Spring til indhold

Den frie bibel

Salmernes Bog 32

1 Af David. Maskil.
Salig er den, hvis overtrædelse er forladt,
hvis synd er skjult.
2 Saligt er det menneske som HERREN ikke tilregner skyld,
og i hvis ånd der ikke er svig.
3 Da jeg tav, sygnede mine knogler hen
under min stønnen hele dagen.
4 For dag og nat lå din hånd tungt på mig,
min livskraft svandt hen
i sommerens tørke. Sela°
5 Jeg bekendte min synd for dig
og skjulte ikke min skyld,
jeg sagde: »Jeg vil aflægge tilståelse for mine overtrædelser for HERREN«,
og du forlod mig min syndeskyld. Sela
6 Derfor skal hver from bede til dig
den stund, du findes.
Selv en flod af store vande -
til ham skal de ikke nå.
7 Du er mit skjul,
du bevarer mig for trængsel,
med udfrielsens jubel omgiver du mig. Sela
8 »Jeg vil undervise dig og lære dig den vej som du skal gå,
jeg vil råde dig, idet mit øje er rettet mod dig.«
9 Vær ikke som hest, som muldyr, uden indsigt,
hvis prydelse er tømme og bidsel, hvormed man kan tvinge dem
når de ikke vil komme nær til dig.
10 Mange smerter er der til den ugudelige,
men den, som stoler på HERREN,
omgiver han med nåde°.
11 Glæd jer i HERREN, og fryd jer, I retfærdige!
og I skal juble, alle I som er oprigtige af hjertet!