Spring til indhold

Den frie bibel

Salmernes Bog 109

1 Til korlederen.
Af David. Salme.
Min lovsangs Gud, vær ikke tavs,
2 for den gudløses mund og bedragets mund har de åbnet imod mig,
de har talt med mig med løgnens tunge,
3 og de har omringet mig med hadefulde ord
og har bekæmpet mig uden årsag.
4 Til gengæld for min kærlighed anklager de mig,
men jeg er i bøn.
5 De gengældte mig med ondt for godt,
og med had til gengæld for min kærlighed:
6 »Sæt en ugudelig op imod ham,
og lad en anklager stå ved hans højre side!
7 Når han bliver dømt, vil han gå ud som skyldig,
og hans bøn skal blive til synd!
8 Hans dage skal blive få,
en anden skal tage hans embede.
9 Hans børn skal blive faderløse
og hans hustru enke.
10 Og hans børn skal strejfe om og tigge,
de bliver krævet ud af deres ruiner.
11 En långiver skal kaste garn ud efter alt det han ejer,
og fremmede skal røve frugten af hans arbejde.
12 Der skal ikke være nogen som fortsat viser nåde imod ham,
og der skal ikke være nogen der forbarmer sig over hans faderløse!
13 Hans efterkommere skal udryddes,
deres navn skal udslettes i næste generation!
14 Hans fædres skyld skal huskes hos HERREN,
og hans moders synd skal ikke slettes!
15 De skal altid være nærværende for HERREN,
og han skal udrydde mindet om dem fra jorden.
16 Det sker fordi han ikke huskede at vise nåde,
men forfulgte en hjælpeløs og fattig mand
og en som var modløs i hjertet, for at dræbe.
17 Han elskede forbandelse,
og den skal komme over ham,
han havde ikke lyst til velsignelse,
og den skal være langt fra ham.
18 Han iførte sig forbandelse som sin dragt,
og den skal komme ind i hans indre som vand
og som olie i hans knogler.
19 Den skal for ham være som en klædning han hyller sig i,
og som et bælte han altid binder om sig.«
20 Dette skal være lønnen fra HERREN til dem som anklager mig,
og dem som taler ondt imod min sjæl!
21 Men du, HERRE, Herre, handl med mig for dit navns skyld,
for din nåde er god – red mig!
22 For jeg er hjælpeløs og fattig,
og mit hjerte er gennemboret i mit indre.
23 Jeg svandt bort som en skygge når den strækker sig,
jeg er rystet af som en græshoppe.
24 Mine knæ vaklede på grund af faste,
og mit kød er skrumpet ind, uden fedt.
25 Og jeg, jeg er blevet til spot for dem,
de ser mig, de ryster på deres hoved.
26 Hjælp mig, HERRE, min Gud,
frels mig efter din nåde,
27 så de erkender at dette er din hånd,
du, HERRE, du har gjort det.
28 Forbander de, så velsigner du.
De rejste sig, de blev til skamme,
men din tjener glæder sig.
29 Lad mine anklagere klæde sig i skændsel
og iklæde sig deres skam som kappe.
30 Jeg vil takke HERREN meget med min mund,
og blandt mange vil jeg lovprise ham,
31 for han står ved en fattigs højre side
for at frelse fra dem som dømmer hans sjæl.