men'-a-hem (menachem, "en, der trøster"; Manaem; 2 Kong 15,14-22):

1. Tronbestigelse og regering:

Søn af Gadi og Israels 16. konge. Han regerede i 10 år. Menahem var sandsynligvis den officer, der havde kommandoen over de kongelige tropper i Tirsa, en af kongens residenser, på det tidspunkt da Zekarja blev myrdet af Shallum. Da han hørte om gerningen, førte han sine tropper op og hævnede sin herres død ved at lade Shallum dræbe i Samaria. Derefter greb han den ledige trone. Hans første hele år kan have været 758 f.Kr. (andre, som det ses nedenfor, sætter det senere).

2. Tidlige handlinger:

Landet var på dette tidspunkt, sådan som Hoseas og Amos skildrer det, i en beklagelig tilstand af anarki og lovløshed. Menahem gennemtvang med hård hånd sin besættelse af tronen. Kun én by synes at have nægtet at anerkende ham. Det var Tifsa, et sted 6 mil sydvest for Sikem, nu den ødelagte landsby Khurbet Tafsah. Da Menahem siges at have angrebet denne befæstede by fra Tirsa, der lå nord for den, er det sandsynligt, at han indtog den på vejen til Samaria, før han drog videre for at kæmpe mod Shallum. Hvis det var sådan, giver det en vis forklaring på den grusomhed, hvormed han behandlede dens indbyggere (2 Kong 15,16). Ét sådant eksempel på strenghed var nok. Hele kongeriget lå for hans fødder. Han viste sig at være en stærk og beslutsom hersker, og i de 9 eller 10 år, han styrede, havde han ingen yderligere indre stridigheder at kæmpe med.

3. Menahem og Assyrien:

Men der var en anden kilde til uro. Assyrien, under Pul, havde genoptaget sin fremrykning mod vest og truede kongerigerne i landet. Menahem besluttede sig for en diplomatisk politik og indvilligede, frem for at risikere en krig med erobreren fra øst, i at betale en tung tribut på 1.000 talenter sølv. For at skaffe denne sum måtte han pålægge sine rigere undersåtter 50 sekel hver. Da der går 3.000 sekel på en talent sølv, er det indlysende, at omkring 60.000 personer, "mægtige mænd med rigdom", må være blevet sat under bidrag ved denne opkrævning—et vidnesbyrd på én gang om tributtens enorme størrelse og om landets velstand på den tid. Hvor kortsynet politikken end var, blev dens umiddelbare formål opnået, nemlig at den assyriske konges hånd "måtte være med ham for at stadfæste kongeriget i hans hånd" (2 Kong 15,19).

4. En konflikt mellem dateringer:

Der knytter sig en vanskelighed til dateringerne af denne periode. Pul i 2 Kong 15,19 og 1 Krøn 5,26 identificeres nu med Tiglat-Pileser III, som tog denne titel, da han besteg Assyriens trone i 745 f.Kr. I en indskrift af Tiglat-Pileser optræder Menahem som Minehimmu Samarina (Menahem samaritaneren), sammen med Racunnu (Resin) fra Damaskus og Hirumu (Hiram) fra Tyrus. Den datering, der gives for denne indskrift, er 738 f.Kr., mens det seneste år, vi kan give Menahem, er 749, altså 10 år tidligere.

5. Foreslåede løsninger:

Den kronologiske vanskelighed, der således opstår, kan imødegås på én af to måder. Enten blev indskriften, ligesom den på den sorte obelisk fra Kurkh (se JEHU), skrevet nogle år efter de begivenheder, den henviser til, og indeholder optegnelser over operationer, som Tiglat-Pileser deltog i, før han blev konge; eller også omtales Peka—som sad på Israels trone i 738 (?)—under det dynastiske navn Menahem, skønt han ikke var af hans familie. Den første af disse hypoteser er den, som nærværende forfatter hælder til at antage. (Af andre sænkes Menahems dateringer i overensstemmelse med indskriften.)

Se KRONOLOGI OVER DET GAMLE TESTAMENTE.

6. Karakter:

Menahem forsøgte ingen reform af den nationale religion, men holdt, ligesom alle sine forgængere, fast ved tilbedelsen af guldkalvene. Af den grund pådrager han sig, ligesom de, historikerens hårde kritik.

W. Shaw Caldecott