Spring til indhold

Den frie bibel

Salmernes Bog 70

1 Til korlederen. Al-shoshannim. Af David. Le-hazkir.
2 Gud, kom og red mig,
HERRE, skynd dig til hjælp for mig.
3 Lad dem blive til skam og spot,
som efterstræber min sjæl,
lad dem vige tilbage og blive til skamme,
de som vil mig ondt.
4 Lad dem vige tilbage som løn for deres skændsel,
de som siger til mig: »Ha, ha!«
5 Lad dem frydes og glædes i dig,
alle som søger dig;
og de skal altid sige: »Gud viser sin storhed!«
de som elsker din frelse.
6 Men jeg er hjælpeløs og fattig,
Gud, skynd dig at komme til mig.
Min hjælper og befrier er du;
HERRE, tøv ikke!