Spring til indhold

Den frie bibel

Salmernes Bog 107

1 Tak HERREN, for han er god,
for hans nåde° varer til evig tid.
2 Det skal HERRENS genløste sige,
dem som han har genløst af fjendes hånd,
3 og som han har samlet fra landene,
fra øst og fra vest, fra nord og fra hav.
4 De flakkede om i ørkenen, på en øde vej,
de fandt ikke en by at bo i;
5 de var sultne og også tørstige,
deres sjæl vansmægtede i dem.
6 De råbte til HERREN i deres nød,
han reddede dem ud af deres trængsler.
7 Han førte dem ad rette vej,
så de gik til en by de kunne bo i.
8 De skal takke HERREN for hans nåde
og for hans undere mod menneskebørn,
9 for han har tilfredsstillet en tørstig sjæl
og har fyldt en sulten sjæl med godt.
10 De sad i mørke og i dødsskygge,
fanger i elendighed og jern,
11 for de havde været genstridige imod Guds ord
og havde foragtet den Højestes anvisning.
12 Han ydmygede deres hjerte med plager,
de snublede, og der var ingen hjælper.
13 De råbte til HERREN i deres nød,
han frelste dem af deres trængsler.
14 Han førte dem af mørke og dødsskygge
og sønderrev deres lænker.
15 De skal takke HERREN for hans nåde
og for hans undere mod menneskebørn,
16 for han har knust kobber
og hugget jernslåer af.
17 Tåber var de på grund af deres overtrædelser
og på grund af deres synder blev de plaget.
18 Deres sjæl afskyede al mad,
og de kom nær til dødens porte.
19 Da råbte de til HERREN i deres nød,
han frelste dem fra deres trængsler.
20 Han sendte sit ord for at helbrede dem
og redde fra deres grave.
21 De skal takke HERREN for hans nåde
og for hans undere mod menneskebørn,
22 og de skal ofre takofre
og fortælle om hans gerninger med jubel.
23 De, som drog ud på havet i skibe,
som drev handel på store vande,
24 de så HERRENS gerninger
og hans undere på dybet.
25 Han talte og fik et stormvejr til at rejse sig,
og det rejste dets bølger.
26 De steg op mod himlen, steg ned i dybet,
deres sjæl tabte modet i ulykken.
27 De dansede og ravede som den berusede,
og al deres visdom blev forvirret.
28 Da råbte de til HERREN i deres nød,
han frelste dem fra deres trængsler.
29 Han fik stormen til at stilne af,
og deres bølger lagde sig.
30 De blev glade fordi de faldt til ro,
og han førte dem til en havn som de ønskede.
31 De skal takke HERREN for hans nåde
og for hans undere mod menneskebørn
32 og ophøje ham i folkets menighed
og prise ham i de ældstes forsamling.
33 Han kan gøre floder til en ørken
og kildevæld til udtørret jord,
34 frugtbart land til saltsteppe
på grund af ondskaben hos dem som bor der.
35 Han kan gøre ørken til vanddam
og tør jord til kildevæld.
36 Der lod han de sultne bo
så de kunne grundlægge en by at bo i.
37 De tilsåede marker og plantede vingårde
og fik en frugtbar høst.
38 Han velsignede dem, og de blev rigtig mange,
og han formindskede ikke deres kvægbestand.
39 De blev få og blev nedbøjede
under tryk af ulykke og plage.
40 Han som øser foragt ud over fyrster,
lod dem flakke om i en ørken uden vej.
41 Men han løftede en fattig op af elendighed
og gjorde slægter frugtbare som småkvæget.
42 De retskafne skal se det og glæde sig
mens al uretfærdighed har lukket sin mund til.
43 Den som er vís, skal give agt dette,
og de skal reflektere over HERRENS nåde°!