Spring til indhold

Den frie bibel

Salmernes Bog 140

1 Til korlederen.
Salme af David.
2 Red mig, HERRE, fra onde mennesker,
bevar mig for voldsmænd
3 som har udtænkt ondt i hjertet,
hver dag ansporer de til krig.
4 De har skærpet deres tunge som en slange,
der er slangegift under deres læber. Sela°
5 Vogt mig, HERRE, mod en ugudeligs hænder,
bevar mig for voldsmænd
som har tænkt at bringe mine fødder til fald.
6 De hovmodige har skjult en fælde for mig
og ondskabsfulde har udspændt net langs stien,
de har lagt snarer for mig. Sela
7 Jeg har sagt til HERREN: »Du er min Gud,
lyt, HERRE, til min tryglende røst..
8 HERRE, Herre, min frelses styrke,
du har skærmet mit hoved på kampens dag.
9 Opfyld ikke, HERRE, en ugudeligs begæringer,
lad ikke hans onde anslag lykkes, de vil ophøje sig.« Sela
10 De som omgiver mig, deres hoved
skal den fortræd deres læber voldte, komme til at tildække.
11 Der skal rystes glødende kul over dem, han skal lade dem falde i ilden,
i vandfyldte gruber så de ikke kan rejse sig igen.
12 En mand der bagtaler, skal ikke bestå i landet,
en voldsmand – ulykke skal jage ham med slag på slag.
13 Jeg ved at HERREN vil føre den hjælpeløses sag,
de fattiges ret.
14 Retfærdige skal sandelig takke dit navn,
oprigtige skal bo for dit ansigt.