me-si'-a (mashiach; aramæisk meshicha'; Septuaginta Christos, "salvet"; Det Nye Testamente "Kristus"):

1. Betydning og brug af udtrykket

2. Det messianske håb

I. MESSIAS I DET GAMLE TESTAMENTE

1. Den messianske konge

(1) Esajas

(2) Jeremias og Ezekiel

(3) Senere profeter

2. Profetiske og præstelige forbindelser

3. Jahves tjener

4. Omdannelsen af det profetiske håb til det apokalyptiske

II. MESSIAS I DEN FØRKRISTNE TID

1. Den efterprofetiske tid

2. Makkabæertiden

3. Apokalyptisk litteratur

III. MESSIAS I DET NYE TESTAMENTE

1. Den jødiske forestilling

(1) Messias som konge

(2) Hans profetiske karakter

(3) Titlen "Guds søn"

2. Jesu holdning til messiasværdigheden

3. Den kristne omdannelse

4. Nye elementer føjet til

(1) Fremtidig åbenbarelse

(2) Guddommelig personlighed

(3) Himmelsk præstedømme

5. Opfyldelse i Jesus

LITTERATUR

1. Betydning og brug af udtrykket:

"Messias" (Joh 1,41; Joh 4,25 King James Version) er en transskription af Messias, den græske gengivelse af det aramæiske. "Messiah" er således en ændring af ordets græske form, i overensstemmelse med det hebraiske.

Udtrykket bruges i Det Gamle Testamente om konger og præster, som blev indviet til deres embede ved salvningsceremonien. Det anvendes om præsten kun som et adjektiv--"den salvede præst" (3 Mos 4,3; 3 Mos 4,5; 3 Mos 4,16; 3 Mos 6,22 (hebraisk 15)). Dets substantiviske brug er begrænset til kongen; kun han kaldes "Herrens salvede", f.eks. Saul (1 Sam 24,6; 1 Sam 24,10; 1 Sam 24,11), osv.); David (2 Sam 19,21 (hebraisk 22); 2 Sam 23,1, "Jakobs Guds salvede"); Sidkija (Klag 4,20). På samme måde betegnes kongen i Salmerne som "min", "din", "hans salvede". Således også endda Kyros (Es 45,1), fordi han var udvalgt og kaldet af Jahve til at udføre hans hensigt med Israel. Nogle mener, at entalsformen "min salvede" i Hab 3,13 betegner hele folket; men den hebraiske tekst er noget uklar, og henvisningen kan gælde kongen. Substantivets flertalsform bruges om patriarkerne, som kaldes "mine salvede" (Sl 105,15; 1 Krøn 16,22), fordi de var Jahves udvalgte, indviede tjenere, hvis personer var ukrænkelige.

Det bør bemærkes, at "Messias" som en særlig titel aldrig anvendes i Det Gamle Testamente om fremtidens enestående konge, medmindre det måske sker i Dan 9,25 f (mashiach naghidh, "Messias-fyrste"), et vanskeligt sted, hvis fortolkning er meget usikker. Det var de senere jøder i den efterprofetiske periode, der, ledet af et sandt instinkt, først brugte udtrykket i teknisk betydning.

2. Det messianske håb:

Messias er det redskab, ved hvem Guds rige skal grundlægges i Israel og i verden. Håbet om en personlig befrier er således uadskilleligt fra det bredere håb, der løber gennem Det Gamle Testamente. Jøderne var et folk, der levede i fremtiden. I denne henseende står de alene blandt oldtidens folkeslag. Intet folk har nogensinde næret så stærke forventninger om en god tid, der skulle komme, eller midt i nederlag og katastrofe holdt fastere fast ved visheden om den endelige sejr over alle fjender og om indgangen til en tilstand af fuldkommen fred og lykke. Grundlaget for dette større håb er Jahves pagt med Israel. "Jeg vil tage jer til mig som et folk, og jeg vil være Gud for jer" (2 Mos 6,7). På grundlag af dette løfte så profeterne, mens de forkyndte Guds vrede mod hans folk på grund af deres synd, ud over de guddommelige tugtelser til den endelige tid med fuldkommen frelse og salighed, som skulle indledes, når folket var vendt tilbage til Jahve.

Udtrykket "messiansk" bruges i dobbelt betydning til at beskrive både det større håb om en herlig fremtid for folket og det snævrere håb om en personlig Messias, som skal være den fremtrædende skikkelse i det fuldendte rige. Det kan bemærkes, at mange forfattere, både profetiske og apokalyptiske, som skildrer den endelige fuldendelse, slet ikke hentyder til en kommende befrier.

Denne artikel vil behandle det personlige messianske håb, sådan som det findes i Det Gamle Testamente, i den førkristne tid og i Det Nye Testamente.

I. Messias i Det Gamle Testamente.

1. Den messianske konge:

Hovedelementet i forestillingen om Messias i Det Gamle Testamente er kongen. Gennem ham som folkets overhoved kunne Jahve lettest virkeliggøre sine frelsende hensigter. Men Israels kongedømme var et teokrati. I tidligere tider gjorde Moses, Josva og dommerne, som blev oprejst af Jahve til at lede hans folk ved forskellige kriser i deres historie, ikke krav på at udøve myndighed uafhængigt af deres guddommelige kaldelse. Heller ikke blev Jahves forhold til folket som dets egentlige hersker på nogen måde ændret ved monarkiets indførelse. Det var ved hans Ånd, at kongen blev udrustet til folkets retfærdige styre, og ved hans kraft, at han skulle sejre over alle fjender. Det sted, hvorpå ideen om den messianske konge, som skulle herske i retfærdighed og opnå universelt herredømme, blev grundlagt, er Natans orakel til David i 2 Sam 7,11 ff. I modsætning til Saul, fra hvem kongedømmet var veget, skulle David aldrig mangle en efterkommer til at sidde på Israels trone. Hvor stærkt et indtryk dette løfte om hans kongehus' varighed havde gjort på David, ses i hans sidste ord (2 Sam 2); og til denne "evige pagt, og sikker", vendte de åndeligt sindede i Israel tilbage i alle senere tider.

(1) Esajas.

Esajas er den første af profeterne, der henviser til en ekstraordinær konge i fremtiden. Amos (9,11) forudsagde den tid, da Judas knuste lykke skulle genoprettes, mens Hoseas (3,5) så frem til de to rigers genforening under Davids slægt. Men det er først, når vi når den assyriske tidsalder, hvor kongens personlighed træder frem over for den store verdensmagt, at vi møder nogen omtale af en enestående personlig hersker, som skulle bringe særlig herlighed til Davids hus.

Kongerne af Syrien og Israel havde sluttet et forbund for at afsætte Akaz og erstatte ham med en ukendt eventyrer. Esajas 7,10-17 forkynder for Judas konge, at selv om han med Assyriens hjælp ville overleve de forbundne kongers angreb, ville Jahve på grund af hans ulydighed bringe ødelæggelse over hans eget land ved hjælp af hans allierede. Men profetens ophøjede syn, skønt det ligesom hos andre seere er begrænset til hans egen tids horisont, rækker ud over Judas nød til Judas befrielse. For Esajas' åndelige sind åbenbares der en sand konge, Immanuel, "Gud-med-os", som skulle fremstå af Davids hus, der nu blev så uværdigt repræsenteret af den udsvævende Akaz. Selv om afsnittet er et af de vanskeligste at fortolke i hele Det Gamle Testamente, har nogle forskere måske gjort for meget ud af vanskeligheden i forbindelse med ordet `almah, "jomfru". Det er barnets gådefulde personlighed, som får fremtrædende plads i profetien. Navnets betydning og det løfte om sejr, det indebærer, henvisningen til Immanuel som landets hersker i 8,8 (hvis den nuværende gengivelse er rigtig), samt paralleliteten mellem tankegangen i profetien og den i Es 9, synes at pege på, at Immanuel er identisk med fyrsten med de fire navne: "Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste" (9,6, RV's randnote). Disse guddommelige titler indebærer ikke nødvendigvis, at den messianske konge i profetens tanke er Gud i metafysisk forstand--den guddommelige naturs væsen er ikke et dogmatisk begreb i Det Gamle Testamente--men kun, at Jahve er nærværende i ham i fuldkommen visdom og kraft, så han for evigt udøver et faderligt og fredeligt herredømme over sit folk. Til bekræftelse af denne fortolkning kan der henvises til den sidste af den store trilogi af esajanske profetier om Messias af Davids hus (11,2), hvor de egenskaber, som han udrustes med af Ånden, er dem, der gør ham egnet til fuldkomment at varetage de kongelige funktioner i Guds rige.

Se IMMANUEL.

En lignende beskrivelse af den messianske konge gives af Esajas' yngre samtidige Mika (5,2 ff), som fremhæver den ydmyge oprindelse hos fremtidens usædvanlige hersker, der skal udgå fra Davids hus, mens hans henvisning til hende, som skal føde ham, bekræfter den fortolkning, der betragter jomfruen hos Esajas som Messias' mor.

(2) Jeremias og Ezekiel.

Efter Esajas' og Mikas tid mistede Davids trone meget af sin magt og indflydelse, og den ideelle konges skikkelse skildres aldrig igen med samme bestemthed og farve. Sefanias, Nahum og Habakkuk henviser slet ikke til ham. Af de store profeter Jeremias og Ezekiel holdes håbet om en davidisk hersker dog frem for folket. Selv om der hos begge disse forfattere er afsnit, som henviser til en række fromme herskere, bør dette forhold ikke styre vores fortolkning af andre udsagn hos dem, som synes at pege på et bestemt individ. Hos Jeremias kaldes Messias den "retfærdige Spire", som skal oprejses for David og kaldes "Jahve (er) vor retfærdighed", det vil sige, Jahve som den, der gør retfærdig, bor i ham (Jer 23,5 f; jf. 30,9). Hos Ezekiel hentydes der til ham som den kommende, "som retten tilhører" (21,27), og som Jahves "tjener David", der skal være "fyrste" eller "konge" for evigt over et genforenet folk (34,23 f; 37,24). Det er vanskeligt at modstå det indtryk, Ezekiels sprog gør, at det er den ideelle messianske hersker, der her forudsiges, til trods for at fyrsten senere, i profetens syn af det ideelle teokrati, ikke blot spiller en underordnet rolle, men at der i forfatningen også træffes bestemmelse for et muligt misbrug af hans myndighed.

(3) Senere profeter.

Efter Ezekiels tid, i de resterende år af eksilet, forsvinder håbet om en fremragende konge af Davids hus naturligt. Men det vækkes til live igen ved genoprettelsen, da Zerubbabel, en fyrste af Davids hus og det genoprettede samfunds borgerlige leder, af Hærskarers Jahve gøres til hans signetring, uadskillelig fra ham selv og symbolet på hans myndighed (Hag 2,23). I det nye teokrati træder den messianske herskers skikkelse imidlertid i baggrunden for ypperstepræstens, som betragtes som tegnet på den kommende Spire (Zak 3,8). Alligevel har vi den enestående profeti hos forfatteren til Zak 9,9, som skildrer Messias som kommende ikke på en prægtig stridshest som en krigerkonge, men på et æselføl, retfærdig og sejrrig, men dog ydmyg og fredelig, stærk ved Guds kraft til at hjælpe og frelse. Der nævnes ingen messiansk konge hos Joel eller Malakias; men henvisninger i de senere, ligesom i de tidligere, Salmer til begivenheder i kongernes liv eller i rigets historie beviser, at løftet til David ikke var glemt, og peger på én, som skulle opfylde det i hele dets storhed.

2. Profetiske og præstelige relationer:

Den messianske konge er den centrale skikkelse i rigets fuldendelse. Det er en kongelig Davids søn, ikke en profet som Moses eller en præst af Arons slægt, hvis personlige træk skildres i billedet af fremtiden. Løftet i 5 Mos 18,15-20, som sammenhængen viser, henviser til en række sande profeter i modsætning til hedenske nationers spåmænd. Selv om Moses gik bort, ville der altid blive oprejst en profet af Jahve til at åbenbare hans vilje for folket, så de aldrig behøvede at ty til hedenske sandsigere. Men selv om profeten ikke er en idealfigur, idet han allerede er fuldt inspireret af Ånden, forbindes profetiske funktioner i denne udstrækning med kongedømmet: at Messias ved Ånden gøres egnet til at udføre pligterne i sit kongelige embede og kundgør Guds vilje ved sine retfærdige afgørelser (Es 11,2-5).

Det er vanskeligere at definere præstedømmets forhold til kongemagten i den sidste tidsalder. De sættes i forbindelse med hinanden af Jeremias (30,9.21), som fremstiller den nye »David« som en, der besidder den præstelige ret til umiddelbar adgang til Jahve, mens det levitiske præstedømme, på linje med det davidiske kongedømme, tilsikres evig beståen på grundlag af pagten (Jer 33,18). Men efter genoprettelsen, da ypperstepræsten får en fremtrædende plads i genopbygningen af riget, bliver Josva forbilledet på den kommende »Spire« af Davids hus (Zak 3,8) og modtager, efter den sædvanlige fortolkning, kronen — et symbol på foreningen af de kongelige og præstelige embeder i Messias (Zak 6,11). Mange forskere mener imidlertid, at ordene »og fredens råd skal være mellem dem begge« kun kan henvise til to personer, og de vil derfor erstatte »Josva« med »Zerubbabel« i Zak 6,11 og læse i 6,13: »der skal være en præst ved hans højre hånd« (sammenlign Revised Version (britisk og amerikansk), Septuaginta (Septuaginta)). Profetens mening ville da være, at den messianske ypperstepræst skulle sidde ved siden af den messianske konge i det fuldendte rige, idet begge arbejdede sammen, sådan som Zerubbabel og Josva da gjorde. Der er dog ingen tvivl om, at Messias er både konge og præst i Sl 110.

3. Jahves tjener:

Folkets bitre erfaringer under eksilet gav ophav til en ny forestilling, messiansk i dybeste forstand: Jahves tjener (Es 40--66; især 41,8; 42,1-7.19 f; 43,8.10; 44,1 f.21; 49,3-6; 50,4-9; 52,13--53). Om hvem profeten sigter til i sin storslåede skildring af dette gådefulde væsen, er forskerne håbløst uenige. Personifikationsteorien — at Tjeneren repræsenterer det ideelle Israel, Israel som Gud havde tænkt det, som opfylder sit sande kald i verdens frelse — fastholdes af dem, der argumenterer for en konsekvent brug af udtrykket gennem hele profetien. De anser det for utænkeligt, at den samme titel af den samme profet skulle anvendes om to forskellige emner. Andre indrømmer, at den største vanskelighed ved denne teori er at forestille sig den, men de hævder, at den bedst forklarer brugen af titlen i de vigtigste passager, hvor den forekommer. Den anden teori er, at der sker en udvidelse og indskrænkning af ideen i profetens tanke. I nogle passager bruges titlen om hele folket; i andre begrænses den til den fromme kerne; og til sidst kulminerer forestillingen i et individ, den ideelle, men dog virkelige israelit i fremtiden, som skal fuldføre den mission, hvori folket svigtede.

Det, der virkelig skiller fortolkerne, er fortolkningen af Es 52,13--53. Spørgsmålet er ikke, om denne passage blev opfyldt i Jesus Kristus — herom er alle kristne fortolkere enige — men om »Tjeneren« i profetens tanke blot er personifikationen af den gudfrygtige del af folket, eller en person, som endnu skal komme.

Kan enhedsargumentet ikke presses for hårdt? Hvis Messias kom til at blive opfattet som en bestemt konge, mens det oprindelige løfte talte om et dynasti, er det så så utænkeligt, at titlen »Jahves tjener« skulle bruges både i individuel og i kollektiv betydning? Det er også værd at lægge mærke til, at ikke blot i visse dele af denne profeti, men hele vejen igennem den, fremhæves den lidendes individualitet; den kollektive tanke forsvinder helt. Modsætningen står ikke mellem en trofast del og folkets almindelige masse, men mellem »Tjeneren« og hvert eneste medlem af folket. Desuden: hvilke indvendinger der end kan rejses mod den individuelle fortolkning, forklarer denne opfattelse bedst læren om stedfortrædelse, som løber gennem hele passagen. Israel var Jahves udvalgte folk, hans frelsesbudbringer til hedningerne, og dets trofaste rest led for massens synder; selv »Immanuel« delte sit folks sorger. Men her gør »Tjeneren« soning for enkelte israelitters synder; ved hans død bliver de retfærdiggjort, og ved hans sår bliver de helbredt. Kun eksilets profet når frem til denne store åndelige forestilling.

Det kan tilføjes, at i den lidende tjener, som bringer sig selv som offer til soning for folkets synder, er profetisk virksomhed og kongelig ære forbundet med den præstelige funktion. Efter at han er blevet oprejst fra de døde, bliver han verdens store åndelige lærer — ved sin kundskab om Gud og frelsen, som han meddeler andre, gør han mange retfærdige (Es 53,11; sammenlign 42,1 ff; 49,2; 50,4); og som løn for sine lidelser opnår han en stilling af den højeste kongelige glans (Es 52,15 b; 53,12a; sammenlign 49,7).

Se Jahves tjener.

4. Forvandlingen af det profetiske håb til det apokalyptiske:

I Daniels Bog, skrevet for at opmuntre det jødiske folk til standhaftighed under Antiochos Epifanes’ forfølgelse, antager profeternes messianske håb en ny form. Her viser den apokalyptiske idé om Messias sig for første gang i jødisk litteratur. Den kommende hersker fremstilles ikke som en efterkommer af Davids hus, men som en person i menneskelig skikkelse og med overmenneskelig karakter, gennem hvem Gud skal grundfæste sit herredømme på jorden. I profetens syn (Dan 7,13) kommer en, der er »som en menneskesøn«, kebhar 'enash (ikke, som i King James Version, »som menneskesønnen«), med himlens skyer; han føres frem for den gamle af dage og modtager et uforgængeligt kongerige, for at alle folk skal tjene ham.

Forskere er på ingen måde enige i deres fortolkning af profetien. Til støtte for den opfattelse, at den, der er “som en menneskesøn”, er et symbol på det ideelle Israel, henvises der til den fortolkning af synet, som gives i Dan 7,18; Dan 7,22; Dan 7,27, ifølge hvilken herredømmet gives til “den Højestes hellige”. Desuden: da de fire hedenske riger fremstilles ved dyreskabningen, ville det være naturligt, at den højere magt, som skal indtage deres plads, symboliseres ved menneskeskikkelsen.

Men der kan på den anden side anføres stærke grunde for den personlige messianske fortolkning af stedet. Der synes at blive skelnet mellem den, der er “som en menneskesøn”, og den Højestes hellige i Dan 7,21, idet de hellige dér fremstilles som genstand for forfølgelse fra det lille horn. Dommens scene er jorden, hvor de hellige allerede er, og hvortil den gamle af dage og den, der er “som en menneskesøn”, stiger ned (7,22.13). Og det stemmer med den fortolkning af synet, som gives i 7,17, hvor der henvises til de fire konger i dyrerigerne, at de helliges rige, som skal oprettes i deres sted, også skulle repræsenteres ved et kongeligt hoved.

Det kan bemærkes, at et nyt begreb antydes af dette sted: Messias’ præeksistens før hans åbenbaring.

II. Messias i den førkristne tid.

1. Den efterprofetiske tid:

Efter at den profetiske inspiration ophørte, var der ikke meget i de skriftkloges undervisning eller i rigets genopbygning under ypperstepræsternes styre, der kunne vække nationens gamle håb til live. Det synes ud fra Apokryferne, at mens elementerne i den almindelige forventning stadig blev bevaret, var det særlige håb om en fremragende konge af Davids slægt blevet meget svagt i folkets bevidsthed. I Siraks Bog (47,11) nævnes en “pagt om konger og en herlighedens trone i Israel, som Herren gav David”; men selv denne hentydning til det davidiske dynastis evige varighed har mere karakter af en historisk konstatering end af et udtryk for et tillidsfuldt håb.

2. Makkabæertiden:

I de tidlige faser af makkabæeropstanden, da kampen gjaldt religiøs frihed, så folket alene hen til Gud efter hjælp og ville sandsynligvis have været tilfreds med at anerkende Syriens politiske overhøjhed, efter at der i 162 f.Kr. var blevet givet dem frihed til at dyrke Gud efter deres egen lov og ceremoni. Men makkabæerledernes vellykkede indsats for at opnå politisk uafhængighed, som tilfredsstillede folkets almindelige forhåbninger, “indtil der skulle fremstå en trofast profet” (1 Makk 14,41; sammenlign 2,57), bragte religiøse og nationale idealer i konflikt. De “fromme” (chacidhim), nu under det nye navn farisæere, blev mere end nogensinde hengivne over for Loven og afviste en makkabæers krav på at være ypperstepræst og hans senere antagelse af kongetitlen, mens makkabæerne med deres politiske ambitioner tog aristokratiets parti og fremmedgjorde folket. Den nationale ånd var imidlertid blevet vakt til nyt liv. Heller ikke mistede det håb, der således var blevet styrket, noget af sin livskraft, da Pompejus midt under partistridighederne og herskerfamiliens uenigheder indtog Jerusalem i 63 f.Kr. Hasmonæerhusets fald, endnu mere end dets opstigning, førte nationen til at sætte sit håb mere fast til Gud og til at se efter en befrier af Davids hus.

3. Apokalyptisk litteratur:

Den nationale følelse, som makkabæerne vakte, kommer til udtryk i den apokalyptiske litteratur fra halvandet århundrede før Kristus.

I de ældste dele af De sibyllinske Orakler (3,652-56) forekommer en kort forudsigelse af en konge, som Gud skal sende fra solen, og som skal “få hele jorden til at høre op med ond krig, idet han dræber nogle og kræver trofaste eder af andre. Og dette vil han gøre, ikke efter sit eget råd, men i lydighed mod Guds velgørende bestemmelser.” Og i en senere del af samme bog (3,49) er der en hentydning til “en ren konge, som skal føre scepteret over hele jorden for evigt.” Det kan også være Messias, der i den tidligere del af Enoks Bog (90,37 f) fremstilles som et herliggjort menneske under symbolet af en hvid tyr med store horn, som frygtes og tilbedes af alle de andre dyr (resten af det religiøse fællesskab), og til hvis lighed de bliver forvandlet.

Men det er i Salomos Salmer, som blev til i den pompejanske periode og afslører deres farisæiske oprindelse ved at fremstille hasmonæerne som en slægt af tronranere, at vi i klare omrids og glødende farver får tegnet portrættet af den davidiske konge (Sl 17,18). Forfatteren venter en personlig Messias, som, i egenskab af Davids søn og Israels konge, vil rense Jerusalem for syndere og samle et helligt folk, som alle skal være “deres Guds sønner”. Han skal ikke sejre med jordiske våben, for Herren selv er hans konge; han skal slå jorden med sin munds ånde; og hedningerne skal af egen drift komme for at se hans herlighed og bringe Israels trætte børn som gaver. Hans trone skal grundfæstes i visdom og retfærdighed, mens han selv skal være ren for synd og gøres stærk i Helligånden.

Det er tydeligt, at vi i disse beskrivelser af den kommende har noget mere end blot en genoplivelse af det gamle håb om en fremtrædende konge af Davids hus. De gentagne ulykker, der ramte jøderne, førte til, at det nationale håb blev overført til en kommende verden, og følgelig til, at Messias blev forvandlet fra blot en jordisk konge til et væsen med overnaturlige egenskaber. At dette overnaturlige apokalyptiske håb, som i det mindste var ved at blive næret, øvede indflydelse på det nationale håb, ses i Salomos Psalter, hvor der lægges vægt på denne davidiske konges markante individualitet, hans persons moralske storhed og hans herredømmes guddommelige karakter.

Vi møder den apokalyptiske forestilling om Messias i Enoks billedtaler (kapitler 37--71) og de senere apokalypser. På dette sted kan der henvises til Billedtalerne på grund af deres enestående udtryk for messiansk lære, selv om deres førkristne datering, som Charles sætter til senest 64 f.Kr., er meget omstridt. Messias, som kaldes “den Salvede”, “den Udvalgte” og “den Retfærdige”, fremstilles, skønt han i en vis forstand er menneske, som hørende til den himmelske verden. Hans præeksistens bekræftes. Han er den overnaturlige Menneskesøn, som skal træde frem fra sit skjul for at sidde som dommer over alle på sin herligheds trone og bo på en forvandlet jord sammen med de retfærdige for evigt.

Se apokalyptisk litteratur (jødisk); Det Gamle Testamentes eskatologi.

III. Messias i Det Nye Testamente.

Evangelieberetningerne aflægger rigeligt vidnesbyrd om udbredelsen af det messianske håb blandt jøderne på Kristi tid. Vi ser af Døberens spørgsmål, at “den kommende” var ventet (Matt 11,3 og parallelsted), mens folket spekulerede på, om Johannes selv var Kristus (Luk 3,15).

1. Den jødiske forestilling:

(1) Messias som konge.

I den folkelige forestilling var Messias først og fremmest Davids kongelige søn, som ville bringe sejr og fremgang til det jødiske folk og oprette sin trone i Jerusalem. I denne egenskab hyldede folkemængden Jesus ved hans indtog i hovedstaden (Matt 21,9 og parallelsted); også for farisæerne var Messias Davids søn (Matt 22,42). Det synes, som om apokalyptiske elementer blandede sig med den nationale forventning, for man mente, at Messias pludselig ville træde frem fra sit skjul og bevidne sig selv ved mirakler (Joh 7,27; Joh 7,31).

Men der var åndeligt sindede mennesker, som tolkede folkets håb, ikke i nogen konventionel betydning, men i overensstemmelse med deres egne fromme længsler. Idet de ventede på “Israels trøst” og “Jerusalems forløsning”, greb de de åndelige træk ved den messianske konge og anerkendte i Jesus den lovede frelser, som ville udfri folket fra dets synd (Luk 2,25; Luk 2,30; Luk 2,38; jf. 1,68-79).

(2) Hans profetiske karakter.

Ud fra udsagnene i evangelierne om forventningen om en profet er det vanskeligt at afgøre, om den profetiske funktion blev betragtet som hørende til Messias. Vi får ikke blot at vide, at man ventede, at en af de gamle profeter skulle komme igen (Matt 14,2; Matt 16,14 og parallelsted), men også at man så frem til en fremtrædende profet, forskellig fra Messias (Joh 1,21; Joh 1,25; Joh 7,40). Men de to forestillinger om profet og konge synes at blive identificeret i Joh 6,14 f, hvor vi får at vide, at folkemængden, efter at have anerkendt Jesus som den ventede profet, ville tage ham med magt og gøre ham til konge. Det ser ud til, at mens masserne så frem til en timelig konge, blev nogles forventninger formet af billedet af og løftet om Moses. Og for kvinden fra Samaria, ligesom for hendes folk, var Messias ganske enkelt en profet, som ville bringe det fulde lys af guddommelig kundskab ind i verden (Joh 4,25). På den anden side ville vi ud fra Filips beskrivelse af Jesus naturligt slutte, at han i ham, som han havde fundet, så foreningen af en profet ligesom Moses og den messianske konge i de profetiske bøger (Joh 1,45).

(3) Titlen “Guds Søn”.

Der kan ikke være tvivl om, at “Guds Søn” blev brugt som en messiansk titel af jøderne på vor Herres tid. Ypperstepræsten anerkendte den som sådan i Synedriets nærvær (Matt 26,63). Den blev også i sin officielle betydning anvendt om Jesus af hans disciple: Johannes Døber (Joh 1,34), Nathanael (Joh 1,49), Maria (Joh 11,27), Peter (Matt 16,16, dog ikke i parallelstederne). Denne messianske brug byggede på Sl 2,7; jf. 2 Sam 7,14. Titlen, sådan som den gives til Jesus af Peter i hans bekendelse, “den levende Guds Søn”, antyder noget højere end blot en officiel værdighed, selv om dens fulde betydning i den enestående forstand, hvori Jesus gjorde krav på den, næppe kunne være blevet opfattet af disciplene før efter hans opstandelse.

2. Jesu holdning til messiasværdigheden:

(1) Hans krav.

Jesu krav på at være Messias står skrevet på selve den evangeliske histories ansigt. Men mens han accepterede titlen, fjernede han dens politiske og nationale betydning og fyldte den med et etisk og universelt indhold. Den jødiske forventning om en stor konge, som ville genoprette Davids trone og befri folket fra et fremmed åg, blev af Jesus tolket som forventningen om én, der ville udfri Guds folk fra åndelige fjender og grundlægge et universelt rige af kærlighed og fred.

(2) Hans tøven med at fremsætte det.

For at berede det jødiske sind på hans forvandling af det nationale håb tøvede Jesus med at fremsætte sit krav over for folkemængden indtil sit triumferende indtog i Jerusalem, som, læg mærke til det, han foretog på en sådan måde, at det retfærdiggjorde hans tolkning af profeternes Messias, mens han tøvede med at fremhæve det over for sine disciple indtil den mindeværdige scene ved Cæsarea Filippi, da han fremkaldte Peters bekendelse.

(3) “Menneskesønnen”.

Men han søgte især at sikre, at han selv i al sin ringhed blev modtaget som den sande messianske konge, ved sin senere brug af sin selvbetegnelse som "Menneskesønnen". Mens "Menneskesøn" på aramæisk, bar nasha', ganske enkelt kan betyde "menneske", viser en undersøgelse af de vigtigste steder, hvor titlen forekommer, at Jesus anvendte den om sig selv i en enestående betydning. At han havde stedet i Daniel i tankerne, fremgår af de vendinger, han bruger, når han beskriver sit fremtidige komme (Mark 8,38; Mark 13,26 og parallel; 14,62 og parallel). Ved denne apokalyptiske brug af titlen fremsatte han langt tydeligere sit krav på at være den Messias, som den nationale forventning så hen til, og som skulle komme i himmelsk herlighed. Men han brugte også titlen til at forkynde den tragiske skæbne, der ventede ham (Mark 8,31). Det kunne han gøre uden nogen modsigelse, eftersom han betragtede sin død som begyndelsen på sit messianske herredømme. Og de steder, hvor han taler om, at Menneskesønnen giver sit liv som løsesum "for mange" (Matt 20,28 og parallel) og går bort, "som der står skrevet om ham" (Matt 26,24 og parallel), såvel som Luk 22,37, viser, at han tolkede Es 53 om sig selv i sin messianske egenskab. Ved sin død ville han fuldende sit messianske værk og indvie Guds rige. Således søgte Jesus, ved hjælp af titlen "Menneskesønnen", hen mod slutningen af sin tjeneste at forklare den tilsyneladende modsigelse mellem hans jordiske liv og hans messianske kongedømmes herlighed.

Det kan tilføjes, at vor Herres brug af udtrykket indebærer det, som evangelierne antyder (Joh 12,34), nemlig at "Menneskesønnen", på trods af henvisningerne hos Daniel og i Enoks lignelser (hvis dateringen før Kristus accepteres), ikke i almindelighed blev betragtet af jøderne som en messiansk titel. For så kunne han ikke, sådan som han gør, have anvendt den om sig selv før Peters bekendelse, samtidig med at han fastholdt sin tilbageholdenhed med hensyn til sine krav på at være Messias. Mange forskere mener dog, at "Menneskesønnen" allerede var en messiansk titel, før vor Herre brugte den i sin samtale med disciplene ved Cæsarea Filippi, og betragter de tidligere steder, hvor den forekommer, som indsat uden for kronologisk rækkefølge, eller titelens tilstedeværelse i dem enten som en sen indsættelse eller som skyldig i aramæiskens flertydighed.

Se MENNESKESØN.

3. Den kristne omformning:

Tanken om en lidende Messias, som ville sone synd, var fremmed for den jødiske tankegang. Det fremgår af adfærden ikke blot hos modstanderne, men også hos Jesu efterfølgere (Matt 16,22; Matt 17,23). Selv om hans disciple troede, at han var Messias, kunne de ikke forstå hans hentydninger til sine lidelser og betragtede hans død som tilintetgørelsen af alle deres håb (Luk 18,34; Luk 24,21). Men efter hans opstandelse og himmelfart blev de, gennem det indtryk hans personlighed og lære havde gjort på dem, ført til at se, hvor fuldstændigt de havde misforstået hans messianitet og hans messianske riges natur og omfang (Luk 24,31; ApG 2,36; ApG 2,38). De blev også bekræftet i deres åndelige opfattelser, da de granskede de gamle profetier i korsets lys. I den lidende tjeners gådefulde skikkelse så de den messianske konge på vej til sin himmelske trone, sejrende ved kraften i sit sonende offer og skænkende alle åndelige velsignelser (ApG 3,13; ApG 3,18-21; ApG 3,26; ApG 4,27; ApG 4,30; ApG 8,35; ApG 10,36-43).

4. Nye elementer tilføjet:

(1) Fremtidig åbenbarelse.

Nye træk blev nu føjet til Messias i overensstemmelse med Jesu egen lære. Han var steget op til sin Fader og var blevet den himmelske konge. Men endnu var alt ikke lagt ind under ham. Derfor så man, at den fulde åbenbarelse af hans messianitet var forbeholdt fremtiden, at han ville vende tilbage i herlighed for at opfylde sit messianske embede og fuldende sit messianske herredømme.

(2) Guddommelig person.

Der blev nu anlagt højere syn på hans person. Han erklæres for at være Guds Søn, ikke i nogen officiel betydning, men i en enestående betydning, som ligestillet med Faderen (Joh 1,1; Rom 1,4; Rom 1,7; 1 Kor 1,3 osv.). Hans præeksistens bekræftes (Joh 1,1; 2 Kor 8,9); og når han kommer igen i sin messianske herlighed, vil han udøve den guddommelige funktion som universel dommer (ApG 10,42; ApG 17,30 f. osv.).

(3) Himmelsk præstedømme.

Den kristne opfattelse af den messianske konge, som var trådt ind i sin herlighed gennem lidelse og død, førte læren om det messianske præstedømme med sig. Men det tog nogen tid, før den tidlige kristne tænkning gik videre fra den nye opdagelse af foreningen af ydmygelse og herlighed i Messias til at koncentrere sig om hans himmelske liv. Mens de første kristnes forkyndelse var rettet mod ud fra Skrifterne at vise, at "Jesus er Kristus", og nødvendigvis indebar, at man tillagde ham mange funktioner, som er karakteristiske for den sande præst, blev det forbeholdt forfatteren til Hebræerbrevet at fremstille denne side af hans værk med særskilt tydelighed og at anvende titlen vor "store ypperstepræst" på ham (Hebr 4,14). Ligesom ypperstepræsten på forsoningsdagen ikke blot stænkede blodet på alteret, men frembar offeret, således så man nu, at Jesus ved at gå ind i himlene og for Gud frembære det offer, han havde bragt af sig selv på jorden, havde opfyldt ypperstepræstens embede.

5. Opfyldelse i Jesus:

Således bliver de hebraiske profeters og digteres ideal rigeligt opfyldt i Jesu af Nazarets person, lære og gerning. Apologeter kan ofte tage fejl, når de understøtter argumentet ud fra profetien med en overdreven symbolik og en falsk eksegese; men de har ret i deres påstand om, at de væsentlige elementer i Det Gamle Testamentes forestilling--den messianske konge, som står i et enestående forhold til Jahve som hans "Søn", og som skal udøve universelt herredømme; den højeste profet, som aldrig skal afløses; præsten til evig tid--samles og forvandles af Jesus på en måde, som de gamle seere aldrig drømte om. Som den sidste og største profet, den lidende Menneskesøn og verdens syndfri frelser imødekommer han menneskehedens dybeste længsler efter guddommelig kundskab, menneskelig medfølelse og åndelig udfrielse; og som Guds enestående Søn, der kom for at åbenbare Faderen, hersker han over menneskers hjerter ved den evige kærligheds kraft. Det er ikke underligt, at Det Nye Testamentes forfattere, ligesom Jesus selv, så henvisninger til Messias i gammeltestamentlige steder, som en historisk fortolkning ikke ville indrømme. Idet de anerkendte den gamle pagts plads i frelseshistorien, søgte de i lyset af opfyldelsen i Jesus at opdage den mening i Det Gamle Testamente, som Guds Ånd havde til hensigt at formidle, de guddommelige, frelsende tanker, som udgør dets væsen. Og for os, som for de første kristne, er "vidnesbyrdet om Jesus profetiens ånd" (Åb 19,10). Mod ham, skjult i tidsaldrenes skød, pegede alle profetiens spredte stråler; og fra ham, i hans åbenbarede og opstandne herlighed, stråler lyset og kraften fra Guds kærlighed og sandhed ud over verden. Og gennem hans folks historie og erfaring bringer han Israels messianske håbs herlighed og lidenskab til større virkeliggørelse.

LITTERATUR.

Drummond, The Jewish Messiah; Stanton, The Jewish and the Christian Messiah; Riehm, Messianic Prophecy; Delitzsch, Messianic Prophecies; von Orelli, Old Testament Prophecy; A. B. Davidson, Old Testament Prophecy; Schultz, Old Testament Theology; Schurer, HJP, div II, bind II, afsnit 29, "The Messianic Hope"; Westcott, Introduction to the Study of the Gospels, kapitel ii, "The Jewish Doctrine of Messiah"; Edersheim, The Life and Times of Jesus the Messiah, bog II, kapitel v, "What Messiah Did the Jews Expect?"; E. F. Scott, The Kingdom and the Messiah; Fairweather, The Background of the Gospels; artikler i DB, HDB, EB, DCG. For yderligere liste se Riehm og Schurer.

Se også apokalyptisk litteratur.

James Crichton