenbaring i verden af en sådan magt. De mirakler, der er berettet om apostlene, har en tilsvarende virkning. De udføres, ligesom Peters mirakel med den lamme mand, som bevis på Frelserens levende kraft (Matt 3; Matt 4). "Det skal være kendt for jer alle og for hele Israels folk, at i Jesu Kristi, Nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, ham som Gud oprejste fra de døde, ved ham står denne mand her rask foran jer. .... Og i ingen anden er der frelse; for der er heller ikke noget andet navn under himlen, givet blandt mennesker, i hvilket vi skal frelses" (ApG 4,10; ApG 4,12). Kort sagt: Det Nye Testamentes mirakler, hvad enten de blev udført af vor Herre eller af hans apostle, åbenbarer en ny kilde til kraft, i vor Herres person, til menneskers frelse. Hvilken indgriben de end indebærer i naturens sædvanlige orden, skyldes det ikke nogen ændring af denne orden, men at en ny kraft griber ind i den. Denne krafts natur åbenbares ved dem og kan kun erkendes ved iagttagelse af dem. Et menneske kendes på sine ord og på sine gerninger, og vor Herre henviste udtrykkeligt til disse to kilder til åbenbaring om hans person og karakter. "Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, så tro mig ikke. Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke tror mig, for at I kan vide og forstå, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen" (Joh 10,37; Joh 10,38).

Det er derfor en fejltagelse at forsøge at gøre beviset fra miraklerne til et logisk demonstrativt argument. Paley fremlagde sagen for meget i denne næsten bandlyste form.

"Det er nytteløst," sagde han, "at sige, at en fremtidig tilstand allerede var blevet opdaget. Den var blevet opdaget, som det kopernikanske system var; den var ét gæt blandt mange. Kun den opdager, som beviser; og intet menneske kan bevise dette punkt undtagen den lærer, som ved mirakler vidner om, at hans lære kommer fra Gud" (Moral and Polit. Philosophy, bog V, kapitel ix, slutningen).

Coleridge kritiserer i Aids to Reflection det ovenstående og fremstiller argumentet i en mere retfærdig og mere menneskelig form.

"Med den største inderlighed hævder jeg, at de mirakler, som Kristus udførte, både som mirakler og som opfyldelser af profeti, både som tegn og som undere, gav en klar åbenbaring og et uomtvisteligt bevis på hans guddommelige karakter og myndighed; at de for hele det jødiske folk var sande og passende vidnesbyrd om, at han virkelig var kommet, han som havde lovet og erklæret for deres forfædre: Se, jeres Gud skal komme med hævn, ja Gud med gengæld! Han skal komme og frelse jer. Jeg modtager dem derfor som beviser på sandheden af hvert ord, som han lærte, han som selv var Ordet; og som sikre vidnesbyrd om den endelige sejr over døden og om det kommende liv, eftersom de var åbenbaringer af ham, som sagde: Jeg er opstandelsen og livet!" (note forud for aforisme CXXIII).

Dette synes at være den mest passende måde at betragte det bevis på, som miraklerne giver.

V. Mirakler i Det Gamle Testamente.

1. Analogi med Det Nye Testamentes mirakler:

Hvis de mirakler, der tilskrives vor Herre og hans apostle, er fastslået på de grunde, der nu er angivet, og har den værdi, der netop er forklaret, kan der i princippet være ringe vanskelighed ved at acceptere Det Gamle Testamentes mirakler som troværdige og anvende dem. Også de er tydeligvis udført som manifestationer af et guddommeligt væsen og som vidnesbyrd om hans karakter og vilje.

2. De mosaiske mirakler:

Dette var f.eks. det store formål med de mirakler, der blev udført for at udfri Israels folk af Egypten. De kritiske teorier, som behandler beretningen om disse begivenheder som "uhistorisk", er, er jeg overbevist om, usunde. Hvis de kunne fastslås, ville de berøve os nogle af de mest dyrebare vidnesbyrd, vi har om Guds karakter. Men under alle omstændigheder er det formål, som de påståede mirakler tilskrives, af samme karakter som i tilfældet med Det Nye Testamentes mirakler. "Spørg nu," siger Moses, "om de dage, der er gået .... om der nogen sinde er sket noget så stort som dette, eller om noget lignende er hørt? Har noget folk nogen sinde hørt Guds stemme tale ud fra midten af ilden, som du har hørt, og levet? Eller har Gud forsøgt at gå hen og tage sig et folk ud fra midten af et andet folk, ved prøvelser, ved tegn og ved undere, ved krig, ved en mægtig hånd og ved en udstrakt arm og ved store rædsler, sådan som Jahve jeres Gud gjorde for jer i Egypten for øjnene af jer? For dig blev det vist, for at du skulle vide, at Jahve, han er Gud; der er ingen anden foruden ham" (5 Mos 4,32-35). Jødernes Gud var, og er, den Gud, der blev åbenbaret i disse mirakuløse udfrielseshandlinger. Derfor indledes De Ti Bud med erklæringen: "Jeg er Jahve din Gud, som førte dig ud af Egyptens land, ud af trællehuset," og derpå følger: "Du må ikke have andre guder for mit ansigt" (2 Mos 20,2; 2 Mos 20,3). Uden disse mirakler ville jødernes Gud være en abstraktion. Som han er åbenbaret i dem, er han den levende Gud, med en kendt karakter, "en retfærdig Gud og en frelser" (Es 45,21), som kan elskes af hele hjertet, sjælen, sindet og styrken.

3. Senere mirakler:

De senere mirakler i jødisk historie, som dem Elias udførte, tjener det samme store formål og åbenbarer mere og mere både af Guds vilje og Guds magt. De er ikke blot varsler, udført som et ydre vidnesbyrd om en lære. De er handlinger udført af et levende væsen gennem hans tjenere, eller i samarbejde med dem, og han åbenbares ved dem. Hvis Det Nye Testamentes mirakler var mulige, var Det Gamle Testamentes mirakler mulige, og ligesom Det Nye Testamentes mirakler åbenbarer Kristi natur og vilje, i ord og gerning, sådan åbenbarer Det Gamle Testamentes mirakler Guds eksistens, natur og vilje. Naturen åbenbarer ganske vist Gud, men miraklerne åbenbarer nye og betydningsfulde handlinger fra Gud; og hele jødernes religiøse liv er, som Salmerne viser, uløseligt knyttet til dem. Beviset for dem er i virkeligheden en stor og sejlivet nations historiske bevidsthed.

4. Profeti som mirakel:

Det bør tilføjes, at de jødiske skrifter rummer et af de største mirakler--profetiens mirakel. Det er åbenlyst, at det jødiske folks skæbne forudsiges fra begyndelsen, i fortællingen om Abrahams liv og videre frem. Der kan desuden ikke være nogen tvivl om, at Kristi embede var blevet så tydeligt forudskildret i Det Gamle Testamentes skrifter, at folket som helhed ventede en Messias, før han viste sig. Vor Herre skabte ikke, som Buddha eller Muhammed, et nyt embede; han kom for at udfylde et embede, som profeterne havde beskrevet, og hvis funktioner og kræfter de havde forudsagt. Om Frelseren får vi at vide: "Og idet han begyndte fra Moses og fra alle profeterne, udlagde han for dem i alle skrifterne det, som angik ham selv" (Luk 24,27). Det er igen en åbenbaring af Guds natur, for det åbenbarer ham som den, der "kender enden fra begyndelsen", og som herskeren over menneskeliv og historie.

VI. Kirkelige mirakler.

1. Sandsynligheden for sådanne mirakler:

Til sidst må der kort tages hensyn til spørgsmålet om det, der kaldes kirkelige mirakler. Der synes ikke at være tilstrækkelig grund til at antage, at mirakler ophørte med apostlene, og der er meget vidnesbyrd om, at der i den tidlige kirke undertiden blev skænket mirakuløse helbredelser, både af legeme og sjæl. Der var lejligheder og omstændigheder, hvor åbenbarelsen af en sådan mirakuløs kraft var lige så passende som vidnesbyrd om Kristi levende kraft som i scenerne i Apostlenes Gerninger. Men de blev ikke nedskrevet under inspireret vejledning, sådan som miraklerne i den apostolske tidsalder, og de er i mange tilfælde blevet dækket af legende.

2. Pascal citeret:

Iagttagelsen i Pascals Tanker passer i særlig grad på denne klasse af mirakler: "Det har forekommet mig, at den virkelige årsag (til at der findes så mange falske mirakler, falske åbenbaringer osv.) er, at der findes sande; for det ville ikke være muligt, at der fandtes så mange falske mirakler, hvis der ikke fandtes sande, og heller ikke så mange falske religioner, hvis der ikke fandtes én, som er sand. For hvis alt dette aldrig havde været til, er det umuligt, at så mange andre skulle have troet det. .... I stedet for at slutte, at der ikke findes sande mirakler, eftersom der findes så mange falske, må vi derfor tværtimod sige, at der findes sande mirakler, eftersom der findes så mange falske, og at falske mirakler kun eksisterer af den grund, at der findes sande; således også at der kun findes falske religioner, fordi der findes én, som er sand" (Om mirakler).

VII. Mirakel i nådens gerninger.

Det er for nylig blevet hævdet med stor alvor og styrke i Tyskland, især af J. Wendland i hans Miracles and Christianity, at troen på mirakler er uundværlig for vores forståelse af en virkelig levende Gud og for vores tillid til hans frelsende gerning i vores egne sjæle. Nådens og frelsens gerning er ganske vist alt sammen så langt mirakuløs, som den kræver indflydelsen på vores natur af en levende kraft over denne natur. Det er ikke strengt korrekt at kalde den mirakuløs, eftersom disse virkninger af Guds Ånd nu er en fast bestanddel af hans nåderige. Men de indebærer ikke desto mindre udøvelsen af en tilsvarende overnaturlig kraft som den, der blev vist i vor Herres mirakler med helbredelse og uddrivelse af dæmoner; og i samme grad som et menneskes kristne liv har dybde, vil det være tvunget til at tro på denne guddommelige indgribens nådige virkning på dets sjæl.

Alt i alt erkendes det måske i stigende grad, at mirakler langtfra er en udvækst på den kristne tro, men er uløseligt knyttet til den, og at der er en fuldstændig enhed i åbenbaringen af den guddommelige natur, som er nedskrevet i Skrifterne.

LITTERATUR.

Trench, Notes on the Miracles; Mozley, Bampton Lectures (Mozleys argument er måske noget skæmmet af dets alt for positive og polemiske tone, men hvis noterne læses såvel som forelæsningerne, vil læseren få et omfattende overblik over de vigtigste stridsspørgsmål om emnet); A.B. Bruce, The Miraculous Element in the Gospels. For moderne tyske synspunkter se J. Wendland, Miracles and Christianity; Christlieb, Modern Doubt and Christian Belief. Paleys Evidences og Butlers Analogy kan med udbytte konsulteres. Om miraklers fortsættelse, se Bushnell, Nature and the Supernatural, kapitel xiv, og Christlieb, som ovenfor, forelæsning V.

H. Wace